mandag den 23. marts 2015

"Hvor er børnene egentlig?"

Når et af de hyppigst brugte spørgsmål i weekenden har været "Hvor er børnene egentlig henne?" skarpt efterfulgt af "Er der mere rødvin?", så ved man, at man har slappet af. Godt og grundigt, endda. Og nej - det er ikke fordi, jeg pludselig er tilhænger af lud og koldt vand-metoden, når det kommer til børneopdragelse (eller, at jeg har været stangbacardi hele weekenden, for den sags skyld). Det er simpelthen bare fordi, der ikke var grund til at bekymre sig om, hvad poderne nu var ude på - der var nemlig hele tiden en voksen eller et andet barn, der kunne berette brudstykker om ungernes gøren og laden.

Vi har været på familieweekend, forstår I. 36 mennesker, heraf 13 børn, fordelt i kæmpemæssigt hus (eller "slot", som vi havde bildt reptilerne ind. Det er nemlig ret majestætisk med tårn og det hele - og et sandt virvar af rum og lange gange, der bare fortsætter i tre uendeligheder). Det holder! Og jeg sidder nu i parcelhuset og overvejer, hvorfor det nu lige var, at man ikke gik kollektivvejen. (Og lader være med at tænke videre over, at 36 mennesker måske trods alt er lige rigeligt i længden. Og at det i øvrigt nok bliver svært at finde et sted med plads nok til så mange mennesker i nogenlunde nærhed af København. Selv om vi sad derovre i skovene omkring Gl. Rye med hvert vores glas rødvin - eller var det en gin & tonic? - og lagde planer om en daglig pendlerbus, hvis nu man skulle finde på at rykke til de midtjyske skove for evigt. Mangen en urealistisk plan er vist blevet kogt sammen over et glas rødvin).

To ud af 13 børn i en rolig stund (#bestukketmedfrugt)

Nå, men kollektiv eller ej, så giver det bare SÅ meget mening at hænge ud med familie i hobetal. Ungerne så vi ikke meget til (derfor den hyppige undren over, hvor de mon var), og vi voksne hyggede og slappede af, det bedste vi havde lært. Et par af de børn, der var med, ser reptilerne relativt ofte, men de fleste af dem, ser de (og vi) desværre alt for sjældent pga. afstand. Alligevel legede de - efter lidt kredsen om hinanden - fantastisk sammen, og når tempoet blev lidt for højt for Varanen, der var en af de yngste, kom han tussende hen til den første, den bedste voksne for at charme lidt. Der var jo hænder overalt, hvor ungerne vendte sig hen, og måske netop derfor havde de det så fint med bare at tumle rundt alene. (Til kritikerne kan jeg berette, at jeg har været i huset før - og HDD er kommet der gennem hele sin barndom - så vi kender det og ved, at der ikke er nogle steder, man kan komme til skade. Fare en lille smule vild, ja, men ikke nok til, at det bliver farligt. Så vi tog laissez-faire-hatten på og lod ungerne udforske alene. Eller ... sammen med de 11 andre, ing' ...)

Udsigten fra køkkenet. Lige til at blive et bedre menneske af

Samlingspunktet var det store køkken, hvor der blev rodet og regeret fra morgen til aften, og kaffemaskinerne var på seriøst overarbejde. Fordi vi kun skulle være der fra fredag aften til søndag middag, havde vi ikke lagt noget program, så efter et par indkøb lørdag, var der fri leg for alle. Det betød en vandretur i rhododendron-skoven (seriøst - det er de vildeste rhododendroner, de holder sig på den grund) til stor begejstring for reptilerne. Efter vi havde tvunget dem ud under relativt store protester, altså - for hvorfor gå ud, når man hygger sig indenfor!? Det betød også en masse snak - primært betød det en masse snak, faktisk - og tennisspil til dem, der havde lyst til sådan noget (det var så ikke mig). HDD fandt endda en legeplads, hvor han havde nogle af børnene med henne, og der var om ikke slik ad libitum, så snacks og anden hyggemad (og rigtig mad. Lammekølle nok til en hel hær, fx. "Det bedste mad i hele verden", som Varanen sagde) nok til, at ingen gik sultne i seng. Personligt brillerede jeg med en gulerodskage, der indeholdt intet mindre end 1.350 gram brun farin. Men så var der altså også nok til 40. Plus det løse.
 
