fredag den 26. juni 2015

Farvel børnehave!

I januar 2013 havde vi ikke boet i DNP ret længe. Vi havde pendlet et par måneder til og fra institutionerne i Kbh, og endelig havde ungerne fået en plads i hhv. børnehave og vuggestue. Det havde kostet store overvejelser og masser af research at finde frem til den rigtige institution, og bekymringen var til at tage og føle på - kunne det nu blive lige så godt, som det vi kom fra?

Nu - 2,5 år senere (eller noget, der minder om 5 minutter) - kan vi konstatere, at ja, det kunne det. Også i dén grad. (Vi udelader lige vuggestue-mellemregningen og en Varan, der blev flyttet - nu er det børnehaven, vi taler om).

I dag har det været Øglens sidste dag i børnehaven. For evigt. Og altid. (Og nutid og datid. Tak til MGP). Ikke om jeg fatter det. Ikke om jeg kan holde det ud. Heller ikke selv om anledningen - sommerferie og skolestart - overhovedet ikke er sørgelig. Men alligevel. Hun bliver så stor. Og det er selvfølgelig heller ikke sørgeligt, det er bare lidt vemodigt.

I går sad jeg og trawlede institutionens billeder af Øglen igennem og gemte dem på computeren for eftertiden, og så faldt jeg over et billede, der var blevet taget af hende, kort efter hun begyndte. Hun var lige fyldt fire og - syntes jeg dengang - kæmpestor. Men det var hun jo slet ikke. Hun var lillebitte. Og nuttet. Og havde mærkeligt hår og runde kinder. Og passede noget af det samme tøj, som Varanen render rundt i nu. NU er hun til gengæld kæmpestor. Vokser, som havde nogen givet hende Substral. Har solbrune kinder, en håndfuld voksentænder, der tilsyneladende også har fået vækstfremmer, og lange, lyse lokker. Elsker at klatre, løbe, gå på armgang (hun er stærk som en okse, mand. En ting hun HELT sikkert ikke har fra mig), tegne, danse, hulahoppe (nogen har erstattet hendes hofter med kuglelejer, mens jeg kiggede væk et øjeblik), fnise og lege - og meget meget mere. Hun er videbegærlig og spørger om alt mellem himmel og jord - og mere endnu - og er generelt bare SÅ klar til at komme i skole.

Pigen med det lange hår klar til at tage i børnehave for sidste gang. Hun havde selv bestilt frisuren, men forestillede sig formentlig, at min eksekvering var noget bedre, end tilfældet var

Det er bare mig, der ikke er klar. Til at forlade de trygge rammer, de velkendte ansigter og det sted, der bød os velkomne med åbne arme, da vi som helt nyslåede forstadsbeboere kom trissende med det dyrebareste vi har. Men det skal nok gå. Det var i hvert fald det, jeg sagde til Øglen i går, da det hen under aften gik op for hende, at i dag var sidste dag sådan for alvor, og hun græd de modiges tårer. (Hun har tilsyneladende arvet sin mors tendens til melodramatik og håndtering af 'så er det sidste gang, at ...') Og så skal jeg huske på, at Varanen fortsætter i børneren lidt endnu. Og i øvrigt skal derover igen allerede på mandag. Så mere sørgeligt er det jo altså heller ikke.

Jeg skal vist generelt tage mig selv lidt i nakken og huske på, at sidste børnehavedag ikke er en sorgens dag. Tværtimod er den begyndelsen på noget nyt og spændende, nemlig en skole, der virker intet mindre end perfekt. Og så kan jeg da i det mindste trøste mig med, at der er 9-10 år til, jeg skal sige farvel til dén institution.

