onsdag den 27. april 2016

Noget om (flere) babyer

I morges vågnede jeg ved, at jeg stirrede lige ind i knolden på Varanen, som lå og gassede sig midt i dobbeltsengen. Det var der i og for sig ikke noget underligt i - han er kommet vandrende ind til os lige siden han fik tremmerne af sin seng i januar 2014 (sic!), så det har vi efterhånden vænnet os til. Det er lidt forskelligt, om han snorksover eller er vågen, når jeg vågner, og det er - lige som hos alle andre, formoder jeg - forskelligt, hvilket morgenhumør han er i. Forleden var han gnistrende glad og kunne slet ikke vente med at komme i gang med dagen. I dag var han vist vågnet skævt, for han så både vred og trist (og ikke helt vågen ud), da han med en stemme fuld af bebrejdelser konstaterede, at han "ikke kunne vente med at blive storebror!"

Mit søvndrukne jeg nåede lige at spekulere på, om jeg rent faktisk er gravid (det er jeg ikke, red.), og derefter måtte jeg jo så høre, om han havde drømt noget om søskende. Det mente han ikke, at han havde, men han var virkelig opsat på, at han ville være storebror, og det kunne kun ske for langsomt!

Jeg brugte lidt tid på at ligge og sludre med ham og forsøge at få ham i godt humør, men der var ikke rigtig noget, der hjalp. Og da det blev tid til at stå op og gå i bad, ville han bare blive liggende. Hvis jeg lovede at komme og ligge lidt sammen med ham igen bagefter. Som lovet, så gjort - så måtte madpakker og morgenrutiner bare gå lidt hurtigere.

Da vi endelig stod op, fik HDD nys om storebror-ønsket, og ham og Varanen fik sig en god snak om det. Blandt andet gik det op for Varanen, at hvis han skal være storebror, så vil det involvere en baby, som måske/måske ikke larmer pænt meget om natten. Varanen vil i givet fald gerne bestille en baby, som "kun piver en lillebitte smule. IKKE græder. Og SLET ikke vækker mig om natten", og dertil måtte HDD jo sige, at hvis man kunne bestille sådan en på forhånd, så kunne vi måske godt tale om det, men at det sjældent er sådan, det fungerer.

Det endte med, at jeg fandt nogle gamle videoer frem på computeren. Fra dengang Varanen var baby, og Øglen var 4. Det syntes de begge to var en fest, og jeg faldt så langt ned i nostalgigryden, at vi alle sammen var ved at komme for sent til alting.

Tilbage på hjemmekontoret kom jeg liiiige til at se et par videoer mere. Og så nogle flere. Og kunne lige pludselig slet ikke forstå, at mine unger nogensinde har været så små. Og sjove. Og lettere psykopatiske. Og - ikke at forglemme - megasøde. De er stadig det hele, men nu er de det bare på en anden måde. En stor måde!

I teorien er jeg rimelig skruk. I praksis er jeg det overhovedet ikke. Jeg sætter i dén grad pris på den frihed vi har som familie nu, og at vi får sovet om natten. At vi har lige så mange voksenhænder som børnehænder, og at vi på en eller anden forunderlig måde har formået at få både tiden og økonomien til at gå op i en højere enhed. Hvor der godt nok ikke er plads til store armbevægelser, der involverer månedsvis af orlov til fjerne himmelstrøg, men hvor vi ikke mangler noget i det daglige. Og som oven i købet levner plads til, at vi kan lægge bare en my til side hver måned (hvis undertegnede altså prøver at gøre en indsats for ikke at klatte det væk på take away-kaffe. Jeg forsøger virkelig at vække min indre jyde, der ville korse sig over at betale på den gode side af 30 kroner for en kop brunt, varmt vand, men det er som om jyden er faldet i dyb, dyb slummer efter vores returnering til 2100 Spelt).

Desuden kan jeg ikke sige mig fri for at blive lidt fatalistisk omkring en eventuel treer. Vi har fået to sunde, raske børn indtil videre, og hvad nu, hvis vores held på den front er brugt op? Som HDD var så venlig at minde mig om forleden, så bliver jeg jo ikke yngre (at han heller ikke bliver det, indgik sjovt nok ikke i den samtale), og det kan han jo på mange måder have ret i ...

