Pinse schminse

Pinse holder! Selv inklusive ond kostplan und alles. Faldt lige på hovedet i en skål gammeldags ævlekage forleden, men ellers har jeg holdt mig på the straight and narrow, og jeg er sprunget aftenchokoladen over til fordel for knækbrød med ost og andre udmærkede-men-set-i-forhold-til-kage-rimelig-kedelige ting. Jeg må tilstå, at jeg ikke vejer alt. Jeg gider orker simpelthen ikke. Men jeg vælger at tro, at det alt andet lige er sundere at spise 25 gram ekstra kød fra tid til anden, end det er at kaste sig over en othellolagkage eller en bland-selv-slik-stander i kiosken.

Den dejligt lange weekend har budt på hygge med gamle veninder fra hjembyen. Den ene bor på Fyn til daglig og havde taget turen til det sjællandske, så lørdag blev hele dagen tilbragt i Roskilde (og jeg var af sted helt og aldeles uden børn), mens søndagen foregik i Den Nye By. Slet ikke dårligt.

I dag har hele reptilfamilien været på Frederiksberg til 2 x 40 års fødselsdag, der blev fejret med overdådig brunch (og jeg var fornuftig og holdt mig fra chokoladecroissanterne *pudsepudse glorie*) og efterfølgende fri leg i Søndermarken. Vejret var perfekt, så de i alt 19 (!) børn tonsede rundt og havde en fest. Og reptilerne var ikke nogen undtagelse. Varanen var helt benovet over alt det græs (der er dæleme også meget af det ovre i Søndermarken), og Øglen var i sit es med Farmor og bedstemostre og granfætre og den deraf følgende megen opmærksomhed. Dog var hun en kende fortørnet over, at der ikke var nogen fødselsdagskage, så vi måtte brandslukke på vej hjem fra en lang dag (med masser af frisk luft, så nogen var temmelig trætte) og købe den første, den bedste kage på en tankstation. Marcipanroulade fra DanCake it was. Reptilerne var vilde med den, og for første gang er jeg faktisk overhovedet ikke ked af, at jeg ikke spiser kage for tiden. (Og apropos brandslukning, så kom vi en halv time for sent til fødselsdagen, fordi Øglen blev gal over, at hun ikke måtte få fodboldtøj på til fødselsdagen, og derefter fik den vildeste nedsmeltning over, at jeg ikke ville "male hende i hovedet som Batman". I guder, altså. Jeg aner ikke, hvor hun får sit temperament fra, men jeg skal da lige love for, at der blev gået til den. Og hun var rent faktisk helt oprigtigt ulykkelig, så det var svært at blive sur på hende. Vi prøvede alt for at få hende i godt humør (bortset altså fra at male hende i hovedet som Batman), og det endte med, at hun kom af sted i sin leopardkjole. Med en lille malet næse og blå (?) knurhår. Jeg havde også leotøj på, dog droppede jeg knurhårene).

Begge reptiler gik kold før kl. 19 her til aften, så nu sidder jeg og stener. Og kan end ikke tage mig sammen til at gå ud og lave en kop te. Men eftersom HDD lige har rejst sig og nu leger Mister Man med en masse tunge ting ude i haven, som skal flyttes, kan det godt være, at jeg bliver nødt til at mønstre bare en anelse energi. Jeg kunne for eksempel rydde den legekage (i uTROlig mange dele) op, som reptilerne havde en fest med at fyre rundt i hele stuen. Eller feje al den havregryn op fra gulvet, som jeg ikke liiiige fik nuppet i morges. På den anden side bliver der nok tilføjet mere havregryn til bunken i morgen tidlig, så jeg tror egentlig bare, jeg bliver siddende ...

Hej nye liv

Som den opmærksomme læser vil vide, havde jeg en forkæl-mig-selv-dag i mandags (men kan ikke linke fra AjFåun), som blev brugt i hhv. Maga til noget makeup-halløj og hos sportsdiætistdame til noget udarbejdelse af kostplan og revidering af løbeprogram, fordi jeg så småt er gået i gang med at træne til et bette løb i Berlin i september og i processen egentlig godt gad tabe mig et par kilo. Og fordi intensiv træning ikke umiddelbart går supergodt i spænd med at skrue alt for meget ned for madindtaget, opsøgte jeg professionel hjælp.

