mandag den 3. december 2018

Noget om at blogge


Jeg ved ikke, om man er berettiget til at kalde sig selv for blogger, når man kun har begået sølle 2 - nu 3 - indlæg på et år. Selv om jeg selvfølgelig i teorien kan nå at sprøjte en masse indlæg ud inden nytår, ved vi vist godt alle, at det ikke kommer til at ske, så jeg vil forsøge at affinde mig med, at mine ord tilsyneladende er tørret helt ind og fremover titulere mig selv “blogger” med et sæt distancerende citationstegn. Nuvel. Sådan må det være.

Siden sidst - hvor jeg alvorligt troede, at jeg NU ville komme igang med at blogge-blogge igen - er der sket en masse. Det gør der jo gerne ude i det der virkelige liv ...

F.eks. er jeg blevet 40. Ja. Fyrre. Også selv om der står ovre i min profilbeskrivelse, at jeg er 38. (De fyrre år gør tilsyneladende - blandt andet - at jeg ikke længere kan finde ud af at redigere min bloggerprofil. Jeg er nu officielt blevet min mor ("det kan jo være, jeg kommer til at slette internettet", men det er så absolut heller ikke den værste, jeg kunne ende med at blive). Selve dagen faldt på en hverdag og blev, ud over arbejde, brugt på at fragte den yngste til og fra spejder (for det er han nemlig begyndt at gå til. Og han er præcis lige så vild med det, som jeg havde håbet på) og vente i små halvanden time på en kold bænk, mens han spurtede rundt og tændte bål og fandt pinde og grankogler og andet godt fra skoven. Oh the glamour! Og så selvfølgelig på lidt fejring med familien.

Yngste nummer er fyldt syv - det gjorde han oven i købet før, jeg fyldte år, men first things first, ved I - og mens jeg kørte low key fejring, fik den hele armen med ham. Hele familien var til kalas, og sammen med et par andre fra klassen, var hele 1. klasse til fødselsdag i nærliggende indendørs legefacilitet. De to begivenheder faldt dog - heldigvis - ikke på samme dag.

Vi har desuden udvidet husholdningen med to hamstere. En form for plan B, efter vi havde lovet ungerne en hund (d’oh!), men i ellevte time kom til at se, at det bare SLET ikke ville passe ind i vores liv og hverdag lige nu. Og så er gode råd jo dyre, men på en eller anden måde fik vi vinklet det sådan, at ungerne synes, de har skudt papegøjen (bare for at blive i dyreverdenen) ved at få en hamster hver i stedet for at få én hund. Og vi forældre synes i dén grad også, vi har skudt papegøjen. Jeg havde imidlertid lige glemt i to sekunder, hvor stramt jeg har det med dyr i bur, så fra at have et lille bur til hver hamster, der kunne stå på ungernes beskedne værelser, er det blevet lidt af et udstyrsstykke med noget større bure, en form for kravlegård og andet, der tilsyneladende har taget permanent bolig i vores stue. Ak ja; you win some, you lose some. Og selv om de der småkravl er crazy AF og prøver at komme ud af ALT (er de først kommet ud af buret, prøver de at komme ud af stuen, og er de kommet ud af stuen, prøver de at komme ud af hele hytten - måske der var et marked for mindfulness-kurser til hamstere?!), er de nu faktisk ret søde. Jeg er i hvert fald temmelig ofte at finde henne ved hamsterburet for liiige at sige hej.

Vi har også intensiveret jagten på et sommerhus og er lige dele ‘så kan det også være lige meget’ og ‘hell no - giv mig det sommerhus. Nu!”, efter TO gange at have oplevet, at vores foretrukne sommerhus blev solgt lige foran snuden på os. Jeg troede, det var nu, sommerhusmarkedet var trægt? Nej? Nå! Vi kigger videre, og på et eller andet tidspunkt lykkes det jo nok. Gerne inden vi begynder at gå alt for meget (mere) på kompromis med stand, pris og beliggenhed … (I skrivende stund har jeg talt med ejendomsmægler - den samme, vel og mærke - ikke bare en eller to gange i dag, men hele TRE gange. Og ja, det er mig, der har ringet hver gang. Han har dog forsikret mig om, at der er et stykke vej endnu, før jeg bliver Verdens Mest Irriterende Type, men det skal han jo sige, tænker jeg?!)

