fredag den 24. juni 2016

Noget om sidste skoledag

Om et par timer har vi ferie. Ferie-ferie-feeerie, som de i skrivende stund formentlig stor-skråler på Øglens skole, hvor de har hyggedag og picnic i dag. Uden forældre.

0. klasse er pludselig slut, og ungerne skal tage afsked med deres helt fantastiske lærere. Der er ikke nogen fællesafsked med forældre (den holdt vi i mandags), men vi har i samlet flok sørget for en kurv til lærerne, så de ved, hvor meget vi har sat pris på, at de har givet alle smållingerne så god en start på deres skolegang.

For et par uger siden var 0. klasserne på besøg i 1. klasse og hilse på de lærere, der får glæden af dem de næste tre år. Jeg var heldig og møde en af dem til skolens sommerfest i sidste uge, og hun virker heldigvis også rigtig sød og kompetent. Det er bare  vigtigt med gode lærere, altså!

Mens 0. klasserne besøgte 1. klasse, var der besøg af de kommende 0. klasser. Dem, der skal begynde efter sommerferien. Tænk bare - for kun et år siden, var det Øglen, der var på besøg på den måde (og om et år er det Varanen. Men det kan jeg ikke tænke på nu. Så får jeg en panik-baby med det samme. Kan slet ikke kapere, at begge unger er blevet så store!). Jeg syntes, hun var så lille, og nu, kun et år senere, har jeg en stor, sej pige, der kan læse og skrive (og som gør det i enhver ledig stund), som går til parkour, som glæder sig til at begynde til karate efter ferien, og som, så vidt vides, er meget populær i klassen. En pige, der hviler i sig selv, og som elsker at gå i skole og lære.

Til trods for vores turbulente efterår, hvor flytning og tabet af Mårmor faldt lige oven i hinanden, har hun klaret sig igennem på sikker kurs, og jeg imponeres dagligt af, hvor hurtigt hun udvikler sig, og hvor fantastisk en person, hun er. Og det siger jeg selvfølgelig helt objektivt ;-)

Men før den står på 1. klasse, står den heldigvis på en lang sommerferie. Som i dén grad kommer belejligt, for alle i husstanden trænger til at koble heeeeelt af. Og bade, spise masser af is og bare være. Sammen. Hurra!

torsdag den 23. juni 2016

Noget om badetøj

[ANNONCE]

Lige om lidt går reptilfamilien på sommerferie. Arrividerci skole, børnehave, kontor og hjemmekontor - og hej tre uger med (forhåbentlig) sol og varme i hhv. Pastaland og Sverige. (Til eventuelle tyvetyper, så har vi årvågne naboer, der er hjemme og holder øje med matriklen, så vig bare bort med det samme!)

Jeg har store planer om, at sommerferien bliver både varm og rar, så det er begrænset, hvor meget jeg gider pakke i kufferten. Et par lette outfits, nogle gode sko (sandaler. Jeg købte vandresandaler for første gang, siden jeg troede, jeg var friluftsagtig tilbage i år 2000, for et par uger siden. Og selv om de i sandhed ikke er for kønne, så må jeg sande, at de bare er bedre at have på end mine elskede Reef-flipflops (som jeg naturligvis også skal have med). Særligt, hvis der skal vandres bare lidt længere end til poolen) og så selvfølgelig badetøj.

Hrm. Ja. Badetøj.

Jeg har aldrig være bikinitypen - og lad mig stoppe jer, før nogen råwer mig ind i hovedet, at ALLE har en bikinikrop, og at det baaaare handler om at tage en bikini på, så har man en af slagsen. We know. Det er nemlig ikke det, det handler om. Jeg kunne ikke være mere ligeglad med, hvordan andre synes, jeg tager mig ud i en bikini - det handler om, hvordan jeg selv har det i en. Det blødeste punkt på mig er min mave, og det har det sådan set altid været - og to børn har på ingen måde gjort den mindre blød (her stopper jeg så også jer, der vil til at råwe, at der intet er forgjort i, at kroppen ser anderledes ud efter graviditet(er) og fødsel, og at det bare vidner om kærlighed und so weiter. Det ved vi også godt). Det er helt ok, men jeg har bare ikke synderligt meget lyst til at flashe maven i overdreven grad og har det altså bedre i badedragt.