Det er ikke fordi, man udelukkende skal være praktisk omkring det. Jeg tænker, at hvis ønsket om en baby mere er højt nok, så finder man ud af alt det praktiske hen ad vejen. Men enden på det hele bliver nok, at der ikke kommer flere reptil-babyer. Jeg er bare ikke helt parat til at konkludere det endeligt endnu. Til én gang for alle at bestemme, at jeg aldrig mere skal bære rundt på et lille liv, dufte til en nyfødt og nyde babyers små, knirkende lyde.

Såeh ... Det er der, vi er. Hvor ingen på matriklen er gravide eller i babyplanlægnings-mode. Men lidt skruk er man vel altid. På afstand, i hvert fald.

Og Varanen? Jeg tænker, han overlever ikke at blive storebror. Han har i hvert fald ikke nævnt noget om det siden i morges. Efter børnehaven har han talt mest om iPads og det cirkus, vi skal til i børneren i aften. Og Øglen har desuden sagt pænt nej tak til flere søskende. Med mindre hun får 50 eller 100 på en gang - gerne helt magen til hende selv. Med samme navn - for det synes hun "kunne være sejt" ... (!)

fredag den 22. april 2016

Noget om irriterende typer

Ok. Jeg kan lige så godt sige det, som det er: Jeg synes, andre mennesker kan være irriterende. Ikke hele tiden, forstås, men af og til. Og typisk er mængden af angiveligt irriterende mennesker, jeg støder på, omvendt proportional med mængden af mit blodsukker. Altså: Jo lavere blodsukker, jo flere irriterende mennesker. Og vice versa.

I dag har mit blodsukker været ret stabilt. Jeg har husket at spise bare sådan nogenlunde jævnligt, og til trods for, at vi var til et FCK-arrangement (lidt fordomme har man vel altid?!) mødte jeg faktisk kun én ret irriterende type. Og det var mig selv. Go figure!

Irriterende Mig dukkede faktisk op allerede i går, hvor HDD spurgte, om vi ikke bare skulle tage S-toget til der, hvor arrangementet løb af stabelen. Det ville jeg normalt synes var en glimrende idé, men af uransagelige årsager syntes jeg i går, at det var smartere, hvis jeg løb, mens HDD cyklede ved siden af med ungerne i ladcyklen. "Nu er det jo sådan noget idræts-noget, vi skal til, og så er det vel ok, at jeg bare har løbetøj på", fik jeg sagt helt friskfyrs-agtigt. (Det er også muligt, at jeg fik sagt et eller andet helligt omkring transportløb, og at man skal udnytte sin fridag bedst muligt, og at det jo er så DEJLIGT at løbe, når vejret er godt). HDD blev med rette noget forbavset, men var hurtig til at acceptere, og så var dét ligesom aftalt.

Godt så.

Det lød jo meget godt, det der med at løbe. I går, altså. I morges var jeg ikke helt så hooked på idéen, men bordet fanger som bekendt, så vi tog af sted i god tid før arrangements-start, så der ikke var stress på. Ungerne opførte sig eksemplarisk hele vejen (Øglen læste Pixi-bøger højt for lillebror på hele turen. Hva'ba'!), og de steder, hvor der var mulighed for det uden at genere andre, kunne HDD og jeg også sludre lidt. Og ellers gik det ellers med mig i front og spandex, og HDD på det lyserøde kassecykel-lyn i bedste følgevognsstil.

Kønt var det ikke, men jeg overlevede da de 6 km til Halmtorvet, hvor der lige var tid til en kaffe på Carlton, før vi skulle over og sige "Zanka", "Verbic", "Toutouh" og andre, for mig, komplette fremmedord. Jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg aldrig har været til et FCK-arrangement før og interesserer mig så uhyggelig lidt for fodbold, at det faktisk er pinligt, men når klubben ligefrem inviterer til Cph Playday, fordi Øglen er medlem af en af deres samarbejdsklubber, så siger man da ikke nej.