Der var i øvrigt ikke spor af gårsdagens melankoli at spore hos Øglen i morges, da vi satte kursen mod børnehaven (for sidste gang. HULK!) med is i lange baner til stuen og cava, flødeboller, tegninger og et brev til pædagogerne. Og ved afhentningen var hun mere interesseret i at vise mig alle de ting, hun nu skulle have med hjem fra børnehaven, end i at dvæle ved, at hendes plads i garderoben var helt tømt. Hun fik krammet alle sine pædagoger helt flade, og så var hun videre med et nonchalent "Hejhej, god weekend!". Så det er vitterligt bare mutti, der skal tage sig sammen. Det gør jeg hermed. Fraaaa NU af!

onsdag den 24. juni 2015

Den vigtige søvn

For et par måneder siden blev jeg tilbudt at teste Futura Baldrian fra ... ja, Futura. Det er et naturligt kosttilskud, der skulle gøre det lettere at falde i søvn og sove roligt natten igennem. For et par måneder siden virkede det meget besnærende at få lidt hjælp til at falde i søvn, og jeg havde hemmeligt forhåbninger til, at der hoppede en au pair eller en Mary Poppins-agtig type op af et af pilleglassene, så vedkommende kunne være den, der stod for at lulle søvndrukne - men dog vågne - børn tilbage i søvn midt om natten. Det gjorde der sjovt nok ikke, men til gengæld er glassene fyldt med ren naturlighed - baldrian omtales af og til som 'naturens eget godnatkys' (hvilket egentlig lyder lidt ildevarslende, men jeg tænker, det er godt nok ment), fordi urten har så højt et indhold af valerensyre, der virker søvndyssende. Altså ingen hokuspokus, og det kan vi jo godt lide!

Nå, men det var dengang. Siden da - og faktisk i lang tid - er det gået rigtig godt med det der søvn. Jovist, Varanen vågner hver nat og kommer ind i dobbeltsengen, men han falder forholdsvist nemt i søvn om aftenen, og når han vågner om natten, er der ingen problemer med at få ham til at sove videre. Og dermed har jeg heller ingen problemer med at sove.



Altså har jeg faktisk aldrig fået testet tabletterne. Pinligt nok. Men jeg har hørt fra flere, at de virker, og de enkelte aftener jeg har svært ved at sove, vil jeg til at tage et par tabletter. Som det er lige nu, tager jeg imidlertid så mange kosttilskud (herunder magnesium, der også virker afslappende), at jeg ikke vil fylde på med flere.

Men hvem ved - det kunne jo være, at tabletterne hjalp på lysten til at gå i seng. Det har jeg nemlig store problemer med. Muligvis fordi jeg ser så mange serier. Læser bøger. Og en masse andet, der åbenbart tager så meget af min tid, at klokken altid bliver omkring midnat, før jeg tørner ind. Det er da et forsøg værd. Og så må jeg prøve at lokke HDD til at tage tabletterne på mere jævnlig basis. Han ligger nemlig ofte og vender og drejer sig, før han falder i søvn, så han kunne i dén grad have brug for det.

Hvis du har lyst til at få en gratis prøve på Futura Baldrian, kan du få det lige her. Selv tak - og sov godt!

Produktet er modtaget til test, men ord og holdninger er mine helt egne. Som altid.

tirsdag den 16. juni 2015

Mandags-mandag

I går startede bare fint. Og sluttede heldigvis også dejligt. Men på et eller andet tidspunkt mellem start og slut lykkedes det både Varanen at få næseblod (vildfaren øgle-albue lige i krydderen) og klemme venstre hånds lillefinger i Øglens dør i en grad, så jeg troede, at den var brækket. Både at dømme ud fra dens skæve, meget klemte udseende, og volumen på hans gråd. Naboen (der er sygeplejerske og heldigvis var hjemme) mente, at den skulle kigges på, så vi ringede til Akuttelefonen. Sidst, jeg Varanen havde behov for en vagtlæge, var der ikke noget, der hed 1813, så det var en ny oplevelse. Og selv om sygeplejersken i den anden ende var både sød og kompetent, var jeg ikke helt glad for at skulle vente i kø i 15 minutter. Men sådan er det jo nok bare. Vi fik en tid 2 (!) timer efter på det nærmeste hospital, så alle kneb måtte i brug for at aflede en meget ulykkelig Varan. Som skiftevis hikstede "Min finger vokser aldrig ud igen!", "SE! AL MIN HUD LØBER VÆK!" (nasty hudafskrabning, red.) og "Det gør så oo-hooondt, mor!"