I dag har jeg så fået min kostplan. Som ligner en ganske almindelig kostplan (sjovt nok) med kedelige vægtangivelser på alting. Udarbejdet efter min nuværende vægt og aktivitetsniveau, altså. Så nu skal jeg ud og købe mig en stabil køkkenvægt og prøve at lade som om, jeg ikke synes, det er det mest r*vsyge i hele verden at veje alting, før jeg spiser det. Hvis jeg gerne vil tabe mig, nytter det jo i hvert fald ikke noget slet ikke at prøve. Og det er jo mig selv, der har bedt hende om at lave en kostplan i første omgang.

Men så er der jo lige løbeprogrammet. Som jeg også fik i dag. I en "let revideret udgave", som sportsdiætistdamen sagde. Ja, det skal jeg da godt nok lige love for! Hvis jeg nu var sådan en, der råbte OMG ved enhver given lejlighed, så skulle I både se og høre mig gøre det nu. For OMG, mand! Det løbeprogram, der rent faktisk virkede ganske overskueligt og i øvrigt også fik mig til igennem Berlin Maraton sidste år, er jo blevet revideret til atomer.

Ud over, at længden på intervallerne er blevet øget betragteligt, er det ugentlige sammenlagte kilometerantal lige blevet øget fra 25/35 km til 45/64 km. Ouch! Jeg burde måske have anet uråd, da sportsdiætistdamen i mandags fortalte, at hun selv løber omkring 14 milliarder km om ugen, men jeg syntes egentlig, jeg fik gjort meget godt klart, at jeg bare er sådan en hygge-motionist, der i øvrigt gerne lige vil løbe et maraton. Men nej, åbenbart. (Og her bliver jeg nok engang en anelse bekymret for, at jeg har valgt kommunikation som min levevej, eftersom jeg tydeligvis ikke mestrer disciplinen særlig godt selv).

Jeg ved godt, at det står mig frit for, om jeg vil følge programmet (og kostplanen) eller ej (selv om det da unægteligt også betyder lidt, at jeg skal vejes på totalt sladreagtig fedtprocenthadevægt om en måned), men igen: Jeg har jo selv valgt det. Og som sportsdiætistdamen så klogt sagde i sidste uge, så må jeg jo li'som regne med at få de samme resultater som sidste år (= intet vægttab og en maratontid, der helt sikkert kunne have været bedre), hvis jeg bruger det samme program.

Såeh... Hej med dig, nye liv. Du bliver et hårdt bekendtskab, er jeg sikker på. Men forhåbentlig giver du pote. Blev der sagt!
- Postet fra mini-Padden

Noget om det der arbejde

Jeg skriver ikke så meget om mit arbejde herinde. Ud over, når jeg igen-igen jubler over, at jeg kan arbejde hjemme (primært, når solen skinner, så jeg kan hænge ud ved havebordet og overspringshandle, når opgaverne ikke ligger side om side med stramme, onde deadlines). Det skyldes flere ting, men den største er nok, at jeg ikke føler trang til at blande forretning og fornøjelse, so to speak. Jeg ved godt, at man ikke behøver hidkalde Sherlock Holmes for at finde ud af, hvem jeg er, og hvad jeg laver, men jeg føler ingen trang til at knytte eksplicitte bånd mellem min blog og min biks. Hvilket måske kan synes underligt, eftersom bloggen jo om noget er et eksempel på, hvad og hvordan jeg skriver, men det er jo bare, det den er: ét eksempel. Som samtidig er ret privat. Og selv om det ikke ville være en decideret katastrofe, hvis forretningsforbindelser eller kunder finder frem til bloggen (igen - den og jeg er ikke så svær at finde), er der alligevel ikke rigtig nogen grund til at skrive den på visitkortet.

Rhododendron i fuldt flor. Vi har mange buske i haven, og de er så småt begyndt at blomstre. Småkt!

Nå, men det var egentlig bare et tankespor. Ville bare lige give et pip om, at det der med at være selvstændig stadig er fantastisk. Men modsat sidst jeg skrev om wørks, hvor det hele var glimmer og enhjørninger i fuldt firspring over blomstermarkerne, vil jeg da gerne lige strø et drys hverdagsrealisme i dette indlæg. Indtil videre har jeg været heldig, og det er lykkedes mig at holde skindet på næsen, selv efter jeg sprang fra det sociale sikkerhedsnet. Det er fedt at tjene 'sine egne penge', og samtidig er det rocker-angstprovokerende. For ville det ikke være meget smart at sætte penge til side til pension? (Ikke en mulighed på nuværende tidspunkt - man (jeg!) bliver ikke rig af at være selvstændig). Og hvad sker der, hvis opgavestrømmen pludselig tørrer ud? Det sidste spørgsmål svarer jeg selv på ved at kaste mig over alle de opgaver, der melder sig. Og selv om det både er sjovt, alsidigt og ganske udfordrende, så er det også ret hårdt. Jeg vil ikke klage over for meget at lave - det er der nemlig åbenbart en eller anden uskreven regel om, at man ikke må, når man har sit eget - men jeg kan mærke, at jeg skal til at lave en eller anden form for plan.

