mandag den 1. september 2014

Efterår, oh efterår

Så blev det efterår sådan rigtigt. Kalenderen fulgte op på det kølige vejr, vi har haft for nyligt, og hvilken bedre måde at byde efteråret velkommen på end en sprød, klar dag med blå himmel, sol og let vind?

En håndfuld brombær fra haven. Godt nok fra for over en uge siden, men det er jo først meningen, at de skal være modne nu, såeh ...

De sidste blomsterrester fra haven

Jeg elsker efteråret (om efteråret. Ikke i august). Bortset fra, at jeg nok snart bliver nødt til at kapitulere og tage sokker på, så elsker jeg, at dagene bliver lidt køligere, at bladene på træerne skifter farve, at kastanjerne snart falder ned, og at æbler og pærer er ved at være spiselige. At man kan putte sig i vamsede trøjer, tænde stearinlys og ikke behøve at have dårlig samvittighed over for vejret, når man hellere vil sidde med en kop te og en bog, end man vil galoppere rundt i sommervarmen.

Varanen har tyvstartet og plukket et par meget hårde pærer fra træet. Men vha. lidt vand, sukker og æbler, udgjorde de en hæderlig grød ...

Jeg elsker også - who knew?! - at dagene bliver lidt kortere (men alt med måde, ikke? Glæder mig ikke, til det kun er dagslys i halvandet minut), og at man kan se, hvad tid på dagen, det er, blot ved at kigge ud af vinduet.

Supper, stuvninger og simremad skal også bydes velkommen tilbage i køkkenet, og til trods for, at jeg prøver at gå uden om brød, kan jeg med statsgaranti love, at jeg skal have bagt et verdens bedste brød eller to inden for nær fremtid.

Rønnebær fra en cykeltur med Varanen

Det er også svært andet end at knuselske diverse høstmarkeder og bondegårdsbesøg, og jeg glæder mig allerede til lange gåture, der giver røde kinder og løbende næser til både store og små.

Og så er der jo også en dreng, der fylder 3. Lige om lidt, faktisk. Der er lagt i kakkelovnen, til jeg skal se nogle skønne damer i forbindelse med, at jeg selv fylder år. Og sådan fortsætter det sådan set bare. Så det er svært at være ked af, at sommeren er forbi, når nu efteråret har så meget skønt at byde på.

torsdag den 28. august 2014

Du kan lige tro jo!

Uanset om man kalder det trodsalderen eller selvstændighedsfasen, så er der vist ingen tvivl om, at Varanen befinder sig lige midt i den for tiden. Og det er kilden til lige dele morskab og frustration, for I guder, hvor kan han være en lille sur provocateur. ALT bliver mødt med et "NEJ", en løben væk, et "Nixen bixen, Karen Blixen", eller en gerning, der er den eksakt modsatte af, hvad man har bedt om.

Nogle gange er det ret irriterende. Andre gange er det temmelig sjovt. For når Varanen bliver vred, bliver han meget vred. Han kan finde på at skrige (knap så sjovt) og trampe af frustration, men oftest laver han de mest vrisne grimasser overhovedet, slår armene over kors og proklamerer et meget dybfølt og fornærmet "HRM!", hvorefter han forsvinder hen i en krog og står og vrisser "Jeg er VRED!". Lige indtil han ikke er det mere og kommer drønende med et "JEG ER GLAD IGÆÆÆNG!".

Dude with the 'tude 

Begynder man at diskutere/ræsonnere med ham, og får han et nej, ryger der gerne et "Du kan LIGE tro jo!" retur fra ham. Så er det altså svært at holde masken - særligt, hvis det bliver serveret med den sædvanlige, let vrængende og VIRkelig sure grimasse han efterhånden har udviklet til perfektion. Andre gange har man lyst til at blive lige så vred som Varanen, men bortset fra, at de kloge siger, at man ikke må skælde ud, så nytter det absolut heller nytter noget - så bliver han nemlig bare dobbelt så meget på tværs (jeg har prøvet. Ahem).

Vi kan nok bare ikke komme udenom, at Varanen har temperament. Men det har hans søster jo sådan set også - det er bare som om, hendes spinkle statur og veludviklede sprog får mig til at glemme det fra tid til anden. (Bortset lige fra sidste uge. Hvor hun blev så gal nede i kassecyklen, at jeg holdt ind til siden. Hvilket affødte et skrig, der burde være blevet båndet, så dem, der laver hundefløjter kunne få en helt ny og spændende frekvens at arbejde med. Og et særdeles medlidende blik fra modkørende cyklist).

Superman i Disney-stilletter. På Øglens værelse. Når katten er ude og alt det der ...

Der er naturligvis ikke noget at sige til, at lunterne er lidt kortere nu, hvor hverdagen igen har gjort sit indtog, og Varanen oven i købet har en helt ny en af slagsen at forholde sig til. Nye rammer, nye voksne og - ikke mindst - en masse nye børn. Som han ikke kender (og overhovedet heller ikke interesserer sig for endnu, lader det til), men som ikke desto mindre larmer pænt meget. Så at han er træt og cranky efter en dag i børneren, skal jeg ikke lægge ham til last*. Men temperamentet kom i den grad også til udtryk i ferien. Og før ferien. Og i foråret. Og og og.