Og så er det jo dejligt, at der efterhånden er vældig mange fine badedragter i handlen (omend mange af dem er frygtelig dyre. What's up with that! Og med, at mange af dem ikke kan tåle klor, for den sags skyld?!). Jeg forsøgte mig i sidste måned med at købe en virkelig fin badedragt hos min bedste ven Ali, men selv om den var så fin så fin, lod pasformen en del tilbage at ønske, så dragten er nu røget videre til min nabo, som passer den på en prik. Og det er jo dejligt for hende, men efterlader ikke mig med ret meget svømmekluns til ferien. Så for et par uger siden dristede jeg mig ind i en af de lokale lingeributikker, der har rigtig mange fine badedragter - og for en gangs skyld en ekspedient, der virkede som om, man ikke generede hende dødeligt ved at betræde matriklen. Faktisk var hun overmåde hjælpsom og langede badedragter i favnen på mig i en lind strøm - alle i str. 42. En størrelse hun åbenbart var nået frem til ved at kigge kritisk op og ned ad min bløde krop. Nu er det jo ikke fordi, der er noget i vejen med at være str. 42. Overhovedet. Men eftersom jeg er en str. 38-40 til daglig, er det altså lidt af en bet at få smidt en str. 42 i hovedet på øjemål.

Nå. Skæbnen ville, at ingen af badedragterne sad specielt godt (heller ikke den i str. 40, jeg havde nappet, mens ekspedienten kiggede væk), og da den billigste i øvrigt kostede tæt på 900 kr., listede jeg lige så stille af igen. Og begyndte at lede på nettet. Hos Ellos fandt jeg det, jeg søgte (og nej, det er ikke Ellos, der giver spons - de har bare fine badedragter), og i sidste uge fik jeg så det valgte eksemplar hjem. I str. 40, Dame i Lingeributik!. Og ved I hvad? Den sidder bare SÅ pænt! Lidt til den store side (men så er der plads til is), og kvaliteten virker rigtig god. Så den glæder jeg mig til at drøne rundt i i Italien. Og den tåler vist oven i købet klor, så jeg også kan driste mig i poolen. Glæden vil ingen ende tage!

 UV-tøj til børn
Reima-rovet. Find det her

Ungerne er heldigvis for længst færdigudstyret med badetøj. Jeg var så heldig at få tilbudt at teste UV-tøj fra Reima (det er her, det sponsorerede indhold befinder sig, hvis nogen skulle være i tvivl), og begge unger er nu udstyret fra top til tå i UV-T-shirts, -shorts og lette jakker. Og et par strandsandaler også, skam. De bliver så fine, og begge er lykkelige for deres nye tøj. Selv om begge unger efterhånden er nogle store klepperter og ikke længere har nær så sart hud, som da de var helt små. tænker jeg, at det er meget rart at have muligheden for at tage UV-badetøj på under sydens sols skrappe stråler. Så kan den almindelige badedragt og de små børne-speedos komme på om aftenen, hvor jeg har store planer om, at vi også skal bade.

Jeg glæder mig til at se, om UV-badetøjet fungerer lige så godt i praksis, som det gør i teorien, men jeg kunne ikke forestille mig andet. Hvis udstyret minder bare det mindste om Reimas vintergear, er ungerne in for a treat. Hm ... Måske man skulle tjekke, om man kan få det der UV-halløj i voksenstørrelse også ...

***

Dagens guldkorn fra Varanen:
Varanen og jeg sidder og leger lidt med Lego fra morgenstunden - Varanen er stadig kun iført undertøj, og jeg kan slet ikke holde snitterne fra ham, fordi han er så marcipanblød:

Mig: Uhm, Varan - du er simpelthen noget af det blødeste i hele verden!

Varanen *let bebrejdende*: OG kreative, mor!

Ja. Selvfølgelig. Kreativ er han også. Ham min lille store dreng, der netop havde lavet en "pølsebrænderfakkel" af Lego, som han brugte til at svitse min Lego-pølsemand med. Og spisebordet. Og mig. Og hans egne arme ...

torsdag den 16. juni 2016

Noget om at gøre ingenting

Jeg ved ikke med jer andre, men jeg har efterhånden længe haft information overload i forhold til mængden af 'kloge' artikler om, hvordan man skal gebærde sig over for sine børn, i familien og i samfundet i det hele taget, hvis man vil undgå at gøre ubodelig skade på enten sig selv, børnene eller førnævnte samfund. Faktisk var artikelstrømmen den udslagsgivende faktor, der gjorde, at jeg trak stikket til Facebook for halvandet år siden, og jeg vil vove at påstå, at min hverdag er blevet noget mere overskuelig uden masserne af modsatrettet information, jeg skal forholde mig til (for jeg var ikke ret god til at filtrere den fra). Så altså - færdig med mødrebashing og skyld med skyld på. I en vis udstrækning, altså. For det sker da stadig, at jeg falder over en artikel i ny og næ. Som jeg læser. (Det er jo bare Facebook, jeg ikke findes på længere. Ikke internettet.)

