Om sidste dag i vuggestuen og førferie

I går var Varanens sidste dag i VS. Sidste dag som i "for evigt". For nu holder han ferie, og når han kommer retur, står den på børnehave. Sammen med Øglen. Det bliver så dejligt for dem begge, og Varanen er mere end klar til nye udfordringer og rammer til lidt større børn. Han er sprængfyldt af energi og gåpåmod, og derfor bliver en ny, udfordrende legeplads, fx, meget kærkommen. Inkl de knubs det så må give, når man er en kende overmodig ...

Farvel til vuggestuen for allersidste gang ...

Alligevel synes mutti her, at det er lidt vemodigt. At han ikke er helt stor nok til at skulle i børnehave. For han er jo min lille baby! Vupti gik jeg fra at være mor til en stor pige og en babydreng (eller ... you know) til at have to store børn. Og det betyder, at min identitet som småbørnsmor er om ikke er rystet i sin grundvold så i hvert fald påvirket. Og det skal jeg lige finde ud af at håndtere. Men det er jo min kamp, som den stakkels Varan ikke behøver blive blandet ind i. Og indtil videre har jeg undladt at græde på ham over det. Lad os håbe, det varer ved ...

Varanens sidste dag gik glat. Vuggestuen var sommerferieramt, så der var kun 14 børn og 3 voksne, og ingen var (heldigvis) særligt sentimentale. Hvilket passede mig fint, for jeg er elendig til at sige farvel og havde frygtet våde øjne og en grådkvalt stemme - omend jeg på ingen måde var lige så trist, som da Øglen forlod sin gamle børnehave. Ikke, at vi ikke har været glade for Varanens vuggestue, bevares! Den har været alletiders, men måske fordi den er hans vuggestue nr. tre (stakkels barn), eller fordi jeg er blevet mere hærdet med tiden (jeg tillader mig at tvivle), var dagen bare hyggelig med en snert af vemod - primært fordi det i dén grad cementerer, hvor stor min lille dreng er blevet.

Kildetur af yndlings-Rematilde

Jeg havde lavet frugtkopper med flødeskum til vuggestuen (som kører stram sukkerpolitik), og kl 14 mødte HDD og jeg op til eftermiddagshygge. Så sad vi ellers dér, på et vattæppe i skyggen af et stort træ på vuggestuens "lille legeplads" (de har også en stor, bare for the record), omringet af smållinger. Varanen delte frugtkopper og skeer ud og var stolt som en pave - lige indtil han blev sur over, at han kun måtte få én kop. Derefter ville han bare hjem, så afskedsseancen blev en anelse abrupt, og der skulle lidt overtalelse til for at få ham til at kramme hans søde pædagoger. Men det lykkedes, og vi kom af sted - efter først at have givet stuens pædagoger lidt lækkerier og et sødt (synes jeg da i hvert fald selv) brev skrevet bagpå en af Varanens tegninger.

Da vi havde hentet Øglen og ønsket god sommer i børnehaven (vi ses om 5 uger! Nu med Varan!), satte vi kursen mod havnen for at fange krabber. Krabbefangst og store is - så er det ferie! I hvert fald for ungerne.

Lå-låååh - ferie!

Der fiskes ... 

... og fanges ...

... og ræses ...

I dag har vi taget hul på førferien ved at rykke til København. Vi fik mulighed for at låne en lejlighed, og da det dels giver HDD væsentligt kortere på arbejde, dels giver flere muligheder (for mig) for at aktivere ungerne, syntes vi, det var en god plan. Så her er vi nu. I lækker lånelejlighed i dejligt kvarter - med en skøn følelse af at være på 'rigtig' storbyferie. For selv om vi kender Kbh godt, er det Østerbro, vi kender som vores egen bukselomme. Nu er vi havnet i et 'fremmed' hood, og selv om vi kender til det, er der masser af ting og steder, der skal udforskes. Har oven i købet fået stillet en ladcykel til rådighed, så byen ligger åben for reptilfamilien. Yay!

Første førferiedag er blevet brugt på dels at 'lande' i lejligheden, dels at være i Cirkus Summarum. Dejlige ting begge to, omend Varanen ikke var helt solgt på Summarum. Slush ice-delen: Bestemt. Popcornsdelen: Självklart. Cirkusdelen: Not so much. Han syntes, det 'larmede for meget', og jeg vil helt klart give ham ret i, at lyden var meget høj. Heldigvis fik vi mulighed for at låne et par hørebøffer, og det hjalp da også lidt, men han var inde og ude af teltet tre-fire gange under første halvleg (eller hvad det nu hedder), og anden halvleg gik han helt glip af. (Og det gjorde HDD så også. Men han fik til gengæld første runde). Øglen var fyr og flamme og elskede hvert et sekund, og både HDD og jeg syntes også, det var godt. Selv om jeg ikke fik samme fornemmelse af sammenhæng i stykket, som sidst jeg var det, men det skyldes jo nok, at jeg var temmelig fraværende de første 50 minutter.

