mandag den 18. august 2014

Ferie: slut!

Hej. Jeg hedder Øglemor. Jeg har været i Lalandia. Og syntes, at det var ret sjovt. Shoot me!

Før jeg fik børn, smilede jeg høfligt og overbærende af småbørnsfamilier, der i ramme alvor fortalte, at feriens eller weekendens destination var Lalandia. Jeg tænkte ved mig selv, at det var en falliterklæring af de helt store, og at det måtte vidne om mangel på fantasi eller selvrespekt (alternativt begge dele), hvis man valgte at slæbe sit eget korpus og familiens med til dette Helvedes Forgård. (Alt dette blev naturligvis tænkt, uden at jeg overhovedet havde læst så meget som en brochure for dette Danmarks Syden. Det giver sig selv. Så tolerant er den om småbørnslivet så uvidende ungdom nemlig).

Vi var kommet af sted ganske uden både kamera og telefon, da vi var i Lalandia (og det var ikke engang bevidst), så de visuelle beviser må I være foruden. Og i stedet tage til takke med reptilerne og Lego Fuwends-pigerne

Men nu, ing'?! Nu forstår jeg alting meeeeget bedre. Efter en lang, dejlig ferie sluttede vi af med la grande finale - en weekend med den forrygende kombination Lalandia og Legoland. Ungerne havde glædet sig som små vilde hele ferien, og havde det ikke været for de to rokketænder, der dukkede op hos Øglen på feriens allerallersidste dag, ville det helt sikkert have været Lalandia og Legoland, der var rendt med prisen som feriens højdepunkt. Som det er nu, blev det de rokkende mælketænder og mig, der (på opfordring) synger "Jeg har en rokketand" på repeat.

Nå. Lalandia. Havde det noget som helst kulturelt at byde på? Ikke det mindste. Med mindre man altså er antropologisk interesseret (og det var jeg engang), for så er det et menneskestudie af rang. Bliver ens æstetiske sans bombarderet med nye impulser, så fingrene kribler efter at komme hjem og dekorere? På ingen måde. Bør Michelin-kokkene skæve nervøst over skulderen for at se, om Lalandias køkkenpersonale overhaler dem med nye, smarte anretninger? Jeg tillader mig at tvivle.

Men. Syntes børnene, at det var fedt? Det tror jeg nok, at de gjorde. Og er det i virkeligheden det, der tæller? Det tror jeg nok, at det er.

Det her er ikke Lalandia. (Selv om himlen derinde var cirka samme kulør). Det er Råbjerg Mile, og hvis I ikke har været der, skal I tage af sted med det samme. Det er helt fantastisk - også for børn

Og det var jo dén indsigt, jeg helt og aldeles manglede, da jeg sad der i min ophøjede ungdom og  selvretfærdighed med mine planer om, at "når jeg får børn, behøver jeg ikke lave mit liv om - de følger jo bare med" (indsæt selv skraldende dåselatter). For når alt kommer til alt, så er ferie med børn jo ikke ferie per se. For de voksne, i hvert fald. Men når man propper ét styks fingeret sydlandsk setting ind i ligningen, så bliver det pludselig lidt ferieagtigt, for børnene er så underholdt, at man enten kan læne sig tilbage og puste ud eller tage del i løjerne. Og man kan mene, hvad man vil om stedet, men det er da i hvert fald gennemført. Og - jeg gentager det lige, bare for ham der Prins Knud - (mine) børn e l s k e r det!

Så nu er jeg sådan en, der om ikke er blevet Lalandias discipel og store fortaler, så i hvert fald en, der ikke blankt afviser, at vi skal af sted igen. Om lang tid. Når jeg ikke længere får nervøse tics ved tanken om et overdimensioneret legeland, lysstofrørsbelysning og eksorbitante priser på alt lige fra is (vigtigt) til kaffe (endnu mere vigtigt).

Varanen, der er notorisk imod svømmehaller, voksede mærkbart i de tre (3!) timer, vi var i svømmedelen, og selv undertegnede, der ikke bryder sig om vandrutschebaner, endte med at tage flere af dem ganske frivilligt. Øglen turde det hele - og var primus motor på at hive sine lidt vandforskrækkede forældre rundt - og alle endte med at have en fest. Bagefter skulle hun naturligvis vise os, hvor god hun var til at hoppe i sådan nogle seler på en trampolin (modsat HDD, Varanen og jeg er Øglen jo erfaren Lalandiagænger). Og når hun skulle prøve, skulle Varanen naturligvis også, mente han - og så voksede han lige lidt mere, som han hang der flere meter over jorden og skraldgrinede.

