Noget om at fylde år

For et par dage siden havde yngste skud på stammen fødselsdag.

For 6 år siden kom han til verden og vendte op og ned på alt det, jeg på det tidspunkt vidste om børn og søvn og mangel på samme.

For 6 år siden så jeg for første gang i et par store, chokoladebrune øjne, der stadig kan få mit hjerte til at smelte hurtigere end is på en varm sommerdag.

For 6 år siden blev jeg smaskforelsket i en lille fyr, der ikke er min mand, og der er heldigvis plads til dem begge i både hjem og hjerte.

Tillykke med fødselsdagen, min søde, sjove, smukke og helt særlige Varan. Må du altid være helt din egen - og også lidt vores ♥

Weekenden kommer til at stå i fejringens tegn, så i dag har jeg købt pænt mange flødeboller. Too much? No such thing!

Fødselaren havde bestilt hjemmelavet sushi, så det fik han. I rigelige mængder ...

I dag er det så min tur til at fylde år. Dagen kommer til at foregå med væsentligt mindre pomp og fanfarer end yngstebarnets, men vi har fået fejret med manér i weekenden. Som det hører sig til, når man bliver hele 6 år stor. Og det har jeg jo også nydt godt af :-)

Noget om stadig at savne

Høj sol, bare tæer og noget, der minder om indian summer. Det kan vi godt lide i dag for. Men uanset sine fine klæder kan dagen ikke foregive at være andet, end den er - årsdagen for min mors død. To år er der gået, siden hun trakt vejret for sidste gang. To år, hvor hver detalje fra dagen står knivskarpt i erindringen. To år, hvor jeg ikke har kunnet ringe 'bare fordi'.

Jeg har travlt i september. For travlt. Men det er der helt sikkert en grund til. Det er nemlig lettere at drøne derudaf end at stoppe op og give sig selv lov til at savne sådan for alvor. For det gør ondt. Jeg tror, det gælder om at finde balancen. At savne og mindes, uden at det tager hverken over- eller underhånd. I dag gør jeg det for fuld skrue.

Og selv om der er noget paradoksalt ved, at en så trist begivenhed skal akkompagneres af så smukt vejr, som dagen i dag udviser, gør solens stråler i en lækrog ved stranden alligevel dagen bare lidt lettere at komme igennem ...

Noget om arbejde og hospitaler

Jeg kan skrive en masse om, hvad jeg render og laver, men det er faktisk ikke særlig spændende, så det vil jeg skåne jer for. I stedet får I et afkog i punktform. Ikke, at det gør det mere spændende, men så er det i det mindste kort. Selv tak.

Siden sidst har jeg:

- Arbejdet

- Arbejdet lidt mere

- Drønet Hovedstadsområdet tyndt til møder (fordi arbejde)

- Arbejdet

- Spist uanede mængder slik (fordi arbejde)

- Stiftet bekendtskab med alle smerters moder. Nyresten er noget, Fanden har skabt. For saddan, det gjorde nas

- Forsikret Yngste om, at der ikke er noget dramatisk ved, at mor trisser krumbøjet ud til taxa midt om natten, fordi 'der lige er en læge, der skal tjekke, hvorfor maven gør lidt ondt. Så bare gå i seng igen, lille skat' (han købte den. Ældste sov. Er ikke sikker på, hun ville have været helt så overbevist)

- Stiftet bekendtskab med morfin (fordi nyresten). Don't do drugs - med mindre I har nyresten. Then do morfin. Pronto!

- Været indlagt på Bispebjerg Hospital (fordi nyresten)

- Bøjet mig i næsegrus beundring over dem, der arbejder på hospitalet. Det kan godt være, systemet ikke altid fungerer som smurt i olie, men i mit tilfælde gjorde det. Tak for det

- Været sur over nyrestens størrelse. Man føler sig en smule skabet over at have så ondt pga. noget, der måler i omegnen af 3 mm

- Været en smule fornærmet over, at nyresten bliver betragtet som 'almindeligt'. FYI var der intet almindeligt over, hvor ondt det gjorde (hrmpf!)

- Følt mig som en 100-årig, der er blevet kørt over af et godstog (øjner vi titlen på en opfølger til "Den 100-årige, der kravlede ud af vinduet og forsvandt" her?)

- Hygget med og om ungerne

- Ladet op. Og ladet ungerne få alt for frie tøjler med iPad'en. Det vender igen. På et tidspunkt

- Arbejdet

Og sør'me om den kommende uge ikke også byder på masser af arbejde. September er skør indtil videre og lægger sig pænt meget i selen for, at jeg skal blive sur på den sådan helt generelt. Men det kommer næppe til at ske. Slet ikke, når vejret pludselig bliver så fint, som det var i går. Med solvarme - tenderende til brankede - kinder kan man klare det meste. Også nyresten, der er overstået ...

Noget om september

Så skal vi til det igen. Efteråret. Oven på en sommer, der dårligt nok er nået ud over rampen, føles det lidt vel tidligt med bid i luften og mørknende aftener, men fordi det lige netop er september, der indleder efteråret, kan jeg tilgive meget.

