søndag den 7. februar 2016

Om produktive morgener

Med fare for at jinxe noget, så er det længe siden, weekenderne er begyndt alt for tidligt. Småbørns-tidligt, altså. For selv om Varanens søvn har ladet en del tilbage at ønske i hans helt unge dage, så er det blevet mærkbart bedre, og selv om jeg stadig vil vægre mig mod at kalde ham en syvsover (modsat hans søster), så sover han aldeles hæderligt og har gjort det længe. Jeg vil ikke gå så vidt som til at sige, at jeg helt har glemt, hvordan det var at blive hevet ud af sengen på alle tidspunkter af døgnet, men noget af erindringen var blevet lidt tåget.

Indtil i dag, hvor jeg blev ført lige lukt tilbage i favnen på alt for tidligere morgener. Klokken fem-tidlige morgener. Hvor barnet dog trods alt nu er så stort, at man sådan noooogenlunde kan ræsonnere med ham og købe sig til en halv (urolig) time mere. Men så heller ikke længere. Altså var jeg i dag oppe før kl. 6 og i fuldt vigør, og inden klokken var 8 havde jeg drukket en halv kop te (resten nåede at blive kold), en halv kop kaffe (resten nåede at blive kold), læse et par kapitler i min bog, spille Rasmus Klump-pandekagespil, lave havregrød, dryppe stearin(!), observere to styks drengebørn lege fredeligt og være i bad. Ikke dårligt.

At der er hele to drengebørn på matriklen i dag, er resultatet af en periode, hvor Varanen følte sig lidt overset på legeaftale-fronten (primært fordi der har været travlt på arbejde, og der har været travlt med arrangementer og legeaftaler i skole-regi, sekundært fordi jeg naivt havde tænkt, at man ikke havde det helt vilde behov for legeaftaler, når man er 4), og vi havde en snak en tidlig morgen, hvor han grådkvalt ytrede, at det var "mega-unfair, at Øglen altid havde legeaftaler, når han aldrig havde nogen at lege med" (dramatiker kan man jo altid være - han har mange at lege med i børnehaven. Legeaftalerne er bare ikke lige så hyppige - heller ikke blandt de andre børn, har jeg indtryk af - som i skolen). Så det tænkte jeg, at jeg måtte gøre noget ved. Derfor er der blevet gjort plads i kalenderen til to legeaftaler på det sidste; En med F efter børnehave en dag, og en med B, der varede fra i går til i dag; Kulminationen på en aftale, de to indgik få uger efter, Varanen begyndte i børnehaven, nemlig at de skulle sove sammen! (Ok, aftalen lød oprindeligt på, at de var 6 børn, der skulle sove sammen, men vi begynder lige i det små, ikke ...).

Kig fra køkkenet ned til stuen, hvor drengene og Øglen gør sig klar til at spille <3

Altså inviterede vi B til overnatning fra i går til i dag. Den første sleepover for dem begge. B er 5 år og helt utrolig sød, så jeg var ikke i tvivl om, at det nok skulle gå godt. Men alligevel var jeg spændt på, hvordan de to ville komme ud af det med hinanden, og om B ville ende med ikke at 'turde' sove hos os, når det blev puttetid, og og og.

Igen kan man være bekymret for at jinxe noget - B bliver først hentet om et par timer - men indtil videre er det gået helt efter bogen. Eller bedre, faktisk. For selv om nogen vågnede aaaalt for tidligt efter min smag, så bad B selv om at komme i seng i går ved 19.15-tiden(?!), og efter to minutter - I kid you not - sov han. Varanen var lidt mere stædig, men endte med at sove på (for ham) rekordtid, så det endte med, at vi havde en lang lørdag aften til at hygge om og med Øglen, se Danmarksindsamlingen og spise småkager. Piece of cake, so to speak.

Og jaja, der har da været lidt små-hik hist og pist. Lige nu sidder de f.eks. og skændes venskabeligt om 'videospillet' (Disney Infinity), B brændte sin finger, da vi dryppede stearin (der står formentlig i en eller anden moderne mor-manual, at det nu er forbudt at dryppe stearin, fordi man netop kan brænde sig, men jeg elskede det som barn, og mine unger elsker det, så vi fortsætter ufortrødent. Også selv om B helt vantro spurgte, om vi skulle 'lege med ild'), og de er ikke helt enige om, hvorvidt der skal leges med LEGO eller kuglebane, men træerne vokser jo ikke ind i himlen, og i forhold til, hvor meget ballade, der potentielt kunne have været, har det været en perfekt første venne-overnatning.

Så på trods af urolig nat (for mig - jeg har sovet i Varanens køje sammen med ham for at forhindre ham i at vade ind til os i soveværelset. Synes ikke, jeg ville snyde ham for at vågne op sammen med sin kammerat) og en meget tidlig morgen, så har det været en succes. Trætheden er ikke noget, en spandfuld kaffe ikke kan kurere, og under alle omstændigheder er det en pris, jeg gerne betaler for at give Varanen den oplevelse, det er at vågne op sammen med sin gode ven og ligge og hviske-drille i mørket.

B bliver snart hentet, og senere i dag står den på fastelavn hos Oldemor. Mon ikke, der også er kaffe der?!

søndag den 31. januar 2016

Om hverdag og is og to do-lister

For dælen, livet går stærkt lige nu. Aldrig så snart er man kommet hjem fra Berlin, før der er gået en uge - og endnu en weekend - og hverdagen står brysk på dørtærsklen og minder om, at i morgen, altså lige om lidt, begynder endnu en s i n d s s y g arbejdsuge, så det ville nok være en god idé at gå i seng. Klokken 20.02.