Så altså. Lalandia: Ikke så slemt, som man skulle tro. (Et pay off I i øvrigt gerne må få, hvis I vil have det, Lalandia. Helt kvit og frit) Muligvis skyldes den positive attitude, at vi forinden havde tilbragt en skøn skøn uge i Skagen med frisk luft og rigtigt hav og gåture og nordjysk natur, når den er allerbedst. Og/eller at Lalandiaturen var kombineret med to dage i Legoland. Hvor undertegnede føler sig ret godt hjemme efter at have arbejdet der i hele syv år. Og hvor børnene i øvrigt morede sig nøjagtigt lige så godt - omend på en anden måde - som i Lalandia. Til trods for, at det søndag regnede så meget, at man ville være blevet mindre våd af at besøge AquaDomen.

Heller ikke Lalandia. Men Vesterhavet set fra Solnedgangskiosken i Skagen

Nu er ferien slut. Og det eneste gode, der er at sige om dét, er, at pungen kan blive lukket for en stund. Jeg har en fornemmelse af at have bidraget kraftigt til Friskos 2014-overskud, og jeg er også temmelig sikker på, at Billund kan mærke det positivt på bundlinjen, at vi har været fordi

Det er i øvrigt lidt pudsigt, ing'?! Jeg plejer at elske ferier (d'uh!), men jeg plejer også at elske, at de slutter. At komme tilbage til hverdagen, rytmen og - let's face it - nogle børnefri timer i løbet af dagen. Men det er som om, denne her ferie har været anderledes. Jovist har børnene været oppe at toppes, og jovist har jeg fantaseret om at stikke af til en øde ø med en bog og en hængekøje fra tid til anden, men generelt har det bare været så megahyggeligt, altså. Vi har fået en masse fantastiske oplevelser sammen, og vi er samtidig kommet ned i et gear, der har gjort, at vi også bare kunne slappe af sammen uden at der skulle ske noget hele tiden.

Reptilerne beundrer en massiv regnbyge i det fjerne. (Igen: Ikke Lalandia. Vesterhavet)

Reptilerne er kommet meget tættere på hinanden, og de har leget enormt godt sammen. Grinet og lagt planer og udtænkt skøre, sindrige og dybt mærkelige lege. Sunget og fjollet. Og vi voksne har haft tid til at slappe af og - hold nu fast! - læse bøger. I flertal.

Jeg tror, at det, der er anderledes denne gang, dels er, at ferien har været så lang - fem uger er længe at gå op og ned ad hinanden på både godt og ondt. Dels, at reptilerne er blevet så store. Øglen er så stor og dygtig og sød til at tage sig af sin lillebror og inddrage ham (undtagen, når hun bliver gal på ham og driller, skubber og udelukker), og Varanen er blevet så stor, at han dels tør mere, dels (for det meste) forstår de regler, der er i en legesituation (omend nogle legeregler ifølge Øglen er så komplicerede, at jeg ikke engang ville forstå dem, om jeg så studerede dem i årevis). Så alt i alt kan jeg konkludere, at sommerferien 2014 har haft meget gunstige vilkår og dermed kunnet danne ramme om verdens bedste sommerferie. Og det er jo slet ikke så ringe endda!

Og nu. Nu rammer hverdagen, men en ny en af slagsen. Varanen er nemlig begyndt i børnehave i dag, og jeg er ikke længere mor til et lille og et stort barn, men til to store børn. Tal om identitetskrise og hvad har vi. Men spændende, dét bliver det, og jeg kan garantere jer for, at I får lov at høre meeeeget mere om det. Yay!

mandag den 4. august 2014

Livstegn

Ja, hej! Jeg holder ferie for fuld skrue, som nogen måske har bemærket, jf. den lange tavshed på bloggen. Der har været masser at skrive om, men truth be told, så har jeg ikke gidet at blogge. Alene tanken om at skulle tænde computeren og derved blive hevet ud af det feriemode, der hedder leg, bøger, kaffe, slumren, mv., har afholdt mig fra at nedfælde andet end sommerdagbog til privat brug i noteform (skrevet på rigtigt, ægte papir med en rigtig, ægte kuglepen). Nåja, og så det faktum, at min Mac besluttede sig for at gå til de evige harddiskmarker midt i ferien. Og tage det sidste års billeder og arbejde, ikke mindst, med sig. Men det er en anden klagesang, som jeg ikke skal belemre jer med her.

