tirsdag den 4. september 2018

... et halvt år senere


Nå. Så gik der da lige et halvt år plus det løse, hva’? Men altså, jeg er her stadig *støver godt af i hjørnerne, fanger vindhekse og jager edderkopper på størrelse med cd’er ud af blog-præmisserne*. Agtigt.

Det kunne være spændende, hvis jeg kunne fortælle, at jeg i mit halve år væk havde realiseret mig selv / tabt mig 57 kilo / gennemført en Ironman / gået Caminoen, men det kan jeg altså ikke. Eller - det kan jeg godt, men sådan noget kaldes at lyve, og det er ikke alle, der er fans af det. Mig selv inklusive.

Til gengæld kan jeg berette stolpe op og ned om en hverdag, der futter lige så stille derudaf. Om børn, der nu går i første (!) og tredje (!!) klasse, om et arbejde, der har grebet lidt om sig (og nej, jeg brokker mig ikke, for det må man ikke, når man er selvstændig, men der er travlt!), og om at vi er nogen, der er kommet til at love vores børn en hund i et svagt øjeblik. Men det ville blive langt, så det undlader jeg.

Jeg kan også underholde med, at sommerferiens absolut sidste weekend blev tilbragt på koloni med Yngstebarnets klasse (jeg var med til at planlægge kolonien, og man kan mene, at jeg næste år måske lige kunne tjekke op på, om sommerferien overhovedet var slut, før jeg lagde mig fast på en dato). Men tænk engang; det viste sig at være en fantastisk måde at kickstarte klassens fællesskab på - de søde sommerunger, der ikke havde set hinanden en her lang, varm sommer, havde en fest, og vi så dem nærmest ikke i de 24 timer, vi var af sted. (Og så kan vi da i øvrigt lige fortsætte fortællingen med, at vi snart skal af sted med Ældstebarnets klasse også. Bare hvis nu vi manglede noget at lave i weekenderne).

Sommerferien kunne også være oplagt at beskrive. Jeg tiltuskede mig hele 4 uger, hvoraf de tre var helt og aldeles mail- og SoMe-fri, og den fjerde kun var præget af ganske lidt internetteri. Det kan i dén grad anbefales, hvis man til daglig er sådan en, der sidder ræddi meget foran computeren - lige som mig. Vi nød livet i fulde drag i hhv. Italien, Tyskland, Sverige og Danmark (alle steder var i øvrigt lige varme - Danmark måske et par grader varmere. Helt skørt), men hvorfor gøre en lang historie endnu længere, når en ganske kort opsummering også kan gøre det: Det var varmt. Det var skønt. Jeg vil af sted igen!

Der er altså nok at tage fat på, men jeg vil skåne jer for de dødehavsruller, der ville komme ud af det. I stedet siger jeg bare hej, sådan helt stille. Jeg håber, vi læses ved snart igen. 

fredag den 23. februar 2018

Noget om tavshed


Det er svært at vide, hvor man skal begynde, når man har været væk i flere måneder. Og om man overhovedet skal begynde. Der er så meget at tage fat på af både stort og småt, og mens jeg tænker, at det jo i grunden også kan være helt og aldeles lige meget, om det bliver nedfældet for eftertiden eller ej, tænker jeg også, at det kan være meget rart netop at have det for eftertiden. Det er det skrevne ords fantastiske fleksibilitet – så svært at skrive nogle gange, og så rart at læse. Nogle gange.

2018 er godt i gang, og tak og lov for det. FarVEL 2017 – må du forsvinde ud i de bløde, hvide erindringståger, hvor man om føje år siger ting som ”Ahr … så slemt var det da heller ikke”. Lige som med fødsler, I ved.

Men så slemt var det nu egentlig ikke (se, der behøvede åbenbart ikke at gå år. Et par måneder kunne også gøre det). Vi har det godt i Reptilfamilien. Den Ældste bliver så stor og smuk og sej og fantastisk (NI år lige om lidt!), og den Yngste vokser sig større, sjovere og frækkere minut for minut og skal, som den Ældste pointerede forleden, snart i første klasse. Ikke om man fatter det. Han er blevet næsten plysset hos frisøren (sådan kan det gå, når man overlader frisørtjansen til en bedsteforælder og glemmer at advare mod netop dén specifikke frisørs forkærlighed for barbermaskinen). Heldigvis har hår det jo med at vokse ud igen.

