tirsdag den 26. maj 2015

Pinseplaner

Middag hos svigerinde og svoger fredag forklædt som noget arbejdsrelateret, men som i virkeligheden gik ud på at drikke uforskammet god rødvin og spise lækker mad.

Minimaraton på Østerbro lørdag sammen med samtlige børnefamilier fra en radius på 50 km (sådan føltes det i hvert fald).

Middelaldermarked i Valby med Husmoder og familie umiddelbart efter minimaraton.

Lokalt legeland søndag med Øglens bedste ven, N, som går helt tilbage til vuggestuen. Og bål i haven og spontane gæster til kaffe.

Frokost og kaffe hos (Tr)oldemor mandag.

Planer har der været nok af i pinsen, men de har heldigvis alle sammen været både hyggelige og dejlige. Når det er sagt, kunne vi godt have brugt bare én hel dag på langs, men sådan skulle det altså ikke være i denne omgang. Man kan jo desværre ikke nå det hele. Indimellem alle planerne har der dog også været tid til at kramme, grine, lege og læse historier. Sove nogenlunde længe (eller så længe, det lader sig gøre med roterende børn, der er kommet dappende i nattens mulm og mørke)*. Og bare være. Men ikke i heeeelt samme omfang, som jeg kunne tænke mig. Så næste weekend er helliget kunsten at lave ingenting. Det tror jeg, der i hvert fald er en 6-årig i familien, der får brug for efter førskoledag torsdag og overnatning i børnehaven fredag ...

*Forleden vågnede jeg ved, at Varanen var sur. Sådan rigtig sur. Han småklynkede først lidt i søvne, og så råbte han pludselig, at Øglen ikke måtte tage hans kokosnøddeskrog (?) Så begyndte han at græde vredt, og sekundet efter åbnede han øjnene, konstaterede, at Øglen lå og puttede ved siden af mig (Varanen lå så på den anden side), og begyndte at sparke ud efter hende. Stadig i søvne. Og da han vågnede rigtigt, benægtede han, at det havde været en drøm. Oh, de uretfærdigheder man bliver udsat for om natten ... Heldigvis blev han hurtigt i godt humør igen, og Øglen, der slet ikke opdagede sparkeriet, syntes bare, det var ret sjovt. "Er der overhovedet noget, der hedder et kokosnøddeskrog, mor?", spurgte det kvikke barn. Næh - men det er der nu ...

torsdag den 21. maj 2015

Vi prøver igen i morgen ...

I morges var en af dén slags morgener. Hvor det sq bare ikke lige spillede. Hvor jeg blev for skarp i tonen, Varanen blev for skinger, og Øglen blev for ked. Hvor det hele bare gik lidt i hårknude, og hvor jeg virkelig ville ønske, at jeg kunne gøre det hele om.

Det begyndte ellers så godt. Efter nogle morgener, hvor jeg er blevet nødt til at stå op på samme tid som HDD (= før fanden får sko på) pga. forskellige praktiske gøremål, kunne jeg i morges sove, indtil børnene vågnede. Det gjorde de omkring kl. 7, og Varanen ville som det første på jagt efter en badesvamp af form som en isvaffel (som jeg i grunden gerne vil have, han snart finder. Den er sidst set i fredags - i særdeles våd tilstand - og har siden været som sunket i jorden. Det er spændende at se, hvor den dukker op), så af sted gik den vilde jagt. Øglen vågnede og ville gerne være med, og så snart jeg var blevet overbevist om at deltage i jagten, gad ungerne ikke mere. Great.