Ferien har været fantastisk. Fyldt med sjov og oplevelser og afslapning og nærvær. Og den har været lang! 3 uger so far til ungerne og derved også næsten 3 uger til HDD og jeg. Krydret med et par ugers arbejde til HDD og et par dages arbejde til mig (har jeg nævnt, at jeg elsker at være selvstændig?!), men fordi vi har været hjemmefra så længe, indfandt feriestemningen sig hurtigt på trods af arbejde.

Skummel himmel over Islands Brygge

Leg i gården

Vi lagde ud med 2 ugers førferie i 2 x lånelejlighed på Islands Brygge. København viste sig fra sin smukkeste side og charmede med varmegrader i slutningen af 20'erne. Med til lånelejlighederne hørte en ladcykel, så mens HDD var på arbejde, cyklede reptilerne og jeg byen tynd og prøvede en masse seje (og for os ukendte) legepladser af. Og når HDD ikke var på arbejde, badede vi i Havnebadet, spiste masser af is og gik ture. Reptilerne blev passet hos Mårmor og Mårfar i to dage, og selv om HDD og jeg egentlig skulle have arbejdet de dage, brugte vi en hel dag på at holde fri og være kærester. Og cykle Amager og Christianshavn tynd i ladcyklen, spise lækker mad på The Italian og i det hele taget bare storhygge! (Og den anden dag brugte jeg på venindehygge. Not bad at all. Med mindre man tænker på tabt arbejdsfortjeneste, altså ...)

Kæresteaften med Royal shandy. Og nej, det er ikke et reklamebillede, selv om jeg godt kan se, at det kan ligne

Den store lånelejlighed, tilhørende min bror og hans familie. Med et stort værelse fyldt med legetøj til ungerne. Rent slaraffenland

Vandlegepladsen i Fælledparken

Varanen faldt i søvn i ladcyklen på vej hjem fra Vandlegepladsen. Det kan umuligt have været behageligt at sidde sådan - heller ikke selv om Øglen forsøgte at støtte hans hoved

Jeg vil undlade at komme ind på her, præcis hvor sjovt (og vemodigt) det var at lege københavnere igen, men jeg kan afsløre, at vi befandt os som fisk i vandet - til trods for, at bryggen ikke engang er vores hood. Så har jeg hverken sagt for lidt eller for meget.

Efter et par dage hjemme, hvor tøjet blev vasket, og ungerne hang ud med nabobørnene (at have en have har nu også sine fordele, når det er 1000 grader varmt udenfor), tog vi hul på den 'rigtige' ferie. (Kbh var jo bare opvarmning) Vi trillede mod ødegården hinsidan og efter det obligatoriske stop ved Godisflyget (hvor Øglen spenderede 61 surt sammensparede svenske kroner på ca. 1,3 kg slik, som jeg administrerer med hård hånd) ankom vi til skoven. Den bød os velkommen med regn- og tordenvejr fra en anden verden, bulder og brag, ingen strøm og omkring 10 lynnedslag i huset (dog ingen, der antændte noget. Så heldige var et par af HDD's slægtningen ikke), men derefter var dagene varme, varme, varme! Og nu må man jo ikke klage, men når man sidder i en ødegård midt i de svenske skove, og det er 32 grader i skyggen, så kan man godt få det lidt varmt. Børnene ikke mindst. Så vi fraveg vores princip om mediefri zone i huset og fandt Barnkanalen på det lille 12" fjernsyn. Og så lod vi ellers reptilerne se fjernsyn i de varmeste timer. Og de tidligste timer. Påkrævet, når nogen (tak, Varan!) gentagne gange mente, at det var morgen før kl. 06.

