onsdag den 17. december 2014

Dugen og julen


Jeg har købt en dug i dag. Nåja, jeg har også købt løg, mælk og smør (og noget sygt nedsat julepynt), men nu skal vi snakke lidt om dugen. Ikke fordi den er specielt fancy eller noget – det er såmænd bare noget jaquardvævet (hvad ER det?!) gråt halløj med noget diskret stjernemønster, men det er en dug. Min eneste dug, hvis man ikke tæller den temmelig malingplettede vokssag frem, som ligger og hygger sig sammen med ungernes lidt vildere kreaudstyr.

Ja, hej. Jeg er så sådan en, der ikke bruger duge. Nogensinde. Så derfor er denne, min første dug, nu udråbt som noget særligt.

Jeg har ikke købt den, fordi den ’bare var så fin, og jeg slet ikke kunne lade være med at købe den’ (det er nemlig gået ret fint i 36 år IKKE at købe en dug, uanset hvor fin eller ufin den så end har været) – jeg har købt den, fordi den skal på bordet juleaften. Eftersom juleaften skal holdes hjemme hos os selv i år. Og ligesom dugen er dét en første gang.

Som vi alle ved, bliver man jo først sådan rigtig voksen, når man selv har jongleret juletræ, and, ris à la mande (ja, jeg ved godt, at man ifølge dansk retskrivning gerne må skrive ’risalamande’, men jeg nægter!) og gaver. Nogle ville måske mene, at det i en alder af 36 er ved at være på tide – både det med at blive voksen og lære at jonglere med julen. Men det har passet os fint indtil nu at være hos HDDs og min familie på skift. Nu skal det imidlertid være. Børnene er blevet så store, at vi gerne vil til at etablere vores egne juletraditioner, så det gør vi. Og Mårmor og Mårfar, trOldemor og Familien fra Bryggen (uden Linse) kommer og hjælper med at etablere dem. Det skal nok blive rigtig godt – ikke mindst fordi jeg har afværget en potentiel andekatastrofe ved at udlicitere lige netop dén del af madlavningen. (Og ris à la manden også, i øvrigt, såeh …)

Jeg har ikke et billede af dugen, så I får et af Rundetårn i stedet

Undermålerne har skrevet brev til julemanden sammen med Mårmor, og rygtet vil vide, at de begge ønsker sig en Elsa-kjole (det var det, jeg sagde – Frost hitter big time hos os for tiden). Men selv om jeg synes, at alle børn kan lege med alle slags legetøj, tror jeg nu alligevel, at vi nøjes med en Elsa-kjole til Ældstebarnet og så i stedet går efter det Olaf-kostume, som Yngstebarnet også ønsker sig. Så kan han prøve Ældstens Elsa-kjole, og ønsker han sig den stadig brændende, må han få en senere.

Ældstebarnet ønsker sig i øvrigt også et eller andet Torneroseslot fra Lego og en dolk. Og en sav (”En RIGTIG sav, mor!” #detbliveretnejherfra). Og en sminkedukke (!?), så der er lidt at vælge imellem. Ud over Frost-kostumerne ønsker Yngstebarnet sig et Batman-kostume (what’s with the dressing up?), en Olaf-bamse (LILLE. IKKE stor. Som den jeg allerede har købt (men ikke givet) til ham endnu. Bloody typisk) og en kringle. En rigtig kringle, tilsyneladende, og desværre ikke en pretzel, som vel til nøds kunne indgå i legekøkkenet, når den bliver tør nok. Næh nej – ”sådan en med marcipan og kage”, befalede drengen, så det må vi jo se på. Ikke, at man behøver at få alt, hvad man ønsker sig, men jeg synes næsten, det skal honoreres, at han har puttet noget med remonce på ønskesedlen.

