onsdag den 18. september 2019

Noget om september


Trofaste læsere af bloggen her (I skal ikke høre noget fra mig, hvis der ikke er flere tilbage – med min kadence ville det vist være topmålet af hovmod at tro, at horderne står og venter med tilbageholdt åndedræt på sproglige udgydelser fra min hånd) vil vide, at september er min yndlingsmåned. Jeg ELSKER september – det lille kølige twang, der kommer i luften, dagene med høj sol, og bladene, der begynder at gyldnes (er det et ord?) på træerne. Og kastanjer. Yay! Nuvel – september har også fået et islæt af savn og vemod, efter min mor gik bort. For 4 år siden! Tiden går stærkt, men savnet består og kommer af og til og rammer mig som en forhammer lige i panden.

I år er vi imidlertid fløjet ind i september så hovedkulds – og halvvejs igennem?! – at jeg dårligt nok har opdaget det. Det er, som om den der Nyt Skoleår-opstart midt i august (bliver det helt ærligt ikke senere og senere, de der børn skal tilbage på pinden?) trækker ud i det uendelige? Med forældremøder, opstart af fritidsaktiviteter, kagebagning til klassearrangementer, fagdage, sociale arrangementer og andet godt og blandet i én pærevælling?

Således står jeg nu helt perpleks med et Ældstebarn på mellemtrinnet (helt ærligt – hun gik da i 1. klasse for to minutter siden?) og et Yngstebarn i 2. klasse. Og mens perpleksheden over, hvordan de pludselig blev så store, fylder en del, fylder det lige nu noget mere, at jeg pludselig ikke har styr på NOGET som helst. Fra at have haft ok styr på hhv. skema, lærere og hjemlige pligter udi pennalhus-pasning, taskepakning, fritidsaktiviteter mv., er det hele jo blevet nyt! Alene det, at der pludselig er idræt på to nu helt nye dage, og at det ene afkom (men endelig ikke det andet!) skal møde omklædt i skole, er nok til at tage pusten fra lille mig. Og på mellemtrinnet, som vi jo andægtigt betræder for første gang, er hele lærerstaben mere eller mindre skiftet ud, og nu vrimler det med anekdoter om lærere, jeg ikke kendte til eksistensen af for blot en måned siden. Og eksistentielle spørgsmål, der gerne skal drøftes over aftensmaden som forberedelse til filosofi. Jowjow.

Det har tilsyneladende også slået mig helt ud af kurs, at Yngstebarnets spejder nu er flyttet fra tirsdag til torsdag – og en halv time senere end ellers, da han nu er rykket op i næste gruppe. (Trup? Division? Dunno!) Old habits die so hard (åbenbart), at det kun er lykkedes os at dukke op til Nye Spejder én gang (ud af indtil videre fire), fordi vi for helved’ kommer til at lægge planer om torsdagen hele tiden. ”For der har vi jo ingen fritidsaktiviteter”. Duh!

Vi har yderligere bidraget til forvirringen ved, at Ældstebarnets tre ugentlige gange til Fritidsinteresse pludselig er skiftet ud med regulær fritid, fordi afkommet gerne vil prøve noget andet. Vi bliver jo helt balstyriske over al den fritid, så derfor kan vi da lige forvirre begreberne lidt mere med at indføje en ny fritidsaktivitet – dog til Yngstebarnet – om onsdagen, der tidligere var helliget Ældstebarnets fritidsinteresse. Her er det indtil videre lykkedes os at møde op én gang ud af to so far - og vi HAR husket, at vi skal af sted i aften også - så måske noget rent faktisk lader sig gøre? Man har da lov at håbe.