På vej til Sverige. Verdens korteste færgetur er ret spændende, når man er 5 og næsten 3

Stash fra Godisflyget. Øverste kasse er Øglens. Nederste er Varanens, HDD's og min. Og nej, vi når ikke igennem det hele på denne ferie, fordi det er mig, der står for administrationen af børnenes andel ... (Og - mest - fordi jeg prøver at holde mig fra sukker efter at have taget lidt for meget på på det seneste)

Det var dog masser af andre ting, som også trak - bl.a. det store badebassin, den nærliggende sø, hvor vi har fået en morgendukkert de fleste dage, legeplads/kaninland, fodbold på grunden, jagt på sjove insekter, gåture, isspisning og meget mere.

Skovsøen. Med usandsynligt blege mutti i forgrunden. Kig i øvrigt godt efter, for det er med garanti både første og sidste gang, mine lår bliver flashet på bloggen ...

Skovsøen - nu uden blege mutti og med en Varan helt au naturel

Den medbragte sæbeboblepistol var desuden et stort hit, og nu ved vi oven i købet, at sådan en kan gøre sine omgivelser uTROligt glatte; særligt hvis der bobles på en trappe af rå granit samt barnehænder og -fødder i vilkårlig rækkefølge. Det lærte vi på den hårde måde ved, at Varanen gled på førnævnte trappe, tog fra med skulderen og derefter græd så meget, at man ikke var i tvivl om, at der var noget mere alvorligt i vejen end en almindelig forskrækkelse. Derfor kender vi nu vejen til Akutmottagningen på Växjö Sjukhus, hvor en overmåde rar læge kunne berette, at Varanens kraveben var brækket. AV, mit moderhjerte!

Før ...

... og efter. Min lille trooper!

Bekendtskabet med det svenske sygehusvæsen var absolut positivt. Fra vi ankom på hospitalet, til vi tog derfra - færdigbehandlede og med Varanens arm i slynge - gik der maksimalt en time. Imponerende. Og omstændighederne taget i betragtning var humøret hos begge reptiler højt. Og blev i øvrigt kun højere af, at aftensmaden blev indtaget på Burger King, fordi klokken pludselig var blevet så mange.

Ved hjælp af slyngen, paracetamol og alternative måder at løfte Varanen på er det gået forbavsende godt med det brækkede kraveben. Varanen har været en lille trooper, der lynhurtigt lærte sig kun at bruge højre arm. Og efter kun et par dage var lidt af styrken i venstre arm allerede på vej tilbage. Der er et stykke vej endnu, før den er helt god igen, men jeg er temmelig imponeret over, hvor hurtigt sådan nogle små kræ heler.

Badebaby i baljen. Som han vist er ved at være en kende for stor til
  
På skovtur - uden slyngen og med et fast tag i storesøster

Den ømme arm kom heldigvis til at fylde mindre på ferien end først antaget, og vi kom oven i købet i Leo's Lekland, som Øglen havde glædet sig til lige fra hun hørte, at vi skulle til Sverige. Så det skulle hun ikke gå glip af - heller ikke selv om det betød et kortere besøg og en Varan på halv kraft. Og ud over daglig paracetamol og et par nætters putning i klapvognen for at skåne skulderen mest muligt (og besøget på sygehuset, naturligvis), spillede det brækkede kraveben ingenlunde hovedrollen på Sverigesturen.

Den daglige dukkert i skovsøen, den udendørs bruser ved huset, masser af leg, læsning og hygge var ren lise for sjælen, og efter en uge var vi alle så afslappede, at vi trængte til at komme hjem igen, inden turen går videre i slutningen af denne uge.

Udsigt fra den udendørs bruser. Den er simpelthen umulig at blive træt af

Megagræshoppe med det sigende navn "stor, grøn løvgræshoppe"

Sommerfuglelarver, der kildede på hånden og var sjove at lave væddeløb med

Den skøreste kanin, jeg nogensinde har set. Man kunne kun se, hvad der var hoved og hale, når den fik noget at spise

Smuk sørgekåbe (jeg slog navnet op i en bog. Det er ikke paratviden, jeg ligger inde med). Den var vældig nysgerrig og brugte en rum tid på at sidde på min fod og hygge sig

Og her er vi så nu. Hjemme. Med egne senge, eget legetøj og en stabil internetforbindelse. (Men uden fungerende computer for mit vedkommende. Grrr!) Og to ugers ferie endnu. Life is goooood! Ses på den anden side!