Strøget i juletøj 

Som de sidste mange år er det primært børnene, der får gaver juleaften. Vi voksne kan også være bange giver gaver parrene imellem, og så har vi hver trukket et navn på en, vi skal give en gave. Således skal jeg fx give min svigerinde en gave, HDD skal give min mor og så fremdeles. Det giver en dejlig ro i en ellers travl december, at man ’kun’ skal stå for gaver til et par stykker (som alligevel ender med at løbe op i 6 børn og 5 voksne, når man også tæller HDDs familie med), og samtidig passer det den slunkne pengepung aldeles glimrende. Hvis man tror, at gavepolitikken gør, at gavebunkerne under træet bliver lidt smålave, så kan man i øvrigt godt tro om. Om det er fordi alle lader sine uforløste gavegivertendenser gå helt amok, når det gælder gaveindkøbene til børnene, skal jeg lade være usagt, men jeg er ret sikker på, at ingen børn vil blive skuffede, når de ser gaverne under juletræet.

… Og apropos juletræ, så skal vi jo egentlig også have sådan et (og et tæppe til at lægge under det. Og en juletræsfod. Argh!). Det er vi ikke lige nået til endnu. Meningen er, at vi skal ud og fælde det (endnu en first, hvad angår julede ting i mit voksenliv. Ikke i mit børneliv, hvor hele villavejen hvert år var ude og fælde juletræer i vores nabos plantage. Men det er en anden historie), men lad os nu se – og ellers har jeg hørt, at de sælger nogle vældig fine træer ret tæt på, hvor vi bor. Bare nu, hvis det er …

fredag den 12. december 2014

Decemberhygge


Når man har hold i ryggen på anden dag (av for s*tan), har så travlt, at man næsten ikke kan overskue, at der er ferie om en uge – en uge, seriøst: Det er jo lige om lidt! – og det tisøsregner udenfor (og man snart skal hente børn. På cykel), så må man gerne overspringshandle lidt. Man BØR ikke, men man MÅ gerne.

Så hej blog, min kære overspringshandling. Hej indlæg om decemberhygge, mørke morgener, stearinlys og julekalendere (ja, i flertal). Om julesokker, drillenisser og barnetro på julemanden. Bare hej.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker december og julen generelt, og det er kun blevet værre (bedre?), efter jeg fik børn. Hvis der er noget, der kan give en den barnlige glæde over julen tilbage, så er det - sjovt nok - børn. 

Under den Linden

At have ungerne med til Berlin, hvor der i sandhed bliver julet igennem, var intet mindre end magisk, og at få lov til at drille-hygge med nisserier og gaver i julesokken (fra nissen, selvfølgelig) derhjemme er et privilegium, jeg skatter særlig højt i år. Jeg er nemlig alvorligt bange for, at det bliver det sidste år, hvor Øglen tror på det sådan for alvor. Der har allerede sneget sig en anelse skepsis ind i hendes stemme, når talen falder på drillenissen, omend hun elsker at se, hvad han har lavet af ballade om morgenen, når hun står op, og var fuld af ærefrygt, da nissedøren og diverse tilbehør begyndte at dukke op et par dage før 1. december. Varanen er ikke helt så benovet, men han kan klart fornemme på sin søster, at det her er noget helt særligt - og han har (nok netop derfor) da heller ikke forsøgt at splitte nissehulen ad endnu. Og gavekonceptet er han helt nede med. Heldigvis fandt jeg ud af, som I måske har set på Instagram, at appen Santa Spy Cam er umådelig effektiv til at slå enhver nisseskepsis hårdt ned med. Efter jeg har vist den til ungerne, er der ingen tvivl i Øglens sind om, at vores nisse findes. Og er grøn. Og hvis Øglen siger det, tror Varanen på det. Nemt. Så jeg elsker, at barnetroen stadig er nogenlunde i behold.

Juletræ af Ritter Sport-chokolade. Følte mig svært fristet til at tage et par af de lilla nederst, bare for at se, hvad der ville ske ...