Og ja, det ville da sikkert være en strålende idé at gå i seng kl. 20.02. Ikke mindst fordi jeg er træt som en gammel mand - muligvis fordi jeg har været ude at løbe 6 km #semigpudseglorien - men ikke desto mindre vælger jeg at overhøre al fornuft og fintuner i stedet min hørelse på det spage råb fra mine venner, Ben og Jerry, der ligger ude i fryseren og kalder. Også selv om mine løbebukser føltes noget strammere, end de plejer, da jeg tog dem på. Må være fordi, de er krøbet. Det gør sådan noget syntetisk crap jo tit, ikke? Det kan umuligt være fordi, jeg sover for lidt og spiser forkert. Nå. Blogging først, Ben og Jerry bagefter! Stramme løbebukser til trods.

Det ville blive verdens længste blogindlæg, hvis jeg skulle beskrive de forgangne to uger i detaljer (ikke fordi, der er sket noget helt vildt - to uger i detaljer bliver bare pr. definition langt). Men jeg kan da lige komme lidt nærmere ind på Berlin-turen i sidste weekend, der var resultatet af min brors og min julegave til Mårfar. Mårfar holder nemlig meget af at rejse, og det har han og Mårmor gjort meget sammen. Nu er Mårmor her jo desværre ikke mere til at rejse sammen med ham, men det er jo ikke ensbetydende med, at han ikke kan rejse. Så min bror og jeg tænkte, at Berlin var et godt sted at starte - sammen med os. Så Mårfar, min bror og jeg drog tre dage til Berlin i sidste weekend og havde en dejlig tur. Vi tre har ikke været alene ude at rejse, siden jeg gik i syvende klasse, og vi var på Gran Canaria i en ferie, hvor min mor blev nødt til at arbejde, så det var en ny oplevelse. Men det var også en god oplevelse, og vi havde det rigtig hyggeligt med god mad, vin og afslapning. Mårfar havde i øvrigt ikke været i Berlin siden 1967, så der var i sagens natur sket en del i byen, og vi var rundt alle mulige og umulige steder for at se os omkring. Vi endte med at gå omkring 50 km i løbet af de tre dage, så der er ikke noget at sige til, at fødderne var ømme til sidst.

Den forgangne uge er gået med arbejde, arbejde og atter arbejde, men jeg har næsten kunnet holde denne weekend fri, og det har både været dejligt og tiltrængt. I går havde vi ingen planer overhovedet, hvilket endte med oprydning og rengøring i lejligheden (VIRkelig tiltrængt!), spontant besøg af Farmor og cafébesøg - og take away i sofaen med Mr. Peabody & Sherman på fjerneren. I dag havde hende den store en legeaftale med bedsteveninden i DNP, og efter hun var afleveret, stod den på indkøb af fastelavnskostumer med den yngste (hvordan kan det komme bag på mig HVERT år, at det er fastelavn i begyndelsen af februar? Hvert år, umiddelbart efter fastelavn, lægger jeg vilde planer for de fastelavnskostumer, jeg s e l v vil lave det kommende år, for derefter at glemme alt om det. Indtil jeg finder ud af, at det er fastelavn lige om lidt, og så er der ikke tid, og ungerne vil være alt muligt underligt, og og og). I år (også i år) blev det så Toys 'R Us, der kom til at stå for udklædningen, og vi gik derfra en Mike fra Monsters Inc. og en ninjapige rigere. Kostumerne ingen kan leve uden. Eller noget. Men så er der sat kryds ved dét, og jeg behøver nu kun bryde min hjerne med, hvordan jeg laver seje kastestjerner, inden vi når til fredag. Jeg har vist fundet ud af det allerede, så nu skal jeg bare gøre det. (Efter jeg har spist is, altså. Eller i morgen. Eller på tirsdag ...)

Ét kryds på to do-listen er store sager på en søndag, men faktisk fik vi sat endnu et ved at få styr på, hvilket skitøj, der skal indkøbes til den forestående ferie (ahhhh. Ferie!), OG har fået det bestilt. Så er det bare at vente på postbuddet. Og nåh ja - så har jeg fået arrangeret den længe ventede og efterspurgte overnatning med en af Varanens børnehavekammerater. It's going down i næste weekend, og det bliver bare SÅ hyggeligt. Varanen har haft en periode, hvor han synes, at det er noget så uretfærdigt, at det er storesøster, der har alle legeaftalerne, men nu får han en, der også involverer overnatning, så dét må da sætte bare en smule trumf på. Både han og kammeraten glæder sig som små vilde. Så altså. Tre krydser på listen er tjekket af - det er da egentlig meget godt, hvis jeg selv skal sige det. Og hvis jeg var den grådige type, ville jeg nappe et ekstra, fordi jeg også fik handlet. En bedrift i sig selv.

Så skal vi ikke bare sige, at jeg har fortjent den is, der fortsat ligger og kalder? Og faktisk har formået at overdøve den forestående hverdag? Jeg tænker jo ...

onsdag den 20. januar 2016

Noget om at have valgt rigtigt

Jeg har stadig ondt i tænderne. Dog ikke så meget, at jeg føler akut behov for at tage til tandlægen lige som i sidste uge. Heller ikke selv om hun synes, at jeg ung. (Det ville hun næppe sige, hvis hun så mig i dag. Var så træt, da jeg stod op, at jeg lignede en gammel mand).

