torsdag den 26. maj 2016

Noget om oldemødre og e-mail-adresser

Som jeg tidligere har beskrevet, er vores (tr)oldemor ikke helt tabt bag af en vogn. Trods sine snart 87 år, er hun skarp som en ragekniv, og hun flirter endog med teknologiske ting som Skype og IP-telefoni generelt. For nylig ytrede hun endda ønske om en iPad, fordi hun var så træt af sin "computer-historie" (som i parantes bemærket er min ca. 10 år gamle bærbare PC, så det er helt forståeligt), og er sikker på, at "sådan en er meget nemmere at Skype med". Jovist. Vi skal bare lige have kigget på noget trådløst netværk til hende, før sådan en for alvor spiller ...

E-mail, til gengæld. Dem er hun ikke helt nede med. Selv om hun (selvfølgelig) har en mail-adresse, så er det ikke ad den vej, hun gider at kommunikere, og man skal end ikke tænke på en mobiltelefon, før hun fnyser noget i retning af "Nej, ellers tak! Så kan jeg sidde dér og være lige så uengageret som min veninde (på 75, red.), når hun er på besøg og overhovedet ikke hører efter, hvad jeg siger, fordi hun lytter efter en SMS". Godt så.

I går ringede (tr)oldemor så. Vi talte længe sammen i forgårs, så i det samme jeg tog røret, forsikrede hun mig om, at det kun blev et kort opkald, for hun vidste, jeg havde travlt, vi havde lige talt sammen, og vi skal i øvrigt ses i morgen. Men. Hun ville gerne have, at jeg printede noget for hende, som hendes veninde (igen noget 70+) ville sende mig. Men det var jo lidt svært, eftersom hun ikke havde min e-mail-adresse *indsæt selv bebrejdende pause*. Klogeligt besluttede jeg mig for at lade være med at fortælle, at hun HAR min mail-adresse, eftersom hun har mailet til mig adskillige gange, godt nok for længe siden, men alligevel. Det ville nemlig involvere at åbne hendes "computer-historie" og finde frem til sin indbakke, og så kunne det i dén grad blive en langtrukken affære. Og så svært er det jo heller ikke at videregive sin mail-adresse. Skulle man tro. Hun fik den, og heldigvis insisterede hun på at læse den op efterfølgende:

(Tr)oldemor: Så altså ... Blablabla. Snabela. E. M. A. I. L.com

Mig: Nej, ikke helt. Altså Blablabla. Snabela. G. M. A. I. L.com

(Tr)oldemor: Blablabla. Snabela. G. E. M. A. I. L.com

Mig: Næsten. Uden E'et.

(Tr)oldemor: Hvorfor det?

Mig: Godt spørgsmål. Sådan er det bare.

(Tr)oldemor: Men det er da mærkeligt?

Mig: Tja, men det er nu engang, sådan det er. Så mailadressen er altså Blablabla. Snabela. G. M. A. I. L.com.

(Tr)oldemor: Det vil sige G som gris, M som mor, A som ananas, I som ingefær og L som ... hmmm ... Lort?

Mig (griner): Præcis. L som lort.

(Tr)oldemor (flad af grin): Guuuud. Det må du undskylde. Det er jo ikke et pænt ord. Men det var altså lige det eneste, jeg kunne komme i tanker om.

Mig: Det er fair. Og nu også det eneste ord, jeg kan komme på, der begynder med L ...

Vi blev enige om stavningen af mail-adressen, jeg fik tilsendt det, jeg skal printe (så hun har altså formået at viderelevere min mail-adresse korrekt), og jeg glæder mig allerede til visitten i morgen. Det skal nok - som altid - blive ret så sjovt!

tirsdag den 24. maj 2016

Noget om søvn

Den dedikerede læser vil vide, at det ikke altid har været lige nemt med søvnen herhjemme. Varanen sov mildest talt dårligt det første år, og jeg husker stadig, hvordan min læge lo, da jeg til en af de mange børneundersøgelser træt konstaterede, at Varanen ikke var "sådan en, der syntes, det der søvn var fedt". (Needless to say, men ikke desto mindre; Jeg lo ikke).

Nå. Men det er heldigvis længe siden. Og vi har sovet fortrinligt i fler år efterhånden. (Må man godt skrive det? Eller kommer karma og/eller småbørnsforældre, der sover ad r*ven til så og slår en hårdt i hovedet?) Men jeg skal da være den første til at indrømme, at der har været plads til forbedring. Som måske (måske ikke. Jinx!) er ved at ske nu.