Når det sådan bliver skrevet ned, lyder det egentlig ikke så svært. Men i praksis er det helt håbløst, åbenbart. Jeg blamer det på forældremøder, hytteture (x 2!), kagebagning og andet spændende og faktisk for det mestes vedkommende helt utroligt hyggelige, der bliver smækket ned lige oven i september. Krydret med hele fire fødselsdage, hvoraf vores egen lille enhed står for hele halvdelen af dem. Cue til mig, der inden længe bager cookies til en hel hyttetur for at fejre Yngstebarnet – fordi han ikke har lyst til den brunsvigerkagemand, jeg havde planlagt at købe mig fra. Så en hurtig afhentning af færdigbagt kagemand er skiftet ud med bagning af 80 cookies. Jowjow. Igen. 

Mens vi er i gang, skal vi også lige arrangere en fødselsdag for drengene i klassen og HUSKE noget til uddeling selvsamme klasse, så Yngstebarnet også kan blive fejret der. Nåh ja – og så skal jeg have bestilt bord, så vi kan komme ud og spise på min egen fødselsdag, der bliver holdt som en slags joint venture mellem mig og Yngstebarnet. Tiden (eller pengene, for den sags skyld) er der simpelthen ikke nok af i september til, at vi kan spise ude to gange.

*Ånder langsomt ud med en lille pibende undertone*

Jeg siger ikke, at jeg håber, september snart slutter. September måtte gerne vare dobbelt så længe efter min mening (især, hvis det her slagregn, dagen i dag byder på, lige stopper, tak). Men der måtte gerne lige være lidt mindre tryk på. Så der bliver tid til at nyde den sensommersol, der tilsyneladende ikke kommer ret meget mere af, hvis man spørger meteorologerne ...

tirsdag den 25. juni 2019

Noget om et sommerhus


Det her kunne godt blive et af de rigtig lange indlæg. Om ufine ejendomsmæglere, om billeder, der kun fortæller halve sandheder og om sommerhuse, der bliver solgt lige for snuden af en. Tre gange.

Men det kan også bare blive et super kort indlæg. For hvorfor dvæle ved verdens længste sommerhuskigningsproces, når den nu er overstået, og jeg bare helt kort kan berette, at vi nu er blevet de glade ejere af et helt perfekt sommerhus. Og at jeg, selv om jeg er ganske nyslået sommerhusejer, allerede kan nikke genkendende til Maudes indlæg om det der med at have en boblende lykkefølelse helt ind i knoglemarven.

Det bliver godt, det sommerhusliv!

Hej have!

Slow living - selvplukkede jordbær og aviser, der sender blandede signaler


Buket fra ungerne <3


torsdag den 4. april 2019

Don't try this at home


Hvis nogen skulle gå og overveje, hvordan en bordskåner af kork nu lige ser ud, hvis man bager den ved 250 grader i 15 minutter, så kan I stoppe nu:



Selv tak.

(Og nej, jeg kan desværre ikke komme nærmere ind på, hvordan i al verden det lod sig gøre. Jeg kan til gengæld afsløre, at bagt bordskåner ikke lugter særlig godt).

fredag den 29. marts 2019

Noget om ikke rigtigt at vide noget

"Kommer du egentlig nogensinde tilbage til din blog", spurgte sødeste Skøre Liv forleden over en kaffe og en chai latte på det pulserende Nørrebro undervejs i min svada om bl.a. surhed, motion og alt mulig andet spændende. Et udmærket spørgsmål, som jeg svarede på med topmålet af begavelse: "Øhbøh, mjah, njarj, eller altså, måske. Det er bare fordi, jeg ... altså, mjah, nøh, hm". (Hvordan uddannelsessystemet nogensinde har sluppet mig igennem, er mig af og til en gåde).

Men altså. (Mjah, nøh, hm, njarj ...) Nu har jeg tænkt lidt over det, og det knap så vævende svar - og så alligevel - er, at det håber jeg. Jeg håber, at jeg finder drivet frem igen, så jeg har lyst til at skrive, fabulere og dele. At aktivere samlergenet til ikke kun at samle på porcelæn (don't ask), men også på hverdagshistorier og søde, små anekdoter, som jeg kan genlæse i takt med, at ungerne bliver større og klukle/græmmes/tænke over dem og de små snapshots af levet liv, der kan anes gennem dem.