End ikke en is hjalp på humøret, og den skål med koldt vand, jeg fik ham til at sidde og plaske i, gavnede kun i de 3 sekunder, den ikke væltede og gjorde ham helt våd. Gode råd var dyre, så jeg besluttede, at bestikkelse var den eneste vej frem. Første reaktion på spørgsmålet om, hvad han godt kunne tænke sig, var et grædende "Jeg ved jo ikke, hvad jeg må få!", men da det gik op for ham, at der var frit valg på alle hylder - også dem med slik - stilnede gråden lidt af. Og en håndfuld Matadormix senere i selskab med bildyne, kæleskildpadde og Dora the Explorer var humøret mærkbart bedre. Vi snakkede om, at han skulle til lægen, og da HDD kom styrtende hjem (hidkaldt fra reception), var humøret nærmest højt. Og det blev kun endnu højere af, at vi lovede en tur på "Makkedånners" efter visit hos lægen.

På skadestuen var der lidt ventetid, men begge unger klarede det fint, og Varanen var helt stoppet med at græde. Nu var det jo nærmest spændende. Han syntes i øvrigt også, at "det var heldigt, at jeg klemte min finger, mor, for så fik jeg jo slik, selv om det ikke er freeeeedag" (indsæt selv kluklatter).

Da lægen kom for at hente os, rendte han efter hende med et "Læge. Læææægø! Vil du se min finger?!", og inde til selve konsultationen fik jeg nærmest ikke et ord indført, fordi han selv fortalte hele sin lidelseshistorie: "Jeg klemte min finger i døren til Øglens rum! Og ved du, hvad så, læge? Så SKREG jeg!" Det gjorde ikke ondt på ham at blive trykket på - kun der, hvor han havde en hudafskrabning - så lægen konstaterede, at der ikke var noget brækket. Heldigvis. Til gengæld syntes hun, at Varanen var rimelig sød (det er han også, men i går var han nærmest sødere end normalt), og hun kunne ikke lade være med at grine, da han helt fortroligt hviskede til hende: "Læge ... Når vi er færdige her, så skal vi på ... *kunstpause* ... MAKKEDÅNNERS!" Han fik en pose Lego som tak for besøget, og der var oven i købet også en til Øglen, så konceptet skadestue er i dén grad accepteret hos Varanen.

McD var jo - som altid - en succes omend en udfordring for mit aktuelle kostregime, og da vi lagde os til at sove (alt for sent), mente han, at det ikke gjorde noget, at han havde klemt sin finger, fordi det havde været sådan en hyggelig aften. Jeg fik mumlet noget om, at det syntes jeg også - det med en hyggelig aften - men at man jo ikke behøver at klemme fingre for at komme på McD. Næste gang vi skal derhen, skal det helst være uden nogen sårede. Bare for lige at sikre mig, at det ikke bliver et eller andet kamikaze-trick for at lokke os på den gyldne måge. Begge unger grinede og sagde "Arrrrj, det gør vi da ikke", men man ved aldrig med de to små baryler.

I dag ser fingeren fin ud igen, og Varanen fortæller om i går på samme måde, som hvis han var krigsveteran fra 'Nam. Men han var sq også både sød og sej, så han fortæller bare løs. Og jeg forsøger at glemme, hvor forskrækket jeg blev - hans gråd i går bragte nemlig i dén grad mindelser fra sidste sommer, hvor det lød på ca. samme måde, da han brækkede kravebenet midt ude i de svenske skove ...

mandag den 15. juni 2015

Trés hyggelig weekend

Er der nogen, der giver en weekend? Kunne godt bruge en mere oven på den, der lige er gået. Den var så low key, at jeg er kommet helt ned i gear, og det er altså slet ikke så dårligt.