Arjmen, kan man fortænke mig i at synes, at den her udendørs arbejdsplads rocker, når vejret er godt? (Og nej - Varanen sidder ikke dér, når jeg arbejder. Han er i vuggestue)  

 

Tulipaner på spring. FLERE tulipaner. Har totalt optur over, hvor mange pæne ting, der er i vores have. Nu har vi kigget på den i seks meget grå måneder, og pludselig går den amok i grønt og blomster. Yay! 

En del af det selvstændige liv - mit i hvert fald - er, at opgaverne kommer i klumper. Derfor kan jeg gå flere dage uden specielt meget at lave, men i stedet for at nyde det, har jeg dårlig samvittighed over, at jeg ikke laver noget. Derfor opsøger jeg opgaver, og når opgaveklumpen så vælter ned over mig et par dage senere, har jeg faktisk ikke tid nok til at lave alle opgaverne. Ikke så hurtigt, som jeg gerne vil, i hvert fald. Og det er nok et af de steder, det er vigtigst for mig at sætte ind først, tror jeg. Leveringstid. Men hvordan klarer man dén? Mine faste kunder, som har været så søde at hænge på nærmest lige fra den spæde start, er jo forvænt med, at de får deres ting endog rætti hurtigt. Og hvem vil skuffe sine faste, trofaste kunder? Ikke mig.

De nye, store kunder - dem med de seriøst interessante opgaver, der godt kunne ende op med at se utrolig pæne ud på referencelisten - dem vil man jo helst heller ikke lade vente alt for længe, vel? De skal jo ikke tro, at man er sådan en, der ikke kan levere. Så hurtig ekspedition der også.

Og så er der alle de 'engangskunder', der lige skal have lavet noget hist eller rettet noget pist. Som regel opgaver, jeg selv har budt ind på - før den ovenfor beskrevne opgaveklump vælter. De er jo meget rare bare at få fra hånden. Og hvis man er både dygtig OG hurtig, så kan det være, at de anbefaler en videre, og og og ...

Jeg vil gerne det hele, og det kan jeg ikke nå. Har jeg irriteret måttet erkende. Så derfor skal jeg til at planlægge. Siger HDD. Og min hjerne. Nu skal Excelhaderen Øglemor så bare til at finde ud af, hvordan det gøres nemmest. Så jeg kan overskue det hele. Levere inden for rimelig tid. Og nyde de fridage det her selvstændige noget altså af og til kaster af sig. (Hvis du sidder inde med de vises sten, Stine, så siger du lige til, ikke?)

Magnolier. Yndlingstræ, som desværre ikke er at finde i haven. Men så står det til gengæld alle mulige andre steder i villakvarteret

Og se: Nu fik jeg igen et helt - langt! - indlæg til at gå om arbejdet. Som jeg ellers ikke vil kæde sammen med bloggen. Flot (!)

Der var engang

Okay, jeg indrømmer det: Af og til - typisk, når reptilerne er i deres allermest "selvstændige" hjørne - kunne jeg godt tænke mig at få en dags tid i en tid, hvor børn var noget, der lå laaaangt ude i fremtiden. Hvor det eneste, man havde at bekymre sig om, var, hvad man skulle have på om lørdagen, og om den der øjenflirt, man havde haft med M, nu også var tilsigtet fra hans side eller bare rent tilfældig.

Jeg taler naturligvis om gymnasietiden. De tre år, der var lige dele ubekymrethed og 'er jeg nu god nok'-hed. Årene, hvor der for alvor kom fut under identiteten, og hvor man blev sat ind i endog særdeles indviklede sociale spilleregler. Af og til tænker jeg, at det kunne være sjovt at opleve den tid igen. Ganske kort, naturligvis.

Men så var det, jeg havde 'fornøjelsen' af at sidde lige ved siden af tre gymnasiepiger i S-toget til Hillerød i dag. Som snakkede. Højt:

Pige 1: Arjjjj, mand. Jeg skal bo sammen med T på studieturen!

Pige 2 og 3: Arj, hvor træls. Kan du ikke gøre noget?

