Noget om at blive fem år

Selv om følelserne sidder lidt uden på tøjet denne september, så er måneden - ud over at være bragende smuk i sol og efterårsklæder - også fyldt med forventning og fejring. Yngste nummer i Reptil-familien fylder nemlig fem i dag, og det en dag, der er blevet imødeset med lige dele begejstring, utålmodighed og spænding. Lige siden vi kom hjem fra sommerferie (midt i juli!), har der ligget en grøn afkrydsningsliste i køkkenet og rodet. Der er blevet sat i omegnen af 69 krydser, og der har været tidspunkter, hvor den vordende fødselar var ved at give op, men endelig oprandt dagen, og Varanen er nu fem år!

Pæn, ikke? Havde jeg tænkt mig om, ville jeg have vidst, at afkrydsningslisten jo uundgåeligt ville komme til at ligge fremme. Og så ville jeg nok have gjort lidt mere ud af designet ...

Sædvanen tro vågnede han op til et dækket fødselsdagsbord inkl. flag og fødselsdagstog. Han fik Frozen-morgenmad (når nu jeg havde været så tarvelig at sige nej til både slik og is. Nice try, though), og vi sang naturligvis også fødselsdagssang. Det ville vi have gjort under alle omstændigheder, men vi sang lige lidt ekstra til, da han forleden lige så sødt havde spurgt, om "det ikke var sådan, at når han vågnede på sin fødselsdag, så sang vi en sang for ham". Der var en god portion gaver til ham, både fra os forældre, fra Øgle + forældre og fra Øglen helt alene. Hun havde begået en pompom og en virkelig fin pyntedims i SFO'en og var noget så spændt på at give ham sine kreationer.

Fødselsdagsbordet. I gustent lys, fordi det nu er begyndt at blive mørkt, når man står op om morgenen. Suk!

HDD og jeg endte med at købe en R2D2-robot og en storm trooper-maske med stemmeforvrænger (ja, han er vild med Star Wars) til ham - og så har Øglen og jeg i fællesskab lavet en postkasse ud af en havregrynsæske og en hulens masse rød maling, så han kan lege posthus. Han elsker at stemple og 'skrive' breve, og postkassen sammen med indholdet af det relativt smadrede Børnenes Postkontor, jeg fandt på dba.dk, udgør det perfekte postmester-sæt.

OTA Solgryn - nu som postkasse ...

Jeg forstår simpelthen ikke, at han allerede er fem år. Fem år, 22,3 kg og 116 cm, ifølge lægens 5 års-undersøgelse. Kun 1,1 kg mere end til 4 års-undersøgelsen, men til gengæld 7 cm højere. Så tror da pokker, at jeg synes, han er blevet så tynd. Og at han vokser ud af alt sit tøj.

Lange hyl!

Han er den sødeste og sjoveste dreng, jeg kender. Fyldt af et temperament, jeg ikke altid helt ved, hvad jeg skal stille op med, men lige så vred han kan blive, lige så kærlig, følsom og tænksom er han. Han er en tryghedsnarkoman, der har det allerbedst, når jeg er helt tæt på ham - vi ligger som regel i arm om natten, og han danser stadig af glæde, når jeg kommer og henter ham i børnehaven (må det aldrig stoppe! Hold nu op, hvor er det kært!), men alligevel udfordrer han sine egne grænser ved at klatre lidt højere op i legestativerne og hoppe fra stadigt højere trappetrin fra dag til dag. Han taler og taler og ræsonnerer og argumenterer. Og taler lidt mere. Han elsker at regne og lege med bogstaver, og han har en sød og underfundig humor. Han er vild med at få læst højt og spille spil og i det hele taget at lave ting sammen. (Således ønsker han sig en shoppetur med os alle sammen i fødselsdagsgave, og han er ikke helt vild med tanken om, at han skal alene med enten mig eller HDD på før-skolestart-tur til foråret, ligesom Øglen og jeg var i Paris. "Jeg synes, vi skal tage et sted hen, hvor vi alle sammen kan komme med", siger han, det lille, sociale væsen ...)