Julemarkedet på Potsdamer Platz

Fordi der er så mange gaver, begivenheder, sukkerstads og nisserier i december, havde jeg frygtet en måned, der ville bære præg af en mere-mere-mere-agtig mentalitet fra ungerne. Men selv om vi ikke er i mål endnu, synes jeg, det går forbavsende godt. De får en lille gave i julesokken hver morgen (og er, som nævnt, fast overbeviste om, at det er nissen, der har den med) og har indtil videre være meget glade for det relativt beskedne indhold (klistermærker, mal selv-kopper, glimmertusch, bøger, mv.), som de har leget temmelig meget med. Vi prøver at stå op i ordentlig tid hver morgen, så der er tid til at hygge ved morgenmaden, tænde stearinlys (vi er så nået til 2. december på kalenderlyset. Ahem), kigge på kalendergaverne og høre julemusik – og så læse dagens bog fra Pixi Julekalenderen, som de fik sidste år før vi tager hhv. i børnehave og på arbejde. Bøgerne var med i Berlin, men det var kalenderlyset tydeligvis ikke, så vi må lige oppe os lidt på den front.

Hvad angår julekalendere, så foretrækker begge unger Jullerup Færgeby, om end Varanen finder det NOGET langtrukkent, at ham der fiskergutten synger hele tiden. Og jeg kan ikke rigtig bebrejde ham – forleden blev der sunget 7,5 minutter ud af de 16, afsnittet varer. I streg, vel og mærke. Riiiimelig kedeligt, selv om jeg ikke husker det sådan fra min barndom. Men dengang var der selvfølgelig heller ikke en trilliard forskellige julekalendere at zappe imellem … Øglen er også ret vild med Tidsrejsen (vi kan ikke se TV2, så Pyrus er ikke en mulighed), så vi ser dem begge. Selv om vi napper Tidsrejsen fra iPad’en – kl. 19.30 er lige sent nok, når Varanen (påstår han) også gerne vil se med. Alle sammen siddende i sofaen; gerne med dyner og små øjne lige inden puttetid.

Mariakirche og Fernsehturm 

Jowjow, trods regn, kulde og mørke, så er december skam ganske hyggelig indtil videre, synes jeg. Selv om jeg ikke helt fatter, hvor den er blevet af. Og nu vil jeg tage mit hold i ryggen og begive mig ud i styrtregnen. Og messe "dererkunenkilometerhvervejdererkunenkilometerhvervej" hele vejen over til børnehaven og retur. Neglene er lakeret røde, og i aften kommer Farmor for at babysitte - og jeg skal til julefrokost. Så der er jo ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget! God weekend!

onsdag den 10. december 2014

Ohøj!

Trods alverdens gode intentioner er der nu gået næsten en måned, siden jeg sidst har skrevet et indlæg her på bloggen. Højst usædvanligt, men jeg har haft brug for pausen - og ikke kun fordi samtlige af mine ord er blevet brugt i arbejdsøjemed.

Jeg savner imidlertid bloggen; at bruge den som ventil for hverdagens mange glæder, sorger, genvordigheder og pudsige episoder - og særligt dens funktion som digital hukommelse - nu, hvor den analoge er hullet som en schweizerost pga. travlhed, afbrudt søvn og ganske almindelig glemsomhed. Og alder, måske?!

I sidste uge havde Ældstebarnet en veninde med hjemme fra børnehaven. Vi bagte peberkager, og jeg freestylede med stempelbogstaverne fra Tiger. Det ser ret fint ud på ubagte kager (som her). På de bagte ... not so much. Men hvad de ikke har i udseende, har de til gengæld i smag. Synes i hvert fald, jeg slap vældig godt fra at putte pænt meget sort peber i ud over de øvrige krydderier ...