Arbejdet er et kapitel for sig selv, men for at det her indlæg ikke skal blive længere end højst nødvendigt, tænker jeg, at jeg bare siger, at der er travlt. Og at det der med stilhed før juledagene tilsyneladende ikke er noget, dem jeg løser opgaver for, bruger. Vi er alle sammen enige om, at Travlt Er Godt, når man er selvstændig, og dermed har jeg for evigt mistet brokke-retten. Så jeg brokker mig ikke. Overhovedet. Men glæder mig over, at travlheden nu er nået ned på et niveau, hvor spontanreaktionen efter skoleafhentning ikke længere er "Brænder I huset ned/klipper I håret af hinanden/springer I i havnen, siger I? Ok, men så skal I gøre det stille, for jeg skal lige arbejde ..." 

Og så er der jo simpelthen sket det, at jeg har meldt mig ind i noget fitness. For gud ved, hvilken gang. Hånden op, alle dem, der har været medlem af et fitnesscenter før. For så at lade medlemsskabet blive helt støvet til. Sådan en er jeg har jeg været. Mange gange. Senest, jeg var medlem - af samme center, som jeg er nu, må jeg lige tilføje - var før, den ældste blev født. Faktisk husker jeg, at jeg, da jeg særdeles højgravid vraltede ned for at melde mig ud, blev mødt af Meget Trænet Type, der ikke kunne se, hvorfor jeg ville melde mig ud, når jeg bare kunne sætte mit medlemsskab på pause, og selv ivrig gestikuleren til min kæmpemave kunne få ham til at mene noget andet. Han havde formentlig en pointe, men gav mig kun endnu mere lyst til at melde mig ud, så det gjorde jeg - og jeg har aldrig set mig tilbage. Før for en måned siden, hvor jeg midt i arbejdsorkanens øje i dén grad trængte til noget, der kunne få mig væk fra skærmen og ud af hovedet. Så i et anfald af ‘I can do this’ meldte jeg mig ind igen, og selv om første gang var tåkrummende akavet (tænk indfiltrede lemmer i maskiner og vælten over sig selv i forsøget på at gå i et med væggen), er jeg kommet stærkt igen. I en grad, jeg ikke havde troet det muligt. For at eksemplificere kan jeg berette, at jeg ganske frivilligt satte vækkeuret til 05.45 i morges. For at nå over og træne, før resten af familien stod op. Og som sagt så gjort. Faktisk har jeg - og nu blærer jeg mig, sorry! - trænet 19 gange, siden jeg blev medlem for halvanden måned siden. Jeg er øm i benene og så træt om aftenen, at jeg nærmest ikke kan holde mig vågen, når jeg putter ungerne, men mit overordnede velvære er skudt i vejret med mange procenter. Desværre smider man ikke de der uklædelige 5-7 hyggekilo overnight, men jeg tænker, at velværet er første skridt - så må resten komme senere. Og indtil da undres jeg videre over, hvordan jeg pludselig er blevet Sådan En, Der Træner. (Og nej, jeg tror ikke, det skyldes en fyrreårskrise, for alderen har jeg faktisk ikke haft krise over (endnu). Måske fordi jeg stadig føler mig som en 25 årig indeni - i hvert fald de dage, hvor jeg ikke føler mig som en på 400).