For et par uger siden skete det. Bedst som jeg sad og overspringshandlede (formentlig med at finde en pæn badedragt på nettet - hvilket lykkedes, btw. Mere om den i et andet indlæg), fik jeg en sms fra HDD med et link til en artikel i Politiken. Og med følgeteksten: "Reptilerne bliver utrolig godt rustet til fremtiden". Artiklen handlede om, at børn, der skændes, får det bedre med hinanden, efterhånden som de bliver ældre, end børn, der ikke skændes som små, og at det er at gøre dem en bjørnetjeneste at forsøge at klare konflikterne for dem. Også selv om de bliver fysiske og/eller råber, til ørerne bløder.

Artiklen linkede videre til "Sådan tackler du dine børns konflikter", og det lød alt sammen vældig fornuftigt. For vores børn toppes, skal jeg sige jer. Sådan for alvor.

Eksempel:

Øglen: "Varanen rækker tunge af mig, mor. Helt uden jeg gjorde noget. Eller. Jeg kom til at slå ham lidt på armen, fordi han skulle flytte sig, og så blev han bare megagal, og ..."

Varanen: *afbryder*: "Det er fordi hun ikke vil lege. Og så slår hun, og så ..."

Øglen *afbryder*: "Naaaarj".

Varanen: "Joooooow!"

Øglen: "NAAARJ".

Varanen: "JOOOOOOOOO! DUMME Øgle!"

Og så kører den ellers derfra. Jeg er i dén grad træt af det, men jeg har ikke anet, hvad jeg skulle stille op med det, og er derfor endt i et af to scenarier: a) Bede den ene om at lade være med at række tunge/slå/skrige sig selv hæs og på en eller anden facon dømme i, hvem, der har ret/uret, b) Blive virkelig irriteret over, at de flipper sådan ud. Begge dele eskalerer konflikten, og det ender altid i vredestårer hos Varanen og forurettelsens tårer hos Øglen.

Men nu. Nu har jeg fået en option c. Som går ud på at gøre præcis ingenting. Så i et par uger har jeg nu smånynnet på en lidt uhyggelig hippiemåde noget i retning af "Ahr, det er jeg sikker på, I godt selv kan finde ud af", når den ene eller den anden kommer rendende for at aflægge vidnesbyrd om en (eller flere) absurde konflikter. Og så lige så stille gået tilbage til det, jeg var i gang med, mens ungerne helt perplekst stod med al deres selvretfærdige harme - og ingen til at tage parti.

Og ved I hvad, der er sket? Mens jeg har ladet som ingenting (og drukket lidt ekstra kaffe), har de formået at løse indtil videre en lang række konflikter selv. Konflikter, der før ville have varet måske en halv time, er nu overstået på fem minutter. Uden nogen smækker sig surt inde på værelset eller insisterer på, at hinanden er dumme. Faktisk er samtlige konflikter indtil videre endt med to reptiler, der griner lidt sammen, finder på noget sjovt eller hyggeligt efterfølgende og generelt bare virker en anelse mere sammentømrede.

Jeg er helt klart fan.

Jeg ved godt, at træerne ikke vokser ind i himlen, og at der både vil komme konflikter, der ikke lader sig løse med denne nye, fantastiske tilgang til det, og situation, hvor vi voksne falder tilbage i dommer-rollen (bedre kendt som "shut uuuuurp"-rollen), men det er også ok. Ellers bliver det også næsten for harmonisk.

Men det er helt klart en bedre base at have, at der er få konflikter, der eskalerer, frem for at det snarere var reglen end undtagelsen. For med viljestærke søskende på 4,5 og 7 år ville jeg lyve, hvis jeg sagde, at stemningen altid ligger på zen derhjemme ...

mandag den 13. juni 2016

Noget om sommerweekender

Årh mand, hvor jeg elsker weekender. De burde aldrig slutte. Særligt ikke den, der lige er gået. Sommer, sol og København udgør en fremragende treenighed, og jeg kan slet ikke vente, til det er weekend igen (og nogen gider tænde for solen).