Pige 1: Jeg tror det ikke. Og jeg bryder mig bare ikke om ham! Han taler også helt vildt dårligt engelsk.

Pige 2: Arj, det gør H også. HELT vildt.

Pige 3: Ja. Men altså - I ved... K... ham, der ligner et crackhead. Han taler ok godt engelsk. Og har faktisk også noget mellem ørerne.

Pige 2: Har han noget mellem ørerne? Virkelig?

Pige 1: Ja, han har totalt noget mellem ørerne. Han var helt "jeg glæder mig til at skulle af sted og få en stor oplevelse".

Pige 3: Åhrja, hvor sødt. Han har virkelig noget mellem ørerne. Ved I, hvem der også har noget mellem ørerne? (Ikke jer, red.) Det har S! Mega-bwainy, faktisk.

Pige 2: Hey, det bliver så fedt at komme over og snakke engelsk. Det er jeg faktisk ret god til. Jeg kan stave vildt mange ord - det får jeg tit credit for.

Pige 1: Hvem var det egentlig, du har haft noget kørende med, Pige 3?

Pige 3: Ham der P. Men alle troede, at ham og L havde noget kørende.

Pige 1: Ja, og alle troede, at mig og L var vildt gode venner, og det var vi slet ikke.

Pige 2: Jeg vil også gerne have et større ordforråd (det vil jeg også gerne have, at du får, red.).

Og. Så. Videre. OMG, siger jeg bare. Jeg kan slet ikke tælle, hvor mange gange de sagde 'noget mellem ørerne' og dissede klassekammerater. Mine ører blødte, da toget endelig nåede sin destination.

Og pludselig kunne jeg overhovedet ikke tænke mig at blive beamet tilbage så meget som et sekund. Det kan godt være, at jeg er verdens kedeligste gamle dame i dag, og at jeg måske godt kunne drikke lidt flere drinks, end jeg gør, men jeg hviler i det mindste i mig selv. Og spæner ikke længere rundt som en hovedløs høne for skiftevis at realisere, retfærdiggøre og fremhæve mig selv. Primært på bekostning af andre. Indre ro, kaldes det vist. Og det er slet ikke så tosset endda.


- Postet fra mini-Padden

Ja tak til lange weekender

Seriøst - alle weekender burde være fire dage lange. Og med godt vejr og glade børn. Og ikke andet på tapetet end at bage kanelsnegle og boller, lege i haven og spise is. (Og jaja, arbejde et par timer fredag, hvis man var mig, men et par timer er lige til at klare).

Jeg ved ikke rigtigt, hvad vi har fået tiden til at gå med i hele fire dage - ud over ovenstående, altså. Jeg har løbet et par ture, vi har haft søde mennesker til kaffe (med en dreng på Varanens alder - nuirj, hvor er det kært, når der pludselig er to på den størrelse, der helt tydeligt leger om ikke med hinanden så omkring hinanden), HDD og Øglen har været på tur til vores home away from home, Silvan, og - nåh ja - lille biting: Vi har fået vand i vandhanen i køkkenet! Og sammenholdt med en tur i ZOO i går, var det vist også dét. Langsomt langsomt tempo og al tid i hele verden til at spise legemad, kigge på "FUH!" (fugle) i haven, hælde sand på de nylagte skærver (grrr), læse bøger, synge sange og generelt hygge igennem. Ja tak til det!

Rhododendron på spring

Lille gnavpot

Og ja tak til en Varan, der nu er så stor, at et besøg i ZOO bare er helt anderledes interessant for ham. Ikke noget med hemmeligt at håbe, at han sover bare liiiidt længere, fordi han bøvler rundt i klapperen i vågen tilstand. Næh nej - nu var der fuld knald på de små ben, der jernede rundt på stisystemerne og stooooore øjne og vantro smil, da han fik øje på dyrene. Særligt kamelerne - som blev trukket lige forbi ham - og de sødesøde sovende flodheste gjorde stort indtryk. Sammen med de haner, der spankulerede rundt, og den and, der stjal hans bolle ud af hans hånd. Samt selvfølgelig den million milliard småsten, der lå på legepladsen, og som det lykkedes ham at stjæle en god procentdel med hjem af i hans sko.