Og så kan man godt helt droppe at løbe om hjørner med ham, for man bliver gennemskuet på et splitsekund. Hukommelsen er nærmest uhyggeligt god, og han kan tæske mig i vendespil og Robot Face Race til hver en tid. Min mor ville have kaldt ham et rigtigt livsstykke, og jeg kunne ikke være mere enig. Et lille, stort femårigt livsstykke. Som dumpede ned i lige præcis vores familie. Så bliver man ikke mere heldig!

Jeg brugte i går på at bage pølsehorn, stege frikadeller og lave risengrød til risalamanden, så energien var ikke til også at bage en kagemand. Det fik bageren lov til. Brunsviger, naturligvis. God - men end ikke i nærheden af, hvordan Mårmor lavede den ...

Vi har haft børnehaven på besøg og hygget på nærliggende legeplads, og lige nu stener alle med hver sin ting, inden Farmor kigger forbi og siger hej. Menuen i aften kommer efter fødselarens ønske til at stå på "mad fra kyllingemanden" (lokal take away-biks) og risalamande. Med kirsebærsyltetøj, eftersom det åbenbart ikke helt er sæson for kirsebærsovs endnu. Måske det er på tide at udtænke en mandelgave. Billetter til Legoland, f.eks... Mette har jo været så sød at sende mig to styks børnebilletter helt kvit og frit. Jeg gætter på, at de bliver taget imod med stor begejstring. Og mon ikke han får lov til at spise foran tv'et, som er totalt win i Varanens øjne. Kombinationen af hans to yndlingsaktiviteter, mad og skærm - så bliver det nærmest ikke bedre ;-)

Tillykke med dig, min søde, skønne Varan. Jeg elsker dig.

Noget om lige at ringe og sige hej

I dag er det et år siden, min mor døde. Siden jeg sad ved hendes side på hospitalet, holdt hendes hånd og hørte hende tage sit sidste åndedræt, og en lille del af mig forsvandt for evigt. Jeg savner hende hver eneste dag. Både for den, hun var, og den, hun fik mig til at føle, jeg var.

Jeg savner at vide, at hun er der. At hun sidder og drikker en kop te, nusser i haven, læser avisen. Eller tager en lur på sofaen. Jeg savner at se hende. At mine børn har deres Mårmor. Og jeg savner lige at ringe og sige hej. At have en i den anden ende, der lytter og interesserer sig. Også selv om jeg måske ikke har noget særlig interessant at sige ...

Noget mere om efterår

Smukke september er hård i år. Det vil den nok blive ved med at være. Men jeg må sige, at måneden gør, hvad den kan for at kompensere med både varme og smukhed. Og selv om al varme og smukhed i hele verden ikke bringer min mor tilbage, må jeg anerkende indsatsen.

Jeg kan mærke, at solen og varmen gør mig godt. Sommer-tilstandene trænger dybt ind under huden og giver energi. Energi til at klare bare lidt mere end det allerhøjst nødvendige. Energi til at træne (sgu'!), planlægge legeaftaler og fritidsinteresser (endda en enkelt for mig selv - mere om det i et andet indlæg på et andet tidspunkt), organisere håndværkere (endnu et indlæg i støbeskeen) og oven i købet til at tage livtag med de af min mors ting, som endnu ikke er blevet sorteret. Min far og jeg sorterede sammen en dag i sidste uge. I det smukkeste solskin. Og selv om det var hårdt, var det en god dag.

Jeg fik lidt tøj med mig hjem - og et par smykker, som nu er blevet fast inventar på hhv. finger og håndled. Lige som de var det hos min mor. Hver gang jeg kigger på smykkerne bliver jeg glad. Og så rigtig ked af det. Og så glad igen. Selv om det bare er ting, er det ting med uendeligt mange minder i. Og det får mig til at føle, at hun er endnu tættere på.

