fredag den 16. januar 2015

Fra et hjem med melkværn


Nogen er fra et hjem med klaver (mig, for eksempel). Som barn spillede jeg klaver – først godt hjulpet på vej af min mor, derefter af VIRkelig gusten musiklærer på folkeskolen, der var meget glad for små piger med langt hår. Men han lærte mig da at spille klaver (som jeg sidenhen har glemt), så det var da altid noget.

Andre (som fx reptilerne) er ikke fra et hjem med klaver. Og bliver det formentlig heller aldrig, eftersom ingen af os voksne spiller. Mon HDD's (ubrugte) saxofon tæller bare lidt? Til gengæld er de nu fra et hjem med melkværn. Og mens sådan en måske ikke umiddelbart tyder på, at man kommer fra et velstillet hjem med kulturelle interesser (ordbogens definition af klaver-ordsproget), så tyder det alt andet lige på, at nogen i familien interesserer sig for at bage. Hvilket i min optik ikke kan være helt skidt. 

Her er den jo, den bette kværn. Som jeg kan mærke, at jeg kommer til at blive ret så gode venner med ...

Som jeg kort har været inde på i et tidligere indlæg, så fik jeg en melkværn i julegave. Af HDD. Dén havde jeg ikke lige set komme, og selv om jeg elsker anderledes gaver – og dem er han god til at give – skulle jeg lige bruge et par dage på at vurdere, om den (uforholdsmæssigt dyre) maskine skulle blive i hjemmet eller konverteres til et par langskaftede støvler og en ny cardigan (som man, modsat melkværnen, intuitivt ved, hvad man skal bruge til). Det blev imidlertid melkværnen, der vandt – om end den blev byttet til en pænere, kraftigere model (som HDD oprindeligt ville have givet mig, men da han købte den, var den ikke på lager hos økodøko-forhandler. Det var den imidlertid kommet i mellemtiden). Og som med de fleste gaver fra HDD, har den vist sig at være en gave, der sidder lige i skabet, so to speak. Ikke nok med, at den er sjov at bruge (jeg kræver ikke så meget: Hæld korn i tragten, tryk på knappen, og voila! Friskkværnet mel! Det ER da fantastisk!), så har den også fået mig til at genoptage min bage-interesse, som det er alt for længe siden, jeg har fået gjort noget ved.

Siden nytår har jeg således bagt: 
  • Et grydebrød udelukkende af (usigtet) friskkværnet ølandshvede (pt. de eneste korn, jeg har. Skal snart svinge omkring en kornpusher), som blev lækkert og luftigt, men meget groft. Og temmelig mørkt pga. alle kim- og skaldelene
  • En omgang rugbrød, der mislykkedes (de smagte glimrende, men blev for klæge)
  • Et pull apart-brød med æble, kanel og marcipan (af let sigtet mel). Nok lidt mere brødagtigt, end det ville have været, hvis jeg havde brugt almindeligt, fint hvedemel, men det synes jeg ikke, gjorde noget
  • Chapati med friskkværnet, usigtet mel, og kikærtemel (som jeg havde i forvejen. Men når jeg løber tør, skal det laves på melkværnen)
  • Endnu en omgang rugbrød efter min (bageglade) fars tilrettede opskrift, som blev virkelig lækre, om end der stadig er plads til en smule forbedring. Fx bedre smøring af formen, så brødene ikke hænger fast, for starters …
Og nåja – så har jeg lavet en surdej, og vi har tryllet ølands-pandekager frem af usigtet mel. Som smagte og duftede fantastisk, og som mættede så meget, at vi alle nærmest trimlede ned af stolen efter kun 2 sølle pandekager (hver. Trods alt). Endnu en fordel ved fuldkorn – man kan ikke spise så meget!

Vi kan altså konstatere, at melkværnen har fået mig til at bage mere. Allerede dér vinder den på point. Dernæst har jeg konstateret, at friskkværnet mel dufter sindssygt godt. Af sol og sommer og … sjovt nok … korn. Så man kan ikke undgå at blive lidt glad i låget, når man står der og kværner. Eller … når maskinen står og kværner. For den er heldigvis elektrisk. Ellers tror jeg, min begejstring kunne ligge på et temmelig lille sted.