Nå, men isvaflen kunne ikke findes, så i stedet gav Varanen Øglen en badesvamp i paddehatteform (vi har virkelig meget sjov med de badesvampe, kan I nok høre). Dén gad Øglen ikke at have - hun ville hellere have den ispinde-svamp, Varanen rendte rundt med (hvorFOR syntes jeg, det var en god idé at købe dem?!), så hun skældte ud, og Varanen blev gal. Jeg girafsprogede derudad og synes i al beskedenhed, at jeg klarede det udmærket, indtil Varanen nægtede at tage tøj på, og Øglen transmogriffede sig om til en sur politibetjent, der stod på sidelinjen og nævnte alt det, Varanen skulle lade være med at gøre - med det resultat, at Varanen blev endnu mere nej-hat-agtig. Oven i det hele gjorde Øglen sit bedste for at ødelægge et hårbånd, vi fandt i skabet i går, og da jeg (venligt) påpegede, at det ikke var så god en idé at tage det om maven, fik jeg et "Det skal du overhovedet ikke bestemme. Det er et fælles hårbånd, og jeg tager det om maven, hvis jeg har lyst!" retur. Så blev jeg altså en anelse bister.

Nå, munterhederne (!) fortsatte ved morgenbordet (som Øglen i øvrigt havde dækket helt selv - elsker, når de gør sådan noget helt uden at blive bedt om det). Først fik Varanen for få cornflakes. Så fik han for meget mælk. Så forklarede jeg ham stille og roligt, at det da også var irriterende, men at verden ikke gik under af den grund - og det hjalp faktisk. Lidt. Lige indtil Øglen påtog sig at sige det samme - bare med en 6-årigs vrængen - hvilket sendte ham helt op i det røde felt. Og fik mig til at blive pænt bister. Igen. Så blev Øglen ked af det og fortrak til køkkenet, hvor hun stod og græd. Hvilket jo ikke var meningen. Efter lidt parlamenteren frem og tilbage spurgte jeg, om hun i virkeligheden trængte til et kram, og så kom hun galopperende med tårerne sprøjtende ud til alle sider. Og trængte bare til at sidde tæt.

Der sker mange ting for hende lige nu. Om ikke så længe er det farvel til børnehaven, og det betyder et farvel til alle de faste og kendte rammer. Og legekammerater. Hun skal ikke i skole med nogen af dem, hun kender, og for at føje spot til skade skal hendes bedste veninde skoleudsættes og derfor blive i børnehaven. For en 6-årig må det virke som den absolut bedste løsning på det store og ukendte - bare at blive der, hvor man kender det hele. Og som voksen er det meget svært at forklare på en måde, så en tryghedssøgende pre-schooler kan forstå det, at man ikke kan blive i børnehaven for evigt. For det virker det jo lige nu som om bedsteveninden kan.

Så der er ikke noget at sige til, at ældstebarnet er temmelig kortluntet for tiden. Ikke, at de mange følelser giver carte blanche til at være næsvis eller ualmindelig hård i tonen, men det hjælper lidt at vide, hvad der giver anledning til følelsesudbruddene. Jeg håber, at det hjælper lidt, når vi får afmystificeret skolegangen lidt - i næste uge skal hun til før-skoledag og møde sine kommende klassekammerater. Og konstatere ved selvsyn, at de (forhåbentlig) ikke har horn i panden og skarpe hugtænder.

Alle blev glade igen, morgenmaden blev indtaget i nogenlunde ro og orden (hvis man ser bort fra, at Varanen valgte at flytte alle sine cornflakes fra skålen og ud på bordet, fordi han kun ville have mælken i skålen - "men jeg lagde dem på servitten (stavefejl tilsigtet, red.), mor". Tak, min dreng), og vi kom over i børnehaven. Hvor alt så var galt, hvis man spurgte Varanen - lige fra måden, jeg hældte vand i hans drikkedunk, til måden jeg gik ud af døren på. Det er vist godt, at det snart er (lang) weekend.