Det var nu ikke fordi, der var så meget fodbold over det. Eller - der var jo logoer og den der Leo-maskot og så en enkelt fodbold-aktivitet, men der var også så meget andet. Parkour, slackline og forskellige lege igangsat af nogle idrætslærerstuderende, f.eks. Floorball og dans. Og så videre. Ungerne syntes, det var et hit, og både HDD og jeg morede os også ret meget.

Af gode grunde havde jeg jo mit løbetøj på, og jeg har formentlig set noget mere sporty og ambitiøs ud, end tilfældet egentlig var, som jeg fulgte ungerne rundt. Der var da også en, der et øjeblik troede, at jeg var en af dem, der stod for det, nu jeg tossede rundt i fuldt sports-outfit i stedet for casual praktisk, som alle de andre var klædt i. Det kunne jeg så forsikre ham om, at jeg ikke var, og efter et par mistænksomme blikke accepterede han fakta. Jowjow.

Efter arrangementet skulle vi sjovt nok hjem igen. Jeg havde taget mit rejsekort i lommen, så jeg kunne springe på toget, men vejret var godt, og det var så hyggeligt at hænge ud alle fire, så jeg besluttede mig for også at løbe tilbage. Og springe frokosten bestående af franske hotdogs fra 7-Eleven (det var straffen for, at HDD hjemmefra mere eller mindre havde lovet Øglen, at man kunne få hotdogs til arrangementet. Det kunne man ikke) over med begrundelsen, at "jeg skal jo løbe". Og rende rundt, stadig i fuldt løbegear, på legeplads på Øster Farimagsgade og være lidt for løbekæk ("Nåh, er I klar, unger? Skal vi lige nappe det sidste stykke til Trianglen?!"). På Trianglen lokkede skiltet hos ParadIs, men jeg kvitterede med endnu et nej tak - denne gang efterfulgt af et "Jeg har jo en grøn juice med i tasken - den tager jeg bare". Så mens HDD og ungerne fortærede hver deres lækre is, drak jeg grønkåls-/broccoli-/æble-/grape-juice fra en flaske og følte mig ret så sund. Og i dén grad irriterende.

Bagefter gik turen hjemad. I luntetrav. Til en toast (ikke specielt helse-Else, men nu havde jeg jo også lige drukket noget vældig sundt. Det skal jo heller ikke gå helt amok, vel?) og et bad. Og en kaffe med naboen på bolværket med sol på næsen og udsigt over havnen. Og r*v-ømme ben.

Er der nogen, der måtte have krydset en irriterende type i løbeudstyr på vejen mellem Østerbro og Vesterbro, så var det bare mig. Og jeg vil gerne lige understrege, at i dag var en one-off. Normalt løber jeg ikke til noget og ses a l d r i g i det offentlige rum i løbetøj, med mindre jeg er i gang med at løbe en tur. Det er til gengæld ikke så usædvanligt, at jeg takker nej til is, men jeg lover, at jeg aldrig tidligere har trukket en grønnere-end-grøn hjemmejuicet sag op af tasken i stedet. Den slags sundhed plejer jeg at holde inden for hjemmets fire vægge. Så jeg er altså ikke så irriterende i virkeligheden. Det var bare lige i dag.

Undskyld.

(For at kompensere for al irriterende-heden har jeg spist en stor håndfuld saltbomber, mens jeg så Disney Sjov. Og de har nu givet mig ondt i maven. Straffen for at tosse rundt i løbetøj hele dagen, formoder jeg?!)

torsdag den 21. april 2016

Noget om koder, der knækker

Engang midt i januar var det som om, Øglen knækkede læsekoden. Lige så stille og roligt begyndte hun at kunne læse små ord og sætninger - dog stadig iblandet en del gætværk. I februar var læsningen blevet lidt mere stabil, omend stadig let tøvende, og man kunne nærmest høre de små tandhjul inde i knolden på hende dreje rundt, når hun kiggede på bogstaver og stavelser. I marts gik det yderligere fremad (omend stadig lidt hakkende. Og så hjalp det jo ikke ligefrem, at Varanen insisterede på, at "det er MOR, der skal læse, Øgle. Du læser SÅÅÅÅÅÅH langsomt!")