Jo mere sprog, Varanen får, jo bedre bliver det med temperamentet. Men selv nu, hvor han taler rigtig godt og både forstår og i allerhøjeste grad kan gøre sig forståelig, forglemmer han sig lidt af og til. Heldigvis slår han ikke så meget mere (og heldigvis - må man godt sige det? - er det kun Øglen, han slår; ikke de andre børn), men det skulle jo gerne stoppe helt på et tidspunkt. Temperament er godt at have; det kan også blive for kedeligt og pænt det hele, så det er jo ikke fordi, jeg vil have, at han skal nikke og smile hele tiden. Men det kunne være meget fedt - også for ham selv - hvis nogle af hans reaktionsmønstre blev ændret lidt over tid. Så det arbejder vi på. Stille og roligt. Og husker samtidig på, at han altså ikke er 3 endnu. Så selv om han vejede 19 (NITTEN!) kilo på ZOO's elefantvægt i sidste weekend, er han stadig en lillebitte fis. Min lillebitte fis!

*Det går i øvrigt SÅ godt med indkøringen i børnehaven. Som officielt stoppede i går, sagde indkøringspædagogen, "for det går bare så godt. Han er så dejlig og social og snakkesagelig, og han er så glad, når han er her, så skal vi ikke bare sige, at indkøringen er overstået?!" Nåååhr, min dygtige dreng, der i øvrigt ikke har grædt ved en eneste aflevering i den her uge, og som oven i købet har fundet sig i at blive lagt til en lille lur dernede. Vildt!

mandag den 25. august 2014

Energi i pilleform?

Det er meget muligt, at de kloge siger, at sommeren ikke er ovre endnu, men naturen mangler lige at erklære sig enig. Så indtil det modsatte er bevist, prøver jeg at få mine fødder til at forstå, at der er dømt efterår, bare så jeg ikke behøver at blive mere forkølet (snøvset, som det hedder herhjemme), end jeg allerede er blevet. (Det er bare som om, fødderne nægter at samarbejde. De VIL ikke have sokker på. Sutsko (eller ... futsko, hedder det her) indendørs kan de lige gå med til, men de vil stadig gå i sandaler eller - til nøds - ballerinaer. Uden sokker).

Jeg har det lidt stramt med, at sommeren tilsyneladende har sunget på sidste vers. Den har været så fantastisk, at ord ikke kan beskrive det, og jeg er vis på, at jeg har opsamlet d-vitamin til et helt år. Og hvis jeg bare fik garanti for, at vejret ville være sådan her - stedvis sol, let blæst og 15-ish grader - frem til december, jamen så vil jeg ikke brokke mig over efteråret. (Det vil jeg i øvrigt heller ikke alligevel. Jeg holder meget af efteråret - det er bare ærgerligt, at det skal være så mørkt, som jeg ved, det snart bliver. De lyse aftener er allerede kraftigt på retur, jo).

Vinteren og foråret har været hårdt ved mig. Bevares, jeg er heldigvis både sund og rask, så på den måde skal jeg ikke klage, men der har været en masse tankespin, store spørgsmål og eksistentielle ting oppe og vende, og derudover har jeg manglet energi i en grad, så det var skræmmende. Selv om jeg ved, at jeg får energi af at røre mig, så har jeg bare ikke kunnet tage mig sammen. Efter sommerens indtog blev det heldigvis (lidt) nemmere. Der er jo heller ikke meget, der slår en gåtur i solskinnet. Men nu. Hvor de mørke aftener pludselig er kommet snigende, frygter jeg en lille smule, at jeg falder ned i den samme "det er også bare ligemeget"-sump (ikke at forveksle med "Det' da liiiigemeget"-Jeppe K) som tidligere på året, så jeg har længe haft en plan om at sætte konkret ind.

Første led i planen er at justere min kost. Jeg bliver aldrig rabiat det ene eller det andet (og det er sq nok derfor, jeg ikke taber mig overhovedet), men jeg plukker lidt hist og pist fra de kure og livsstile, der passer mig. I vinteren og foråret havde jeg ubevidst gjort det til min mission at spise alt med sukker, der var inden for arms længde, og det gjorde mig sådan set ikke andet end tyk(kere). Så det er slut nu. Fra ferien begyndte (jo, sq - I drømmer ikke om, hvor få is, jeg har spist på de 5 varmeste uger i mands minde) har jeg skåret kraftigt ned på sukker og helt elimineret hvidt brød og pasta. Alene der var der en del energi at hente, kan jeg afsløre.

Anden led i planen er at røre mig mere. Det var ikke noget problem i ferien, hvor vi har vadet rundt, som blev vi betalt for det. Det er i hverdagen, den kniber lidt, eftersom jeg arbejder hjemme og derfor ikke har tvungen transport til andre steder end børnehaven. Men så snart ham Varanen er færdigindkørt i børneren, skal jeg til at have skemalagt lidt løb og så'n. Blev der sagt.

Tredje led i planen anede jeg faktisk ikke, at jeg havde. Før søde Fie fra Lahme Kommunikation kontaktede mig og spurgte, om jeg ville teste nogle naturlige kosttilskud fra Drogens Vital. Man kunne vælge mellem to forskellige pakker, og jeg slog naturligvis straks ned på den, der hed noget i retning af "Energi og helse".