I aften skal HDD og jeg til møde på Øglens kommende skole (en slags før-skoledag for forældre, eh?), og ungerne skal hjem til Farmor. De kan næsten ikke vente - ikke mindst fordi de skal med hjem til Farmors venner og GRILLE! Større bliver det åbenbart ikke. Og i morgen er der atter en dag. Og en morgen, som jeg allerede har bestemt skal være bedre end den i dag ...

tirsdag den 19. maj 2015

Nul huller

For en måneds tid siden var Varanen til tandlæge. Det har han været et par gange før - en gang til det obligatoriske 1,5 års-besøg og en anden gang, ca. et år senere, hvor han knaldede hovedet i gulvet under lidt for heftig leg på storcenterets vinterferie-legeplads (ja, der er vildt og crazy i provinsen) og blødte som en flaske ketchup ud af munden, og mutti efterfølgende (i øvrigt i anden anledning) spottede en hvid streg hen over den ene fortand.

Jeg var straks overbevist om, at tanden var ved at krakelere helt (og undlod at tænke nærmere over, hvordan det mon kunne være, at den havde holdt et par dage efter slaget uden nogen tegn på hverken krakelering eller smerter), så af sted til tandlægen med den lille store Varan. Som tog besøget i stiv arm - ikke mindst fordi hævelsen på læben (som var den, der havde blødt, sjovt nok) var faldet, og fordi han allerede tidligt havde luret, at der falder gaver (og is) af efter tandlægebesøg. (Og med gaver mener jeg en eller anden lille plasticdims fra tandlægen. Som i Varanens tilfælde - til 1,5 års-tjekket - i øvrigt bestod af verdens mindste hoppebold, som lignede et bolsje på en prik. Den blev fluks konfiskeret. Kan ikke huske, hvad han fik til Hvid Streg På Tand-tjekket, men det var vist nogle klistermærker). Stregen på tanden var for øvrigt ganske harmløs og skyldtes udelukkende, at "tænderne ikke var blevet børstet helt grundigt nok, da de var ved at bryde frem. Men det gør ikke noget - det er kun kosmetisk", som tandlægen sagde. Og jaja, det er det, og man kan da heller ikke se det, med mindre man kigger Varanen direkte ind i munden meget tæt på, men alligevel. Ret ufedt at finde ud af, at man har været en dør til at børste tænder på sit barn. Nå. I det mindste havde han ingen huller - så det fejrede vi naturligvis med is.

Denne gang - til 3,5 års-tjekket - var Varanen (også) helt klar på, hvad der skulle foregå. Jeg hentede ham og Øglen tidligt i børnehaven og fragtede dem til skoletandplejen i kassecyklen, mens jeg forsøgte at appellere til hans gode og blide side og bede ham pænt om at gøre, hvad tandlægen sagde. Han kan være temmelig ... lad os kalde det viljestærk ... hvis der er noget, han sætter sig for ikke at ville, så jeg krydsede fingre for upåklagelig opførsel. Og sør'me om det ikke virkede - magen til lille engel skal man da lede længe efter. Ved ikke, hvorfor jeg havde regnet med noget andet - de øvrige besøg var jo gået fint - men det her besøg gik over al forventning. Varanen hilste pænt, kravlede frivilligt op i tandlægestolen og satte sig godt til rette. Kluklo, da stolen blev kørt i stilling, og kiggede koncentreret på den fine plakat med en masse skøre høns, der var sat op i loftet. Han lyttede koncentreret til tandlægens snak om de forskellige instrumenter og trykkede nysgerrigt på de knapper, han fik lov til. Og begyndte at gabe op, længe inden tandlægen var klar til at kigge på ham. Selv mente han, at han havde seks tænder, men tandlægen kunne berette, at der var hele 20, der alle var meget fine (den hvide streg blev ikke kommenteret), og at der ikke er skyggen af suttebid. Hvilket jeg personligt synes er ret fascinerende, for han havde et ret udtalt et af slagsen, da han stoppede med at bruge sut i september. Børns tænder er smart indrettet!