Varanen fik tremmerne af sin seng, da han var to år og en sjat. Fordi han lavede en Houdini på den, hver eneste gang, han lå i den, og det dels blev ret trættende, dels temmelig farligt. Så af kom tremmerne, og ind i dobbeltsengen kom Varanen. Søvndrukken. Hver eneste nat. Vi prøvede naturligvis at følge ham tilbage de første mange nætter, men det afstedkom altid en ked af det Varan og/eller en virkelig radbrækket forælder efter en halv nat tilbragt delvist i juniorseng, delvist på gulvet. Og eftersom Varanen sov sødeligt, hvis vi bare lod ham blive i dobbeltsengen, så var det ikke voldsomt svært bare at blive liggende, når han kom tøffende. Og faktisk var det også lidt hyggeligt.

Når man sover ordentligt om natten, bliver det pludselig overskueligt at løbe en tur, før resten af familien står op

Nu varer det ikke sådan helt vildt lang tid, før Varanen fylder fem (hvilket moderen ikke helt forstår. Han er jo bare stadig en lille fis), og han kommer stadig tøffende ind i dobbeltsengen hver nat. Faktisk tror jeg ikke, at jeg overdriver, hvis jeg siger, at han fra dengang tremmerne kom af og til nu - altså en periode på omkring 2,5 år - kun har sovet hele natten i sin egen seng maks. 10 gange. Det er ligesom bare blevet en vane. Nogle gange opdager vi slet ikke, at han kommer snigende. Andre gange er det væsentligt mere tydeligt. Fx når han roterer mere end det vildeste centrifugeringsprogram på vaskemaskinen. Eller stjæler hele dynen. Noget, han er begyndt med i stadigt stigende grad, hvilket naturligvis ikke kan undgå at påvirke nattesøvnen - både hans og vores.

Men! Så var det, at vi indførte et perlebelønningssystem for et par måneder siden. Det går i al sin enkelthed ud på, at når ungerne er særligt søde/hjælpsomme, så får de en perle. Og når de har sparet 85 perler sammen, kan de veksle dem til en lille ting i Fætter BR. Det er incitament, reptilerne kan forstå, så jagten på perler er i dén grad gået ind. Vi besluttede os for at ride på succesbølgen, så vi tilbød fem perler til dem begge to, hvis Varanen sover i sin seng hele natten. (Og selv om han kommer ind en halv time, før vækkeuret ringer, tæller det stadig som hele natten).

Til at begynde med virkede det overhovedet ikke. Vi havde et par gange, hvor han blev virkelig sur over, at han ikke fik fem perler alligevel, men vi holdt fast, og pludselig - i sidste uge - var det som om, det begyndte at virke. Således har Varanen nu på ni-ti dage sovet i sin egen seng fire hele nætter. (Og jo altså scoret både ham og storesøster 20 perler hver). Natten til i dag var en af dem. Jeg vågnede klokken 05 og kunne ikke forstå, hvorfor jeg var så udhvilet. Før jeg kom til at se, at Varanen ikke var i sengen; Han lå og sov sødeligt i sin egen seng. (At han så var ked af, at jeg ikke havde vækket ham og båret ham ind i vores seng i nat, er en anden sag). Han havde sovet dejligt, og selv om jeg elsker at vågne op med hans små, buttede arme om halsen (eller i øjnene), elsker jeg endnu mere at mærke på ham, at han er udhvilet.

Jeg ved ikke, om det er perlerne, der virker. Eller det bare er alderen, der arbejder med os (vi må gå ud fra, at han ikke fortsat kommer tøffende midt om natten, når han bliver 16. Perler eller ej). Men uanset, så er det ret fantastisk. Og gør det på en eller anden måde endnu mere hyggeligt at vågne op ved siden af ham de dage, hvor han så rent faktisk er kommet tøffende.

lørdag den 21. maj 2016

Noget om tøj

[ANNONCE]

Jeg er sådan ... moderat, lad os kalde det dét ... interesseret i tøj. Jeg sætter naturligvis pris på at være bare nogenlunde velklædt, og jeg elsker at få og købe nyt tøj, men om blusen er fra sidste nye kollektion eller kollektionen før (eller før. Eller endnu før) rager mig en papand (som man siger i Jylland). Så længe, jeg synes, tøjet er pænt, det sidder pænt, og jeg har råd til det, er jeg fresh.

Men. For selvfølgelig er der et men. Min lemfældige tilgang til tøj havde efterladt mig med et skab med sådan cirka nul sammenhæng. Det var måske nok proppet med tøj, men jeg kunne aldrig finde ud af, hvad jeg skulle tage på - eller jeg syntes i hvert fald ikke, der var noget, jeg gad at tage på. Og hvis der var, passede det ikke sammen. Jeg syntes kort og godt altid, jeg manglede noget tøj at tage på - jeg kunne bare ikke lige helt finde ud af, hvad det var, jeg manglede. Det er så nu, I gerne må bemærke datiden. Forrrr - i dag er historien en helt anden.