På tur i rhododendron-skoven

Det er aldrig for tidligt at lære at spille skak ... 

Søndag stod jeg op lidt i 7, til trods for at både HDD og ungerne sov endnu. Jeg elsker fredelige morgener, og selv om man måske ikke umiddelbart skulle mene, at en morgen med 1 x baby plus forælder, en farmoster og to grandfætre + forælder kategoriserer som "fredeligt", så var det det alligevel. Hvilket i høj grad hang sammen med, at jeg kunne drikke al den kaffe, jeg lystede, helt uden andre afbrydelser end dem, jeg selv lavede. Not bad at all ...

Da alle havde fået både øjne og morgenmad, fik vi lige glæden af at hilse på en vaskeægte Kongeboa. Lang historie, men alle børnene var ellevilde og skulle ae og klappe og whatnot. Varanen mente, at den lignede en "Q-ælerslange", og det kan han jo have ganske ret i. Urgh, siger moderen (som alligevel ikke kunne nære sig for at klappe den bare lidt på halen. Urgh, igen!)

 
Virkelig sløjt billede, men krapylet bevægede sig jo ... Det er Varanens modige lille hånd, der piller ved halen ...

Turen hjem foregik i fred, fordragelighed og noget, der mindede om forår. Med obligatorisk pitstop i Nyborg - denne gang dog på BurgerKing i stedet for McD. Ungerne var skeptiske, ikke mindst da Øglen kunne konstatere, at BurgerKing putter ketchup oven på bøffen i stedet for nedenunder. Som McD åbenbart gør. Hvad ved jeg - ud over altså, at vi tilsyneladende skal stoppe med at spise nogle af stederne. Hvis man ved sådan noget, spiser man der for tit. Basta.

Vi var hjemme i god tid og nåede derfor kedelige voksenting som at vaske tøj og rydde op. Og bade ungerne. OG hive Øglens (meget meget løse) fortand nr. 2 ud. Det var den fjerde tand, der røg, og hun ligner nu en pirat mere end nogensinde. Store store unge! I dag er der fernisering i børneren (jowjow), og før vi ser os om, er det weekend igen. Ikke dårligt - og slet ikke, hvis solen fortsætter med at skinne så meget, som den gør i dag ...

tirsdag den 17. marts 2015

Forår og forfald

Er lige kommet hjem fra tandlægen. 2.600 kr. fattigere og med en mund, der ser ud som om, en murer har haft en fest med at lægge bittesmå, hvide mursten ved siden af hinanden derinde. Men desværre glemt at fuge. Og en hovedpine så bragende, at jeg mest af alt har lyst til at gå i seng. Men til gengæld har jeg så også fået plastic (?) bag på fortænderne, som nu tilsyneladende ikke er i fare for at flække og sprække, og hvad de nu ellers angiveligt var FP (før plast). Og sådan noget bliver man jo nødt til at tro på, når tandlægen siger det. For det er jo dem, der ved noget om tænder. Ikke mig. Selv om jeg godt kunne bruge samme beløb på noget, der er pænt meget sjovere end bittesmå stykker plastic, man ikke engang kan se.

Jeg er ikke helt med på, hvornår mine tænder blev 36. Selv er jeg jo kun ... 20. 21, måske. Med en 36-årigs alvidenhed, naturligvis. Men mit mundtøj er åbenbart ved at begå mytteri. Måske man bare skulle få gebis én gang for alle - så behøver man ikke selv at gå med, når tænderne skal ordnes, og man slipper (forhåbentlig) for hovedpinen. (Med mindre den er forårsaget af regningens størrelse, naturligvis. Ikke helt usandsynligt).

