Noget om maj

Maj har vist sig at være travl i år. Ikke på arbejdsfronten, men på alt muligt andet-fronten. Således har jeg på nuværende tidspunkt allerede været tre dage på Bornholm og to dage i Legoland (med den yngste - det var der, hans selvvalgte Jeg Skal Snart Begynde I Skole-tur gik hen. Hvor Ældstebarnets gik til Paris i sin tid. Akkeja, sådan er de jo så forskellige, de små).

Man ved, man er godt gift, når gemalen kommer hjem med ovenstående snackpack til turen, dagen inden man skal af sted

Bornholm <3

Dertil kommer den tid, jeg har brugt på at have dårlig samvittighed over at skulle i Legoland med den yngste, når nu den ældste ikke skulle med - det var som om, det var lidt nemmere at tage af sted med den ældste for to år siden, hvor den yngste ikke kunne være mere ligeglad med, om vi skulle til Paris eller bare en utrolig lang tur i Netto; han var tre og rodede primært rundt i bunden af Maslows behovspyramide. Der er det helt anderledes med en otte-årig, som har bevæget sig noget op i lagene af pyramiden og udmærket er klar over, hvad hun går glip af - og i øvrigt er helt fint i stand til at google 'Piratværelse', bare for at gnide salt i sit eget sår. Men alle overlevede heldigvis, og yngstebarnet og jeg havde en fest på førnævnte piratværelse. Og i Legoland, naturligvis. (Og nu er den yngste så muggen over, at Ældste og HDD fik sushi, mens vi var væk. Det ville han også gerne have haft, forlyder det. You can't win!)

Piratværelset. Yngstemanden var pænt begejstret!

Ninjago-legeplads i Legoland Holiday Village. Instant yndling!

Erfaren safaribils-chauffør

Dårlig samvittighed eller ej, så er der noget helt særligt ved at få lov til at have sine unger på tomandshånd en gang imellem. Der er en helt anden ro og tid til tingene, når det kun er et barn, der skal tilgodeses. Og så er det faktisk også meget rart lige at nå at savne hinanden lidt. (Også selv om der gik lige lovlig meget savn i den denne gang, da jeg kun lige nåede hjem og vende fra Bornholm, før jeg skulle videre til Legoland).

Derudover har vi haft en konfirmation og en niece-fødselsdag at se til, og inden længe skal jeg på venindetur til det store udland - bare en weekend, 'ing - og så er der jo også lige planlægning af skolekoloni, informationsmøde til forældre til børn, der skal starte i skole (ikke om jeg fatter, at jeg snart er mor til TO skolebørn!) og, nå ja, arbejde, hvor jeg er ved at ruske lidt op i tingene, så der kommer til at ske lidt nyt. Det står derfor lidt småt til med både tiden og ordene herinde. Jeg ville bare lige tjekke ind og sige hej.

Så. Hej!

Noget om at være stolt (#morpral forude)

Der er mange gode ting at sige om weekenden og i dag, den uventede fridag (ja, uventede. Det er som om, det kommer bag på mig hvert år, at landet sådan lukker ned d. 1. maj. Så det var kun fordi, jeg tilfældigvis overhørte nogen tale om det til afslutning i børneren i torsdags, at jeg ikke stod klar til aflevering med madpakke og kæmmet Yngstebarn i morges), hvor foråret endelig er stoppet med at spille kostbar, men jeg skal gøre det kort og udelukkende holde mig til pralerierne:

*Ældstebarnet har været til sit første fodboldstævne og scorede alle tre mål i en af hendes kampe. Stolt fodboldspiller. Pavestolt far, som heppede på grønsværen. Mega-stolt mor, der heppede via sms fra legepladsen, hvor jeg befandt mig med Yngstebarnet.

*Yngstebarnet gik 5 km sammen med mig forleden. Godt nok i etaper med legepladsbesøg (hvor han heller ikke just sad stille) og ispause indlagt som pauser, men 5 km! Det tror jeg nærmest aldrig er sket før, og jeg ved ikke, hvem der er mest stolt - ham selv eller undertegnede.

