søndag den 22. februar 2015

Om dødsforkølelse og den svenske forbindelse

På det seneste er jeg begyndt at leve lidt sundere. Bare lidt. Bevares - jeg spiser stadig for meget slik og kunne sagtens træne mere, end jeg gør, men generelt føler jeg mig ok sund. Jeg har fået mere energi og bedre styr på mit søvnmønster - undtagen når ungerne gør deres bedste for at spolere det ved at lave rullefald i dobbeltsengen midt om natten, eller - som forleden - når Øglen vælger at klappe så hårdt på mig så længe for at høre, hvornår jeg skulle op, at jeg a) drømte, at nogen bankede en stol ind i døren, b) vågnede. Selvfølgelig. Og kunne berette, at klokken kun var 04.45, så jeg måtte godt sove lidt længere ...

Nå, men altså. Generelt synes jeg, det går den rigtige vej med både sundhed, energi og styrke. Og i løbet af vinteren, hvor både ungerne og HDD har været lagt ned af forkølelse, har jeg været en klippe af blomkål eller noget ... og har måske/måske ikke ytret jævnt hellige sætninger som "Jeg tror, det er fordi, jeg vinterbader, at jeg ikke bliver forkølet. Det bider simpelthen ikke på mig" og "Du skulle tage at spise nogle flere grøntsager - det gør, at man ikke bliver forkølet. Overhovedet".

Ja. Så kom vi så til midt i den forgangne uge. Dagen før dagen, hvor jeg skulle gøre mine hoser grønne hos potentiel ny kunde i det svenske. Og hvad sker der?! Jeg vågner op og er snottet. RET snottet, oven i købet. Argh! Men jeg vinterbader jo (altså ikke lige den dag, men i det hele taget) og er den førnævnte klippe af blomkål, så jeg var fortrøstningsfuld og hele dagen blev brugt på damage control med varm te, Panodil Hot (ADR!), varm tøj og morgenkåbe (jeg var virkelig yndig (!)), plagen HDD om at hente ungerne, så jeg slap for at komme for meget ud, og gåen tidligt i seng, så jeg kunne være frisk til charmeoffensiv. 

Jeg mærkede derfor spændt efter, da vækkeuret ringede næste morgen kl. 05.25. Hvordan havde jeg det? Løb næsen? Værkede hovedet? Følte jeg mig 300 år gammel? Og ...

Status var ...

At ...

Wait for it ...

Jeg var ramt af noget, der potentielt kunne udvikle sig til at blive dødsforkølelsen over dem alle i løbet af dagen. Alle mine krumspring havde altså været helt og aldeles forgæves, og alt talte faktisk for, at jeg skulle være blevet hjemme. Men der er jo ikke det, en ipren (dobbelt styrke, oven i købet), et par betalte flybiletter og en god portion overmod ikke kan klare, så da klokken slog 6, kørte jeg til nærliggende station, lod mig transportere til Kastrup og fløj således til Nordens Venedig. Hvor jeg pinligt nok aldrig har været før, men helt sikkert skal hen igen. For ud over den svenske forbindelses hovedkvarter + en restaurant i nærheden var det virkelig begrænset, hvor meget jeg så. Ikke mindst fordi jeg havde så travlt med at pudse næse. Og drømme om en supersonisk jet, der kunne flyve mig lynhurtigt hjem (skete ikke) og kold appelsinjuice (dét skete til gengæld). Men indtil da klarede jeg mødet i fin stil og forstod endda næsten alt det, der blev sagt. Tror jeg da. Hvilket for andre nærmest vil svare til pludselig at kunne forstå swahili - jeg er nemlig i den grad ikke kendt for mine svenskkundskaber. Men det kan måske læres ...

Et helt og aldeles unikt og aldrig-set-før motiv ud af flyrude ... (!)