Efter tandlægebesøget og dommen på nul huller, fik begge unger en gave - små hoppebolde igen. Hvad ER der med dem? - og så begav vi os ned i downtown DNP. Hvor jeg havde et par småærinder, og der var en legeplads, der skulle besøges. Det endte med at blive en længere affære, hvor Varanens dydige humør forsvandt som dug for solen på biblioteket og lod sin (ikke specielt blide) røst gjalde ud over det nybyggede bibliotek. Som har besluttet sig for at undvære alt, der har med lyddæmpende installationer at gøre, så vi var mildest talt ikke populære på vores tur gennem det åbne rum (for det var selvfølgelig i det fjerneste hjørne, han besluttede sig for at blive vred). Ud kom vi - med brændemærker i nakken - og så gik turen hjemad, og resten af dagen tilbragt i fred og fordragelighed uden de store armbevægelser. Ud over produktion af sund(ere) fredagshygge i køkkenet med Varanen som hjælper, mens Øglen og HDD svømmede. Ingen grund til at gamble med manglen på huller, vel?!

mandag den 18. maj 2015

Om lange weekender

Hvis jeg var sådan en, der bestemte noget som helst (altså ud over det, jeg prøver at forklare mit afkom, jeg bestemmer), så ville jeg begynde med at bestemme, at alle weekender skulle var fire dage. Prøliåhør (som man siger ovre vestpå) - man kommer bare SÅ meget mere ned i gear med fire dage i stedet for to. Der er meget mere tid til at opleve på, og man når næsten - men kun næsten - at glæde sig til at skulle på arbejde igen.

Kristi Himmelfartsferien er for vores vedkommende blevet brugt på både oplevelser, familiebesøg og god, gemen afslapning. Torsdag var vi blevet inviteret til pressearrangement i Knuthenborg, så vi var tidligt oppe for at nå det til 9.30. Vi var en broget flok af (mor)bloggere og journalister (krydret med en politiker eller to), men eftersom jeg ikke ligefrem vælter mig i invitationer til forskellige ting (*hint hint*, PR-typer) var det begrænset, hvor mange jeg kendte. Dog spottede jeg Therese i mængden, og vi fik sludret, mens poderne legede igennem med deres fædre.

En masse børn samlet om et girafskind, de kunne gramse på, lige så tosset de ville

Reptilerne havde glædet sig som små vilde til turen, omend Øglen var lidt bekymret for konceptet med, at dyrene bare går frit omkring. Det glemte hun imidlertid i det sekund, hun så Limpopoland - legepladsen, som hele arrangementet drejede sig om - og det var ikke specielt populært hos hverken Varan eller Øgle, at vi først skulle sidde ned og spise (lækker) brunch, før der var fri leg på legepladsen. Men de fik da klemt en pandekage plus det løse ned, så der var god energi til at lege amok.

Transportminister Magnus Heunicke åbnede Limpopo-løjerne med en økse 

Limpopoland kan prale af at have Danmarks stejleste vandrutsjebane, og mens jeg på forhånd havde sagt (måske mest til mig selv), at jeg ikke skulle nyde noget af at prøve den, havde HDD lovet Øglen, at hun og jeg skulle køre i den sammen #takforlort. Fik dog vævet så tilpas meget, at HDD selv tog Øglen med på første tur, så jeg troede mig helt sikker og håbede i det skjulte bare en lille smule på, at Øglen ikke ville synes, det var sjovt, så jeg kunne slippe. Det skete ikke. Hun syntes, det var herresjovt og kunne slet ikke vente med at komme af sted igen. Og det fik jeg så æren af. Ak ja. Jeg overlevede - og havde det overraskende nok ret sjovt også - men I guder, hvor blev jeg våd. Særligt på tur nummer to (ja. Tur nummer to. Manden, der styrede bådene var så "flink" at tilbyde os at blive siddende i båden, så vi kunne få en ekstra tur. Øglen var ved at dø af begejstring. Mig - not so much). Men jeg tørrede efter et par timer, og Øglen var glad. Varanen var for lille til at prøve - aldersgrænsen var 6 år og 120 cm (som Øglen nææææsten opfyldte) - men der var masser af andre ting for ham at lave. Og han tog det med ophøjet ro og et "Den er for vild for mig, mor".