Hele Drogens Vital-familien

Kosttilskuddene stod i garagen (hej, flexmodtager), da vi kom hjem fra ferie, men det er først for et par dage siden, jeg er kommet i gang. Pakken indeholdt 2xginseng energikur, der - som jeg læser det - er nærmest instant energi. Den har jeg ikke prøvet endnu; den skal SÅ meget gemmes, til når det (desværre) bliver meget mørkere og koldere.
Denne her gemmer jeg som en lille skat til de mørkere tider. (Høje forventninger? Hvad mener I?)

Derudover var der tabletter med ingefær (for fordøjelsen), multivitaminer og tabletter, der styrker hud, hår og negle. Tre tabletter, der alle skal tages 2-4 eller 1-3 gange om dagen. Så smider jeg lige en fiskeolie (anti-opstød - gotta love it. Farvel til smagen af harsk fisk) fra skuffen oveni, og så tror jeg ellers nok, at mit daglige pilleforbrug er steget fra 0 til mange i løbet af ingen tid. Jeg er ikke så god til at huske at tage piller, men jeg håber, at der bare er tale om vane. Og hvis ikke, så køber jeg mig sådan en smart pilleinddelingsæske. Eller noget.

I virkeligheden ved jeg heller ikke, om jeg tror på, at man kan få energi i pilleform (med mindre det er en ganske anden slags piller. Og den slags ønsker fabrikanterne formentlig ikke bliver sponsoreret). Men tiden vil vise, om Drogens Vital lever op til det, de lover. Indtil videre virker det imidlertid lovende. Jeg har husket at spise mine piller, jeg sover godt om natten, og jeg føler mig ganske frisk i løbet af dagen. Tabletterne er i en fornuftig størrelse (ikke ligesom fiskeolietabletterne, der måske nok er anti-opstødsagtige, men til gengæld er store som missiler), de er fyldt med lutter naturlige vitaminer, urter og planter og så - stor bonus i min bog - kommer de i bæredygtig emballage. Letvægtsplastikken gør, at glassene ikke er så tunge, og så kan de genbruges. Ja tak til dét!

Indlægget er sponsoreret, men ordene og holdningerne er mine ganske egne. Produkterne kan købes på apoteket.

lørdag den 23. august 2014

Første uge i børnehave - tjek!

Så er der gået en uge med hverdag. Og ikke om jeg fatter, hvor tiden forsvandt hen. Ferien føles pludselig for evigt siden - men det hænger måske sammen med, at det blev efterår i det sekund, vi trådte over tærsklen til 60'er-huset og har været koldt og blæsende lige siden. Måtte fiske legeteltet ud af brombærkrattet efter et særligt ivrigt vindstød, og jeg kan betro jer, at der er pænt langt - og et skarpt hjørne - fra terrassen til brombærkrattet. Som vel egentlig snarere er et bed end et krat, men nåja.

Men selv om ferien føles som noget, der ligger langt tilbage i tiden, har vi heldigvis bevaret langsommeligheden. Alting er foregået i meeeeeget adstadigt tempo, og det har heldigvis betydet, at ungerne og jeg (ikke HDD, den stakkel, der må op og af sted på job, før en vis mand får sko på) de fleste dage har sovet til noget, der minder om klokken 8. #crazysmiley Morgenmaden er blevet fortæret med tid til snak og hygge - og morgenmadsbogen, der stadig lever i bedste velgående - og når alle er mætte og i tøjet, så har vi været klar til det punkt på dagsordenen, der har været omdrejningspunktet for hele ugen: Varanens børnehavestart!

Nogen var træt efter dag 2 i børnehaven

Jamen altså! Varanen som børnehavebarn! Hvad giver I? Jeg har jo lige født ham. Alle 15-16 kilo (eller hvor meget han nu vejer) af ham. Godt nok skulle han først begynde i børnehave næste uge så'n rent officiella, men eftersom vi har holdt så lang sommerferie, syntes jeg (og børnehaven, heldigvis), at det var fjollet, at han skulle tilbage i vuggestuen et par uger for så at blive rykket igen. (Vuggestuen var ikke helt enig i den disposition, men det er selvfølgelig også dem, der går glip af indtægten. Ah well).

Mandag var første dag. Og det var det jo på sin vis også for Øglen, der ligesom os andre har været væk fra alt, der hedder hverdag i 5 lange, dejlige uger. Men hun kender jo alle i forvejen og kunne med det samme blende ind. Tænkte jeg. Og havde lige glemt et øjeblik, at Varanen jo kender stedet om ikke lige så godt, så tilpas godt til, at han spankulerede hen til yndlingspædagogen (som også er indkøringspædagog; yay!) og begyndte at fortælle de samlede feriesagaer. ("I Legoland, så sejlede vi i en farlig GROTTE! Og så var der en mand, og ved du, hvad han sagde? Han sagde hal-lååå. Hal-lå-ååååh!", "Det dummeste var, at det der kop vand kom væltende ned på mig fra den der guldspand. Så trøstede ham den tykke dreng mig!" (i Lalandia, red.)", osv). Så altså - instant tillid.

Nogen var træt efter dag 3 i børnehaven

Jeg blev der den første dag - legede, observerede og sludrede med pædagogerne og de andre børn, og så brugte jeg 20 minutter i personalerummet som en prøve på, hvordan Varanen havde det med, at jeg gik. Det havde han det aldeles glimrende med. Han troede, at jeg var på toilettet og var vældig glad, da jeg kom tilbage, men han havde leget og hygget sig så fint, mens jeg var væk. Og jeg nød at få lov til at være fluen på væggen og få et større indblik i dagligdagen der, hvor mine børn tilbringer og skal til at tilbringe mange timer hver dag. Jeg er heldigvis kun blevet yderligere bekræftet i, at vores børn har det rigtig rigtig godt derovre med engagerede og dygtige voksne, der hygger sig sammen med børnene, bevæger sig en masse og prioriterer udvikling gennem leg.