Jeg havde allieret mig med far-pastillerne over dem alle: Fisherman's Friend, og de hjalp ok til at kamuflere al elendigheden. Desværre hjalp de ikke på propper i ørerne, som jeg stadig har glæden af - dødsforkølelse og flylanding er i høj grad et match made in hell. For ja - den potentielle dødsforkølelse udviklede sig nemlig i fuldt flor på vej hjem i flyveren (undskyld, sidemand et og to) og har sendt mig til tælling i hele tre dage. For en, der sjældent er syg-syg, har det været noget af et slag - ikke mindst, når det har betydet, at jeg har glippet indtil flere deadlines, drinks med Mr. Grey med to af verdens tre sjoveste veninder, og en barnedåb. #&#€//"

Stearin-drypning med ældstebarnet kunne jeg lige svinge mig op til i dag. Trods alt ... 

Ah well - i morgen er der atter en dag, som forhåbentlig bliver mindre forkølet end de foregående. Så må vi bare håbe, at ungernes snøvlerier ikke udvikler sig til mere end lidt nysen, for ellers forudser jeg en snotcirkel, der varer ved herfra og ind i evigheden. Og det er der simpelthen ikke tid til, for der er nogen, der fylder 6 i den kommende uge, og det skal fejres ikke bare en, men hele tre gange. Så deeet ...

Og hermed skål i te fra min plet i sofaen! Må I have en dejlig, forkølelsesfri søndag aften!

fredag den 13. februar 2015

Noget om ros og sløje skrivefrekvenser


Jeg skal ikke have ros for min skrivefrekvens. På bloggen, altså. Til gengæld synes jeg, at jeg fortjener lidt ros for alle de ord, jeg har fået griflet ned i arbejdsøjemed, men det er jo et eller andet sted sagen uvedkommende. (Øv også). Og så synes jeg faktisk også, at det er på sin plads at rose mig bare en lille smule for, at der stadig er chokolade i skabet efter vores tur til Berlin. I december! (Hvor vi købte i omegnen af 4 kg RitterSport. Og så meget er der helt klart ikke tilbage. Men alligevel …) Det er godt at rose sig selv, har jeg bestemt – især fordi jeg, som nævnt, ikke har meget at komme efter, når det gælder frekvensen af blogindlæg.

Jeg ved egentlig ikke helt, hvad vi har lavet. Eller – jo, vi har været i Sverige. Nogen stod på ski, mens andre tørt konstaterede ”Dét der – dét skal jeg ikke prøve!” og pure nægtede at spænde et par glidende brædder under fødderne. Godt vi havde husket kælken – og at der var en kælkebakke. Så jeg og den yngste havde en fest på kælkebakken, mens HDD og den snart 6-årige (det skal vi i øvrigt også have snakket mere om – 6 år, mayn!) betvang lifter og pister, og hvad har vi. Det var en kort, hyggelig weekendtur til ødegården, hvor vi – ud over at stå på ski – også nåede at spise en masse slik, bygge 4 snemænd, spille spil og være i legeland, så jeg vil vove at påstå, at vi fik vredet al den hygge ud af weekenden, som den kunne trække.

Skumringssne

Transport af legetøj fra bilen til huset

Vi er desværre ikke velsignede med vinterferie, men havde dog taget i går fri, så vi kunne komme i LEGO World. ”Det er den første dag, det har åbent”, sagde HDD og jeg klogt til hinanden. ”Og selv om det er vinterferie, så er der nok ikke så mange mennesker, hvis vi altså er der lige, når det åbner”.


WRONG!

Oh. My. Gawd. Der var mange mennesker. Heldigvis er Bella Center jo pænt stort, hvilket hjalp lidt på det, men når man laver en ligning, der hedder Mange Mennesker + Forbud Mod At Tage Egen Forplejning Med x Verdens Mindst LEAN-optimerede Restaurationsproces, så får man et resultat, der hedder 1 times ventetid på flade sandwich og franske hotdogs. Heldigvis havde jeg husket ja-hatten, men helt ærligt, Bella – det kunne du sq godt have gjort lidt bedre. 