*Der er kommet elevplaner for ungerne i 1. klasse, og Ældstebarnets er så flot, at jeg nærmest rødmer. Selv om jeg ikke har noget at rødme over overhovedet - det er jo udelukkende skolebarnets fortjeneste. Men Mor Er Stolt Alligevel.

*Yngstebarnet har lært at læse (se, hvor nonchalant, jeg lige fik smidt dén ind. Selv om jeg har lyst til at råbe det ud over hustagene). Bare sådan. Han har interesseret sig for bogstaver længe (og har i en rum tid bekendtgjort, når han skal ud og lave "L, O, R, T" (tak for dét!), men fra 'bare' at være interesseret og kunne genkende vores navne på skrift og 'ko' og 'nej' og 'tak' og videre i dén dur, har han simpelthen knækket læsekoden. Og kan nu læse for os i Søren og Mette. Det er simpelthen så kært, og både HDD og jeg er ved at revne af stolthed. Jeg er ikke sikker på, at han helt selv har forstået, hvor stor en verden, der er ved at åbne sig for ham, men han synes, det er sjovt - vist mest fordi han kan se, hvor meget på r*ven, HDD og jeg er over det.

Og det var vist også dét for denne weekend. Hvis man altså ser bort fra alle de små ting, der gør en stolt på daglig basis, som når ens unger deles om popcornene i stedet for at slå hinanden ihjel, når de ligger sammen på madrassen og enes om fjernbetjeningen, og når de giver en et kram 'bare fordi'. Men for, at det hele ikke bliver for pladdersødt, kan jeg, som modvægt til al stoltheden, berette, at vi i dag har spist is og popcorn til frokost (det var det, eller churros - Fælledparken 1. maj, I ved), og at ungerne allerede nu, først på eftermiddagen, har fået al for meget skærmtid. Bare så ingen tror, at vi går rundt og bliver helt über-mensch-agtige her på Østerbro. Balance i tingene, I ved ...

Noget om sætninger, jeg aldrig havde troet, jeg skulle sige

I min efterhånden otte år lange morkarriere har jeg ofte ytret sætninger, jeg aldrig i mit liv havde forestillet mig, skulle komme over mine læber. Alene i den seneste uge er det blevet til følgende:

*"Nu tror jeg altså også, at du har spist dig gennem den mængde lynlåse, du skal, lille skat" (til Varanen i børnehaven, da han gik til bekendelse omkring, at han måskeeee var kommet til at gnaske lidt i lynlåsen på den nye overgangsjakke. Efter at have spist sig gennem lynlåsene på både flyverdragt og vinterjakke også)

*"Vi bliver nødt til at vente lidt, skat. Det er ret svært at læse, samtidig med at jeg laver kødboller" (da Varanen insisterede på at få læst Anders And-historier højt, mens jeg var ved at lave boller i karry til forestående legeaftale)

*"ER det virkelig nødvendigt at tage din mad med ud på toilettet?" (Ja. Også Varanen)

*"Jeg har opgraderet din kaffemaskine og dine burgerboller, så de ser anderledes ud, og så har du tjent 5 diamanter" (til Varanen, efter jeg havde fortabt mig i hans Burger Fever-spil. Det er forbavsende vanedannende)

*Jo, du kan tro, jeg så du løftede palmen. Helt op i luften. Og smed den igen. Du er godt nok stærk. (Don't ask. Noget med børnehaveafslutningen og et stærk mand-nummer)

Jeg har formentlig sagt meget andet underligt - også til den ældste, selv om mærkeligheden i vores samtaler aftager proportionelt med, at hun bliver ældre - men ovenstående var lige, hvad jeg kunne komme i tanker om her, mens jeg faktisk burde arbejde.