Jeg kunne fortsætte i evigheder - jeg sagde jo, at der var sket meget - men arbejde, I ved. Over ’n out herfra. Måske for et par måneder, måske for et par dage. Det ved man - jeg - aldrig …

tirsdag den 4. september 2018

... et halvt år senere


Nå. Så gik der da lige et halvt år plus det løse, hva’? Men altså, jeg er her stadig *støver godt af i hjørnerne, fanger vindhekse og jager edderkopper på størrelse med cd’er ud af blog-præmisserne*. Agtigt.

Det kunne være spændende, hvis jeg kunne fortælle, at jeg i mit halve år væk havde realiseret mig selv / tabt mig 57 kilo / gennemført en Ironman / gået Caminoen, men det kan jeg altså ikke. Eller - det kan jeg godt, men sådan noget kaldes at lyve, og det er ikke alle, der er fans af det. Mig selv inklusive.

Til gengæld kan jeg berette stolpe op og ned om en hverdag, der futter lige så stille derudaf. Om børn, der nu går i første (!) og tredje (!!) klasse, om et arbejde, der har grebet lidt om sig (og nej, jeg brokker mig ikke, for det må man ikke, når man er selvstændig, men der er travlt!), og om at vi er nogen, der er kommet til at love vores børn en hund i et svagt øjeblik. Men det ville blive langt, så det undlader jeg.

Jeg kan også underholde med, at sommerferiens absolut sidste weekend blev tilbragt på koloni med Yngstebarnets klasse (jeg var med til at planlægge kolonien, og man kan mene, at jeg næste år måske lige kunne tjekke op på, om sommerferien overhovedet var slut, før jeg lagde mig fast på en dato). Men tænk engang; det viste sig at være en fantastisk måde at kickstarte klassens fællesskab på - de søde sommerunger, der ikke havde set hinanden en her lang, varm sommer, havde en fest, og vi så dem nærmest ikke i de 24 timer, vi var af sted. (Og så kan vi da i øvrigt lige fortsætte fortællingen med, at vi snart skal af sted med Ældstebarnets klasse også. Bare hvis nu vi manglede noget at lave i weekenderne).

Sommerferien kunne også være oplagt at beskrive. Jeg tiltuskede mig hele 4 uger, hvoraf de tre var helt og aldeles mail- og SoMe-fri, og den fjerde kun var præget af ganske lidt internetteri. Det kan i dén grad anbefales, hvis man til daglig er sådan en, der sidder ræddi meget foran computeren - lige som mig. Vi nød livet i fulde drag i hhv. Italien, Tyskland, Sverige og Danmark (alle steder var i øvrigt lige varme - Danmark måske et par grader varmere. Helt skørt), men hvorfor gøre en lang historie endnu længere, når en ganske kort opsummering også kan gøre det: Det var varmt. Det var skønt. Jeg vil af sted igen!

Der er altså nok at tage fat på, men jeg vil skåne jer for de dødehavsruller, der ville komme ud af det. I stedet siger jeg bare hej, sådan helt stille. Jeg håber, vi læses ved snart igen. 

fredag den 23. februar 2018

Noget om tavshed


Det er svært at vide, hvor man skal begynde, når man har været væk i flere måneder. Og om man overhovedet skal begynde. Der er så meget at tage fat på af både stort og småt, og mens jeg tænker, at det jo i grunden også kan være helt og aldeles lige meget, om det bliver nedfældet for eftertiden eller ej, tænker jeg også, at det kan være meget rart netop at have det for eftertiden. Det er det skrevne ords fantastiske fleksibilitet – så svært at skrive nogle gange, og så rart at læse. Nogle gange.

2018 er godt i gang, og tak og lov for det. FarVEL 2017 – må du forsvinde ud i de bløde, hvide erindringståger, hvor man om føje år siger ting som ”Ahr … så slemt var det da heller ikke”. Lige som med fødsler, I ved.