Frisørfadæser er dog det mindste af det, der har optaget min tid de seneste måneder. Arbejdet bærer en stor del af skylden. Og livet generelt. Men døden har også sneget sig ind, og til trods for, at den var ventet, så har den gjort ondt. Og fyldt meget. Både følelsesmæssigt og rent praktisk. Læg dertil en rigid skifteret, et indbrud, et næsten-indbrud (ja, det er en ting), arvefnidder suppleret med en generel mistillid til andre mennesker og en lejlighed, der skulle tømmes (bl.a. af undertegnede) før udgangen af januar, og så er vi vist ved at have dækket meget godt, hvad alle mine vågne timer er blevet brugt på siden november.

Fraregnet en skiferie, altså. Det var awesome – og ualmindelig tiltrængt. Nå ja, og en jul, selvfølgelig. Og et virkelig festligt nytår. Pileflet (don’t ask), fastelavn og koncert i Vega. Cykeltur gennem Nordhavnstunnellen og juleweekend i Lund. Så alt har ikke været op ad bakke. Så langt fra. De sparsomme tidslommer er bare blevet prioriteret benhårdt, og der har brætspil og højtlæsning, popcorn-spisning og Olsen-banden marathon vundet over bloggeriet med flere længder.

Nu vejrer jeg imidlertid forårsluft (og jaja, jeg ved godt, at de lover sibirisk polarkulde i den næste uges tid, men det er jo set før, at prognoserne er en smule off), så jeg tillader mig at være fortrøstningsfuld. Og hepper i dén grad på 2018. Jeg er allerede godt i gang med at implementere mere læsning og mindre serie-kiggeri. Mere løb og mindre ikke-løb. Mere op- og udrydning og mindre købetrang. Jeg er ikke god til det, men jeg prøver. Og det er som om, det hele går op i en højere enhed. At læse og at løbe giver mig ro i hovedet. At rydde op og ud i hjemmet giver mig også ro. Så jeg vover pelsen og konkluderer, at det er ro, jeg har – og har haft – brug for. Men nu kommer foråret. Eggå, Voldborg?!

So long til jer (om nogen), der stadig følger med!




torsdag den 9. november 2017

Noget om kommunalvalg

Man skal jo bryde bloggertørken på en eller anden måde, så nu får I en sand historie fra min actionprægede hverdag - lydtapetet på en tur hjem fra skole ...

Yngstebarnet *gnægger*: Tue Hækkerup!
Mig: Ja, han er politiker. Det er derfor, hans ansigt hænger i lygtepælen.
Yngstebarnet *griner nu hjerteligt*: Hækkerup!
Mig: ...

Yngstebarnet: A-lex VANDopslag! Vandopslag? Mor?
Mig: Ja, altså. Det hedder han, står der på plakaten. Men man udtaler det nok på en lidt anden måde.
Yngstebarnet *griner hjerteligt*: Vandopslag. Joakim von Vandopslag.
Mig: ...

Yngstebarnet: Aj, morrr?
Mig: Ja, skat?
Yngstebarnet *ærefrygtigt*: Hende der hedder Aia FUCK!
Mig *griner*: Aia FOG, skat. Det udtales lidt anderledes. Men jeg kan godt se, at det kan se ud som om, hun hedder det andet.
Yngstebarnet *griner hjerteligt*: Aia FUCK!
Mig: ...

Vi kan altså konkludere, at kommunalvalget får nogen til at le hjerteligt. Ad flere omgange. Så det er da bestemt værd at tage med.

Personligt er jeg ikke helt så godt underholdt af valget som Yngstebarnet, men jeg er til gengæld underholdt af, at han nu har så godt greb om læsningen, at han morer sig med skilte og jo så altså også valgplakater. Ældstebarnet synes ikke, kandidaternes navne er kilden til meget morskab (her skal man nok helst være 6 år, tænker jeg), men hun synes til gengæld, det er dumt, at børn ikke må stemme. Hun vil nemlig gerne stemme på en, der siger, at man skal gå i skole 20 minutter mere hver dag. Så længe man altså skal have matematik (!?)

Så hvis I møder sådan en kandidat, så sig lige til, ikke?

onsdag den 4. oktober 2017

Noget om (in)aktivitet

[Sponsoreret indhold]

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke var et sporty barn. Som i overhovedet. Bevares, jeg deltog da i idræt på lige fod med alle de andre (og blev sjovt nok altid valgt til sidst, når vi skulle spille fodbold), og jeg gik til håndbold i rundt regnet to minutter, men det var også dét. Sådan på det organiserede plan, i hvert fald. Jeg cyklede selv til skole og stod på rulleskøjter sammen med mine venner, men sport-sport - det var der sq ikke så meget af.