Håbet er lysegrønt, siger man (eller - det er der i hvert fald nogen, der siger). Og det matcher jo meget godt med farven på træernes små, optimistiske blade lige nu. Så måske det er et tegn på, at jeg endelig får taget mig sammen og griflet lidt ned. Det har under alle omstændigheder været noget af en mangelvare på det seneste. Jeg har netop opdaget, at jeg har skrevet sølle tre (og det var 3! Det er nærmest pinligt) indlæg i 2018, så målet må være at nå over dét. Med dette indlæg er jeg oppe på hele to i år, så det burde være inden for rækkevidde. Men man ved selvfølgelig aldrig.

Men hvorom alting er, som min søde mor ofte sagde, så er jeg her nu. Og er der ikke noget om, at det er det, der tæller? Nærvær er blevet den nye valuta, har jeg en fornemmelse af, og det er der slet ikke noget dårligt at sige om. Tværtimod. Mere af det!

Og med de ord er der en højst nærværende støvsugning, et par insisterende interviews og en tøjvask, der skal tæmmes. Hjemmekontoret, når det er bedst. Men først: Kaffe!

Vi skrives ved. Håber jeg.

onsdag den 16. januar 2019

Noget om 2019

Nå. Jeg nåede så ikke at skrive mere i 2018. På trods af alskens gode intentioner løb tiden fra mig, og selv om der ligger en næsten fiks og færdig kladde klar, er den så julet, at den får lov at hvile i fred, mens jeg spekulerer på, hvorfor det nu lige var, jeg aldrig fik trykket på 'Udgiv'.

Og nu er det så et nyt år. Med alt hvad dertil hører af januar-gråhed, semi-forkølelser, metaltræthed ("Er det weekend nu, mor? Men så i morgen da? Eller i OVERmorgen?") og blanke kalendersider. Som gradvist bliver mere og mere fyldte, skal jeg lige tilføje (hej fritidsinteresser, arbejde, momsregnskab, legeaftaler, forældreundervisning (ja, det er en ting), familiebesøg osv.)

Efter et efterår, hvor jeg konstance har haft fornemmelsen af at være to skridt bagud med alt (alt, blev der sagt. Lige fra julenisserier, kalendergaver, december-hygge-overskud (overskud; hvilket overskud?) før skole, eftermiddagshygge efter skole, viljen (evnen?) til at organisere legeaftaler, you name it), er det befriende at starte på en frisk. Jeg har ingen egentlige nytårsforsætter, men det ville da være meget rart, om jeg og hverdagens tempo kunne følges lidt bedre ad her i 2019. Jeg har om nogen mulighed for at arbejde på sagen, for et arbejdsliv, der er organiseret som mit, giver ret frie rammer. Så i teorien burde det ikke være så svært. I praksis har det vist sig anderledes, men jeg er blevet overrumplet af dels arbejdsbunkerne, dels af de nye, spændende krav og forpligtelser, der følger med ikke længere at have to småbørn, men i stedet to relativt store skolebørn, der i samråd med os voksne skal huske madpakken, gymnastiktøjet, lektierne (og også gerne huske at lave dem), skolearrangementerne, legegrupperne, legeaftalerne osv.

Jeg tror simpelthen, at jeg har sovet i timen. Overset, hvor meget plads på hjerne-harddisken, der skulle sættes af. Så jeg har sat for lidt plads af. Og derfor er kommet i 'utakt', som vi sagde i Jylland omme i firserne, hvis nu man prøvede at gå i takt med klassekammeraterne, men man kom et skridt bagud. I ved. Typisk kan jeg indhente en utakt i løbet af timer eller dage (det gik noget hurtigere med at indhente den i firserne), men det er som om, den har fulgt mig hele efteråret. På trods af små lommer af tid. Juleferien satte dog en stor streg under, at tid netop var det, der skulle til - tidslommerne i løbet af efteråret var simpelthen bare ikke lange nok. Men det var de 14 dages juleferie dog. Trods alt. Og selv om jeg blev nødt til at arbejde en lille smule, var det ikke i et omfang, der gav hverken hjertebanken eller svedige håndflader. Tværtimod var der fortsat masser af tid til at lægge puslespil, gå ture, spille brætspil og spise julesmåkager.