Men så slemt var det nu egentlig ikke (se, der behøvede åbenbart ikke at gå år. Et par måneder kunne også gøre det). Vi har det godt i Reptilfamilien. Den Ældste bliver så stor og smuk og sej og fantastisk (NI år lige om lidt!), og den Yngste vokser sig større, sjovere og frækkere minut for minut og skal, som den Ældste pointerede forleden, snart i første klasse. Ikke om man fatter det. Han er blevet næsten plysset hos frisøren (sådan kan det gå, når man overlader frisørtjansen til en bedsteforælder og glemmer at advare mod netop dén specifikke frisørs forkærlighed for barbermaskinen). Heldigvis har hår det jo med at vokse ud igen.

Frisørfadæser er dog det mindste af det, der har optaget min tid de seneste måneder. Arbejdet bærer en stor del af skylden. Og livet generelt. Men døden har også sneget sig ind, og til trods for, at den var ventet, så har den gjort ondt. Og fyldt meget. Både følelsesmæssigt og rent praktisk. Læg dertil en rigid skifteret, et indbrud, et næsten-indbrud (ja, det er en ting), arvefnidder suppleret med en generel mistillid til andre mennesker og en lejlighed, der skulle tømmes (bl.a. af undertegnede) før udgangen af januar, og så er vi vist ved at have dækket meget godt, hvad alle mine vågne timer er blevet brugt på siden november.

Fraregnet en skiferie, altså. Det var awesome – og ualmindelig tiltrængt. Nå ja, og en jul, selvfølgelig. Og et virkelig festligt nytår. Pileflet (don’t ask), fastelavn og koncert i Vega. Cykeltur gennem Nordhavnstunnellen og juleweekend i Lund. Så alt har ikke været op ad bakke. Så langt fra. De sparsomme tidslommer er bare blevet prioriteret benhårdt, og der har brætspil og højtlæsning, popcorn-spisning og Olsen-banden marathon vundet over bloggeriet med flere længder.

Nu vejrer jeg imidlertid forårsluft (og jaja, jeg ved godt, at de lover sibirisk polarkulde i den næste uges tid, men det er jo set før, at prognoserne er en smule off), så jeg tillader mig at være fortrøstningsfuld. Og hepper i dén grad på 2018. Jeg er allerede godt i gang med at implementere mere læsning og mindre serie-kiggeri. Mere løb og mindre ikke-løb. Mere op- og udrydning og mindre købetrang. Jeg er ikke god til det, men jeg prøver. Og det er som om, det hele går op i en højere enhed. At læse og at løbe giver mig ro i hovedet. At rydde op og ud i hjemmet giver mig også ro. Så jeg vover pelsen og konkluderer, at det er ro, jeg har – og har haft – brug for. Men nu kommer foråret. Eggå, Voldborg?!

So long til jer (om nogen), der stadig følger med!




torsdag den 9. november 2017

Noget om kommunalvalg

Man skal jo bryde bloggertørken på en eller anden måde, så nu får I en sand historie fra min actionprægede hverdag - lydtapetet på en tur hjem fra skole ...

Yngstebarnet *gnægger*: Tue Hækkerup!
Mig: Ja, han er politiker. Det er derfor, hans ansigt hænger i lygtepælen.
Yngstebarnet *griner nu hjerteligt*: Hækkerup!
Mig: ...

Yngstebarnet: A-lex VANDopslag! Vandopslag? Mor?
Mig: Ja, altså. Det hedder han, står der på plakaten. Men man udtaler det nok på en lidt anden måde.
Yngstebarnet *griner hjerteligt*: Vandopslag. Joakim von Vandopslag.
Mig: ...

Yngstebarnet: Aj, morrr?
Mig: Ja, skat?
Yngstebarnet *ærefrygtigt*: Hende der hedder Aia FUCK!
Mig *griner*: Aia FOG, skat. Det udtales lidt anderledes. Men jeg kan godt se, at det kan se ud som om, hun hedder det andet.
Yngstebarnet *griner hjerteligt*: Aia FUCK!
Mig: ...