Til en anden gang ville det også have været rart at vide, at ingen af kaffebiksene tog kort. Men lad nu det ligge – ungerne var glade, og det er jo det, der tæller. Personligt synes jeg, at arrangementet var lidt mere tamt, end det har været de seneste år (hvilket ikke har noget med lang kø til de franske hottere eller manglen på kortterminaler at gøre), men igen: Ungerne hyggede sig. Og kom derfra med tre små byggesæt og en pose slik, så alt var godt. Forældrene kom derfra med ringende ører og en træthed, der kunne både måles og vejes, men alt i alt var det en smadderhyggelig dag. På trods af brok.

Hov ja - jeg har også fået nye forsyninger til melkværnen. Rug, spelt, havre, hvede, kamut og enkorn - så skal der eksperimenteres. Først og fremmest med fastelavnsboller, tænker jeg

Nåja – og så har der være fastelavn i børnehaven. Efter at ville være hhv. Spiderman, et jordbær og en pingvin, besluttede Varanen, at han ville være en giraf. Hvilket var pænt nemt, eftersom vi havde kostumet i forvejen. Øglen ville længe være Spiderman, men ombestemte sig i 11. time og ville hellere være leopard. Det viste sig at være forbavsende svært at finde et leopardkostume (til børn. Til voksne var der pænt mange – gennemsigtige – at vælge imellem, og jeg forsøger nu forgæves at u-se nogle af de billeder, jeg faldt over i min googling), så vi endte på et mix af Hvad Garderoben Gemte, og sendte en lille leopard med sorte leggings, leopardsommerkjole, leo-cardigan og et hasteindkøbt sæt med leopardører, -hale og -butterfly(?) af sted. Vi er altså sluppet temmelig billigt, når det gælder fastelavnskostumer i år, men det klager jeg på ingen måde over …

Derudover har vi vist ikke lavet noget. Ud over bare at være og arbejde og hygge og læse og kramme og holde hverdag, når den er bedst. Og se Suits. Hvorfor er der ingen, der har fortalt mig, hvor god den er? Resten af måneden kommer vist til at gå ud på nogenlunde det samme. Inklusive en 6 års fødselsdag. Gisp. Slet ikke så ringe endda, hvis man spørger min indre jyde.

søndag den 1. februar 2015

Om udlængsel, maling og februarplaner


Jeg lider pænt meget af udlængsel for tiden. På ’giv mig hvide sandstrande og duvende palmer’-måden. Måske fordi januar efterhånden har varet i noget, der minder om fire måneder, det er koldt og gråt, og hverdagen er sådan pænt meget hverdagsagtigt. Måske fordi jeg ikke har set hvide palmer og duvende sandstrande (... eller noget ...) i evigheder, eller fordi der er så sygt meget på tegnebrættet i øjeblikket (desværre bare ingenting, der omhandler ferie), at det helt tager pusten fra mig. Eller måske det bare er en blanding af det hele.

Hvordan jeg tackler det, spørger I? Jo tak, jeg arbejder. Og maler. Lister. I huset. *Indsæt selv højlydt snorken* Men hjælper det, spørger I videre? Overhovedet ikke, svarer jeg så. Men når man ikke har en krone – og i øvrigt et arbejde, der skal passes – så harmonerer en sviptur til de varme lande bare pænt dårligt. (Og så ikke et ord om, at jeg just har takket nej til en tur til netop de varme lande med alt betalt i arbejdsøjemed. Udlængslen er åbenbart sådan indrettet, at den vil have hele familien med og ikke bare sende mig af sted ganz allein)

Og så er jeg begyndt at træne. Hvilket faktisk hjælper en lille smule. Dels tænker jeg lidt mindre på de varme lande (og tegnebrættet), dels bliver jeg stærkere. Hvilket jeg har brug for, eftersom min ryg siden december har været helt f*cked (#hejstillesiddendearbejde), og min fys (som jeg i øjeblikket nærmest ser mere end HDD) kan berette, at jeg er mere end almindeligt låst i stort set samtlige muskler i venstre side. Super – så forstår jeg bedre, hvorfor jeg jævnligt får holdt i ryggen og/eller bliver nødt til at sidde virkelig underligt i sofaen, for at det ikke gør ondt i lænden. Men med afspændingsøvelser og vægttræning sammenholdt med mit sporadiske løberi, bliver jeg forhåbentlig så god som ny. Planen for februar er i hvert fald at opbygge lidt styrke i mit slatne korpus ved hjælp af nyindkøbt kettlebell, der måske nok ser lille, rød og nuttet ud, men som er tung som bare f*nden.