Vandrutsjebanen ses i det fjerne. 16 meter ned i noget, der minder om en særdeles lodret vinkel ...

Sort i sort. Det blegeste sted øverst på lårene er det eneste sted, hvor jeg ikke var gennemblødt.

Efter 5 timer på legepladsen og lidt frokost begav vi os ud i selve safariparken, hvor vi så tigre, zebraer, giraffer, kameler, æsler og geder. Men vi gik lidt let hen over dyrene, for ungerne var trætte, og vi skulle gemme lidt energi til Farfar, som vi skulle besøge bagefter. Næste gang vi tager til Knuthenborg - for der bliver helt sikkert en næste gang; det er et fantastisk sted, der indbyder til timevis af leg og oplevelser - tager vi legepladsen til sidst, så vi kan nå at se lidt flere dyr og måske klappe nogle af dem.

Vi dristede os også ind i butikken, eftersom ungerne argumenterede for, at det var vigtigt "at få et minde fra turen" #sneakybastards. Jeg kunne have brugt formuer på de søde tøjdyr, men jeg holdt mig i skindet (ungerne har bamser nok til et helt liv) og i stedet fik Øglen en notesbog med "zebraskind", som nu er taget i brug som dagbog, og Varanen en insektfanger. Hvortil ekspeditricen sødt bemærkede "Den skal I nok blive glade for. Især dig, når du skal tømme den, og du opdager, at insekterne slet ikke var døde". Haha, ja, det kan jeg levende #tøhø forestille mig, men jeg tager chancen og satser på, at det, der bliver indsamlet, ikke er farligere end en regnorm eller en "bænkebid".

Klatretrold i Limpopoland

Besøget hos Farfar foregik i god ro og orden med masser af kaffe og afslapning, og fredag gik turen hjem til DNP igen. Oven i forskellige praktiske gøremål blev der også tid til en tur i svømmehallen (HDD og Øglen), bilvask (HDD og Varanen), naboleg og en tur på legepladsen i Øregaardsparken i Hellerup efter ønske fra reptilerne. De har set den flere gange, når vi er kørt forbi, så nu skulle det altså være! Og efter en gåtur i den smukke park slappede vi af derhjemme.

Lolland, din charmetrold!

Stranden ved Dannemare. Farfar og et væld af børn

Aftensmaden blev indtaget på den lokale "Makkedonners", og så var den weekend også vredet så tør for oplevelser, som det overhovedet kunne lade sig gøre. Men lange weekender holder - vi glæder os allerede til pinsen!

søndag den 10. maj 2015

Chokoladeøjne og ditto blomster

Det er ingen hemmelighed, at mine unger er glade for mad. Den yngste især (det har han muligvis fra sin mor. Ahem). Faktisk har vi voksne længe haft det sjovt med at tale om mad for at vække ham, hvis han fx er faldet i søvn i bilen på vej til Mårmor og Mårfar eller en anden destination, hvor mad er selvskrevet. Hvis vi bare taler lidt overordnet om, hvad vi mon skal have til aftensmad, er der ikke den store reaktion at spore, men så snart man bliver mere specifik a la "Jeg tror, vi skal have burgere. Med en lækker bøf, ketchup og lune sesamboller", så begynder næseborene at vibrere, og inden længe vågner han og siger ting som "Jeg vil ikke have løg på, så!" eller "Det kunne også være lækkert, hvis vi skulle have pasta". Ak ja - man har kun den sjov, man selv laver.

