søndag den 16. november 2014

Hej weekend. Farvel weekend.

Den seneste uge har været travl. FOR travl. Med alt for lange dage for både børn og voksne. Og det fortsætter en tid endnu, omend vi har tilkaldt Farmor-kavaleriet til et par dage i næste uge, så ungerne ikke behøver at være så længe i institution, som det har været tilfældet i denne uge.

Classy morgenmad på farten. Ingen pæne Liebe-kopper til mig, men McD-koppens indhold gør det nu ganske godt alligevel ...

Jeg ved godt, at den travlhed, vi gennemgår nu, formentlig ikke er stort anderledes end den, de fleste andre familier oplever på nærmeste hold hver dag - uden bagkant - men når man som os i lang tid har levet på en væsentligt roligere måde, så er det altså noget af en rude awakening. Og ingenlunde det vi købte ind på, da vi besluttede os for at lægge livet og hverdagen om efter min barsel nr. 2. Heldigvis er det bare midlertidigt. Og skyldes for min part nye og spændende ting på jobbet, som forhåbentlig kan bringe andre nye og spændende ting med sig. Og den slags er værd at investere i, trods alt. Også selv om tid er en af de mest dyrebare investeringer overhovedet, hvis man spørger mig.

Den smukke smukke skov ved Furesøen. Ren lise for øjnene efter en travl uge

Travlheden i hverdagen har betydet, at weekenden har været af den rolige slags. DisneySjov, Frost (som for alvor er blevet et hit hos reptilerne. Totalt last mover-familie), besøg hos Farmor, gåtur i skoven (begyndte idyllisk nok med legende børn og endte med skrupsur Varan, der hverken ville det ene eller det andet. Så meget for min vision om legende børn i skovbund og de voksne, der lo muntert), kagebagning, middag med gode venner, løbetur og dyp ved og i Furesøen (brrrr!), saven brænde i haven (yessir! Bålfadet skal gløde hen over de kolde måneder, og det skal vores milliarder af (uopskårne) hasselgrene bidrage til), simremad og generel opladen til en ny uge med knald på. (Opstillet på den måde lyder det overhovedet ikke som om, vi har slappet af, men det har vi, og det har været skønt!)

Kold og grå Furesø i morgendisen (som viste sig at være heldagsdis) ...

... men jeg KOM i.

Bøgebladstryk med ungerne 

Jeg har oven købet stået på hovedet i skaber og har gravet min særdeles forsømte symaskine frem og - hold nu fast! - upcyclet en af Øglens kjoler. Fik idéen hos Sysleren for nogen tid siden, men har først taget mig sammen nu. Når det gælder syning, rider jeg i dén grad ikke samme dag, som jeg sejler. Om overhovedet. Nu passer kjolen igen, Øglen er glad, og jeg kan proppe maskinen tilbage i skabet med god samvittighed.
Kjole før, under og efter. Resultatet er lidt skævt (sådan er det, når knappenåle er en by i Rusland herhjemme), men Øglen er glad, og det er det, der tæller

Og nu. Kaffe. Og noget serie-noget. Mens jeg krydser fingre for, at blæsten ikke hugger vores tag. Det går vildt for sig udenfor lige nu, kan jeg høre. Lad os håbe, at vinden lægger sig, før det igen går løs med fire (f i r e) timers transport for mit vedkommende. Og at efterårsvejret ikke er kommet bag på DSB ...

lørdag den 8. november 2014

Give away med særdeles gode vindermuligheder

... vinderne er fundet og har fået besked via e-mail ...

Mens jeg venter på, at tankemylderet finder ro, og jeg når til en eller anden form for klarhed over, hvad der skal ske med bloggen fremadrettet, kan vi lige snakke lidt om fisk. Til de små.

Bornholms (og nej, det er ikke en slåfejl. S'et skal være der) har begået nogle relativt nye tiltag på markedet for fiskepålæg med navnet Fiskehapser, så det appellerer til børnene - lige som udseendet på produktet også gør det. Det er næppe tilfældigt - fisk er som bekendt sundt, men det er ikke lige os alle, der er så nede med kostpyramiden, at vi får det smækket på middagsbordet ugentligt. Og så er gode råd jo dyre.