Nu skriver vi april. Og Øglen læser. Sådan for alvor læser. Både højt (også for Varanen, der nu selv efterspørger det) og for sig selv. Pixibøger, Totte-bøger og andre børnebøger. Og Anders And-blade. Vi er ikke på roman-niveau endnu, men der er dæleme ikke mange ord, hun ikke kan. Og hun elsker det! Det første hun gør, når hun vågner om morgenen, er at putte sig i lænestolen med sin dyne og et Anders And-blad*, og så er hun ellers ikke til at komme i kontakt med. Helt tabt for omverdenen er hun, og det minder mig i dén grad om mig selv i den alder.

Jeg har altid været glad for at læse, omend der ikke er så meget tid til det nu, som der var, da jeg var 7. Og at skrive også. Øglen læser pt. mere, end hun skriver, men hun vil det hele, og jeg er sikker på, at det kommer, før vi aner. Lige nu er en af de foretrukne aktiviteter omkring puttetid (ud over at læse Anders And), at jeg skriver ord på computeren, som hun så skal læse. Jeg plejer at blande lidt rundt i sværhedsgraderne (primært fordi Varanen også gerne vil gætte læse med), men tiden for en- og tostavelsesord er for alvor forbi nu. I hvert fald får jeg at vide, at jeg godt kan pakke sammen med mit "And", "Vand" og "Sand", for "det er jo sindssygt nemt, mor! Skriv nu noget svært!" Altså kører vi på med "Røremaskine", "Skruetrækker", "Flødeskum" og andre ord, der lige falder mig ind.

Læse læse læse - ord, der nu er alt for nemme, hvis man spørger Øglen. 

Forleden greb Øglen så selv computeren og skrev en lille historie. Den er jeg så godt nok kommet til at slette (dåååååårlig mor!), men det var et eller andet i retning af "Der går en ræv og der går en mus. De ser et hus". Eller noget. Ret kært. Så selv om det klart er læsningen, der bliver dyrket mest for tiden, kan min førstefødte nu altså både læse og skrive. Det er vist for alvor på tide at fortælle mig selv (og prøve at forstå det også), at hun ikke længere er spor lille ...

*Deraf denne morgens lille tantrum, der bestod af en Øgle, som ikke syntes, det var fair, at hun skulle lægge tegneserien og komme i tøjet. "Jeg HADER lektier", gjaldede hun. "Det er det VÆRSTE, jeg ved, og det er så URETFÆRDIGT, jeg skal lave dem!". "Nogle gange ville jeg ønske, jeg var forældreløs!"

Taget i betragtning, at de ikke får lektier for i 0. på Øglens skole, tillod jeg mig at sætte spørgsmålstegn ved udsagnet, og det viste sig da også, at Øglen ikke var heeeeeelt klar over, hvad lektier i grunden var for noget. Adspurgt måtte hun da også indrømme, at ovenstående lille flip var ord fra Rip, Rap og Rups mund. Ak ja - og således begynder tegneserie-æraen. Som jeg selv husker som så altopslugende, at jeg engang i et øjebliks koncentrations-lapse kom til at kalde min hjemby for Andeby. Derefter kom tegneserierne på ferie i et par uger, så jeg kunne få læst nogle bøger i stedet ...

torsdag den 14. april 2016

Noget om at løbe (videre)

Der var engang, hvor jeg løb. Og løb og løb og løb. Lige indtil jeg ikke løb længere. Fordi jeg blev træt af det. Fordi jeg fik ondt i knæene. Fordi det var hyggeligere at drikke vin med naboerne, end at halse rundt i DNP. Fordi det var så som så med energien med istandsættelse af hus, to små børn og opstart af virksomhed. Fordi DNP var virkelig nederen (læs: bakket) at løbe i. Fordi *indsæt selv undskyldning*.