Meme hapset her

Indtil videre har jeg modstået sengens lokken. Spist den sidste svenske dobbeltstyrke-Ipren i æsken, bundet to kopper kaffe og svaret på mails, mails og flere mails. Den Svenske Forbindelse har vist sig at være en god og flittig kunde - hvilket er dejligt på sådan cirka alle andre dage end dem, hvor jeg har for 2.600 kr. hovedpine. Men jeg må prøve at skrive den væk. Det er nok sådan cirka lige så effektivt som at prøve at løbe den væk, som min efterskoleforstander altid prædikede. Uanset om der var tale om hovedpine eller skinnebensbetændelse ...

Udenfor er det forår. Eller noget, der minder om, om ikke andet. Græsset er på vej op, og haslerne sætter rakler, som var de betalt for det. (Og jeg er dermed bevæbnet til tænderne - no pun intended - med høfeber-medicin. Allergikerens pris for det fantastiske forår). Det er smukt, og jeg bliver glad i låget af, at solen skinner. Og det kan vi godt lide. Sådan noget glæde er helt ok. Hovedpine og lommesmerter til trods ...

fredag den 6. marts 2015

Om god service

For flere år siden fik jeg et par sælskindsluffer af HDD i julegave. Jeg anede ikke, at jeg ønskede mig sådan et par, men sådan er det som regel med de bedste gaver, synes jeg. Siden har jeg og lufferne været uadskillelige i årets kolde måneder, og mirakuløst nok er det ikke lykkedes mig at tabe/miste/glemme dem, som ellers har været tilfældet med så mange andre vanter, luffer og paraplyer gennem tiden. Indtil i går altså. Hvor jeg på vej på jobbis havde hovedet så fyldt med alt andet end små, lådne ejendele (og desuden pludselig fik travlt, da jeg så fra bussen, at mit tog var parat til afgang).

Jeg nåede toget, men glemte altså lufferne - fandt jeg ud af en hel halv time senere, hvor jeg dels skulle bruge dem, dels havde fået styr på noget af alt det, jeg havde hovedet fyldt med. Og desuden havde en kop kaffe inden for snarlig rækkevidde.

Nooooo!

Medgivet - lufferne har set bedre dage. Enkelte steder kan man se foret titte gennem skindet, og hvis de stadig havde været en (eller flere?!) sæler, skulle de(n) klart i behandling for skab, eller hvad nu sæler end kan lide af, der får dem til at tabe pelsen pletvis. Men de er gode og varme, og jeg elsker dem, så jeg var ikke parat til at give op.

Lidt detektivarbejde gjorde det klart, at man ikke skal ringe til Movia, selv om det er en af deres busser, man har kørt med - man skal finde ud af, hvilket selskab, der kører med den specifikke busrute. Vi takker forsynet for iPhones og 4G-forbindelser, for det lykkedes at finde frem til de rigtige, og optimistisk (nogle ville måske kalde det naivt) ringede jeg op.

Jeg fik fat i en flink fyr, der - efter at have spurgt til busruten - stillede 1.000 kr.-spørgsmålet: Hvordan så chaufføren ud? Det kunne jeg pinligt nok ikke svare på! Jeg hilser ellers altid på chaufføren og vil vove at påstå, at jeg til enhver tid vil kunne beskrive ham eller hende på den ene eller den anden måde - om ikke andet så ud fra etnisk herkomst, som Flink Fyr også spurgte til. Men mit hoved var som sagt alle andre steder, så her var den altså glippet. Dog kunne jeg huske, at det var en mand #flot(!), hvilket snævrede feltet ind til to afgange. Som Flink Fyr kaldte, mens jeg ventede i røret. Der var ikke bid hos Første Chauffør, men sør'me om der ikke var det hos Anden Chauffør! Så første nyhed var, at lufferne var i god behold. Næste gode nyhed var, at Flink Fyr lod sig overtale til, at jeg hentede lufferne i dag - ved gårsdagens påstigningsstoppested - i stedet for at valfarte til Avedøre Holme, hvor bussernes garage er. Jeg er sikker på, at der er dejligt derude, det er bare pænt langt hjemmefra. Så 8.28 i morgen stod jeg troligt og ventede på, at mine luffer blev kørt tilbage til mig, deres rette ejermand. Med ungerne i kassecyklen og en lille erkendtlighed til den rare chauffør som et tak for hjælpen.