Lille mand med stor slush ice

Her til aften var begge unger så trætte, at de dårligt kunne stå på benene, og HDD og undertegnede har det faktisk på samme måde. Helt maste efter en begivenhedsrig - og dejlig - dag. Må alle de andre dage blive lige så dejlige; gerne med et lidt mindre ambitiøst program!

At have en have

... Advarsel: Indlæg med fire milliarder billeder. Af min have. Så spring endelig videre, hvis sådan noget ikke interesserer jer det mindste. Det ville ikke interessere mig - i hvert fald ikke før jeg fik en have - men nu har jeg en, og så bliver det sært nok fascinerende på et eller andet plan ...

For 2,5 år siden ville jeg have forsvoret, at jeg nogensinde ville gide - endsige nyde - at have en have. For knap 2 år siden fik (eller ... fik og fik. Købte. I dyre domme, nok nærmere) jeg en have. Og et hus. Med en vandskade. Men det er denne sag uvedkommende. Vi flyttede ind i efteråret, hvor haven i dén grad var kedelig, våd og brun, så det var lidt svært at se, hvad der var hvad. Bortset fra de meeeeget store hasler i bunden af haven. Dem kunne man godt se var høje - også selv om de ikke ligefrem struttede af grønne blade.

Æbletræet i fuldt flor i slutningen af april

Den hvide rhododendron primo maj

Så det første halve år gik der lidt demolition man i den. Haslerne røg ned, de allermest malplacerede, selvsåede træer ligeså, og sukkertoppen blev studset i en grad, så den ligefrem blev pæn at se på. Det var sq lidt svært at forestille sig, da den bare stod og hang med frisuren. Den lille azalea, der havde forvildet sig ind under den største rhododendron, blev flyttet til et andet sted i haven - hvor den har det fint den dag i dag, omend skvalderkålen forsøger ihærdigt at kvæle den - hvilket desværre ikke kan siges om den giga-lavendel, jeg i et øjebliks overmod flyttede til nogenlunde samme sted omme fra forhaven. Da den stadig lignede en vildmark.

Stenbedet i begyndelsen af maj. Rhododendron i forskellige farver, blåklokker og skovjordbær en masse

Mere stenbed og en snas af vores hjemmelavede havegang

Slutningen af maj. Vue fra hængekøjen over de blomstrende rhododendroner (og under det afblomstrede æbletræ)

Udsigten fra toppen af haven

Der røg også noget hortensia og en klatre-tingest i iveren, og da det så blev forår, og ting begyndte at spire, kunne jeg pludselig godt se pointen i, at man måske nok faktisk bør se en ny have an et helt år, før man bliver lidt for kæk med beskærersaksen. For den der hortensia, som jeg - ganske ukyndigt, i øvrigt - havde erklæret død og derfor skåret ned til ukendelighed, begyndte pludselig at skyde løs. Og virkede pludselig markant mindre død. Ligesom den store, grimme jordvold, vi (HDD) var gået amok på under Projekt Drivhus, viste sig at være jordens vildeste staudebed. Der kan man bare se ...

Terrassen

Dronningebusken ultimo maj

Fine, hvide blomster i stenbedet. Som jeg ikke aner, hvad hedder

Fine, lilla storkenæb. Tror jeg nok, men hvad ved jeg

Akkelajer i førnævnte destruerede staudebed - helt dødt er det ikke ...

Den VIRkelig pindede busk-ting over mod naboerne, der hele vinteren bare havde stået og set brun og pisten ud, gik pludselig amokka og åbenbarede grønne blade og hvide blomster i én uendelighed, og Farmor, der heldigvis godt gad at komme og belære os have-imbecile, kunne berette, at det er en jasmin. Som er helt fantastisk, når den blomstrer. Aha. Godt, jeg ikke havde nået at sakse alt for vildt i den, så. (Selv om lige præcis dén nok ikke tager den store skade af at blive klippet lidt i. Den formår jo at sætte meterlange skud på en enkelt sæson og har nu bredt sig temmelig meget).

Æbletræet i begyndelsen af juni

Masser af grønne skovjordbær i begyndelsen af juni. Som nu er røde og søde

Bregne-regne-regne

Bunddækket i vores crazy stenbed var jeg også gået i gang med med krum hals, men heldigvis ikke nok til, at det ikke alligevel vrimlede med skovjordbær og noget violhalløj. Og stenurt og så'n. Ret fint, faktisk. Så denne vinter er jeg ikke gået helt så ihærdigt til værks med saksen. For nu ved jeg jo - sådan nogenlunde, om ikke andet - hvad, der er hvad.

Vinteren var i midlertid så lang og grå og trist og brun, at jeg nær havde glemt, at haven også kunne være pæn. Så nu må jeg hellere dokumentere det. Så jeg kan genkalde mig det, når den kommende vinter formentlig bliver præcis lige så lang og grå og trist og brun. Så bær over med mig og alle havebillederne - og hop lystigt videre, hvis du ikke orker blomster.