Og selv om jeg havde behov for enten tandlæge, bideskinne eller noget helt tredje tandrelateret, ville jeg alligevel ikke have tid til at gøre noget ved det, for der er travlt i biksen lige for tiden. Så travlt, at det i dén grad ville klæde mig ikke at pjæk-skrive blogindlæg, men ... ja, altså ... vi har jo alle vores overspringshandlinger, ikke?! Her ville det være virkelig dejligt, hvis jeg havde mig en noget mindre ordrig hobby, men sådan skulle det ikke være ...

Forleden var jeg til møde hinsidan, og bedst som jeg sad der oppe over skyerne (hvor himlen vitterligt altid er blå), havde jeg tid til at fundere lidt. Primært fordi jeg havde glemt at tage noget med at læse i, og fordi det er begrænset, hvor meget tid man kan få til at gå med at læse i tax free-brochuren.

Smukt, ikke? Og lige til at fundere over 

Jeg har været selvstændig i snart fire år nu. Det fatter jeg personligt intet af, men den er god nok. I snart fire år har jeg selv kunnet bestemme over arbejdstid og -indsats, og selv kunnet bestemme, hvornår jeg gik hjem (og på) arbejde. Jeg har så desværre ikke selv kunnet bestemme min indtjening, men man kan jo ikke få det hele ...

Jeg er vild med den frihed og fleksibilitet, jeg har i livet som selvstændig, og jeg er vild med variationen i opgaver. Ikke én dag er ens, og det er fantastisk motiverende at skifte mellem rutineopgaver, hvor hjernen kan slås mere eller mindre fra, til de større, mere strategiske opgaver, hvor øjnene skal blive på bolden konstant for ikke at lave rod i den. Der er i det hele taget ret meget ved selvstændighedsformen, jeg er vild med, og ikke så meget, jeg ikke er vild med. Det skulle da lige være det der med, at man ikke aner, hvor pengene skal komme fra næste måned. At én måned kan være vældig indbringende, mens den næste er helt død. Det giver en usikkerhed, som er svær at vænne sig til - også selv om vi har budgetteret med den. Usikkerheden udmønter sig i, at jeg har mere end almindeligt svært ved at sige nej, når en arbejdsopgave byder sig. For hvis nu jeg siger nej (også selv om jeg reelt ikke har tid), hvem ved så, hvornår der kommer en ny opgave?

Smukke Nordhavn

Meget lader sig heldigvis planlægge vha. en kalender og en kuglepen, og mine kunder er i reglen så godt opdraget, at de godt kan vente bare lidt med at få deres opgaver. Men engang imellem, eggå - så gad jeg godt, at nogen ville lære mig, hvordan man siger nej (tak). For selv om folk er søde til at vente på deres ting, så bliver jeg pænt presset over, at der er firs milliarder opgaver i pipeline, og at ingen af dem er helt klar til at blive sendt af sted. Sådan en periode har jeg lige nu. Opgave på opgave på opgave - nærmest uanset hvor jeg kigger hen. Udadtil tror jeg egentlig ikke, der er noget problem - jeg har varslet lidt længere leveringstider, og det er fint med alle - men indadtil ... Der trænger jeg SÅ meget til ferie. Eller bare til en dag, hvor der er lidt mindre tryk på.

Et tryk, som jeg helt klart selv er skyld i, fordi det som nævnt er et indre pres. På ikke blot at få opgaverne færdige til tiden, men samtidig også hente ungerne tidligt fra hhv. skole og børnehave. Fordi både de og jeg er blevet vant til det. Og jeg vil så gerne have mere tid til dem i hverdagen. Jeg elsker Varanens og mine langsomme morgener, og vores eftermiddage med god tid, te og Uno. Også selv om det bare er en time eller to, før ulvetime og træthed sætter ind. Og jeg er på ingen måde vild med først selv at komme halsende ind ad døren, to minutter før aftensmaden skal stå på bordet, eller tage af sted om morgenen, før alle mand er vågne, fordi logistik-puslespillet ellers ikke kan gå op - HDD går jo også på arbejde.

 
Ok - så er det heller ikke hårdere. Der blev da tid til at kælke i weekenden. I høj sol og blændende hvid sne. Fantastisk!

Heldigvis er det bare en periode. To uger mere, og så er jeg i mål med denne omgang uhyrlig travlhed. Så håber jeg, der går lang tid, før jeg igen får så travlt, som jeg har lige nu. Travlt er ok, men for travlt er ikke godt. Ikke i for lang tid, i hvert fald. Slet ikke fordi det jo ikke ligefrem var psyko-travlhed, der var meningen med hele selvstændighedstanken. Det var primært fleksibilitet, og den oplever jeg dæleme ikke meget af lige nu. Men alt godt kommer til den, der venter (og arbejder), så den kommer nok igen, fleksibiliteten. Det håber jeg i hvert fald. For den er noget af det, der gør det sjovt at arbejde og får hverdagen til at være helt human.

Men trods brok er det faktisk meget rart at have den her slags perioder nu og da. For det er jo både spændende og hyggeligt at være ude og omkring i stedet for at sidde på hjemmekontoret. Møde søde mennesker, se nye steder og få en fornemmelse af, hvordan rigtig rigtig mange mennesker klarer sig gennem hverdagen. Og så er det med til at bekræfte mig i, at valget om at blive selvstændig i sin tid var det helt helt rigtige for mig - noget det slet ikke er så tosset at blive mindet om bare en gang imellem, når man synes, det hele er lidt hårdt.

mandag den 11. januar 2016

Ung og aggressiv

Tandlægen: Der er ikke noget at se overhovedet. Hverken, når jeg kigger efter, eller på billederne. Men du har ondt, siger du?