Indlæggene jeg kunne have skrevet, er mange. Vi har bl.a. været på bage-knase-weekend hos Mårmor og Mårfar med kusiner, onkel og tante. Hvor alle ungerne legede og hyggede (bortset fra Varanen, der er den mindste - og i øvrigt den eneste dreng - så han måtte ikke være med. Men så solede han sig til gengæld i udelt voksenopmærksomhed). Vi har bagt honningkager og lavet juledekorationer hos Farmor med fætre og onkler og tanter fra HDD's side af familien. Jeg har brunchet den med skønne damer fra min gamle mødregruppe - næsten uden børn. (Uden mine børn. Så jeg fik spist pænt meget). December er kommet - og det er drillenissen og julesokkerne også - med al den hygge og magi, der nu hører sig til. Kalenderlys, julemusik i morgenmørket, hyggelige lege reptilerne imellem, osv. Men for at det hele ikke skulle drukne i idyl og pebernødder (hvis altså jeg havde skrevet ovennævnte indlæg), ville jeg kunne supplere med et indlæg om hjernedød travlhed på jobbet for både HDD og jeg (typisk, at det lige skal falde sammen); hasteopgaver, der helst skal være færdige, dagen før de bliver bestilt, logistikproblemer, lange aftener, psykopatlang transporttid og meget mere. Bare, så der er balance i tingene, forstås ...

Hej december, kalenderlys (Yngstebarnet står bag dekorationen) og Pixi Julekalender. Som stadig er hyggelig i år, på trods af, at den er en genganger fra sidste år. Begge unger glæder sig i hvert fald til den daglige historie, som i december træder i stedet for Morgenmadsbogen.

Nissen er flyttet ind ved siden af havedøren. Ældstebarnet har givet ham en grankogle. Yngsten har tegnet en tegning til ham, og den høflige nisse har hængt den op.

Enkel og sukkersød adventskrans (og bare rolig - vi har fået brændt lidt af to af lysene)

Dørkrans - af den ufriserede, skæve slags ...

Skulle jeg løbe tør for ting at skrive om #fatchance, kunne jeg altid tage fat på den endeløse række af guldkorn og sprogblomster, der kommer fra undermålerne - "Se den halvfirser-bil, mor!" er blot ét ud af mange udtryk, jeg har smilet af på det seneste. Sammen med Varanens seneste påfund med at være stolt af en på de mærkeligste tidspunkter - mest aktuelt, da han forleden proklamerede i børnehaven, at han var så stolt af sin pædagog, fordi hun lavede pandekager over bål til den alle sammen. "Så du skal have en kysser og krammer!", afsluttede han angiveligt. Behøver jeg at sige, at den søde pædagog var smeltet helt og aldeles, da jeg kom og hentede ungerne? Eller at han, efter at have læst nogle m e g e t pædagogiske biblobøger, pludselig konstant henviser til, hvor høflig han er. Selv om vi ikke altid er helt enige om definitionen af høflig. På trods af førnævnte m e g e t pædagogiske biblobøger.

Jeg havde faktisk også planer om - før december begyndte - at skrive et af de hyggelige "I december vil jeg ..."-indlæg, men det virker pludselig lidt omsonst, eftersom første halvdel af måneden næsten er forbi. Så det slipper I også for.

Men HVIS nu jeg havde skrevet et sådant indlæg, ville vores juletur til Berlin have stået bøjet i neon og blinket på lige linje med juleaften. Vi kom hjem i søndags, og fra oprindeligt 'kun' at skulle have været af sted i 4 dage, besluttede vi at skride fra al travlheden og den daglige trummerum en dag tidligere. Det må man godt, når man har haft alt alt for travlt på det sidste og trængte til at være sammen - væk fra bunker af vasketøj, rod og uendelige to do-lister. Og ved I hvad? Det var fanTAStisk! (Også selv om jeg havde computeren med og arbejdede en smule). Men mere om det i et andet indlæg. Som jeg forhåbentlig får taget mig sammen til at skrive på denne side af 2015 ...

søndag den 16. november 2014

Hej weekend. Farvel weekend.