Det er næsten to år siden, jeg løb regelmæssigt. Det er to et halvt år siden, jeg løb mit sidste marathon. Og nu er jeg i gang igen. Ikke med at træne til marathon - du godeste, nej - men med at løbe. Til husbehov og lidt til. Dels fordi jeg er blevet temmelig blød i kanten. Dels fordi det der løb gør mig til et bedre menneske. Af en art. Selv om jeg kan have svært ved at hælde mig selv i løbeskoene og ud af døren, er jeg, uden undtagelse, altid i godt humør, når jeg kommer hjem fra en løbetur. Jeg har fået lys og luft, masser af synsindtryk, pulsen op, lyttet til Mads & Monopolet, som jeg aldrig når om lørdagen, og - måske det vigtigste - lidt alenetid (eller voksentid, alt afhængigt om jeg løber alene eller sammen med naboen). Og det er slet slet ikke så ringe.

Jeg bliver aldrig træt af at have vandet lige uden for min hoveddør. Det perfekte sted til (bl.a.) at strække ud efter løb og tømme hovedet fuldstændigt ...

Jeg sætter ingen rekorder og har pt. ingen planer om at løbe længere end 10 km i den næste lange tid, men det er skønt at være i gang igen. At finde en identitet, eller hvad det nu er, i noget, der hverken er arbejde eller moderskab. Ikke, at der er noget i vejen med nogle af delene, men i og med jeg ikke er den helt store hobby-person, er det meget rart at have noget, der får mig ud og op af sofaen. Som ellers i dén grad kan være svær at komme op af om aftenen, når børnene er puttet. Så derfor eksperimenterer jeg med at udvide dagen lidt i den anden retning og står nu op kl. 06.00 et par gange om ugen, så jeg kan nå at løbe, før børnene får øjne. Det er sandsynligvis normal tid for rigtig mange andre, men eftersom jeg først plejer at stå op ved 6.45-tiden, er det ret så tidligt for mig. Byen er fantastisk på det tidspunkt om morgenen - den er så småt ved at vågne i takt med, at solen står op, og på min efterhånden faste rute når jeg dels at vågne helt, dels at lade op til dagen, der er forude.

Vel hjemme igen kan jeg så vække dem, der stadig sover (Øglen. Altid Øglen. Hun står først op, når det er allerhøjst nødvendigt. Jeg tror, hun er blevet teenager før tid) og spise morgenmad med ungerne i ro og mag (og en lugt af gnu). Når Øglen og HDD så er sendt af sted i skole og på job, kan jeg gå i bad og lege lidt med Varanen, før vi skal ud af vagten. Og så er dagen ligesom kommet i gang på en rigtig god måde. Det kan jeg sagtens vænne mig til - også selv om det er besnærende at trykke på snooze, når løbeskoene kalder ...

mandag den 11. april 2016

Noget om ja-hatte

Vi har talt lidt om ja-hatte derhjemme i den sidste tid. Efter nogle episoder, hvor nogen ikke var helt enige i mors og fars disponering af skærmtid. Hvor nogen ikke var bange for at bruge sine lungers fulde kraft til at udtrykke det. Og hvor nogle andre skiftede mellem at være temmelig vrantne og at giraffe rundt og sige ting som "Jeg kan også godt forstå, at det er træls, at I skal slukke nu", "Lad os spille et puslespil i stedet" og "Kom, nu går vi ind på værelset og ser, om vi kan finde din ja-hat". Mens nogen i virkeligheden havde mest lyst til at droppe alt, man nogensinde har hørt Jesper Juul, Erik Sigsgaard et al. sige og kyle barn og/eller sig selv (mest sig selv, faktisk) ud af vinduet

Roen og freden i det lille hjem er nu genoprettet (selv om nul skærm i hverdagen-politiken lige skulle sluges. Af alle), og det lader rent faktisk til, at den der nogen har hørt bare en lille smule efter. I hvert fald fulgte nedenstående lille samtale fordelen morgen, hvor jeg på vej til børnehaven kom i tanker om, at jeg havde glemt Varanens hue: 

Mig: Hov, Varan. Jeg har vist glemt din hue!
Varan: Det gør ingenting mor. Jeg har jo min ja-hat på.

