torsdag den 4. april 2019

Don't try this at home


Hvis nogen skulle gå og overveje, hvordan en bordskåner af kork nu lige ser ud, hvis man bager den ved 250 grader i 15 minutter, så kan I stoppe nu:



Selv tak.

(Og nej, jeg kan desværre ikke komme nærmere ind på, hvordan i al verden det lod sig gøre. Jeg kan til gengæld afsløre, at bagt bordskåner ikke lugter særlig godt).

fredag den 29. marts 2019

Noget om ikke rigtigt at vide noget

"Kommer du egentlig nogensinde tilbage til din blog", spurgte sødeste Skøre Liv forleden over en kaffe og en chai latte på det pulserende Nørrebro undervejs i min svada om bl.a. surhed, motion og alt mulig andet spændende. Et udmærket spørgsmål, som jeg svarede på med topmålet af begavelse: "Øhbøh, mjah, njarj, eller altså, måske. Det er bare fordi, jeg ... altså, mjah, nøh, hm". (Hvordan uddannelsessystemet nogensinde har sluppet mig igennem, er mig af og til en gåde).

Men altså. (Mjah, nøh, hm, njarj ...) Nu har jeg tænkt lidt over det, og det knap så vævende svar - og så alligevel - er, at det håber jeg. Jeg håber, at jeg finder drivet frem igen, så jeg har lyst til at skrive, fabulere og dele. At aktivere samlergenet til ikke kun at samle på porcelæn (don't ask), men også på hverdagshistorier og søde, små anekdoter, som jeg kan genlæse i takt med, at ungerne bliver større og klukle/græmmes/tænke over dem og de små snapshots af levet liv, der kan anes gennem dem.

Håbet er lysegrønt, siger man (eller - det er der i hvert fald nogen, der siger). Og det matcher jo meget godt med farven på træernes små, optimistiske blade lige nu. Så måske det er et tegn på, at jeg endelig får taget mig sammen og griflet lidt ned. Det har under alle omstændigheder været noget af en mangelvare på det seneste. Jeg har netop opdaget, at jeg har skrevet sølle tre (og det var 3! Det er nærmest pinligt) indlæg i 2018, så målet må være at nå over dét. Med dette indlæg er jeg oppe på hele to i år, så det burde være inden for rækkevidde. Men man ved selvfølgelig aldrig.

Men hvorom alting er, som min søde mor ofte sagde, så er jeg her nu. Og er der ikke noget om, at det er det, der tæller? Nærvær er blevet den nye valuta, har jeg en fornemmelse af, og det er der slet ikke noget dårligt at sige om. Tværtimod. Mere af det!

Og med de ord er der en højst nærværende støvsugning, et par insisterende interviews og en tøjvask, der skal tæmmes. Hjemmekontoret, når det er bedst. Men først: Kaffe!

Vi skrives ved. Håber jeg.

onsdag den 16. januar 2019

Noget om 2019

Nå. Jeg nåede så ikke at skrive mere i 2018. På trods af alskens gode intentioner løb tiden fra mig, og selv om der ligger en næsten fiks og færdig kladde klar, er den så julet, at den får lov at hvile i fred, mens jeg spekulerer på, hvorfor det nu lige var, jeg aldrig fik trykket på 'Udgiv'.

Og nu er det så et nyt år. Med alt hvad dertil hører af januar-gråhed, semi-forkølelser, metaltræthed ("Er det weekend nu, mor? Men så i morgen da? Eller i OVERmorgen?") og blanke kalendersider. Som gradvist bliver mere og mere fyldte, skal jeg lige tilføje (hej fritidsinteresser, arbejde, momsregnskab, legeaftaler, forældreundervisning (ja, det er en ting), familiebesøg osv.)

Efter et efterår, hvor jeg konstance har haft fornemmelsen af at være to skridt bagud med alt (alt, blev der sagt. Lige fra julenisserier, kalendergaver, december-hygge-overskud (overskud; hvilket overskud?) før skole, eftermiddagshygge efter skole, viljen (evnen?) til at organisere legeaftaler, you name it), er det befriende at starte på en frisk. Jeg har ingen egentlige nytårsforsætter, men det ville da være meget rart, om jeg og hverdagens tempo kunne følges lidt bedre ad her i 2019. Jeg har om nogen mulighed for at arbejde på sagen, for et arbejdsliv, der er organiseret som mit, giver ret frie rammer. Så i teorien burde det ikke være så svært. I praksis har det vist sig anderledes, men jeg er blevet overrumplet af dels arbejdsbunkerne, dels af de nye, spændende krav og forpligtelser, der følger med ikke længere at have to småbørn, men i stedet to relativt store skolebørn, der i samråd med os voksne skal huske madpakken, gymnastiktøjet, lektierne (og også gerne huske at lave dem), skolearrangementerne, legegrupperne, legeaftalerne osv.