Den seneste uge har været travl. FOR travl. Med alt for lange dage for både børn og voksne. Og det fortsætter en tid endnu, omend vi har tilkaldt Farmor-kavaleriet til et par dage i næste uge, så ungerne ikke behøver at være så længe i institution, som det har været tilfældet i denne uge.

Classy morgenmad på farten. Ingen pæne Liebe-kopper til mig, men McD-koppens indhold gør det nu ganske godt alligevel ...

Jeg ved godt, at den travlhed, vi gennemgår nu, formentlig ikke er stort anderledes end den, de fleste andre familier oplever på nærmeste hold hver dag - uden bagkant - men når man som os i lang tid har levet på en væsentligt roligere måde, så er det altså noget af en rude awakening. Og ingenlunde det vi købte ind på, da vi besluttede os for at lægge livet og hverdagen om efter min barsel nr. 2. Heldigvis er det bare midlertidigt. Og skyldes for min part nye og spændende ting på jobbet, som forhåbentlig kan bringe andre nye og spændende ting med sig. Og den slags er værd at investere i, trods alt. Også selv om tid er en af de mest dyrebare investeringer overhovedet, hvis man spørger mig.

Den smukke smukke skov ved Furesøen. Ren lise for øjnene efter en travl uge

Travlheden i hverdagen har betydet, at weekenden har været af den rolige slags. DisneySjov, Frost (som for alvor er blevet et hit hos reptilerne. Totalt last mover-familie), besøg hos Farmor, gåtur i skoven (begyndte idyllisk nok med legende børn og endte med skrupsur Varan, der hverken ville det ene eller det andet. Så meget for min vision om legende børn i skovbund og de voksne, der lo muntert), kagebagning, middag med gode venner, løbetur og dyp ved og i Furesøen (brrrr!), saven brænde i haven (yessir! Bålfadet skal gløde hen over de kolde måneder, og det skal vores milliarder af (uopskårne) hasselgrene bidrage til), simremad og generel opladen til en ny uge med knald på. (Opstillet på den måde lyder det overhovedet ikke som om, vi har slappet af, men det har vi, og det har været skønt!)

Kold og grå Furesø i morgendisen (som viste sig at være heldagsdis) ...

... men jeg KOM i.

Bøgebladstryk med ungerne 

Jeg har oven købet stået på hovedet i skaber og har gravet min særdeles forsømte symaskine frem og - hold nu fast! - upcyclet en af Øglens kjoler. Fik idéen hos Sysleren for nogen tid siden, men har først taget mig sammen nu. Når det gælder syning, rider jeg i dén grad ikke samme dag, som jeg sejler. Om overhovedet. Nu passer kjolen igen, Øglen er glad, og jeg kan proppe maskinen tilbage i skabet med god samvittighed.
Kjole før, under og efter. Resultatet er lidt skævt (sådan er det, når knappenåle er en by i Rusland herhjemme), men Øglen er glad, og det er det, der tæller

Og nu. Kaffe. Og noget serie-noget. Mens jeg krydser fingre for, at blæsten ikke hugger vores tag. Det går vildt for sig udenfor lige nu, kan jeg høre. Lad os håbe, at vinden lægger sig, før det igen går løs med fire (f i r e) timers transport for mit vedkommende. Og at efterårsvejret ikke er kommet bag på DSB ...

lørdag den 8. november 2014

Give away med særdeles gode vindermuligheder

... vinderne er fundet og har fået besked via e-mail ...

Mens jeg venter på, at tankemylderet finder ro, og jeg når til en eller anden form for klarhed over, hvad der skal ske med bloggen fremadrettet, kan vi lige snakke lidt om fisk. Til de små.

Bornholms (og nej, det er ikke en slåfejl. S'et skal være der) har begået nogle relativt nye tiltag på markedet for fiskepålæg med navnet Fiskehapser, så det appellerer til børnene - lige som udseendet på produktet også gør det. Det er næppe tilfældigt - fisk er som bekendt sundt, men det er ikke lige os alle, der er så nede med kostpyramiden, at vi får det smækket på middagsbordet ugentligt. Og så er gode råd jo dyre.