Sommerfesten i børnehaven gik så fint så fint. Ungerne var stolte af piratkagen, og jeg var stolt af, at jeg ikke spiste nogle af de ca. 25 andre kage-bidrag, der også deltog i festen. Holder stadig fast i mit kost- og træningsprogram og var kun moderat træt af ikke at kunne bælle en sodavand til sommerfesten, der var velsignet med skønt vejr og godt humør. Vi vandt oven i købet både en sportstaske og en flaske vin i sommerfestens lotteri - ret heldigt, ikke mindst for husfredens skyld. Konceptet lotteri var nemlig fremmed for Øglen, og hun syntes, det var noget så uretfærdigt, at vi ikke vandt noget. Men det gjorde vi jo så. Heldigvis. Dagen efter spurgte hun, hvorfor vi ikke bare kunne have købt nogle flere af de lodder, der rent faktisk var gevinst på, i stedet for at købe en masse nitter. Og så måtte jeg jo i gang med at forklare. Ved faktisk ikke helt, om det lykkedes ...

Lørdag havde Farmor spurgt, om hun måtte låne ungerne. Hun var alene hjemme og syntes, det var så længe siden, hun havde haft fingrene i ungerne, så hun ville gerne have dem på overnatning. Øglen var på med det samme, mens Varanen lige skulle overbevises om, at det var en god idé. Men da det gik op for ham, at det kunne være, det involverede slik, kunne det ikke blive lørdag hurtigt nok.

Sædvanligvis, når ungerne skal overnatte et andet sted end derhjemme, er det fordi, HDD og jeg skal et eller andet - løbe marathon (hahahah), til fest eller ordne et eller andet, der involverer en hulens masse besøg hos et byggemarked - men lørdag skulle vi ingenting. Så det var ret underligt at skulle være uden børn. Vi fik dog tiden til at gå, bl.a. ved at besøge ovennævnte MASH, og så i øvrigt ved at være hos Farmor et par timer i løbet af dagen. Og da Øglen spurgte for syvende gang, om vi egentlig ikke snart smuttede, tog vi af sted.

Vandhund i Furesøen

Gåtur i det grønne. Sammen med Farmor og 80 trilliarder myg
 
MmmmmASH

Søndag morgen hentede vi så poderne igen. Øglen skulle til fødselsdag, så hun blev droppet af på vejen hjem, og da vi kørte videre hjemad, udbrød Varanen "SÅ! Nu skal vi lave noget trés hyggeligt!" (Eller - det var i hvert fald sådan det lød). Adspurgt om, hvad "trés hyggeligt" bestod af, forklarede han: "I går var det fire-hyggeligt. Farmor, Øglen, E (hunden, red.) og mig. Nu er det tre-hyggeligt. Vi skal tre-hygge!" Og det kan man jo ikke sidde overhørigt (heller ikke selv om barnet ikke er så frankofil som først antaget). Varanen dikterede, at vi skulle ned til havnen, og så tilbragte vi ellers et par timer i det forholdsvis solrige vejr med hhv. is, slush og danskvand. Gæt selv, hvad jeg fik ...

Varanen på havnen på PinePeak-løbecykel fra Jollyroom, venligst udlånt til test. 
Han ELSKER den cykel, og både den trofaste Puky-løbecykel og den seje orange med pedaler er blevet sendt i skammekrogen, efter han har fået nye wheels

Dryp, dryp, dryp ...

Da vi havde hentet Øglen, var alle flade ("Jeg er lidt mast, mor!"- Varanen), og eftermiddagen blev brugt på at slappe heeeelt af. Spille spil, tegne, læse bog for ungerne på terrassen, spille iPad (de skrappe restriktioner var blevet lempet i søndagens anledning), ordne vasketøj (snork), dryppe stearin og putte sig i dyner indendøre. Slet ikke nogen dårlig måde at tilbringe en søndag på. Jeg gik ud som et lys allerede 22.30 (temmelig tidligt for mig), og så sov jeg ellers så godt, som det nu kan lade sig gøre, når der kommer et barn ind midt på natten og klager over myggestik (jeg har selv fået en pæn portion af dem - fårg, de klør!), og et andet barn ud på morgenen og forlanger at ligge i midten.