Nå. Det var et sidespring. For ligesom at understreget madglæden. Men det er ikke kun burgere og aftensmad som sådan, der kan vække begejstring hos yngstebarnet. Søde sager - af enhver slags - er også særdeles populære, og kunne han slippe af sted med det, ville han formentlig kun spise slik og chokolade. Og is. (På vej til og fra børnehave ligger der en Paradis-biks, og hver evig eneste dag, spørger den unge mand håbefuldt, om vi skal have en is i dag. Det skal vi stort set aldrig).

Det kom da derfor heller ikke som nogen kæmpeoverraskelse, da vi skulle vælge planter til den netop overstående kombidag i børnehaven - bedsteforældreplantedag - at Varanen valgte en ... chokoladeblomst som sin plante. Jeg kunne bare pakke sammen med mine hortensiaer og syringaer (tror jeg, de hed. VIRkelig fine) - så snart jeg havde sagt ordet "chokoladeblomst", havde den lille slikelsker valgt. Og da han fandt ud af, at blomsterne rent faktisk også dufter af chokolade, ville begejstringen ingen ende tage. Øglen valgte, til sammenligning, en fin, rød havenellike.

Min egen lille chokolade-indianer

Børnehaven var ikke overrasket over valg af plante - de ved om nogen, hvor glad Varanen er for mad i almindelighed og søde sager i særdeleshed - ikke mindst efter et par måneders indianertema, hvor børnene selv måtte vælge indianernavne, og Varanen insisterede på at hedde Chokoladeblinkende Øjne - både fordi hans øjne ligner chokoladeknapper, og fordi "jeg kan så godt lide chokolade, mor". At pædagogerne betvivlede indianernes forhold til chokolade slog ham ikke ud. De andre børn hed noget i stil med Kloge Bjørn, Modige Ulv og Hoppende Fjer (Øglen), men Varanen ville altså gerne hedde noget med chokolade.

Og nu er børnehaven så en chokoladeblomst rigere - plantet af en stolt Varan sammen med Mårmor og Mårfar, der heldigvis havde mulighed for at komme med og hygge om ungerne. Og han proklamerede stolt, at han slet ikke havde spist nogen af blomsterne - muligvis fordi jeg havde nævnt et par gange eller syv, at han ikke skulle spise sin plante. Ikke, at jeg tror, han kunne finde på det, men når det er noget, der dufter af chokolade, ved man aldrig ...

onsdag den 6. maj 2015

Om små piger og store jakkesæt

For et lille stykke tid siden var jeg til et møde. Ikke, at det i sig selv er så usædvanligt, men det her var et af den slags møder, jeg var blevet inviteret til, fordi der er nogle mennesker (eller - et, om ikke andet), der mener, at jeg har noget relativt fornuftigt at bidrage med inden for den branche, jeg nu engang er i. Så det skulle jeg altså gøre. Sige noget om det, jeg laver. Til andre, der rent faktisk var mødt frivilligt op for at lytte.

Jeg har været med en enkelt gang før, men det er ved at være længe siden, og dengang føltes det en smule mere uformelt. Måske fordi det var en råkold vinteraften, hvor alle havde været på arbejde hele dagen, og det ikke gjorde noget, at man så lidt pjusket ud. Måske fordi det er længe siden, og jeg har glemt, hvordan det var.

Denne gang var det midt på dagen i krystalklart, forårslignende solskin (men tag ikke fejl - det var pivkoldt!), ingen var pjuskede, og alle rådgiverne (som vi vel dybest set er) var iklædt skarpe jakkesæt. Altså lige bortset fra mig. Der både var pjusket (men det er jeg altid, sådan lidt i hvert fald) og ganske jakkesætløs. Desuden var jeg den eneste kvinde, hvilket normalt ikke generer mig, men som jeg stod der uden jakkesæt i en grå leo-kjole og lilla sneakers (det var pænere i praksis, end det umiddelbart kan lyde), følte jeg mig temmelig alene. Og som en ret så lille pige.