lørdag den 12. juli 2014

Om sidste dag i vuggestuen og førferie

I går var Varanens sidste dag i VS. Sidste dag som i "for evigt". For nu holder han ferie, og når han kommer retur, står den på børnehave. Sammen med Øglen. Det bliver så dejligt for dem begge, og Varanen er mere end klar til nye udfordringer og rammer til lidt større børn. Han er sprængfyldt af energi og gåpåmod, og derfor bliver en ny, udfordrende legeplads, fx, meget kærkommen. Inkl de knubs det så må give, når man er en kende overmodig ...

Farvel til vuggestuen for allersidste gang ...

Alligevel synes mutti her, at det er lidt vemodigt. At han ikke er helt stor nok til at skulle i børnehave. For han er jo min lille baby! Vupti gik jeg fra at være mor til en stor pige og en babydreng (eller ... you know) til at have to store børn. Og det betyder, at min identitet som småbørnsmor er om ikke er rystet i sin grundvold så i hvert fald påvirket. Og det skal jeg lige finde ud af at håndtere. Men det er jo min kamp, som den stakkels Varan ikke behøver blive blandet ind i. Og indtil videre har jeg undladt at græde på ham over det. Lad os håbe, det varer ved ...

Varanens sidste dag gik glat. Vuggestuen var sommerferieramt, så der var kun 14 børn og 3 voksne, og ingen var (heldigvis) særligt sentimentale. Hvilket passede mig fint, for jeg er elendig til at sige farvel og havde frygtet våde øjne og en grådkvalt stemme - omend jeg på ingen måde var lige så trist, som da Øglen forlod sin gamle børnehave. Ikke, at vi ikke har været glade for Varanens vuggestue, bevares! Den har været alletiders, men måske fordi den er hans vuggestue nr. tre (stakkels barn), eller fordi jeg er blevet mere hærdet med tiden (jeg tillader mig at tvivle), var dagen bare hyggelig med en snert af vemod - primært fordi det i dén grad cementerer, hvor stor min lille dreng er blevet.

Kildetur af yndlings-Rematilde

Jeg havde lavet frugtkopper med flødeskum til vuggestuen (som kører stram sukkerpolitik), og kl 14 mødte HDD og jeg op til eftermiddagshygge. Så sad vi ellers dér, på et vattæppe i skyggen af et stort træ på vuggestuens "lille legeplads" (de har også en stor, bare for the record), omringet af smållinger. Varanen delte frugtkopper og skeer ud og var stolt som en pave - lige indtil han blev sur over, at han kun måtte få én kop. Derefter ville han bare hjem, så afskedsseancen blev en anelse abrupt, og der skulle lidt overtalelse til for at få ham til at kramme hans søde pædagoger. Men det lykkedes, og vi kom af sted - efter først at have givet stuens pædagoger lidt lækkerier og et sødt (synes jeg da i hvert fald selv) brev skrevet bagpå en af Varanens tegninger.

Da vi havde hentet Øglen og ønsket god sommer i børnehaven (vi ses om 5 uger! Nu med Varan!), satte vi kursen mod havnen for at fange krabber. Krabbefangst og store is - så er det ferie! I hvert fald for ungerne.

Lå-låååh - ferie!

Der fiskes ... 

... og fanges ...

... og ræses ...

I dag har vi taget hul på førferien ved at rykke til København. Vi fik mulighed for at låne en lejlighed, og da det dels giver HDD væsentligt kortere på arbejde, dels giver flere muligheder (for mig) for at aktivere ungerne, syntes vi, det var en god plan. Så her er vi nu. I lækker lånelejlighed i dejligt kvarter - med en skøn følelse af at være på 'rigtig' storbyferie. For selv om vi kender Kbh godt, er det Østerbro, vi kender som vores egen bukselomme. Nu er vi havnet i et 'fremmed' hood, og selv om vi kender til det, er der masser af ting og steder, der skal udforskes. Har oven i købet fået stillet en ladcykel til rådighed, så byen ligger åben for reptilfamilien. Yay!