Fredag efter fyraften blev, sædvanen tro, tilbragt med den yngste til håndbold. Han synes, det er eddersjovt, men fredag kl. 16-17 er en kende sent, når man er 4, going on 5, og i øvrigt har været i børner hele dagen. Men han klarede det (og ravne-mutti nåede at få klaret et par arbejdsrelaterede telefonopkald, så jeg kunne holde weekend med god samvittighed) og var svært begejstret for at få en fredags-is på vej over efter storesøster, som var til fødselsdag hos en klassekammerat.

Fordi det var fredag, og klokken var mange, og ingen gad at lave mad, kom vi til at tage burgere med hjem fra Østerbros Originale Burgerrestaurant (desværre er indlægget ikke den mindste smule sponsoreret. Jeg tror, jeg ville græde en lille smule af glæde, hvis det var, for scheisse de laver gode burgere. Og fritter!), som vi fortærede, mens vi så hhv. Disney Sjov og Alle mod en. Så bliver det ikke mere fredag.

Lørdag stod den på fodbold med den yngste fra morgenstunden (vi kan jo lige så godt prøve alle de forskellige boldspil af, ikke? Særligt, når man får tilbudt seks gratis træninger. At de så ligger lørdag formiddag, kan man som forældre godt have det lidt stramt med, men når solen skinner, Yngstebarnet er i hopla, bedstevennen dukker op til træningen for også at spille, og der er andre forældre at sludre med, så går det nok endda). Hjemme igen var der dømt afslapning - så meget, det nu kan lade sig gøre at slappe af, når man er 4 og 7 og ved, at man skal i Tivoli kl. 14, altså. Det var første gang i Tivoli med turpas til ungerne - hidtil har de bare prøvet et par rides med billetter - men lørdag skulle den have hele armen. Og det fik den (faktisk fik den begge arme, for ungerne fik et turpas på hvert håndled, så de frit kunne vælge voksen, når de ville prøve noget. Vi havde allieret os med Farmor, Faster og de to store Fætre, så der var god prøve-rotation, og alle fik lov til at prøve det, de helst ville). Dog lagde Varanen lidt for hårdt ud med Galejen - Farmor var med ham, og jeg stod på sidelinjen og kiggede magtesløst til, mens jeg kunne se hans underlæbe vibrere mere og mere. Og da skibene endelig holdt op med at drøne rundt, brød han helt sammen og kunne slet ikke overskue mere. Lille mand!

Han genfandt dog hurtigt sin selvtillid og prøvede lidt mere stilfærdige rides resten af turen. Og til sidst - da klokken var over sengetid, og alle var trætte og sultne - havde han fået så meget blod på tanden, at han ville med op i det lille gyldne tårn (det for børn, 'ing?) Det var ikke en god idé, og nogen blev ret ked af det, men en tur i flyverne og endnu en i Veteranbilerne (efterfulgt af en fransk hotdog) gjorde heldigvis meget ved humøret. Øglen kunne til gengæld ikke få det vildt nok, og hun og HDD udklækkede en plan om at prøve Dæmonen. Den var hun dog "desværre" ikke høj nok til (phew, tænkte hønemor), så det blev Odinekspressen og den gamle rutsjebane i stedet. Igen og igen og igen.

Vi var hjemme alt for sent, fyldt med pomfritter, slushice (med softice?), candyfloss og kaffe (de voksne), men hvad gør det, når man har haft den skønneste dag. Som åbenbart tog så hårdt på afkommet, at de sov til klokken hhv. 8.30 (Varanen. Nærmest aldrig sket før!) og 9 dagen efter. Set i bakspejlet var det ikke det smarteste træk, at Øglen havde en legeaftale klokken 10, men hun ville gerne af sted, og i hendes fravær, spillede HDD og jeg bold med Varanen i Fælledparken og legede amok på legepladsen. Pludselig var det frokosttid, og efter en bagel i solen blev vi enige om at gå på vandlegepladsen, når Øglen var hentet. Vejret var varmt-agtigt, så som aftalt så gjort. Og selv om der ikke var vand i soppesøen (så varmt var det tilsyneladende heller ikke), blev det en fantastisk tur, hvor Varanens bedste ven og storebror også var. Score! Der blev leget godt igennem, og efter aftensmad og et bad gik ungerne helt kold.

Og nu er hverdagen i gang igen. Det havde den ikke behøvet at være, tænker jeg. Men ungerne har alligevel glædet sig som små vilde til i dag. De skulle nemlig lege med ... korrekt ... Varanens bedste ven og hans storebror, som de jo næsten ikke har leget med i weekenden. Eller noget. Så der er de nu. Og jeg sidder og arbejder (ahem ...) selv om klokken nærmer sig 18. Og har end ikke overvejet at lave aftensmad. På den måde er mandag jo slet ikke så tosset ...

