onsdag den 17. september 2014

Noget om tænder

Det handler en del om tænder hjemme hos os for tiden. Og det har det sådan set gjort siden sommerferiens sidste dag, hvor Øglen midt i Legoland erfarede, at hun havde fået en rokketand. Stor var jubelen og antallet af gange, hvor vi har sunget "Jeg har en rokketand". I ferien klagede hun af og til over, at det gjorde ondt i tænderne, så jeg havde egentlig rustet mig til et tandlægebesøg umiddelbart efter ferien, men da rokketanden meldte sin ankomst, tænkte jeg, at det jo nok bare var den, der havde drillet.

Rokketanden har rokket i en måned nu, og Øglen har virkelig forsøgt at tøjle sin utålmodighed. For man er jo STOR, når man har en rokketand. Og endnu større, når den falder ud. For ikke at tale om tandfeen, der kommer på besøg. (For det gør hun åbenbart. Tiderne er sør'me skiftet, siden jeg var barn. Jeg erindrer ikke det mindste om tandfeen, men husker derimod tydeligt "snor i tand og smæk en dør"-tricket. Som gav lige præcis nul kroner i hånden - og som det vist ikke er comme il faut at lave i dag).

I går var Øglen så indkaldt til det årlige tjek hos skoletandplejen. Vi har været dernede tidligere, både med Øglen og Varanen, så der var ikke så meget pjat. Og hun glæææædede sig. For tænk nu, hvis tandlægen hev rokketanden (som i øvrigt var ved at blive overhalet af en voksentand) ud! Det gjorde hun ikke - hun ville lige give det 14 dage mere - men til gengæld kastede hun lys over, hvorfor Øglen havde ondt i tænderne i sommer: Hun har nemlig så godt som fået alle fire 6-års-tænder. Voksentænder! Og med endnu en voksentand på vej under rokketanden, så var Øglen jo ikke til at skyde igennem. Der var i øvrigt dømt nul huller og generel ros til tandbørstningen, men en lille reprimande til undertegnede om at huske at børste tænder om morgenen fik vi da med på vejen. Vi (jeg) glemmer det konsekvent, og det er jo ikke så godt. (Specielt ikke, fordi Øglen mener, at jeg glemmer alt muligt andet også, med den konsekvens, at hun nu lystigt fortæller alle de voksne i børnehaven, at "min mor er et rigtigt glemme-fjols". Great).

Jeg har ingen billeder af hullet i undermunden (i hvert fald ingen, som Øglen senere hen vil sætte pris på at kunne finde på Wårld Wajd Wæb), og I kan se et billede af tanden omme på Instagram. I stedet får I her et billede af Øglens sildebensfletning. Næsten det samme. Eller noget ...

Nå. Men tænderne. Næsten pladen fuld: 12 i overmunden og 11 i undermunden - fraregnet rokketanden, som oven i købet faldt ud i går aftes efter lidt seriøs rokken fra min side (frivilligt, I might add. Det var Øglen, der bad mig gøre det). Jubelen ville ingen ende tage, og der blev spenderet en del kræfter på at finde en egnet æske (det blev en Läkerol-æske. Så tjekkede er vi) til at opbevare den i under puden. Sammen med en lille seddel med Øglens navn, så tandfeen kunne huske, hvis tand det var. Store, søde, glade pige. Som var endnu sødere og gladere i morges, da hun begejstret kunne konstatere, at tandfeen havde byttet tanden ud med en tyver. (At jeg så kom til at tænke over, hvor mange penge tandfeen ender med at skulle punge ud, før hele gebisset er skiftet, betyder mindre. Lige nu, i hvert fald).

I dag var det så min tur til at tage plads i tandlægestolen. Og det var ikke helt så jubelfremkaldende som gårsdagens besøg. Primært fordi det er som om, tandlæger ikke er helt så søde og forsigtige, når der er tale om voksne. Og fordi jeg fra naturens side er udstyret med virkelig mystiske tænder. Ingen huller, bevares, men så stopper det positive også. Med mindre man virkelig har ja-hatten trukket ned om ørerne, for så kan man også se noget positivt i, at mine mystiske tænder har gjort mig til en jævnlig gæst hos tandlægen allerede fra barns ben og derfor ikke lider det mindste af tandlægeskræk.  (Selv om min nye tandlæge i DNP er lidt uhyggelig, faktisk. Dygtig, men ond).