Nu vil jeg gå tilbage til dagens dont, heppe på tørrere vejr forud for dagens familiebesøg (som vaskeægte bybo cykler jeg jo til alt, og man kan godt nå at blive pænt våd på sådan en 7 km cykeltur, hvis regnen ikke slapper lidt af) og legeaftale og glæde mig over, at det var i går, vi var til udendørs afslutning med optræden for de store børn i børnehaven (Yngsten stopper ikke endnu, men det gør de fleste andre store), hvis det skal blive ved med at regne sådan. Og så skal jeg nyde aprilstilheden, før stormen - min maj bliver hæsblæsende med alt for meget i kalenderen, så jeg læner mig lige lidt tilbage og forsøger at få det store overblik.

Rigtig god weekend, derude.

Noget om overgange

Advarsel: Sponsoreret indhold forude

Jeg skylder jer et mere udførligt indlæg om brylluppet i begyndelsen af måneden, og selv om man godt ud fra titlen på indlægget her kunne foranlediges til at tro, at dette var sådan et - overgang fra kærester til ægtefolk og alt det der - så er det altså ikke tilfældet.

I stedet for skal vi tale lidt om overgangen fra vinter til forår. Og den påklædning det kræver. Spændende, n'est-pas? Jeg siger formentlig det samme hvert år, når vinteren burde have sluppet taget i os og rykket en balde til fordel for foråret, men hold. nu. kæft, altså, vinter! FLYT dig nu!

Vi havde f a n t a s t i s k vejr til vores bryllup! Vi taler bare arme og bare tæer i skoene-kind of vejr. Solskin over hele linjen, usuperviserede børn uden sko udenfor og bryllupsgæster, der var lige meget ude og inde. (Se lige hvor snedigt jeg alligevel fik sneget lidt om brylluppet med). Men nu?! Nattefrost, SNE sgu', og vind så kold som en kummefryser.

Vi vågnede i Sverige til minus 7 graders frost og sne i søndags (skylder også et indlæg om påskeferien), og selv om solen fik så tilpas meget magt i løbet af dagen, at vi kunne nå et smut på stranden, da vi kom hjem til DK, var der stadig godt bid i vinden med blåfrosne fingre (og tæer, i ungernes tilfælde. Nogen smed nemlig både sokker og sko) til følge. Deres vinterjakker var for varme, når de tonsede rundt og spillede frisbee, så de røg af, og så kom de på igen, når der blev leget med sand. Af. På. Af. På. På. Påååå! Tagdennupå!

Pga. det mildest talt ustadige vejr forestiller jeg mig, at jeg ikke er den eneste, der har svært ved at finde ud af, hvad jeg skal iklæde afkommet af overtøj - eller mig selv, for den sags skyld. For mens vanter, uldent halstørklæde og vinterjakke virker fuldt ud fornuftigt om morgenen, er tyndere jakker meget mere på sin plads om eftermiddagen.

Enter termotøj! Punkt 1 i det store, usynlige fælles-manifest: "Du skal iklæde dit barn quiltet termotøj, hver gang temperaturen er en del højere end frost og en del lavere end sommer". Vi har gennem årene haft en pæn portion termotøj fra varierende mærker på trods af småkolde børn ("Du skal lige have en tyk trøje indenunder også. Eller to!") og hyppigt opståede huller på knæ og albuer med frit udsyn til temmeligt ikke-isolerende pladevat. Alligevel er det troligt blevet indkøbt år efter år (det gør man jo?), men efter otte år i mor-branchen er det nu slut.

Det er på tide at søge nye termomarker, og så er det jo så heldigt, at vi (og med "vi", mener jeg børnene) er blevet tilbudt at teste overgangsjakker og -sko. Derfor består dette års overgangstøj af overtræksbukser fra sidste år (som ingen børn gider have på, så jeg tænker, det ene par, vi har, er rigeligt), fine jakker og - som noget nyt på matriklen - overgangssko. Alt sammen fra Reima.