Heldigvis elsker begge mine unger fisk - særligt makrel i tomat og torskevogn (heller ikke en slåfejl. Det er Varanen, der bytter r'et ud med et v, og det lyder for kært til at rette) - så en del af deres fiskeindtag bliver dækket derigennem. Imidlertid er det aldrig skidt med variation, så da jeg blev tilbudt at prøvesmage Fiskehapserne (eller - ungerne blev tilbudt at smage. Jeg agerede bare ... ehm .. mundskænk ...), slog jeg de til.

Hapshaps - Fiskehaps

Yngste skud på stammen er helt solgt på begge varianter. Han er generelt temmelig glad for mad, så hans dom kom ikke som den helt store overraskelse for mig. Ældstebarnet er til gengæld blevet lidt mere tilbageholdende, når det gælder ny mad, men hun smagte alligevel. Og kan godt lide varianten med torsk og gulerod. Den med laks var hun ikke så vild med, men hun bryder sig ikke om laks generelt, så det er ikke så mærkeligt. Personligt er jeg også mest til torsk/gulerods-varianten, men jeg må nok tilstå, at jeg helst vil have min fisk som ... fisk. Og altså ikke smørbar. Men til de små kan jeg klart anbefale dem - fx på et stykke ristet rugbrød med grøntsagsstænger til.

Hvis I nu tænker, at I herregerne vil smage Fiskehapserne (eller, at jeres børn gerne vil), har I nu chancen. Jeg udlodder nemlig hele 10 pakker Fiskehapser til - surprise! - hele 10 heldige vindere. En Fiskehaps-pakke indeholder en madkasse og i alt 6 net med hapserne - 3 net med laks og 3 net med torsk/gulerod. Hvert net indeholder 6 hapsere, så der er altså 36 gange fiskepålæg i hver pakke. Og så er det vist også slut med færdighedsregningen for denne gang.

Det eneste, I skal gøre for at være med i lodtrækningen af en masse fiskepålæg, er at lægge en kommentar til dette indlæg. Sammen med jeres e-mail-adresse, hvis du ikke har en blog - så er det 100 gange nemmere at kontakte de heldige vindere. Hvis du har en blog, er du hjertens velkommen til at dele konkurrencen på den, men det er ikke noget must. Du må også meget gerne følge bloggen via Bloglovin' (uanset om du har en blog eller ej), men du må også godt lade være - det styrer du selv.

Jeg trækker de heldige vindere mandag 17/11, og vinderne får besked via mail. Hvis jeg kan finde jer, altså. Så igen - hvis du ikke har en blog, så skriv lige din mailadresse i kommentaren også.

tirsdag den 4. november 2014

Weekenden, der gik

Vejen til færdige arbejdsopgaver er, som alle ved, brolagt med overspringshandlinger, og en af dem må være et let forsinket blogindlæg om weekenden. Som var fyldt med Halloween, søde sager i alle afskygninger, HDDs fødselsdag (= flere søde sager - også i fremtiden, eftersom jeg var så sød at give ham en ismaskine. Med kompressor. Som allerede har været i gang tre - 3! - gange, og som laver sorbet, så englene synger), besøg hos gode venner og et drama om tabte arvesmykker (arj. ArvesmykkE. I ental. Men det andet lød bedre), der (spoileralert!) heldigvis endte godt.

Fredag havde reptilerne deres rasle-debut. De raslede sammen med to piger fra børnehaven og havde en fest - også selv om Varanen ikke var så hurtig som pigerne og kun blev yderligere sinket af hans noget uhandy robotkostume. Men alle var glade og købte totalt ind på konceptet Ring På Et Tilfældigt Hus Og Indkassér Slik. Rasleriet foregik, meget belejligt, på nogle af de nærliggende villaveje, og da klokken blev Disney Sjov, gik vi hjem. Easy peasy og ret så hyggeligt. Især fordi det ikke begyndte at regne, før vi kom hjem.

Jeg har fundet ud af, at jeg er næsten lige så begejstret for Halloween, som jeg er for efteråret. Jeg gik amok med kunstige spindelvæv og andet pynt og synes faktisk, at det er så hyggeligt, at jeg ikke engang kunne hidse mig synderligt op over de to ca. 17-årige piger, der leverede verdens mest livstrætte udgave af "slik eller ballade" og faktisk kun manglede en smøg i kæften for at se mere ligeglade ud. I stedet sendte jeg dem af sted med en stor håndfuld slik. Der kan man bare se.