Jeg har mange flere brød og kager på tapetet i den kommende tid (første projekt er endnu mere rugbrød. Der skal jo bruges af surdejen), men før jeg kan gå i gang med at eksperimentere for alvor, skal jeg have investeret i noget så first world-agtigt som en fin melsigte, så det er muligt at bage brød- og kagetyper, der er mere fine i det. Selv om det er lækkert, ER det jo ikke alting, der behøver at være fuldkorn. 

Og nåja - så mangler jeg snart korn. Har kig på en gård på Sjællands Odde, der forhandler div. korntyper, men var det lidt tættere på Nordsjælland, ville det ikke gøre noget. Eneste krav er, at det skal være økologisk, så er der nogen, der ligger inde med de vises sten, så byd gerne ind. (I øvrigt ved jeg godt, at jeg bare kan bestille korn fra Aurion, men det bliver for dyrt i længden. Jeg vil hellere handle direkte hos dem, der dyrker kornet).

tirsdag den 13. januar 2015

Feberramt ...

Jeg har nævnt det før, men der er plads til en gentagelse - ikke mindst for de af jer, der ikke er til fals for Disney's tegnefilm-slash-musicals og/eller ikke har børn, der synes, at blå kjoler og evner til at fremtrylle is, sne, slotte og besjæling af snemænd er the shit: Frost-feberen raser, og det er en hidsig s*tan, man måske bør begynde at overveje, om der skal paraplyvaccineres for.

Personligt synes jeg faktisk, at Frost er en glimrende film, og soundtracket er gudskelov til at holde ud at høre på. "Gudskelov", fordi vi har hørt det temmelig mange gange herhjemme. Så meget, at ungerne ved lige præcis, hvilken sang der kommer hvornår. Og opdager det hver gang, når jeg springer den første, brummende ishugger-sang over for at gå direkte til "Skal vi ikke lave en snemaaaaand", som er en ørehænger af rang (og skyld i, at hele Reptil-familien efterhånden synger det meste til hinanden*). Og det stopper jo ikke bare ved filmen og soundtracket (eller ved ringbindet, som er blevet specialindkøbt til den ældstes førskoleaktiviteter i børneren, de to Olaf-bamser, julemanden kom med, eller Elsa-kjolen, -handskerne og -diademet, som lå under juletræet, for den sags skyld).

Uvist af hvilke årsager har jeg ikke billeder af alt vores Frost-merchandise. Så her får I the real deal - frost i haven mellem jul og nytår. Og kunne vi venligst få lidt mere af det?! Vi er nogle, der godt kunne tænke sig at komme til Sverige og stå lidt på ski ...

Mere frost i haven ...

Ikke, at man behøver merchandise til yngstebarnets nuværende yndlingsleg. Der slet og ret hedder "Elsa og Anna", og ingen ved helt, hvad går ud på. Udover, at den foregår inde på Varanens værelse, og at jeg skal være med i den. Hver gang, hele tiden. Ellers dur den åbenbart ikke. Ikke, at jeg klager, for jeg skal bare ligge på en madras og lade som om, jeg sover (lige til at holde til) og svare, når jeg bliver spurgt om noget (tit). Der er dømt hug, hvis jeg falder ud af rollen og kalder ham 'Varan' eller 'skat' eller andet: "Jeg er ikke nogen skat, mor. Jeg er ELSA!" Og jeg er så som regel Anna. De sidste par dage har jeg imidlertid været Olaf, og Varanen har insisteret på at blive kaldt Elsa. Også ved aflevering i børneren, hvor pædagogerne heldigvis var med på den, og jeg blev sendt af sted med et "Nå, Øgle og Elsa - siger I lige farvel til jeres mor. Eller, jeg mener ... til Olaf?"

Så for tiden har jeg to piger. Der begge vil være Elsa (aner I en kilde til konflikt der? For det gør jeg, kan I tro). Ikke om jeg fatter, hvorfor de ikke vil være Anna - hun er jo meget sødere. Men det har formentlig noget med kjolen at gøre - for den ældstes vedkommende, om ikke andet. Varanen tager ikke det med påklædningen så tungt og er ofte Elsa i Batman-kostume. Og undertegnede slipper for at iklæde sig lagen og gulerod for at ligne Olaf mest muligt. Count your blessings - er det ikke sådan, man siger?