Mere fletning. Apropos ingenting. Men Øglen synes pludselig, at fletninger er da shit, og så må moderen jo rette ind og flette løs

Dagens besøg lignede alle de andre tandrensninger, med den lille krølle, at jeg også skulle have taget røntgenbilleder (tror hemmeligt, at de lige smider et par røntgenbilleder oven i regningerne, når de står og skal have et nyt køkken eller solceller på taget derhjemme). Og at tandlægen i øvrigt kunne fortælle, at jeg skærer tænder om natten, så mine fortænder er blevet helt slidt. Selv anser jeg det som noget af en bedrift med det overbid, jeg render rundt med, men det er noget 'reflektorisk', åbenbart, så der er ikke så meget andet at gøre ved det end at putte noget plast på. Hvilket jeg så skal have gjort næste gang. Og næste gang igen skal jeg have plast på nogle andre tænder. Er altså nu officielt nået op i en alder, hvor mine tænder begynder at falde fra hinanden. Det er virkelig sørgeligt, altså. For ikke at tale om dyrt. Heldigvis har jeg et halvt år til at spare op. Og til at vænne mig til tanken om, hvor meget kaffe jeg kunne købe for de penge, det koster at proppe plast på to fortænder (sikkert omtrent det samme, som det koster at agere tandfe for hele Øglens gebis ...).

I mellemtiden vil jeg glæde mig over, at nogen i familien er glad for at have en mund i forfald. Og begynde at bruge tandtråd liiiidt mere jævnligt, end det har været tilfældet ind til videre.

tirsdag den 16. september 2014

Om livet i Caps Lock

Varanen er sur for tiden. Ikke bare lidt på tværs, men sådan virkelig sur. Nej. RAHHHsende, faktisk. Der skal ingenting til, så flipper han ud. Og når Varanen flipper ud, så sker det i lydstyrke Crazy Højt.

Generelt er han sådan rimelig højlydt, hvilket er ok, når nu det skal være. Ingen bly viol dér, i hvert fald. Når han gerne vil høres, så råååwer han. Jeg skal have tjekket hans ører, just in case, når nu han skal til 3 års-undersøgelse lige om lidt, men jeg tvivler på, at der er noget, der blokerer. Jeg tror såmænd bare, at det er en skønsom blanding af frisk næsten-3-årig, ivrighed for at trænge igennem med sine meninger om alt og det faktum, at han er vant til at gå i institution, hvor lydniveauet, alt andet lige, er lidt højere end hjemme i parcelhuset.

Nå. Men altså. Generel højlydthed og virkelig surt humør udmønter sig til virkelig højrøstede morgen-, eftermiddag- og aftenseancer hjemme hos os for tiden. Primært fra Varanen, for selv om jeg af og til mister tålmodigheden og råwer tilbage (shoot me), så preller det fuldstændig af på ham og ansporer ham bare til at råwe endnu højere. Så vi girafsproger den en del herhjemme. Med DR Undervisningsprogram-stemmen på og negle-på-tavle-irriterende sætninger som "Jeg kan godt forstå, du er vred, men ..." (Og nej - i virkeligheden forstår jeg ikke, hvorfor han er vred halvdelen af gangene. Jeg er fx slet ikke med på, hvorfor han blev stikhamrende tosset i går morges, da jeg tog hans ble af, og han reagerede med at skrige, som havde jeg skåret ham i småskiver. Og løb væk fra mig og skreg lidt mere. Og blev ved med at skrige, indtil jeg gav ham lov til at beholde hans soveble på. Ja. Det gjorde jeg. Sådan en mor er jeg. Men når ens ører bløder, og man reelt ikke kan - eller har lyst til at - holde sit barn nede for at skifte bleen, så er det dét, der er løsningen. Hvor kortsigtet den end må være).

Et zen-agtigt skovbillede fra weekendens tur til Lolland som modvægt til alt råweriet (som der ikke vare så meget af på Lolland, faktisk)

Jeg kan til nøds forstå, at man bliver ked af det, når man er næsten 3 og lige har bestemt sig for inden i hovedet, at man mægtig gerne vil se 50 afsnit af Dora fra morgenstunden og så får nej til at se så meget som et eneste. At det var fordi jeg havde valgt at lade kræet sove til 8.30 i stedet for at vække ham, og at klokken pludselig var blevet så mange, at vi skulle til at af sted (normalt er morgenelastikken meget lang herhjemme, men vi skal jo altså ud af døren på et eller andet tidspunkt!), betød mindre. Men jeg kan ikke forstå, at man bliver så ked af det, at man skriger og slår på grund af det. Uanset, hvor girafsprogsagtig eller bestemt jeg er.

Jeg ved godt, at det nok er vores egen skyld. At vi et eller andet sted på den snart treårige Varanvej har ladet ham forstå, at man kan få det, som man vil, hvis bare man råber højt og længe nok. Så nu betaler vi prisen. Jeg ved også godt, at man ikke ændrer vaner overnight, og at det kræver et sejt træk at komme igennem, men det ville være virkelig rart - for alle - hvis råweriet blev dæmpet bare en smule. Så der ikke jævnligt fosser blod ud af ørerne på os allesammen.