Jeg tror simpelthen, at jeg har sovet i timen. Overset, hvor meget plads på hjerne-harddisken, der skulle sættes af. Så jeg har sat for lidt plads af. Og derfor er kommet i 'utakt', som vi sagde i Jylland omme i firserne, hvis nu man prøvede at gå i takt med klassekammeraterne, men man kom et skridt bagud. I ved. Typisk kan jeg indhente en utakt i løbet af timer eller dage (det gik noget hurtigere med at indhente den i firserne), men det er som om, den har fulgt mig hele efteråret. På trods af små lommer af tid. Juleferien satte dog en stor streg under, at tid netop var det, der skulle til - tidslommerne i løbet af efteråret var simpelthen bare ikke lange nok. Men det var de 14 dages juleferie dog. Trods alt. Og selv om jeg blev nødt til at arbejde en lille smule, var det ikke i et omfang, der gav hverken hjertebanken eller svedige håndflader. Tværtimod var der fortsat masser af tid til at lægge puslespil, gå ture, spille brætspil og spise julesmåkager.

Julesmåkagerne er nu sat på hylden, og fitnessabonnementet, som jeg underholdt med sidst, kører stadig derudaf. Det skyldes nok primært, at mine kunder lige skal opdage, at det er blevet hverdag igen. Og indtil de gør det, tager jeg mig tid til en god og blød opstart efter ferien. Det er slet ikke dårligt, sådan at kunne begynde dagen med en omgang træning, efter børnene er blevet afleveret i skole. Og fordi jeg er så dårlig til at huske min pung, når jeg går ud ad døren om morgenen, kan jeg ikke købe den kanelsnegl, jeg ellers altid har lyst til efter træning. Så måske - hvem ved - lykkes det at komme i de bukser, jeg kom til at købe en størrelse for små for snart to år siden, og som har hængt i skabet og hånet mig siden da. En eller anden dag, om ikke andet.

mandag den 3. december 2018

Noget om at blogge


Jeg ved ikke, om man er berettiget til at kalde sig selv for blogger, når man kun har begået sølle 2 - nu 3 - indlæg på et år. Selv om jeg selvfølgelig i teorien kan nå at sprøjte en masse indlæg ud inden nytår, ved vi vist godt alle, at det ikke kommer til at ske, så jeg vil forsøge at affinde mig med, at mine ord tilsyneladende er tørret helt ind og fremover titulere mig selv “blogger” med et sæt distancerende citationstegn. Nuvel. Sådan må det være.

Siden sidst - hvor jeg alvorligt troede, at jeg NU ville komme igang med at blogge-blogge igen - er der sket en masse. Det gør der jo gerne ude i det der virkelige liv ...

F.eks. er jeg blevet 40. Ja. Fyrre. Også selv om der står ovre i min profilbeskrivelse, at jeg er 38. (De fyrre år gør tilsyneladende - blandt andet - at jeg ikke længere kan finde ud af at redigere min bloggerprofil. Jeg er nu officielt blevet min mor ("det kan jo være, jeg kommer til at slette internettet", men det er så absolut heller ikke den værste, jeg kunne ende med at blive). Selve dagen faldt på en hverdag og blev, ud over arbejde, brugt på at fragte den yngste til og fra spejder (for det er han nemlig begyndt at gå til. Og han er præcis lige så vild med det, som jeg havde håbet på) og vente i små halvanden time på en kold bænk, mens han spurtede rundt og tændte bål og fandt pinde og grankogler og andet godt fra skoven. Oh the glamour! Og så selvfølgelig på lidt fejring med familien.

Yngste nummer er fyldt syv - det gjorde han oven i købet før, jeg fyldte år, men first things first, ved I - og mens jeg kørte low key fejring, fik den hele armen med ham. Hele familien var til kalas, og sammen med et par andre fra klassen, var hele 1. klasse til fødselsdag i nærliggende indendørs legefacilitet. De to begivenheder faldt dog - heldigvis - ikke på samme dag.