Men Frost-feber it is. Og det er i grunden meget hyggeligt, når nu det skal være. Kan komme i tanker om mange andre film, jeg nødigt ville have kørende på repeat - og Frost har i det mindste musik, der er til at holde ud at høre på. Også selv om det betyder, at jeg har den på hjernen 24-7 ...


-----

*Vi skal faktisk snart af steeeed.
Kan vi ikke lege først?
Så bli'r det kun et øjeblik
For husk nu at
Det ik' er weekend meeeeer'
Årh, det ku' vær' så hyyyyyg'ligt
Hvis det var fredag
Så vi kunne få lidt sliiiiiiik
Ja, men nu' det altså mandag
Lillebitte søde mandaaaaag
Og vi skal af sted
... Kom nu, Varan

fredag den 9. januar 2015

Perspektiv

Setting: I morges ved 8.30-tiden. Det er mørkt, og det øsregner.

Mig (mumlende, til mig selv): Det er godt nok dårligt vejr ...

Øglen (sidder og tegner): Ja. Og du skal cykle os over i børnehaven, så du bliver helt våd.

Mig: Ja, men det går nok. Vi skal bare lige huske at lukke låget (i kassecyklen, red.)

Øglen: Men sådan er det jo at have børn?

Mig: Hvordan?

Øglen: At man nogle gange skal cykle med dem i regnvejr.

Mig: Jo, men det har vi jo gjort før. Det er heldigvis bare vand. Jeg tørrer forhåbentlig igen - og ellers kan I jo altid få et kæmmmpekram, når vi kommer over til børnehaven. Så bliver I også våde. *Gnæggnæg*.

Øglen: Addddd! Men mor - det er altså meget bedre at blive helt våd nogle gange end ikke at have børn. Tænk, hvis man ikke havde nogen børn at cykle over til børnehaven. Så var der ingen at lege med og kramme. Det ville ikke være så godt.

Mig: ...

Og således klogere på det vigtige her i livet tog vi af sted i øsende regnvejr. Jeg er allerede tør igen, der er kaffe i koppen, og der er et par børn, der skal cykles hjem igen i eftermiddag. Formodentlig også i øsende regn, sådan som vejret ter sig i DNP i øjeblikket. Alt er godt.

mandag den 5. januar 2015

Hej 2015!


Det er næppe gået nogens næse forbi, at det er blevet et nyt år nu. Fyldt med nye, ubrugte dage, der er klar til sjov, ballade, alvorligheder, almindeligheder, glæder og sorger. Alt sammen dage, som jeg endnu ikke aner, hvad bringer, men jeg glæder mig til at se, hvad kalenderens blade bliver fyldt med.

Selv har jeg ikke tænkt så meget over året, der kommer – dagene går jo under alle omstændigheder, og min plan (og min opgave, for den sags skyld) er jo ’bare’ at fylde dem op med liv. 

Men eftersom nytåret maner til eftertanke, refleksion og om ikke ændringer, så justeringer, har jeg brugt dagene omkring årsskiftet på at tænke tilbage på året, der er gået. Jeg burde vel, lige som så mange andre her i Blogland, lave en decideret status over de forgangne 12 måneder, men jeg er for doven til at gå arkivet igennem. Til gengæld er det lige til at overskue at kigge på mine forsætter – eller intentioner, som jeg vist kaldte dem – fra sidste år

De få dage, sneen var her, blev den udnyttet til fulde. Her hos Mårmor og Mårfar i juleferien