Det værste af det hele er næsten, at Øglen bliver lidt klemt i alt det her. Hun er så sød og god og fornuftig, at det halve kunne være nok (undtagen når hun altså ikke er), og særligt under putningen bliver der brugt uforholdsmæssigt lang tid på at dysse Varanen ned (fordi han a) vil sove i "mors og fars seng"*, b) vil have, at jeg ligger inde hos ham**, c) vil ind i stuen, d) vil finde et eller andet obskurt tøjdyr, e) vil synge en sang, f) vil læse godnathistorie "igæng", g) find selv på flere). Mens Øglen ligger fint og stille, men (selvfølgelig) ikke kan sove, fordi nogen råååwer. Og når Varanen så ENDELIG holder kjäft, så lyder der som regel et klokkeklart "Ahhh - DÉT var dejligt. NU kan jeg sove" inde fra Øglen. Hvilket egentlig er forståeligt nok (så jeg bider mig selv en del i tungen for tiden for ikke at bede hende ret bestemt om at tie stille. Det er jo heller ikke fair, at hun dårligt nok må gabe i fare for at trykke Play på Varanen), men det sætter desværre bare Varan-pladen i gang igen. Så vi hygger totalt meget om aftenen lige i øjeblikket, kan I nok høre.

På et eller andet tidspunkt bliver det bedre. Det ved jeg. Og det vil jeg så glæde mig til. Lige nu har jeg det bare som om, nogen har trykket livets Caps Lock-tast ned, og det føles temmelig højt. Endda højere end dengang min mor var Ny Med Sms'er og konsekvent sendte beskeder som: HEJ! HVORDAN GÅR DET? KOMMER DU HJEM I WEEKENDEN?" og "VI HAR LIGE VÆRET HJEMME I (Hjemby, red.). JEG SKULLE HILSE FRA KIRSTEN!" Når man åbnede sådan en, var man jo lige ved at blive blæst bagover af råbe-versalerne, og havde man haft en telefon, der kunne læse beskederne op, ville de formentlig være blevet leveret som en Skråler. (Hun har i øvrigt forlængst lært at sms'e med minuskler (eller gemener, som jeg lige har set, det også kan hedde. Er vild med det! "Gemene bogstaver" lyder så dejligt ... ondt ... Gnæggnæg), så det er længe siden, jeg sidst har modtaget en råbe-sms. Heldigvis)***.

Men altså. Hvis nogen ser mig et sted ude i Den Virkelige Verden og råber hej, og jeg ikke svarer, så er det ikke fordi, jeg er uforskammet. Jeg er bare midlertidigt døv****.

---

* + ** Før nogen stempler mig som ond og ufølsom mor, så handler det der med at ligge i "mors og fars seng" og/eller at jeg ligger hos ham udelukkende om at få sin vilje. Det er ikke fordi, han er utryg på sit eget værelse - når han bliver puttet enten sidder eller ligger jeg lige uden for hans dør, indtil han sover, og er altså max. en meter væk. Døren er i øvrigt åben, så han kan se mig, og hvis han ellers ville, kunne vi holde hinanden i hånden.

*** Undskyld, mor!

**** Bevares, han er ikke sur hele tiden. Heldigvis da. Og når han er glad, er han virkelig glad og drilsk og sød og kærlig. Så det er ikke jammer det hele. Det er bare lige det, der fylder lige nu.

torsdag den 11. september 2014

Om uventede fridage

Som den opmærksomme læser måske kan fornemme, så er det ikke arbejde, jeg får lavet mest af for tiden. Det er som om sommerferien og Varanens indkøring i børnehaven ligesom har givet carte blanche til korte dage for alle mand (undtagen HDD, den stakkel - det er beten ved at arbejde langt hjemmefra), så der er blevet afleveret ved 9-tiden og hentet ved 14-15-tiden

Jeg klager ikke, men det bliver jo ikke ved med at gå, vel? Selv om jeg har prøvet den kendte tilgang "hvis jeg ignorerer arbejdsopgaverne længe nok, laver de sig selv", så er det som om, den ikke virker. Bunkerne vokser sig bare større og større, og nu har jeg altså et par deadlines (kæk omskrivning af 4 - bare for min egen sjælefreds skyld), som begynder at nærme sig faretruende.

Derfor skulle denne uge være sådan en totalt effektiv en af slagsen. I ved - sådan en, hvor man efter aflevering knokler derudad, dukker op efter luft og en kop kaffe en enkelt gang eller to, og så stadig henter tidligt-ish. Leger, hygger, laver mad og putter, og så arbejder man videre.

Æh. Ja.

Det startede fint ud mandag. Endda med en lillebitte løbetur, der gjorde mig frisk i hovedet og totalt klar til arbejdet. Som jeg kom godt i gang med, før det var tid til at hente. Mandag aften fik Varanen jo så ondt i maven, og så brugte han ellers aftenen og en god del af natten på at kaste op. Ergo fik han en hjemmedag tirsdag. Storegruppen har Naturens Uge i denne uge, og Øglen skulle på tur, så hun kom af sted (under nogen mukkeri).

Men til trods for kun ét barn hjemme, så blev tirsdag ikke ligefrem dagen, hvor der blev arbejdet allermest. Til gengæld hyggede Varanen og jeg en masse, bagte cookies og legede på hans værelse. Lige til han fik ondt i maven igen over frokost (efter at have fået den samme underlige juice, som han havde fået umiddelbart før mavepinen mandag. Det tog mig bare lige lidt lang tid at lave koblingen). Og brugte resten af dagen og aftenen på at have rigtig ondt og kaste en lille smule op.