Det har ikke været praktisk arbejde det hele, her i weekenden. Vi nåede da også en stille stund med skøn udsigt


Der er flere planer for februar, der rækker ud over arbejdet og alt det, der ellers fylder - almindelige forpligtelser inkluderet. En af dem er bl.a. at blive færdig med at male i det der hus. Rydde op i mit tøjskab, der er propfyldt – desværre bare ikke med tøj, som jeg gider at gå i. Læse nogle flere bøger (gerne andre end de tre knaldromaner, jeg kom til at købe i den lokale genbrugsbiks formedelst 30 kr. forleden). Og tage en smuttur til det svenske, hvor vi krydser fingre for, at der er bare en lille klat sne, så vi kan få spændt et par ski under både egne fødder og reptilernes. Og lege, at vi har vinterferie. Om det så kun er i 10 minutter plus det løse. Og hvem ved - måske frekvensen på blogindlæg også bliver skruet i vejret?! #manhardalovathåbe

Den her udsigt kunne jeg godt leve med ... Nogen, der giver en milliard?

Så februar skal nok få ben at gå på, selv om måneden ikke byder på sol og varme (med mindre den globale opvarmning altså skruer gevaldigt op for charmen). Jeg tror på den, måneden. Den skal nok blive god. Travl, men god. Og lige om lidt kommer ungerne hjem efter en weekend hos Mårmor og Mårfar, hvor de har hygget sig (og vi har været praktiske. Og savnet dem). Hvis dét ikke er den bedste start på februar, så ved jeg da snart ikke, hvad der er.

fredag den 16. januar 2015

Fra et hjem med melkværn


Nogen er fra et hjem med klaver (mig, for eksempel). Som barn spillede jeg klaver – først godt hjulpet på vej af min mor, derefter af VIRkelig gusten musiklærer på folkeskolen, der var meget glad for små piger med langt hår. Men han lærte mig da at spille klaver (som jeg sidenhen har glemt), så det var da altid noget.

Andre (som fx reptilerne) er ikke fra et hjem med klaver. Og bliver det formentlig heller aldrig, eftersom ingen af os voksne spiller. Mon HDD's (ubrugte) saxofon tæller bare lidt? Til gengæld er de nu fra et hjem med melkværn. Og mens sådan en måske ikke umiddelbart tyder på, at man kommer fra et velstillet hjem med kulturelle interesser (ordbogens definition af klaver-ordsproget), så tyder det alt andet lige på, at nogen i familien interesserer sig for at bage. Hvilket i min optik ikke kan være helt skidt. 

Her er den jo, den bette kværn. Som jeg kan mærke, at jeg kommer til at blive ret så gode venner med ...

Som jeg kort har været inde på i et tidligere indlæg, så fik jeg en melkværn i julegave. Af HDD. Dén havde jeg ikke lige set komme, og selv om jeg elsker anderledes gaver – og dem er han god til at give – skulle jeg lige bruge et par dage på at vurdere, om den (uforholdsmæssigt dyre) maskine skulle blive i hjemmet eller konverteres til et par langskaftede støvler og en ny cardigan (som man, modsat melkværnen, intuitivt ved, hvad man skal bruge til). Det blev imidlertid melkværnen, der vandt – om end den blev byttet til en pænere, kraftigere model (som HDD oprindeligt ville have givet mig, men da han købte den, var den ikke på lager hos økodøko-forhandler. Det var den imidlertid kommet i mellemtiden). Og som med de fleste gaver fra HDD, har den vist sig at være en gave, der sidder lige i skabet, so to speak. Ikke nok med, at den er sjov at bruge (jeg kræver ikke så meget: Hæld korn i tragten, tryk på knappen, og voila! Friskkværnet mel! Det ER da fantastisk!), så har den også fået mig til at genoptage min bage-interesse, som det er alt for længe siden, jeg har fået gjort noget ved.