Jeg kunne ikke finde Merci-chokolade, som jeg ellers syntes var passende på en dejlig corny måde, men de her kunne også bruges ...

Lufferne er nu hjemme igen, og mine hænder har atter fået varmen. Men fremover, hvis jeg ledes til at tro, at den gode service - og medmenneskeligheden i det hele taget - er død og borte (for det er der i dén grad nogle butikker, der gerne vil have en til at tro. Åbenbart), vil jeg tage luffeoplevelsen frem fra gemmerne og tænke, at det heldigvis ikke passer. Nogle steder lever begge dele i bedste velgående - og mange tak for dét!

tirsdag den 3. marts 2015

6 år, Niller ...


Nogen er blevet 6 år. Og nogen er blevet fejret ikke bare én gang, men hele TRE gange! Med flag og gaver og sang og fridag og familie og whatnot. Hele den forgangne uge har været én lang fest, føles det som, og Øglen har badet sig i opmærksomhed. Og gaver. Også selv om hun ikke fik det sværd, hun i ellevte time pludselig fandt på hun ønskede sig og mener, det er rimelig uretfærdigt. Til gengæld har hun fået alt fra en morgenkåbe magen til min (bare mindre, ing’?!) til en fjernstyret bil, så hendes klager falder for temmelig døve øren. Lad os bare sige det sådan.

Selve fødselsdagen blev spenderet i Kbh med moi. La Glace, osen i hhv. butikker og i Domkirken, køben basis-tøj i H&M (og tovtrækken om verdens grimmeste og mest syntetiske pandakostume, som ikke kom med os hjem), løben op og ned i Rundetårn, spisen ristede pølser på Kultorvet og fodren duer selvsamme sted blev det til, før vi skulle hjem og hente Varanen, der havde været i børnehave og fejret de to andre fra stuen, der havde fødselsdag samme dag. Aftensmaden blev indtaget på Sticks ’n Sushi i Lyngby (fødselsdagsbarnet havde bestilt sushi, så det ønske ilede vi at efterkomme), og det er bestemt ikke sidste gang, jeg kommer der – med eller uden børn. Både mad og betjening var fremragende, og reptilerne formåede at sidde pænt og hygge sig i knap 2 timer. Jeg er officielt imponeret. Også selv om omtalen på ingen måde er sponsoreret.

De sørgelige rester af min kartoffelkage. Absolut intet andet end papiret var tilbage. Det samme kunne man ikke sige om fødselsdagsbarnets Othellolagkage, der var et stykke på størrelse med hendes ansigt. Og varm chokolade ad libitum. Der blev levnet ...

Wheeeee

De voksnes sushianretning. Som smagte, så englene sang. Jeg spiser klart for lidt sushi ... 

Fødselsdagsfejring nr. 2 var dagen efter dagen og bestod af besøg af børnehaven. De ældste eksemplarer fra stuen, hvilket udgjorde i alt 10 unger og 1 pædagog. Og det forløb så stille og roligt, som havde der været 1 barn og 10 voksne. Sådan cirka. Temaet var, efter ønske fra fødselaren, indianer-fødselsdag, men det var vist mest bare for at sige, at der var et tema. Pynten blev i hvert fald ikke helt autentisk. Jeg havde udtænkt et par indianer-agitge (huh?) lege, men de endte med overhovedet ikke at blive nødvendige – ungerne klarede underholdningen fint selv. Og malede krigsmaling på hinanden (superviseret, så det ikke stak helt af. Trods alt). Efter mad, indianertipier med is (vafler … man må arbejde med dét, man har) og fødselsdagssang smuttede alle indianerne tilbage til børnehaven, og reptilerne blev hentet tidligt. 

Interimistisk indianerpynt. Inklusive uhyggelige indianeransigter i vinduet

Hjemmebagte indianerpile 

Grøntsagstotempæle. Sjovt nok var der levnet en del radiser ...

Temmelig skæve tipier (før der kom is i, ing'?!) Men de 5-6-årige købte den ...