Men onsdag, så da! To styks børn friske. Yay. Af sted i børnehave (for god ordens skyld vil jeg lige sige, at jeg er ret overbevist om, at Varanens mavepine skyldtes den underlige juice (jordbær, æble og kardemomme - hvorfor så jeg det ikke komme?!) Så før nogen farer i blækhuset, sendte jeg altså ikke et smittebærende barn af sted), og så ellers hjem og arbejde. I noget, der mindede om 5,5 timer, for der skulle også lige købes ind til gæster om aftenen - hvilket vi pga. Varanens sløjhed ikke havde fået klaret.

Af sted efter reptilerne. Som var flade og ikke rigtig var i humør til gæster. Særligt ikke Varanen, der bedyrede, at han havde ondt i maven "i-gæng!". Og at gæsterne skulle gå. Ahem. Han ville helst bare ligge i soveværelset sammen med mig, men dén var lidt vanskelig, så han fik lov til at sidde i stuen med sin iPad. Og vupti, forsvandt mavesmerterne som dug for solen :-) (Og gæsterne smuttede lige efter maden - det er heldigvis nogen, vi ser ofte, og onsdagsmiddagene er alligevel bare efter Spis & Skrid-konceptet, så no harm done for hverken gæster eller Varan).

I morges sov alle, undtagen HDD, der skal af sted før en vis mand får sko på, længe. Det var faktisk Øglen, der vækkede mig kl. 8 (!) ved at klage over mavepine. For det trænede mor-øre lød det nu mest som om, det skyldtes sult, men hun holdt hårdnakket på, at det gjorde ondt, og at hun ikke kunne komme i børnehave. Hun plejer aldrig at lave den slags numre, og jeg tror da også på hende, når hun siger, at det gjorde ondt, men de dage, hvor Varanen kastede op, følte hun sig ret overset, tror jeg. I dag trængte hun (og hendes mave) åbenbart til en omsorgsdag, så jeg lod som om, jeg har gooood tid til mine opgaver og gav hende lov til at blive hjemme.

Varanen skulle dog ikke snydes for en tur i børnehave, eftersom han skulle med stuen til sin første børnehavefødselsdag. Så han blev afleveret (efter jeg havde vækket ham 8.45?!?) og var totalt cool omkring, at Øglen skulle med hjem igen. Han forhørte pædagogen om, hvornår de skulle til fødselsdag og have kage (that's my boy!), fortalte pædagogen, at han "selv klarer at vinke", og så råbte han ellers "BAJ-BAJ", fjolle-vinkede og forsvandt. Det er mig en gåde, hvordan to søskende kan være så forskellige ...

Øglens mavepine stak ikke dybere, end at hun syntes, at varm kakao var verdens bedste formiddagstreat, og dagen blev brugt på seriøs mor-/datter-hygge med puslespil, brætspil, opgavehæfter, afprøvninger af forskellige fletninger (tak, Youtube!) og andet godt. Indtil det blev tid til at hente Varanen, hvorefter vi drog over på DNP's nyåbnede bibliotek. Det er blevet rigtig godt, og ungerne fik næsten to timer til at gå, mens jeg læste blade, fandt en masse bøger at låne med hjem og slappede af.

HDD var lige kommet, da vi kom hjem, og eftersom vejret var dejligt, fik vi tændt et bål i bålfadet på terrassen, og med en rest bolledej fra i går fik vi gang i nogle snobrød. Stort hit, omend lidt for tidskrævende for især Varanen. Som havde haft en dejlig dag i børnehaven, men som ikke havde nået at sove lur ...

Efter aftensmaden legede ungerne i en time ude på vejen, mens jeg stenede i forhaven og kom med opmuntrende tilråb og formaninger om at bremse, før de cyklede ud på "den store vej" nedenfor bakken. Og så opdagede jeg, at Varanen pludselig har knækket koden til løbecyklen. Jeg ved godt, at masser af børn er hårde til løbecykler fra de er en time gamle eller deromkring, men Varanen har hidtil været ret ligeglad med løbecyklen og til gengæld glad for sin scooter. I dag sad løbecyklen dog lige i skabet. Store dreng! Han insisterer på at få en cykel med "pendaner", og det er jo meget heldigt, for sådan en har jeg lige bestilt til ham i fødselsdagsgave, så den er på vej med posten. Jeg siger det lige igen: Store dreng!

Kl. 19 var der helt udsolgt hos begge reptiler (og deres mor), så putteseancen blev sat i værk. Nogen var noget overtrætte og sov på en halv times tid, hvilket føles som et nanosekund i denne tid, hvor de ikke er helt nemme at lægge. Nu burde jeg så arbejde. HDD ser sci-fi, og jeg blogger og spiser bolcher. Og overvejer at gå igang med en af de bøger, jeg lånte i dag. For jeg gider da overhovedet ikke at arbejde nu.

