onsdag den 9. april 2014

Hverdagsmagi - eller noget om løgn og latin

Jeg har vist skrevet om det før, men i vores lille familie omgås vi sandheden om ikke lemfældigt, så i hvert fald med en vis ramme for fortolkning. Ikke når det gælder almindelige ting, forstås, men herhjemme er udsagn som "Der bor en nisse i skorstenen i december" og "Der bor trolde i de svenske skove - de lever af blåbær og af at drille børn" fuldt ud lige så sande som "Der er syv dage i en uge".

Jeg elsker at bruge fantasien, og jeg elsker, at mine børn elsker at bruge fantasien. Særligt Øglen er meget hittepåsom, og hun elsker magiske fortællinger og noget, der falder lidt uden for det normale. Varanen er også helt med på især konceptet nisse (måske fordi vores dukker op efter forgodtbefindende; fx forleden, hvor han havde farvet risengrøden grøn - og i øvrigt får skylden for alt, der ikke lige kan forklares).

Det giver sig selv, at både julemanden og påskeharen findes, og undertegnedes øjne i nakken står heller ikke til at diskutere. Selv om man ikke kan se dem.

Farmor er ikke helt enig i vores måde at "drille" børnene på, som hun kalder det. Hun er bekymret for, om de kommer til at føle sig drillet, og på den måde bliver kede af det. Derfor har hun flere gange forsøgt at dementere fx fortællingen om troldene i Sverige, og vi har flere gange bedt hende lade være. For er der noget, Øglen kan huske fra gang til gang, vi er i Sverige, så er det, at vi skal sætte blåbær ud på trappen om natten, så troldene spiser dem og lader være med at lave ballade og skræmme ungerne. Ligesom hun også kan huske, at de store trolde bor under de store mosbeklædte sten, og de små trolde bor under de små mosbeklædte sten. Det er blevet en stor del af det at være i Sverige, så det er vi ikke interesserede i at tage fra hende. Jeg tror i øvrigt også, at Farmor efterhånden har fattet budskabet, og så må hun småryste på hovedet fra afstand.

Naturligvis er det ikke planen, at reptilerne skal vokse op i en parallelverden, hvor der danser enhjørninger rundt på en mark fyldt med slikkepinde og ende med at blive mobbet herfra og ud i evigheden, når de engang skal i skole. Men verden og hverdagen kan blive alvorlig hurtigt nok, så derfor synes hverken HDD eller jeg, at der er noget forgjort i at gøre det hele en lille smule magisk. Bare engang imellem.

Og det har jo også sine fordele. Øglen er fx blevet overbevist om, at HDD kan trylle, fordi jeg i weekenden havde held til at smugle en slikkepind fra skabet ned i mit ærme, uden hun så det. Og da vi så sad og spillede Ludo, spurgte jeg helt bekymret, om der var noget i vejen med hendes øre. Hun svarede benægtende, men jeg fik allernådigst lov at kigge alligevel, fordi jeg sagde, at det så helt rødt og mærkeligt ud. Og vupti! Onkeltricket over dem alle - så kom der sør'me en slikkepind ud af øret på hende. Dét blev der dæleme tænkt meget over (da den første begejstring havde lagt sig). Og konklusionen blev, at det måtte være HDD (som ikke var hjemme), der havde tryllet en slikkepind ind i hendes øre, da vi var nede og handle et par timer tidligere ...

Hun tror i øvrigt også, at jeg kan trylle. For et par måneder siden var vi nemlig nede i det lokale storcenter, og Øglen så noget glimmerlim, som hun måtte eje. Onde Mor sagde nej, og så gik vi videre - ét stk. surmulende Øgle rigere. Men da vi kom hjem, kom Onde Mor i tanker om, at vi faktisk allerede havde samme type glimmerlim, så det fik jeg i al ubemærkethed fisket frem fra skabet og præsenteret for Øglen. Instant awesomeness fra den bette til mig.