Roserne midt i juni

Storblomstrende jasmin midt i juni

Græsplænen før og efter slåning. Seriøst; det græs vokser jo som ... græs! Her har det fået lov at passe sig selv i et par uger, og det er så et par uger for meget, kan vi konstatere

Jeg er vild med, at tingene vokser, bliver grønne og springer ud. Jeg er vild med, hvor stor forandringen er både i have og sind, når luften bliver mildere og solskinstimerne flere. Men derfra og så til at sige, at jeg er havemenneske, dér er alligevel et stykke vej. Jeg forstår fx stadig ikke helt pointen (hvis der da overhovedet er en) i et crazy staudebed (og det siger jeg ikke kun fordi, vi har ødelagt meget af vores), der er pænt ca. 3 mdr. om året, mens det resten af tiden ligner en vissen bunke skrald. Dét er jo ikke pænt. Jeg er heller ikke sikker på, at jeg forstår løgplanter, der "ennnndelig skal have lov til at visne ned af sig selv, for så får de bedre vækstbetingelser næste år". Kan gerne være, men det ligner jo hash, når de står der helt blomsterforladte og pistne. Men sådan må det åbenbart være. Og mens vi så er ved ting, jeg ikke helt fatter, hvad sker der så for, at mælkebøtter og tidsler (iSÆR tidsler) kan være små og uskyldige den ene dag, mens de den næste er vokset til hoftehøjde og har skudt så dybe rødder, at man skal bruge en slæbebil for at få dem op? I don't get it.

Høstanemone på spring i begyndelsen af juli

Hej, lathyrus!

Aften-stener på loungesofaen med udsigt til terrassen

Hortensiaen var på ingen måde død, kan vi nu konstatere. Forleden så den sådan ud

En af de få pærer, der rent faktisk ser ud til at blive til noget. De fleste af pærerne er blevet helt sorte og falder af, men et par stykker ser ud til at klare sig fint

Høstanemone, nu sprunget ud

Skønne, duftende lavendler

Jeg har meget at lære om haver endnu. En god start ville fx være at lære navnene at kende på de blomster, der popper op hist og pist. Og så har jeg til gode at finde min indre gartner. Hende, der gider nippe visne skud (for sådan noget skal man åbenbart også helst?!), luge, gøde og generelt vedligeholde. Jeg ved sq bare ikke helt, om hun er derinde. Men det går også nok. Indtil videre nyder jeg bare at kigge på min hyggelige have. Som vitterligt ER hyggelig, i hvert fald hvis man spørger mig. Og pæn. I hvert fald nogle måneder om året ;-)

Teltet i barndommens have

Kan I huske dengang man var lille og fik lov til at sove i telt i haven? Hvordan det var helt vildt hyggeligt og helt vildt uhyggeligt på samme tid. Og det var lidt koldt, men det gjorde ikke så meget, for man havde tæpper og dyner og en veninde og, hvis man var heldig, lidt slik. Og man skulle lige debattere lidt med sig selv om, hvorvidt man turde gå ind for at tisse, når det var blevet helt mørkt. Og og og.

Jeg blev kastet tilbage til teltet i min barndoms villahave her i weekenden. Vi var taget på visit hos Mårmor og Mårfar (hvad? Synes I, vi besøger dem meget? Pjat med jer!) - denne gang faktisk lidt som en hovsa-løsning, fordi min bror og hans to piger, reptilernes kusiner, skulle derover og spurgte, om vi ikke også kom. Jamen jo; det gjorde vi da, men da vi havde en fødselsdag i Roskilde fredag, blev det bare fra lørdag til søndag.

Det var som altid hyggeligt, og de tre kusiner hyggede og legede en masse. Særligt Øglen og den store kusine på 6,5 havde en fest, og der var lige et par kastanjer, der skulle redes ud af ilden i ny og næ, når "de små" formastede sig til at spørge, om de måtte være med. Den yngste kusine på 4 fik allernådigst lov til at være med, men Varanen er ikke bare "alllllt for lille" - han er også en dreng. Så han fik den kolde skulder, hvilket imidlertid ikke virkede til at genere ham alt for meget, for så kunne han jo bare monopolisere Mårmor og Mårfar i stedet. Og sine forældre. Og jeg må da indrømme, at jeg havde svært ved at stå for ham, da han på et tidspunkt kom hen til mig, kiggede på mig med sine store chokoladeknapøjne og spurgte med sin fine, lille stemme: "SKAL vi ikke lege med mig?".

Jaja, jeg burde have beskåret billedet, men det nåede jeg ikke lige. Vi blev inviteret til avantgarde-koncert af de tre frøkener, der spillede på alt fra luftpumpe til tørret hestebønne og træsko

Det blev også til en tur til den nærliggende naturskole, hvor et sort får fik kærligheden at føle

Men nå. Teltet i barndommens have. Som i denne fortælling overhovedet ikke er et telt, men en overdækket terrasse. Ældstekusinen foreslog på et tidspunkt de andre kusiner, om ikke de skulle sove udenfor om natten. Sammen. På et par madrasser. Og straks var de alle fyr og flamme. De indrettede med stort set alle tingene fra det hedengangne legehus (tak til dig, Bodil, fordi du blæste huset omkuld(!)), så snart var der billeder, kagedåser, legetøj og endda en skraldespand ude på terrassen. Jeg supplerede med et par madrasser og en hulens masse tæpper, dyner og puder, og da aftenen sænkede sig, sad der tre lyshårede småpiger under dynerne og deltes om iPad'en med Phineas & Ferb. Simpelthen så hyggeligt.

