torsdag den 9. november 2017

Noget om kommunalvalg

Man skal jo bryde bloggertørken på en eller anden måde, så nu får I en sand historie fra min actionprægede hverdag - lydtapetet på en tur hjem fra skole ...

Yngstebarnet *gnægger*: Tue Hækkerup!
Mig: Ja, han er politiker. Det er derfor, hans ansigt hænger i lygtepælen.
Yngstebarnet *griner nu hjerteligt*: Hækkerup!
Mig: ...

Yngstebarnet: A-lex VANDopslag! Vandopslag? Mor?
Mig: Ja, altså. Det hedder han, står der på plakaten. Men man udtaler det nok på en lidt anden måde.
Yngstebarnet *griner hjerteligt*: Vandopslag. Joakim von Vandopslag.
Mig: ...

Yngstebarnet: Aj, morrr?
Mig: Ja, skat?
Yngstebarnet *ærefrygtigt*: Hende der hedder Aia FUCK!
Mig *griner*: Aia FOG, skat. Det udtales lidt anderledes. Men jeg kan godt se, at det kan se ud som om, hun hedder det andet.
Yngstebarnet *griner hjerteligt*: Aia FUCK!
Mig: ...

Vi kan altså konkludere, at kommunalvalget får nogen til at le hjerteligt. Ad flere omgange. Så det er da bestemt værd at tage med.

Personligt er jeg ikke helt så godt underholdt af valget som Yngstebarnet, men jeg er til gengæld underholdt af, at han nu har så godt greb om læsningen, at han morer sig med skilte og jo så altså også valgplakater. Ældstebarnet synes ikke, kandidaternes navne er kilden til meget morskab (her skal man nok helst være 6 år, tænker jeg), men hun synes til gengæld, det er dumt, at børn ikke må stemme. Hun vil nemlig gerne stemme på en, der siger, at man skal gå i skole 20 minutter mere hver dag. Så længe man altså skal have matematik (!?)

Så hvis I møder sådan en kandidat, så sig lige til, ikke?

onsdag den 4. oktober 2017

Noget om (in)aktivitet

[Sponsoreret indhold]

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke var et sporty barn. Som i overhovedet. Bevares, jeg deltog da i idræt på lige fod med alle de andre (og blev sjovt nok altid valgt til sidst, når vi skulle spille fodbold), og jeg gik til håndbold i rundt regnet to minutter, men det var også dét. Sådan på det organiserede plan, i hvert fald. Jeg cyklede selv til skole og stod på rulleskøjter sammen med mine venner, men sport-sport - det var der sq ikke så meget af.

Sidenhen er jeg kommet efter det og både løber og sejler i kajak i dag, men stadig ikke på organiseret basis. Det har jeg ikke rigtig haft med mig hjemmefra, og det er mig lidt af en gåde - en glædelig en af slagsen - hvordan jeg kan have fostret børn, der er så glade for at bevæge sig, som tilfældet er. De løber og danser og kravler og hopper ved enhver given lejlighed, og det er en sand fornøjelse at se på. De siger ikke nej til at blive fragtet til skole i ladcyklen, men de cykler som regel selv, så alt i alt får de bevæget sig virkelig meget i løbet af en dag.



Derfor er det særligt frustrerende for både dem og os, at begge unger er nede i en grad, så de ikke kan bevæge sig i samme grad, som de plejer. Ældstebarnet har beskadiget noget ledbånd i den ene fod og humper nu på anden uge rundt med sportstape, ispose og andet godt - og giver dagligt udtryk for, hvor frustrerende det er ikke at kunne deltage i de vilde lege i skolen og, vigtigst, ikke at kunne komme til fodbold! For en, der spiller fodbold min. to gange om ugen og gerne mere, hvis der er kamp, er det en pine at skulle sidde stille.

Yngste cyklede direkte ind i en læsserampe på en lastbil lige før weekenden med en kæmpe flænge og observation for hjernerystelse til følge. Heldigvis var der 'bare' gået hul på ham - i en grad, så det skulle syes - men det har stadig gjort, at de voldsomme tumleaktiviteter har været sat noget på hold. Igen med frustration til følge.


Summa summarum: Børnene bevæger sig pænt meget herhjemme. Hvilket er meget heldigt, nu hvor Verdenssundhedsorganisationen (WHO) anbefaler, at alle børn og unge dyrker mindst en times fysisk aktivitet dagligt. Der er vi rimelig home safe, men det er ikke nogen selvfølge. Ifølge rapporten ”The Danish Report Card on Physical Activity for Children and Youth” vurderes det, at flere end 60 pct. af danske børn og unge i skolealderen ikke når målet om 60 minutters fysisk aktivitet hver dag.

60 pct. Det er altså en del. Det behøver selvfølgelig ikke være et problem, at man ikke bevæger sig det angivne antal minutter, men hvis man ikke lærer glæden ved bevægelse som barn, er der risiko for at tage det med sig ind i voksenalderen, og det kan på sigt udgøre en risikofaktor for børnenes sundhed. Personligt har jeg skullet tage mange tilløb til at blive sådan en, der bevæger sig, og det er jeg ret overbevist om skyldes, at sport og motion ikke er noget, jeg har haft med mig fra min barndom.