Første førferiedag er blevet brugt på dels at 'lande' i lejligheden, dels at være i Cirkus Summarum. Dejlige ting begge to, omend Varanen ikke var helt solgt på Summarum. Slush ice-delen: Bestemt. Popcornsdelen: Självklart. Cirkusdelen: Not so much. Han syntes, det 'larmede for meget', og jeg vil helt klart give ham ret i, at lyden var meget høj. Heldigvis fik vi mulighed for at låne et par hørebøffer, og det hjalp da også lidt, men han var inde og ude af teltet tre-fire gange under første halvleg (eller hvad det nu hedder), og anden halvleg gik han helt glip af. (Og det gjorde HDD så også. Men han fik til gengæld første runde). Øglen var fyr og flamme og elskede hvert et sekund, og både HDD og jeg syntes også, det var godt. Selv om jeg ikke fik samme fornemmelse af sammenhæng i stykket, som sidst jeg var det, men det skyldes jo nok, at jeg var temmelig fraværende de første 50 minutter.

Lille mand med stor slush ice

Her til aften var begge unger så trætte, at de dårligt kunne stå på benene, og HDD og undertegnede har det faktisk på samme måde. Helt maste efter en begivenhedsrig - og dejlig - dag. Må alle de andre dage blive lige så dejlige; gerne med et lidt mindre ambitiøst program!

onsdag den 9. juli 2014

At have en have

... Advarsel: Indlæg med fire milliarder billeder. Af min have. Så spring endelig videre, hvis sådan noget ikke interesserer jer det mindste. Det ville ikke interessere mig - i hvert fald ikke før jeg fik en have - men nu har jeg en, og så bliver det sært nok fascinerende på et eller andet plan ...

For 2,5 år siden ville jeg have forsvoret, at jeg nogensinde ville gide - endsige nyde - at have en have. For knap 2 år siden fik (eller ... fik og fik. Købte. I dyre domme, nok nærmere) jeg en have. Og et hus. Med en vandskade. Men det er denne sag uvedkommende. Vi flyttede ind i efteråret, hvor haven i dén grad var kedelig, våd og brun, så det var lidt svært at se, hvad der var hvad. Bortset fra de meeeeget store hasler i bunden af haven. Dem kunne man godt se var høje - også selv om de ikke ligefrem struttede af grønne blade.

Æbletræet i fuldt flor i slutningen af april

Den hvide rhododendron primo maj

Så det første halve år gik der lidt demolition man i den. Haslerne røg ned, de allermest malplacerede, selvsåede træer ligeså, og sukkertoppen blev studset i en grad, så den ligefrem blev pæn at se på. Det var sq lidt svært at forestille sig, da den bare stod og hang med frisuren. Den lille azalea, der havde forvildet sig ind under den største rhododendron, blev flyttet til et andet sted i haven - hvor den har det fint den dag i dag, omend skvalderkålen forsøger ihærdigt at kvæle den - hvilket desværre ikke kan siges om den giga-lavendel, jeg i et øjebliks overmod flyttede til nogenlunde samme sted omme fra forhaven. Da den stadig lignede en vildmark.

Stenbedet i begyndelsen af maj. Rhododendron i forskellige farver, blåklokker og skovjordbær en masse

Mere stenbed og en snas af vores hjemmelavede havegang

Slutningen af maj. Vue fra hængekøjen over de blomstrende rhododendroner (og under det afblomstrede æbletræ)

Udsigten fra toppen af haven


Der røg også noget hortensia og en klatre-tingest i iveren, og da det så blev forår, og ting begyndte at spire, kunne jeg pludselig godt se pointen i, at man måske nok faktisk bør se en ny have an et helt år, før man bliver lidt for kæk med beskærersaksen. For den der hortensia, som jeg - ganske ukyndigt, i øvrigt - havde erklæret død og derfor skåret ned til ukendelighed, begyndte pludselig at skyde løs. Og virkede pludselig markant mindre død. Ligesom den store, grimme jordvold, vi (HDD) var gået amok på under Projekt Drivhus, viste sig at være jordens vildeste staudebed. Der kan man bare se ...

Terrassen

Dronningebusken ultimo maj

Fine, hvide blomster i stenbedet. Som jeg ikke aner, hvad hedder


Fine, lilla storkenæb. Tror jeg nok, men hvad ved jeg

Akkelajer i førnævnte destruerede staudebed - helt dødt er det ikke ...