Mig: Meget. Især i venstre side. Det føles som et hul.

Tandlægen: Har du haft den type smerter før?

Mig: Ja. Sidste år ved den her tid, faktisk. Dengang fik jeg at vide, at det var spændinger, og at jeg formentlig er sådan en, der skærer tænder om natten.

Tandlægen: Det kan meget vel være rigtigt. Er du aggressivt anlagt?

Mig: Jeg er en af de mindst aggressive personer, jeg kender. Men det har været et hårdt efterår, hvor jeg har været pænt presset på visse tidspunkter.

Tandlægen: Stress kan selvfølgelig også være årsagen. 

[Pause i samtalen, fordi min mund er blevet fyldt med spejle og andet godt]

Tandlægen: Du er hård ved dit tandkød, ved du godt det? Det skal man være forsigtig med - der er ingen grund til at børste så hårdt. Det skader mere end det gavner.

Mig: Jeg ved det godt - jeg får det ret tit at vide, men jeg fatter det åbenbart ikke.

Tandlægen: Det går nok; Det er ingen katastrofe. Endnu. Du skal bare lade være med at være så aggressiv, når du børster.

Mig: Jeg er ikke aggressiv.

Tandlægen: Når du børster tænder, er du. Det kan jeg se.

Mig: Der kan man bare se. Det vidste jeg slet ikke.

Tandlægen: Måske du kan begynde at gå til boksning i stedet for. Få aggressionerne ud dén vej.

Mig: Jeg er ikke aggressiv!

Tandlægen: Når man er så ung, som du er, er det er alt for tidligt at få skader på tænderne. Her er en blød tandbørste, du kan prøve. Den er ikke så hård ved tænderne. Men det hjælper selvfølgelig ikke på spændingerne. Tænk over det med boksningen, så du kan komme af med aggressionerne.

Mig: Jeg er ikke aggressiv. Ikke mens jeg er vågen, i hvert fald. Men ung ... Dér kan jeg være med ...

Jeg er allerede vild med min nye tandlæge, som blev valgt i et akut anfald af Hold Kæft, Hvor Har Jeg Ondt I Tænderne, Og Jeg Har Tilfældigvis Tid Til At Gøre Noget Ved Det I Dag! Det har varet i over en uge nu, og eftersom min bror ringede forleden og fortalte, at han havde ignoreret smerter i tænderne for længe og pludselig stod over for en rodbehandling, tænkte jeg, at jeg hellere måtte blive kigget efter i sømmene. Min sædvanlige tandlæge residerer i DNP, men mit arbejdsskema i januar efterlader nul plads til den slags afstikkere ud i det blå, så jeg (og tandpinen) besluttede os for at være utro med en tandlæge i Kbh. Og hun er totalt en keeper.

Jeg er godt klar over, at den gratis tandbørste, de mange gode råd og røntgenbilleder on the house er totalt pusher-metode, og at de bare gerne vil have mig til at komme igen - særligt fordi jeg er en potentiel aftager af psykodyr bideskinne #charming - men jeg er ligeglad. Jeg er solgt. Mest fordi tandlægen (som faktisk selv var ret ung. Yngre end mig, i hvert fald) syntes, jeg var ung. Smiger åbner alle døre ;)

tirsdag den 5. januar 2016

Hej 2016

Ninja-december stak helt af. Overrumplede mig totalt med både jul og nytår for så at skride i en sky af julepyntsefterladenskaber og gavepapir. Nu skriver vi 2015 2016 (kommer til at skrive forkert mange gange, manner), og erfaringen fortæller, at der ikke er meget ninja over januar. Tværtimod plejer januar at være måneden, der s n e g l e r sig af sted indhyllet i moderigtigt mørkt og koldt, men holder måneden stilen fra i går med høj sol (eller i dag med sne. Yay!), hører I ikke mig klage. Heller ikke selv om mine kinder faldt af på vej på kontoret i morges.

Nogen glædede sig pænt meget til juleaften

Jeg kan skrive meget om juleferien, men jeg gider egentlig ikke. Primært fordi jeg har brugt de fleste af mine ord på snak gennem de sidste par uger, og fordi dem, jeg har tilbage, skal bruges på arbejde. Meget atypisk for januar byder måneden nemlig på psykopache-mange opgaver. Men jeg kan da sige så meget, at vi har hygget os. Og om ikke nået zen-lignende tilstande, så slappet af og nydt at have tid til at sove længe, spise aftensmad i sofaen med diverse animationsfilm som underholdning, tænderklaprende kolde ture på legepladsen, caféture, familiehygge og meget andet godt. Når vi altså ikke har været i IKEA. Det har vi nemlig været ret meget her i ferien. Fordi det der planlægning tilsyneladende ikke er noget, vi gør os i. Ikke om jeg fatter, hvordan HDD og jeg til sammen kan skrabe to projektleder-certifikationer sammen, når vi ikke engang kan skrive en udførlig indkøbsliste til IKEA.