Ældsten i sin Barley-jakke

Yngsten i sin Fleet-jakke med aflynelige ærmer

Yngstens Wetter Wash-sko, som kan komme i vaskemaskinen. 

Ældstens er helt magen til, bare i en anden farve.  

Tøjet ankom med posten forleden (oven i købet bragt af et postbud, der ønskede mig en velsignet dag. Det er ikke ofte, nogen ønsker mig det. I hvert fald ikke højt) og blev pakket ud under skarp bevågenhed fra ungerne. De havde selv været med til at vælge model og farve på både sko og jakker, og de syntes heldigvis, at produkterne var lige så fine live, som de var på computeren. Yngstebarnet mente faktisk, at det hele var så fint, at han forlangte at få skoene på med det samme, selv om vi havde det ene ben ude af døren på vej til Leg og bevægelse, og alle på holdet skulle selvfølgelig se nyanskaffelsen. Det viste sig, at skoene var meget hurtigere, end hans eksisterende sko, så dér var vi heldige ... :-) Og så er de nemme at tage på - et stort plus i min bog, når man han en 5-årig, der ellers godt kan synes, at det kan være liiiiidt hårdt selv at komme i (fod)tøjet.

Jakkerne virker til at holde begge unger godt varme, på trods af den kolde vind, så det satser vi på fortsætter. Helt indtil denne overgang til foråret er gennemført gnidningsfrit, og det igen bliver tid til bare arme.

Produkterne er modtaget til test, men alle ord og meninger - og billeder - er som altid mine egne.

Når alt er love

HDD og jeg har været kærester i lang tid efterhånden. Hele 10 år og to måneder, faktisk. En dejlig tid fyldt med gode oplevelser, latter og masser af kærlighed, og sådan havde jeg egentlig forestillet mig, det skulle fortsætte længe endnu. Resten af livet, faktisk.

Men i lørdags stoppede HDD og jeg med at være kærester - vi blev nemlig gift!

Så nu er jeg altså en kone. Eller en hustru. Eller en kran, som HDD foreslog i går. (Nej. Bare nej). Oven i købet en glad en af slagsen, der stadig er glad i låget over den bedste dag og weekend overhovedet.

Solen skinner, foråret er kommet, og alt er love ♥

Den smukkeste buket til den vordende brud - hjembragt af HDD

Ungernes kridt-skriblerier udendørs i søndagens dejlige vejr. Der må have været kærligheds-vibes i luften ;-)

Noget mere om nye vaner

Nåmen, de der nye vaner, jeg sprang på i slutningen af januar, og som jeg ævlede lidt om her, eggå … Måske jeg skulle ævle lidt mere om dem? Ikke, at det formentlig er spændende for ret mange flere end mig selv, men altså – det er nu meget rart lige at holde mig selv op på dem. Vanerne, altså. Som jeg stadig efterlever, for jeg dribler stadig derudad på ny livsstilskaravanen (karaVANE – fik I den?! #tøhø). Utroligt nok, for jeg er ellers ret god til at hoppe på en sundhedshest og så springe ned igen to minutter senere. Men denne gang bliver jeg på!

Jeg købte mig jo ind i et 12 ugers program, der både beskæftiger sig med kost og (styrke)træning, og jeg kan med stolthed sige, at nu, hvor der er 2 uger tilbage (heraf kun 1 uge med egentlig træning), har jeg ikke misset en eneste gang. Jeg slynger troligt rundt med mine kettlebells og sveder som en lille gris, men jeg elsker det – og det gør min krop sjovt nok også. I hvert fald har den belønnet mig med at blive 2 cm mindre i taljen, og selv om det ikke er alverden, betyder det pænt meget for, hvor behageligt det er at have jeans på – og velværet i det hele taget. Det let mindskede taljemål kan selvfølgelig også hænge sammen med, at jeg har tillagt mig nogle pænt sunde kostvaner efterhånden – selv om jeg spiser mere på en dag, end jeg nogensinde har gjort før.