Det er snart et år siden, hun gik bort. På mange måder føles det som meget kortere tid, mens det på andre føles som meget længere tid siden. På bare et år har jeg skullet lære, hvordan man eksisterer uden sin mor. Læringskurven har været stejl, og vi er ikke ved vejs ende endnu. Overhovedet. Selv om savnet på mange måder er blevet lettere at bære, rammer det med fuld styrke fra tid til anden - og særligt her i september.

Om lidt har Varanen fødselsdag, og det er så kært, hvor meget han glæder sig. Allerede i juli lavede vi en afkrydsningsliste, så han kunne følge med i, hvor mange dage der er tilbage, og nu, hvor der kun er 9 dage endnu, kan han næsten ikke være i sin lille krop af bare begejstring. Jeg glæder mig med ham og for ham, men samtidig er hans fødselsdag så uendelig bittersød. Fordi jeg stod lige midt i orkanen sidste år på samme tid, og en del af mig skulle forsøge at koordinere fejring og gaveindkøb, mens en anden del af mig skulle deale med bedemænd og begravelsesforberedelser. Noget meget mere modsætningsfyldt end det skal man lede længe efter. Men livet går jo, som jeg har sagt utrolig mange gange det sidste år, som bekendt videre, og Varanen skal have et brag af en fødselsdag. Med stuen fra børnehaven, Paw Patrol-tema, gaveregn og all the works. Endda en tur til Legoland i forbindelse med en snart forestående tur til Jylle. Og så nogle af de gaver vi ved hjælp af mere eller mindre vellykkede forhørsteknikker har vristet ud af ham, at han ønsker sig.

Det skal nok blive en god fødselsdag. Der mangler bare en ...

Noget om efterår

Jeg kan ikke sige det ofte nok - jeg elsker efteråret. Og det er det jo nu, siger kalenderen. Sensommeren er dejlig, men efteråret, særligt septemper, er fantastisk. Hver sommer glæder jeg mig hemmeligt en lille smule, til jeg kan stikke i et par lækre støvler og smyge mig i strik, og selv om jeg naturligvis er vild med, at jeg ikke behøver-behøver have sokker på i skoene endnu pga. de sommerlige temperaturer, ville det ikke genere mig, hvis det blev bare lidt køligere. Så længe solen altså bliver her, forstås. For når jeg siger, jeg elsker efteråret, er det jo de kølige, solbeskinnede dage, jeg mener. De dage, hvor man for alvor kan nyde de gyldne toner i trækronerne, og hvor både krop og sind kan blive blæst godt igennem. Uden at man får lungebetændelse og stivfrosne fingre af det.

Dette efterår, og denne september i særdeleshed, imødegår jeg dog med en noget blandet følelse. Ikke at måneden har gjort noget som sådan - faktisk har den blandt andet dannet rammen om både min egen og Varanens ankomst til verden for hhv. snart 38 og 5 år siden - men den har også været kulisse for min mors død. Det er snart et år siden, hun gik bort. Og endnu snarere et år siden, vi fik den triste besked om, at der ikke var mere at gøre. Det år har på en gang varet for evigt og et splitsekund.

Jeg forstår ikke, hvordan det har været muligt at eksistere så længe uden hende, men det har jo ladet sig gøre på et eller andet plan. Fordi det skal det. Og nok også fordi hun er her endnu. I mit hjerte og, som Øglen så fint formulerede det, som vinden omkring huset, som en stjerne om natten og som en fugl om dagen. Det trøster en smule, selv om jeg klart ville foretrække, at hun bare var her som min mor.

Noget om koloni-livet

Vi har været på skolekoloni i weekenden. Med Ældstebarnets klasse. Alle 4. Bum.

Hvis nogen havde fortalt mig for et år siden, at jeg skulle blive sådan en, der drak lunken koloni-Baileys med de andre forældre rundt om bålet, efter ungerne var blevet puttet på en skolekoloni, så ville jeg havde troet, at de var bindegale. Og havde de i skyndingen også nævnt, at vores familie i øvrigt havde meldt sig frivilligt til at sove i telt pga. flere tilmeldte, end der var værelser, så ville latteren ingen ende tage.