Nogen var træt efter dag 4 i børnehaven ...

Dag 2 havde jeg egentlig forventet ville forløbe som dag 1, men indkøringspædagogen foreslog, at jeg smuttede efter 10 minutter. Og så kom igen lige efter frokost. Øhm .... altså ... Jo, det kunne jeg vel godt. Varanen mente, at jeg skulle på toilettet, så det lod jeg ham tro, men nævnte, at jeg nok var væk rimelig længe, og at det var et toilet udenfor. VIRkelig ikke pædagogisk, og han havde da også fået at vide i løbet af de tre timer, han var der, at jeg var hjemme (for selv en treårig undres over, at man kan være længe på toilettet). Det tog han heldigvis fint, men jeg har noteret mig, at det ligesom ikke nytter noget at pynte på sandheden. Hvis jeg er væk, er jeg væk, og det skal han naturligvis have at vide.

Dag 3 og 4 forløb på samme måde som dag 2; jeg afleverede ungerne ved 9-tiden, sagde farvel og cyklede hjem for at arbejde frem til kl. 12, hvor jeg hentede (det er ikke de længste arbejdsdage, jeg har haft, kan I nok høre). Med den lille forskel, at Varanen nu havde fattet, at jeg rent faktisk gik, og det syntes han ikke var nogen god idé. Så han var ked. Og jeg var ked. Og pædagogen bad mig (pænt) om at gå alligevel, for som hun sagde, så bliver det jo kun værre, jo længere jeg bliver. Ergo gik jeg. Og ringede til HDD og tudede. Varanen var selvfølgelig blevet i godt humør igen, så snart jeg var ude af syne, og han var i fuld vigør ved afhentning. Så det er 'bare' adskillelsen, der er hård, og det er der ikke noget at sige til. Det er den jo også for mig. Og det handler i virkeligheden kun om mig, det der med, at jeg ikke kan lide, at mine børn er kede af det, når jeg går. Det handler jo om, at jeg skal have en god dag uden ondt i maven. Men hvis de er kede af det, må de naturligvis være det. 

Dag 5 startede på samme måde som de øvrige - med den lille forskel, at Varanen overhovedet ikke var ked af det, da jeg gik. Han hamrede bare på vinkevinduet og råbte "FARVEL!". Men dag 5 blev også dagen, hvor Varanen for første gang i sit korte liv blev stukket af en hveps. Og jeg blev hidkaldt, fordi han var blevet meget ked. Det værste var dog ovre, da jeg kom og hentede ham, men jeg tog ham med alligevel, og hans i forvejen korte dag blev endnu kortere. I stedet gik vi i det lokale center (rock on!), købte frugt, is og Superman-nattøj og havde en fest. Øglen blev i børnehaven (de øvrige dage var hun kommet med hjem), og hun havde rigtig hygget sig med veninderne.

Nogen var ikke helt så træt efter dag 5 i børnehaven. Middagsluren er måske på retur?!

Da jeg endelig fik lov til at besigtige hvepsestikket, var hævelsen faldet så meget, at det var svært at se, hvor han overhovedet var blevet stukket, så alt er godt igen. Og Varanen var i glimrende humør resten af dagen, selv om han var træt. Men det lykkedes mig at holde ham kørende, og pludselig var han ikke så vanskelig at få til at sove om aftenen som de andre dage, hvor han har sovet som en sten på sofaen fra 14-16 ...

På trods af arrige, stribede stikkedyr er første uge i børnehaven gået over al forventning. Begge unger har været glade og fulde af spræl. Lad os håbe, det fortsætter ind i næste uge, hvor dagene nødvendigvis må blive lidt længere. Selv om jeg elsker at hente tidligt, må jeg indrømme, at en 3-timers arbejdsdag er lige i underkanten. Trods alt. Og selv om aftenerne naturligvis også er i brug, så kan jeg ikke sige mig helt fri for at være temmelig træt på den tid af døgnet. Hvor mine hænder i øvrigt meget hellere vil gramse på noget chokolade, end de vil skrive skarpe tekster til kunder. Og hvor sofaen kalder højt og insisterende. 

mandag den 18. august 2014

Ferie: slut!

Hej. Jeg hedder Øglemor. Jeg har været i Lalandia. Og syntes, at det var ret sjovt. Shoot me!

Før jeg fik børn, smilede jeg høfligt og overbærende af småbørnsfamilier, der i ramme alvor fortalte, at feriens eller weekendens destination var Lalandia. Jeg tænkte ved mig selv, at det var en falliterklæring af de helt store, og at det måtte vidne om mangel på fantasi eller selvrespekt (alternativt begge dele), hvis man valgte at slæbe sit eget korpus og familiens med til dette Helvedes Forgård. (Alt dette blev naturligvis tænkt, uden at jeg overhovedet havde læst så meget som en brochure for dette Danmarks Syden. Det giver sig selv. Så tolerant er den om småbørnslivet så uvidende ungdom nemlig).