En eller anden dag finder ungerne ud af, at hverken HDD eller jeg kan trylle. At julemanden ikke findes, og at der ikke er trolde i Sverige (og at de, hvis der var, ikke ville spise blåbær). Men den dag kan tids nok komme, og indtil da stemmer jeg for lidt mere magi i hverdagen!

tirsdag den 8. april 2014

Når Wordpress giver mundkurv på

... Af uransagelige årsager er jeg faldet i unåde hos Wordpress. Eller - min mailadresse er. Så hver gang jeg poster en kommentar på en WP-blog, så forsvinder den. Eller ryger i spam. Eller danser over i et parallelunivers befolket af enhjørninger. I don't know. Men det er altså ikke fordi, jeg ikke vil kommentere hos jer WP-bloggere. Det er bare fordi, jeg har fået mundkurv på.

Der er selvfølgelig også den mulighed, at alle I WP-bloggere har besluttet jeg for, at I har hørt nok på mig. Og blokeret mig, alle som en. I givet fald er der jo ikke Wordpress' skyld. Men hvis I ikke har blokeret mig, så ville det være hyggeligt, om jeg på et givet tidspunkt kunne blive lukket ind i de hellige haller igen. Det er nu engang så hyggeligt at få lov at kommentere ...

mandag den 7. april 2014

Weekend, åh weekend!

Det her har måske nok ikke været den bedste weekend nogensinde, men det kommer dæleme tæt på. Ikke fordi vi har lavet noget særligt, men (nok netop) fordi vi ikke havde alverdens planer.

Lørdag startede meget tidligt med Ni-hao Kai Lan - alle fire i sofaen med dyner foran flimmeren. Jeg skal ikke sige mig fri for måske at have sovet gennem et afsnit eller to, så jeg ved faktisk ikke, hvor mange der blev set. Men det var jo lørdag, så deeeeet ...

Vi fortsatte med improviseret brunch, glædede os over en uventet avis i postkassen (tak til farmor, der stiller avisen om, når de ikke er hjemme) og hyggede og snakkede. Bagefter legede reptilerne i ro og mag på hvert deres værelse (Varanen har fået en kæmpe dynge Sylvanians, og han kan dimse med alt tilbehøret - ikke figurerne; dem er han ligeglad med?! - i timevis), og jeg nåede et bad, at rydde op i stuen, sætte en vask over og generelt bare nyde formiddagen.

På vej i rask galop

Omkring 11.30 blev det Øglen magtpåliggende at vise mig en "ny, sej legeplads", hun havde været på med børnehaven, så jeg pakkede træt Varan i klapvognen og fulgte efter Øglen på løbehjul ad sti af sted på jagt efter legepladsen. Som både var sej og (relativt) ny, men som også viste sig at være temmelig privat. Nu er DNP imidlertid ikke kendt for at være overrendt af børn, så jeg vovede det ene øje og stjal lidt tid på legeren. Med en begejstret Øgle, der var stolt over, at hun selv kunne vise vej (jeg var faktisk også ret imponeret - legepladsen ligger små 2 km fra vores hjem og vejen derhen er om ikke snirklet, så heller ikke bare ligeud) og en Varan, der helt glemte, at han var træt. Og i øvrigt insisterede på at gå halvdelen af vejen hjem. SÅ kært - og temmelig langsommeligt, men så var det jo heldigt, at vi ikke skulle nå noget.

Lille Stifinder

Resten af dagen var vi alene hjemme, da HDD var på herretur. Varanen faldt i søvn i klapperen på sidste halvdel af hjemturen, så Øglen og jeg fik sludret, spilledet Ludo, ryddet op, ordnet vasketøj (mest mig), spillet lidt på iPad'en (mest Øglen) og tumlet i soveværelset. Og da Varanen vågnede, gik vi i gang med at lave mad.

Vi 'rydder op'

Øglen har fået en ugentlig maddag herhjemme. Ikke en helt fast dag endnu, men lige når det passer med humør (hendes) og tid (vores). Og da hun i går selv spurgte, om hun ikke måtte lave mad, blev det da også et ja med det samme. Hun ville gerne lave lasagne, så det fik vi bikset sammen, før vi stenede lidt tv med Varanen, der stadig var lidt søvndrukken. Så var det badetid, og derefter var lasagnen færdig.

Øglen laver mad 

En af de helt store fordele ved maddage er, at reptilerne spiser så meget, at de er i overhængende fare for at revne. Ikke noget stikken til maden her, næh nej - der er regulær skovlen ind!

Efter aftensmaden så vi Klokkeblomst med dyner i sofaen, jeg læste fire - 4! Er totalt push over - pixibøger, og så var det puttetid. HDD kom hjem, vi hyggede, så (mere) tv - hej, Modern Family! - og så var den dag slut.