Julesmåkagerne er nu sat på hylden, og fitnessabonnementet, som jeg underholdt med sidst, kører stadig derudaf. Det skyldes nok primært, at mine kunder lige skal opdage, at det er blevet hverdag igen. Og indtil de gør det, tager jeg mig tid til en god og blød opstart efter ferien. Det er slet ikke dårligt, sådan at kunne begynde dagen med en omgang træning, efter børnene er blevet afleveret i skole. Og fordi jeg er så dårlig til at huske min pung, når jeg går ud ad døren om morgenen, kan jeg ikke købe den kanelsnegl, jeg ellers altid har lyst til efter træning. Så måske - hvem ved - lykkes det at komme i de bukser, jeg kom til at købe en størrelse for små for snart to år siden, og som har hængt i skabet og hånet mig siden da. En eller anden dag, om ikke andet.

mandag den 3. december 2018

Noget om at blogge


Jeg ved ikke, om man er berettiget til at kalde sig selv for blogger, når man kun har begået sølle 2 - nu 3 - indlæg på et år. Selv om jeg selvfølgelig i teorien kan nå at sprøjte en masse indlæg ud inden nytår, ved vi vist godt alle, at det ikke kommer til at ske, så jeg vil forsøge at affinde mig med, at mine ord tilsyneladende er tørret helt ind og fremover titulere mig selv “blogger” med et sæt distancerende citationstegn. Nuvel. Sådan må det være.

Siden sidst - hvor jeg alvorligt troede, at jeg NU ville komme igang med at blogge-blogge igen - er der sket en masse. Det gør der jo gerne ude i det der virkelige liv ...

F.eks. er jeg blevet 40. Ja. Fyrre. Også selv om der står ovre i min profilbeskrivelse, at jeg er 38. (De fyrre år gør tilsyneladende - blandt andet - at jeg ikke længere kan finde ud af at redigere min bloggerprofil. Jeg er nu officielt blevet min mor ("det kan jo være, jeg kommer til at slette internettet", men det er så absolut heller ikke den værste, jeg kunne ende med at blive). Selve dagen faldt på en hverdag og blev, ud over arbejde, brugt på at fragte den yngste til og fra spejder (for det er han nemlig begyndt at gå til. Og han er præcis lige så vild med det, som jeg havde håbet på) og vente i små halvanden time på en kold bænk, mens han spurtede rundt og tændte bål og fandt pinde og grankogler og andet godt fra skoven. Oh the glamour! Og så selvfølgelig på lidt fejring med familien.

Yngste nummer er fyldt syv - det gjorde han oven i købet før, jeg fyldte år, men first things first, ved I - og mens jeg kørte low key fejring, fik den hele armen med ham. Hele familien var til kalas, og sammen med et par andre fra klassen, var hele 1. klasse til fødselsdag i nærliggende indendørs legefacilitet. De to begivenheder faldt dog - heldigvis - ikke på samme dag.

Vi har desuden udvidet husholdningen med to hamstere. En form for plan B, efter vi havde lovet ungerne en hund (d’oh!), men i ellevte time kom til at se, at det bare SLET ikke ville passe ind i vores liv og hverdag lige nu. Og så er gode råd jo dyre, men på en eller anden måde fik vi vinklet det sådan, at ungerne synes, de har skudt papegøjen (bare for at blive i dyreverdenen) ved at få en hamster hver i stedet for at få én hund. Og vi forældre synes i dén grad også, vi har skudt papegøjen. Jeg havde imidlertid lige glemt i to sekunder, hvor stramt jeg har det med dyr i bur, så fra at have et lille bur til hver hamster, der kunne stå på ungernes beskedne værelser, er det blevet lidt af et udstyrsstykke med noget større bure, en form for kravlegård og andet, der tilsyneladende har taget permanent bolig i vores stue. Ak ja; you win some, you lose some. Og selv om de der småkravl er crazy AF og prøver at komme ud af ALT (er de først kommet ud af buret, prøver de at komme ud af stuen, og er de kommet ud af stuen, prøver de at komme ud af hele hytten - måske der var et marked for mindfulness-kurser til hamstere?!), er de nu faktisk ret søde. Jeg er i hvert fald temmelig ofte at finde henne ved hamsterburet for liiige at sige hej.