I morgen, ikke ... SÅ går jeg i gang med arbejdsbunkerne! Med mindre, der altså er nogen, der har ondt i maven ...

tirsdag den 9. september 2014

Tid, din forfløjne type!

Det er lidt uklart for mig, hvor tiden forsvinder hen, men væk, det bliver den, og det er derfor, det står lidt sløjt til med bloggeriet. Jeg skal nok komme igen, jeg skal bare liiiige finde tiden. Som pt. bliver brugt på hverdagen, eftersom:

*Mine arbejdsdage er barberet ned til et absolut minimum, delvist pga. problemer med at komme op i gear efter sommerferien, delvist pga. at jeg stadig synes, Varanen er lille og ny i hele børnehave-halløjet (hvilket er totalt on me, for han klarer det SÅ flot og vinker selv og alt muligt. Noget Øglen som en konsekvens pludselig også kam, selv om det ikke har kunnet lade sig gøre tidligere - i de halvandet år, hun har gået der). Så tiden til overspringshandlinger i dagtimerne er så godt som ikke-eksisterende, hvis jeg også skal gøre mig forhåbninger om bare at kradse bare en lille smule monetos ind. Og det skal jeg. Sidst, jeg tjekkede, skylder vi stadig en pæn sjat penge for den lille, fladtagede hytte i DNP.

*Reptilerne er aldeles håbløse at putte for tiden, og der først er ro kl. 21 eller senere. De sover så til gengæld også til 7.30-8 i den anden ende, og det er jo dejligt, men jeg savner mine aftener!

*Weekenderne er fyldt med hyggelige ting som kreering af kastanjedyr (synes altså, det er tidligt, at de falder ned, de små drønnerter. Er det bare mig?), hjemmebiograf (Grusomme Mig - eller "Robotfilmen", som den bare hedder herhjemme nu - er gået rent ind hos ungerne), spontan tur i IKEA (hyggeligt? Not so much, men vi fik da en overbygning til legekøkkenet), eller det lokale Farmer's Market sammen med Farmor (Farmors Market? #tøhø), mens Øglen var i cirkus med en veninde. Eller generel danderen og laven absolut ingenting.

Kastanjehest med agernpibe
 
Snobrødsbagning på Farmors Market (#tøhø igen)

*Jeg har genopdaget bøger! Og købt tre for sølle 50 kr i den lokale genbrugsbiks. Hvoraf jeg efter halvanden uge har læst 2,5 af dem. Og jaja, lixtallet kunne sagtens være højere, men jeg er underholdt, og jeg havde i dén grad glemt, hvor meget jeg elsker at læse. Og da DNP's bibliotek netop er genåbnet i ny og væsentligt forbedret udgave efter at have være noget amputeret i et års tid, har jeg også langt om længe fået mig registreret der, så jeg kan låne bøger. Det bliver farligt. Og utrolig tidskrævende.

En rolig stund i haven i weekenden. Med lydtapet af æbleplukkende, storsnakkende Varan og fuglefløjt. Ahhh. Og den der bog, 'ing ... Jeg ved godt, at jeg er lidt lastmover på dén (skulle jo lige vente, til den kom til salg til en 20'er), men den er virkelig fin og finurlig

Så summasumarum: Der er ikke så meget tid til at blogge lige nu. Det skal nok komme igen, for det er ikke som om, der mangler ting at skrive om. Varanen og den der børnehave, fx. Som der vel reelt ikke burde være så meget tilbage at sige om, nu han er færdigindkørt, men jeg kan finde på en masse. Fx at han gik og plukker blomster, da jeg hentede ham i går. #nåååårh Eller at alle pædagogerne knuselsker ham. #dobbeltnåååårh.

Nåhja. Der var også lige en familiefødselsdag, der hapsede lidt af tiden. Så hyggeligt. Og virkelig lækker mad!

Jeg kunne også skrive noget om, at hele aftenen i går blev brugt på at trøste en Varan, der havde utrolig ondt i maven og ikke ville spise noget - ikke engang den vaffelis, han ekstraordinært blev tilbudt for at se, hvor alvorligt det var. (Til jer, der ikke kender Varanen, kan jeg berette, at det er meget alvorligt, når der bliver takket nej til is). At han faldt i urolig søvn omkring 22-tiden. Og efterfølgende kastede op 4-5 gange med en halv times mellemrum. Mens Øglen syntes, det var synd for hende, at der ikke var plads til hende i dobbeltsengen (det var der sådan set, eftersom HDD blev beordret ind på sofaen. Men der, hvor der var plads, var der enten kastet op allerede, eller også var det målet for næste runde opkast).