Hygge hygge hygge hygge 

Varanen blev puttet, og pigerne fik lov til at være noget længere vågne end sædvanligt. Og da de så skulle puttes, var det, at jeg kom til at tænke på dengang, jeg var barn. Og sov udenfor. Pigerne var både trætte og spændte, men de var nok blevet en tand for trætte, for det endte med, at den yngste kusine ikke ville sove udenfor alligevel, og at den ældste kusine ikke ville sove derude, fordi hendes far ikke kunne ligge ude hos hende, eftersom han skulle putte den yngste. Så pludselig var terrassen ganske kusineløs, så det endte med, at jeg lagde mig ud til Øglen, der syntes, det var ret fedt at ligge udenfor. Og i øvrigt var ret uimponeret over, at hun skulle sove derude alene. (Det endte så med, at HDD sov derude. Til min store ærgrelse, for jeg ville gerne have sovet der sammen med hende. Men Varanen var forkølet og pylret og ville kun have mig. For "jeg kan ikke SNUSE, mor!", som han sagde, den lille snotling).

Team Terrasse vågnede først omkring kl. 7 (og så undlader jeg at kommentere, at nogen sov videre til 9-9.30 inde i sengen, mens andre havde været oppe med Varanen siden 05.32 (sq!)) og Øglen siden kl. 7. Men Øglen havde sovet dejligt og fattede vist i øvrigt ikke, hvorfor jeg pludselig syntes, hun var så sej, og var så interesseret i at høre, hvordan hun havde sovet. ("Du har sovet på terrassen hele NATTEN, skat! Hvor er det sejt!" "Jeg ved det godt mor. Jeg sov fint. Nu har du sagt det!" Ahem). Men jeg vælger at tro på, at hun kommer til at huske sådan nogle nætter - måske ikke lige denne her, men andre af samme slags, når hun bliver voksen. Sommerminder er nemlig ikke sådan at kimse af.

Vi kom relativt sent hjem fra Mårmor og Mårfar søndag, så i går holdt reptilerne og jeg pyjamasdag. Hvor vi ikke lavede noget som helst ud over at stene i sofaen, lege og være et smut i Netto (gad vide, hvornår de holder op med at synes, at det er et eventyr i sig selv?), hvor der var tilpas få mennesker til, at det ikke gjorde så meget, at reptilerne var ved at komme op og slås over, hvem der skulle styre den lille indkøbsvogn. Og at det heller ikke gjorde så meget, at det var Varanen, der vandt (så skulle Øglen til gengæld have lov at tage alle varerne fra hylderne), på trods af, at han ikke heeeelt har lært det der med at køre uden om andre menneskers vogne. Og nåja, så var vi et smut til frisøren med Varanen. Men det gælder ikke, for det ligger virkelig tæt på, og Varanens hår var blevet VIRKELIG langt. Og når nu jeg ikke må nærme mig de gyldne lokker med en ildtang saks (eller shampoo eller en børste, for den sags skyld), må man jo lokke med en slikkepind efter veloverstået klipning. Det gik - med et par sværdslag - og nu er min lille dreng så fin så fin. Og ser pludselig så stor ud, nu hvor man kan se hans ører og alt muligt.

Se! Han har ører. Who knew?! 

Og i dag startede hverdagen så for os igen. Let forsinket, men lige til at holde til, for der er halvanden uge til ferie. Og dermed også halvanden uge til Varanens sidste dag i vuggestuen. Gisp, manner!

Den hyggeligste onsdag

Ok. Nu ved jeg godt, at jeg pev lidt i sidste indlæg over, at jeg trænger til ferie. Og det gør jeg. Men en onsdag som i går meget ved det, og fra at være en helt almindelige knokle-igennem-dag blev det pludselig til verdens hyggeligste onsdag.

Varanen og jeg sov til kl. 07, og efter et kram og et "Tak for hjælpen", fordi jeg flyttede mig, så han kunne komme ud af sengen, gik vi ind i stuen og så lidt Rama. Øglen vågnede 7.30, og 8.15 var vi klar til at hhv. cykle og gå til børnehave og vuggestue. Varanen er blevet vild med at gå (løbe) over til VS, så det får han lov til i det omfang, vi har tid til det - og det har vi heldigvis tit. Så får han løbet en km (eller halvdelen - vi skal krydse to store veje ca. midtvejs, og dem vil jeg gerne over, før jeg slipper ham løs. Hans respekt for trafik kan ligge på et meget lille sted), og vi får en supergod start på dagen.