"Hvad har du gjort, hvad har du gjort?", råber I derude bag skærmene (jo, I gør). Og ser I - jeg har ikke gjort så meget. Ud over at luge kraftigt ud i mit tøj, altså. Med hjælp fra Thea fra Nordrobe.dk (og nej, det er ikke her, annonce-indholdet gemmer sig). Thea er ved at skrive speciale om, hvad det at leve med mindre tøj har af betydning (agtigt. Thea er meget bedre til at forklare det selv), og i den forbindelse søgte hun medvirkende. Jeg meldte mig ganske frivilligt, og så gik eksperimentet ellers i gang. Først sorterede jeg ud i mit tøj, så jeg kun havde 40 stykker tøj (inkl. sko, træningstøj, nattøj, badetøj og overtøj, men ekskl. basistoppe, undertøj og strømper) tilbage. Resten af tøjet blev enten pakket væk eller (det jeg vidste, jeg ikke ville komme til at bruge igen) givet til genbrug. Derefter var det så om at leve med de 40 stykker tøj i 40 dage. Med mulighed for at bytte tre stykker tøj halvvejs. Fordi eksperimentet forløb lige på kanten til foråret, fik jeg brug for at bytte min vinterjakke ud halvvejs, og der var også andre stykker tøj, jeg fandt ud af, jeg slet ikke brugte. Så jeg fik brug for udbytnings-kortet. Derudover snød jeg en enkelt dag, fordi jeg skulle ud og sejle i kajak hele dagen, og jeg ikke syntes, at hverken min vinterjakke eller mine stilletter egnede sig specielt godt til dén slags, men ellers holdt jeg mig i skindet (her må I gerne give mig et skulderklap).

Reptiler i fine nye jakker. 
Det bliver næppe Mere stereotypt, hvad angår farver, men igen; Når bare børnene er glade, er moren det også.

Nu er vi godt på den anden side af de 40 dage, og jeg har genfundet mit nedpakkede tøj. Noget af det forblev nedpakket (sæsontøj, you know), noget (mere) blev givet væk, og en smule blev pakket væk af nostalgiske årsager ("det var den kjole, jeg købte, da ..." og andre underlige grunde, man har for at berettige, at man holder krampagtigt fast i et stykke stof), og selv om vi er et stykke over 40 ting i min garderobe nu, så er vi på ingen måde der, hvor vi var før eksperimentet. Jeg har et meget mere kritisk blik på, hvad der får lov at komme ind i garderoben nu, og jeg har fået et overblik - dels over, hvilket tøj, jeg har at gøre godt med, dels hvad jeg mangler. Det blev f.eks. himmelråbende klart, at jeg manglede et par sorte bukser, der ikke var jeans, en blazer og et par dagligdags-T-shirts (at jeg så gik over board og købte TO blazere og en underlig skjorte med et bindebånd i halsen a la Bamses Billedbog, der klæder mig rimelig dårligt er en anden sag. Old habits die hard - og til mit forsvar så skjorten virkelig fin ud på den gazellelignende model online).

Så alt i alt: Less is definitely more, når det kommer til tøj. For mig, i hvert fald. Ungerne - not so much. Primært fordi jeg ikke lige har nået at lave en garderobeøvelse hos dem endnu. De slipper for "40 i 40", men noget må der ske på deres værelse. Garderobepladsen er sparsom, og selv om det naturligvis er godt at have en masse forskelligt tøj at skifte med (de bliver jo beskidte, sådan nogle krapyl), er jeg ret sikker på, at vi ville klare os ganske fortrinligt, selv hvis halvdelen af Varanens T-shirts forsvandt op i den blå luft. Bare for at give et eksempel. Øglen vokser i en helt vanvittig grad i øjeblikket, så mere eller mindre alt det tøj, hun brugte i DNP, stumper over det hele. Så der bliver tyndet ud løbende, når hun igen kommer vadende i en buksedragt, der engang nåede til anklerne, eller en cardigan, jeg VED, var langærmet, da vi købte den for to minutter siden. Men selv om begge unger har masser af tøj, har de naturligvis også yndlingstøj. Og praktisk tøj. Som bliver slidt, fordi det bare er det, der bliver brugt mest. Så der bliver naturligvis suppleret op, når det er nødvendigt.