Eller hvad med, at Varanen snart fylder 3?! At han bruger str. 104 i tøj, elsker at lave mad i legekøkkenet, synger, når han kan se sit snit til det (at ordene så ofte bliver ændret til det meget intelligente 'numse', er en anden sag), og er et nusseøre af rang. At han lige pludselig kan genkende stort set alle bogstaverne i alfabetet og elsker at høre om dem (længe leve en bogstavinteresseret storesøster). At han har knækket koden til 'rigtige' puslespil. Osv.

Jeg bruger faktisk også uforholdsmæssig meget tid på at fange vildfarne insekter og sætte dem ud igen. Her en giga-humlebi - dronningen, måske? Det er svært at se på billedet, hvor stor den er, men den har været min. 3 cm lang, og det er mig en gåde, hvordan i alverden, den kunne få bagen med sig op at flyve ...

Der kunne også fyldes godt op med historier om Øglen, der bliver så stor og langbenet. Hvis bukser i str. 110 stumper, mens 122/128 passer perfekt i længden, men har behov for et bælte for ikke at ryge ned om knæene. Som er begyndt at gå til redskabsgymnastik om mandagen hos temmelig rigid forening, der ikke vil have forældre i salen. Heller ikke første gang. Og hvor Øglen bare helt køligt vinkede og sagde "Vi ses bagefter, mor!", og så kunne jeg ellers bare sætte mig ud og vente. (Med en gnaven Varan, der også vil gå til redskabsgymnastik. Eller ishockey). Som stadig elsker at tegne og nu også elsker at skrive og prøve at stave. Som er blevet så stor og fornuftig og velargumenterende - bortset altså lige fra, når teenageren stikker hovedet frem og begynder hver eneste sætning med "Helt ærligt!".

Men det er jo det med tiden igen. Som i dag er endnu mindre til overspringshandlinger, eftersom den opkastende Varan har en hjemmedag, selv om han er temmelig frisk (han slog øjnene op i morges med et "Hej! Jeg har aldrig ondt i maven mere!"). Jeg tror, han havde spist noget, han ikke kunne tåle i går, men syntes ikke, jeg ville tage nogen chancer. Ingen grund til at smitte hele institutionen, hvis nu det skulle vise sig at være en virus.

Og nu: Kaffe! Mens nogen ser Dora i fjerneren. For kaffe skal der være tid til. Ciao!

mandag den 1. september 2014

Efterår, oh efterår

Så blev det efterår sådan rigtigt. Kalenderen fulgte op på det kølige vejr, vi har haft for nyligt, og hvilken bedre måde at byde efteråret velkommen på end en sprød, klar dag med blå himmel, sol og let vind?

En håndfuld brombær fra haven. Godt nok fra for over en uge siden, men det er jo først meningen, at de skal være modne nu, såeh ...

De sidste blomsterrester fra haven

Jeg elsker efteråret (om efteråret. Ikke i august). Bortset fra, at jeg nok snart bliver nødt til at kapitulere og tage sokker på, så elsker jeg, at dagene bliver lidt køligere, at bladene på træerne skifter farve, at kastanjerne snart falder ned, og at æbler og pærer er ved at være spiselige. At man kan putte sig i vamsede trøjer, tænde stearinlys og ikke behøve at have dårlig samvittighed over for vejret, når man hellere vil sidde med en kop te og en bog, end man vil galoppere rundt i sommervarmen.

Varanen har tyvstartet og plukket et par meget hårde pærer fra træet. Men vha. lidt vand, sukker og æbler, udgjorde de en hæderlig grød ...

Jeg elsker også - who knew?! - at dagene bliver lidt kortere (men alt med måde, ikke? Glæder mig ikke, til det kun er dagslys i halvandet minut), og at man kan se, hvad tid på dagen, det er, blot ved at kigge ud af vinduet.

Supper, stuvninger og simremad skal også bydes velkommen tilbage i køkkenet, og til trods for, at jeg prøver at gå uden om brød, kan jeg med statsgaranti love, at jeg skal have bagt et verdens bedste brød eller to inden for nær fremtid.

Rønnebær fra en cykeltur med Varanen

Det er også svært andet end at knuselske diverse høstmarkeder og bondegårdsbesøg, og jeg glæder mig allerede til lange gåture, der giver røde kinder og løbende næser til både store og små.

Og så er der jo også en dreng, der fylder 3. Lige om lidt, faktisk. Der er lagt i kakkelovnen, til jeg skal se nogle skønne damer i forbindelse med, at jeg selv fylder år. Og sådan fortsætter det sådan set bare. Så det er svært at være ked af, at sommeren er forbi, når nu efteråret har så meget skønt at byde på.

torsdag den 28. august 2014

Du kan lige tro jo!

Uanset om man kalder det trodsalderen eller selvstændighedsfasen, så er der vist ingen tvivl om, at Varanen befinder sig lige midt i den for tiden. Og det er kilden til lige dele morskab og frustration, for I guder, hvor kan han være en lille sur provocateur. ALT bliver mødt med et "NEJ", en løben væk, et "Nixen bixen, Karen Blixen", eller en gerning, der er den eksakt modsatte af, hvad man har bedt om.