Vi kan altså konkludere, at kommunalvalget får nogen til at le hjerteligt. Ad flere omgange. Så det er da bestemt værd at tage med.

Personligt er jeg ikke helt så godt underholdt af valget som Yngstebarnet, men jeg er til gengæld underholdt af, at han nu har så godt greb om læsningen, at han morer sig med skilte og jo så altså også valgplakater. Ældstebarnet synes ikke, kandidaternes navne er kilden til meget morskab (her skal man nok helst være 6 år, tænker jeg), men hun synes til gengæld, det er dumt, at børn ikke må stemme. Hun vil nemlig gerne stemme på en, der siger, at man skal gå i skole 20 minutter mere hver dag. Så længe man altså skal have matematik (!?)

Så hvis I møder sådan en kandidat, så sig lige til, ikke?

onsdag den 4. oktober 2017

Noget om (in)aktivitet

[Sponsoreret indhold]

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke var et sporty barn. Som i overhovedet. Bevares, jeg deltog da i idræt på lige fod med alle de andre (og blev sjovt nok altid valgt til sidst, når vi skulle spille fodbold), og jeg gik til håndbold i rundt regnet to minutter, men det var også dét. Sådan på det organiserede plan, i hvert fald. Jeg cyklede selv til skole og stod på rulleskøjter sammen med mine venner, men sport-sport - det var der sq ikke så meget af.

Sidenhen er jeg kommet efter det og både løber og sejler i kajak i dag, men stadig ikke på organiseret basis. Det har jeg ikke rigtig haft med mig hjemmefra, og det er mig lidt af en gåde - en glædelig en af slagsen - hvordan jeg kan have fostret børn, der er så glade for at bevæge sig, som tilfældet er. De løber og danser og kravler og hopper ved enhver given lejlighed, og det er en sand fornøjelse at se på. De siger ikke nej til at blive fragtet til skole i ladcyklen, men de cykler som regel selv, så alt i alt får de bevæget sig virkelig meget i løbet af en dag.



Derfor er det særligt frustrerende for både dem og os, at begge unger er nede i en grad, så de ikke kan bevæge sig i samme grad, som de plejer. Ældstebarnet har beskadiget noget ledbånd i den ene fod og humper nu på anden uge rundt med sportstape, ispose og andet godt - og giver dagligt udtryk for, hvor frustrerende det er ikke at kunne deltage i de vilde lege i skolen og, vigtigst, ikke at kunne komme til fodbold! For en, der spiller fodbold min. to gange om ugen og gerne mere, hvis der er kamp, er det en pine at skulle sidde stille.

Yngste cyklede direkte ind i en læsserampe på en lastbil lige før weekenden med en kæmpe flænge og observation for hjernerystelse til følge. Heldigvis var der 'bare' gået hul på ham - i en grad, så det skulle syes - men det har stadig gjort, at de voldsomme tumleaktiviteter har været sat noget på hold. Igen med frustration til følge.


Summa summarum: Børnene bevæger sig pænt meget herhjemme. Hvilket er meget heldigt, nu hvor Verdenssundhedsorganisationen (WHO) anbefaler, at alle børn og unge dyrker mindst en times fysisk aktivitet dagligt. Der er vi rimelig home safe, men det er ikke nogen selvfølge. Ifølge rapporten ”The Danish Report Card on Physical Activity for Children and Youth” vurderes det, at flere end 60 pct. af danske børn og unge i skolealderen ikke når målet om 60 minutters fysisk aktivitet hver dag.

60 pct. Det er altså en del. Det behøver selvfølgelig ikke være et problem, at man ikke bevæger sig det angivne antal minutter, men hvis man ikke lærer glæden ved bevægelse som barn, er der risiko for at tage det med sig ind i voksenalderen, og det kan på sigt udgøre en risikofaktor for børnenes sundhed. Personligt har jeg skullet tage mange tilløb til at blive sådan en, der bevæger sig, og det er jeg ret overbevist om skyldes, at sport og motion ikke er noget, jeg har haft med mig fra min barndom.