Heldigvis elsker begge mine unger fisk - særligt makrel i tomat og torskevogn (heller ikke en slåfejl. Det er Varanen, der bytter r'et ud med et v, og det lyder for kært til at rette) - så en del af deres fiskeindtag bliver dækket derigennem. Imidlertid er det aldrig skidt med variation, så da jeg blev tilbudt at prøvesmage Fiskehapserne (eller - ungerne blev tilbudt at smage. Jeg agerede bare ... ehm .. mundskænk ...), slog jeg de til.

Hapshaps - Fiskehaps

Yngste skud på stammen er helt solgt på begge varianter. Han er generelt temmelig glad for mad, så hans dom kom ikke som den helt store overraskelse for mig. Ældstebarnet er til gengæld blevet lidt mere tilbageholdende, når det gælder ny mad, men hun smagte alligevel. Og kan godt lide varianten med torsk og gulerod. Den med laks var hun ikke så vild med, men hun bryder sig ikke om laks generelt, så det er ikke så mærkeligt. Personligt er jeg også mest til torsk/gulerods-varianten, men jeg må nok tilstå, at jeg helst vil have min fisk som ... fisk. Og altså ikke smørbar. Men til de små kan jeg klart anbefale dem - fx på et stykke ristet rugbrød med grøntsagsstænger til.

Hvis I nu tænker, at I herregerne vil smage Fiskehapserne (eller, at jeres børn gerne vil), har I nu chancen. Jeg udlodder nemlig hele 10 pakker Fiskehapser til - surprise! - hele 10 heldige vindere. En Fiskehaps-pakke indeholder en madkasse og i alt 6 net med hapserne - 3 net med laks og 3 net med torsk/gulerod. Hvert net indeholder 6 hapsere, så der er altså 36 gange fiskepålæg i hver pakke. Og så er det vist også slut med færdighedsregningen for denne gang.

Det eneste, I skal gøre for at være med i lodtrækningen af en masse fiskepålæg, er at lægge en kommentar til dette indlæg. Sammen med jeres e-mail-adresse, hvis du ikke har en blog - så er det 100 gange nemmere at kontakte de heldige vindere. Hvis du har en blog, er du hjertens velkommen til at dele konkurrencen på den, men det er ikke noget must. Du må også meget gerne følge bloggen via Bloglovin' (uanset om du har en blog eller ej), men du må også godt lade være - det styrer du selv.

Jeg trækker de heldige vindere mandag 17/11, og vinderne får besked via mail. Hvis jeg kan finde jer, altså. Så igen - hvis du ikke har en blog, så skriv lige din mailadresse i kommentaren også.

tirsdag den 4. november 2014

Weekenden, der gik

Vejen til færdige arbejdsopgaver er, som alle ved, brolagt med overspringshandlinger, og en af dem må være et let forsinket blogindlæg om weekenden. Som var fyldt med Halloween, søde sager i alle afskygninger, HDDs fødselsdag (= flere søde sager - også i fremtiden, eftersom jeg var så sød at give ham en ismaskine. Med kompressor. Som allerede har været i gang tre - 3! - gange, og som laver sorbet, så englene synger), besøg hos gode venner og et drama om tabte arvesmykker (arj. ArvesmykkE. I ental. Men det andet lød bedre), der (spoileralert!) heldigvis endte godt.

Fredag havde reptilerne deres rasle-debut. De raslede sammen med to piger fra børnehaven og havde en fest - også selv om Varanen ikke var så hurtig som pigerne og kun blev yderligere sinket af hans noget uhandy robotkostume. Men alle var glade og købte totalt ind på konceptet Ring På Et Tilfældigt Hus Og Indkassér Slik. Rasleriet foregik, meget belejligt, på nogle af de nærliggende villaveje, og da klokken blev Disney Sjov, gik vi hjem. Easy peasy og ret så hyggeligt. Især fordi det ikke begyndte at regne, før vi kom hjem.