Nogle gange er det ret irriterende. Andre gange er det temmelig sjovt. For når Varanen bliver vred, bliver han meget vred. Han kan finde på at skrige (knap så sjovt) og trampe af frustration, men oftest laver han de mest vrisne grimasser overhovedet, slår armene over kors og proklamerer et meget dybfølt og fornærmet "HRM!", hvorefter han forsvinder hen i en krog og står og vrisser "Jeg er VRED!". Lige indtil han ikke er det mere og kommer drønende med et "JEG ER GLAD IGÆÆÆNG!".

Dude with the 'tude 

Begynder man at diskutere/ræsonnere med ham, og får han et nej, ryger der gerne et "Du kan LIGE tro jo!" retur fra ham. Så er det altså svært at holde masken - særligt, hvis det bliver serveret med den sædvanlige, let vrængende og VIRkelig sure grimasse han efterhånden har udviklet til perfektion. Andre gange har man lyst til at blive lige så vred som Varanen, men bortset fra, at de kloge siger, at man ikke må skælde ud, så nytter det absolut heller nytter noget - så bliver han nemlig bare dobbelt så meget på tværs (jeg har prøvet. Ahem).

Vi kan nok bare ikke komme udenom, at Varanen har temperament. Men det har hans søster jo sådan set også - det er bare som om, hendes spinkle statur og veludviklede sprog får mig til at glemme det fra tid til anden. (Bortset lige fra sidste uge. Hvor hun blev så gal nede i kassecyklen, at jeg holdt ind til siden. Hvilket affødte et skrig, der burde være blevet båndet, så dem, der laver hundefløjter kunne få en helt ny og spændende frekvens at arbejde med. Og et særdeles medlidende blik fra modkørende cyklist).

Superman i Disney-stilletter. På Øglens værelse. Når katten er ude og alt det der ...

Der er naturligvis ikke noget at sige til, at lunterne er lidt kortere nu, hvor hverdagen igen har gjort sit indtog, og Varanen oven i købet har en helt ny en af slagsen at forholde sig til. Nye rammer, nye voksne og - ikke mindst - en masse nye børn. Som han ikke kender (og overhovedet heller ikke interesserer sig for endnu, lader det til), men som ikke desto mindre larmer pænt meget. Så at han er træt og cranky efter en dag i børneren, skal jeg ikke lægge ham til last*. Men temperamentet kom i den grad også til udtryk i ferien. Og før ferien. Og i foråret. Og og og.

Jo mere sprog, Varanen får, jo bedre bliver det med temperamentet. Men selv nu, hvor han taler rigtig godt og både forstår og i allerhøjeste grad kan gøre sig forståelig, forglemmer han sig lidt af og til. Heldigvis slår han ikke så meget mere (og heldigvis - må man godt sige det? - er det kun Øglen, han slår; ikke de andre børn), men det skulle jo gerne stoppe helt på et tidspunkt. Temperament er godt at have; det kan også blive for kedeligt og pænt det hele, så det er jo ikke fordi, jeg vil have, at han skal nikke og smile hele tiden. Men det kunne være meget fedt - også for ham selv - hvis nogle af hans reaktionsmønstre blev ændret lidt over tid. Så det arbejder vi på. Stille og roligt. Og husker samtidig på, at han altså ikke er 3 endnu. Så selv om han vejede 19 (NITTEN!) kilo på ZOO's elefantvægt i sidste weekend, er han stadig en lillebitte fis. Min lillebitte fis!

*Det går i øvrigt SÅ godt med indkøringen i børnehaven. Som officielt stoppede i går, sagde indkøringspædagogen, "for det går bare så godt. Han er så dejlig og social og snakkesagelig, og han er så glad, når han er her, så skal vi ikke bare sige, at indkøringen er overstået?!" Nåååhr, min dygtige dreng, der i øvrigt ikke har grædt ved en eneste aflevering i den her uge, og som oven i købet har fundet sig i at blive lagt til en lille lur dernede. Vildt!

mandag den 25. august 2014

Energi i pilleform?

Det er meget muligt, at de kloge siger, at sommeren ikke er ovre endnu, men naturen mangler lige at erklære sig enig. Så indtil det modsatte er bevist, prøver jeg at få mine fødder til at forstå, at der er dømt efterår, bare så jeg ikke behøver at blive mere forkølet (snøvset, som det hedder herhjemme), end jeg allerede er blevet. (Det er bare som om, fødderne nægter at samarbejde. De VIL ikke have sokker på. Sutsko (eller ... futsko, hedder det her) indendørs kan de lige gå med til, men de vil stadig gå i sandaler eller - til nøds - ballerinaer. Uden sokker).