Søndag gentog morgenseancen (minus brunch) fra lørdag sig. Op alt for tidligt, dyner med ind i sofaen og så ellers stene lidt til noget Ramasjang. Bagefter gik turen til svømmehallen - hvor Varanen som sædvanligt havde brug for mere end almindeligt gode overtalelsesevner for overhovedet at komme ud i bassinet. Men det lykkedes; i hvert fald i et lille stykke tid. Så var det tid til at handle, og Øglen forelskede sig i et sæt tween-tøj, som jeg endte med at købe. Hun knuselsker det og kalder det sit "MGP-tøj". Slidte jeans og en lang, pink t-shirt med guld-tal. Nu ved jeg, hvordan hun kommer til at se ud, når hun bliver en rigtig tween.

Varanen sov en lang lur, og imens var Øglen og jeg effektive i forhaven, mens HDD ryddede op i al vores skrammel i garagen, som skal til storskrald i næste uge. Lille reminder, der er god at have i baghovedet: Sørg for ikke at komme til at smide en virkelig klam ble (godt nok forseglet i pose, men alligevel) i en kasse, der skal til storskrald. Og smide kassen i garagen. Slet ikke, hvis der, som her i DNP, kun er storskraldsafhentning hver anden måned. Jeg ved ikke, om I kan forestille jer, hvor grimt sådan en ble kan komme til at lugte efter 2 måneder i en kasse, men jeg kan afsløre, at den nærmest lugtede af roser, da den blev leveret, i forhold til efter gæringsperioden ...

Vi fik luget ukrudt, revet blade sammen og fejet fortovet, og Øglen fik cyklet lidt på vejen. Indtil vi ikke gad mere og gik ind. Og tumlede, hyggede og drak kaffe (mig) og et fortyndet glas cola (Øglen. Sue me!) Varanen vågnede og kom med i legen, og da Øglen og jeg løb en tur (jeg løb. Øglen cyklede ved siden af. Det har hun spurgt om i et stykke tid, om hun ikke godt måtte, og i går passede det perfekt). Vi løb/cyklede ned til hendes børnehave og retur - en 2 km tur, der gjorde Øglen træt i benene og fik sveden frem på min pande. Ganske mod forventning, men der er dømt benhård intervaltræning, når man løber med en 5-årig ;-)

Ingen gad at lave aftensmad, og da Øglen med sin sødeste stemme sagde, at hun VIRKELIG havde lyst til burgere. "Fra Maggadånnas", tog det ikke lang tid, før dovne mor og far sagde jowjow, proppede afkommet i bilen - til stor jubel for ungerne - og tøffede af sted. Til et fuldstændig proppet McD, så vi var vist ikke de eneste, der sprang lidt let over middagen. Vi blev mætte, ungerne var glade (og vi blev kun nødt til at købe én ekstra Happy Meal-legesag, fordi Varanen ikke var tilfreds med sin überseje Batman-maske og hellere ville have en Furby ligesom Øglen), og hjemme igen sænkede trætheden sig. Og det viste sig, at der vist var sket lige rigeligt for Varanen den dag, for han var godt nok træt. Og lod sig kun formilde af et par bøger i sofaen - hvis han vel og mærke måtte sidde solidt placeret i min armhule. Den bedste læsestilling, hvis man spørger mig - og meget passende for det fine citat, jeg stødte på ovre hos Blondinemor.

*snøft* (Ja, jeg er tacky, I know)

Og det var så dén weekend. Som sluttede alt for sent for mit vedkommende, fordi jeg kom til at stene alt for længe i sofaen. Og nu i øvrigt er begyndt forfra på Friends. Så burde der være serie nok til en rum tid ...

Og hvorfor så lang en smøre om min ret normale weekend, tænker I måske? Fordi det er nødvendigt for mig at holde fast i, hvor hyggeligt det er at lave ingenting. Hverdagen har været i gang mindre end en hel dag, og jeg har nærmest allerede glemt det midt i møder, generalforsamlinger i vuggestuen, arbejde og juicekure. Jep. Juicekur. Totalt cliffhanger dér, hva'?!

fredag den 4. april 2014

Når mor er pinlig

... Det måtte jo komme. Det der med, at ens børn synes, man er pinlig. Jeg tror, det står skrevet i en eller anden stor, magisk forældre-manual et sted; forældre er, pr. definition, altid pinlige i længere eller kortere perioder af barnets liv.