Billeder, siger I? Jeg må med skam meddele, at jeg stort set ikke har taget nogen i weekenden. Jeg har haft alt for travlt med at hygge mig (og drikke kaffe og holde meget fedtede candyfloss). Et enkelt et blev det til i Fælledparken i går, mens Varanen sad med sit forstørrelsesglas og var i fuld gang med at futte plænen af, men det gider ikke uploade, så det må I tænke jer til ...

torsdag den 2. juni 2016

Noget om tysk

Efter en dejlig dag i solen med reptilerne og en af Øglens klassekammerater i ladcyklen til børnedistortion (note: det er hårdt at cykle til og fra Vesterbro i 80.000 graders varme, når der er tre børn, to skoletasker, en køletaske og en fodbold med som bagage) nyder jeg en stille stund ved computeren, mens HDD putter de soltrætte og nybadede børn. Og er ved at dø en lille smule af grin - på den stille måde, naturligvis - over, at den 4-årige glad og fro ligger og råber "DU! HAST MICH! GEFRRRRAGT! DU! HAST! MICH! GEFRAAAAAAGT!"

Mere Rammstein ind i børnehaverne! Særligt på de dage, hvor det ikke er mig, der putter ...

mandag den 30. maj 2016

Noget om barndomshjem

De fleste, der læser med her på bloggen, vil vide, at HDD og jeg har flyttet en del rundt. Vi har boet ikke færre end fem steder, siden Øglen (på syv!) blev født, og tre steder, siden Varanen (på snart fem!) stødte til. Det der med et barndomshjem har vi altså snydt dem godt og grundigt for, og selv om deres barndom heldigvis er langt fra slut, er chancen for at bo det samme sted, som de andægtigt blev båret over dørtærsklen fra hospitalet, godt og grundigt forpasset. Det eneste sted, vi har boet, som jeg har en formodning om, at de begge vil huske svagt, er huset i DNP (ud over her, hvor vi bor nu, naturligvis). Det sidder godt begravet i særligt Varanens hjernebark, og så sent som i morges spurgte han, om vi ikke nok skulle læse en morgenmadsbog, "for det gjorde vi jo hver eneste morgen i DNP".

Selvfølgelig skulle vi læse en morgenmadsbog. Og generelt tage det helt roligt. Og gå til børnehaven, mens vi legede, at vi hev hinanden ind i nattens efterladte vandpytter. Og snakkede om alting og ingenting. Og weekenden, der er gået.

Udsigt til et blomstrende syrenhav fra stuen

Min yndlingsplads. På trappestenen ved bagdøren. Med bare tæer, en kop kaffe og en bog. Og udsigt over engen, der hører til ødegården. Mmmm ...


Lige som i Kristi Himmelfartsferien har vi nemlig brugt weekenden i ødegården i Sverige. Og selv om vi i denne omgang ikke havde en forlænget weekend at gøre godt med, valgte vi alligevel at bruge 3-4 timer hver vej for at komme derop. Dels fordi vi ikke kommer til at være der lige så længe i sommerferien, som vi plejer, dels fordi der bare er fantastisk. Vi er kommet der altid, og børnene kender stedet så godt som deres egen bukselomme. Eller bedre, faktisk.

Det er et sted, hvor solen næsten altid skinner, hvor der er is i massevis i fryseren, og hvor "sengetid" er et ord, der ikke bliver brugt særlig flittigt. Det er et sted, hvor man hopper i søen, selv om den er lidt for kold, spiller bold på græsset, til man trimler, og hvor man spiser alt for meget - og alt det forkerte. Hvor internettet ikke virker, og hvor telefonen udelukkende bliver brugt til at tjekke, hvad klokken er. Hvis det altså overhovedet er nødvendigt at vide.

Flere syrener. Som så yndigt kamuflerer det gamle das, der, efter træk-og-slip-toilettets indtog, får lov til at stå helt i fred. For selv om det ikke er helt så charmerende, er det bare mere praktisk at bruge et helt almindeligt toilet. Særligt, hvis man vågner midt om natten ved, at en af de yngste skal tisse ...