Og nødvendighed var lige præcis, hvad der opstod, da jeg så tilstanden af reptilernes overgangsjakker, da tundra-kulden slap taget i det ganske land. Mein Gott, de var sløje at se på. Men eftersom finanserne ikke vælter ud under gulvbrædderne herhjemme, tænkte jeg, at de nok gik en sæson mere. Det kunne de nok også have gjort, men da Reima var så søde at tilbyde os (eller; reptilerne, for at være mere præcis) at teste overgangsjakker og -bukser, slog jeg til, hurtigere end nogen kan nå at sige 'overgangsjakke'. (Det er så her, annonceindholdet kommer. Bare, hvis I skulle være i tvivl).

Vi endte på Hot Potato-jakker til begge unger i hhv. meget lyserød og meget blå. Men ungerne fik selv lov at vælge, og selv om jeg nok personligt var gået efter noget mere afdæmpet, har de den fordel, at ungerne i dén grad er til at få øje på. Og så er de lykkelige. Ungerne. På en måde som en douce sandfarvet aldrig ville have haft held til. Jakkerne (og de par bukser, der var med til Øglens jakke) er lette, og så er de vind- og vandtætte. Ungerne har masser af bevægefrihed i dem, og de klager ikke over at blive for varme, selv når de tonser derudaf, så jeg tænker, at åndbarheden er a-okay. Vi er altså fans herhjemme. Hvilket i øvrigt ikke overrasker mig, eftersom begge unger stort set altid har haft flyverdragter fra samme mærke.

Søde søskende <3

Så mens jeg rydder op og ud i min garderobe, får ungerne nyt. Og beholder de gamle, sløje overgangsjakker til ødegården eller til en dag, hvor de får lyst til at rulle sig i mudder. (Håber bare, de er søde at annoncere det først, så jeg ved, jeg har jakkerne med. Måske de bare skal indlogeres permanent i kassecyklen). Det gør kun indholdet af deres garderobe større, men heldigvis fylder tøjet heller ikke så meget i hhv. str. 116 og 128 ...

torsdag den 19. maj 2016

Noget om lange weekender

Det kan godt være, jeg ikke sådan i al almindelighed har kompetenceposen fyldt helt op til randen, men der er da heldigvis et par ting, jeg er rimelig god til. At holde weekend er en af dem. Og når det så oven i købet er en lang weekend, er jeg faktisk endnu bedre.

Pinseweekenden indeholdt så godt som alle ingredienser til en spitzenklasse minibreak (jo, det må man gerne kalde det, når der er mere end to dages fri). HDD og jeg holdt begge tidligt-agtigt fri fredag, så vi kunne hente krapyler i fællesskab (sker ellers aldrig), og efter et visit hos hhv. boghandler (byebye 215 kr. til nye farver til Øglen) og taskebutik (som kostede 0 kr., fordi Varanen insisterede på verdens mest uergonomiske (og usædvanligt grimme) spiderman-rygsæk, og De Onde Forældre insisterede på ergonomisk rygsæk, som tilsyneladende var noget af det mest u-street i verden for en 4,5-årig med et seriøst superhelte-crush), stiftede tre fjerdedele af familien bekendtskab med bubble tea for første gang evah. Og, for mit vedkommende, også eneste. Det er ikke noget, jeg har trang til at prøve nogensinde igen. Børnene var so-so begejstrede, og HDD, som efterhånden er en garvet bubble tea-drikker, kan nærmest ikke få armene ned. Sådan er man jo heldigvis så forskellige …

Jeg elsker, elsker, e l s k e r små, krøllede børnebutikker

Resten af fredagen foregik i ro og mag – med den lille krølle på halen, at da familien lagde an til Disney Sjov og gufskåle, lagde jeg an til girl’s night out med helt utroligt sjove og gode mennesker. Vi begyndte med små kulinariske mesterværker på Geist (inkl. cocktails, naturligvis), fortsatte på Salotto 42 (som gjorde sit bedste, rent lydniveaumæssigt, for at understrege, HVOR gammel jeg er blevet) og rundede af med stil på PS. Scheisse, det er længe siden, jeg har været i byen. Og det er længe siden, jeg har været så sent oppe, som tilfældet var. Men det er omvendt også rimelig længe siden, jeg har grinet så meget, som vi gjorde. Så jeg tænker, at sådan en aften bestemt skal gentages inden for en ikke så fjern fremtid.

Jeg kom helskindet hjem (på cykel. Er PÆNT begejstret over at være færdig med at rode med natbusser og andet offentligt bøvl midt om natten, som det var tilfældet, da vi boede i DNP) og gik omkuld, og efter 2 timer blev jeg vækket af alt for vågen Varan. Som heldigvis lod sig overtale til at sove bare lidt videre.

Grønt er godt for øjnene. Røsnæs Naturskole i al sin naturlige skønhed. Med små pinselam

Lørdag og søndag blev brugt hos Mårfar i huset på toppen – sammen med reptilernes ikke længere så små kusiner og deres forældre. Det er altid så hyggeligt at hænge ud, og denne gang var ingen undtagelse. Semi-tømmermænd lørdag til trods.