Jeg skal ikke sige mig fri for selv at være blevet pinligt berørt over mine egne forældre fra tid til anden (undskyld!), men er dog heldigvis sluppet for seriøst tåkrummende oplevelser. Ikke ligesom en veninde, der måtte leve med, at hendes forældre dukkede op i virkelig mærkeligt tøj for at overvære hendes fritidsaktivitet. Eller ... næh. Vent lige lidt ... Det var faktisk mere pinligt, dengang min far, til trods for, at jeg gentagne gange havde bedt ham lade være, kørte af sted for at hente mig til et sodavandsdiskotek (af alle steder) i provinsby en god sjat km væk fra min egen by. Jeg havde specifikt sagt, at jeg gerne ville køre med bussen hjem sammen med alle de andre diskoteksgængere, men lyttede han? Næh nej. Og hvad værre var, at jeg jo, fast i troen på, at han lyttede, steg på bussen med de andre. Og kørte derudaf. Lige indtil det skæbnesvangre øjeblik, hvor alle af en eller anden grund kiggede ud af bussens vinduer på samme tid og så min far komme drønende - i modsat retning - for at samle mig op. Der blev grinet. Af hende, der "blev hentet af fa-aaaar". *indsæt selv tåkrummen og skumlen* I virkeligheden var det vel strengt taget min far, det var mest pinligt for, for jeg var jo på vej hjem, og han endte med at stå og blomstre i naboby. Uden mobiltelefoner, for den slags var vi jo ikke forvænt med dengang. Men det hjalp mig jo lissom ikke rigtigt der midt i bussen, vel?!

Nå. Men det var ikke det, vi skulle tale om. Vi skulle tale om, at jeg nu - lidt vel tidligt, må jeg sige - er blevet den pinlige mor. Hvis man spørger Øglen, i hvert fald.

I går skulle vi til Kjøwenhavnstrup efter tidlig fyraften. Så jeg hentede reptilerne i institutionen, bugserede dem i klapvogn hen til bussen, steg på og kørte til i virkeligheden ikke spor nærliggende S-togs-station. Hvor vi ventede en rum tid på et tog, der, da det kom, var proppet til randen pga. et eller andet nedbrud på noget køreledning (but of course) og dertilhørende store forsinkelser. Jeg hapsede en plads til klapvogn, reptiler og mig selv i en af de der midtergange og forsøgte efter bedste evne at holde humøret højt hos både mig selv og reptilerne. Som faktisk opførte sig utrolig pænt, taget i betragtning hvor lang tid turen endte med at tage. Endda i præ-ulvetimen.

Det er ikke så tit, reptilerne kører i tog, så de var behørigt imponerede og interesserede, og de snakkede løs. Der var en del andre passagerer i midtergangen også, men efter 5 år som mor har jeg erfaret, at det ikke gavner noget som helst, hvis jeg tænker alt for meget over, at der er andre, der lytter til alt det vrøvl, jeg lukker ud, når jeg småsludrer med reptilerne. Og det lykkedes mig faktisk at glemme dem fuldstændig. Reptilerne og jeg snakkede om alt fra farven på toget til, hvorvidt det nu også var et tog, vi kørte i (Varanen insisterede på, at det var en bus). Jeg skulle forklare, hvorfor der ligger togskinner i en tunnel, og hvordan det kan være, at tog både må og kan køre hurtigere end biler. Varanen snakkede om solskin og pærejuice, og på et tidspunkt opførte reptilerne - der på det tidspunkt vist også havde glemt de omkringstående passagerer - en lille "Rip, Rap og Rup"-sang grundet en lille Rip-, Rap- eller Rup-figur, jeg havde fundet i min taske.  Når de altså ikke spurgte (i kor), om vi skulle "Stikke af NU?" ved - og imellem - hver eneste station.

Alt sammen vældig hyggeligt og fredeligt, faktisk. Og da Spørgejørgen Øglen så igen ville vide, hvad det betød, når damen i højttaleren sagde noget i retning af "Nørreport. Change here for blahblahblah. Please remember all your belongingsblahblah" - selv om jeg havde fortalt hende det både i Lyngby, Hellerup og på Østerport - kunne jeg ikke lade være med at tage lidt gas på hende og sige, at det betød, at det var vigtigt, at man huskede at tage sine børn med sig ud af toget, for togpersonalet gad ikke at stå med et helt tog fyldt med spørgende børn og ingen forældre, når toget nåede endestationen.