HDDs fødselsdag forløb stille og roligt. Vi holdt et meget lille selskab i år, og det var både hyggeligt og afslappende (hvilket det også er, når hele familien er her, bare for the record, men HDD orkede ikke det store ståhej i år, og det passede mig egentlig helt fint, at jeg ikke behøvede at lave dobbeltportion af kager og brød og det hele).

Frossen jordbær-cheesecake. Som primært havde udseendet kørende for sig

Søndag lagde jeg ud med at køre en tur til nabobyen for at løbe en morgentur i skoven med min svigerinde og to af hendes veninder. De har en lille 'løbeklub', og HDDs søster var så sød at invitere mig med. Normalt er jeg ikke typen, der løber sammen med nogen, men lige i øjeblikket er jeg typen, der ikke løber overhovedet, så jeg gav det chancen. Og det var simpelthen så hyggeligt. Vi løb ikke hurtigt, men jeg endte med at løbe 7 km - en distance jeg ikke har løbet i over et halvt år. Så det er bestemt ikke sidste gang, jeg har løbet med dem. Og hvem ved - næste gang tager jeg måske oven i købet badetøj og håndklæde med, så jeg kan slutte af med et dyp ligesom d'damer. (#brrrrr)

Hej svane. Ren idyl fra morgenstunden 

Resten af søndagen blev brugt på frokost i Anden Forstad hos gode venner med jævnaldrende børn. Varanen var som sædvanligt eneste dreng (lille stakkel), men han klarede sig - og det hjalp med en tur på legepladsen i det milde efterårsvej (seriøst - det er november, og det var 17 grader?!) Alt i alt en dejlig, idyllisk efterårsdag.

Men. Da vi så kom hjem fra Den Anden Forstad, opdagede jeg pludselig, at jeg havde tabt mit armbånd. Eller - Øglens armbånd, faktisk. Et arvestykke fra 40'erne, som hun fik i dåbsgave af Troldemor, men som jeg fik lov at bruge, til hun bliver stor nok (gad vide hvornår dét er, når jeg er 36 og åbenbart ikke stor nok til at bruge det heller). Låsen har været i stykker, så for nylig fik jeg sat en ny lås i. Hvis kvalitet åbenbart lader en del tilbage at ønske, for det var jo så faldet af. #&#(")#&!

Men. Bevæbnet med en Disney-lommelygte (Øglens. Vi er ikke så ekviperede på outdoor-fronten herhjemme) kørte HDD tilbage til Den Anden Forstad og lyste løs på villavejene. Han har senere berettet, at han følte sig pænt suspekt, men hvad gør det (siger jeg), når han fandt armbåndet? På lille sti, krøllet sammen i lille bunke, der glimtede lystigt i Disney-lygtens skær. Hvor heldig har man lov at være? Både med fundet og med at have en bedre halvdel, der gider tage på jagt efter det tabte arvestykke?

Således genforenet med mit Øglens armbånd blev en dejlig weekend rundet af. Før mandag viste sig grå og regnfuld med alle sine hverdagsagtigheder. OG tidlig café-aftensmad fra Joe & The Juice og et meget opløftende møde. Og pæn kaffe og besøg hos Troldemor, nu jeg tænker over det. Så helt hverdagskedelig var mandag ikke. Overhovedet.

Pæn kaffe på Laundromat 

Og i dag er det tirsdag, og vi er allerede meget tættere på næste weekend, end vi var i går ...

torsdag den 30. oktober 2014

Jeg lærer det tilsyneladende aldrig

Når begge unger er hjemme, og der er lidt for god tid til at drikke kaffe, så er der ballade i luften. Med børn på hhv. 5,5 og 3 burde man tro, at jeg havde lært det nu. Men nej, åbenbart.

I går havde begge unger fri. Det var egentlig ikke planen, men der var lidt logistiske udfordringer, da Varanen skulle til børneundersøgelse hos sundhedsplejersken (noget, man åbenbart gør sig i her i kommunen, når børnene er omkring 3 år) på et ikke så børnehavevenligt tidspunkt. Men mens jeg var i færd med at omrokere opgaver for at få en onsdagsfridag passet ind, ringede Farmor og spurgte, om hun ikke måtte låne ungerne til en hyggedag hos hende. Klart!