Siden nytår har jeg således bagt: 
  • Et grydebrød udelukkende af (usigtet) friskkværnet ølandshvede (pt. de eneste korn, jeg har. Skal snart svinge omkring en kornpusher), som blev lækkert og luftigt, men meget groft. Og temmelig mørkt pga. alle kim- og skaldelene
  • En omgang rugbrød, der mislykkedes (de smagte glimrende, men blev for klæge)
  • Et pull apart-brød med æble, kanel og marcipan (af let sigtet mel). Nok lidt mere brødagtigt, end det ville have været, hvis jeg havde brugt almindeligt, fint hvedemel, men det synes jeg ikke, gjorde noget
  • Chapati med friskkværnet, usigtet mel, og kikærtemel (som jeg havde i forvejen. Men når jeg løber tør, skal det laves på melkværnen)
  • Endnu en omgang rugbrød efter min (bageglade) fars tilrettede opskrift, som blev virkelig lækre, om end der stadig er plads til en smule forbedring. Fx bedre smøring af formen, så brødene ikke hænger fast, for starters …
Og nåja – så har jeg lavet en surdej, og vi har tryllet ølands-pandekager frem af usigtet mel. Som smagte og duftede fantastisk, og som mættede så meget, at vi alle nærmest trimlede ned af stolen efter kun 2 sølle pandekager (hver. Trods alt). Endnu en fordel ved fuldkorn – man kan ikke spise så meget!

Vi kan altså konstatere, at melkværnen har fået mig til at bage mere. Allerede dér vinder den på point. Dernæst har jeg konstateret, at friskkværnet mel dufter sindssygt godt. Af sol og sommer og … sjovt nok … korn. Så man kan ikke undgå at blive lidt glad i låget, når man står der og kværner. Eller … når maskinen står og kværner. For den er heldigvis elektrisk. Ellers tror jeg, min begejstring kunne ligge på et temmelig lille sted.

Jeg har mange flere brød og kager på tapetet i den kommende tid (første projekt er endnu mere rugbrød. Der skal jo bruges af surdejen), men før jeg kan gå i gang med at eksperimentere for alvor, skal jeg have investeret i noget så first world-agtigt som en fin melsigte, så det er muligt at bage brød- og kagetyper, der er mere fine i det. Selv om det er lækkert, ER det jo ikke alting, der behøver at være fuldkorn. 

Og nåja - så mangler jeg snart korn. Har kig på en gård på Sjællands Odde, der forhandler div. korntyper, men var det lidt tættere på Nordsjælland, ville det ikke gøre noget. Eneste krav er, at det skal være økologisk, så er der nogen, der ligger inde med de vises sten, så byd gerne ind. (I øvrigt ved jeg godt, at jeg bare kan bestille korn fra Aurion, men det bliver for dyrt i længden. Jeg vil hellere handle direkte hos dem, der dyrker kornet).

tirsdag den 13. januar 2015

Feberramt ...

Jeg har nævnt det før, men der er plads til en gentagelse - ikke mindst for de af jer, der ikke er til fals for Disney's tegnefilm-slash-musicals og/eller ikke har børn, der synes, at blå kjoler og evner til at fremtrylle is, sne, slotte og besjæling af snemænd er the shit: Frost-feberen raser, og det er en hidsig s*tan, man måske bør begynde at overveje, om der skal paraplyvaccineres for.