Efter en nem aflevering (hvor Varanen stor-charmede sine kommende børnehave-pædagoger - han er SÅ klar), satte jeg kursen mod bussen og København. Jeg skulle ind på kontoret, og modsat sidst havde jeg husket mine nøgler denne gang. Ikke, at det var nødvendigt, for min udlejer var der allerede, og det endte med, at den ene kop god-formiddag-kaffe vi lagde ud med, endte med en 2,5 timers sludder, hvor vi lærte hinanden lidt bedre at kende - ud fra en privat vinkel frem for den professionelle, vi har holdt os til indtil nu. Hende har jeg været heldig med at finde. Efter blot et par måneder har vi fået et godt samarbejde i gang, og nu har jeg pludselig en sparringspartner og kollega i en og samme person. Det er fedt efter at have arbejdet for mig selv i 2 år.

På et tidspunkt skulle vi jo arbejde lidt, men jeg havde svært ved at koncentrere mig om arbejdet (jeg giver kaffen skylden), så efter at have afsluttet det absolut nødvendige inviterede jeg mig selv på besøg hos (Tr)oldemor. Jeg ser hende alt for sjældent, så når jeg engang imellem er i Kbh, og der er tid til det, er det rart lige at komme forbi. Så bevæbnet med jordbær tog jeg hjem til hende og drak (mere) kaffe, spiste kage og sludrede i et par timer, før jeg måtte smutte til ære for den kaffe-aftale (ja, mere kaffe!), jeg havde med en gammel kollega. Ham ser jeg også alt for sjældent, så trods det noget børneuvenlige tidspunkt kl. 17 var det fedt, at det kunne lade sig gøre. Vi fik grinet og vendt verdenssituationen, og efter en dobbelt latte havde jeg så vist også opbrugt ugens kvote af kaffe. Men den ekstra energi (læs: rystelser) kom mig til gode, da jeg kom ned på Hovedbanen og konstaterede, at der ikke kørte så meget som et eneste lillebitte regionaltog til DNP's kystbaneberigede naboby. For hævlød! Men jeg fik kastet mig ind i det første, det bedste S-tog, landede på Nørreport og fangede den sædvanlige bus hjem. Så slap jeg også for at gå de 3,5 km i den anden ende (selv om der var koffein nok tilbage i blodet til at have fløjet mig hjem).

Jeg kom noget senere hjem end planlagt, så Varanen snorksov. Nåede dog en lille sludder og en historie med Øglen, før hun røg til drømmeland. SÅ hyggeligt, at de ikke begge to sov - jeg nåede faktisk at føle mig helt snydt på forhånd. Der var engang, hvor det ville have passet mig udmærket på mere-tid-til-mig-måden, men nu, hvor det ikke længere er (og i øvrigt ikke har været det længe, knock-on-wood) skrig og skrål og uendelige "sov nu!"-seancer på et mørkt børneværelse, elsker jeg at putte ungerne. Og så havde jeg egentlig også lidt dårlig samvittighed over at have været væk så længe - jeg var jo ikke ligefrem ude og redde verden. Jeg var bare ude og drikke en hulens masse kaffe med gode mennesker. Men det tæller selvfølgelig også for noget. Og engang imellem gør det altså ikke noget, at hamsterhjulets takt bliver brudt bare en lille smule. Har jeg lige bestemt ...

Ferie ønskes

Der er ca. tre uger, til ungerne holder ferie, og fem uger, til HDD og jeg holder ferie. Der bliver noget logistik der, der lige skal tilpasses, men jeg tænker, at aftenarbejde bliver temmelig udbredt for mit vedkommende i de uger. Hvor vi oven i købet har valgt at holde storbyferie i København for gamle dages skyld, da HDD så har væsentligt kortere på arbejde, og der er lidt for ungerne (og mig) at lave i løbet af dagen. For let's be honest; selv om vores have er dejlig, er der ikke aktivitet nok i den til to ugers luk i institutionen. Vi har lånt en lejlighed af min bror, så nu bliver det spændende at se, om vi kan huske, hvordan man er bare lidt urban.

Varan og Varan-far. Og Øglen i forgrunden. Lykken er, når far kommer en i møde, når man er på vej hjem fra børnehave og vuggestue ...  

Jeg trænger til ferie. Big time. Også selv om man kan mene, at mit arbejde jo ikke just er tungt på "jeg arbejder en trilliard timer om ugen"-måden. Folk spørger mig faktisk ret tit, om jeg "så arbejder 37 timer om ugen?" (hvorfor er det så vigtigt, egentlig? Elskede, at min gamle chef engang sagde til mig, at han sådan set var bedøvende ligeglad med, hvor mange timer jeg var der, så længe jeg nåede mine opgaver), og til det er svaret: Nogle uger. Andre uger: langt fra. Andre uger igen: En del over. Men sådan gennemsnitligt arbejder jeg nok 'kun', hvad der svarer til deltid. Hvilket i øvrigt er helt bevidst. Så jeg ved godt, at jeg på dén måde ikke kan påberåbe mig behovet for ferie. Men det gør jeg så bare lige alligevel. For jeg synes faktisk, at jeg har behov for ferie. Og mere tid med min lille familie. Bare hænge ud, slappe ud og have al tid i hele verden. Med masser af is, jordbær og andet godt.