Tre lyshårede kusiner i gang med Anders And-bladene hos Mårfar

Varanen og den yngste kusine i fuld gang med at bygge en bolig i trillebøren til de to skrubtudser, de fandt

Wheeee - stejl nedgang til stranden. Alle mand blev meget beskidte. Og havde en fest!

Varanen og Onkel K vender verdenssituationen før den stejle nedstigning

Mandag morgen vendte vi igen næsen mod København – vi skulle nemlig noget så vildt som til fodbold i Parken. There’s a first for everything, og mine forventninger var mildest talt ikke høje. Men jeg blev glædeligt overrasket og fandt oven i købet mig selv (godt nok efter seriøst gruppepres, men alligevel) iklædt FCK-tørklæde under hele kampen; lige som resten af familien. Yndigheden nåede et helt nyt niveau! Ungerne, og Øglen i særdeleshed, var über-begejstrede, og entusiasmen kunne ikke undgå at smitte. Og så må jeg jo (nødtvungent) erkende, at der er en ret vild stemning til sådan en fodboldkamp. Som kun blev vildere af, at FCK scorede to mål og vandt pokalfinalen (eller mesterskabet, eller hvad hulen det nu var, de spillede om). Så pinsen blev sluttet af i fin stil med masser af popcorn inden for vesten, ansigtsmaling (dog kun ungerne – jeg måtte ligesom trække grænsen et sted, når det gjaldt FCK-isering af mig selv) og en masse oplevelser rigere.


Nu glæder vi os bare til næste lange weekend. I mellemtiden må vi slå os til tåls med weekender i standardlængde, og det er også helt ok!

fredag den 13. maj 2016

Noget om en rimelig stor mås

'Kæft, jeg burde skrive noget, mayn. Men det er bare som om, tiden bliver ved med at gå. Nej, løbe. Og jeg ved sq ikke helt, hvor den løber hen. Men væk, det bliver den - helt uden, at jeg når at skrive noget som helst.

Man skulle ellers mene, at jeg har haft tid til det. Jeg holdt nemlig fri - som i f u l d s t æ n d i g fri - i Kristi Himmelfartsferien. Så meget fri, at jeg var ved at misse en deadline mandag og blev nødt til at trippeltjekke kalenderen for tirsdag, fordi jeg umuligt kunne tro på, at det møde, der var i kalenderen, var allerede nu. Det var det - men så blev det aflyst. Hurra - det gav lige tre timers arbejde i solen i stedet for i iltfattigt mødelokale.

Up in the air


Nå. Kristi Himmelfart. Ferie. Vi skred til Sverige, og selv om man sædvanligvis godt kan være en smule på nettet fra ødegården (især, hvis man står på ét ben på en bakketop og vifter heftigt med en rulle sølvpapir), så nægtede min telefon at gå på nettet. Og selv om den pralede med at have fanget ødegårdens forkølede wifi-signal, så kunne jeg glemme alt om at tjekke noget som helst - så det holdt jeg op med efter den første aften. Og lavede så nærmest ikke andet torsdag, fredag, lørdag og søndag end at læse bøger og drikke kaffe. Og smugspise af den absurde mængde slik, vi havde købt i Godis-flyet. 

Farmor og Bedstefar var med et par af dagene, og børnene var ved at dø af glæde over at bruge så meget tid med deres bedsteforældre. Bedstefar nappede børnene med i en plantebiks den første dag, og så havde de ellers en fest med at plante tomater og - mest - oversprøjte hinanden med haveslangen. Men eftersom det svenske vejr viste sig fra sin mindst lige så pæne side som det danske, var det jo bare et spørgsmål om minutter, før alle mand var knastørre igen.

Min faste plads på trappen. Yndlingsspottet

Jeg havde store planer om at løbe en tur hver eneste morgen, men på en eller anden vis endte det med, at jeg kun løb én dag. Der kom slik og kanelbullar i vejen, tror jeg. Og en skør blanding af alt for varmt vejr og alt for koldt vejr. For selv om det var 27 grader i løbet af dagen, var der rim på græsset om morgenen. Nogle ville mene, at en løbetur i de svenske skove med rim på mosset og solen stigende i horisonten ville være helt og aldeles skønt. Det mente jeg også. Indtil altså indtaget af ting med hvedemel og sukker tyngede mig i en grad, så det var lidt af en bedrift at bevæge sig overhovedet. Næste gang ...

