Noget om at vide, hvornår man skal tie stille

Hørt/sagt over aftensmaden:

Ældste: Må jeg godt få noget smør på min bolle?

Mig: Yes. Men det er en selvhenter.

Ældste: Okidoki, så henter jeg smør til min lille ven, bollen. Den hedder Bolsen.

Mig: Huh?

Ældste: Ja, bollen Bolsen. Den er min ven.

Mig: Nååhhh! En lille bolleven!

HDD: ...!

Mig: Eller, altså ...

Ældste og Yngste: Hvad?

HDD og mig: Ikke noget!

FFS, altså. Nogle gange ville det ikke gøre noget, hvis jeg tænkte, før jeg talte. Bare lidt.

Noget om at få et par på opleveren

Der har været tryk på på oplevelsesfronten i den forgangne måned. Det er formentlig helt tilfældigt, at alle oplevelserne har stået i kø her i foråret og forsommeren - ting har det jo med at klumpe sig sammen - men måske hænger det også bare en lille smule sammen med, at det netop var i foråret, at jeg lancerede min nye blog, Everyday Exploring, der har fokus på oplevelser i hverdagen.

Lang historie kort, så oprettede jeg den nye blog, fordi jeg, forkælet, som jeg er, følte, at jeg trængte til at opleve noget. Proportionalt med, at ungerne vokser, så gør min hungren efter oplevelser det også, og jeg tænkte, at et øget fokus på de oplevelser, der indgår i min hverdag allerede, måske kunne hjælpe lidt på oplevelsestrangen. I ved - se sådan helt sort på hvidt, at jeg rent faktisk allerede oplever en del. Bloggen har endnu ikke helt fundet sin form, og jeg skal også lige vænne mig til at skrive på engelsk, men jeg er fortrøstningsfuld og synes, det er et sjovt projekt. Og dét er jo første skridt på vejen. Indtil videre har bloggen vist ret præcist én følger, som ikke er mig, men på Instagram (@everydayexploringdk) er der lidt flere, der følger med. I er naturligvis velkomne begge steder, men der er ingen tvang :-)

Nice!

Aperol, s'il vous plaît

Splish splash - Promenade du Paillon

Her har jeg engang boet. For 13 år siden ...

Nå, tilbage til oplevelserne. Sidst jeg skrev herinde, var det om Yngstemandens og min tur i Legoland. Siden da har jeg været på tre dages venindetur i Nice, Kristi Himmelfartsferie i vandkanten på Fyn og til Heartland Festival i den netop overståede Pinse. Det vil altså sige, at de sidste mange weekender har været fuldt bookede, og den bliver den kommende weekend også. Her skal ungerne og jeg til Sverige med Farmor fra fredag til lørdag, og så skal vi besøge Mårfar søndag. Derefter har jeg et møde i Oslo, masser af sommerafslutninger i skole og til fritidsaktiviteter, og så varer det ikke længe, før det er sommerferie. Hvor flere oplevelser står i kø, så måske jeg ender med at få lysten til oplevelser helt stillet? Nah - jeg tillader mig at tvivle. Lige nu har jeg det som en fisk i vandet og føler mig meget heldig over, hvor meget spændende jeg har fået lov at opleve. Også selv om der er tryk på.

Raps i lange baner

Danske jordbær i næsten lige så lange baner

Smukkeste vandkants-Fyn

Udsigt fra terrassen

Fætre og kusiner <3

Storebæltsbroen i blødt aftenlys

Heartland <3

Den næste - helt nære - oplevelse bliver, at legegruppen skal med hjem i dag. Tre børn ud over mine egne to. Og for ikke at risikere, at yngstemand bliver en lille sabotør, kommer der også en legekammerat med hjem til ham. Et barn fra eller til gør vist ikke den store forskel, når vi er oppe på dén mængde børn ...

Noget om maj

Maj har vist sig at være travl i år. Ikke på arbejdsfronten, men på alt muligt andet-fronten. Således har jeg på nuværende tidspunkt allerede været tre dage på Bornholm og to dage i Legoland (med den yngste - det var der, hans selvvalgte Jeg Skal Snart Begynde I Skole-tur gik hen. Hvor Ældstebarnets gik til Paris i sin tid. Akkeja, sådan er de jo så forskellige, de små).