Jeg har det lidt stramt med, at sommeren tilsyneladende har sunget på sidste vers. Den har været så fantastisk, at ord ikke kan beskrive det, og jeg er vis på, at jeg har opsamlet d-vitamin til et helt år. Og hvis jeg bare fik garanti for, at vejret ville være sådan her - stedvis sol, let blæst og 15-ish grader - frem til december, jamen så vil jeg ikke brokke mig over efteråret. (Det vil jeg i øvrigt heller ikke alligevel. Jeg holder meget af efteråret - det er bare ærgerligt, at det skal være så mørkt, som jeg ved, det snart bliver. De lyse aftener er allerede kraftigt på retur, jo).

Vinteren og foråret har været hårdt ved mig. Bevares, jeg er heldigvis både sund og rask, så på den måde skal jeg ikke klage, men der har været en masse tankespin, store spørgsmål og eksistentielle ting oppe og vende, og derudover har jeg manglet energi i en grad, så det var skræmmende. Selv om jeg ved, at jeg får energi af at røre mig, så har jeg bare ikke kunnet tage mig sammen. Efter sommerens indtog blev det heldigvis (lidt) nemmere. Der er jo heller ikke meget, der slår en gåtur i solskinnet. Men nu. Hvor de mørke aftener pludselig er kommet snigende, frygter jeg en lille smule, at jeg falder ned i den samme "det er også bare ligemeget"-sump (ikke at forveksle med "Det' da liiiigemeget"-Jeppe K) som tidligere på året, så jeg har længe haft en plan om at sætte konkret ind.

Første led i planen er at justere min kost. Jeg bliver aldrig rabiat det ene eller det andet (og det er sq nok derfor, jeg ikke taber mig overhovedet), men jeg plukker lidt hist og pist fra de kure og livsstile, der passer mig. I vinteren og foråret havde jeg ubevidst gjort det til min mission at spise alt med sukker, der var inden for arms længde, og det gjorde mig sådan set ikke andet end tyk(kere). Så det er slut nu. Fra ferien begyndte (jo, sq - I drømmer ikke om, hvor få is, jeg har spist på de 5 varmeste uger i mands minde) har jeg skåret kraftigt ned på sukker og helt elimineret hvidt brød og pasta. Alene der var der en del energi at hente, kan jeg afsløre.

Anden led i planen er at røre mig mere. Det var ikke noget problem i ferien, hvor vi har vadet rundt, som blev vi betalt for det. Det er i hverdagen, den kniber lidt, eftersom jeg arbejder hjemme og derfor ikke har tvungen transport til andre steder end børnehaven. Men så snart ham Varanen er færdigindkørt i børneren, skal jeg til at have skemalagt lidt løb og så'n. Blev der sagt.

Tredje led i planen anede jeg faktisk ikke, at jeg havde. Før søde Fie fra Lahme Kommunikation kontaktede mig og spurgte, om jeg ville teste nogle naturlige kosttilskud fra Drogens Vital. Man kunne vælge mellem to forskellige pakker, og jeg slog naturligvis straks ned på den, der hed noget i retning af "Energi og helse".

Hele Drogens Vital-familien

Kosttilskuddene stod i garagen (hej, flexmodtager), da vi kom hjem fra ferie, men det er først for et par dage siden, jeg er kommet i gang. Pakken indeholdt 2xginseng energikur, der - som jeg læser det - er nærmest instant energi. Den har jeg ikke prøvet endnu; den skal SÅ meget gemmes, til når det (desværre) bliver meget mørkere og koldere.
Denne her gemmer jeg som en lille skat til de mørkere tider. (Høje forventninger? Hvad mener I?)

Derudover var der tabletter med ingefær (for fordøjelsen), multivitaminer og tabletter, der styrker hud, hår og negle. Tre tabletter, der alle skal tages 2-4 eller 1-3 gange om dagen. Så smider jeg lige en fiskeolie (anti-opstød - gotta love it. Farvel til smagen af harsk fisk) fra skuffen oveni, og så tror jeg ellers nok, at mit daglige pilleforbrug er steget fra 0 til mange i løbet af ingen tid. Jeg er ikke så god til at huske at tage piller, men jeg håber, at der bare er tale om vane. Og hvis ikke, så køber jeg mig sådan en smart pilleinddelingsæske. Eller noget.

I virkeligheden ved jeg heller ikke, om jeg tror på, at man kan få energi i pilleform (med mindre det er en ganske anden slags piller. Og den slags ønsker fabrikanterne formentlig ikke bliver sponsoreret). Men tiden vil vise, om Drogens Vital lever op til det, de lover. Indtil videre virker det imidlertid lovende. Jeg har husket at spise mine piller, jeg sover godt om natten, og jeg føler mig ganske frisk i løbet af dagen. Tabletterne er i en fornuftig størrelse (ikke ligesom fiskeolietabletterne, der måske nok er anti-opstødsagtige, men til gengæld er store som missiler), de er fyldt med lutter naturlige vitaminer, urter og planter og så - stor bonus i min bog - kommer de i bæredygtig emballage. Letvægtsplastikken gør, at glassene ikke er så tunge, og så kan de genbruges. Ja tak til dét!

Indlægget er sponsoreret, men ordene og holdningerne er mine ganske egne. Produkterne kan købes på apoteket.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...