Personligt syntes jeg ikke, det var det sjoveste, jeg kunne have fundet på, men det syntes alle medpassagererne tilsyneladende, for der blev grinet en del. Og da Øglen så spurgte igen på Hovedbanen, fortalte jeg hende, at det betød, at alle børn skulle spise deres sild og broccoli. Det syntes medpassagererne (som i øvrigt ikke var de samme) åbenbart også var sjovt (humor-barren ligger tilsyneladende lavt i S-tog i myldretiden) - i hvert fald ifølge Øglen, for jeg hørte det ikke.

Og det var så her, jeg blev pinlig, åbenbart. For Øglen kiggede stramt på mig og hvislede et "Lad så VÆRE med at få de andre til at grine, mor!" Og da jeg helt ærligt måtte sige, at det vidste jeg ikke, jeg havde fået dem til, fik jeg ellers lige en reprimande om, at "damen med det pæne hår" havde grinet "rigtig meget" på den forrige station, og nu var der en anden, der gjorde det. Og det syntes Øglen bare overhovedet ikke var sjovt. "Så stop med det, mor!"

Så jeg stoppede. Og måtte kigge undskyldende på Øglen, da jeg talte med en mand ved siden af mig, og han begyndte at grine, da jeg adviserede ham om, at vi skulle af næste gang (det skulle vi, så det var jo sådan set ikke spor sjovt). Men det begynder åbenbart tidligt, det der med, at afkommet synes, man er pinlig. Og jeg har bare på fornemmelsen, at det kun bliver værre herfra ...

tirsdag den 1. april 2014

Hej forår!

Det der forår, 'ing ... Det holder sq meget godt. Lige et par snaps fra i søndags, hvor vi nød solen i Østre Anlæg.

Hej blomster. Kirsebær? Mirabeller? Noget helt tredje? #botanikudfordret

Gyngepotpourri i vintage-agtige farvetoner

Mindstemus

Klatretøsen

210Ø ... Hvad ellers? ;-) 

Jojo, vi går i sandhed mod lysere tider! Og nu! Nu vil jeg læne mig tilbage, drikke det sidste af min kaffe og tage en dyb indånding, inden jeg mobiliserer både ekstern arbejdskraft og en endelig gameplan til den giga-opgave, jeg lige har fået go til. Før jeg henter reptilerne og slæber dem med ud i endnu en solskinsdag!

mandag den 31. marts 2014

Blogger-treats i Køkkenhavn

Det kan godt være, at reptil-familien er bosat mere end et usædvanligt langt stenkast fra hovedstaden, men det skal bestemt ikke afholde os fra både at bruge og nyde byen. Og når vi så oven i købet bliver inviteret til sjov og spas ved ikke bare et, men hele to blogger-arrangementer, så er det jo bare om at slå til.

I torsdags var det Reimas PR-bureau, der inviterede til 70 års fødselsdag. Så jeg hentede reptilerne tidligt, hvorefter vi begav os med bussen til Køkkenhavn (Varanens version af "København". Som jeg klart tager til mig, fordi det ligger godt i munden). Begge unger klarede turen til UG; Varanen havde sovet længe i vuggeren, så han var rimelig groggy, og Øglen sad bare og fulgte med i verden, der kørte forbi og snakkede en masse.

Til fødselsdagen var der ingen smalle steder; Kagemand, frugt, popcorn, mv. - og hyggelige lege (sæt halen på æslet var et hit), malegrejer, mv., så ungerne var godt underholdt. HDD, der agerede chauffør på tilbagevejen, kom lidt før forventet, så han kunne hjælpe mig med at holde styr på tropperne - og give mig tid til at kigge lidt på de fine sager, Reima har i deres nye kollektion. På hjemturen var de mindste i familien temmelig trætte, men det hindrede dem ikke i ikke at ville sove - "for vi er jo festet helt op, mor", som Øglen sagde. Og det kunne de jo have ret i; De havde i hvert fald oplevet temmelig meget den dag. (De fik så også en fridag dagen efter, men det er en helt anden historie og hænger mere sammen med, at vuggestuen var lukket, et tandlægebesøg og en Øgle med lange ører, end det hænger sammen med Reimas fødselsdag).