Tredje og sidste etape af fødselsdagsfejringerne blev afholdt i lørdags, hvor familien var på besøg. Grundet rejser og sygdom og andet spændende var der mandefald, så vi var ’kun’ 10, men det var alligevel rigtig hyggeligt. Og som prikken over i’et var det dagen, hvor den lokale Paradis (og alle de u-lokale også, tror jeg?) åbnede, så efter gæsterne var gået, og vi havde cyklet/vandret en tur i det fantastiske vejr, sluttede vi af dér. Til stor begejstring for ungerne. Og så taler vi ikke om, at det tog ca. 40 minutter at gå de 500 meter hjem med Varanen, fordi han blev noget gnaven over, at han ikke måtte holde stille med sin cykel midt på den pænt store vej med lyskryds og det hele, som vi skulle over. Det krævede alle værktøjerne i kassen plus en jævnt stor jahat at komme hjem som gode venner. Men det lykkedes – om end det tog lang tid …

Mellemfornøjet (men meget velsmagende) kagekone - traditionen tro bagt af Mårmor 

Nu er festivitassen forbi, og jeg er efterhånden nået til at pille bare lidt af indianerpynten og flagene ned. Selv om jeg mest bare har lyst til at stene i sofaen, når ungerne er puttet, for med fuld gas på fejringen i sidste uge er der en arbejdspukkel, der skal bankes ned. Så det kommer jeg til at bruge resten af ugen på - når jeg altså lige har blogget færdig ... 

Jeg kunne skrive så meget mere om det pludselig at være mor til en 6-årig. Om tiden, der flyver, og mig, der ikke helt kan følge med. Om sentimentalitet og en tur ned ad memory lane til den dag for lidt mere end 6 år siden, hvor Øglen blev født, og den første, spæde forårssol skinnede ned på en nybagt familie på Riget. Men jeg vil skåne jer. I stedet vil jeg smække benene op og se noget mere Suits (jeg er afhængig). Og knibe det ene øje i undervejs, så jeg ikke kan se stakken af vasketøj, der skal lægges sammen. Jeg arbejder til stadighed på at perfektionere kunsten at ignorere presserende ting. Som fx gulvvask, der i dén grad er oppe over. Eller indkøb til gæster gange mange fra torsdag og frem. Til trods for, at jeg er væk hjemmefra fra 8-20 i morgen. Ah well - må prøve at charmere med mit væsen (eller aflede ved at sige virkelig mærkelige ting) i stedet for mine rene gulve. Men maden, den slipper jeg nok ikke for at lave. Trods alt.

søndag den 22. februar 2015

Om dødsforkølelse og den svenske forbindelse

På det seneste er jeg begyndt at leve lidt sundere. Bare lidt. Bevares - jeg spiser stadig for meget slik og kunne sagtens træne mere, end jeg gør, men generelt føler jeg mig ok sund. Jeg har fået mere energi og bedre styr på mit søvnmønster - undtagen når ungerne gør deres bedste for at spolere det ved at lave rullefald i dobbeltsengen midt om natten, eller - som forleden - når Øglen vælger at klappe så hårdt på mig så længe for at høre, hvornår jeg skulle op, at jeg a) drømte, at nogen bankede en stol ind i døren, b) vågnede. Selvfølgelig. Og kunne berette, at klokken kun var 04.45, så jeg måtte godt sove lidt længere ...

Nå, men altså. Generelt synes jeg, det går den rigtige vej med både sundhed, energi og styrke. Og i løbet af vinteren, hvor både ungerne og HDD har været lagt ned af forkølelse, har jeg været en klippe af blomkål eller noget ... og har måske/måske ikke ytret jævnt hellige sætninger som "Jeg tror, det er fordi, jeg vinterbader, at jeg ikke bliver forkølet. Det bider simpelthen ikke på mig" og "Du skulle tage at spise nogle flere grøntsager - det gør, at man ikke bliver forkølet. Overhovedet".