Fra tredje - og sidste - tur til IKEA i juledagene. Ældstebarnet var på besøg hos en veninde, så hun slap

Ret skal dog være ret - mængden af IKEA-besøg skyldes ikke udelukkende dårlige planlægningsevner, de var også udslag af hhv. spontane indfald og vredesudbrud over vanvittigt rod i lejligheden. Som ikke kun bestod af julegaver. Når man flytter fra hus med virkelig rummelig garage OG bryggers, man bare kunne lukke døren ud til, når rodet blev for meget, så er det virkelig en prøvelse på skrammelfronten at flytte til splinternyt byggeri, der end ikke har en bagtrappe. Arkitekterne må have tænkt "Nøjjj, det bliver pænt, det her" snarere end "HER skal de stille alt deres l*rt", da de slog deres fine streger på tegnestuen. Eller også har de bare ikke kalkuleret med, at vi er nogle, der tilsyneladende stadig ikke har fattet konceptet 'less is more'. Hvad jeg ikke har af gamle dagbøger, nostalgi-ting og -tøj, "DET her skal vi bruge, når/hvis vi engang får et sommerhus"-ting og andre memorabilia, er ikke værd at have (og det er så dét, der fylder hele vores lillebitte kælderrum). Heller ikke selv om vi har smidt virkelig meget ud og givet mindst lige så meget væk. Men så er det jo godt, at IKEA er leveringsdygtig i fine opbevaringsløsninger. Både første, anden og tredje gang man besøger etablissementet på 12 dage ...

Et meget lille udsnit af uendeligt meget rod. Deraf behovet for de mange IKEA-ture 

Juleaften både kom og gik og glimrede ved sit høje hyggeniveau. Personligt var det ikke selve juleaften, jeg havde frygtet i forhold til at mangle min mor - det var mere december som helhed, jeg vidste ville blive hård. Det blev den også, men heldigvis på en måde, så det har været til at være i. Til trods for andre menneskers høje forventninger til mig har jeg stjålet mig tid til bare at være og at dvæle ved tanker og minder. Og lovet mig selv, at jeg her i 2016 skal være bedre til at tage mig af mig selv. Ikke fordi jeg nødvendigvis vil svælge i mit savn, men fordi efteråret (ud over dødsfald, flytning, læssevis af arbejde og falden til i et nyt, gammelt område) er gået med at prøve at være en masse for andre (som ikke er mine børn). Hvilket har været nødvendigt, men nu er det så også nødvendigt, at jeg passer på mig selv.

Selv om vi ikke holdt jul derhjemme, fik vi et lille juletræ. Rødgran leveret til døren af Farmor og hendes mand - direkte fra ødegården i Sverige, hvor de selv har plantet det for år tilbage

Børnene fik en masse dejlige gaver til jul, og de er alle blevet brugt meget - måske lige med undtagelse af den gave, de begge ønskede sig allermest: rullesko! Særligt den ældste havde vist ikke kalkuleret med, at det at ønske sig - og få! - de eftertragtede rullesko ikke var ensbetydende med også at få en fiks og færdig balance og yndefuldhed på de 2 (4) hjul. Det har betydet skrabede knæ og frustrerede miner. Og en holdning fra den ældste om, at jeg var den mest nederen i hele verden, fordi jeg heppede optimistisk og citerede Pippi Langstrømpe (måske en oktav eller to for højt. Og et par gange for meget) med hendes "Det her har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg garanteret godt finde ud af". Yngstebarnet tager heldigvis ikke rulleriet (eller mangel på samme) så højtideligt. Han er fint tilfreds med, at skoene, som i øvrigt både lyser og blinker (men til hans store skuffelse - og til forældrenes usigelige lettelse - ikke også synger), fint kan bruges uden hjul under også. Vi skal vist ud og øve væsentligt mere, når vejret bliver lidt mildere ...

LEGO-gaver var der også en del af under træet, og det var som altid et hit. Traditionen tro er det HDD, som har haft samletjansen med ungerne på skift, og jeg ved snart ikke, hvem der hygger sig mest. Projekt Saml Ungernes Milliard Sæt LEGO Igen Fordi Det Er Gået Fra Hinanden Under Flytningen har HDD også klaret - med en smule brok bare for syns skyld, men jeg har luret ham; han syntes, det var megahyggeligt. LEGO rawks!

Også den fineste brandbil, som ungerne fik Lillejuleaften af den temmelig gavmilde nisse (i dette tilfælde Jollyroom.dk, der havde sponsoreret i forbindelse med en giveaway på Instagram) viste sig populær. Også selv om de vel strengt taget er en smule for gamle til den - der er blevet leget brandmand mere en 10 gange efterhånden, tror jeg. Og spurgt efter de plasticbrandhjelme, de aldrig tidligere har brugt, ca. samme antal gange. Jeg har endnu ikke fortalt dem, at de altså røg ud i forbindelse med flytningen ...

Brandbilen i al sin pænhed 

Og se nu! Jeg har allerede skrevet meget mere, end det var meningen. Jeg ville jo spare på ordene. Men på den anden side så er det også bare så hyggeligt at være tilbage igen. Der er alt for langt mellem indlæggene herinde for tiden. Måske jeg skulle arbejde på at få frekvensen op i 2016?

onsdag den 16. december 2015

Ninja-december

December er kommet snigende sådan helt lydløst. Lynhurtigt har måneden lavet et par cirkelspark og kastet med nogle ninjastjerner, og pludselig er det den 16. Og jeg har købt én gave. Én, blev der sagt. Og så er der styr på Øglens gave til HDD. Sparegrisen blev slagtet i mandags, hvor Øglen og jeg havde en stille og rolig hjemmedag pga. en nat med sløjhed, og det søde, betænksomme barn insisterede på at give sin far en gave. Som vi i fællesskab fandt frem til på nettet. Noget helt specifikt, som vi begav os af sted efter i forbindelse med, at vi alligevel skulle hente Varanen.