Personligt synes jeg faktisk, at Frost er en glimrende film, og soundtracket er gudskelov til at holde ud at høre på. "Gudskelov", fordi vi har hørt det temmelig mange gange herhjemme. Så meget, at ungerne ved lige præcis, hvilken sang der kommer hvornår. Og opdager det hver gang, når jeg springer den første, brummende ishugger-sang over for at gå direkte til "Skal vi ikke lave en snemaaaaand", som er en ørehænger af rang (og skyld i, at hele Reptil-familien efterhånden synger det meste til hinanden*). Og det stopper jo ikke bare ved filmen og soundtracket (eller ved ringbindet, som er blevet specialindkøbt til den ældstes førskoleaktiviteter i børneren, de to Olaf-bamser, julemanden kom med, eller Elsa-kjolen, -handskerne og -diademet, som lå under juletræet, for den sags skyld).

Uvist af hvilke årsager har jeg ikke billeder af alt vores Frost-merchandise. Så her får I the real deal - frost i haven mellem jul og nytår. Og kunne vi venligst få lidt mere af det?! Vi er nogle, der godt kunne tænke sig at komme til Sverige og stå lidt på ski ...

Mere frost i haven ...

Ikke, at man behøver merchandise til yngstebarnets nuværende yndlingsleg. Der slet og ret hedder "Elsa og Anna", og ingen ved helt, hvad går ud på. Udover, at den foregår inde på Varanens værelse, og at jeg skal være med i den. Hver gang, hele tiden. Ellers dur den åbenbart ikke. Ikke, at jeg klager, for jeg skal bare ligge på en madras og lade som om, jeg sover (lige til at holde til) og svare, når jeg bliver spurgt om noget (tit). Der er dømt hug, hvis jeg falder ud af rollen og kalder ham 'Varan' eller 'skat' eller andet: "Jeg er ikke nogen skat, mor. Jeg er ELSA!" Og jeg er så som regel Anna. De sidste par dage har jeg imidlertid været Olaf, og Varanen har insisteret på at blive kaldt Elsa. Også ved aflevering i børneren, hvor pædagogerne heldigvis var med på den, og jeg blev sendt af sted med et "Nå, Øgle og Elsa - siger I lige farvel til jeres mor. Eller, jeg mener ... til Olaf?"

Så for tiden har jeg to piger. Der begge vil være Elsa (aner I en kilde til konflikt der? For det gør jeg, kan I tro). Ikke om jeg fatter, hvorfor de ikke vil være Anna - hun er jo meget sødere. Men det har formentlig noget med kjolen at gøre - for den ældstes vedkommende, om ikke andet. Varanen tager ikke det med påklædningen så tungt og er ofte Elsa i Batman-kostume. Og undertegnede slipper for at iklæde sig lagen og gulerod for at ligne Olaf mest muligt. Count your blessings - er det ikke sådan, man siger?

Men Frost-feber it is. Og det er i grunden meget hyggeligt, når nu det skal være. Kan komme i tanker om mange andre film, jeg nødigt ville have kørende på repeat - og Frost har i det mindste musik, der er til at holde ud at høre på. Også selv om det betyder, at jeg har den på hjernen 24-7 ...


-----

*Vi skal faktisk snart af steeeed.
Kan vi ikke lege først?
Så bli'r det kun et øjeblik
For husk nu at
Det ik' er weekend meeeeer'
Årh, det ku' vær' så hyyyyyg'ligt
Hvis det var fredag
Så vi kunne få lidt sliiiiiiik
Ja, men nu' det altså mandag
Lillebitte søde mandaaaaag
Og vi skal af sted
... Kom nu, Varan

fredag den 9. januar 2015

Perspektiv

Setting: I morges ved 8.30-tiden. Det er mørkt, og det øsregner.

Mig (mumlende, til mig selv): Det er godt nok dårligt vejr ...

Øglen (sidder og tegner): Ja. Og du skal cykle os over i børnehaven, så du bliver helt våd.

Mig: Ja, men det går nok. Vi skal bare lige huske at lukke låget (i kassecyklen, red.)

Øglen: Men sådan er det jo at have børn?