Vi har desuden udvidet husholdningen med to hamstere. En form for plan B, efter vi havde lovet ungerne en hund (d’oh!), men i ellevte time kom til at se, at det bare SLET ikke ville passe ind i vores liv og hverdag lige nu. Og så er gode råd jo dyre, men på en eller anden måde fik vi vinklet det sådan, at ungerne synes, de har skudt papegøjen (bare for at blive i dyreverdenen) ved at få en hamster hver i stedet for at få én hund. Og vi forældre synes i dén grad også, vi har skudt papegøjen. Jeg havde imidlertid lige glemt i to sekunder, hvor stramt jeg har det med dyr i bur, så fra at have et lille bur til hver hamster, der kunne stå på ungernes beskedne værelser, er det blevet lidt af et udstyrsstykke med noget større bure, en form for kravlegård og andet, der tilsyneladende har taget permanent bolig i vores stue. Ak ja; you win some, you lose some. Og selv om de der småkravl er crazy AF og prøver at komme ud af ALT (er de først kommet ud af buret, prøver de at komme ud af stuen, og er de kommet ud af stuen, prøver de at komme ud af hele hytten - måske der var et marked for mindfulness-kurser til hamstere?!), er de nu faktisk ret søde. Jeg er i hvert fald temmelig ofte at finde henne ved hamsterburet for liiige at sige hej.

Vi har også intensiveret jagten på et sommerhus og er lige dele ‘så kan det også være lige meget’ og ‘hell no - giv mig det sommerhus. Nu!”, efter TO gange at have oplevet, at vores foretrukne sommerhus blev solgt lige foran snuden på os. Jeg troede, det var nu, sommerhusmarkedet var trægt? Nej? Nå! Vi kigger videre, og på et eller andet tidspunkt lykkes det jo nok. Gerne inden vi begynder at gå alt for meget (mere) på kompromis med stand, pris og beliggenhed … (I skrivende stund har jeg talt med ejendomsmægler - den samme, vel og mærke - ikke bare en eller to gange i dag, men hele TRE gange. Og ja, det er mig, der har ringet hver gang. Han har dog forsikret mig om, at der er et stykke vej endnu, før jeg bliver Verdens Mest Irriterende Type, men det skal han jo sige, tænker jeg?!)

Arbejdet er et kapitel for sig selv, men for at det her indlæg ikke skal blive længere end højst nødvendigt, tænker jeg, at jeg bare siger, at der er travlt. Og at det der med stilhed før juledagene tilsyneladende ikke er noget, dem jeg løser opgaver for, bruger. Vi er alle sammen enige om, at Travlt Er Godt, når man er selvstændig, og dermed har jeg for evigt mistet brokke-retten. Så jeg brokker mig ikke. Overhovedet. Men glæder mig over, at travlheden nu er nået ned på et niveau, hvor spontanreaktionen efter skoleafhentning ikke længere er "Brænder I huset ned/klipper I håret af hinanden/springer I i havnen, siger I? Ok, men så skal I gøre det stille, for jeg skal lige arbejde ..." 

Og så er der jo simpelthen sket det, at jeg har meldt mig ind i noget fitness. For gud ved, hvilken gang. Hånden op, alle dem, der har været medlem af et fitnesscenter før. For så at lade medlemsskabet blive helt støvet til. Sådan en er jeg har jeg været. Mange gange. Senest, jeg var medlem - af samme center, som jeg er nu, må jeg lige tilføje - var før, den ældste blev født. Faktisk husker jeg, at jeg, da jeg særdeles højgravid vraltede ned for at melde mig ud, blev mødt af Meget Trænet Type, der ikke kunne se, hvorfor jeg ville melde mig ud, når jeg bare kunne sætte mit medlemsskab på pause, og selv ivrig gestikuleren til min kæmpemave kunne få ham til at mene noget andet. Han havde formentlig en pointe, men gav mig kun endnu mere lyst til at melde mig ud, så det gjorde jeg - og jeg har aldrig set mig tilbage. Før for en måned siden, hvor jeg midt i arbejdsorkanens øje i dén grad trængte til noget, der kunne få mig væk fra skærmen og ud af hovedet. Så i et anfald af ‘I can do this’ meldte jeg mig ind igen, og selv om første gang var tåkrummende akavet (tænk indfiltrede lemmer i maskiner og vælten over sig selv i forsøget på at gå i et med væggen), er jeg kommet stærkt igen. I en grad, jeg ikke havde troet det muligt. For at eksemplificere kan jeg berette, at jeg ganske frivilligt satte vækkeuret til 05.45 i morges. For at nå over og træne, før resten af familien stod op. Og som sagt så gjort. Faktisk har jeg - og nu blærer jeg mig, sorry! - trænet 19 gange, siden jeg blev medlem for halvanden måned siden. Jeg er øm i benene og så træt om aftenen, at jeg nærmest ikke kan holde mig vågen, når jeg putter ungerne, men mit overordnede velvære er skudt i vejret med mange procenter. Desværre smider man ikke de der uklædelige 5-7 hyggekilo overnight, men jeg tænker, at velværet er første skridt - så må resten komme senere. Og indtil da undres jeg videre over, hvordan jeg pludselig er blevet Sådan En, Der Træner. (Og nej, jeg tror ikke, det skyldes en fyrreårskrise, for alderen har jeg faktisk ikke haft krise over (endnu). Måske fordi jeg stadig føler mig som en 25 årig indeni - i hvert fald de dage, hvor jeg ikke føler mig som en på 400).