Hvor jeg tidligere sagtens kunne hoppe både morgenmad og frokost over, forsøger jeg nu at holde måltiderne. Her et udpluk af forskellige retter - og selv om jeg spiser meget, spiser jeg trods alt ikke alt det, der er vist på billederne, på én dag :-) Her broccoli-/blomkålsbrød med parmaskinke og ost. Grøntsagsstænger som tilbehør

Fiskefrikadeller med kartofler, grønt og hytteost

Paneret fiskefilet med spinatsalat og feta

Jeg er stadig ikke fanatisk, og jeg strejfer også lidt fra den slagne vej i ny og næ, men i det store hele synes jeg faktisk, at det går rigtig godt. Og paradoksalt nok kan jeg mærke, at de dage, hvor jeg holder mig til planen og spiser al den mad, jeg skal have, har jeg det bedre i kroppen, end de dage, hvor jeg grundet travlhed eller manglende planlægning ikke får nok at spise. 

Fiskefrikadeller med grønt (og remoulade)

Torsk paneret i solsikkefrø med grøn salat og dressing

Spejlæg med skinke og grønne bønner

Og aftensmaden fra forleden: Pulled salmon med nachos og masser af grønt. Dét var knageme godt. Og - bortset fra de der nachos - lige efter bogen

Modsat mange af de kure og livsstilsændringer, jeg før har kastet mig ud i, glimrer denne her ved, at der ikke er noget, der er forbudt-forbudt – det skal bare times rigtigt. Det vil sige, at jeg er velkommen til at spise flødeboller (og det gør jeg så – i stor stil!) lige, når jeg har trænet. Så det er ikke usandsynligt, at man kan finde mig kl. 9 om morgenen, sveddryppende og med tre flødeboller foran mig (hurra for hjemmekontor!). Helt uden at have dårlig samvittighed, for de hurtige kulhydrater ryger åbenbart lige i musklerne. Eller i hvert fald andre steder hen end i taljen. Og jeg får stillet min sukkertrang. Jeg spiser markant mindre stivelse nu end tidligere, men sandwichbrød med pålægschokolade er stadig en del af min kostpyramide, de dage jeg træner. Og det bedste af det hele er, at jeg næsten har fået udraderet min vane med at snacke. Nu spiser jeg mig nemlig så mæt til mine daglige fire (4!) hovedmåltider, at der slet ikke er plads til ekstra mad. Og hvis der er, så sørger jeg for, at der er gode alternativer til slik – mørk chokolade, god ost eller en bøtte grønsagsstænger (selv om jeg sjældent gider spise flere grøntsager efter det kilo grønt, jeg sætter til livs i forbindelse med måltiderne). Jeg er sikker på, at mine manglende aftensnacks i sofaen også har noget at sige i forhold til det let formindskede taljemål.

Pommes frites er også en del af en varieret kost ;-) Fra i søndags, hvor Læsefidusen fra Ældstebarnets klasse var med hjemme på weekend.

Jeg er stadig noget blød i kanten og ville ikke tage skade af at smide et par kilo eller fem, men jeg skal nok nå det – jeg har ikke travlt og vil langt hellere køre et langt, sejt træk, hvor jeg kan holde resultaterne, end jeg vil køre en eller anden vild kur, hvor jeg taber mig på rekordtid, men hvor jeg tager på, så snart jeg afviger det mindste fra et ondt nulkalorie-regime. 

Weekenden er lige rundt om hjørnet, og jeg vil med god samvittighed dykke ned i al den festivitas og gode mad, den kommer til at stå på. Det skal der nemlig også være plads til. Nye vaner eller ej ...

Noget om forårsfornemmelser

Hvis den forgangne weekend er noget at dømme efter, sådan rent vejrmæssigt, så går vi en fantastisk tid i møde. Jeg kan slet ikke få armene ned over al solen og lyset - og tilnærmelsesvis også varmen, som man kunne mærke på armene og næsetippen i en solplet.