Man ved, man er godt gift, når gemalen kommer hjem med ovenstående snackpack til turen, dagen inden man skal af sted

Bornholm <3

Dertil kommer den tid, jeg har brugt på at have dårlig samvittighed over at skulle i Legoland med den yngste, når nu den ældste ikke skulle med - det var som om, det var lidt nemmere at tage af sted med den ældste for to år siden, hvor den yngste ikke kunne være mere ligeglad med, om vi skulle til Paris eller bare en utrolig lang tur i Netto; han var tre og rodede primært rundt i bunden af Maslows behovspyramide. Der er det helt anderledes med en otte-årig, som har bevæget sig noget op i lagene af pyramiden og udmærket er klar over, hvad hun går glip af - og i øvrigt er helt fint i stand til at google 'Piratværelse', bare for at gnide salt i sit eget sår. Men alle overlevede heldigvis, og yngstebarnet og jeg havde en fest på førnævnte piratværelse. Og i Legoland, naturligvis. (Og nu er den yngste så muggen over, at Ældste og HDD fik sushi, mens vi var væk. Det ville han også gerne have haft, forlyder det. You can't win!)

Piratværelset. Yngstemanden var pænt begejstret!

Ninjago-legeplads i Legoland Holiday Village. Instant yndling!

Erfaren safaribils-chauffør

Dårlig samvittighed eller ej, så er der noget helt særligt ved at få lov til at have sine unger på tomandshånd en gang imellem. Der er en helt anden ro og tid til tingene, når det kun er et barn, der skal tilgodeses. Og så er det faktisk også meget rart lige at nå at savne hinanden lidt. (Også selv om der gik lige lovlig meget savn i den denne gang, da jeg kun lige nåede hjem og vende fra Bornholm, før jeg skulle videre til Legoland).

Derudover har vi haft en konfirmation og en niece-fødselsdag at se til, og inden længe skal jeg på venindetur til det store udland - bare en weekend, 'ing - og så er der jo også lige planlægning af skolekoloni, informationsmøde til forældre til børn, der skal starte i skole (ikke om jeg fatter, at jeg snart er mor til TO skolebørn!) og, nå ja, arbejde, hvor jeg er ved at ruske lidt op i tingene, så der kommer til at ske lidt nyt. Det står derfor lidt småt til med både tiden og ordene herinde. Jeg ville bare lige tjekke ind og sige hej.

Så. Hej!

Noget om at være stolt (#morpral forude)

Der er mange gode ting at sige om weekenden og i dag, den uventede fridag (ja, uventede. Det er som om, det kommer bag på mig hvert år, at landet sådan lukker ned d. 1. maj. Så det var kun fordi, jeg tilfældigvis overhørte nogen tale om det til afslutning i børneren i torsdags, at jeg ikke stod klar til aflevering med madpakke og kæmmet Yngstebarn i morges), hvor foråret endelig er stoppet med at spille kostbar, men jeg skal gøre det kort og udelukkende holde mig til pralerierne:

*Ældstebarnet har været til sit første fodboldstævne og scorede alle tre mål i en af hendes kampe. Stolt fodboldspiller. Pavestolt far, som heppede på grønsværen. Mega-stolt mor, der heppede via sms fra legepladsen, hvor jeg befandt mig med Yngstebarnet.

*Yngstebarnet gik 5 km sammen med mig forleden. Godt nok i etaper med legepladsbesøg (hvor han heller ikke just sad stille) og ispause indlagt som pauser, men 5 km! Det tror jeg nærmest aldrig er sket før, og jeg ved ikke, hvem der er mest stolt - ham selv eller undertegnede.

*Der er kommet elevplaner for ungerne i 1. klasse, og Ældstebarnets er så flot, at jeg nærmest rødmer. Selv om jeg ikke har noget at rødme over overhovedet - det er jo udelukkende skolebarnets fortjeneste. Men Mor Er Stolt Alligevel.

*Yngstebarnet har lært at læse (se, hvor nonchalant, jeg lige fik smidt dén ind. Selv om jeg har lyst til at råbe det ud over hustagene). Bare sådan. Han har interesseret sig for bogstaver længe (og har i en rum tid bekendtgjort, når han skal ud og lave "L, O, R, T" (tak for dét!), men fra 'bare' at være interesseret og kunne genkende vores navne på skrift og 'ko' og 'nej' og 'tak' og videre i dén dur, har han simpelthen knækket læsekoden. Og kan nu læse for os i Søren og Mette. Det er simpelthen så kært, og både HDD og jeg er ved at revne af stolthed. Jeg er ikke sikker på, at han helt selv har forstået, hvor stor en verden, der er ved at åbne sig for ham, men han synes, det er sjovt - vist mest fordi han kan se, hvor meget på r*ven, HDD og jeg er over det.