Det skulle dog vise sig, at det ikke var helt nemt at få fat i bemeldte gave. Butikken påstod nemlig hårdnakket, at de ikke havde produktet på lager. Selv om det stod på nettet, at det var der. I dén butik. "Har du søgt på [produktet] på Google?", spurgte den purunge medarbejder. "Ja", svarede midaldrende mig. "NÅÅÅHHHH, jamen, så er der DERFOR, vi ikke har den", blev der råbt. "Hvorfor?", spurgte jeg. "Fordi man ALTID får vist en GAMMMMMMEL version af hjemmesiden, når man kommer fra Google", blev der råbt videre. Og da jeg spagt bemærkede, at jeg udmærkede kender til caching og derfor selvfølgelig også havde fremsøgt produktet på selve hjemmesiden (som jeg måtte antage var opdateret og ikke gammmmel), så troede man tilsyneladende ikke på mig. Og man nævnte en del mere om GAMMMMLE hjemmesider. Her kunne jeg godt have givet mig til at diskutere, men jeg havde en meget spændt Øgle ved min side, så jeg droppede det og gik ud for at fremsøge produktet igen, eftersom min netadgang (naturligvis) ikke duede inde i butikken.

Nisseløjer med cornflakes 

Udenfor virkede nettet, men hjemmesiden gjorde ikke. Ikke som den havde virket hjemme fra computeren, i hvert fald, og jeg kunne derfor ikke engang finde kategorien længere. Flot. Øglen insisterede på at få lige præcis den udgave af produktet, vi havde set derhjemme og ikke en, der lignede svagt. Det skulle være nøjAGTIGT den. Så jeg måtte ringe til en concept store eller to og fik den nedslående besked, at produktet var udsolgt og ikke kom igen før efter jul. Det var ikke populært hos Øglen, men der var jo ikke så meget at gøre, så jeg lokkede hende med i Netto under påskud af, at vi ville tænke over, hvad vi så skulle gøre. Og så - lige da vi går forbi butikken med den gammmmmle hjemmesides vinduer - råber Øglen pludselig: "Dér, mor! Der er den!" Og sør'me om den famøse kommende gave ikke hang lige dér. På en mannequin. I løbet af nul komma fem var vi inde i butikken igen og beordrede ny ungersvend til at afmontere gaven fra vinduet. Den unge mand med de gamle hjemmesider var der desværre ikke; følte mig ellers helt i hopla til en spydig bemærkning. Men på denne måde bevarede vi den gode stemning, og Øglen betalte med hele sparegrisens indhold og var stolt som en pave hele vejen hjem. Dog kun marginalt mere stolt en mig, tænker jeg, for når ens datter helt frivilligt vælger at bruge 250 kr. af sine egne surt sammensparede penge på en gave, hun synes, er helt perfekt til sin far, tænker jeg, man må have gjort et eller andet rigtigt et sted på vejen.

Nissehulen under en trærod hos Mårfar. Øglen, Varanen og deres to kusiner var nede og se på den i december-aftenens mulm og mørke. En dejlig og hyggelig tradition, som ungerne sluger råt. Ikke mindst, når der ligger lidt slik til dem. 

Nå. Men det var de der gaver, vi kom fra. Jeg har som sagt kun købt én gave (til hver af ungerne, så det er strengt taget to, selv om de kommer det samme sted fra) og ved godt, at jeg begynder at få småtravlt lige om lidt. Men ikke om jeg begriber, hvordan det allerede kan være midt i måneden?

Det burde ellers ikke komme bag på mig, for det er ikke som om, det har skortet på julearrangementer i år. Vi kickstartede faktisk julemåneden en hel uge før første søndag i advent til julebag hos Farmor. Dagen før første søndag i advent blev brugt på honningkagebagning, -pyntning og -spisning med ungernes grandfætre, og første søndag i advent blev fejret med juletræstænding i 2100 med julemand (som kom i ladcykel - man er vel på Østerbro) og godteposer og varm kakao med flødeskum på café bagefter.

Den første uge i december eksploderede i juleklip på skolen (hvor man var velkommen til at blive hele dagen, hvis man havde lyst. Og det havde man, men muligheden forelå ligesom ikke, da der var noget så trivielt som arbejde, der skulle passes) og adventsgudstjeneste med fællesspisning i klasserne dagen efter. Og legeaftaler og klippe-klistre-weekend hos Mårfar og og og. Børnehavebarnets Lucia-optog lå ugen efter med tilhørende juleklip, som Mårfar blev lokket med til. Aldrig har den 4-årige set så from ud, som da han kom trissende helt hvidklædt med glimmerbånd i håret, lys i hænderne og englevinger på ryggen.

4-årig arkitekt in spe og IKEAs fine peberkagehus. Til en 30'er, eller noget i den stil. Under alle omstændigheder pænt meget billigere end den (godt nok) økologiske variant, jeg så hos Emmery's i går. Til 129 kr. !! 