Generelt synes jeg, at jeg – vi – er kommet meget godt i mål. Året har været meget mindre hus-agtigt (de eneste større ting, vi har lavet, er at imprægnere taget og rydde op i garagen), firmaet har haft medvind (uden det er gået alt for meget ud over fleksibiliteten), og nærværet er blevet en hel naturlig del af hverdagen. Telefonen har fået meget – meget – mindre opmærksomhed, og selv om jeg hverken kan eller vil pudse nogen glorier, kan jeg helt uden at lyve sige, at den nu stort set kun bliver brugt til det, en telefon er beregnet til plus som kamera, Instagram- og nyhedstjekning og nødløsning i køkkenet, når en opskrift driller. Den rastløse opdateringsfinger har været på afvænning og er faktisk blevet så doven, at telefonen ikke sjældent får lov til at blive hjemme (eller i tasken), hvis vi er ude. Jeg kan mærke, at det giver mig meget mere ro, at jeg ikke længere så let lader mig distrahere. Og det har givet mig muligheden for at falde i staver eller endda – fyha! – kede mig fra tid til anden. For ikke at tale om at læse rigtige bøger (eller ... altså ... chick lit og krimier, eggå. Hvilket måske ikke er 'rigtige' bøger i nogens øjne. Men de er lavet af papir  ...)

Pr. 1. januar 2015 fik jeg endda også deaktiveret (ikke slettet. Har endnu ikke hittet ud af, præcis hvor man gør dét henne) min efterhånden temmelig ubrugte FB-konto. Hvilket jeg burde have gjort for længe siden, for på det seneste har FB ikke givet mig andet end dårlig samvittighed og/eller følelsen af at gøre alting forkert/for lidt/for meget. Så farvel til endnu et tidsfordriv og goddag til en tilværelse med færre input, der sparker til min åbenbart latente utilstrækkelighedsfølelse. (Og i øvrigt også goddag til en tilværelse uden mulighed for nogensinde at kunne deltage i konkurrencer eller give aways igen. Det var ikke rigtig gået op for mig, HVOR meget der egentlig er hægtet op på, at man har en Facebook-konto, men eftersom jeg alligevel aldrig vinder noget, klarer jeg det nok). 

"Skal vi ikke bygge en snemaaaand ...?" *Syng selv videre* (Folk, der har set "Frost" mere end en halv gang, ved, hvad jeg taler om). Her et ret lavstammet eksemplar - igen hos Mårmor og Mårfar 

So far so good. Ønsket om et år med mindre kød gik fint i januar 2014, der var helt vegetarisk. Det var både lækkert og godt for krop og sjæl, men jeg faldt desværre hurtigt tilbage i gamle madlavningsvaner, da februar kom, så jeg må op på den kødfri hest (eller noget …) igen. Generelt kunne jeg godt trænge til at give mine madvaner et sundhedstjek i år. Det der med at holde sig fra mel og sukker, som jeg fablede om for et år siden, er i hvert fald ikke noget, jeg har husket (og næppe noget, der kommer til at ske i 2015, eftersom en af mine julegaver var en melkværn). MEN: Efter verdens længste pause er jeg endelig kommet i gang med at løbe igen. Og vinterbade (ikke noget ”igen” her – det er første gang, jeg har prøvet dét. Men bestemt ikke sidste). Godt nok kun én gang om ugen, men 8 km har også ret, og det giver mig blod på tanden til at røre mig, selv om vejret er både gråt og koldt. Jeg troede faktisk ikke, at jeg egnede mig til at løbe sammen med nogen, men det har vist sig både at være sjovt, hyggeligt og motiverende. Vi vinder ingen priser for hastighed, men vi kommer af sted, uanset om det er gråt, vådt eller hvidt, og det må altså også tælle for noget.

Mit sidste – og måske ikke alt for beskedne – ønske for 2014 var, at det skulle være intet mindre end fantastisk. Men selv om der har været rigtig mange gode ting i 2014 (jeg nævner i flæng: Vi er alle sunde og raske (faktisk kan jeg ikke huske et år, hvor ungerne har været så LIDT syge som i 2014), børnene vokser som ukrudt og trives, og der har været både skønne ferier, hverdagsoplevelser, mærkedage og meget andet), så var især første halvdel af 2014 benhårdt. Jeg har været helt nede i kulkælderen og tumlet med store, tunge og temmelig livsomvæltende tanker og beslutninger. Det har i dén grad trukket tænder ud og pirket til både identitet, selvværd og troen på egne evner.