Nu er jeg helt i hopla til at tage livtag med endnu en uge. Solen skinner, og det er jo altid dejligt, selv om det er jävlakoldt udenfor. Sidder med sweater på. Helt ærligt, sommer - kom nu!

fredag den 12. juni 2015

Noget om styrke


Det der med styrke, ikke ... Alt er selvfølgelig relativt, men hvis jeg død og pine skulle sige, om jeg var stærk eller ej, så tror jeg egentlig godt, jeg kan tillade mig at kalde mig selv for nogenlunde stærk. Hvis man lige ser bort fra en periode sidste år, hvor en lettere nedsmeltning gav særdeles uhensigtsmæssige tankemønstre (og Øglens forestående skolestart, ikke at forglemme – jeg regner med at bryde hulkende sammen i en lille, nostalgisk pyt, når klokken ringer ind til aller-allerførste time (selv tak for sang på hjernen)), er jeg ikke så nem at slå ud. Bevares; Jeg har det klart bedst, hvis jeg er på god fod med alle, men er det ikke tilfældet (og det er sådan noget jo sjældent), finder jeg også ud af dét.

Men én ting er at være stærk (eller ”robust”, som min gamle efterskolelærer engang kaldte mig til en lærer-elev-samtale. Ikke det allerbedste ordvalg at bruge over for en genert, selvbevidst og forholdsvis buttet teenager) rent mentalt. Noget helt andet er at være det fysisk. Og dét kan jeg ikke prale af.

Jeg har aldrig været kendt som en, der opsøgte fysiske udfordringer frivilligt. Tværtimod har jeg gennem hele min ungdom (underforstået: Jeg er nu nået ud på den anden side af ungdommen. Ak og ve) skyet det som pesten. Kage – ja tak. Motion – that’s a noooooo! Og selv om jeg i et øjeblik var rimelig flittig til at løbe – marathon und alles – var min ældste venindes reaktion, da hun hørte, at jeg havde løbet et marathon: ”HVAD? MARATHON? DIG?!?!?”, og jeg må formode, at det er sådan alle – eller i hvert fald langt de fleste – ser mig. Inklusive mig selv. Men det er ok. Og har bare overbevist mig om, at devisen 'én gang doven, altid doven' ikke behøver at være korrekt. Efterhånden som jeg bliver ældre, kan jeg dog konstatere, at jeg gerne vil være stærkere – være i form og sund og stærk nok til både at løbe, lege og tumle med mine (tunge) unger. Hvad gør en klog så?

Man skulle mene, at det var ren tortur at skulle bage kage til børnehavens sommerfest, når man ikke selv må smage så meget som et lille bitte hjørne. Men sukkertrangen er faktisk ikke så stor, så det viste sig ikke at være noget problem. Det mest besværlige var faktisk at lade være med at proppe ting i munden pr. refleks, men jeg klarede det. (I øvrigt: Ja. Kagen er lige så fedtet, som den ser ud. Mere, faktisk. Smørcreme er bare noget nas ...)

Jo, altså – først forsøger hun (underforstået: Jeg er den kloge. Ing’?!) selv at træne sig stærkere. Finder nogle småprogrammer på nettet, investerer i en kettlebell og svinger lidt rundt med støbejern i noget, der minder om et nanosekund. Så bliver hun træt af det. Og får i øvrigt også lidt ondt i arme og ben og baller og hvor ved jeg. Så i stedet for at klø på, smider hun sig i sofaen, sætter en dårlig serie på Netflix (lige nus guilty pleasure er Heart of Dixie. Som er ganske og aldeles udmærket, ud fra hvad jeg altså kan høre gennem HDD’s sukken og brokkerier over banalitetsfaktoren) og spiser børnenes Dumle-karameller. Og sådan går der lang tid. Hvor hun sjovt nok ikke bliver stærkere, men til gengæld bliver noget bredere. Overalt. Energi er der heller ikke meget af, så det, der startede som en god idé, ender i virkeligheden i den rene jammerdal.