I går var så på farten igen. Vi besøgte Lahme Kommunikation, der havde inviteret til brunch med underholdning af Sebastian Klein. Arrangementet blev afholdt i forbindelse med en kampagne, som Bilka/Føtex kører i samarbejde med Animal Planet, og var superhyggeligt. Sebastian Klein tryllebandt både store og små med sine historier, og han var virkelig sød til at skrive autografer og få taget billeder sammen med ungerne (og dem var der mange af!) bagefter.

Bloggerbørn og -forældre sidder klar til Sebastians historier
 
Reptilerne side om side på en sækkestol

Efter et vellykket arrangement (begge reptiler var døden nær af grin over Sebastian - særligt den historie, hvor han fortalte om, at han var blevet så bange for en elefant, at han tissede lidt i bukserne, gik rent ind hos især den latrinære Varanen, og til fødselsdagen, vi skulle til efterfølgende, fortalte han til alle, der gad høre det, at "Sebastian tissede i BUKSERNE!!!"), stjal vi os til lidt forårssøndag på Østerbro. Vi slap reptilerne løs i Østre Anlæg og nød solen og foråret. Både voksne og børn havde en fest på legepladsen, og da vejen tilbage til bilen ledte os forbi 7-eleven, og der stod nogle Frisko-typer og delte gratis is ud, ville reptilernes begejstring ingen ende tage. Gratis is. FØR frokost! Verden er af lave ;-)
 
Sebastian og Øglen

Nu er det så hverdag igen. Fuglene pipper, træerne springer ud, og Øglen holder fernisering med resten af Mellemgruppen ovre i børneren senere i dag. Jeg har nået at løbe en kort tur og kickstarte dagen med friskpresset juice, så alt i alt synes jeg faktisk, at ugen er kommet ræddi godt fra start. Vi krydser fingre for, at det fortsætter! God mandag til jer alle!

lørdag den 29. marts 2014

Ak, den kærlighed!

Varanen er en meget kærlig dreng (når han altså ikke slår). Han elsker at sidde og nusse og holde i hånd i sofaen, og konceptet med at ae i stedet for at slå, er så småt ved at trænge ind fange an og vokse ind i andre situationer også. Hvor han "Bare lige vil ae dig, mor!". Men de store kærlighedserklæringer er han lidt karrig med. Han er ikke typen, der lader sig presse til et "Jeg elsker også dig", hvilket naturligvis er glædeligt på den lange bane, men også ville være vældig dejligt her på den korte bane, så når mutti her spontant udbryder "Mor ELSKER Varanen!" og sleeeeet ikke håber at få en kærlighedserklæring retur, plejer variationer af følgende samtale at udspille sig:

Mig: Nåååååårh, Varan. Mor ELSKER dig!
Varanen: Varanen ELSKER kage/flødeskum/slik/is/*indsæt selv flere*!
Mig: Kage smager også dejligt. Mor elsker også kage.
Varanen: Varanen ELSKER flødeskum/kage/slik/is/*indsæt selv flere*!

Men i går. Helt ud af det blå. Midt i Disney Sjov, oceaner af dyner og børn og gufskåle midt på gulvet. Hvor Varanen efter en fridag med tandlægebesøg, indkøbstur og leg i haven var dødtræt og derfor udsplattet oven på mig. Udspillede der sig en ny variant:

Mig: Sidder du godt, Varan?
Varanen *vender sig om, aer mig på kinden og siger*: Altså, mor. Varanen ELSKER mor. Og Varanen ELSKER også far!
Mig: *smelte smelte smelte*

Kærlighedserklæringer på sådan en helt almindelig fredag aften er ikke sådan at kimse af. Og fik mig næsten til at glemme, hvor dårlig en idé, det egentlig var, at tage begge unger med ned og handle i går ved 15-tiden. Hvor vi alle var ret trætte efter en fridag (ja, det er ret utroligt, at det kan være hårdt at have fri, ikke?), og Varanen i øvrigt insisterede på at køre på scooter hele vejen. De 800 meter tog jo så også kun 20 minutter. Hver vej. Inkl. hysterisk anfald over, at det ikke var ok bare at slå et sving ud midt på stor, trafikeret vej.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...