Hjemme er der egentlig også fuld skrue på julen - vores nisse (som heldigvis er flyttet med fra DNP; ungerne var ellers helt bekymrede en overgang) startede meget ambitiøst ud med julesok, juledril og julebrev hver dag (købt færdigt sidste år, men aldrig brugt), og derudover har jeg hevet den gode gamle Pixi Julekalender frem, men eftersom alle tingene skulle nås inden skole og børnehave, holdt nissen pludselig op med at skrive og driller nu kun sporadisk. Af og til er den også så venlig at lave praktiske ting - i nat samlede den f.eks. den reol, vi skal bruge til Projekt Badeværelse. Den slags dril synes ungerne ikke er helt så sjove, men mutti her synes, det er swell - så fik jeg nemlig samlet reolen OG nisse-'drillet' på en og samme tid. Gaverne i sokkerne kræver til gengæld lidt fantasi, for nogen har ikke lige fået købt - endsige pakket ind - 48 småting og pakket dem smukt og Instagram-venligt ind. Så vi veksler lidt mellem godter og forskellige ting, vi får smuglet med hjem fra spotvarehylderne fra en handletur.

Øglens ønskeseddel til nissen. Jeg dør lidt over, hvor kært børnestavning er. Og hvis nogen skulle være i tvivl, står der 'Himmelstjerne' øverst. Sådan en ønsker hun sig nemlig. "En rigtig stjerne fra himlen, mor. Sådan en, som Mårmor er blevet til". #nåååååårh

Sat op på dén måde kan jeg måske pludselig godt se, hvordan det blev den 16. Og utrolig tæt på den 18., hvor der er dømt ferie for ungerne og dermed også for mig. I dagtimerne, altså. Det er som om, arbejdet ikke helt har fattet, at det er december og dermed den måned på året, hvor der, sammen med juli, er absolut mindst at lave. Men ikke i år, tilsyneladende. Travlheden gør dog, ud over altså at holde mig fra at købe de julegaver, jeg skal give væk, at jeg kan holde de triste tanker lidt på afstand. En undvigemanøvre, der hverken kan eller skal vare for evigt, men lige nu er det egentlig ok. Jeg er dog sikker på, at tristheden nok skal komme igen med renter og renters rente, når ferien rammer og  julefreden sænker sig. Men midt i sorgen er jeg sikker på, at vi også kommer til at hygge os. Og også her er det så utroligt livgivende at have børnene omkring sig. De er så meget i nuet, og de har - som altid - fortjent den bedste jul. En jul, som vi i øvrigt tyvstarter i dag med julehalløj i Tivoli. Hvis man ikke kommer i julestemning af det, kommer man det ikke ...

Lidt natur-zen til de dage, hvor julelys og nisser bliver lidt for meget ...

torsdag den 3. december 2015

Noget om at flytte sig

Som den opmærksomme læser vil have opdaget, er Reptilfamilien flyttet. Igen, kan man fristes til at sige, for vi har jo været om ikke vidt omkring, så i hvert fald beboet en del forskellige steder, siden Øglen kom til verden for snart 7 (SYV? Don't get it!) år siden. Vi bliver dog ved med at vende tilbage til hovedstaden, og det er da også her, vi residerer nu - vi er kommet hjem til vores elskede Østerbro, og jeg har ikke fortrudt det et sekund, som jeg også har nævnt i tidligere blogindlæg.

Alligevel var det ikke uden en vis portion spænding, at jeg og afkommet kastede os om bord på Kystlinjen i torsdags lige efter skoletid. Der var dømt en halv fridag til alle parter, fordi vi skulle på besøg i den gamle børnehave i DNP. Lige vel hurtigt efter at være flyttet, mente min indre skeptiker, men det var omvendt også hende, der mente, at der i HVERT fald skulle gå et halvt år, før Øglen besøgte sin gamle børnehave (Varanens nuværende. Forvirrede, anyone?), da vi flyttede nordpå. Det var ikke nogen udpræget god idé, for hun kunne ikke huske en brik (ok. Måske kunne hun huske en enkelt brik, men så heller ikke mere), da vi så endelig arriverede. Måske det i virkeligheden var for min egen skyld, at jeg gerne ville vente så længe - jeg havde mere end almindeligt svært ved at slippe den gamle (nu nye. Det ER lidt forvirrende, kan jeg godt se) børnehave, fordi vi havde været så glad for den. Men anywhoodles, vi skulle på besøg i den gamle børnehave i torsdags. I DNP, altså. Seks uger efter flytning er måske cutting it a bit fine til at komme på besøg - for mig, om ikke andet - men børnene (mest Varanen) havde efterspurgt det gentagne gange, og så måtte vi jo af sted.

Verdens enkleste adventsdekoration. Gavmildt pyntet med fluesvampe og lerkunst af reptilerne

Besøget gik over al forventning til trods for forsinkelser (but of course!) med toget og trætte ben hos de mindste. Måske fordi reptilerne blev modtaget som rockstjerner af både børn og voksne. Der blev hujet og kysset og krammet og leget og råbt og grinet, og hvad ved jeg, og pædagogerne var nærmest helt målløse over, hvor meget postyr et enkelt besøg kunne afstedkomme. Det var skønt at se dem igen - de er utrolig gode mennesker - og vi gik oven i købet derfra med en aftale med en af pædagogerne i lommen (aftalen i lommen. Ikke pædagogen). Han skal passe ungerne om et par uger, og jeg ved nærmest ikke, hvem af dem, der glæder sig mest. (Arj, ok - det gør Øglen. Helt klart. Hun elsker ham og kan næsten ikke vente til en "hel eftermiddag sammen med T, mor! I Den Blå Planet!").