Fra altid at have været sådan temmelig happy-go-lucky af sind, har det været lidt af en omvæltning. For nu at sige det mildt. Måske var det en form for vinterdepression. Måske var det stress (hvilket kan lyde paradoksalt, når vi tager i betragtning, at jeg ikke just har en 70 timers arbejdsuge. Men der har været mange andre faktorer inde over, som kan have stresset og som i hvert fald har påvirket mit humør i en ret uheldig retning). Eller måske var det bare en sindstilstand, der hverken kan eller skal puttes i en kasse og hedde andet end "træls". Uanset hvad, så er de mørke tanker væk nu, men der er stadig eksistentielle overvejelser, der trænger sig på, og som næppe løser sig lige med det første. Men jeg – vi – er på vej i den rigtige retning, og vi er på vej sammen, så jeg satser på, at 2015 nok skal vise sig at blive alt det, 2014 ikke blev. Nemlig fantastisk.

Og det må så være nytårsreflektioner nok for nu. Alt er godt - send mere chokolade, for jeg har snart spist alt det, der var tilbage fra julen (men dog ikke alt det, vi købte på Ritter Sport-muséet i Berlin. Trods alt). Jeg håber, at I alle har haft et dejligt nytår!

onsdag den 17. december 2014

Dugen og julen


Jeg har købt en dug i dag. Nåja, jeg har også købt løg, mælk og smør (og noget sygt nedsat julepynt), men nu skal vi snakke lidt om dugen. Ikke fordi den er specielt fancy eller noget – det er såmænd bare noget jaquardvævet (hvad ER det?!) gråt halløj med noget diskret stjernemønster, men det er en dug. Min eneste dug, hvis man ikke tæller den temmelig malingplettede vokssag frem, som ligger og hygger sig sammen med ungernes lidt vildere kreaudstyr.

Ja, hej. Jeg er så sådan en, der ikke bruger duge. Nogensinde. Så derfor er denne, min første dug, nu udråbt som noget særligt.

Jeg har ikke købt den, fordi den ’bare var så fin, og jeg slet ikke kunne lade være med at købe den’ (det er nemlig gået ret fint i 36 år IKKE at købe en dug, uanset hvor fin eller ufin den så end har været) – jeg har købt den, fordi den skal på bordet juleaften. Eftersom juleaften skal holdes hjemme hos os selv i år. Og ligesom dugen er dét en første gang.

Som vi alle ved, bliver man jo først sådan rigtig voksen, når man selv har jongleret juletræ, and, ris à la mande (ja, jeg ved godt, at man ifølge dansk retskrivning gerne må skrive ’risalamande’, men jeg nægter!) og gaver. Nogle ville måske mene, at det i en alder af 36 er ved at være på tide – både det med at blive voksen og lære at jonglere med julen. Men det har passet os fint indtil nu at være hos HDDs og min familie på skift. Nu skal det imidlertid være. Børnene er blevet så store, at vi gerne vil til at etablere vores egne juletraditioner, så det gør vi. Og Mårmor og Mårfar, trOldemor og Familien fra Bryggen (uden Linse) kommer og hjælper med at etablere dem. Det skal nok blive rigtig godt – ikke mindst fordi jeg har afværget en potentiel andekatastrofe ved at udlicitere lige netop dén del af madlavningen. (Og ris à la manden også, i øvrigt, såeh …)

Jeg har ikke et billede af dugen, så I får et af Rundetårn i stedet

Undermålerne har skrevet brev til julemanden sammen med Mårmor, og rygtet vil vide, at de begge ønsker sig en Elsa-kjole (det var det, jeg sagde – Frost hitter big time hos os for tiden). Men selv om jeg synes, at alle børn kan lege med alle slags legetøj, tror jeg nu alligevel, at vi nøjes med en Elsa-kjole til Ældstebarnet og så i stedet går efter det Olaf-kostume, som Yngstebarnet også ønsker sig. Så kan han prøve Ældstens Elsa-kjole, og ønsker han sig den stadig brændende, må han få en senere.