Så efter sundhedsplejersken (hvor yngste skud på stammen naturligvis var så velopdragen, sød og dygtig, at man skulle tro, det var løgn), snuppede Farmor begge unger med, og jeg fik tid til at arbejde. De kom igen ud på eftermiddagen, efter Varanens frisørtid.

Nåååhr, hvor var han blevet fin med sit korte hår. Han så helt anderledes ud, og nu kan man oven i købet se både hans øjne og hans pande. Han var ret begejstret over frisøren (muligvis fordi han havde fået en slikkepind bagefter), og Øglen havde også hygget sig, mens hun sad og ventede (muligvis fordi hun også havde fået en slikkepind).

Farmor og jeg lavede kaffe, og mens vi drak den og sad og sludrede, legede ungerne forbavsende godt sammen. I forbavsende lang tid. Og det var så her, min mistænksomhed burde være blevet vakt. Men den var åbenbart ude af funktion, for det eneste, jeg tænkte, var, at det var dejligt, at de hyggede sig så godt.

Alarmklokkerne burde have ringet lidt højere, end de gjorde, da Øglen stolt kom med Varanens elskede giraf og fremviste den med et "Se! Vi har klippet Gumle!". Den så da ganske rigtigt også noget korthåret ud, men bortset fra, at orangerødt polyesterhår ikke er mit førstevalg, hvis der skal spredes noget ud over huset, går det jo nok. Gumle har været min bamse for ca. en milliard år siden, og det er et mirakel, at den stadig lever, så en korthårsfrisure er helt ok.

Plysset Gumle - tidligere med lang manke

Men øh. Så var det, at jeg lige gik ind for at besigtige de afklippede giraflokker. Bare så jeg ikke behøvede at støvsuge mere end højst nødvendigt - man er vel praktisk. Og så en hel del hår, der med garanti ikke stammede fra Gumle. Eller nogen andre tøjdyr, for den sags skyld. Og spurgte med henkastet ro, om de mon også var kommet til at klippe Varanen lidt. Dét var de. Men i stedet for "lidt" var de gået efter "temmelig meget". Og om det ikke var blevet flot? Hår vokser ud igen, og alle overlever. Der var heller ingen, der blev sure. Selv om det godt nok er blevet kort*. Men det gør ikke noget, at det er oppe midt på hovedet, så det er ikke det første, man ser.

Jeg klippede selv i mit hår, da jeg var lille, og jeg ved, hvor fascinerende den der swooosh-lyd af saksen kan være. Det har nok heller ikke hjulpet, at vi har læst Villads fra Valby for nylig, hvor Villads klipper al Fridas hår af. Men vi havde lige en snak om, at fremover, så skal man huske at sige det til en voksen, hvis man får lyst til at klippe i hinanden.

... Og jeg skal huske, at stilhed er lig med ballade. Af en eller anden slags.

*Desværre ingen billeder af Varanen. Glemte helt at tage nogen af den nyklippede Varan, og hjemmeklipperierne behøver ikke blive gemt for eftertiden ...

søndag den 26. oktober 2014

Noget om æbleskivepander og onlinetilstedeværelse

Jeg er inde i en blog-tørke i øjeblikket. Ikke bare fordi jeg har psykotravlt med opgaver på jobbet (yay, red.), eller fordi der ikke sker noget (det gør der, red.), men det er bare som om, ordene ikke vil ud.

Som så mange bloggere før mig (og formentlig efter) er jeg i et vadested mht. bloggen. Jeg er kørt lidt fast og rokker mig tilsyneladende hverken frem og tilbage. Det er ikke fordi, reptilerne ikke er godt stof; hell, de kunne levere indhold til fem blogge mere, hvis bare jeg havde tiden og ordene, men fra tid til anden bliver jeg grebet af tanken om, hvorvidt det egentlig er ok, at jeg overhovedet blogger om dem.

Smuk udsigt fra en af mine løbeture (hør mig prale) på Langeland i forrige uge. En ferie, som jeg nok skal få blogget om, som jeg lovede i seneste indlæg. Skal bare liiiiige ...