Vi har også intensiveret jagten på et sommerhus og er lige dele ‘så kan det også være lige meget’ og ‘hell no - giv mig det sommerhus. Nu!”, efter TO gange at have oplevet, at vores foretrukne sommerhus blev solgt lige foran snuden på os. Jeg troede, det var nu, sommerhusmarkedet var trægt? Nej? Nå! Vi kigger videre, og på et eller andet tidspunkt lykkes det jo nok. Gerne inden vi begynder at gå alt for meget (mere) på kompromis med stand, pris og beliggenhed … (I skrivende stund har jeg talt med ejendomsmægler - den samme, vel og mærke - ikke bare en eller to gange i dag, men hele TRE gange. Og ja, det er mig, der har ringet hver gang. Han har dog forsikret mig om, at der er et stykke vej endnu, før jeg bliver Verdens Mest Irriterende Type, men det skal han jo sige, tænker jeg?!)

Arbejdet er et kapitel for sig selv, men for at det her indlæg ikke skal blive længere end højst nødvendigt, tænker jeg, at jeg bare siger, at der er travlt. Og at det der med stilhed før juledagene tilsyneladende ikke er noget, dem jeg løser opgaver for, bruger. Vi er alle sammen enige om, at Travlt Er Godt, når man er selvstændig, og dermed har jeg for evigt mistet brokke-retten. Så jeg brokker mig ikke. Overhovedet. Men glæder mig over, at travlheden nu er nået ned på et niveau, hvor spontanreaktionen efter skoleafhentning ikke længere er "Brænder I huset ned/klipper I håret af hinanden/springer I i havnen, siger I? Ok, men så skal I gøre det stille, for jeg skal lige arbejde ..." 

Og så er der jo simpelthen sket det, at jeg har meldt mig ind i noget fitness. For gud ved, hvilken gang. Hånden op, alle dem, der har været medlem af et fitnesscenter før. For så at lade medlemsskabet blive helt støvet til. Sådan en er jeg har jeg været. Mange gange. Senest, jeg var medlem - af samme center, som jeg er nu, må jeg lige tilføje - var før, den ældste blev født. Faktisk husker jeg, at jeg, da jeg særdeles højgravid vraltede ned for at melde mig ud, blev mødt af Meget Trænet Type, der ikke kunne se, hvorfor jeg ville melde mig ud, når jeg bare kunne sætte mit medlemsskab på pause, og selv ivrig gestikuleren til min kæmpemave kunne få ham til at mene noget andet. Han havde formentlig en pointe, men gav mig kun endnu mere lyst til at melde mig ud, så det gjorde jeg - og jeg har aldrig set mig tilbage. Før for en måned siden, hvor jeg midt i arbejdsorkanens øje i dén grad trængte til noget, der kunne få mig væk fra skærmen og ud af hovedet. Så i et anfald af ‘I can do this’ meldte jeg mig ind igen, og selv om første gang var tåkrummende akavet (tænk indfiltrede lemmer i maskiner og vælten over sig selv i forsøget på at gå i et med væggen), er jeg kommet stærkt igen. I en grad, jeg ikke havde troet det muligt. For at eksemplificere kan jeg berette, at jeg ganske frivilligt satte vækkeuret til 05.45 i morges. For at nå over og træne, før resten af familien stod op. Og som sagt så gjort. Faktisk har jeg - og nu blærer jeg mig, sorry! - trænet 19 gange, siden jeg blev medlem for halvanden måned siden. Jeg er øm i benene og så træt om aftenen, at jeg nærmest ikke kan holde mig vågen, når jeg putter ungerne, men mit overordnede velvære er skudt i vejret med mange procenter. Desværre smider man ikke de der uklædelige 5-7 hyggekilo overnight, men jeg tænker, at velværet er første skridt - så må resten komme senere. Og indtil da undres jeg videre over, hvordan jeg pludselig er blevet Sådan En, Der Træner. (Og nej, jeg tror ikke, det skyldes en fyrreårskrise, for alderen har jeg faktisk ikke haft krise over (endnu). Måske fordi jeg stadig føler mig som en 25 årig indeni - i hvert fald de dage, hvor jeg ikke føler mig som en på 400).