Men ikke desto mindre, var det (bl.a.) noget af det, der skete på skolekolonien for 1.A. 24 timer med storhygge med både børn og forældre fra klassen - børn, der væltede rundt mellen hinanden og spillede bold, legede med til lejligheden indkøbt legetøj, var på skattejagt og generelt bare hyggede så meget, at det halve ville have været rigeligt. Og voksne, der samarbejdede i stor stil både om alt det praktiske som aftensmad og rengøring og det lidt mere nære som børnene og koordinering af forskellige lege. Og altså fik drukket en hel del både koloni-øl og koloni-Baileys, efter børnene var blevet lagt kl. 20.30. Og spist koloni-chips og koloni-slik, ikke at forglemme.

Aftensmad udendørs. Den rene luksus at være af sted i så godt vejr

Teltsovningen (og opslagningen) gik, trods vores ustyrligt ringe erfaringer med den slags, upåklageligt, og selv om man kan have en holdning eller to til, at vi sov i telt den nat, hvor det både lynede, tordnede og styrtregnede til den store guldmedalje, så holdt vi tæerne tørre og havde det ret så hyggeligt. Og er ikke helt afvisende over for, at det der telt kommer til at ske igen. (Dog ikke på næste års koloni, der allerede er i støbeskeen og bliver et sted, hvor der er rigeligt med sovepladser til alle). Nu kan jeg imidlertid ikke finde ud af, om det er en fordel eller en ulempe, at de andre forældre har fået en idé om, at vi er 'sådan nogle outdoorsy typer' (til trods for vores ihærdige forsøg på at mane rygtet til jorden) - når intet kunne være fjernere fra sandheden.

Ad sti af sted mod stranden

Vi er alle lidt matte og/eller forkølede efter weekenden, og ingen var helt med på idéen om mandag i dag. Men af sted kom vi, og forsynet ville, at Varanen og jeg rendte ind i en af yndlingspædagogerne på vej til børnehaven, så der var en yndlingsfavn at blive afleveret til. Entusiasmen var dog ikke noget at skrive hjem om hos Varanen, og selv lovningen på en tur med storegruppen til Den Blå Planet kunne muntre ham op. Eneste trøst var dog, at jeg sporede et lille smil hos ham, da han vinkede med førnævnte yndlingspædagog. Han får en god dag, det ved jeg, men som skrevet i seneste indlæg, ville jeg virkelig ønske, at afleveringerne ikke var så svære.

Jeg har lovet at hente tidligt igen i dag, og så skal vi i Kongens Have. Fordi der angiveligt huserer en sjælden Pokémon, som ungerne gerne vil have nallerne i. Så det skal vi da. Især, hvis det gider lade være med at regne snart. Og hvis cykelhandleren kunne være så god at lave kassecyklen, hvis bremser pludselig synes, det er sjovt at blokere. Det gør den jævnt besværlig at cykle på, skulle jeg hilse at sige. "Regn med mindst 450 kr.", sagde den rare cykelmand i morges. "Og væsentligt mere, hvis det er hele tromlen, der er røget". Jamen, det gør jeg da bare, så. Og prøver at lade være med at lægge det sammen med de 600 kr., selvsamme cykel kostede mig i sidste uge. Måske man skulle blive cykelsmed?!

God mandag til jer alle. Må den blive billigere end min ser ud til at blive ...

Noget om de der afleveringer

Jeg havde egentlig et indlæg i støbeskeen om, hvordan vores afleveringer af Varanen er blevet om ikke armene i vejret-gode, så markant bedre. Det meste af denne her uge har faktisk været, hvad jeg vil kalde helt hæderlig, og ved hjælp af lettere manisk falset-stemme og stoooore, påklistrede smil har det kunnet lade sig gøre at manifestere en lille bitte grad af entusiasme over at skulle i børnehave hos Yngsten. Primært fordi vi har haft et 'program' at holde os til, fordi der har været emneuge om krop og bevægelse - i de aldersopdelte grupper.

Men.

Så var det jo, at emneugen sluttede i går. Og i dag var 'bare' helt almindelig børnehave med helt almindelige lege og fredags-rock. Og så var det som om, det ikke var helt så fedt alligevel.