Som nævnt er vi ikke ramt af børn, der hellere vil sidde stille end at bevæge sig, men der er da tidspunkter, hvor det kan virke mere tillokkende at sidde med iPad'en end at drøne rundt. Men så er et raskt, lille konkurrenceelement jo ikke af vejen.

Reima har udviklet den internationale #millionhoursofjoy challenge, som "skal være med til at bekæmpe børns stillesiddende adfærd og hjælpe forældre med at holde sine børn aktive". Udfordringen går ud på, at børn fra 15 forskellige lande tilsammen bevæger sig mindst en million timer mere, end de gør i forvejen. Timerne med udført fysisk aktivitet opdateres løbende på kampagnens hjemmeside, og familier kan, på tværs af lande, udfordre hinanden til sjove ’landskampe’.

Læs mere om kampagnen på www.reima.com/kidventure, og meld jer til, hvis I har aktive børn - eller børn, der gerne måtte bevæge sig lidt mere. Det er supernemt at deltage, og hovedpræmien er en rejse til Ruka, Finland i marts 2018 og deltagelse i Kidventure-eventet med masser af sej, actionpræget vintersport. Det gad jeg personligt riiiiigtig godt at vinde. Om ungerne er med på kulden, må tiden jo vise - men nu skal vi selvfølgelig også lige vinde først ...

mandag den 25. september 2017

Noget om at fylde år

For et par dage siden havde yngste skud på stammen fødselsdag.

For 6 år siden kom han til verden og vendte op og ned på alt det, jeg på det tidspunkt vidste om børn og søvn og mangel på samme.

For 6 år siden så jeg for første gang i et par store, chokoladebrune øjne, der stadig kan få mit hjerte til at smelte hurtigere end is på en varm sommerdag.

For 6 år siden blev jeg smaskforelsket i en lille fyr, der ikke er min mand, og der er heldigvis plads til dem begge i både hjem og hjerte.

Tillykke med fødselsdagen, min søde, sjove, smukke og helt særlige Varan. Må du altid være helt din egen - og også lidt vores 

Weekenden kommer til at stå i fejringens tegn, så i dag har jeg købt pænt mange flødeboller. Too much? No such thing!

Fødselaren havde bestilt hjemmelavet sushi, så det fik han. I rigelige mængder ...

I dag er det så min tur til at fylde år. Dagen kommer til at foregå med væsentligt mindre pomp og fanfarer end yngstebarnets, men vi har fået fejret med manér i weekenden. Som det hører sig til, når man bliver hele 6 år stor. Og det har jeg jo også nydt godt af :-)

onsdag den 20. september 2017

Noget om stadig at savne

Høj sol, bare tæer og noget, der minder om indian summer. Det kan vi godt lide i dag for. Men uanset sine fine klæder kan dagen ikke foregive at være andet, end den er - årsdagen for min mors død. To år er der gået, siden hun trakt vejret for sidste gang. To år, hvor hver detalje fra dagen står knivskarpt i erindringen. To år, hvor jeg ikke har kunnet ringe 'bare fordi'.

Jeg har travlt i september. For travlt. Men det er der helt sikkert en grund til. Det er nemlig lettere at drøne derudaf end at stoppe op og give sig selv lov til at savne sådan for alvor. For det gør ondt. Jeg tror, det gælder om at finde balancen. At savne og mindes, uden at det tager hverken over- eller underhånd. I dag gør jeg det for fuld skrue.

Og selv om der er noget paradoksalt ved, at en så trist begivenhed skal akkompagneres af så smukt vejr, som dagen i dag udviser, gør solens stråler i en lækrog ved stranden alligevel dagen bare lidt lettere at komme igennem ...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...