Ældstebarnet ønsker sig i øvrigt også et eller andet Torneroseslot fra Lego og en dolk. Og en sav (”En RIGTIG sav, mor!” #detbliveretnejherfra). Og en sminkedukke (!?), så der er lidt at vælge imellem. Ud over Frost-kostumerne ønsker Yngstebarnet sig et Batman-kostume (what’s with the dressing up?), en Olaf-bamse (LILLE. IKKE stor. Som den jeg allerede har købt (men ikke givet) til ham endnu. Bloody typisk) og en kringle. En rigtig kringle, tilsyneladende, og desværre ikke en pretzel, som vel til nøds kunne indgå i legekøkkenet, når den bliver tør nok. Næh nej – ”sådan en med marcipan og kage”, befalede drengen, så det må vi jo se på. Ikke, at man behøver at få alt, hvad man ønsker sig, men jeg synes næsten, det skal honoreres, at han har puttet noget med remonce på ønskesedlen.

Strøget i juletøj 

Som de sidste mange år er det primært børnene, der får gaver juleaften. Vi voksne kan også være bange giver gaver parrene imellem, og så har vi hver trukket et navn på en, vi skal give en gave. Således skal jeg fx give min svigerinde en gave, HDD skal give min mor og så fremdeles. Det giver en dejlig ro i en ellers travl december, at man ’kun’ skal stå for gaver til et par stykker (som alligevel ender med at løbe op i 6 børn og 5 voksne, når man også tæller HDDs familie med), og samtidig passer det den slunkne pengepung aldeles glimrende. Hvis man tror, at gavepolitikken gør, at gavebunkerne under træet bliver lidt smålave, så kan man i øvrigt godt tro om. Om det er fordi alle lader sine uforløste gavegivertendenser gå helt amok, når det gælder gaveindkøbene til børnene, skal jeg lade være usagt, men jeg er ret sikker på, at ingen børn vil blive skuffede, når de ser gaverne under juletræet.

… Og apropos juletræ, så skal vi jo egentlig også have sådan et (og et tæppe til at lægge under det. Og en juletræsfod. Argh!). Det er vi ikke lige nået til endnu. Meningen er, at vi skal ud og fælde det (endnu en first, hvad angår julede ting i mit voksenliv. Ikke i mit børneliv, hvor hele villavejen hvert år var ude og fælde juletræer i vores nabos plantage. Men det er en anden historie), men lad os nu se – og ellers har jeg hørt, at de sælger nogle vældig fine træer ret tæt på, hvor vi bor. Bare nu, hvis det er …

fredag den 12. december 2014

Decemberhygge


Når man har hold i ryggen på anden dag (av for s*tan), har så travlt, at man næsten ikke kan overskue, at der er ferie om en uge – en uge, seriøst: Det er jo lige om lidt! – og det tisøsregner udenfor (og man snart skal hente børn. På cykel), så må man gerne overspringshandle lidt. Man BØR ikke, men man MÅ gerne.

Så hej blog, min kære overspringshandling. Hej indlæg om decemberhygge, mørke morgener, stearinlys og julekalendere (ja, i flertal). Om julesokker, drillenisser og barnetro på julemanden. Bare hej.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker december og julen generelt, og det er kun blevet værre (bedre?), efter jeg fik børn. Hvis der er noget, der kan give en den barnlige glæde over julen tilbage, så er det - sjovt nok - børn. 

Under den Linden

At have ungerne med til Berlin, hvor der i sandhed bliver julet igennem, var intet mindre end magisk, og at få lov til at drille-hygge med nisserier og gaver i julesokken (fra nissen, selvfølgelig) derhjemme er et privilegium, jeg skatter særlig højt i år. Jeg er nemlig alvorligt bange for, at det bliver det sidste år, hvor Øglen tror på det sådan for alvor. Der har allerede sneget sig en anelse skepsis ind i hendes stemme, når talen falder på drillenissen, omend hun elsker at se, hvad han har lavet af ballade om morgenen, når hun står op, og var fuld af ærefrygt, da nissedøren og diverse tilbehør begyndte at dukke op et par dage før 1. december. Varanen er ikke helt så benovet, men han kan klart fornemme på sin søster, at det her er noget helt særligt - og han har (nok netop derfor) da heller ikke forsøgt at splitte nissehulen ad endnu. Og gavekonceptet er han helt nede med. Heldigvis fandt jeg ud af, som I måske har set på Instagram, at appen Santa Spy Cam er umådelig effektiv til at slå enhver nisseskepsis hårdt ned med. Efter jeg har vist den til ungerne, er der ingen tvivl i Øglens sind om, at vores nisse findes. Og er grøn. Og hvis Øglen siger det, tror Varanen på det. Nemt. Så jeg elsker, at barnetroen stadig er nogenlunde i behold.