Dengang jeg var lille, var internettet ikke en del af ligningen. Det var digitale fotos heller ikke. Det forhindrede imidlertid ikke min far i at skyde løs med spejlrefleksen, så jeg har ikke min knipseglæde fra fremmede. Der er altså taget en hel del billeder af mig i tidens løb. Flere af dem har endda været i avisen (oh the joy of being datter af en chefredaktør!), men dels var jeg lille og derfor lidt ligeglad, dels var avisen et forgængeligt medie i den forstand, at de fleste brugte den til at tænde op med eller kyle i stakken til genbrug, når de var færdige med den.

Along came internettet! Jeg har vel været omkring 11-12 år, da 50 kBit-modemmerne knasede sig ind i danskernes telefonnet og efterlod de voksne (og senere mig selv, da jeg først fattede, hvad det gik ud på) sidde uforholdsmæssigt længe foran skærmen i spænding, når resultatet fra AltaVista (jep. AltaVista!) var i gang med at loade. L a n g s o m t. Seriøst - tænk, at man ikke døde af utålmodighed. Men vi vidste selvfølgelig ikke bedre dengang. Og da der så kom ISDN kunne vi jo nærmest ikke få armene ned over, hvor hurtigt det gik #not, og at man kunne - og hold nu fast - TALE I TELEFON! SAMTIDIG med, at man var på nettet. For vildt!



Rude Skov i efterårsklæder. Smukt og roligt

Nå, det var et sidespring. Men altså - internettet kom på banen og blev om ikke almindeligt, så i hvert fald medvirkende til, at det blev en del nemmere at kommunikere på tværs af by- og landegrænser. En dag berettede min far, at han var blevet kontaktet af en eller anden amerikaner i forbindelse med, at sidstnævnte havde købt en æbleskivepande (!) på et loppemarked og havde googlet - nej, undskyld; altavistaet - skidtet. Og stødt på et (meget lidt flatterende) billede af min veninde og jeg, som min far, uvist af hvilken grund (help me out here, Nærfart?!) havde lagt online. Så i den forbindelse ville amerikaneren høre, om min far mon havde en opskrift på de hersens æbleskiver. Det syntes min far jo var meget sjovt (“Tænk, at en mand helt fra the US of A fandt frem til lige netop dét billede!”) - og ja, han havde en opskrift - men da sandhedens gru gik op for min veninde og jeg - at billedet (som vitterligt VAR rigtig grimt; jeg var sq ikke nogen køn unge, altså) var tilgængeligt for a l l e, der måtte finde på at google altavistae en eller anden kombination af æbleskive + pande + billede (og vente 400 år på, at billedet loadede) - kunne vi overHOVEDET ikke se det sjove i det. Som i SLET ikke. Faktisk døde vi lidt af pinlighed, som kun tweens kan gøre det, og håbede og bad til, at det i det mindste ikke kom i avisen (som dengang havde mere magt i lokalsamfundet end nettet. Trods alt). Det gjorde det selvfølgelig, men det er en anden historie.

Og det er så her, jeg er nu med mine tanker. Tilbage ved en gammel æbleskivepande og et - ét - pinligt billede af mig. På nettet, altså. (Og nej, jeg tror ikke, man kan finde billedet på Google, så I behøver ikke at prøve. Jeg har forsøgt. Og nej, Nærfart - du behøver heller ikke at poste det, selv hvis du skulle have en obskur, gammel URL eller lign.). Jeg ved godt, at reptilerne ikke er tweens endnu. Og jeg ved også godt, at det er langt mere normalt at poste billeder af sine børn i dag, end det var engang. Desuden har jeg ingen æbleskivepande. Men stadigvæk, så lægger jeg rask væk billeder op af ungerne - og tilføjer tekst om deres gøren og laden, som jeg synes er sød (ligesom min far formentlig syntes, jeg var sød på det der æbleskivepande-billede). Og det er jo ikke sikkert, at de synes, det er så fedt, når de bliver tweens. Eller endnu ældre, for den sags skyld.


Varanen smed støvlerne og soppede løs i efterårsferien. Vandet var lige koldt nok for min smag, men han har tilsyneladende en lille vinterbader i maven, der gerne ville ud

Jeg ved godt, at det er at tage sorgerne på forskud. Og jeg forsøger selvfølgelig at undgå at poste alt for åbenlyst pinlige billeder og udtalelser af og fra dem. Men er det nok? Beskytter jeg dem nok? Eller burde jeg i virkeligheden bare stoppe, mens legen er nogenlunde god og håbe på, at jeg får taget mig sammen til at lave en offline “barnets bog” (haha, who am I kidding?)?