Jeg havde været spændt på, hvordan jeg ville have det med at komme tilbage. Vi har ingen anden tilknytning til DNP nu end børnehaven (og de gamle naboer), så jeg havde egentlig ikke regnet med at skulle tilbage any time soon. Men det skulle jeg så. Og ved I hvad - det var helt okay. På ingen måde vemodigt. Hyggeligt, fordi det efter tre år er blevet velkendt. Men jeg ønskede mig ikke tilbage så meget som ét sekund. En smule nostalgisk blev jeg dog på børnenes vegne, men det var vist min indre parcellist, der var på spil - hende, der synes, at børn skal vokse op i et parcelhus, fordi hun selv har gjort det og derfor kender udkommet. Hun glemmer bare i skyndingen, at børn er forskellige og præget af deres forældre. Lige som hun selv var. (Og så er det vist nok med tredjepersonsomtalen for nu. Føler mig jo helt hensat til midt-halvfemsernes gymnasietid, hvor alle samtaler foregik med en ordlyd a la "Arjmen, zå zagde hende her (personen, der talte, red.) ogszå bare lige ...")

More is more. Honningkagemonster med glimmer og chokolade

Og det var egentlig der, jeg ville hen (langt tilløb much?) - at jeg har flyttet mig. Ikke bare fysisk, men også mentalt. For efter i lang tid at have kæmpet med et konfliktende selvbillede og en forståelse af, hvordan en barndom bør være, er jeg faldet til ro i, at jeg - vi - er sådan nogle, der trives med at være i byen. Stortrives, endda. På de seks uger, vi har været tilbage, har jeg, uden pis (hej til 90'erne endnu engang!), cyklet mere end jeg gjorde på 3 år i DNP. Og jaja - det er da helt klart min egen skyld, men tænk engang; I byen er der steder at cykle hen. Eller. Rettelse: Steder, det giver mening at cykle hen. Der er en masse at kigge på, og en cykeltur på 5 km føles som en lille smuttur. I DNP føltes 5 km som ren tortur, og derfor kan det tælles på en enkelt hånd, hvor tit jeg cyklede SÅ lange stræk. Det er mig en gåde, hvorfor det føles sådan, men det skyldes nok primært, at cykelkulturen bare er større i byen. Det er i hvert fald typisk det, jeg også hører fra venner, der er flyttet uden for byen.

Jeg bevæger mig mere i byen, og selv om det er koldt og mørkt (også indenfor - i hvert fald mørkt. Vi mangler stadig lamper!), har jeg mere energi, end jeg har haft længe. Jeg har lyst til ting igen, og selv om jeg ikke er oppe på fuldt blus endnu - det er som om, de højeste flammer stadig bliver kvalt i sorgen over tabet af min mor - overkommer jeg langt flere ting end tidligere. Jeg er ret overrasket over, hvordan det kan være, men min eneste konklusion er, at jeg har fundet min rette hylde, rent location-wise. Jeg er ikke sikker på, at det er gået op for mig før nu, hvor tungt det var for mig - for os som familie - at bo tre år i forstaden. Som jeg også har nævnt før, så havde jeg et sløjt 2014. Og jeg er godt klar over, at man er ansvarlig for sin egen lykke, og at jeg bare kunne have hevet mig selv op ved hårrødderne, men jeg var fuldstændig drænet. Og set i bagklogskabens klare lys tror jeg, det var fordi, jeg - vi - ikke var det rigtige sted.

Også en form for parcelhus. Eller noget. Ostheimer-krybbe med the usual suspects. Og nej, den står ikke i køleskabet, men på en metalhylde i stuen ...

Dermed på ingen måde være sagt, at parcelhus-livet er forkert. Det var bare ikke det rette for os. Måske ville det have været helt perfekt, hvis vi havde købt hus et andet sted? Det er ikke til at sige, og vi finder heller ikke ud af det, for set i bakspejlet har kompasset hele tiden peget mod København, og det bliver vi simpelthen nødt til at lytte til nu. Og se på, hvor glade ikke bare vi, men også vores børn er. Skolebarnet har det som en fisk i vandet i sin skole, Børnehavebarnet er en feteret og efterspurgt legekammerat i børnehaven, og forældrene - ja, vi trives og har på den korte tid i byen allerede etableret bedre kontakt til en række øvrige forældre, end vi nogensinde gjorde med størstedelen af forældrene i DNP. Bevares - hvis nogen gad give mig et hus i byen, så ville jeg ikke være sen til at takke ja. Men det sker næppe, og som det ser ud lige nu er jeg ikke villig til at bytte parametret 'beliggenhed' for selv den vildeste villa.

Og on that note vil jeg takke af - fra en ret vild villa, faktisk. Varanen og jeg er nemlig tyvstartet på familieweekend hos Mårfar, der bor i et af de smukkeste huse, jeg længe har set. Og når Reptilfamilien nu ikke selv kan finde ud af at eje en villa, så er det da skønt, at vi har rig mulighed for at besøge nogen, der kan! Weekenden byder på julehygge i light-udgave med hele familien. Light, fordi denne første jul uden Mårmor bliver helt forkert, og vi derfor næppe kan svinge os op til den helt store Gertrud Sand-version. Men jul bliver det jo under alle omstændigheder, så mens Mårfar er ude, og Varanen sover, har jeg pyntet op med den velkendte, gamle julepynt fra min barndoms jule. Efter jeg altså havde grædt lidt ned i den og forsøgt at komme overens med, at min mor ikke kommer ned i stuen til mig lige om lidt. Fordi det er sådan, det plejer at være. Også her bliver der på et tidspunkt brug for at flytte sig i forhold til vaner og traditioner, men det kan vente. Først skal vi mindes. Og bage pebernødder. Det er jeg sikker på, hun ville have syntes om ...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...