Og det var vist også dét for denne weekend. Hvis man altså ser bort fra alle de små ting, der gør en stolt på daglig basis, som når ens unger deles om popcornene i stedet for at slå hinanden ihjel, når de ligger sammen på madrassen og enes om fjernbetjeningen, og når de giver en et kram 'bare fordi'. Men for, at det hele ikke bliver for pladdersødt, kan jeg, som modvægt til al stoltheden, berette, at vi i dag har spist is og popcorn til frokost (det var det, eller churros - Fælledparken 1. maj, I ved), og at ungerne allerede nu, først på eftermiddagen, har fået al for meget skærmtid. Bare så ingen tror, at vi går rundt og bliver helt über-mensch-agtige her på Østerbro. Balance i tingene, I ved ...

Noget om sætninger, jeg aldrig havde troet, jeg skulle sige

I min efterhånden otte år lange morkarriere har jeg ofte ytret sætninger, jeg aldrig i mit liv havde forestillet mig, skulle komme over mine læber. Alene i den seneste uge er det blevet til følgende:

*"Nu tror jeg altså også, at du har spist dig gennem den mængde lynlåse, du skal, lille skat" (til Varanen i børnehaven, da han gik til bekendelse omkring, at han måskeeee var kommet til at gnaske lidt i lynlåsen på den nye overgangsjakke. Efter at have spist sig gennem lynlåsene på både flyverdragt og vinterjakke også)

*"Vi bliver nødt til at vente lidt, skat. Det er ret svært at læse, samtidig med at jeg laver kødboller" (da Varanen insisterede på at få læst Anders And-historier højt, mens jeg var ved at lave boller i karry til forestående legeaftale)

*"ER det virkelig nødvendigt at tage din mad med ud på toilettet?" (Ja. Også Varanen)

*"Jeg har opgraderet din kaffemaskine og dine burgerboller, så de ser anderledes ud, og så har du tjent 5 diamanter" (til Varanen, efter jeg havde fortabt mig i hans Burger Fever-spil. Det er forbavsende vanedannende)

*Jo, du kan tro, jeg så du løftede palmen. Helt op i luften. Og smed den igen. Du er godt nok stærk. (Don't ask. Noget med børnehaveafslutningen og et stærk mand-nummer)

Jeg har formentlig sagt meget andet underligt - også til den ældste, selv om mærkeligheden i vores samtaler aftager proportionelt med, at hun bliver ældre - men ovenstående var lige, hvad jeg kunne komme i tanker om her, mens jeg faktisk burde arbejde.

Nu vil jeg gå tilbage til dagens dont, heppe på tørrere vejr forud for dagens familiebesøg (som vaskeægte bybo cykler jeg jo til alt, og man kan godt nå at blive pænt våd på sådan en 7 km cykeltur, hvis regnen ikke slapper lidt af) og legeaftale og glæde mig over, at det var i går, vi var til udendørs afslutning med optræden for de store børn i børnehaven (Yngsten stopper ikke endnu, men det gør de fleste andre store), hvis det skal blive ved med at regne sådan. Og så skal jeg nyde aprilstilheden, før stormen - min maj bliver hæsblæsende med alt for meget i kalenderen, så jeg læner mig lige lidt tilbage og forsøger at få det store overblik.

Rigtig god weekend, derude.

Noget om overgange

Advarsel: Sponsoreret indhold forude

Jeg skylder jer et mere udførligt indlæg om brylluppet i begyndelsen af måneden, og selv om man godt ud fra titlen på indlægget her kunne foranlediges til at tro, at dette var sådan et - overgang fra kærester til ægtefolk og alt det der - så er det altså ikke tilfældet.

I stedet for skal vi tale lidt om overgangen fra vinter til forår. Og den påklædning det kræver. Spændende, n'est-pas? Jeg siger formentlig det samme hvert år, når vinteren burde have sluppet taget i os og rykket en balde til fordel for foråret, men hold. nu. kæft, altså, vinter! FLYT dig nu!

Vi havde f a n t a s t i s k vejr til vores bryllup! Vi taler bare arme og bare tæer i skoene-kind of vejr. Solskin over hele linjen, usuperviserede børn uden sko udenfor og bryllupsgæster, der var lige meget ude og inde. (Se lige hvor snedigt jeg alligevel fik sneget lidt om brylluppet med). Men nu?! Nattefrost, SNE sgu', og vind så kold som en kummefryser.