Som nævnt er vi ikke ramt af børn, der hellere vil sidde stille end at bevæge sig, men der er da tidspunkter, hvor det kan virke mere tillokkende at sidde med iPad'en end at drøne rundt. Men så er et raskt, lille konkurrenceelement jo ikke af vejen.

Reima har udviklet den internationale #millionhoursofjoy challenge, som "skal være med til at bekæmpe børns stillesiddende adfærd og hjælpe forældre med at holde sine børn aktive". Udfordringen går ud på, at børn fra 15 forskellige lande tilsammen bevæger sig mindst en million timer mere, end de gør i forvejen. Timerne med udført fysisk aktivitet opdateres løbende på kampagnens hjemmeside, og familier kan, på tværs af lande, udfordre hinanden til sjove ’landskampe’.

Læs mere om kampagnen på www.reima.com/kidventure, og meld jer til, hvis I har aktive børn - eller børn, der gerne måtte bevæge sig lidt mere. Det er supernemt at deltage, og hovedpræmien er en rejse til Ruka, Finland i marts 2018 og deltagelse i Kidventure-eventet med masser af sej, actionpræget vintersport. Det gad jeg personligt riiiiigtig godt at vinde. Om ungerne er med på kulden, må tiden jo vise - men nu skal vi selvfølgelig også lige vinde først ...

mandag den 25. september 2017

Noget om at fylde år

For et par dage siden havde yngste skud på stammen fødselsdag.

For 6 år siden kom han til verden og vendte op og ned på alt det, jeg på det tidspunkt vidste om børn og søvn og mangel på samme.

For 6 år siden så jeg for første gang i et par store, chokoladebrune øjne, der stadig kan få mit hjerte til at smelte hurtigere end is på en varm sommerdag.

For 6 år siden blev jeg smaskforelsket i en lille fyr, der ikke er min mand, og der er heldigvis plads til dem begge i både hjem og hjerte.

Tillykke med fødselsdagen, min søde, sjove, smukke og helt særlige Varan. Må du altid være helt din egen - og også lidt vores 

Weekenden kommer til at stå i fejringens tegn, så i dag har jeg købt pænt mange flødeboller. Too much? No such thing!

Fødselaren havde bestilt hjemmelavet sushi, så det fik han. I rigelige mængder ...

I dag er det så min tur til at fylde år. Dagen kommer til at foregå med væsentligt mindre pomp og fanfarer end yngstebarnets, men vi har fået fejret med manér i weekenden. Som det hører sig til, når man bliver hele 6 år stor. Og det har jeg jo også nydt godt af :-)

onsdag den 20. september 2017

Noget om stadig at savne

Høj sol, bare tæer og noget, der minder om indian summer. Det kan vi godt lide i dag for. Men uanset sine fine klæder kan dagen ikke foregive at være andet, end den er - årsdagen for min mors død. To år er der gået, siden hun trakt vejret for sidste gang. To år, hvor hver detalje fra dagen står knivskarpt i erindringen. To år, hvor jeg ikke har kunnet ringe 'bare fordi'.

Jeg har travlt i september. For travlt. Men det er der helt sikkert en grund til. Det er nemlig lettere at drøne derudaf end at stoppe op og give sig selv lov til at savne sådan for alvor. For det gør ondt. Jeg tror, det gælder om at finde balancen. At savne og mindes, uden at det tager hverken over- eller underhånd. I dag gør jeg det for fuld skrue.

Og selv om der er noget paradoksalt ved, at en så trist begivenhed skal akkompagneres af så smukt vejr, som dagen i dag udviser, gør solens stråler i en lækrog ved stranden alligevel dagen bare lidt lettere at komme igennem ...

mandag den 11. september 2017

Noget om arbejde og hospitaler

Jeg kan skrive en masse om, hvad jeg render og laver, men det er faktisk ikke særlig spændende, så det vil jeg skåne jer for. I stedet får I et afkog i punktform. Ikke, at det gør det mere spændende, men så er det i det mindste kort. Selv tak.

Siden sidst har jeg:

- Arbejdet

- Arbejdet lidt mere

- Drønet Hovedstadsområdet tyndt til møder (fordi arbejde)

- Arbejdet

- Spist uanede mængder slik (fordi arbejde)

- Stiftet bekendtskab med alle smerters moder. Nyresten er noget, Fanden har skabt. For saddan, det gjorde nas

- Forsikret Yngste om, at der ikke er noget dramatisk ved, at mor trisser krumbøjet ud til taxa midt om natten, fordi 'der lige er en læge, der skal tjekke, hvorfor maven gør lidt ondt. Så bare gå i seng igen, lille skat' (han købte den. Ældste sov. Er ikke sikker på, hun ville have været helt så overbevist)

- Stiftet bekendtskab med morfin (fordi nyresten). Don't do drugs - med mindre I har nyresten. Then do morfin. Pronto!