I det mindste havde jeg ladet min kasket blive hjemme, men fordi det var så koldt, havde jeg taget både hue og handsker på. Bare indtil vi var kommet indenfor, forstås. Det resulterede i, at et af jakkesættene lavede en Karen Walker (se ovenstående .gif, hvis du ikke aner, hvad jeg taler om) og skulle høre, hvad i al verden der lige skete for dét, og et øjeblik blev jeg helt i tvivl om, hvorvidt overdreven brug af overtøj mon var diskvalificerende for at få lov til at komme ind. Før jeg kom i tanker om, at jeg faktisk var blevet inviteret. Men jeg fik lov til at komme ind. På trods af anstødeligt overtøj. Må huske aldrig mere at bære både hue og handsker i marts, uanset hvor koldt det er, hvis jeg skal mødes med en masse voksne.

For bare få år siden ville jeg ikke ane, hvor jeg skulle gøre af mig selv i en forsamling af lutter voksne mænd i jakkesæt og en påklædning, der tilsyneladende var helt forkert. Gennem årene har jeg imidlertid lært at være helt og aldeles ligeglad med sådan noget, så i stedet for at stresse rundt og bevise mit værd, valgte jeg at sludre med arrangøren og drikke en hulens masse kaffe. Det lykkedes mig oven i købet at sige semikloge ting til de fremmødte, og folk virkede ganske tilfredse.

I pausen skete der så det, der næsten altid sker, når jeg er til arrangementer med 'voksne'. Mænd især. Jeg inspirerer tilsyneladende - alene ved min blotte tilstedeværelse - til en særlig type konversation. Som i virkeligheden mest af alt minder om en monolog. Let patroniserende. Let beskytter-agtig. Denne gang ville jakkesættene høre, hvor længe jeg havde været selvstændig. Hvilket er et helt rimeligt spørgsmål - hvis det altså ikke a l t i d blev efterfulgt af et overrasket blik og et overbærende smil. Vi afveg dog en anelse fra manuskriptet denne gang, da et af jakkesættene ville høre, om det "var sådan en ting, jeg havde valgt at gøre lige efter skolen". Det var helt tydeligt ikke en kompliment, men hvis min mangel på jakkesæt trækker dekader fra min alder, skal jeg ikke klage. Så jeg betragtede det som en sådan, mens jeg forklarede, at det er meeeeget længe siden, jeg gik i skole, så nej, det var ikke tilfældet.

Det overraskede tilsyneladende, men desværre ikke nok til, at monologen ikke fortsatte. Det kan nemlig være fint nok (synes jakkesættene) at forsøge sig med at være selvstændig i min branche (aha), men at jeg ikke må blive alt for skuffet, hvis der går lang tid, før jeg får opbygget mig en kundeportefølje - hvis den da overhovedet kommer (tak for tippet, men jeg har været i gang i 3 år, så I know the drill). Det kan være "heeeelt ok, hvis det ikke kan være anderledes" (det mente de ikke, red.) at forhøre sig hos de små, lokale virksomheder, om de skal have hjælp til kommunikationen (igen: 3 år. Men tak for tippet. Og velsignelsen, i øvrigt), og det er meget vigtigt, at jeg husker at forberede min familie på de lange lange lange perioder, hvor jeg ikke har nogen indtægt. (Med fare for at gentage mig selv: 3 år. Mit arbejde er blevet drøftet med familien, tak).