Dejligt, at det man siger, trods alt trænger bare lidt ind. Og dejligt, at ingen er blevet kylet ud af vinduet. Selv om vi bor i stuen, og det højst ville blive lidt vådt at ryge i vandet ...

onsdag den 6. april 2016

Noget om aprilsnar(t)

Jeg rider ikke samme dag, som jeg sadler, så derfor er mit indlæg om aprilsnar(t) ikke sådan super-aktuelt. Det beklager jeg, men på den anden side er jeg heller ikke kendt for min høje skrivefrekvens, så jeg håber, I bærer over med mig.

Personligt har jeg aldrig været den store fan af aprilsnar. Jeg synes, der er langt mellem de sjove af slagsen, og så synes jeg, der er et eller andet meget absurd ved, at man én dag om året tilsyneladende har frit lejde til at lyve om løst og fast. Særligt fordi det ofte bliver virkelig plat på den usjove måde eller er et eller andet, der ender med at gøre folk sure eller kede af det, fordi der altid - a l t i d - er et par stykker eller ti, der ikke fatter, at det er for 'sjov'. Beklager i øvrigt, hvis jeg lyder som en, der er 180 år gammel.

Nå. Men når man er 4 og 7, så synes man, aprilsnar er da bomb! Og når man er mor til nogen på 4 og 7, så kan det faktisk være med til at rokke bare en lille smule ved ens syn på aprilsnar. Jeg syntes formentlig også, at aprilsnar var sjovt, da jeg var 4 (og 7) - jeg kan ikke huske det - men jeg kan levende sætte mig ind i, hvor vildt det må være fra et barns perspektiv, at man må snyde om alt en hel dag!

Eftersom det er Øglens første år i skolen, er det også første gang, hun sådan for alvor stifter bekendtskab med aprilsnarren, som efter alt at dømme holdt sig inden for temaet "dine snørebånd er gået op ... APRILSNARRR!" I børnehaven var der ikke noget aprilsnar, men Varanen lever i dén grad efter devisen 'små gryder har også ører', så han var straks helt med på konceptet, da Øglen forklarede (og vi uddybede). Så han forsøgte sig lidt i det små med udtalelser som "jeg er ikke sulten. AprILSNART!" (som lyder for cute til at rette) og "jeg skal ikke tisse. APRILSNARRRRT!", før han for alvor begreb mulighederne for at fyre de vildeste røverhistorier af. Så mens HDD og Øglen så finalen i X Traktor, og jeg puttede Varanen, stod munden ikke stille på ham:

Varanen: Moaarrrr?
Mig: Ja, skat?
Varanen: Ved du, hvad jeg har set i dag?
Mig: Nej, det ved jeg ikke. Hvad har du set?
Varanen (alvorligt): En AVOKADO-fisk!
Mig: Aha. Det lyder spændende. Har I sådan en ovre i akvariet i børnehaven?
Varanen: Nej. Jeg 'sot' den bare (vi kører nogle ret spændende bøjninger over de uregelmæssige verber for tiden. Og jeg kan ikke nænne at rette dem. Endnu). Den var helt GRØN! Og fyldt med slim!
Mig: Adr! Det lyder ret ulækkert.
Varanen: Og ved du hvad?
Mig: Nej?
Varanen: Den har en stor sten nede i maven. Lige som en rigtig avokado. Og zombierne kan godt li' at spise dem. Men hvis de spiser stenen, så sker der noget med ... tem ... varm ... teperaTUREN i deres maver, så de bliver helt kolde. Og så DØR zombierne. Og bliver til mennesker igen.
Mig: Javel.
Varanen: Er det ikke bare en sej fisk?
Mig: Joeh ...
Varanen: APRIIIIIILSNARRRRRT!