Sidenhen er jeg kommet efter det og både løber og sejler i kajak i dag, men stadig ikke på organiseret basis. Det har jeg ikke rigtig haft med mig hjemmefra, og det er mig lidt af en gåde - en glædelig en af slagsen - hvordan jeg kan have fostret børn, der er så glade for at bevæge sig, som tilfældet er. De løber og danser og kravler og hopper ved enhver given lejlighed, og det er en sand fornøjelse at se på. De siger ikke nej til at blive fragtet til skole i ladcyklen, men de cykler som regel selv, så alt i alt får de bevæget sig virkelig meget i løbet af en dag.



Derfor er det særligt frustrerende for både dem og os, at begge unger er nede i en grad, så de ikke kan bevæge sig i samme grad, som de plejer. Ældstebarnet har beskadiget noget ledbånd i den ene fod og humper nu på anden uge rundt med sportstape, ispose og andet godt - og giver dagligt udtryk for, hvor frustrerende det er ikke at kunne deltage i de vilde lege i skolen og, vigtigst, ikke at kunne komme til fodbold! For en, der spiller fodbold min. to gange om ugen og gerne mere, hvis der er kamp, er det en pine at skulle sidde stille.

Yngste cyklede direkte ind i en læsserampe på en lastbil lige før weekenden med en kæmpe flænge og observation for hjernerystelse til følge. Heldigvis var der 'bare' gået hul på ham - i en grad, så det skulle syes - men det har stadig gjort, at de voldsomme tumleaktiviteter har været sat noget på hold. Igen med frustration til følge.


Summa summarum: Børnene bevæger sig pænt meget herhjemme. Hvilket er meget heldigt, nu hvor Verdenssundhedsorganisationen (WHO) anbefaler, at alle børn og unge dyrker mindst en times fysisk aktivitet dagligt. Der er vi rimelig home safe, men det er ikke nogen selvfølge. Ifølge rapporten ”The Danish Report Card on Physical Activity for Children and Youth” vurderes det, at flere end 60 pct. af danske børn og unge i skolealderen ikke når målet om 60 minutters fysisk aktivitet hver dag.

60 pct. Det er altså en del. Det behøver selvfølgelig ikke være et problem, at man ikke bevæger sig det angivne antal minutter, men hvis man ikke lærer glæden ved bevægelse som barn, er der risiko for at tage det med sig ind i voksenalderen, og det kan på sigt udgøre en risikofaktor for børnenes sundhed. Personligt har jeg skullet tage mange tilløb til at blive sådan en, der bevæger sig, og det er jeg ret overbevist om skyldes, at sport og motion ikke er noget, jeg har haft med mig fra min barndom.

Som nævnt er vi ikke ramt af børn, der hellere vil sidde stille end at bevæge sig, men der er da tidspunkter, hvor det kan virke mere tillokkende at sidde med iPad'en end at drøne rundt. Men så er et raskt, lille konkurrenceelement jo ikke af vejen.

Reima har udviklet den internationale #millionhoursofjoy challenge, som "skal være med til at bekæmpe børns stillesiddende adfærd og hjælpe forældre med at holde sine børn aktive". Udfordringen går ud på, at børn fra 15 forskellige lande tilsammen bevæger sig mindst en million timer mere, end de gør i forvejen. Timerne med udført fysisk aktivitet opdateres løbende på kampagnens hjemmeside, og familier kan, på tværs af lande, udfordre hinanden til sjove ’landskampe’.

Læs mere om kampagnen på www.reima.com/kidventure, og meld jer til, hvis I har aktive børn - eller børn, der gerne måtte bevæge sig lidt mere. Det er supernemt at deltage, og hovedpræmien er en rejse til Ruka, Finland i marts 2018 og deltagelse i Kidventure-eventet med masser af sej, actionpræget vintersport. Det gad jeg personligt riiiiigtig godt at vinde. Om ungerne er med på kulden, må tiden jo vise - men nu skal vi selvfølgelig også lige vinde først ...

mandag den 25. september 2017

Noget om at fylde år

For et par dage siden havde yngste skud på stammen fødselsdag.

For 6 år siden kom han til verden og vendte op og ned på alt det, jeg på det tidspunkt vidste om børn og søvn og mangel på samme.

For 6 år siden så jeg for første gang i et par store, chokoladebrune øjne, der stadig kan få mit hjerte til at smelte hurtigere end is på en varm sommerdag.