Lille stor fodbold-Øgle i ZOO

Halløj dér

Øglen havde også en fest - vi var af sted med gode venner med en baby og en knap tre år gammel pige, der forguder Øglen. Så der blev leget, grinet, kørt i trækvogn og svælget i softice. Ikke et øje var tørt. Her må sure mor dog lige sige noget om det irriterende aspekt i, at den mindste softice, man kan købe i ZOO, koster 30 kr. og desuden er på størrelse med et barneansigt. Hvad sker der for det? Jeg vil gerne give mine børn is, men synes måske ikke, de behøver at få så meget, at det giver mavepine (for det er ikke en mulighed ikke at spise op, hvis man er Øglen).

I dag er det så hverdag igen. Bortset fra, at det er det så ikke helt for mit vedkommende, for jeg har taget mig en fridag, hvor jeg gør gode ting for mig selv. Eller ting, der gerne skulle blive gode for mig i det lange løb, men som på den korte bane får mig godt og grundigt ud af min komfortzone. Først skal jeg til noget make-up-konsultations-noget i Maga. Hvilket er temmelig meget out of character for mig, men jeg fik nys om det ovre hos yndlings-Anette, og tænkte "hvorfor ikke". Guderne må vide, at jeg godt kunne trænge til, at der skete noget nyt på make-up-fronten (eller bare noget overhovedet), så det får en chance. efterfølgende skal jeg til noget, der er mindst lige så out of character. Nemlig en sportsfys-slash-diætist, som skal give mig gode tips og tricks til, hvordan det er bedst at sammensætte sin kost, når man gerne vil have maksimalt ud af sine løbetræning, og når det samtidig ikke ville gøre noget at smide et par kilo eller fem.

Jeg lægger dog hårdt ud med en latte og en chokoladecroissant på Baresso, så der også er lidt velkendt og trygt i det for mig. Og så er det vel også en form for farvel til det fede caféliv - med mindre sportsdamen overrasker positivt og henstiller til, at jeg går all in på chokolade, smør og sødmælk ...

Noget om dukker

Vi har været i det lokale center i dag. Det er stort her i provinsen, og selv om jeg ikke er fan af hele center-tanken, er jeg ret stor fan af, at man kan få alt det, man skal bruge, i en ruf.

'Alt det man skal bruge' var i dag en kost i børnestørrelse (de kan jo lige så godt gøre sig lidt nyttige, når de alligevel høvler rundt udenfor hele tiden, reptilerne), et par røde fodboldstrømper (Øglen) og en bleg sag af en drengedukke med grydefrits og brune øjne, temmelig slasket krop og, ifølge Øglen, en umiskendelig odeur af kagecreme (Varanen). Mega-uhyggelig, hvis man spørger mig, men når nu knægten har forelsket sig inderligt i en 'gå-ghé' (dukke på varansk), må man jo lade sine egne aversioner være netop det - sine egne. Og give knægten det, han nu tilsyneladende synes, er det fedeste legetøj i verden.

Øglen med sine nye fodboldstrømper, som godt nok er noget for store, men de er der, og det er åbenbart det, der betyder noget

Og begejstringen vil da heller ingen ende tage. Han ville dårligt nok give slip på kassen med dukken i, da den skulle betales, og han var ikke meget for, at den overhovedet skulle pakkes ud - for det betød jo, at han skulle give slip på kassen. Og siden den kom ud af kassen - og har spredt vanillie'duft' over alt i sit kølvand - har han nærmest ikke haft den ude af sine hænder. Med mindre den altså lå i dukkevognen. Han er tilsyneladende helt upåvirket af, at den stinker som verdens mest syntetiske bageri (seriøst - kunne de ikke lige have advaret om det på æsken?! Jeg er totalt rookie-mom inden for dukker, så hvor skulle jeg vide fra, at dukker fra Corolle stinker?). Dukken - som jeg arbejder på at få navngivet Erling, men som indtil videre hedder både Tis, Prut og Pruttis (de er så opfindsomme, de fireårige) - er blevet puttet, kørt tur med, hevet rundt i armene og kastet omkring - til stor moro for Varanen. Og til høflig interesse fra Øglen, der aldrig har været specielt interesseret i dukker ('atta girl).