Ja. Så kom vi så til midt i den forgangne uge. Dagen før dagen, hvor jeg skulle gøre mine hoser grønne hos potentiel ny kunde i det svenske. Og hvad sker der?! Jeg vågner op og er snottet. RET snottet, oven i købet. Argh! Men jeg vinterbader jo (altså ikke lige den dag, men i det hele taget) og er den førnævnte klippe af blomkål, så jeg var fortrøstningsfuld og hele dagen blev brugt på damage control med varm te, Panodil Hot (ADR!), varm tøj og morgenkåbe (jeg var virkelig yndig (!)), plagen HDD om at hente ungerne, så jeg slap for at komme for meget ud, og gåen tidligt i seng, så jeg kunne være frisk til charmeoffensiv. 

Jeg mærkede derfor spændt efter, da vækkeuret ringede næste morgen kl. 05.25. Hvordan havde jeg det? Løb næsen? Værkede hovedet? Følte jeg mig 300 år gammel? Og ...

Status var ...

At ...

Wait for it ...

Jeg var ramt af noget, der potentielt kunne udvikle sig til at blive dødsforkølelsen over dem alle i løbet af dagen. Alle mine krumspring havde altså været helt og aldeles forgæves, og alt talte faktisk for, at jeg skulle være blevet hjemme. Men der er jo ikke det, en ipren (dobbelt styrke, oven i købet), et par betalte flybiletter og en god portion overmod ikke kan klare, så da klokken slog 6, kørte jeg til nærliggende station, lod mig transportere til Kastrup og fløj således til Nordens Venedig. Hvor jeg pinligt nok aldrig har været før, men helt sikkert skal hen igen. For ud over den svenske forbindelses hovedkvarter + en restaurant i nærheden var det virkelig begrænset, hvor meget jeg så. Ikke mindst fordi jeg havde så travlt med at pudse næse. Og drømme om en supersonisk jet, der kunne flyve mig lynhurtigt hjem (skete ikke) og kold appelsinjuice (dét skete til gengæld). Men indtil da klarede jeg mødet i fin stil og forstod endda næsten alt det, der blev sagt. Tror jeg da. Hvilket for andre nærmest vil svare til pludselig at kunne forstå swahili - jeg er nemlig i den grad ikke kendt for mine svenskkundskaber. Men det kan måske læres ...

Et helt og aldeles unikt og aldrig-set-før motiv ud af flyrude ... (!)

Jeg havde allieret mig med far-pastillerne over dem alle: Fisherman's Friend, og de hjalp ok til at kamuflere al elendigheden. Desværre hjalp de ikke på propper i ørerne, som jeg stadig har glæden af - dødsforkølelse og flylanding er i høj grad et match made in hell. For ja - den potentielle dødsforkølelse udviklede sig nemlig i fuldt flor på vej hjem i flyveren (undskyld, sidemand et og to) og har sendt mig til tælling i hele tre dage. For en, der sjældent er syg-syg, har det været noget af et slag - ikke mindst, når det har betydet, at jeg har glippet indtil flere deadlines, drinks med Mr. Grey med to af verdens tre sjoveste veninder, og en barnedåb. #&#€//"

Stearin-drypning med ældstebarnet kunne jeg lige svinge mig op til i dag. Trods alt ... 

Ah well - i morgen er der atter en dag, som forhåbentlig bliver mindre forkølet end de foregående. Så må vi bare håbe, at ungernes snøvlerier ikke udvikler sig til mere end lidt nysen, for ellers forudser jeg en snotcirkel, der varer ved herfra og ind i evigheden. Og det er der simpelthen ikke tid til, for der er nogen, der fylder 6 i den kommende uge, og det skal fejres ikke bare en, men hele tre gange. Så deeet ...

Og hermed skål i te fra min plet i sofaen! Må I have en dejlig, forkølelsesfri søndag aften!

fredag den 13. februar 2015

Noget om ros og sløje skrivefrekvenser


Jeg skal ikke have ros for min skrivefrekvens. På bloggen, altså. Til gengæld synes jeg, at jeg fortjener lidt ros for alle de ord, jeg har fået griflet ned i arbejdsøjemed, men det er jo et eller andet sted sagen uvedkommende. (Øv også). Og så synes jeg faktisk også, at det er på sin plads at rose mig bare en lille smule for, at der stadig er chokolade i skabet efter vores tur til Berlin. I december! (Hvor vi købte i omegnen af 4 kg RitterSport. Og så meget er der helt klart ikke tilbage. Men alligevel …) Det er godt at rose sig selv, har jeg bestemt – især fordi jeg, som nævnt, ikke har meget at komme efter, når det gælder frekvensen af blogindlæg.