For 6 år siden blev jeg smaskforelsket i en lille fyr, der ikke er min mand, og der er heldigvis plads til dem begge i både hjem og hjerte.

Tillykke med fødselsdagen, min søde, sjove, smukke og helt særlige Varan. Må du altid være helt din egen - og også lidt vores 

Weekenden kommer til at stå i fejringens tegn, så i dag har jeg købt pænt mange flødeboller. Too much? No such thing!

Fødselaren havde bestilt hjemmelavet sushi, så det fik han. I rigelige mængder ...

I dag er det så min tur til at fylde år. Dagen kommer til at foregå med væsentligt mindre pomp og fanfarer end yngstebarnets, men vi har fået fejret med manér i weekenden. Som det hører sig til, når man bliver hele 6 år stor. Og det har jeg jo også nydt godt af :-)

onsdag den 20. september 2017

Noget om stadig at savne

Høj sol, bare tæer og noget, der minder om indian summer. Det kan vi godt lide i dag for. Men uanset sine fine klæder kan dagen ikke foregive at være andet, end den er - årsdagen for min mors død. To år er der gået, siden hun trakt vejret for sidste gang. To år, hvor hver detalje fra dagen står knivskarpt i erindringen. To år, hvor jeg ikke har kunnet ringe 'bare fordi'.

Jeg har travlt i september. For travlt. Men det er der helt sikkert en grund til. Det er nemlig lettere at drøne derudaf end at stoppe op og give sig selv lov til at savne sådan for alvor. For det gør ondt. Jeg tror, det gælder om at finde balancen. At savne og mindes, uden at det tager hverken over- eller underhånd. I dag gør jeg det for fuld skrue.

Og selv om der er noget paradoksalt ved, at en så trist begivenhed skal akkompagneres af så smukt vejr, som dagen i dag udviser, gør solens stråler i en lækrog ved stranden alligevel dagen bare lidt lettere at komme igennem ...

mandag den 11. september 2017

Noget om arbejde og hospitaler

Jeg kan skrive en masse om, hvad jeg render og laver, men det er faktisk ikke særlig spændende, så det vil jeg skåne jer for. I stedet får I et afkog i punktform. Ikke, at det gør det mere spændende, men så er det i det mindste kort. Selv tak.

Siden sidst har jeg:

- Arbejdet

- Arbejdet lidt mere

- Drønet Hovedstadsområdet tyndt til møder (fordi arbejde)

- Arbejdet

- Spist uanede mængder slik (fordi arbejde)

- Stiftet bekendtskab med alle smerters moder. Nyresten er noget, Fanden har skabt. For saddan, det gjorde nas

- Forsikret Yngste om, at der ikke er noget dramatisk ved, at mor trisser krumbøjet ud til taxa midt om natten, fordi 'der lige er en læge, der skal tjekke, hvorfor maven gør lidt ondt. Så bare gå i seng igen, lille skat' (han købte den. Ældste sov. Er ikke sikker på, hun ville have været helt så overbevist)

- Stiftet bekendtskab med morfin (fordi nyresten). Don't do drugs - med mindre I har nyresten. Then do morfin. Pronto!

- Været indlagt på Bispebjerg Hospital (fordi nyresten)

- Bøjet mig i næsegrus beundring over dem, der arbejder på hospitalet. Det kan godt være, systemet ikke altid fungerer som smurt i olie, men i mit tilfælde gjorde det. Tak for det

- Været sur over nyrestens størrelse. Man føler sig en smule skabet over at have  ondt pga. noget, der måler i omegnen af 3 mm

- Været en smule fornærmet over, at nyresten bliver betragtet som 'almindeligt'. FYI var der intet almindeligt over, hvor ondt det gjorde (hrmpf!)

- Følt mig som en 100-årig, der er blevet kørt over af et godstog (øjner vi titlen på en opfølger til "Den 100-årige, der kravlede ud af vinduet og forsvandt" her?)

- Hygget med og om ungerne

- Ladet op. Og ladet ungerne få alt for frie tøjler med iPad'en. Det vender igen. På et tidspunkt

- Arbejdet

Og sør'me om den kommende uge ikke også byder på masser af arbejde. September er skør indtil videre og lægger sig pænt meget i selen for, at jeg skal blive sur på den sådan helt generelt. Men det kommer næppe til at ske. Slet ikke, når vejret pludselig bliver så fint, som det var i går. Med solvarme - tenderende til brankede - kinder kan man klare det meste. Også nyresten, der er overstået ...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...