Jeg kunne fortsætte i evigheder - jeg sagde jo, at der var sket meget - men arbejde, I ved. Over ’n out herfra. Måske for et par måneder, måske for et par dage. Det ved man - jeg - aldrig …

tirsdag den 4. september 2018

... et halvt år senere


Nå. Så gik der da lige et halvt år plus det løse, hva’? Men altså, jeg er her stadig *støver godt af i hjørnerne, fanger vindhekse og jager edderkopper på størrelse med cd’er ud af blog-præmisserne*. Agtigt.

Det kunne være spændende, hvis jeg kunne fortælle, at jeg i mit halve år væk havde realiseret mig selv / tabt mig 57 kilo / gennemført en Ironman / gået Caminoen, men det kan jeg altså ikke. Eller - det kan jeg godt, men sådan noget kaldes at lyve, og det er ikke alle, der er fans af det. Mig selv inklusive.

Til gengæld kan jeg berette stolpe op og ned om en hverdag, der futter lige så stille derudaf. Om børn, der nu går i første (!) og tredje (!!) klasse, om et arbejde, der har grebet lidt om sig (og nej, jeg brokker mig ikke, for det må man ikke, når man er selvstændig, men der er travlt!), og om at vi er nogen, der er kommet til at love vores børn en hund i et svagt øjeblik. Men det ville blive langt, så det undlader jeg.

Jeg kan også underholde med, at sommerferiens absolut sidste weekend blev tilbragt på koloni med Yngstebarnets klasse (jeg var med til at planlægge kolonien, og man kan mene, at jeg næste år måske lige kunne tjekke op på, om sommerferien overhovedet var slut, før jeg lagde mig fast på en dato). Men tænk engang; det viste sig at være en fantastisk måde at kickstarte klassens fællesskab på - de søde sommerunger, der ikke havde set hinanden en her lang, varm sommer, havde en fest, og vi så dem nærmest ikke i de 24 timer, vi var af sted. (Og så kan vi da i øvrigt lige fortsætte fortællingen med, at vi snart skal af sted med Ældstebarnets klasse også. Bare hvis nu vi manglede noget at lave i weekenderne).

Sommerferien kunne også være oplagt at beskrive. Jeg tiltuskede mig hele 4 uger, hvoraf de tre var helt og aldeles mail- og SoMe-fri, og den fjerde kun var præget af ganske lidt internetteri. Det kan i dén grad anbefales, hvis man til daglig er sådan en, der sidder ræddi meget foran computeren - lige som mig. Vi nød livet i fulde drag i hhv. Italien, Tyskland, Sverige og Danmark (alle steder var i øvrigt lige varme - Danmark måske et par grader varmere. Helt skørt), men hvorfor gøre en lang historie endnu længere, når en ganske kort opsummering også kan gøre det: Det var varmt. Det var skønt. Jeg vil af sted igen!

Der er altså nok at tage fat på, men jeg vil skåne jer for de dødehavsruller, der ville komme ud af det. I stedet siger jeg bare hej, sådan helt stille. Jeg håber, vi læses ved snart igen. 

fredag den 23. februar 2018

Noget om tavshed


Det er svært at vide, hvor man skal begynde, når man har været væk i flere måneder. Og om man overhovedet skal begynde. Der er så meget at tage fat på af både stort og småt, og mens jeg tænker, at det jo i grunden også kan være helt og aldeles lige meget, om det bliver nedfældet for eftertiden eller ej, tænker jeg også, at det kan være meget rart netop at have det for eftertiden. Det er det skrevne ords fantastiske fleksibilitet – så svært at skrive nogle gange, og så rart at læse. Nogle gange.

2018 er godt i gang, og tak og lov for det. FarVEL 2017 – må du forsvinde ud i de bløde, hvide erindringståger, hvor man om føje år siger ting som ”Ahr … så slemt var det da heller ikke”. Lige som med fødsler, I ved.