Jeg har blogget i mange år efterhånden, og jeg siger det samme hver september, så det er ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker september. Og selv om september pludselig har fået et noget vemodigt anstrøg de sidste to år - seriøst. To år?! - holder jeg stadig meget af både måneden og årstiden.

September er blevet skudt i gang med arbejde en masse og en weekend som en form for kompensation. Med Pæreskuden fra Fejø i Nyhavn, cykelture med (ny gammel) ladcykel og sol i kinderne. Og i morgen er der kajak og legeaftaler og forhåbentlig endnu mere sol i kinderne på programmet.

Med to skolebørn er travlheden tilsyneladende kommet for at blive - også i september - men lige netop nu er jeg mere opmærksom end ellers på ikke at være for travl. Også at give mig selv åndehuller uden at lave andet end bare at være. For det er fristende at fylde lige netop september med alt for mange ting og belejligt glemme at fordybe mig i den sorg og det savn, jeg stadig bærer rundt på. Fordi det er nemmere. Men ingen sagde jo, at det skulle være nemt at miste sit faste holdepunkt og én gang for alle blive tvunget til at være voksen sådan for alvor.

Hvordan der kan være gået næsten to år, siden hun lukkede sine øjne for sidste gang, går over min forstand. Hun mangler stadig, min mor. Hver dag - ikke kun i september.

Noget om en sommeraften

I går var det angiveligt den sidste sommerdag for i år. Jeg vil her afstå fra at komme med dårlige jokes om, at det muligvis også var den første sommerdag i år og i stedet glæde mig over, at slut-august kunne mønstre ikke bare sprødt lys og lækker lune, men også en dejlig ferie-feel - og så endda på en helt almindelig tirsdag.

Hvor HDD, ungerne og jeg nærmest boede udendørs sidste sommer og nedsvælgede den ene drink efter den anden på interimistisk strandbar tæt på (som nu er blevet nedlagt pga. giga-byggeri. Ak ak), så har vejret jo ingenlunde været til andet end tæpper og stearinlys denne sommer. Og mein Gott, hvor har vi savnet at slippe os selv løs i de lyse, lune aftener og glemme alt lidt om sengetider og madpakker.

Men i går, eggå! Så var der jo en (én!) lys, lun aften. Og så kunne man enten blive helt kulret over at skulle beslutte, hvad den skulle bruges på, eller man kunne vælge at springe til, da en sød skole-far fra ældstes klasse foreslog i klassens Facebook-gruppe, om man ikke skulle teame op med ungerne på nærliggende legeplads og spise et eller andet, man selv tog med. Så det gjorde man. Sprang til. Sammen med 4-5 andre klasse-familier, der også kunne få det til at gå op med arbejde, fritidsaktiviteter og almindelig hverdags-logistik.

Og så sad vi dér på legepladsen, mens børnene - inklusive søskende - havde en fest. Og havde vores egen fest. Nogen havde været så forudseende at medbringe rosé, så den delte vi, mens snakken gik, og ungerne gik på rov i den medbragte mad og forsvandt i længere perioder. På den anden side af hækken svedte andre til DHL, men vi nød den sidste sommeraften, vred den allersidste solstråle ud af tirsdagen og cyklede således hjemad alt for sent. Med forkert aftensmad i maven, Farmor ved siden af - for hun dukkede også op til den hjemmestrikkede picnic - og smil på læben.

I dag har været våd og træt. Men det går nok, for sådan en (sommer)aften som i går kan man leve længe på ...

Noget om nye sko

Vi er ved at finde os til rette i vores nye hverdag. Sådan da. På samme måde, som man er ved at finde sig til rette i de flotte sko, der stod i vinduet og lokkede med sit 'Kom og tag os på - vi er smadderflotte og passer til det meste'. Og det er de da, og det gør de da, så vi køber dem. Og tager dem på. Og synes stadig, de er flotte (og passer til det hele), men de klemmer måske også en smule. Og hey - er den der syning ved tåen ikke lidt kluntet udført, når man sådan ser den heeeeelt tæt på? Måske det er den, der gnaver? Nå pyt, tænker vi - de skal nok bare gås til. Så det bliver de. Også selv om det koster et par vabler undervejs.

Lige nu trasker vi rundt på gnave-stadiet. Vi har ikke helt fået vabler endnu, men de lurer lige under overfladen. Pt. har vi 'bare' lidt ondt - der er noget, der gnaver, men det skal nok blive bedre. Blev der sagt. Tæerne er ømmest om morgenen. Når nogen vågner og på ingen måde har lyst til at komme i skole. 'Skal jeg virkelig i skole i dag', lyder det forpint fra et sted under dynen. 'Igen?!' Med et par lynende øjne til følge, når svaret er 'Ja, det skal du, lille skat' (med et tilbageholdt '... og de næste 10 år').

At skolen er hver dag, er noget, man lige skal forstå, når man er fem år. Altså sådan rigtigt forstå. For én ting er at sige og vide, at man skal i skole hver dag - en ganske anden, har det vist sig, er rent faktisk at skulle ud af døren hver dag. Til tiden. Som er alt for tidligt, når man er fem år og træt som et alderdomshjem over alle de spændende, nye ting, der sker. Over læringskurven, der er stejl som en skaterbane, og de forvirringer (og på sigt forhåbentlig kæmpestore fordele) den udskudte klassedannelse giver på den sociale bane.