Jeg har fundet ud af, at jeg er næsten lige så begejstret for Halloween, som jeg er for efteråret. Jeg gik amok med kunstige spindelvæv og andet pynt og synes faktisk, at det er så hyggeligt, at jeg ikke engang kunne hidse mig synderligt op over de to ca. 17-årige piger, der leverede verdens mest livstrætte udgave af "slik eller ballade" og faktisk kun manglede en smøg i kæften for at se mere ligeglade ud. I stedet sendte jeg dem af sted med en stor håndfuld slik. Der kan man bare se.

HDDs fødselsdag forløb stille og roligt. Vi holdt et meget lille selskab i år, og det var både hyggeligt og afslappende (hvilket det også er, når hele familien er her, bare for the record, men HDD orkede ikke det store ståhej i år, og det passede mig egentlig helt fint, at jeg ikke behøvede at lave dobbeltportion af kager og brød og det hele).

Frossen jordbær-cheesecake. Som primært havde udseendet kørende for sig

Søndag lagde jeg ud med at køre en tur til nabobyen for at løbe en morgentur i skoven med min svigerinde og to af hendes veninder. De har en lille 'løbeklub', og HDDs søster var så sød at invitere mig med. Normalt er jeg ikke typen, der løber sammen med nogen, men lige i øjeblikket er jeg typen, der ikke løber overhovedet, så jeg gav det chancen. Og det var simpelthen så hyggeligt. Vi løb ikke hurtigt, men jeg endte med at løbe 7 km - en distance jeg ikke har løbet i over et halvt år. Så det er bestemt ikke sidste gang, jeg har løbet med dem. Og hvem ved - næste gang tager jeg måske oven i købet badetøj og håndklæde med, så jeg kan slutte af med et dyp ligesom d'damer. (#brrrrr)

Hej svane. Ren idyl fra morgenstunden 

Resten af søndagen blev brugt på frokost i Anden Forstad hos gode venner med jævnaldrende børn. Varanen var som sædvanligt eneste dreng (lille stakkel), men han klarede sig - og det hjalp med en tur på legepladsen i det milde efterårsvej (seriøst - det er november, og det var 17 grader?!) Alt i alt en dejlig, idyllisk efterårsdag.

Men. Da vi så kom hjem fra Den Anden Forstad, opdagede jeg pludselig, at jeg havde tabt mit armbånd. Eller - Øglens armbånd, faktisk. Et arvestykke fra 40'erne, som hun fik i dåbsgave af Troldemor, men som jeg fik lov at bruge, til hun bliver stor nok (gad vide hvornår dét er, når jeg er 36 og åbenbart ikke stor nok til at bruge det heller). Låsen har været i stykker, så for nylig fik jeg sat en ny lås i. Hvis kvalitet åbenbart lader en del tilbage at ønske, for det var jo så faldet af. #&#(")#&!

Men. Bevæbnet med en Disney-lommelygte (Øglens. Vi er ikke så ekviperede på outdoor-fronten herhjemme) kørte HDD tilbage til Den Anden Forstad og lyste løs på villavejene. Han har senere berettet, at han følte sig pænt suspekt, men hvad gør det (siger jeg), når han fandt armbåndet? På lille sti, krøllet sammen i lille bunke, der glimtede lystigt i Disney-lygtens skær. Hvor heldig har man lov at være? Både med fundet og med at have en bedre halvdel, der gider tage på jagt efter det tabte arvestykke?

Således genforenet med mit Øglens armbånd blev en dejlig weekend rundet af. Før mandag viste sig grå og regnfuld med alle sine hverdagsagtigheder. OG tidlig café-aftensmad fra Joe & The Juice og et meget opløftende møde. Og pæn kaffe og besøg hos Troldemor, nu jeg tænker over det. Så helt hverdagskedelig var mandag ikke. Overhovedet.