På det her tidspunkt i enetalen var jeg blevet lidt træt. Havde nået at drikke to kopper kaffe mere. Og nikket høfligt, hver gang jakkesættene havde nævnt, hvor trætte de var af at optræde i medierne. Hvor hårdt det var. Men jeg er fra Jylland, så jeg siger ikke noget. Som regel. Det var først, da et af jakkesættene begyndte med sin "Nu er det ikke for at være fræk, men ... Hvad er det, du kan, som andre ikke kan? For der findes jo en milliard af sådan nogen som dig"-tale (seriøst. Det sagde han), at jeg hev den beskedne hat af. Og fortalte ham - med stemmen dryppende af sukker, naturligvis - at jeg ikke havde brug for nye modeller for min forretning nu, for det går fint, tak. At gode råd var velkomne, såfremt jeg selv bad om dem. Og at mine kunder er en god blanding af både store og små, hvor sidstnævnte i øvrigt er mindst lige så gode kunder som de store. Så dem skal der ikke grines af. Det virkede, og jakkesættet holdt op med at være patroniserende. Og gav mig i stedet sit kort med noget, der lød som en oprigtig opfordring til at give lyd på et tidspunkt, hvis vi skulle sparre. Ha. Tænkte den lille pige i de lilla sneaks.

Normalt er jeg væsentlig mere høflig. Jeg er ret ydmyg omkring det, jeg laver, og jeg er helt klar over, at det sikkert kan gøres anderledes/bedre/mere professionelt/i et jakkesæt. Men som det er nu, fungerer fint for både mig og mine kunder, og det må være det, der tæller. Derfor bliver jeg også en smule ... lad os kalde det pissy ... når nogle - der i øvrigt aldrig har mødt mig og ikke har gjort sig den ulejlighed at spørge ind til, hvordan jeg egentlig driver min forretning - føler det magtpåliggende at give mig gode råd og vejledning. Især fordi vi var inviteret på lige fod til det samme møde. Hvis jeg vil have hjælp, skal jeg nok spørge. Hvilket jeg faktisk gjorde kort efter mødet. I en anden sammenhæng. Her havde en anden selvstændig og jeg en lang snak om nogle ting, der forvirrer mig. Men ham kendte jeg så selvfølgelig også i forvejen. Og han havde hverken jakkesæt eller stakkels lille uvidende pige-attituden på. Måske det hjalp?

lørdag den 2. maj 2015

Nu med diller

Da Øglen og jeg var i Paris, havde HDD bl.a. Varanen med på Den Blå Planet. Ud over trifli, fiskefrikadeller og teater med Hammerhajen Hik (stor succes, åbenbart), fik den 3-årige en højt ønsket bamse med sig hjem - en temmelig lyserød skildpadde med glimmerøjne, som han har talt om i noget, der minder om et halvt år. (Siden en af pigerne i børnehaven havde en, der ligner ret meget, havde sin med i børnehave. For læææænge siden).

Skildpadden blev lynhurtigt navngivet - den hedder det samme som mig (!?) - og er stadig, her et par uger efter anskaffelsen, meget elsket. Den er med til mere eller mindre alt, og hver aften skal den puttes fint ved siden af Varanen. "Men den må ikke få dynen over hovedet, mor - så kan den jo ikke se noget, hvis den vågner". Nårhhh!

Skildpadden in question

Navnet giver af og til anledning til let forvirring (fx når Varanen drøner rundt og råber "HVOR ER A?!", og jeg står lige ved siden af og siger "Øhm ... Lige her?"), men ikke noget, vi ikke kan klare. Og når alt kommer til alt, er det jo ret rock 'n roll at hedde det samme som en lyserød glimmerskildpadde. Ikke?

Indtil i dag, altså. Hvor Varanen, med skildpadden i hånden og på vej ud at handle med HDD, syntes, han skulle diskutere med Øglen, hvorvidt skildpadden har en diller eller ej. Varanen var på ja-holdet, mens Øglen mente, at det ikke kunne lade sig gøre, når nu det er en pige-skildpadde. Det blev en ret ophedet diskussion, og den sluttede med, at Varanen råbte: "JO! A HAR EN DILLER!" og stormede ud ad døren.

Nu mangler vi bare, at han deler det med hele byen. Eller bare børnehaven. Og i øvrigt undlader at nævne, at den A, han henviser til, er lavet af lyserød plys ...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...