Vi vågnede i Sverige til minus 7 graders frost og sne i søndags (skylder også et indlæg om påskeferien), og selv om solen fik så tilpas meget magt i løbet af dagen, at vi kunne nå et smut på stranden, da vi kom hjem til DK, var der stadig godt bid i vinden med blåfrosne fingre (og tæer, i ungernes tilfælde. Nogen smed nemlig både sokker og sko) til følge. Deres vinterjakker var for varme, når de tonsede rundt og spillede frisbee, så de røg af, og så kom de på igen, når der blev leget med sand. Af. På. Af. På. På. Påååå! Tagdennupå!

Pga. det mildest talt ustadige vejr forestiller jeg mig, at jeg ikke er den eneste, der har svært ved at finde ud af, hvad jeg skal iklæde afkommet af overtøj - eller mig selv, for den sags skyld. For mens vanter, uldent halstørklæde og vinterjakke virker fuldt ud fornuftigt om morgenen, er tyndere jakker meget mere på sin plads om eftermiddagen.

Enter termotøj! Punkt 1 i det store, usynlige fælles-manifest: "Du skal iklæde dit barn quiltet termotøj, hver gang temperaturen er en del højere end frost og en del lavere end sommer". Vi har gennem årene haft en pæn portion termotøj fra varierende mærker på trods af småkolde børn ("Du skal lige have en tyk trøje indenunder også. Eller to!") og hyppigt opståede huller på knæ og albuer med frit udsyn til temmeligt ikke-isolerende pladevat. Alligevel er det troligt blevet indkøbt år efter år (det gør man jo?), men efter otte år i mor-branchen er det nu slut.

Det er på tide at søge nye termomarker, og så er det jo så heldigt, at vi (og med "vi", mener jeg børnene) er blevet tilbudt at teste overgangsjakker og -sko. Derfor består dette års overgangstøj af overtræksbukser fra sidste år (som ingen børn gider have på, så jeg tænker, det ene par, vi har, er rigeligt), fine jakker og - som noget nyt på matriklen - overgangssko. Alt sammen fra Reima.

Ældsten i sin Barley-jakke

Yngsten i sin Fleet-jakke med aflynelige ærmer

Yngstens Wetter Wash-sko, som kan komme i vaskemaskinen. 

Ældstens er helt magen til, bare i en anden farve.  

Tøjet ankom med posten forleden (oven i købet bragt af et postbud, der ønskede mig en velsignet dag. Det er ikke ofte, nogen ønsker mig det. I hvert fald ikke højt) og blev pakket ud under skarp bevågenhed fra ungerne. De havde selv været med til at vælge model og farve på både sko og jakker, og de syntes heldigvis, at produkterne var lige så fine live, som de var på computeren. Yngstebarnet mente faktisk, at det hele var så fint, at han forlangte at få skoene på med det samme, selv om vi havde det ene ben ude af døren på vej til Leg og bevægelse, og alle på holdet skulle selvfølgelig se nyanskaffelsen. Det viste sig, at skoene var meget hurtigere, end hans eksisterende sko, så dér var vi heldige ... :-) Og så er de nemme at tage på - et stort plus i min bog, når man han en 5-årig, der ellers godt kan synes, at det kan være liiiiidt hårdt selv at komme i (fod)tøjet.

Jakkerne virker til at holde begge unger godt varme, på trods af den kolde vind, så det satser vi på fortsætter. Helt indtil denne overgang til foråret er gennemført gnidningsfrit, og det igen bliver tid til bare arme.

Produkterne er modtaget til test, men alle ord og meninger - og billeder - er som altid mine egne.

Når alt er love

HDD og jeg har været kærester i lang tid efterhånden. Hele 10 år og to måneder, faktisk. En dejlig tid fyldt med gode oplevelser, latter og masser af kærlighed, og sådan havde jeg egentlig forestillet mig, det skulle fortsætte længe endnu. Resten af livet, faktisk.

Men i lørdags stoppede HDD og jeg med at være kærester - vi blev nemlig gift!

Så nu er jeg altså en kone. Eller en hustru. Eller en kran, som HDD foreslog i går. (Nej. Bare nej). Oven i købet en glad en af slagsen, der stadig er glad i låget over den bedste dag og weekend overhovedet.

Solen skinner, foråret er kommet, og alt er love ♥

Den smukkeste buket til den vordende brud - hjembragt af HDD

Ungernes kridt-skriblerier udendørs i søndagens dejlige vejr. Der må have været kærligheds-vibes i luften ;-)