Juletræ af Ritter Sport-chokolade. Følte mig svært fristet til at tage et par af de lilla nederst, bare for at se, hvad der ville ske ...

Julemarkedet på Potsdamer Platz

Fordi der er så mange gaver, begivenheder, sukkerstads og nisserier i december, havde jeg frygtet en måned, der ville bære præg af en mere-mere-mere-agtig mentalitet fra ungerne. Men selv om vi ikke er i mål endnu, synes jeg, det går forbavsende godt. De får en lille gave i julesokken hver morgen (og er, som nævnt, fast overbeviste om, at det er nissen, der har den med) og har indtil videre være meget glade for det relativt beskedne indhold (klistermærker, mal selv-kopper, glimmertusch, bøger, mv.), som de har leget temmelig meget med. Vi prøver at stå op i ordentlig tid hver morgen, så der er tid til at hygge ved morgenmaden, tænde stearinlys (vi er så nået til 2. december på kalenderlyset. Ahem), kigge på kalendergaverne og høre julemusik – og så læse dagens bog fra Pixi Julekalenderen, som de fik sidste år før vi tager hhv. i børnehave og på arbejde. Bøgerne var med i Berlin, men det var kalenderlyset tydeligvis ikke, så vi må lige oppe os lidt på den front.

Hvad angår julekalendere, så foretrækker begge unger Jullerup Færgeby, om end Varanen finder det NOGET langtrukkent, at ham der fiskergutten synger hele tiden. Og jeg kan ikke rigtig bebrejde ham – forleden blev der sunget 7,5 minutter ud af de 16, afsnittet varer. I streg, vel og mærke. Riiiimelig kedeligt, selv om jeg ikke husker det sådan fra min barndom. Men dengang var der selvfølgelig heller ikke en trilliard forskellige julekalendere at zappe imellem … Øglen er også ret vild med Tidsrejsen (vi kan ikke se TV2, så Pyrus er ikke en mulighed), så vi ser dem begge. Selv om vi napper Tidsrejsen fra iPad’en – kl. 19.30 er lige sent nok, når Varanen (påstår han) også gerne vil se med. Alle sammen siddende i sofaen; gerne med dyner og små øjne lige inden puttetid.

Mariakirche og Fernsehturm 

Jowjow, trods regn, kulde og mørke, så er december skam ganske hyggelig indtil videre, synes jeg. Selv om jeg ikke helt fatter, hvor den er blevet af. Og nu vil jeg tage mit hold i ryggen og begive mig ud i styrtregnen. Og messe "dererkunenkilometerhvervejdererkunenkilometerhvervej" hele vejen over til børnehaven og retur. Neglene er lakeret røde, og i aften kommer Farmor for at babysitte - og jeg skal til julefrokost. Så der er jo ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget! God weekend!

onsdag den 10. december 2014

Ohøj!

Trods alverdens gode intentioner er der nu gået næsten en måned, siden jeg sidst har skrevet et indlæg her på bloggen. Højst usædvanligt, men jeg har haft brug for pausen - og ikke kun fordi samtlige af mine ord er blevet brugt i arbejdsøjemed.

Jeg savner imidlertid bloggen; at bruge den som ventil for hverdagens mange glæder, sorger, genvordigheder og pudsige episoder - og særligt dens funktion som digital hukommelse - nu, hvor den analoge er hullet som en schweizerost pga. travlhed, afbrudt søvn og ganske almindelig glemsomhed. Og alder, måske?!

I sidste uge havde Ældstebarnet en veninde med hjemme fra børnehaven. Vi bagte peberkager, og jeg freestylede med stempelbogstaverne fra Tiger. Det ser ret fint ud på ubagte kager (som her). På de bagte ... not so much. Men hvad de ikke har i udseende, har de til gengæld i smag. Synes i hvert fald, jeg slap vældig godt fra at putte pænt meget sort peber i ud over de øvrige krydderier ...