Men det er også en stor omvæltning. Prisen for at have haft langsomme, fleksible morgener de sidste mange år skal nu betales. Eller - for at blive i fodtøjsterminologien - vi skal acceptere det bratte skift fra et par Birkenstock-sandaler til et par sylespidse stilletter.

Heldigvis har det værste gnaveri lagt sig, når vi rammer skolegården. Når børnene stiller op på række, og forældrene vinker farvel i flok. Og skoen trykker tilsyneladende slet ikke i selve skoletiden, hvor der formes venskaber og laves legeaftaler, og hvor de egne ben at stå på bliver stærkere (og måske faktisk også lidt længere?) for hver dag.

Men når dagen lakker mod enden, blusser gnavsårene lidt op igen. De gnavsår, man glemte, da man var i fuld gang med at lege og lære og afkode og indtage. Og når man kommer hjem og smækker benene op, generer de. Ikke så meget, at man overvejer at stille skoene bagest i skabet. Men nok til, at man har brug for at ømme sig og for tid for sig selv. Sammen.

Tæerne bliver strukket ud om eftermiddagen, aftenen, natten, mens de nye sko står i entréen. Og i morgen tidlig tager vi dem på igen. De er nemlig stadig flotte og passer til det meste. De skal bare lige gås rigtigt til.

Weekenden? Der skifter vi sq til sandaler :-)

Weekend. Sandaler. Sol. Vand. Ahhhh.

Noget om Store Dage

Der er nogle dage i ens liv, man aldrig glemmer. Fordi de gør så stort et indtryk. Jeg glemmer f.eks. aldrig den dag, hvor Ældsten kom til verden. Hvordan en solstråle banede sig vej gennem vinterskyerne og skinnede ind på vores lille, nyslåede familie på Rigshospitalet. Eller dagen, hvor Yngsten meldte sin ankomst. Hvor vi blev sluppet løs fra hospitalet efter blot tre timer og nærmest andægtigt listede ud af Rigshospitalet med det nyeste familiemedlem i armene. Helt forbavsede over, at vi bare fik lov til at gå. Med et barn, jo!

Jeg glemmer heller aldrig den dag, jeg blev gift. Den dag jeg mistede min mor. Eller den dag hun blev begravet. Min første date med HDD. Eller den perlerække af andre Store Dage, der på godt og ondt har gjort indtryk og sat spor.

Og selv om det efterhånden er ved at være 33 år siden, kan jeg stadig huske min første skoledag. Dagen, hvor jeg skulle give slip på min mors hånd og gå med de andre børn (som jeg oven i købet kendte tre af i forvejen) ind i børnehaveklassen, som det hed dengang. Men hvor jeg hverken kunne eller ville give slip, så min mor - som en af de eneste voksne - måtte gå med ind i klassen. Dagen, hvor søde lærer Bente tegnede på tavlen, og jeg af uransagelige årsager havnede deroppe ved Bente og tegningen og skulle pusle bogstaverne LSO på plads til noget læseligt. Og til trods for den noget ledende kridttegning af en sol absolut ikke kunne komme i tanker om andet end ordet LOS. Dagen, der både sneglede sig af sted og fløj forbi, og hvor den vigtigste (livs)lektie var, at skolen var et godt og trygt sted at være barn.

På vej til allerførste skoledag <3

Stor og Lille lytter til skolelederens velkomsttale

Velkommen-snacks i nulte

I går var Yngstens første skoledag. Dagen, han formentlig - forhåbentlig - stadig kan huske om 30, 40, 50 år. Hvor det viltre hår var fint friseret (i to minutter), hvor de skrabede sommerben var stukket i et par fine shorts, og det rent faktisk var lykkedes at få ham i en skjorte. Hvor de større elever - inkl. storesøster - stod i en slags æresport og flagede de nye elever ind i salen. Hvor det hele var højtideligt og lidt anderledes end en almindelig dag, og hvor 2. og 3. klasse sang en fin sang for de nye nulter. Hvor alle de nye elever skulle trykke hånd med skolelederen og ringe sig ind i skolen på den til formålet ophængte klokke. Hvor mor og far måtte gå med ind i klassen for lige at se, hvor de mange timer om dagen skal tilbringes (og for at tage billeder), og hvor det så var tid til at vinke farvel.

Dagen, hvor man efter to timer blev sluppet ud af klassen. Og hvor Yngsten kom mig løbende i møde. Med et stort smil og 2 cm - mindst - ekstra i højden.

Jeg kan ikke bestemme, hvad andre skal huske. Men jeg er ret sikker på, minderne fra Yngstens første skoledag bliver i den lyse ende. Det gør mine i hvert fald. Lige som de er det fra Ældstens første skoledag for to år siden. For selv om første skoledag formentlig huskes bedst af den nyslåede skoleelev, er jeg sikker på, den også går hen og bliver til en Stor Dag for denne forælder ...