Vi var kommet af sted ganske uden både kamera og telefon, da vi var i Lalandia (og det var ikke engang bevidst), så de visuelle beviser må I være foruden. Og i stedet tage til takke med reptilerne og Lego Fuwends-pigerne

Men nu, ing'?! Nu forstår jeg alting meeeeget bedre. Efter en lang, dejlig ferie sluttede vi af med la grande finale - en weekend med den forrygende kombination Lalandia og Legoland. Ungerne havde glædet sig som små vilde hele ferien, og havde det ikke været for de to rokketænder, der dukkede op hos Øglen på feriens allerallersidste dag, ville det helt sikkert have været Lalandia og Legoland, der var rendt med prisen som feriens højdepunkt. Som det er nu, blev det de rokkende mælketænder og mig, der (på opfordring) synger "Jeg har en rokketand" på repeat.

Nå. Lalandia. Havde det noget som helst kulturelt at byde på? Ikke det mindste. Med mindre man altså er antropologisk interesseret (og det var jeg engang), for så er det et menneskestudie af rang. Bliver ens æstetiske sans bombarderet med nye impulser, så fingrene kribler efter at komme hjem og dekorere? På ingen måde. Bør Michelin-kokkene skæve nervøst over skulderen for at se, om Lalandias køkkenpersonale overhaler dem med nye, smarte anretninger? Jeg tillader mig at tvivle.

Men. Syntes børnene, at det var fedt? Det tror jeg nok, at de gjorde. Og er det i virkeligheden det, der tæller? Det tror jeg nok, at det er.

Det her er ikke Lalandia. (Selv om himlen derinde var cirka samme kulør). Det er Råbjerg Mile, og hvis I ikke har været der, skal I tage af sted med det samme. Det er helt fantastisk - også for børn

Og det var jo dén indsigt, jeg helt og aldeles manglede, da jeg sad der i min ophøjede ungdom og  selvretfærdighed med mine planer om, at "når jeg får børn, behøver jeg ikke lave mit liv om - de følger jo bare med" (indsæt selv skraldende dåselatter). For når alt kommer til alt, så er ferie med børn jo ikke ferie per se. For de voksne, i hvert fald. Men når man propper ét styks fingeret sydlandsk setting ind i ligningen, så bliver det pludselig lidt ferieagtigt, for børnene er så underholdt, at man enten kan læne sig tilbage og puste ud eller tage del i løjerne. Og man kan mene, hvad man vil om stedet, men det er da i hvert fald gennemført. Og - jeg gentager det lige, bare for ham der Prins Knud - (mine) børn e l s k e r det!

Så nu er jeg sådan en, der om ikke er blevet Lalandias discipel og store fortaler, så i hvert fald en, der ikke blankt afviser, at vi skal af sted igen. Om lang tid. Når jeg ikke længere får nervøse tics ved tanken om et overdimensioneret legeland, lysstofrørsbelysning og eksorbitante priser på alt lige fra is (vigtigt) til kaffe (endnu mere vigtigt).

Varanen, der er notorisk imod svømmehaller, voksede mærkbart i de tre (3!) timer, vi var i svømmedelen, og selv undertegnede, der ikke bryder sig om vandrutschebaner, endte med at tage flere af dem ganske frivilligt. Øglen turde det hele - og var primus motor på at hive sine lidt vandforskrækkede forældre rundt - og alle endte med at have en fest. Bagefter skulle hun naturligvis vise os, hvor god hun var til at hoppe i sådan nogle seler på en trampolin (modsat HDD, Varanen og jeg er Øglen jo erfaren Lalandiagænger). Og når hun skulle prøve, skulle Varanen naturligvis også, mente han - og så voksede han lige lidt mere, som han hang der flere meter over jorden og skraldgrinede.

Så altså. Lalandia: Ikke så slemt, som man skulle tro. (Et pay off I i øvrigt gerne må få, hvis I vil have det, Lalandia. Helt kvit og frit) Muligvis skyldes den positive attitude, at vi forinden havde tilbragt en skøn skøn uge i Skagen med frisk luft og rigtigt hav og gåture og nordjysk natur, når den er allerbedst. Og/eller at Lalandiaturen var kombineret med to dage i Legoland. Hvor undertegnede føler sig ret godt hjemme efter at have arbejdet der i hele syv år. Og hvor børnene i øvrigt morede sig nøjagtigt lige så godt - omend på en anden måde - som i Lalandia. Til trods for, at det søndag regnede så meget, at man ville være blevet mindre våd af at besøge AquaDomen.

Heller ikke Lalandia. Men Vesterhavet set fra Solnedgangskiosken i Skagen

Nu er ferien slut. Og det eneste gode, der er at sige om dét, er, at pungen kan blive lukket for en stund. Jeg har en fornemmelse af at have bidraget kraftigt til Friskos 2014-overskud, og jeg er også temmelig sikker på, at Billund kan mærke det positivt på bundlinjen, at vi har været fordi

Det er i øvrigt lidt pudsigt, ing'?! Jeg plejer at elske ferier (d'uh!), men jeg plejer også at elske, at de slutter. At komme tilbage til hverdagen, rytmen og - let's face it - nogle børnefri timer i løbet af dagen. Men det er som om, denne her ferie har været anderledes. Jovist har børnene været oppe at toppes, og jovist har jeg fantaseret om at stikke af til en øde ø med en bog og en hængekøje fra tid til anden, men generelt har det bare været så megahyggeligt, altså. Vi har fået en masse fantastiske oplevelser sammen, og vi er samtidig kommet ned i et gear, der har gjort, at vi også bare kunne slappe af sammen uden at der skulle ske noget hele tiden.