To sekunder senere:

Varanen: Moaarrrr?
Mig: Ja, skat?
Varanen: Ved du, hvad jeg faksis (endnu en ting, der er for cute til at rette) OGSÅ har set i dag?
Mig: Nej, det kan jeg slet ikke gætte.
Varanen: Jeg 'sot' faktisk også en APPELSIN-fisk.
Mig: Aha. Var den helt orange, så?
Varanen: Ja! Det var den faksis! Og helt SLIMET!
Mig: Det lyder ret ulækkert.
Varanen: Jamen, de er rigtig søde. Og ved du hvad? Zombierne kan godt li' at spise dem. 
Mig: Dør zombierne så, hvis de spiser dem?
Varanen: NEJ? Selvfølgelig gør de ikke det!
Mig: Nåmn, det kunne da godt være? 
Varanen: Det gør de IKKE!
Mig: Ok. 
Varanen: AAAAAAAPRIIIIILSNART!

Halvandet sekund senere:

Varanen: Moarrrrrrr?
Mig: Ja?
Varanen: Det var bare fis, det med fiskene. Men ved du hvad?
Mig: Nej?
Varanen: Jeg har en LIGHTER ovre i børnehaven!
Mig (som pludselig hørte bare lidt mere efter. Man kan jo aldrig vide): En LIGHTER?
Varanen: Ja!
Mig: Hvor har du fået dén fra? Fandt du den på legepladsen, eller havde en af de voksne tabt den?
Varanen: Nej.
Mig: Jamen, hvor fandt du den henne? Du skal give den til en af de voksne, for sådan en er ikke legetøj.
Varanen: ...
Mig: Den er til at lave ild med, jo.
Varanen: APRIIIIIIIIILSNART!

Et nanosekund senere:

Varanen: Moaaarrrr?
Mig: Ja? 
Varanen: Ved du hvad?
*Indsæt selv røverhistorie. Om alt lige fra zombier og rumraketter til ubundne snørebånd, madkasser og andre, lidt mere dagligdagsting. Gange en zilliard*

Det tog lang tid at putte Varanen i fredags. Men det var dæleme sjovt. Og tændte et lille håb i mit 180-årige sind omkring, at jeg måske er blevet omvendt, hvad angår aprilsnar. Måske jeg planlægger dagen (og spøg og skæmten) ned i mindste detalje til næste år? Eller måske omvendelsen bare er midlertidig og primært skyldes den fire-åriges hittepåsomhed. Det er ikke hver dag, man taler om zombier og underlige fisk, jo ...

mandag den 28. marts 2016

Noget om påskeferie

På en eller anden facon gik der lige 10 dage. Hvor vi ikke rigtig har lavet noget. Agtigt. For når man sådan tænker tilbage, så har vi faktisk lavet pænt meget i påskeferien, synes jeg. Godt nok ikke noget, der fylder op på bankkontoen (tværtimod), men familie- og hyggekontoen er blevet tanket godt og grundigt op, og det tæller mest. Faktisk.

Egentlig ved jeg ikke, hvorfor vi har været hjemme hele påskeferie. Eller, altså - det skyldes primært, at vi havde planer både i den første weekend af påskeferien og i den sidste (altså denne her), og så også fordi jeg skulle arbejde i de der hverdage inden påske. Så kan vi jo altid vende tilbage til, om jeg rent faktisk fik arbejdet lige så meget, som det var planen. Eller om det, de andre lavede, var så hyggeligt, at jeg kom til at fodre ænder, gå på legepladsen, drikke kaffe og alt muligt andet i stedet for. Så sådan blev det. Og det har bare været SÅ hyggeligt.

Skønne skønne Nordhavn, hvor de trætte løbefødder og deres ejerkvinde lige tog sig et hvil på spidsen ...