Varanen sover med Gå-ghé

Gå-ghé er blevet puttet (skal lige have lært ham et par tricks, inden jeg slipper ham løs som babysitter til en rigtig baby)

"Gå-ghé souwe" - Varanen har tilsyneladende ikke hørt om, at det kan være farligt, hvis man dækker barnevognens åbning for meget til - Gå-ghé blev puttet med ikke færre end tre dyner og en madras

Jeg må indrømme, at jeg troede mig rimelig home safe i forhold til ikke at få dukker inden for dørene, nu Øglen er fire og stadig mere interesseret i ting, der ikke er dukker. Men jeg havde selvfølgelig heller ikke lige regnet med, at en dukke ville være Varanens foretrukne legetøj. Når det er sagt - og det lykkes mig at ignorere dukkens stirrende (og selvlukkende) øjne - synes jeg, at det er ret hyggeligt at se, hvor meget Varanen hygger sig med den. Og hvor yndig han er, når han pynter sig med alle de allermest glimtende armbånd han kan finde. Han ville passe perfekt ind i de der svenske intetkøns-institutioner. Med mindre han selvfølgelig er stereotypt 'piget'. Hvilket vel egentlig også ville være et problem for dem?

Anyhur, så må Varanen lege med hvad som helst, hvis jeg har noget at skulle have sagt. Og det har jeg heldigvis. Så længe det ikke er knive, øvrige våben og levende edderkopper, så kan han lege far, mor og børn med uhyggelige dukker lige så tosset han vil. Med eller uden smykker. Så længe han hygger sig og har det sjovt.

Filosofisk fredag

Jeg ved ikke, hvordan eller hvornår det skete, men lige pludselig er Øglen bare blevet en rigtig stor pige. Som af og til gerne bare "vil være i fred på mit værelse lidt, så jeg lukker lige døren. Hold øje med Varanen, så han IKKE kommer ind!" Og som 'svarer igen' med - synes jeg - ret velovervejet argumentation. Som nu her til aften, hvor Øglen ikke ville spise ret meget (for ikke at sige noget overhovedet - kan måske hænge sammen med den kanelsnegl, hun fik umiddelbart før maden ...):

Mig: Du bliver altså nødt til at spise noget, skat.

Øglen: Nej tak.

Mig: Bare lidt - du ender bare med at blive sulten lige om lidt.

Øglen: Nej TAK! Jeg er ikke mere sulten nede i min mave.

Mig: Er du SIKKER?

Øglen: Ja! Jeg fik to kiks i bilen, da jeg var ude at køre med far. Det er riiiiiigeligt!

Mig: *Fnis*

Generelt husker hun ret mange ting (også længere tilbage end de to kiks, altså), som hun er dygtig til at drage med ind i samtaler. Og så reflekterer hun meget.

Hun tør sør'me også være alene ude i haven/på terrassen nu. Mens jeg er inde i tørvejr og drikker kaffe. Det kunne ikke komme på tale for bare et par måneder siden

For nylig ville hun fx gerne vide, hvad det betød at hævne sig. Og hun taler ofte med HDD om, hvorvidt han og jeg altid vil være der. Det er nemlig gået op for hende, at man kan dø - i hvert fald, når man er meget gammel (blev jo lissom nødt til at sige ET eller andet, da hun blev ved med at spørge om, hvor oldemors far mon var). Så hun tjekker lige jævnligt op på, om vi er meget gamle. Og ja, her ville det være oplagt at indsætte en joke om, at man er så gammel, som man føler sig og at to små børn kan få aldringen til at gå amok, und so weiter, men den må I selv klare ...

Samtidig med, at hun er så stor og reflekterende, har hun (heldigvis) stadig de kæreste 'talefejl'. Det hedder fx stadig laviser, laklamer og lasandwich. Og bilen skal stadig have 'appelsin' på.

Vi opererer også stadig med, at det kan være drivkoldt, og så er hun begyndt at "sove DIREKTE!", når hun falder i søvn med det samme.

Der er mange flere ting, som jeg ikke vil trætte jer med her, for det har jo intet at gøre med, at jeg ikke lige kan huske dem. Men jeg bliver ikke den, der retter dem.

Søskende, der leger. Og det endte - for en gangs skyld - ikke i tårer 

Jeg ved godt, det er en kliché, det der med, at tiden går så hurtigt, når man har små børn. Men det gør den jo! Og selv om jeg er vild med min store, kloge, smukke, reflekterende pige, vil jeg også gerne beholde hende den lille, som var så uskyldig. Og hverken tænkte på hævn eller bortgang. Tror for alvor, det er begyndt at gå op for mig, hvor svært det bliver at skærme hende fra alle de ting i livet, der ikke bare er en lind strøm af kiks, Bamses Billedbog og ture i ZOO. Allerhelst ville jeg vist bare pakke hende ind i vat. Selvom det jo heller ikke nytter noget.

Men den første, der gør hende ked af det over noget, der stikker dybere end "det er min skovl, jeg så den først", får slag. Jeg siger det bare ...

- Postet fra mini-Padden