Indlæggene jeg kunne have skrevet, er mange. Vi har bl.a. været på bage-knase-weekend hos Mårmor og Mårfar med kusiner, onkel og tante. Hvor alle ungerne legede og hyggede (bortset fra Varanen, der er den mindste - og i øvrigt den eneste dreng - så han måtte ikke være med. Men så solede han sig til gengæld i udelt voksenopmærksomhed). Vi har bagt honningkager og lavet juledekorationer hos Farmor med fætre og onkler og tanter fra HDD's side af familien. Jeg har brunchet den med skønne damer fra min gamle mødregruppe - næsten uden børn. (Uden mine børn. Så jeg fik spist pænt meget). December er kommet - og det er drillenissen og julesokkerne også - med al den hygge og magi, der nu hører sig til. Kalenderlys, julemusik i morgenmørket, hyggelige lege reptilerne imellem, osv. Men for at det hele ikke skulle drukne i idyl og pebernødder (hvis altså jeg havde skrevet ovennævnte indlæg), ville jeg kunne supplere med et indlæg om hjernedød travlhed på jobbet for både HDD og jeg (typisk, at det lige skal falde sammen); hasteopgaver, der helst skal være færdige, dagen før de bliver bestilt, logistikproblemer, lange aftener, psykopatlang transporttid og meget mere. Bare, så der er balance i tingene, forstås ...

Hej december, kalenderlys (Yngstebarnet står bag dekorationen) og Pixi Julekalender. Som stadig er hyggelig i år, på trods af, at den er en genganger fra sidste år. Begge unger glæder sig i hvert fald til den daglige historie, som i december træder i stedet for Morgenmadsbogen.

Nissen er flyttet ind ved siden af havedøren. Ældstebarnet har givet ham en grankogle. Yngsten har tegnet en tegning til ham, og den høflige nisse har hængt den op.

Enkel og sukkersød adventskrans (og bare rolig - vi har fået brændt lidt af to af lysene)

Dørkrans - af den ufriserede, skæve slags ...

Skulle jeg løbe tør for ting at skrive om #fatchance, kunne jeg altid tage fat på den endeløse række af guldkorn og sprogblomster, der kommer fra undermålerne - "Se den halvfirser-bil, mor!" er blot ét ud af mange udtryk, jeg har smilet af på det seneste. Sammen med Varanens seneste påfund med at være stolt af en på de mærkeligste tidspunkter - mest aktuelt, da han forleden proklamerede i børnehaven, at han var så stolt af sin pædagog, fordi hun lavede pandekager over bål til den alle sammen. "Så du skal have en kysser og krammer!", afsluttede han angiveligt. Behøver jeg at sige, at den søde pædagog var smeltet helt og aldeles, da jeg kom og hentede ungerne? Eller at han, efter at have læst nogle m e g e t pædagogiske biblobøger, pludselig konstant henviser til, hvor høflig han er. Selv om vi ikke altid er helt enige om definitionen af høflig. På trods af førnævnte m e g e t pædagogiske biblobøger.

Jeg havde faktisk også planer om - før december begyndte - at skrive et af de hyggelige "I december vil jeg ..."-indlæg, men det virker pludselig lidt omsonst, eftersom første halvdel af måneden næsten er forbi. Så det slipper I også for.

Men HVIS nu jeg havde skrevet et sådant indlæg, ville vores juletur til Berlin have stået bøjet i neon og blinket på lige linje med juleaften. Vi kom hjem i søndags, og fra oprindeligt 'kun' at skulle have været af sted i 4 dage, besluttede vi at skride fra al travlheden og den daglige trummerum en dag tidligere. Det må man godt, når man har haft alt alt for travlt på det sidste og trængte til at være sammen - væk fra bunker af vasketøj, rod og uendelige to do-lister. Og ved I hvad? Det var fanTAStisk! (Også selv om jeg havde computeren med og arbejdede en smule). Men mere om det i et andet indlæg. Som jeg forhåbentlig får taget mig sammen til at skrive på denne side af 2015 ...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...