Jeg ved egentlig ikke helt, hvad vi har lavet. Eller – jo, vi har været i Sverige. Nogen stod på ski, mens andre tørt konstaterede ”Dét der – dét skal jeg ikke prøve!” og pure nægtede at spænde et par glidende brædder under fødderne. Godt vi havde husket kælken – og at der var en kælkebakke. Så jeg og den yngste havde en fest på kælkebakken, mens HDD og den snart 6-årige (det skal vi i øvrigt også have snakket mere om – 6 år, mayn!) betvang lifter og pister, og hvad har vi. Det var en kort, hyggelig weekendtur til ødegården, hvor vi – ud over at stå på ski – også nåede at spise en masse slik, bygge 4 snemænd, spille spil og være i legeland, så jeg vil vove at påstå, at vi fik vredet al den hygge ud af weekenden, som den kunne trække.

Skumringssne

Transport af legetøj fra bilen til huset

Vi er desværre ikke velsignede med vinterferie, men havde dog taget i går fri, så vi kunne komme i LEGO World. ”Det er den første dag, det har åbent”, sagde HDD og jeg klogt til hinanden. ”Og selv om det er vinterferie, så er der nok ikke så mange mennesker, hvis vi altså er der lige, når det åbner”.


WRONG!

Oh. My. Gawd. Der var mange mennesker. Heldigvis er Bella Center jo pænt stort, hvilket hjalp lidt på det, men når man laver en ligning, der hedder Mange Mennesker + Forbud Mod At Tage Egen Forplejning Med x Verdens Mindst LEAN-optimerede Restaurationsproces, så får man et resultat, der hedder 1 times ventetid på flade sandwich og franske hotdogs. Heldigvis havde jeg husket ja-hatten, men helt ærligt, Bella – det kunne du sq godt have gjort lidt bedre. 

Til en anden gang ville det også have været rart at vide, at ingen af kaffebiksene tog kort. Men lad nu det ligge – ungerne var glade, og det er jo det, der tæller. Personligt synes jeg, at arrangementet var lidt mere tamt, end det har været de seneste år (hvilket ikke har noget med lang kø til de franske hottere eller manglen på kortterminaler at gøre), men igen: Ungerne hyggede sig. Og kom derfra med tre små byggesæt og en pose slik, så alt var godt. Forældrene kom derfra med ringende ører og en træthed, der kunne både måles og vejes, men alt i alt var det en smadderhyggelig dag. På trods af brok.

Hov ja - jeg har også fået nye forsyninger til melkværnen. Rug, spelt, havre, hvede, kamut og enkorn - så skal der eksperimenteres. Først og fremmest med fastelavnsboller, tænker jeg

Nåja – og så har der være fastelavn i børnehaven. Efter at ville være hhv. Spiderman, et jordbær og en pingvin, besluttede Varanen, at han ville være en giraf. Hvilket var pænt nemt, eftersom vi havde kostumet i forvejen. Øglen ville længe være Spiderman, men ombestemte sig i 11. time og ville hellere være leopard. Det viste sig at være forbavsende svært at finde et leopardkostume (til børn. Til voksne var der pænt mange – gennemsigtige – at vælge imellem, og jeg forsøger nu forgæves at u-se nogle af de billeder, jeg faldt over i min googling), så vi endte på et mix af Hvad Garderoben Gemte, og sendte en lille leopard med sorte leggings, leopardsommerkjole, leo-cardigan og et hasteindkøbt sæt med leopardører, -hale og -butterfly(?) af sted. Vi er altså sluppet temmelig billigt, når det gælder fastelavnskostumer i år, men det klager jeg på ingen måde over …

Derudover har vi vist ikke lavet noget. Ud over bare at være og arbejde og hygge og læse og kramme og holde hverdag, når den er bedst. Og se Suits. Hvorfor er der ingen, der har fortalt mig, hvor god den er? Resten af måneden kommer vist til at gå ud på nogenlunde det samme. Inklusive en 6 års fødselsdag. Gisp. Slet ikke så ringe endda, hvis man spørger min indre jyde.