Græs i vindueskarm.dk

Men apropos mos, så morede jeg mig en del over Varanens seneste talefejl. Det veltalende barn, der argumenterer som en pro og retter sig selv, stort set hver eneste gang han siger noget forkert (bortset altså lige fra datidsbøjningerne af hhv. "se" og "ligge", der hver eneste gang bliver til "so" og "lo") har (naturligvis), som jeg også har nævnt tidligere, nogle små, hyggelige talefejl. "Paraply" er "plaply" og "Fatisk" er "faksik", f.eks. - og i Kr. Himmelfartsferien kom der så en ny en til. Efter en længere gåtur ville Varanen skrå ind mellem træerne for at nå hurtigere hen til ødegården. Og fordi det åbenbart ikke er sjovt at skrå ind mellem træerne alene, ville han have os alle sammen med. Så den lille stemme gjaldede "KOM - VI GÅR IND OVER MÅSEN". Eftersom der ikke var andre måse end vores egne i miles omkreds, kunne vi godt regne ud, at han nok mente noget andet, men hverken Farmor, HDD eller jeg fattede, hvad det var. Det var først efter mange forsøg med variationer over samme tema ("KOM NU! VI SKAL OVER DEN STORE MÅS, SAGDE JEG" og "DÉN MÅS *pege-pege*) plus seriøs tilsætning af meget sure øjenbryn fra Varanens side, at Øglen forbarmede sig over os og sagde, helt opgivende: "Mosset! Han mener MOSSET. Kom. Vi går ind over MOSSET!"

Badesøen. Hvor badebroen ikke var kommet ud endnu, så det blev bare til soppen

De små, søde badehytter

Siden da har HDD moret sig kosteligt over talefejlen. Og sagt ting som "Der er fyldt med mås i Sverige" og "Det er godt nok en stor mås, hva'?", mens han har klappet mig bagi. Jeg har ikke klappet igen. Endnu. Men det kommer. Bare vent og se ...

Og nu er det så snart weekend igen. Og en lang en af slagsen igen, oven i købet. Det kan man jo ikke klage over. Man kunne måske sige et eller andet om vejret, som de kloge mener kommer til at skifte nu, men det gider jeg ikke. Jeg vil hellere nyde solen, mens den er her. Glemte jeg i øvrigt at skrive, at jeg har rykket hjemmekontoret udenfor i dag (også i dag), og at soleksemen på min hals taler sit eget tydelige sprog om, hvor fedt det har været med al den solskin? Sommer i Danmark holder max!

onsdag den 27. april 2016

Noget om (flere) babyer

I morges vågnede jeg ved, at jeg stirrede lige ind i knolden på Varanen, som lå og gassede sig midt i dobbeltsengen. Det var der i og for sig ikke noget underligt i - han er kommet vandrende ind til os lige siden han fik tremmerne af sin seng i januar 2014 (sic!), så det har vi efterhånden vænnet os til. Det er lidt forskelligt, om han snorksover eller er vågen, når jeg vågner, og det er - lige som hos alle andre, formoder jeg - forskelligt, hvilket morgenhumør han er i. Forleden var han gnistrende glad og kunne slet ikke vente med at komme i gang med dagen. I dag var han vist vågnet skævt, for han så både vred og trist (og ikke helt vågen ud), da han med en stemme fuld af bebrejdelser konstaterede, at han "ikke kunne vente med at blive storebror!"

Mit søvndrukne jeg nåede lige at spekulere på, om jeg rent faktisk er gravid (det er jeg ikke, red.), og derefter måtte jeg jo så høre, om han havde drømt noget om søskende. Det mente han ikke, at han havde, men han var virkelig opsat på, at han ville være storebror, og det kunne kun ske for langsomt!

Jeg brugte lidt tid på at ligge og sludre med ham og forsøge at få ham i godt humør, men der var ikke rigtig noget, der hjalp. Og da det blev tid til at stå op og gå i bad, ville han bare blive liggende. Hvis jeg lovede at komme og ligge lidt sammen med ham igen bagefter. Som lovet, så gjort - så måtte madpakker og morgenrutiner bare gå lidt hurtigere.

Da vi endelig stod op, fik HDD nys om storebror-ønsket, og ham og Varanen fik sig en god snak om det. Blandt andet gik det op for Varanen, at hvis han skal være storebror, så vil det involvere en baby, som måske/måske ikke larmer pænt meget om natten. Varanen vil i givet fald gerne bestille en baby, som "kun piver en lillebitte smule. IKKE græder. Og SLET ikke vækker mig om natten", og dertil måtte HDD jo sige, at hvis man kunne bestille sådan en på forhånd, så kunne vi måske godt tale om det, men at det sjældent er sådan, det fungerer.