Mig: Hvordan?

Øglen: At man nogle gange skal cykle med dem i regnvejr.

Mig: Jo, men det har vi jo gjort før. Det er heldigvis bare vand. Jeg tørrer forhåbentlig igen - og ellers kan I jo altid få et kæmmmpekram, når vi kommer over til børnehaven. Så bliver I også våde. *Gnæggnæg*.

Øglen: Addddd! Men mor - det er altså meget bedre at blive helt våd nogle gange end ikke at have børn. Tænk, hvis man ikke havde nogen børn at cykle over til børnehaven. Så var der ingen at lege med og kramme. Det ville ikke være så godt.

Mig: ...

Og således klogere på det vigtige her i livet tog vi af sted i øsende regnvejr. Jeg er allerede tør igen, der er kaffe i koppen, og der er et par børn, der skal cykles hjem igen i eftermiddag. Formodentlig også i øsende regn, sådan som vejret ter sig i DNP i øjeblikket. Alt er godt.

mandag den 5. januar 2015

Hej 2015!


Det er næppe gået nogens næse forbi, at det er blevet et nyt år nu. Fyldt med nye, ubrugte dage, der er klar til sjov, ballade, alvorligheder, almindeligheder, glæder og sorger. Alt sammen dage, som jeg endnu ikke aner, hvad bringer, men jeg glæder mig til at se, hvad kalenderens blade bliver fyldt med.

Selv har jeg ikke tænkt så meget over året, der kommer – dagene går jo under alle omstændigheder, og min plan (og min opgave, for den sags skyld) er jo ’bare’ at fylde dem op med liv. 

Men eftersom nytåret maner til eftertanke, refleksion og om ikke ændringer, så justeringer, har jeg brugt dagene omkring årsskiftet på at tænke tilbage på året, der er gået. Jeg burde vel, lige som så mange andre her i Blogland, lave en decideret status over de forgangne 12 måneder, men jeg er for doven til at gå arkivet igennem. Til gengæld er det lige til at overskue at kigge på mine forsætter – eller intentioner, som jeg vist kaldte dem – fra sidste år

De få dage, sneen var her, blev den udnyttet til fulde. Her hos Mårmor og Mårfar i juleferien

Generelt synes jeg, at jeg – vi – er kommet meget godt i mål. Året har været meget mindre hus-agtigt (de eneste større ting, vi har lavet, er at imprægnere taget og rydde op i garagen), firmaet har haft medvind (uden det er gået alt for meget ud over fleksibiliteten), og nærværet er blevet en hel naturlig del af hverdagen. Telefonen har fået meget – meget – mindre opmærksomhed, og selv om jeg hverken kan eller vil pudse nogen glorier, kan jeg helt uden at lyve sige, at den nu stort set kun bliver brugt til det, en telefon er beregnet til plus som kamera, Instagram- og nyhedstjekning og nødløsning i køkkenet, når en opskrift driller. Den rastløse opdateringsfinger har været på afvænning og er faktisk blevet så doven, at telefonen ikke sjældent får lov til at blive hjemme (eller i tasken), hvis vi er ude. Jeg kan mærke, at det giver mig meget mere ro, at jeg ikke længere så let lader mig distrahere. Og det har givet mig muligheden for at falde i staver eller endda – fyha! – kede mig fra tid til anden. For ikke at tale om at læse rigtige bøger (eller ... altså ... chick lit og krimier, eggå. Hvilket måske ikke er 'rigtige' bøger i nogens øjne. Men de er lavet af papir  ...)

Pr. 1. januar 2015 fik jeg endda også deaktiveret (ikke slettet. Har endnu ikke hittet ud af, præcis hvor man gør dét henne) min efterhånden temmelig ubrugte FB-konto. Hvilket jeg burde have gjort for længe siden, for på det seneste har FB ikke givet mig andet end dårlig samvittighed og/eller følelsen af at gøre alting forkert/for lidt/for meget. Så farvel til endnu et tidsfordriv og goddag til en tilværelse med færre input, der sparker til min åbenbart latente utilstrækkelighedsfølelse. (Og i øvrigt også goddag til en tilværelse uden mulighed for nogensinde at kunne deltage i konkurrencer eller give aways igen. Det var ikke rigtig gået op for mig, HVOR meget der egentlig er hægtet op på, at man har en Facebook-konto, men eftersom jeg alligevel aldrig vinder noget, klarer jeg det nok). 