- Været indlagt på Bispebjerg Hospital (fordi nyresten)

- Bøjet mig i næsegrus beundring over dem, der arbejder på hospitalet. Det kan godt være, systemet ikke altid fungerer som smurt i olie, men i mit tilfælde gjorde det. Tak for det

- Været sur over nyrestens størrelse. Man føler sig en smule skabet over at have  ondt pga. noget, der måler i omegnen af 3 mm

- Været en smule fornærmet over, at nyresten bliver betragtet som 'almindeligt'. FYI var der intet almindeligt over, hvor ondt det gjorde (hrmpf!)

- Følt mig som en 100-årig, der er blevet kørt over af et godstog (øjner vi titlen på en opfølger til "Den 100-årige, der kravlede ud af vinduet og forsvandt" her?)

- Hygget med og om ungerne

- Ladet op. Og ladet ungerne få alt for frie tøjler med iPad'en. Det vender igen. På et tidspunkt

- Arbejdet

Og sør'me om den kommende uge ikke også byder på masser af arbejde. September er skør indtil videre og lægger sig pænt meget i selen for, at jeg skal blive sur på den sådan helt generelt. Men det kommer næppe til at ske. Slet ikke, når vejret pludselig bliver så fint, som det var i går. Med solvarme - tenderende til brankede - kinder kan man klare det meste. Også nyresten, der er overstået ...

lørdag den 2. september 2017

Noget om september

Så skal vi til det igen. Efteråret. Oven på en sommer, der dårligt nok er nået ud over rampen, føles det lidt vel tidligt med bid i luften og mørknende aftener, men fordi det lige netop er september, der indleder efteråret, kan jeg tilgive meget.

Jeg har blogget i mange år efterhånden, og jeg siger det samme hver september, så det er ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker september. Og selv om september pludselig har fået et noget vemodigt anstrøg de sidste to år - seriøst. To år?! - holder jeg stadig meget af både måneden og årstiden.

September er blevet skudt i gang med arbejde en masse og en weekend som en form for kompensation. Med Pæreskuden fra Fejø i Nyhavn, cykelture med (ny gammel) ladcykel og sol i kinderne. Og i morgen er der kajak og legeaftaler og forhåbentlig endnu mere sol i kinderne på programmet.

Med to skolebørn er travlheden tilsyneladende kommet for at blive - også i september - men lige netop nu er jeg mere opmærksom end ellers på ikke at være for travl. Også at give mig selv åndehuller uden at lave andet end bare at være. For det er fristende at fylde lige netop september med alt for mange ting og belejligt glemme at fordybe mig i den sorg og det savn, jeg stadig bærer rundt på. Fordi det er nemmere. Men ingen sagde jo, at det skulle være nemt at miste sit faste holdepunkt og én gang for alle blive tvunget til at være voksen sådan for alvor.

Hvordan der kan være gået næsten to år, siden hun lukkede sine øjne for sidste gang, går over min forstand. Hun mangler stadig, min mor. Hver dag - ikke kun i september.

onsdag den 30. august 2017

Noget om en sommeraften

I går var det angiveligt den sidste sommerdag for i år. Jeg vil her afstå fra at komme med dårlige jokes om, at det muligvis også var den første sommerdag i år og i stedet glæde mig over, at slut-august kunne mønstre ikke bare sprødt lys og lækker lune, men også en dejlig ferie-feel - og så endda på en helt almindelig tirsdag.

Hvor HDD, ungerne og jeg nærmest boede udendørs sidste sommer og nedsvælgede den ene drink efter den anden på interimistisk strandbar tæt på (som nu er blevet nedlagt pga. giga-byggeri. Ak ak), så har vejret jo ingenlunde været til andet end tæpper og stearinlys denne sommer. Og mein Gott, hvor har vi savnet at slippe os selv løs i de lyse, lune aftener og glemme alt lidt om sengetider og madpakker.

Men i går, eggå! Så var der jo en (én!) lys, lun aften. Og så kunne man enten blive helt kulret over at skulle beslutte, hvad den skulle bruges på, eller man kunne vælge at springe til, da en sød skole-far fra ældstes klasse foreslog i klassens Facebook-gruppe, om man ikke skulle teame op med ungerne på nærliggende legeplads og spise et eller andet, man selv tog med. Så det gjorde man. Sprang til. Sammen med 4-5 andre klasse-familier, der også kunne få det til at gå op med arbejde, fritidsaktiviteter og almindelig hverdags-logistik.

Og så sad vi dér på legepladsen, mens børnene - inklusive søskende - havde en fest. Og havde vores egen fest. Nogen havde været så forudseende at medbringe rosé, så den delte vi, mens snakken gik, og ungerne gik på rov i den medbragte mad og forsvandt i længere perioder. På den anden side af hækken svedte andre til DHL, men vi nød den sidste sommeraften, vred den allersidste solstråle ud af tirsdagen og cyklede således hjemad alt for sent. Med forkert aftensmad i maven, Farmor ved siden af - for hun dukkede også op til den hjemmestrikkede picnic - og smil på læben.

I dag har været våd og træt. Men det går nok, for sådan en (sommer)aften som i går kan man leve længe på ...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...