Det endte med, at jeg fandt nogle gamle videoer frem på computeren. Fra dengang Varanen var baby, og Øglen var 4. Det syntes de begge to var en fest, og jeg faldt så langt ned i nostalgigryden, at vi alle sammen var ved at komme for sent til alting.

Tilbage på hjemmekontoret kom jeg liiiige til at se et par videoer mere. Og så nogle flere. Og kunne lige pludselig slet ikke forstå, at mine unger nogensinde har været så små. Og sjove. Og lettere psykopatiske. Og - ikke at forglemme - megasøde. De er stadig det hele, men nu er de det bare på en anden måde. En stor måde!

I teorien er jeg rimelig skruk. I praksis er jeg det overhovedet ikke. Jeg sætter i dén grad pris på den frihed vi har som familie nu, og at vi får sovet om natten. At vi har lige så mange voksenhænder som børnehænder, og at vi på en eller anden forunderlig måde har formået at få både tiden og økonomien til at gå op i en højere enhed. Hvor der godt nok ikke er plads til store armbevægelser, der involverer månedsvis af orlov til fjerne himmelstrøg, men hvor vi ikke mangler noget i det daglige. Og som oven i købet levner plads til, at vi kan lægge bare en my til side hver måned (hvis undertegnede altså prøver at gøre en indsats for ikke at klatte det væk på take away-kaffe. Jeg forsøger virkelig at vække min indre jyde, der ville korse sig over at betale på den gode side af 30 kroner for en kop brunt, varmt vand, men det er som om jyden er faldet i dyb, dyb slummer efter vores returnering til 2100 Spelt).

Desuden kan jeg ikke sige mig fri for at blive lidt fatalistisk omkring en eventuel treer. Vi har fået to sunde, raske børn indtil videre, og hvad nu, hvis vores held på den front er brugt op? Som HDD var så venlig at minde mig om forleden, så bliver jeg jo ikke yngre (at han heller ikke bliver det, indgik sjovt nok ikke i den samtale), og det kan han jo på mange måder have ret i ...

Det er ikke fordi, man udelukkende skal være praktisk omkring det. Jeg tænker, at hvis ønsket om en baby mere er højt nok, så finder man ud af alt det praktiske hen ad vejen. Men enden på det hele bliver nok, at der ikke kommer flere reptil-babyer. Jeg er bare ikke helt parat til at konkludere det endeligt endnu. Til én gang for alle at bestemme, at jeg aldrig mere skal bære rundt på et lille liv, dufte til en nyfødt og nyde babyers små, knirkende lyde.

Såeh ... Det er der, vi er. Hvor ingen på matriklen er gravide eller i babyplanlægnings-mode. Men lidt skruk er man vel altid. På afstand, i hvert fald.

Og Varanen? Jeg tænker, han overlever ikke at blive storebror. Han har i hvert fald ikke nævnt noget om det siden i morges. Efter børnehaven har han talt mest om iPads og det cirkus, vi skal til i børneren i aften. Og Øglen har desuden sagt pænt nej tak til flere søskende. Med mindre hun får 50 eller 100 på en gang - gerne helt magen til hende selv. Med samme navn - for det synes hun "kunne være sejt" ... (!)

fredag den 22. april 2016

Noget om irriterende typer

Ok. Jeg kan lige så godt sige det, som det er: Jeg synes, andre mennesker kan være irriterende. Ikke hele tiden, forstås, men af og til. Og typisk er mængden af angiveligt irriterende mennesker, jeg støder på, omvendt proportional med mængden af mit blodsukker. Altså: Jo lavere blodsukker, jo flere irriterende mennesker. Og vice versa.

I dag har mit blodsukker været ret stabilt. Jeg har husket at spise bare sådan nogenlunde jævnligt, og til trods for, at vi var til et FCK-arrangement (lidt fordomme har man vel altid?!) mødte jeg faktisk kun én ret irriterende type. Og det var mig selv. Go figure!

Irriterende Mig dukkede faktisk op allerede i går, hvor HDD spurgte, om vi ikke bare skulle tage S-toget til der, hvor arrangementet løb af stabelen. Det ville jeg normalt synes var en glimrende idé, men af uransagelige årsager syntes jeg i går, at det var smartere, hvis jeg løb, mens HDD cyklede ved siden af med ungerne i ladcyklen. "Nu er det jo sådan noget idræts-noget, vi skal til, og så er det vel ok, at jeg bare har løbetøj på", fik jeg sagt helt friskfyrs-agtigt. (Det er også muligt, at jeg fik sagt et eller andet helligt omkring transportløb, og at man skal udnytte sin fridag bedst muligt, og at det jo er så DEJLIGT at løbe, når vejret er godt). HDD blev med rette noget forbavset, men var hurtig til at acceptere, og så var dét ligesom aftalt.