Sidste weekend fik jeg imidlertid nok. Slut med al den ladhed og laden stå til. Jovist, Dumle-karameller smager fortrinligt (især med en kop kaffe til. Prøv det lige!), men når eftersmagen de fleste gange er besk og mest af alt minder om dårlig samvittighed over for en selv og ens manglende energiniveau, så er det altså ikke dét værd. Ergo gjorde jeg noget – for mig – temmelig drastisk. Som jeg nævnte kort forleden, så tilmeldte jeg mig simpelthen et kost- og træningsforløb. Online, eggå – jeg sparer gerne så meget på tiden som overhovedet muligt. Tre ugers program formedelst en formue, men til gengæld med daglig sparring. Jeg er nu på dag 5 og har hverken rørt sukker eller frugt (eller sødemidler, for den sags skyld), siden jeg begyndte. Lige som jeg har skåret kraftigt ned på kaffen. De to første dage drak jeg ingen kaffe overhovedet. I n g e n. For en, der normalt drikker alt lige fra 3-6 kopper kaffe dagligt, er den bedrift værd at hædre med alt lige fra guldmedaljer til karamelregn)

Pludselig er jeg blevet sådan en, der gør mig i grøn te og kosttilskud og bestiller ting med mærkelige navne på nettet. Og tunge vægte (fandt en kasse med en 16 kg kettlebell i garagen for lidt siden. Vi siger tak til Post Danmark for at levere - er kun let ærgerlig over, at jeg ikke var hjemme, så jeg kunne se posten slæbe den derind). Følte mig umanérligt hellig, da jeg forleden smuttede i Rema og udelukkende købte grøntsager og kød. Ikke så meget som et lillebitte jordbær blev det til. Eller chokolade. Desuden har jeg overlevet 17 timers faste, og for lidt siden var jeg til sommerfest i børneren, hvor der var ca. 25 forskellige kager, der alle forsøgte at overgå hinanden i lækkerhed. Og jeg rørte dem ikke. Jeg må være gået i stykker ...
 
Det vildeste af det hele er, at det ikke er specielt hårdt. Endnu. Eller – jo, jeg er da lidt sulten i det (særligt efter de 17 timers faste), og jeg skal nok nå at blive træt af alle de restriktioner, der er, men jeg savner ikke sukker, brød eller kaffe i samme omfang, som jeg havde regnet med. Endnu. Jeg har heller ikke fået Verdens Ondeste Hovedpine, som jeg som regel plejer at stifte bekendtskab med, når jeg indtager for lidt kaffe, og selv om alle dårligdommene naturligvis kan nå at komme endnu, krydser jeg fingre for, at det ikke sker.

Jeg forventer ikke mirakuløse resultater på de her tre uger, men hvis jeg kunne blive bare lidt stærkere og tabe bare en smule af polstringen, ville det ikke gøre noget. Samtidig håber jeg, at nogle af mine dårlige vaner (Dumle-karamellerne, fx – og slikcravings om aftenen generelt) forsvinder. Det har overrasket mig temmelig meget at finde ud af, hvor meget af mit snackeri, der i virkeligheden er vane snarere end sult. Nu, hvor jeg har en kostplan, jeg skal holde mig stramt til, kan jeg jo ikke liiiige snuppe et stykke frugt hist og en kiks pist. Og sør’me om jeg ikke overlever alligevel. Jeg VAR faktisk nærmest begyndt at tro, at der ville ske mig noget slemt, hvis jeg ikke sad solidt plantet i sofaen hver aften med et eller andet sødt, men indtil videre er der ikke sket andet, end at jeg er gået lidt tidligere i seng med en bog eller et blad og har fået en væsentlig længere – og bedre – nattesøvn. Så hvem ved – måske det her sundhed ikke er af det onde alligevel. Vi får se – jeg har 16 dage endnu til at blive pænt træt af det. Men nu - nu er det weekend, ungerne sover, og noget kunne tyde på, at det er blevet sommer. Alt er godt!

tirsdag den 9. juni 2015

Noget om ja-hatte ...