Reptilerne beundrer en massiv regnbyge i det fjerne. (Igen: Ikke Lalandia. Vesterhavet)

Reptilerne er kommet meget tættere på hinanden, og de har leget enormt godt sammen. Grinet og lagt planer og udtænkt skøre, sindrige og dybt mærkelige lege. Sunget og fjollet. Og vi voksne har haft tid til at slappe af og - hold nu fast! - læse bøger. I flertal.

Jeg tror, at det, der er anderledes denne gang, dels er, at ferien har været så lang - fem uger er længe at gå op og ned ad hinanden på både godt og ondt. Dels, at reptilerne er blevet så store. Øglen er så stor og dygtig og sød til at tage sig af sin lillebror og inddrage ham (undtagen, når hun bliver gal på ham og driller, skubber og udelukker), og Varanen er blevet så stor, at han dels tør mere, dels (for det meste) forstår de regler, der er i en legesituation (omend nogle legeregler ifølge Øglen er så komplicerede, at jeg ikke engang ville forstå dem, om jeg så studerede dem i årevis). Så alt i alt kan jeg konkludere, at sommerferien 2014 har haft meget gunstige vilkår og dermed kunnet danne ramme om verdens bedste sommerferie. Og det er jo slet ikke så ringe endda!

Og nu. Nu rammer hverdagen, men en ny en af slagsen. Varanen er nemlig begyndt i børnehave i dag, og jeg er ikke længere mor til et lille og et stort barn, men til to store børn. Tal om identitetskrise og hvad har vi. Men spændende, dét bliver det, og jeg kan garantere jer for, at I får lov at høre meeeeget mere om det. Yay!

mandag den 4. august 2014

Livstegn

Ja, hej! Jeg holder ferie for fuld skrue, som nogen måske har bemærket, jf. den lange tavshed på bloggen. Der har været masser at skrive om, men truth be told, så har jeg ikke gidet at blogge. Alene tanken om at skulle tænde computeren og derved blive hevet ud af det feriemode, der hedder leg, bøger, kaffe, slumren, mv., har afholdt mig fra at nedfælde andet end sommerdagbog til privat brug i noteform (skrevet på rigtigt, ægte papir med en rigtig, ægte kuglepen). Nåja, og så det faktum, at min Mac besluttede sig for at gå til de evige harddiskmarker midt i ferien. Og tage det sidste års billeder og arbejde, ikke mindst, med sig. Men det er en anden klagesang, som jeg ikke skal belemre jer med her.

Ferien har været fantastisk. Fyldt med sjov og oplevelser og afslapning og nærvær. Og den har været lang! 3 uger so far til ungerne og derved også næsten 3 uger til HDD og jeg. Krydret med et par ugers arbejde til HDD og et par dages arbejde til mig (har jeg nævnt, at jeg elsker at være selvstændig?!), men fordi vi har været hjemmefra så længe, indfandt feriestemningen sig hurtigt på trods af arbejde.

Skummel himmel over Islands Brygge

Leg i gården

Vi lagde ud med 2 ugers førferie i 2 x lånelejlighed på Islands Brygge. København viste sig fra sin smukkeste side og charmede med varmegrader i slutningen af 20'erne. Med til lånelejlighederne hørte en ladcykel, så mens HDD var på arbejde, cyklede reptilerne og jeg byen tynd og prøvede en masse seje (og for os ukendte) legepladser af. Og når HDD ikke var på arbejde, badede vi i Havnebadet, spiste masser af is og gik ture. Reptilerne blev passet hos Mårmor og Mårfar i to dage, og selv om HDD og jeg egentlig skulle have arbejdet de dage, brugte vi en hel dag på at holde fri og være kærester. Og cykle Amager og Christianshavn tynd i ladcyklen, spise lækker mad på The Italian og i det hele taget bare storhygge! (Og den anden dag brugte jeg på venindehygge. Not bad at all. Med mindre man tænker på tabt arbejdsfortjeneste, altså ...)

Kæresteaften med Royal shandy. Og nej, det er ikke et reklamebillede, selv om jeg godt kan se, at det kan ligne

Den store lånelejlighed, tilhørende min bror og hans familie. Med et stort værelse fyldt med legetøj til ungerne. Rent slaraffenland

Vandlegepladsen i Fælledparken

Varanen faldt i søvn i ladcyklen på vej hjem fra Vandlegepladsen. Det kan umuligt have været behageligt at sidde sådan - heller ikke selv om Øglen forsøgte at støtte hans hoved

Jeg vil undlade at komme ind på her, præcis hvor sjovt (og vemodigt) det var at lege københavnere igen, men jeg kan afsløre, at vi befandt os som fisk i vandet - til trods for, at bryggen ikke engang er vores hood. Så har jeg hverken sagt for lidt eller for meget.