Men det var heldigvis ikke kun vejret, der viste sig fra sin gode side her i weekenden. Rent indholdsmæssigt var den også ret god. Og begyndte tidligt med en tur til Krogerup (denne gang uden bil, der brød sammen) med Yngstebarnet, mens Ældsten var på legeaftale. Vi var inviteret til Landkøkken (og nej, det var ikke sponsoreret) og blev derfor trakteret med lækker mad. Yngstebarnet var ikke heeeelt overbevist om arrangementets underholdningsværdi, men en omgang fangeleg på halmballerne ændrede på dén opfattelse, og vi havde en rigtig hyggelig aften, som fortsatte med afhentning af den ældste og Disney Sjov og X-factor i flimmeren.

Grønt - og smørmørt oksespidsbryst - på tallerkenen hos Aarstiderne

Lørdag var der dømt legeaftale i Fælledparken med Ældstens fodboldhold. Så børnene - og forældrene - kunne komme hinanden lidt ved. Ældsten er begyndt til fodbold med en klassekammerat, som også kom, så de to kom hinanden en hel del ved, mens deres lillebrødre gjorde det samme. Og vi forældre fik tid til kaffe og sludren i solen.

Resten af lørdagen blev brugt på ... ingenting. Ungerne passede sig selv, og det gjorde vi voksne også. Der blev øst kryds og tværser, ryddet op, læst og smækket benene op, og da det blev aften, tog vi hjem til førnævnte klassekammerat til middag, hvor en tredje klassekammerat + familie også kom. Pigerne leger ikke specielt meget sammen i skolen, men de hygger sig rigtig meget, når vi ses alle sammen, og vi forældre kommer utrolig godt ud af det med hinanden. Så det er en rigtig hyggelig konstellation. Ikke mindst fordi der også er tre småbrødre, som har en fest med hinanden. Efter en god aften insisterede Yngstebarnet på at løbe hjem. Pænt meget energi dér - som også var helt brugt, da vi kom hjem. Og løberen sov til 9.30 (dog sommertid, men alligevel) dagen efter.

Eftersom vi allerede var godt i gang med at fylde weekenden med skolerelaterede aktiviteter, fortsatte jeg søndag med at tage til mødrebrunch med 14 andre mødre fra klassen. Fædrene holdt julefrokost i januar, og nu var det blevet vores tur. Dét var knageme hyggeligt og endte med at vare 4 timer. Og da selskabet brød op og jeg lige tjekkede min telefon, kunne jeg se, at HDD og ungerne havde mødt en af de andre fædre med børn, og nu var de hjemme hos dem og spise frokost. Altså fortsatte selskabelighederne der med glade unger, der havde været til åben byggeplads-dag og kigget ned i Metro-hullet, og var blevet stopfodret med popcorn og is. Ingen smalle steder.

Kaffen smager bare bedre, når den er serveret med denne udsigt <3

Bare for at sætte trumf på de sociale begivenheder, stak jeg hovederne sammen med en veninde udenfor i solen, da vi kom hjem ud på eftermiddagen, og så var der ellers også udsolgt for mit vedkommende resten af aftenen. Og i morges kunne jeg slet ikke vågne. €#&+&% sommertid! Ungerne var heller ikke til at få ud af fjerene, og faktisk var den Yngste så træt, at han endte med at få en hjemmedag. Med fodboldspil i solen, hygge med det vordende skolebarns opgavebøger og lidt for meget skærm til min smag, men sådan må det være, når mutti skal have noget arbejde fra hånden. Og det er jo om at nyde de hjemmedage, jeg har mulighed for at give ham, før de barske skolerealiteter banker på fra august! Så er det for alvor slut med at have små børn. Det bliver lige noget, jeg skal vænne mig til, kan jeg mærke - også selv om jeg ikke har haft 'små børn' i et stykke tid efterhånden ...