Men så slemt var det nu egentlig ikke (se, der behøvede åbenbart ikke at gå år. Et par måneder kunne også gøre det). Vi har det godt i Reptilfamilien. Den Ældste bliver så stor og smuk og sej og fantastisk (NI år lige om lidt!), og den Yngste vokser sig større, sjovere og frækkere minut for minut og skal, som den Ældste pointerede forleden, snart i første klasse. Ikke om man fatter det. Han er blevet næsten plysset hos frisøren (sådan kan det gå, når man overlader frisørtjansen til en bedsteforælder og glemmer at advare mod netop dén specifikke frisørs forkærlighed for barbermaskinen). Heldigvis har hår det jo med at vokse ud igen.

Frisørfadæser er dog det mindste af det, der har optaget min tid de seneste måneder. Arbejdet bærer en stor del af skylden. Og livet generelt. Men døden har også sneget sig ind, og til trods for, at den var ventet, så har den gjort ondt. Og fyldt meget. Både følelsesmæssigt og rent praktisk. Læg dertil en rigid skifteret, et indbrud, et næsten-indbrud (ja, det er en ting), arvefnidder suppleret med en generel mistillid til andre mennesker og en lejlighed, der skulle tømmes (bl.a. af undertegnede) før udgangen af januar, og så er vi vist ved at have dækket meget godt, hvad alle mine vågne timer er blevet brugt på siden november.

Fraregnet en skiferie, altså. Det var awesome – og ualmindelig tiltrængt. Nå ja, og en jul, selvfølgelig. Og et virkelig festligt nytår. Pileflet (don’t ask), fastelavn og koncert i Vega. Cykeltur gennem Nordhavnstunnellen og juleweekend i Lund. Så alt har ikke været op ad bakke. Så langt fra. De sparsomme tidslommer er bare blevet prioriteret benhårdt, og der har brætspil og højtlæsning, popcorn-spisning og Olsen-banden marathon vundet over bloggeriet med flere længder.

Nu vejrer jeg imidlertid forårsluft (og jaja, jeg ved godt, at de lover sibirisk polarkulde i den næste uges tid, men det er jo set før, at prognoserne er en smule off), så jeg tillader mig at være fortrøstningsfuld. Og hepper i dén grad på 2018. Jeg er allerede godt i gang med at implementere mere læsning og mindre serie-kiggeri. Mere løb og mindre ikke-løb. Mere op- og udrydning og mindre købetrang. Jeg er ikke god til det, men jeg prøver. Og det er som om, det hele går op i en højere enhed. At læse og at løbe giver mig ro i hovedet. At rydde op og ud i hjemmet giver mig også ro. Så jeg vover pelsen og konkluderer, at det er ro, jeg har – og har haft – brug for. Men nu kommer foråret. Eggå, Voldborg?!

So long til jer (om nogen), der stadig følger med!




torsdag den 9. november 2017

Noget om kommunalvalg

Man skal jo bryde bloggertørken på en eller anden måde, så nu får I en sand historie fra min actionprægede hverdag - lydtapetet på en tur hjem fra skole ...

Yngstebarnet *gnægger*: Tue Hækkerup!
Mig: Ja, han er politiker. Det er derfor, hans ansigt hænger i lygtepælen.
Yngstebarnet *griner nu hjerteligt*: Hækkerup!
Mig: ...

Yngstebarnet: A-lex VANDopslag! Vandopslag? Mor?
Mig: Ja, altså. Det hedder han, står der på plakaten. Men man udtaler det nok på en lidt anden måde.
Yngstebarnet *griner hjerteligt*: Vandopslag. Joakim von Vandopslag.
Mig: ...

Yngstebarnet: Aj, morrr?
Mig: Ja, skat?
Yngstebarnet *ærefrygtigt*: Hende der hedder Aia FUCK!
Mig *griner*: Aia FOG, skat. Det udtales lidt anderledes. Men jeg kan godt se, at det kan se ud som om, hun hedder det andet.
Yngstebarnet *griner hjerteligt*: Aia FUCK!
Mig: ...

Vi kan altså konkludere, at kommunalvalget får nogen til at le hjerteligt. Ad flere omgange. Så det er da bestemt værd at tage med.

Personligt er jeg ikke helt så godt underholdt af valget som Yngstebarnet, men jeg er til gengæld underholdt af, at han nu har så godt greb om læsningen, at han morer sig med skilte og jo så altså også valgplakater. Ældstebarnet synes ikke, kandidaternes navne er kilden til meget morskab (her skal man nok helst være 6 år, tænker jeg), men hun synes til gengæld, det er dumt, at børn ikke må stemme. Hun vil nemlig gerne stemme på en, der siger, at man skal gå i skole 20 minutter mere hver dag. Så længe man altså skal have matematik (!?)

Så hvis I møder sådan en kandidat, så sig lige til, ikke?

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...