Ovenstående spørgsmål er retoriske, for selv om I er et dejligt monopol, så er det vist kun nogle, jeg selv kan svare på. Især det om barnets bog. Med tiden. Jeg har ingen umiddelbare planer om at lægge bloggeriet på hylden, men jeg overvejer, om jeg skulle prøve at lægge stilen om. Jeg ved bare ikke til hvad. (Men jeg kan garantere, at det ikke bliver til en samfundsfaglig stil, bare hvis der var nogen, der skulle savne den slags indhold …)

Er jeg den eneste, der gør mig den slags tanker om børnenes (ufrivillige) onlinetilstedeværelse? Og/eller ser jeg bare spøgelser ved højlys dag? (Ikke-retoriske spørgsmål her, btw). Lad mig meget gerne vide, hvad I tænker - det kan være, at input kan være med til at skabe lidt ro i tankemylderet :-)

onsdag den 22. oktober 2014

Vinder af give away!

SÅ skal jeg da ellers lige love for, at hverdagen har ramt hårdt og brutalt. Med masser og atter masser af arbejde, og det vil jeg bestemt ikke brokke mig over, men det betyder desværre, at bloggen lider lidt - inkl. min trækning af en vinder af min give away.

Min søde mor var så venlig at gøre mig opmærksom på, at jeg nu har overskredet dagen for trækningen med hele to dage, så nu må jeg hellere til det. So without further ado - og med hjælp fra vores ven, random.org, giver jeg jer vinderne af hhv. familiekalenderen og iPad-coveret:




Tillykke til vinderne. Jeg sender jer fluks en mail. Tak til alle, der deltog!

Jeg vender frygteligt tilbage med feriespam - har brugt hele efterårsferien i skønt sommerhus på Langeland i dejligt selskab, og det slipper I ikke for at høre side op og side ned om. Jeg skal bare lige arbejde færdigt først ...

søndag den 19. oktober 2014

Ost ost ost ost ost ost ost

Som barn var jeg (også) ret optaget af mad, så da jeg som ca. 8-årig hørte Sebastians Ostesang* på min folkeskole i forbindelse med et eller andet skuespil, så var jeg solgt. På sangen. Ikke så meget på osten - det kom senere - men sangen har siddet godt fast lige siden. Ikke mindst omkvædet, der primært handler om at synge "ost" utrolig mange gange hurtigt efter hinanden. Måske derfor reptilerne er så vilde med den?!

Øglen bryder sig ikke om ost, men Varanen og jeg elsker det (jeg spiser stort set alle oste, undtagen de skimlede. Så voksen er jeg åbenbart ikke blevet endnu), og HDD spiser det også gladeligt. Så da der for nogen tid siden dumpede en køletaske fuld af lækre oste fra Taverna ind hos os, blev den taget imod med kyshånd.

Ostefest!

Der var virkelig meget salatost, grillost og græsk yoghurt i tasken, og selv om jeg anser mig selv for at være en ganske habil ostespiser, er jeg blevet nødt til at give noget af osten væk til hhv. svigerfamilie og naboer. Resten er blevet brugt til bl.a. pizza og lasagne (fungerer ganske udmærket, faktisk), lækre salater og fyldte, bagte tomater. Ikke dårligt overhovedet.

Grillosten er mild og blød i konsistensen, og mens den neutrale udgave ikke smager af så meget, er der lidt mere spark i chilivarianten, som gør sig godt alene eller i en salat. Den græske yoghurt var lækker både til morgenmad med müsli (og honning, mmmm) og aftensmad som dressing med eller uden krydderurter.

Produkterne i indlægget er sponsorerede, men meninger og ord og holdninger und so weiter er helt og holdent mine.

*Omkvæd til ostesang:
Roquefort og emmentaler,
gorgonzola, jeg betaler
hvad som helst for feta!
Brie eller camembert,
hvad der lugter endnu værre,
gammel ost fra Kreta.
Ost, jeg vil ha' ost
jeg må ha' ost!
Ost, jeg vil ha' ost
jeg må ha' ost!
ost, ost, ost, ost, ost
jeg må ha' o-hooost!


LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...