Halm i gummiskoene ... 

Jeg fatter ikke, at det allerede er ved at være et år siden, vi var på sommerferie sidst. Selv om der er sket alverden siden da, føles det stadig som det var i går. Men jeg skal jo ikke gøre så meget andet end at kigge på billeder fra sidste år for at se, hvor meget der er sket med reptilerne. Og jeg skal bare lytte til dem i to minutter for at konstatere, at deres sprog også har udviklet sig helt vildt. Varanens især, hvilket jo ikke er så underligt. Men det med tidens tand kan jeg fylde indlæg efter indlæg med alene, så det vil jeg afstå fra at gøre her. Jeg vil bare glæde mig til om et par uger, og inden da tænke tilbage på en dejlig, afslappende weekend, der netop er slut.

Sidste år i Hvide Sande. Se, hvor små de er, reptilerne!

Nuårrh! De var nu også søde dengang, hva'?!?

Efter at være blevet vækket af et øresønderrivende brag og vandmasser fra en anden verden kl. 05.38 (grrr!) fredag morgen (tak til skybrud. Og fladtagede huse, der får ren til at lyde, som om man bor i en tromme), udviklede dagen sig heldigvis noget bedre. Jeg nåede at afslutte nogle opgaver på job, reptilerne blev hentet tidligt, og Farmor kom med aftensmad. Og is og jordbær. Mmmm.

Lørdag havde vi besøg af en af mine gamle mødregruppeveninder og hendes to drenge, der er præcis jævnaldrende med reptilerne. Særligt de to store - som vitterligt ikke ser hinanden særlig tit - havde en fest, så det kan vi vist godt gøre igen snart. Ikke mindst fordi der var masser af tid til, at vi voksne kunne sludre. Og det kan vi jo godt lide! Resten af dagen lavede vi absolut ingenting. Jeg fik lige ryddet op i det bombekrater, der gav sig ud for at være Varanens værelse, men derudover stod den på kaffedrikning, bladren i en stak BilledBladet og KigInd, som jeg har arvet fra en veninde (sært fascinerende blade. Hvorfor?!) og lidt for meget tv.

I går stod den så på legeaftale for Øglen fra morgenstunden. En pige fra børnehaven har i den bedste part af et år spurgt mig riiiiigtig tit, når jeg henter, om hun ikke nok må komme med Øglen hjem. Og jeg har sagt, at det må hun da, men at vi lige skal tale med hendes forældre. Som både henter og bringer på helt andre tidspunkter end os. Så det er blevet udskudt, udskudt og udskudt, og pinligt nok var det først i sidste måned, jeg kom i tanker om, at jeg da bare lige kunne skrive en seddel til dem og lægge den i garderoben. Ingen af os rider imidlertid samme dag, som vi sadler, så det var først forleden, moren skrev til mig, om Øglen mon kunne lege i går. Og det kunne hun da.

Legeaftalen gik upåklageligt. Pigerne legede og hyggede sig - og stjal en is fra fryseren. Øglens seneste glansnummer, når hun har veninder med hjemme. Og hun tror, at jeg ikke ved det, så hun føler sig som en rigtig skurk. Det er faktisk ret sødt, og selv om jeg naturligvis ikke vil opfordre hende til at snyde og stjæle, så synes jeg, det er ret uskyldigt. Særligt fordi de ville have fået lov til at få en is under alle omstændigheder ...

Halløj på Krogerup 

Varanen gik kold sidst på formiddagen, og da han vågnede, kørte vi til Krogerup Avlsgård, hvor vi skulle mødes med nogle venner. HDD havde opsnuset, at der var et slags før-Skt. Hans-arrangement, hvor Rasmus Nøhr skulle spille, og det, kombineret med god mad og en halmballe-forhindringsbane til ungerne, syntes vi lød som stof til en god eftermiddag.

Strike a pose på halmballe-banen

Øglen kom højt til hest, mens damerne sludrede, og HDD og vennepars-faren gøglede rundt med ungerne

Der var en DEL andre, der også havde opsnuset arrangementet, men vi kom heldigvis i så god tid, at vi fik et bord. Og bortset fra lange køer til mad/kaffe og et enkelt regnskyl, var det helt perfekt. Jeg har noget med Rasmus Nøhr - og i særdeles Sød musik - så at det var åbningssangen, gjorde jo bare det hele endnu bedre. En kaffekø kan være nok så lang, men når man har en putte-Varan draperet om halsen, solen skinner, musikken er god, og man er sammen med gode venner, bliver det næsten ikke bedre.

Til tonerne af Sød musik tog min søde veninde det her billede af Varanen og mig i kaffekøen. Putteputte. 