Det er et sted, hvor alle er kede af at tage af sted fra, og de yngste i familien lige skal sikre sig, at vi snart kommer tilbage igen. Et sted, hvor der bliver stillet slik ud til troldene - i mangel på blåbær - og de er så søde at spise det, og hvor der bliver udset de bedste blåbær-, hindbær- og kantarelsteder til, når sæsonen indfinder sig. Det er et sted, hvor der bliver spillet brætspil, læst bøger og tegnet. Og fortalt historier og grinet.

Badesøen. Denne weekend med badebro. Og dejligt, koldt vand

Kort sagt er det et sted med helt utroligt mange gode ting. Vores alle sammens happy place. Og selv om det ikke er et hjem i ordets egentlige forstand, er det vist ikke helt forkert at sige, at det er og har været hjem for børnenes minder de sidste hhv. fem og syv år. Og det er vel også en slags barndomshjem?

Pusteblomster. I tusindvis. Fast arbejde til pusteglade børn. Og voksne ...

torsdag den 26. maj 2016

Noget om oldemødre og e-mail-adresser

Som jeg tidligere har beskrevet, er vores (tr)oldemor ikke helt tabt bag af en vogn. Trods sine snart 87 år, er hun skarp som en ragekniv, og hun flirter endog med teknologiske ting som Skype og IP-telefoni generelt. For nylig ytrede hun endda ønske om en iPad, fordi hun var så træt af sin "computer-historie" (som i parantes bemærket er min ca. 10 år gamle bærbare PC, så det er helt forståeligt), og er sikker på, at "sådan en er meget nemmere at Skype med". Jovist. Vi skal bare lige have kigget på noget trådløst netværk til hende, før sådan en for alvor spiller ...

E-mail, til gengæld. Dem er hun ikke helt nede med. Selv om hun (selvfølgelig) har en mail-adresse, så er det ikke ad den vej, hun gider at kommunikere, og man skal end ikke tænke på en mobiltelefon, før hun fnyser noget i retning af "Nej, ellers tak! Så kan jeg sidde dér og være lige så uengageret som min veninde (på 75, red.), når hun er på besøg og overhovedet ikke hører efter, hvad jeg siger, fordi hun lytter efter en SMS". Godt så.

I går ringede (tr)oldemor så. Vi talte længe sammen i forgårs, så i det samme jeg tog røret, forsikrede hun mig om, at det kun blev et kort opkald, for hun vidste, jeg havde travlt, vi havde lige talt sammen, og vi skal i øvrigt ses i morgen. Men. Hun ville gerne have, at jeg printede noget for hende, som hendes veninde (igen noget 70+) ville sende mig. Men det var jo lidt svært, eftersom hun ikke havde min e-mail-adresse *indsæt selv bebrejdende pause*. Klogeligt besluttede jeg mig for at lade være med at fortælle, at hun HAR min mail-adresse, eftersom hun har mailet til mig adskillige gange, godt nok for længe siden, men alligevel. Det ville nemlig involvere at åbne hendes "computer-historie" og finde frem til sin indbakke, og så kunne det i dén grad blive en langtrukken affære. Og så svært er det jo heller ikke at videregive sin mail-adresse. Skulle man tro. Hun fik den, og heldigvis insisterede hun på at læse den op efterfølgende:

(Tr)oldemor: Så altså ... Blablabla. Snabela. E. M. A. I. L.com

Mig: Nej, ikke helt. Altså Blablabla. Snabela. G. M. A. I. L.com

(Tr)oldemor: Blablabla. Snabela. G. E. M. A. I. L.com

Mig: Næsten. Uden E'et.

(Tr)oldemor: Hvorfor det?

Mig: Godt spørgsmål. Sådan er det bare.

(Tr)oldemor: Men det er da mærkeligt?

Mig: Tja, men det er nu engang, sådan det er. Så mailadressen er altså Blablabla. Snabela. G. M. A. I. L.com.

(Tr)oldemor: Det vil sige G som gris, M som mor, A som ananas, I som ingefær og L som ... hmmm ... Lort?

Mig (griner): Præcis. L som lort.

(Tr)oldemor (flad af grin): Guuuud. Det må du undskylde. Det er jo ikke et pænt ord. Men det var altså lige det eneste, jeg kunne komme i tanker om.

Mig: Det er fair. Og nu også det eneste ord, jeg kan komme på, der begynder med L ...

Vi blev enige om stavningen af mail-adressen, jeg fik tilsendt det, jeg skal printe (så hun har altså formået at viderelevere min mail-adresse korrekt), og jeg glæder mig allerede til visitten i morgen. Det skal nok - som altid - blive ret så sjovt!

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...