Godt så.

Det lød jo meget godt, det der med at løbe. I går, altså. I morges var jeg ikke helt så hooked på idéen, men bordet fanger som bekendt, så vi tog af sted i god tid før arrangements-start, så der ikke var stress på. Ungerne opførte sig eksemplarisk hele vejen (Øglen læste Pixi-bøger højt for lillebror på hele turen. Hva'ba'!), og de steder, hvor der var mulighed for det uden at genere andre, kunne HDD og jeg også sludre lidt. Og ellers gik det ellers med mig i front og spandex, og HDD på det lyserøde kassecykel-lyn i bedste følgevognsstil.

Kønt var det ikke, men jeg overlevede da de 6 km til Halmtorvet, hvor der lige var tid til en kaffe på Carlton, før vi skulle over og sige "Zanka", "Verbic", "Toutouh" og andre, for mig, komplette fremmedord. Jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg aldrig har været til et FCK-arrangement før og interesserer mig så uhyggelig lidt for fodbold, at det faktisk er pinligt, men når klubben ligefrem inviterer til Cph Playday, fordi Øglen er medlem af en af deres samarbejdsklubber, så siger man da ikke nej.

Det var nu ikke fordi, der var så meget fodbold over det. Eller - der var jo logoer og den der Leo-maskot og så en enkelt fodbold-aktivitet, men der var også så meget andet. Parkour, slackline og forskellige lege igangsat af nogle idrætslærerstuderende, f.eks. Floorball og dans. Og så videre. Ungerne syntes, det var et hit, og både HDD og jeg morede os også ret meget.

Af gode grunde havde jeg jo mit løbetøj på, og jeg har formentlig set noget mere sporty og ambitiøs ud, end tilfældet egentlig var, som jeg fulgte ungerne rundt. Der var da også en, der et øjeblik troede, at jeg var en af dem, der stod for det, nu jeg tossede rundt i fuldt sports-outfit i stedet for casual praktisk, som alle de andre var klædt i. Det kunne jeg så forsikre ham om, at jeg ikke var, og efter et par mistænksomme blikke accepterede han fakta. Jowjow.

Efter arrangementet skulle vi sjovt nok hjem igen. Jeg havde taget mit rejsekort i lommen, så jeg kunne springe på toget, men vejret var godt, og det var så hyggeligt at hænge ud alle fire, så jeg besluttede mig for også at løbe tilbage. Og springe frokosten bestående af franske hotdogs fra 7-Eleven (det var straffen for, at HDD hjemmefra mere eller mindre havde lovet Øglen, at man kunne få hotdogs til arrangementet. Det kunne man ikke) over med begrundelsen, at "jeg skal jo løbe". Og rende rundt, stadig i fuldt løbegear, på legeplads på Øster Farimagsgade og være lidt for løbekæk ("Nåh, er I klar, unger? Skal vi lige nappe det sidste stykke til Trianglen?!"). På Trianglen lokkede skiltet hos ParadIs, men jeg kvitterede med endnu et nej tak - denne gang efterfulgt af et "Jeg har jo en grøn juice med i tasken - den tager jeg bare". Så mens HDD og ungerne fortærede hver deres lækre is, drak jeg grønkåls-/broccoli-/æble-/grape-juice fra en flaske og følte mig ret så sund. Og i dén grad irriterende.

Bagefter gik turen hjemad. I luntetrav. Til en toast (ikke specielt helse-Else, men nu havde jeg jo også lige drukket noget vældig sundt. Det skal jo heller ikke gå helt amok, vel?) og et bad. Og en kaffe med naboen på bolværket med sol på næsen og udsigt over havnen. Og r*v-ømme ben.

Er der nogen, der måtte have krydset en irriterende type i løbeudstyr på vejen mellem Østerbro og Vesterbro, så var det bare mig. Og jeg vil gerne lige understrege, at i dag var en one-off. Normalt løber jeg ikke til noget og ses a l d r i g i det offentlige rum i løbetøj, med mindre jeg er i gang med at løbe en tur. Det er til gengæld ikke så usædvanligt, at jeg takker nej til is, men jeg lover, at jeg aldrig tidligere har trukket en grønnere-end-grøn hjemmejuicet sag op af tasken i stedet. Den slags sundhed plejer jeg at holde inden for hjemmets fire vægge. Så jeg er altså ikke så irriterende i virkeligheden. Det var bare lige i dag.

Undskyld.

(For at kompensere for al irriterende-heden har jeg spist en stor håndfuld saltbomber, mens jeg så Disney Sjov. Og de har nu givet mig ondt i maven. Straffen for at tosse rundt i løbetøj hele dagen, formoder jeg?!)

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...