Det var heller ikke helt dårligt, at mændene besluttede sig for at påtage sig farrollen 400 % og tog samtlige børn med hen for at købe pølser og med ned til halmballerne, hvorefter de kiggede efter ungerne, mens jeg og min veninde stod i kø i tre kvarter(!) (ok - der var Varanen så også med) efter kaffe. Så vi havde masser af tid til at sludre - ren luksus! Og bagefter var der mere leg på halmballerne og en Varan, der tissede igennem sin ble. Og et par forældre, der ikke havde skiftetøj med, så Varanens exit foregik med bar bler*v (ren ble, dog). Masser af frisk luft og fire medlemmer af reptilfamilien, der var helt maste, da vi kom hjem. Ni hao Kai Lan og en hurtig pastaret hjalp os gennem ulvetimen, og så var det godnat.

Elegant exit - nu uden bukser

Nu er det så mandag. Jeg har løbet sølle tre km hjem fra børnehave og vuggestue, og lige om lidt laver jeg en stor kop kaffe. Og SÅ går jeg i gang med arbejdet. Tre Fem uger endnu, før der er ferie. I can do it!

Hej!

Jeg er her stadig. Alle mine ord bliver bare brugt på arbejdsopgaver, så om aftenen er mine fingre helt og aldeles tomme, og jeg falder om i sofaen med hæklerier og serier. Derfor er det ikke lige bloggen, der bliver brugt flest ord og kræfter på for tiden.

Ikke, at der ikke sker noget. Siden sidst har der fx været sommerfest i børnehaven. Som var helt vildt hyggelig (faktisk. Er jo ellers pr. definition temmelig skeptisk over for den slags tvungen socialiseren). Det var simpelthen så hyggeligt at se Øglen fise rundt med alle sine venner og veninder og mindst lige så hyggeligt at se Varanen forsøge at følge trop. Jeg gjorde mit bedste for ikke at være for hønemors-agtig og lod ham udforske den store legeplads alene - eller i hvert fald sammen med "de store piger". Om to måneder begynder han jo i børnehaven, og så bliver jeg jo alligevel nødt til at slippe ham bare en anelse. Jeg øver mig i det små, men helt god til det bliver jeg næppe.

Loppis i Charlottenlund har der også været på tapetet. Naboen og jeg gentog sidste års succes og havde lejet en stand. Der var noget festuge-halløj, så der var god gang i byen og derfor masser af mennesker. Jeg fik solgt lidt ud af alt det skrammel, jeg havde med, jeg har fået pakket nogle store poser til den lokale genbrug, og så fik jeg - selvfølgelig - købt nogle ting til mig selv også. Selv om jeg næsten havde lovet HDD ikke at komme hjem med andre folks skrammel. Ikke, at der var tid til at kigge så meget rundt hos de andre stande, desværre. Men så var det jo heldigt, at der hang den smukkeste Malene Birger-frakke og lokkede i standen lige ved siden af. I den rigtige størrelse. Til den rigtige pris. Så haps! Jeg fik også købt en Max Mara-blazer af min loppis-makker, lidt undertøj (ubrugt, that is!) og et par stilletter. Eller - stilletterne fik jeg, da det var sidst på dagen, og de ellers bare ville ryge til genbrug. Men allywl.

Der har også været tid til et besøg af Farfar og hans kone. De bor langt væk, så vi ser dem sjældent, men det var dejligt at have tid til at snakke, drikke kaffe og nyde det gode vejr. Ungerne nød også at have besøg og få masser af opmærksomhed, så alt i alt var weekenden helt perfekt.

Et spændende møde, som jeg forhåbentlig kan fortælle mere om senere (hader I ikke bare dem, der laver sådan nogle irriterende teasere? Ja? Bare ærgerligt), blev også klemt ind i den forgangne uge. Der er travlt på arbejde (yay!), der er sommereftermiddage, der skal nydes med ungerne, aftener, der skal slappes af i - og så har der heldigvis også været en enkelt aften med tid til besøg af de dejligste veninder. Som bor så tilpas langt væk, at vi ses alt for sjældent. Vi drak vin og spiste jordbær, talte om mænd og børn og gamle dage, om de vigtige valg og fravalg i livet og om noget så basalt (og vigtigt, mind you!) som hvor man finder de perfekte flade sko. (& Other Stories, viser det sig. Håber jeg. Jeg skal i hvert fald have bestilt et par snart!) En aften jeg i den grad trængte til, og som jeg håber, der kommer mange mange flere af. Snart. Og ikke først når børnene er blevet store og flyttet hjemmefra, som jeg så ofte hører folk tale om. Jeg ved godt, at man ikke kan få det hele - små børn kræver meget tid, men jeg synes egentlig ikke, det udelukkende er egoistisk at håbe på (og kræve!) tid med veninderne fra tid til anden. Det SKAL simpelthen prioriteres. Også selv om det bliver på en anden, temmelig meget mere planlagt måde, end dengang man alle boede i cykelafstand fra hinanden og drak øl eller kaffe i byen 3-4 gange om ugen ... (I øvrigt godt, at jeg ikke gør dét mere. Jeg drak to glas vin forleden og vågnede op dagen efter med tømmermænd. Virkelig sølle).