Pæn kaffe på Laundromat 

Og i dag er det tirsdag, og vi er allerede meget tættere på næste weekend, end vi var i går ...

torsdag den 30. oktober 2014

Jeg lærer det tilsyneladende aldrig

Når begge unger er hjemme, og der er lidt for god tid til at drikke kaffe, så er der ballade i luften. Med børn på hhv. 5,5 og 3 burde man tro, at jeg havde lært det nu. Men nej, åbenbart.

I går havde begge unger fri. Det var egentlig ikke planen, men der var lidt logistiske udfordringer, da Varanen skulle til børneundersøgelse hos sundhedsplejersken (noget, man åbenbart gør sig i her i kommunen, når børnene er omkring 3 år) på et ikke så børnehavevenligt tidspunkt. Men mens jeg var i færd med at omrokere opgaver for at få en onsdagsfridag passet ind, ringede Farmor og spurgte, om hun ikke måtte låne ungerne til en hyggedag hos hende. Klart!

Så efter sundhedsplejersken (hvor yngste skud på stammen naturligvis var så velopdragen, sød og dygtig, at man skulle tro, det var løgn), snuppede Farmor begge unger med, og jeg fik tid til at arbejde. De kom igen ud på eftermiddagen, efter Varanens frisørtid.

Nåååhr, hvor var han blevet fin med sit korte hår. Han så helt anderledes ud, og nu kan man oven i købet se både hans øjne og hans pande. Han var ret begejstret over frisøren (muligvis fordi han havde fået en slikkepind bagefter), og Øglen havde også hygget sig, mens hun sad og ventede (muligvis fordi hun også havde fået en slikkepind).

Farmor og jeg lavede kaffe, og mens vi drak den og sad og sludrede, legede ungerne forbavsende godt sammen. I forbavsende lang tid. Og det var så her, min mistænksomhed burde være blevet vakt. Men den var åbenbart ude af funktion, for det eneste, jeg tænkte, var, at det var dejligt, at de hyggede sig så godt.

Alarmklokkerne burde have ringet lidt højere, end de gjorde, da Øglen stolt kom med Varanens elskede giraf og fremviste den med et "Se! Vi har klippet Gumle!". Den så da ganske rigtigt også noget korthåret ud, men bortset fra, at orangerødt polyesterhår ikke er mit førstevalg, hvis der skal spredes noget ud over huset, går det jo nok. Gumle har været min bamse for ca. en milliard år siden, og det er et mirakel, at den stadig lever, så en korthårsfrisure er helt ok.

Plysset Gumle - tidligere med lang manke

Men øh. Så var det, at jeg lige gik ind for at besigtige de afklippede giraflokker. Bare så jeg ikke behøvede at støvsuge mere end højst nødvendigt - man er vel praktisk. Og så en hel del hår, der med garanti ikke stammede fra Gumle. Eller nogen andre tøjdyr, for den sags skyld. Og spurgte med henkastet ro, om de mon også var kommet til at klippe Varanen lidt. Dét var de. Men i stedet for "lidt" var de gået efter "temmelig meget". Og om det ikke var blevet flot? Hår vokser ud igen, og alle overlever. Der var heller ingen, der blev sure. Selv om det godt nok er blevet kort*. Men det gør ikke noget, at det er oppe midt på hovedet, så det er ikke det første, man ser.

Jeg klippede selv i mit hår, da jeg var lille, og jeg ved, hvor fascinerende den der swooosh-lyd af saksen kan være. Det har nok heller ikke hjulpet, at vi har læst Villads fra Valby for nylig, hvor Villads klipper al Fridas hår af. Men vi havde lige en snak om, at fremover, så skal man huske at sige det til en voksen, hvis man får lyst til at klippe i hinanden.

... Og jeg skal huske, at stilhed er lig med ballade. Af en eller anden slags.

*Desværre ingen billeder af Varanen. Glemte helt at tage nogen af den nyklippede Varan, og hjemmeklipperierne behøver ikke blive gemt for eftertiden ...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...