Nå, men så blev det jo juni. Sommer, hvis man konsulterer kalenderen. Og efterhånden også, hvis man konsulterer vejret. Agtigt. Solrige dage, der ikke er alt for varme, er lige præcis sådan, jeg godt kan lide det. Hjemmekontoret viser sig fra sin fineste, allermest pippende og summende side, og hvis ikke det var fordi, der pt. er Verdens Største Lastbiler i gang (på fjerde uge, thank you very much!) med at molestrere villavejen pga. noget vandlednings-/kloaksystemshalløj, så ville jeg skrive disse ord med måsen solidt plantet på trappestenen med sol i ansigtet og en kop kaffe grøn te (kom på en eller anden facon til at melde mig til et tre-ugers kost- og træningsforløb, som kostede en arm, så nu bliver jeg nødt til at gå all in. Kan ikke forstå, at det kun er dag to uden kaffe - det føles som m e g e t mere!). For det er der, morgen- og formiddagssolen er, mens den først kommer på terrassen sådan for alvor lidt senere. Men det er kloakfolkene sjovt nok ligeglade med.

Selv om vejret ikke heeeelt er til at stole på endnu, så betyder datoen jo, at der snart er sommerferie. Det sidste år i umindelige tider, hvor vi selv kan styre, hvornår vi holder ferie, for når man er forældre til et skolebarn, klapper feriefælden jo sådan for alvor. Sådan nogle som os (hej, Poul Krebs) holder ferie i hele juli måned i år, men har ikke de vilde planer. Noget med noget Sverige og noget staycation (ikke helt så street, når man bor i forstaden), men det har sine naturlige årsager. Desværre ikke fordi vi planlægger en zygt lang rejse på et senere tidspunkt #gadgodt, men fordi sensommeren og efteråret bliver cwazy på både tid- og pengemåden. Så vi er fornuftige og laver ikke så meget igen i år.

Anywhoodles. Ferie. I juli. Som - fordi vi efterhånden er midt i juni - er lige om lidt. Og efter sommerferien begynder Øglen i skole. Uij, det bliver spændende. Men det betyder også, at Øglen stopper i børnehaven snart. Som i "om ca. tre uger". Og det er som om, det først sådan rigtigt er gået op for mig LIGE nu! Altså lige-LIGE nu! Hvor blev tiden af? Hvor blev min lille pige, der rendte rundt og sagde "Norge" hele tiden af? Hvem har erstattet hende med en sød, sjov, betænksom, argumenterende, øjenrullende, drillesyg og usædvanlig smuk og klog (og jeg er endda helt objektiv) pige med alenlange ben, som elsker Rasmus Seebach og Joey Moe. (Og sætter Rihanna/Kanye West/Paul McCartney på, fordi "den ved jeg, du elsker, mor" (det gør jeg, red.))

Jeg kan slet slet SLET ikke overskue, at hun skal stoppe i børnehaven. Ikke kun fordi jeg kender den og de søde mennesker derovre (hun har gået der i 2,5 år, mand. Det er længe!), men også fordi det betyder, at hun skal ud på de vilde vover i en helt ny setting. Som jeg godt ved, hun kommer til at klare med bravour. Jeg er i virkeligheden mest bekymret for mig. Hønemor, der allerhelst ville putte begge børn i lommen og bære dem rundt med mig hele tiden (måske undtagen, når jeg er på toilettet). Jeg kommer til at skulle arbejde lidt på at give slip. For jeg ved jo godt, at det bliver godt.

Og i stedet for at stresse over, at børnehaven snart er forbi for Øglens vedkommende, vil jeg glæde mig over, at vi stadig skal se de søde mennesker, fordi Varanen jo går derovre. Jeg vil også glæde mig til sommerferien og til den nye hverdag. Og lade være med at tænke alt for meget over, at det bliver et logistisk mareridt at få Øglen i skole til klokken O T T E hver dag (i øjeblikket afleverer jeg ungerne væsentligt tættere på kl. 9 end på kl. 8). I stedet vil jeg lade mig begejstre over, at mine dage bliver længere, når jeg står tidligere op. Det handler om ja-hatte. Og ren og skær laden-som-om.