Efter et par dage hjemme, hvor tøjet blev vasket, og ungerne hang ud med nabobørnene (at have en have har nu også sine fordele, når det er 1000 grader varmt udenfor), tog vi hul på den 'rigtige' ferie. (Kbh var jo bare opvarmning) Vi trillede mod ødegården hinsidan og efter det obligatoriske stop ved Godisflyget (hvor Øglen spenderede 61 surt sammensparede svenske kroner på ca. 1,3 kg slik, som jeg administrerer med hård hånd) ankom vi til skoven. Den bød os velkommen med regn- og tordenvejr fra en anden verden, bulder og brag, ingen strøm og omkring 10 lynnedslag i huset (dog ingen, der antændte noget. Så heldige var et par af HDD's slægtningen ikke), men derefter var dagene varme, varme, varme! Og nu må man jo ikke klage, men når man sidder i en ødegård midt i de svenske skove, og det er 32 grader i skyggen, så kan man godt få det lidt varmt. Børnene ikke mindst. Så vi fraveg vores princip om mediefri zone i huset og fandt Barnkanalen på det lille 12" fjernsyn. Og så lod vi ellers reptilerne se fjernsyn i de varmeste timer. Og de tidligste timer. Påkrævet, når nogen (tak, Varan!) gentagne gange mente, at det var morgen før kl. 06.

På vej til Sverige. Verdens korteste færgetur er ret spændende, når man er 5 og næsten 3

Stash fra Godisflyget. Øverste kasse er Øglens. Nederste er Varanens, HDD's og min. Og nej, vi når ikke igennem det hele på denne ferie, fordi det er mig, der står for administrationen af børnenes andel ... (Og - mest - fordi jeg prøver at holde mig fra sukker efter at have taget lidt for meget på på det seneste)

Det var dog masser af andre ting, som også trak - bl.a. det store badebassin, den nærliggende sø, hvor vi har fået en morgendukkert de fleste dage, legeplads/kaninland, fodbold på grunden, jagt på sjove insekter, gåture, isspisning og meget mere.

Skovsøen. Med usandsynligt blege mutti i forgrunden. Kig i øvrigt godt efter, for det er med garanti både første og sidste gang, mine lår bliver flashet på bloggen ...

Skovsøen - nu uden blege mutti og med en Varan helt au naturel

Den medbragte sæbeboblepistol var desuden et stort hit, og nu ved vi oven i købet, at sådan en kan gøre sine omgivelser uTROligt glatte; særligt hvis der bobles på en trappe af rå granit samt barnehænder og -fødder i vilkårlig rækkefølge. Det lærte vi på den hårde måde ved, at Varanen gled på førnævnte trappe, tog fra med skulderen og derefter græd så meget, at man ikke var i tvivl om, at der var noget mere alvorligt i vejen end en almindelig forskrækkelse. Derfor kender vi nu vejen til Akutmottagningen på Växjö Sjukhus, hvor en overmåde rar læge kunne berette, at Varanens kraveben var brækket. AV, mit moderhjerte!

Før ...

... og efter. Min lille trooper!

Bekendtskabet med det svenske sygehusvæsen var absolut positivt. Fra vi ankom på hospitalet, til vi tog derfra - færdigbehandlede og med Varanens arm i slynge - gik der maksimalt en time. Imponerende. Og omstændighederne taget i betragtning var humøret hos begge reptiler højt. Og blev i øvrigt kun højere af, at aftensmaden blev indtaget på Burger King, fordi klokken pludselig var blevet så mange.

Ved hjælp af slyngen, paracetamol og alternative måder at løfte Varanen på er det gået forbavsende godt med det brækkede kraveben. Varanen har været en lille trooper, der lynhurtigt lærte sig kun at bruge højre arm. Og efter kun et par dage var lidt af styrken i venstre arm allerede på vej tilbage. Der er et stykke vej endnu, før den er helt god igen, men jeg er temmelig imponeret over, hvor hurtigt sådan nogle små kræ heler.

Badebaby i baljen. Som han vist er ved at være en kende for stor til
  
På skovtur - uden slyngen og med et fast tag i storesøster

Den ømme arm kom heldigvis til at fylde mindre på ferien end først antaget, og vi kom oven i købet i Leo's Lekland, som Øglen havde glædet sig til lige fra hun hørte, at vi skulle til Sverige. Så det skulle hun ikke gå glip af - heller ikke selv om det betød et kortere besøg og en Varan på halv kraft. Og ud over daglig paracetamol og et par nætters putning i klapvognen for at skåne skulderen mest muligt (og besøget på sygehuset, naturligvis), spillede det brækkede kraveben ingenlunde hovedrollen på Sverigesturen.

Den daglige dukkert i skovsøen, den udendørs bruser ved huset, masser af leg, læsning og hygge var ren lise for sjælen, og efter en uge var vi alle så afslappede, at vi trængte til at komme hjem igen, inden turen går videre i slutningen af denne uge.

Udsigt fra den udendørs bruser. Den er simpelthen umulig at blive træt af

Megagræshoppe med det sigende navn "stor, grøn løvgræshoppe"

Sommerfuglelarver, der kildede på hånden og var sjove at lave væddeløb med

Den skøreste kanin, jeg nogensinde har set. Man kunne kun se, hvad der var hoved og hale, når den fik noget at spise

Smuk sørgekåbe (jeg slog navnet op i en bog. Det er ikke paratviden, jeg ligger inde med). Den var vældig nysgerrig og brugte en rum tid på at sidde på min fod og hygge sig

Og her er vi så nu. Hjemme. Med egne senge, eget legetøj og en stabil internetforbindelse. (Men uden fungerende computer for mit vedkommende. Grrr!) Og to ugers ferie endnu. Life is goooood! Ses på den anden side!

lørdag den 12. juli 2014

Om sidste dag i vuggestuen og førferie

I går var Varanens sidste dag i VS. Sidste dag som i "for evigt". For nu holder han ferie, og når han kommer retur, står den på børnehave. Sammen med Øglen. Det bliver så dejligt for dem begge, og Varanen er mere end klar til nye udfordringer og rammer til lidt større børn. Han er sprængfyldt af energi og gåpåmod, og derfor bliver en ny, udfordrende legeplads, fx, meget kærkommen. Inkl de knubs det så må give, når man er en kende overmodig ...