søndag den 1. februar 2015

Om udlængsel, maling og februarplaner


Jeg lider pænt meget af udlængsel for tiden. På ’giv mig hvide sandstrande og duvende palmer’-måden. Måske fordi januar efterhånden har varet i noget, der minder om fire måneder, det er koldt og gråt, og hverdagen er sådan pænt meget hverdagsagtigt. Måske fordi jeg ikke har set hvide palmer og duvende sandstrande (... eller noget ...) i evigheder, eller fordi der er så sygt meget på tegnebrættet i øjeblikket (desværre bare ingenting, der omhandler ferie), at det helt tager pusten fra mig. Eller måske det bare er en blanding af det hele.

Hvordan jeg tackler det, spørger I? Jo tak, jeg arbejder. Og maler. Lister. I huset. *Indsæt selv højlydt snorken* Men hjælper det, spørger I videre? Overhovedet ikke, svarer jeg så. Men når man ikke har en krone – og i øvrigt et arbejde, der skal passes – så harmonerer en sviptur til de varme lande bare pænt dårligt. (Og så ikke et ord om, at jeg just har takket nej til en tur til netop de varme lande med alt betalt i arbejdsøjemed. Udlængslen er åbenbart sådan indrettet, at den vil have hele familien med og ikke bare sende mig af sted ganz allein)

Og så er jeg begyndt at træne. Hvilket faktisk hjælper en lille smule. Dels tænker jeg lidt mindre på de varme lande (og tegnebrættet), dels bliver jeg stærkere. Hvilket jeg har brug for, eftersom min ryg siden december har været helt f*cked (#hejstillesiddendearbejde), og min fys (som jeg i øjeblikket nærmest ser mere end HDD) kan berette, at jeg er mere end almindeligt låst i stort set samtlige muskler i venstre side. Super – så forstår jeg bedre, hvorfor jeg jævnligt får holdt i ryggen og/eller bliver nødt til at sidde virkelig underligt i sofaen, for at det ikke gør ondt i lænden. Men med afspændingsøvelser og vægttræning sammenholdt med mit sporadiske løberi, bliver jeg forhåbentlig så god som ny. Planen for februar er i hvert fald at opbygge lidt styrke i mit slatne korpus ved hjælp af nyindkøbt kettlebell, der måske nok ser lille, rød og nuttet ud, men som er tung som bare f*nden.

Det har ikke været praktisk arbejde det hele, her i weekenden. Vi nåede da også en stille stund med skøn udsigt


Der er flere planer for februar, der rækker ud over arbejdet og alt det, der ellers fylder - almindelige forpligtelser inkluderet. En af dem er bl.a. at blive færdig med at male i det der hus. Rydde op i mit tøjskab, der er propfyldt – desværre bare ikke med tøj, som jeg gider at gå i. Læse nogle flere bøger (gerne andre end de tre knaldromaner, jeg kom til at købe i den lokale genbrugsbiks formedelst 30 kr. forleden). Og tage en smuttur til det svenske, hvor vi krydser fingre for, at der er bare en lille klat sne, så vi kan få spændt et par ski under både egne fødder og reptilernes. Og lege, at vi har vinterferie. Om det så kun er i 10 minutter plus det løse. Og hvem ved - måske frekvensen på blogindlæg også bliver skruet i vejret?! #manhardalovathåbe

Den her udsigt kunne jeg godt leve med ... Nogen, der giver en milliard?

Så februar skal nok få ben at gå på, selv om måneden ikke byder på sol og varme (med mindre den globale opvarmning altså skruer gevaldigt op for charmen). Jeg tror på den, måneden. Den skal nok blive god. Travl, men god. Og lige om lidt kommer ungerne hjem efter en weekend hos Mårmor og Mårfar, hvor de har hygget sig (og vi har været praktiske. Og savnet dem). Hvis dét ikke er den bedste start på februar, så ved jeg da snart ikke, hvad der er.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...