Jeg kunne fortsætte i evigheder - jeg sagde jo, at der var sket meget - men arbejde, I ved. Over ’n out herfra. Måske for et par måneder, måske for et par dage. Det ved man - jeg - aldrig …

tirsdag den 4. september 2018

... et halvt år senere


Nå. Så gik der da lige et halvt år plus det løse, hva’? Men altså, jeg er her stadig *støver godt af i hjørnerne, fanger vindhekse og jager edderkopper på størrelse med cd’er ud af blog-præmisserne*. Agtigt.

Det kunne være spændende, hvis jeg kunne fortælle, at jeg i mit halve år væk havde realiseret mig selv / tabt mig 57 kilo / gennemført en Ironman / gået Caminoen, men det kan jeg altså ikke. Eller - det kan jeg godt, men sådan noget kaldes at lyve, og det er ikke alle, der er fans af det. Mig selv inklusive.

Til gengæld kan jeg berette stolpe op og ned om en hverdag, der futter lige så stille derudaf. Om børn, der nu går i første (!) og tredje (!!) klasse, om et arbejde, der har grebet lidt om sig (og nej, jeg brokker mig ikke, for det må man ikke, når man er selvstændig, men der er travlt!), og om at vi er nogen, der er kommet til at love vores børn en hund i et svagt øjeblik. Men det ville blive langt, så det undlader jeg.

Jeg kan også underholde med, at sommerferiens absolut sidste weekend blev tilbragt på koloni med Yngstebarnets klasse (jeg var med til at planlægge kolonien, og man kan mene, at jeg næste år måske lige kunne tjekke op på, om sommerferien overhovedet var slut, før jeg lagde mig fast på en dato). Men tænk engang; det viste sig at være en fantastisk måde at kickstarte klassens fællesskab på - de søde sommerunger, der ikke havde set hinanden en her lang, varm sommer, havde en fest, og vi så dem nærmest ikke i de 24 timer, vi var af sted. (Og så kan vi da i øvrigt lige fortsætte fortællingen med, at vi snart skal af sted med Ældstebarnets klasse også. Bare hvis nu vi manglede noget at lave i weekenderne).

Sommerferien kunne også være oplagt at beskrive. Jeg tiltuskede mig hele 4 uger, hvoraf de tre var helt og aldeles mail- og SoMe-fri, og den fjerde kun var præget af ganske lidt internetteri. Det kan i dén grad anbefales, hvis man til daglig er sådan en, der sidder ræddi meget foran computeren - lige som mig. Vi nød livet i fulde drag i hhv. Italien, Tyskland, Sverige og Danmark (alle steder var i øvrigt lige varme - Danmark måske et par grader varmere. Helt skørt), men hvorfor gøre en lang historie endnu længere, når en ganske kort opsummering også kan gøre det: Det var varmt. Det var skønt. Jeg vil af sted igen!

Der er altså nok at tage fat på, men jeg vil skåne jer for de dødehavsruller, der ville komme ud af det. I stedet siger jeg bare hej, sådan helt stille. Jeg håber, vi læses ved snart igen. 

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...