Den VIRkelig pindede busk-ting over mod naboerne, der hele vinteren bare havde stået og set brun og pisten ud, gik pludselig amokka og åbenbarede grønne blade og hvide blomster i én uendelighed, og Farmor, der heldigvis godt gad at komme og belære os have-imbecile, kunne berette, at det er en jasmin. Som er helt fantastisk, når den blomstrer. Aha. Godt, jeg ikke havde nået at sakse alt for vildt i den, så. (Selv om lige præcis dén nok ikke tager den store skade af at blive klippet lidt i. Den formår jo at sætte meterlange skud på en enkelt sæson og har nu bredt sig temmelig meget).

Æbletræet i begyndelsen af juni

Masser af grønne skovjordbær i begyndelsen af juni. Som nu er røde og søde

Bregne-regne-regne

Bunddækket i vores crazy stenbed var jeg også gået i gang med med krum hals, men heldigvis ikke nok til, at det ikke alligevel vrimlede med skovjordbær og noget violhalløj. Og stenurt og så'n. Ret fint, faktisk. Så denne vinter er jeg ikke gået helt så ihærdigt til værks med saksen. For nu ved jeg jo - sådan nogenlunde, om ikke andet - hvad, der er hvad.

Vinteren var i midlertid så lang og grå og trist og brun, at jeg nær havde glemt, at haven også kunne være pæn. Så nu må jeg hellere dokumentere det. Så jeg kan genkalde mig det, når den kommende vinter formentlig bliver præcis lige så lang og grå og trist og brun. Så bær over med mig og alle havebillederne - og hop lystigt videre, hvis du ikke orker blomster.

Roserne midt i juni

Storblomstrende jasmin midt i juni

Græsplænen før og efter slåning. Seriøst; det græs vokser jo som ... græs! Her har det fået lov at passe sig selv i et par uger, og det er så et par uger for meget, kan vi konstatere

Jeg er vild med, at tingene vokser, bliver grønne og springer ud. Jeg er vild med, hvor stor forandringen er både i have og sind, når luften bliver mildere og solskinstimerne flere. Men derfra og så til at sige, at jeg er havemenneske, dér er alligevel et stykke vej. Jeg forstår fx stadig ikke helt pointen (hvis der da overhovedet er en) i et crazy staudebed (og det siger jeg ikke kun fordi, vi har ødelagt meget af vores), der er pænt ca. 3 mdr. om året, mens det resten af tiden ligner en vissen bunke skrald. Dét er jo ikke pænt. Jeg er heller ikke sikker på, at jeg forstår løgplanter, der "ennnndelig skal have lov til at visne ned af sig selv, for så får de bedre vækstbetingelser næste år". Kan gerne være, men det ligner jo hash, når de står der helt blomsterforladte og pistne. Men sådan må det åbenbart være. Og mens vi så er ved ting, jeg ikke helt fatter, hvad sker der så for, at mælkebøtter og tidsler (iSÆR tidsler) kan være små og uskyldige den ene dag, mens de den næste er vokset til hoftehøjde og har skudt så dybe rødder, at man skal bruge en slæbebil for at få dem op? I don't get it.

Høstanemone på spring i begyndelsen af juli

Hej, lathyrus!

Aften-stener på loungesofaen med udsigt til terrassen

Hortensiaen var på ingen måde død, kan vi nu konstatere. Forleden så den sådan ud

En af de få pærer, der rent faktisk ser ud til at blive til noget. De fleste af pærerne er blevet helt sorte og falder af, men et par stykker ser ud til at klare sig fint

Høstanemone, nu sprunget ud

Skønne, duftende lavendler

Jeg har meget at lære om haver endnu. En god start ville fx være at lære navnene at kende på de blomster, der popper op hist og pist. Og så har jeg til gode at finde min indre gartner. Hende, der gider nippe visne skud (for sådan noget skal man åbenbart også helst?!), luge, gøde og generelt vedligeholde. Jeg ved sq bare ikke helt, om hun er derinde. Men det går også nok. Indtil videre nyder jeg bare at kigge på min hyggelige have. Som vitterligt ER hyggelig, i hvert fald hvis man spørger mig. Og pæn. I hvert fald nogle måneder om året ;-)

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...