Farvel til vuggestuen for allersidste gang ...

Alligevel synes mutti her, at det er lidt vemodigt. At han ikke er helt stor nok til at skulle i børnehave. For han er jo min lille baby! Vupti gik jeg fra at være mor til en stor pige og en babydreng (eller ... you know) til at have to store børn. Og det betyder, at min identitet som småbørnsmor er om ikke er rystet i sin grundvold så i hvert fald påvirket. Og det skal jeg lige finde ud af at håndtere. Men det er jo min kamp, som den stakkels Varan ikke behøver blive blandet ind i. Og indtil videre har jeg undladt at græde på ham over det. Lad os håbe, det varer ved ...

Varanens sidste dag gik glat. Vuggestuen var sommerferieramt, så der var kun 14 børn og 3 voksne, og ingen var (heldigvis) særligt sentimentale. Hvilket passede mig fint, for jeg er elendig til at sige farvel og havde frygtet våde øjne og en grådkvalt stemme - omend jeg på ingen måde var lige så trist, som da Øglen forlod sin gamle børnehave. Ikke, at vi ikke har været glade for Varanens vuggestue, bevares! Den har været alletiders, men måske fordi den er hans vuggestue nr. tre (stakkels barn), eller fordi jeg er blevet mere hærdet med tiden (jeg tillader mig at tvivle), var dagen bare hyggelig med en snert af vemod - primært fordi det i dén grad cementerer, hvor stor min lille dreng er blevet.

Kildetur af yndlings-Rematilde

Jeg havde lavet frugtkopper med flødeskum til vuggestuen (som kører stram sukkerpolitik), og kl 14 mødte HDD og jeg op til eftermiddagshygge. Så sad vi ellers dér, på et vattæppe i skyggen af et stort træ på vuggestuens "lille legeplads" (de har også en stor, bare for the record), omringet af smållinger. Varanen delte frugtkopper og skeer ud og var stolt som en pave - lige indtil han blev sur over, at han kun måtte få én kop. Derefter ville han bare hjem, så afskedsseancen blev en anelse abrupt, og der skulle lidt overtalelse til for at få ham til at kramme hans søde pædagoger. Men det lykkedes, og vi kom af sted - efter først at have givet stuens pædagoger lidt lækkerier og et sødt (synes jeg da i hvert fald selv) brev skrevet bagpå en af Varanens tegninger.

Da vi havde hentet Øglen og ønsket god sommer i børnehaven (vi ses om 5 uger! Nu med Varan!), satte vi kursen mod havnen for at fange krabber. Krabbefangst og store is - så er det ferie! I hvert fald for ungerne.

Lå-låååh - ferie!

Der fiskes ... 

... og fanges ...

... og ræses ...

I dag har vi taget hul på førferien ved at rykke til København. Vi fik mulighed for at låne en lejlighed, og da det dels giver HDD væsentligt kortere på arbejde, dels giver flere muligheder (for mig) for at aktivere ungerne, syntes vi, det var en god plan. Så her er vi nu. I lækker lånelejlighed i dejligt kvarter - med en skøn følelse af at være på 'rigtig' storbyferie. For selv om vi kender Kbh godt, er det Østerbro, vi kender som vores egen bukselomme. Nu er vi havnet i et 'fremmed' hood, og selv om vi kender til det, er der masser af ting og steder, der skal udforskes. Har oven i købet fået stillet en ladcykel til rådighed, så byen ligger åben for reptilfamilien. Yay!

Første førferiedag er blevet brugt på dels at 'lande' i lejligheden, dels at være i Cirkus Summarum. Dejlige ting begge to, omend Varanen ikke var helt solgt på Summarum. Slush ice-delen: Bestemt. Popcornsdelen: Självklart. Cirkusdelen: Not so much. Han syntes, det 'larmede for meget', og jeg vil helt klart give ham ret i, at lyden var meget høj. Heldigvis fik vi mulighed for at låne et par hørebøffer, og det hjalp da også lidt, men han var inde og ude af teltet tre-fire gange under første halvleg (eller hvad det nu hedder), og anden halvleg gik han helt glip af. (Og det gjorde HDD så også. Men han fik til gengæld første runde). Øglen var fyr og flamme og elskede hvert et sekund, og både HDD og jeg syntes også, det var godt. Selv om jeg ikke fik samme fornemmelse af sammenhæng i stykket, som sidst jeg var det, men det skyldes jo nok, at jeg var temmelig fraværende de første 50 minutter.

Lille mand med stor slush ice

Her til aften var begge unger så trætte, at de dårligt kunne stå på benene, og HDD og undertegnede har det faktisk på samme måde. Helt maste efter en begivenhedsrig - og dejlig - dag. Må alle de andre dage blive lige så dejlige; gerne med et lidt mindre ambitiøst program!

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...