"Skal vi ikke bygge en snemaaaand ...?" *Syng selv videre* (Folk, der har set "Frost" mere end en halv gang, ved, hvad jeg taler om). Her et ret lavstammet eksemplar - igen hos Mårmor og Mårfar 

So far so good. Ønsket om et år med mindre kød gik fint i januar 2014, der var helt vegetarisk. Det var både lækkert og godt for krop og sjæl, men jeg faldt desværre hurtigt tilbage i gamle madlavningsvaner, da februar kom, så jeg må op på den kødfri hest (eller noget …) igen. Generelt kunne jeg godt trænge til at give mine madvaner et sundhedstjek i år. Det der med at holde sig fra mel og sukker, som jeg fablede om for et år siden, er i hvert fald ikke noget, jeg har husket (og næppe noget, der kommer til at ske i 2015, eftersom en af mine julegaver var en melkværn). MEN: Efter verdens længste pause er jeg endelig kommet i gang med at løbe igen. Og vinterbade (ikke noget ”igen” her – det er første gang, jeg har prøvet dét. Men bestemt ikke sidste). Godt nok kun én gang om ugen, men 8 km har også ret, og det giver mig blod på tanden til at røre mig, selv om vejret er både gråt og koldt. Jeg troede faktisk ikke, at jeg egnede mig til at løbe sammen med nogen, men det har vist sig både at være sjovt, hyggeligt og motiverende. Vi vinder ingen priser for hastighed, men vi kommer af sted, uanset om det er gråt, vådt eller hvidt, og det må altså også tælle for noget.

Mit sidste – og måske ikke alt for beskedne – ønske for 2014 var, at det skulle være intet mindre end fantastisk. Men selv om der har været rigtig mange gode ting i 2014 (jeg nævner i flæng: Vi er alle sunde og raske (faktisk kan jeg ikke huske et år, hvor ungerne har været så LIDT syge som i 2014), børnene vokser som ukrudt og trives, og der har været både skønne ferier, hverdagsoplevelser, mærkedage og meget andet), så var især første halvdel af 2014 benhårdt. Jeg har været helt nede i kulkælderen og tumlet med store, tunge og temmelig livsomvæltende tanker og beslutninger. Det har i dén grad trukket tænder ud og pirket til både identitet, selvværd og troen på egne evner.

Fra altid at have været sådan temmelig happy-go-lucky af sind, har det været lidt af en omvæltning. For nu at sige det mildt. Måske var det en form for vinterdepression. Måske var det stress (hvilket kan lyde paradoksalt, når vi tager i betragtning, at jeg ikke just har en 70 timers arbejdsuge. Men der har været mange andre faktorer inde over, som kan have stresset og som i hvert fald har påvirket mit humør i en ret uheldig retning). Eller måske var det bare en sindstilstand, der hverken kan eller skal puttes i en kasse og hedde andet end "træls". Uanset hvad, så er de mørke tanker væk nu, men der er stadig eksistentielle overvejelser, der trænger sig på, og som næppe løser sig lige med det første. Men jeg – vi – er på vej i den rigtige retning, og vi er på vej sammen, så jeg satser på, at 2015 nok skal vise sig at blive alt det, 2014 ikke blev. Nemlig fantastisk.

Og det må så være nytårsreflektioner nok for nu. Alt er godt - send mere chokolade, for jeg har snart spist alt det, der var tilbage fra julen (men dog ikke alt det, vi købte på Ritter Sport-muséet i Berlin. Trods alt). Jeg håber, at I alle har haft et dejligt nytår!

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...