Så hverdagen buldrer derudad med 400 km i timen. Det går stærkt, og jeg fatter ikke, hvor tiden bliver af. Reptilerne bliver så store, og selv Varanen er ikke spor lille mere. Hverken hvad angår ordforråd eller statur (har lige sorteret en hel del tøj i str. 98 fra. Kæmpedreng, altså!) Der er mange ting, der bliver uendeligt meget nemmere, når børnene pludselig er store, men derfor er det nu underligt alligevel pludselig at være mor til to halvstore børn. Identitetskrise coming right up ...

Menaltså. Jeg er her stadig. Jeg skal bare liiiiige ...

Frifrifrifriiiii (igen-igen)

Man kan mene, at det ikke er så længe siden, vi havde en forlænget weekend sidst, men nu har vi altså lige haft endnu en af slagsen. En lang en, oven i købet. Gotta love alle de helligdage, altså. Reptilerne fattede ikke en krone af, at vi skulle holde fri i fem dage, men de klagede bestemt ikke.

Det var meningen, at hele pinseferien skulle bruges hos Mårmor og Mårfar, men pga. noget nyresten og andet sjov i det vestsjællandske blev programmet skubbet en dag. Derfor havde vi Grundlovsdag derhjemme - en dag, som vi brugte på præcis ingenting. Vi gik en lille tur, og ellers nød vi eftermiddagens gråvejr indendøre, bl.a. med "Frost" (ja, vi er last movers. Havde ikke set den før - spørg ikke hvorfor) og pizza fra pizzamanden. Ren hygge.

Insekt på Blomst  

Fredag begav vi os så vestover med en lille detour for at kigge på sommerhusområder. Jeg har nemlig pludselig sat os i hovedet, at vi gerne vil have et sommerhus. HDD er høflig nok til ikke at påpege alt for tydeligt, at det kræver, at jeg tjener vææææsentligt flere penge, end jeg gør nu, men lad nu det ligge. Nu scouter vi ((jeg) så områder og skulle lige forbi et bestemt område og kigge. Det blev en omvej på en times penge, men med is som bestikkelse klarede ungerne den lange biltur forbløffende godt.

Mårmor blev lynhurtigt lokket til at læse for reptilerne. Særligt Varanen er ustoppelig, når det kommer til højtlæsning

Pinsen blev nydt i fulde drag hos Mårmor og Mårfar med leg i haven, tur til Vestsjællands Loch Ness (for realz), gåtur med Mårfar og hunden (ungerne) og spisen kage i massevis (virkelig mærkeligt, at naboen tror, jeg er gravid, hva' (!?)). Søndag trillede vi så hjem igen, og mandag blev brugt på Københavns Middelaldermarked af alle steder, hvor ungerne indkasserede både sværd og kandiserede æbler og så en ridderturnering. OG scorede en stor is på Fortet på hjemvejen (for nu at blive i ridder-temaet - og fordi det var 1000 grader varmt - slog vi et smut forbi Charlottenlund Fort på vej hjem).

Loch Ness. Jowjow 

Kandiserede æbler til Middelaldermarked. Pænt fedtede efter et par minutter i barnehænder

Heldigvis er vi allerede ved onsdag aften nu, for det var næsten for ondt, at arbejdet kaldte tirsdag. Det er ulempen ved mange helligdage - man kommer så langt ned i gear, at det er umenneskeligt hårdt at skulle begynde at lave noget igen. Og i og med, at denne uge er spækket med aftaler - legeaftale med Øglen hjem i dag, møde inde i byen i morgen, sommerfest i børnehaven fredag aften, loppemarked med naboen lørdag og langt-ude-familiesammenkomst søndag - synes jeg nok, at det er en brat opvågnen.

Det er denne her lille gynge-Frans, der begynder i børnehave om to måneder. TO måneder! Det fatter man (jeg!) jo ikke

Snart børnehavedreng, men endnu ikke så stor, at man ikke kan tage en middagslur i Mårmor og Mårfars terrasse-barnevogn. Selv om bentøjet er blevet nogle centimeter for lange 

Den bratte opvågnen bliver i øvrigt ikke mindre brat af, at det netop er gået op for mig, at der kun er en måned, til vi holder sommerferie, og derfor kun to måneder til Varanen skal begynde i børnehave. Og derfor skal meldes ud af sin (private) vuggestue nu. Som i lige nu! Derfor udfyldte jeg i går en vældig formel udmeldelsesblanket, som jeg kunne overdrage til lederen. Meget mærkelig fornemmelse. Én måned tilbage i vuggestuen. Så ferie. Og så direkte i børnehave. Hvor blev min lille baby af? Det bliver skønt for ham at begynde i børnehaven. Han er fortrolig med de voksne derinde og taler meget om, at han skal derind og lege med Øglen og de andre børn. Så han er klar. Det er bare lige, om moderen er det ...