Det gik egentlig ok på vej over til børnehaven. Varanen og jeg hyggede med en bog og et spil derhjemme over morgenmaden, efter Ældsten og HDD var cyklet af sted, og jeg hypede sæsonopstarten til håndbold i eftermiddag Helt. Vildt., og så gik den vilde Pokémon-jagt ellers i kassecyklen på vej til børnehave. Angiveligt var der to seje Pokémons, der kæmpede i det Poké-gym, vi kørte forbi (Varanen vidste, hvad de hed, men jeg kan på ingen måde huske, hvad de hed. Jeg ved bare, at det ikke var Pikachu, for den kan vi ikke finde. Grrr), og det var fedt. Åbenbart. Så alt var godt - lige indtil jeg skulle gå. Åhr, hvor blev han ked af det, mand. Begyndte at græde og gå efter mig ned ad trappen. Græde, at jeg var den eneste, der kunne gøre ham glad, og at han bare slet ikke havde lyst til at være i børnehaven. Og jeg havde SÅ meget lyst til at tage ham under armen og med hjem igen. Yndlings-voksenen kom og vinkede med ham, hvilket hjalp en smule, og på vej ud til cyklen mødte jeg nogle af hans gode venner, der skulle afleveres, så det skal nok gå, jo. Det er bare så nederen en måde at begynde dagen på - både for ham og for mig.

Jeg ved jo godt, at han har det fint nu. At han formentlig - lige som de øvrige dage - synes, at jeg henter ham alt for tidligt, når jeg kommer i eftermiddag. Men det ændrer bare ikke på, at alt i mig stritter, når jeg har sådan en aflevering. Jeg håber i dén grad, at det bliver bedre, for ellers er der dæleme lang tid til sommer, hvor han skal i skole.

Men nu er det heldigvis snart weekend! Uden børnehave og kede børn (forhåbentlig). Skemaet står på koloni med den ældstes klasse, og ud over alt det, der skal planlægges i forvejen, tegner det til at blive aldeles afslappende. Og måske endda i noget, der minder om sommervejr!

Sverige revisited

Kantareller. Blåbær. Og alt alt for meget sukker. Det er nøgleordene for weekenden, der endnu engang har stået i svenskens tegn. Turen gik atter til ødegården - denne gang med gode venner inkl. afkom. Det var knageme hyggeligt.

Børnene - hele fem af slagsen, når de er slået sammen - klikker ret så godt, så der blev hujet og leget og hujet lidt mere. Og plukket kantareller og blåbær til den helt store guldmedalje. Blåbærrene forsvandt som dug for solen, og kun Varanens blålilla mund vidnede om, hvor de forsvandt hen, mens kantarellerne blev parret med pizza og indgik i rimelig nice aftensmåltid.

Guld fra skovbunden

Vi fik tændt bål og lavet både popcorn, s'mores (fuxk, de smager godt!) og en form for snobrød - hvor det meste af dejen godt nok endte alle andre steder end i bålet - og vi nåede endda forbi badesøen og "Kaninland" (som siden sidst er begyndt at tage entré for lillebitte legeplads og en samling halvsløje kaniner, så det visit blev kort). Så på trods af begrænset tid til rådighed, nåede vi alligevel alt det bedste, som huset i skoven har at byde på.

Mmmmm ... S'mores ...

Ikke tale om, Ældstebarnet gad have gummistøvler på ved søen. Der skulle soppes, skulle der!

Børn og vand. Altid en god kombi. Varanen er her i gang med at tage en slurk af søen - det skulle naturligvis prøves, nu vi fortalte, at vandet er så rent som drikkevand

Der blev oven i købet tid til at hækle lidt - og drikke temmelig meget kaffe. Spille bold og brætspil. Og generelt bare få slappet rigtig meget af. 

Det der Sverige er slet ikke så dårligt - heller ikke selv om det er fjerde eller femte? gang i år, vi er der. Forhåbentlig når vi derop endnu en gang eller to, alt efter hvad efteråret byder på af forskellige begivenheder.