Nu vil jeg forsøge at fjerne lastbilerne på villavejen med tankens kraft, så jeg kan indtage en solbeskinnet plet med min computer og en stor kop kaffe. Nej, undskyld. Te. Åbenbart. Hav en god næsten-sommerdag derude!

fredag den 29. maj 2015

Om skoleparathed

Jeg ved snart ikke, om det var mig eller Øglen, der var mest spændt på i går: Besøgsdag på skolen. Hvor Øglen skulle se både skole og kommende klassekammerater for allerførste gang.

Datoen har været kendt længe, men det blev først for alvor virkeligt for Øglen (tror jeg) i sidste uge, hvor der lå en invitation til hende i postkassen - oven i købet med håndtegnet tegning fra en af de nuværende 0. klasse-elever. Og nu skulle det altså være.

10.15 dukkede vi op i skolens sal som anvist, og Øglen udgjorde dermed ca. 1/50 af de spændte 6-årige, der myldrede omkring med deres forældre. Efter en kort velkomst og en fællessang blev børnene råbt op en efter en, kom op til lærerne og fik navneskilt på, tog sidemanden i hånden og defilerede så ud af salen på række. Øglen vinkede kækt, sagde "hej-hejjjj", og så var hun væk. Mens Hønemor her mest af alt havde lyst til at rende efter hende og spørge, om det ikke kunne være megahyggeligt, hvis jeg blev?! (Det gjorde jeg ikke. Og jeg er ret sikker på, hun ville have sagt nej, hvis jeg havde spurgt).

Nå, men så havde HDD og jeg jo lige to timer for os selv. Som blev brugt på at slentre en tur i det tvivlsomme vejr, drikke en kop kaffe, spise en chokoladecroissant og vente på, at klokken blev 12.15, så vi kunne gå tilbage til skolen og høre, hvordan det var gået. Vi holdt os væk helt til kl. 12, hvor vi så stod spændte og ventede i 10 minutter foran porten sammen med en spændt portion andre forældre, der tydeligvis var lige så utålmodige, som vi jeg var. Det var sjovt sådan at kigge rundt og vide, at man vil have en eller anden slags samhørighed med mange af de mennesker de næste 10 år. Måske bliver Øglen bedste veninder med datteren til dem, vi stod og sludrede med. Måske gør hun ikke. Men det er da lidt sjovt.

De to timer var (selvfølgelig) gået fint. Øglen kom ud i skolegården med et navneskilt, en opgave, en bog om skolestart, og et smil, der gik fra øre til øre. Og efter hun havde prøvet legefaciliteterne i skolegården, og vi skulle ud og have lidt frokost, gav hun lærerne et stort kram og et 'tak for i dag'. De så overraskede, men glade, ud over krammet, og jeg elsker, at Øglen allerede føler sig tryg nok ved dem til at give dem et kram. Det skal nok blive godt.

Forældrehåndbog til skolestart. Den skal jeg vist lige have nærlæst ...

Næste gang hun skal i skole er til august, hvor SFO'en begynder en uge før skolen. Bare så børnene kan finde sig lidt til rette, før alle børnesluserne bliver åbnet. Jeg tror egentlig ikke, vi kommer til at bruge SFO'en så meget, da min arbejdsdag i reglen er fleksibel nok til, at jeg kan hente, når skoledagen slutter. Et eller andet siger mig dog, at den er god at 'tilkøbe' ud fra et rent socialt aspekt, men hvad ved jeg. Måske I andre er klogere? Så del meget gerne.

Det bliver spændende at være mor til et skolebarn. Og skræmmende. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Øglen er helt klar. Jeg er til gengæld ret meget i tvivl om, hvorvidt jeg er. Men jeg har heldigvis hele sommeren til at blive det ...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...