Jeg ville gerne kunne sige, at jeg har nået at male hele hytten, strikke en sweater (som om), lært et nyt sprog, læst Voltaire på originalsproget (eller på dansk, for den sags skyld) eller andre fancy ting, men det er desværre ikke tilfældet. Til gengæld har jeg drukket helt utrolig meget kaffe, løbet nogle gode ture både alene og sammen med vores næsten-nabo, (gen)opdaget diverse afkroge af Østerbro, set gode venner, leget med ungerne, været på bondegårdstur og besøgt Botanisk Have og ledt efter giftige planter sammen med børnene. En leg, de startede, og som jeg syntes var vældig sjov, lige indtil Varanen efterfølgende på Statens Museum For Kunst helt bekymret måtte ud og vaske fingre, fordi han ikke kunne huske, om han havde rørt ved en af de giftige planter (det havde han ikke, red.), og det vist i øvrigt måske og eventuelt også var som om, hans tunge også føltes helt hævet. "Og måske også lidt LAMMET, mor!" (Jeg husker fremover ikke at leve mig helt så meget ind i det, når afkommene ivrigt insisterer på at høre samtlige grufulde bivirkninger ved at gufle dansk ingefær, skarntyde, stormhat og andre lumske planter).

Going on up ...


Gult værksted på SMK, hvor der var masser af (sjovt nok gule) fjer, papir, pinde, mv., fjernede heldigvis fokus fra eventuelt lammede tunger, og dagen fortsatte ufortrødent. Og blev rundet af med en tur på Svanemøllestranden, hvor årets første gammeldags vaffelis blev indtaget. Af børnene. Fordi jeg havde været dum nok til at lave en sukkerembargo for mig selv dagen forinden, fordi jeg har haft det lidt for sukkerhyggeligt på det seneste. Så den slags skørlevned er det slut med for mig. For nu, om ikke andet - lad os se, hvor længe det varer denne gang. En tøjstørrelses tid, kunne man håbe. Måske det hjælper, hvis jeg køber nye løbesko? Eller nye løbebukser? Eller ... Næh, vent lidt. Det må jeg jo ikke, for jeg er med i et specialeprojekt hos den ene halvdel af Nordrobe.dk, som går ud på, at min garderobe skal barberes (er blevet barberet) ned til det rene ingenting, så jeg må ikke bare købe nyt, selv om jeg gerne vil. Endnu, i hvert fald. Men måske som en form for belønning, når projektet er slut om en tre-fire ugers tid? Det kunne man jo lige overveje. Gnæg.

Barresøgaard. Hvor vi ikke har været længe, men som vi har besøgt et par gange før. Bl.a. da Varanen kun var 10 dage gammel. Nååååårh!

Øglen og klassekammeraten nusser daggammel lille påskekylling. Også nåååååårh!


Nå, men i hvert fald - potentielle lammelser fraregnet, så har vi megahygget os her i ferien. Også selv om dagen i dag (efter løbetur i solen, besøg på legepladsen, crêpes i ladcyklen (børnene. Og HDD. Ikke mig. Sukkerembargo, husker I nok) og indkøb) er blevet brugt på at rydde op og gøre rent herhjemme. Tiltrængt, men når vi lige har været i kælderen med alle de ting, der på mystisk vis har samlet sig i en bunke midt på gulvet (og som vi af forskellige kedelige årsager ikke bare kan skille os af med), er her til at holde ud at være igen. I guder, hvor kan man rode, når man går 4 mand hjemme i 10 dage. Og støve, underligt nok. Hvilket minder mig om en barndomsvenindes mor, der kun lod os være inde i den fine stue, hvis vi "lovede ikke at støve". Jeg har brugt mange minutter i løbet af årene på at tænke over, hvordan man egentlig støver med vilje ...

Svanemøllenstrand. På vej mod vandet med hver sin is


Fra dagens løbetur. København er pæn!

Over 'n out herfra. Hvor jeg krydser fingre for, at Skolebarnet snart fortæller sig selv, at hun godt kan sove, frem for den hårdnakkede "jeg kan ikke sove"-plade, hun har spillet den sidste times tid. Men det er heller ikke sjovt at skulle lukke øjnene for en lang og dejlig ferie og så vågne op til helt almindelig hverdag. Heller ikke, selv om hun glæder sig til at komme over til alle vennerne i skolen i morgen. Personligt kunne jeg godt lige nappe en uges ferie mere, men det skal nok blive godt at komme i gang igen. Ikke mindst fordi ugen, der bliver en travl en af slagsen, bringer både sjove og spændende ting. God aften, alle sammen. Jeg håber, I har nydt påsken.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...