fredag den 5. februar 2010

(Hus)mor med et mål?


Jeg har været hjemme to dage i denne uge. Første gang, fordi der var vandskade i vuggeren, anden gang fordi jeg er så privilegeret at have hjemmearbejdsplads og gør brug af den i ny og næ. Og kommer så altså også til at se lidt tv. Bare en lille smule… Bl.a. et (i grunden ret skrækkeligt) program, der vist hedder ”The secret life of a soccer mum”. Det handler om en hjemmegående husmor, der gerne vil vide, hvordan hendes liv ville være, hvis nu hun ikke var 'stay at home mum', men i stedet var tilbage på det job, hun elskede, men som hun forlod til fordel for mand, hjem og børn.


Nogen, der har set det? Eller. Spurgt på en anden måde: Nogen, der vil INDRØMME, at de har set det?!

Ahem. Nå. Jeg har altså set det. To gange. Pinligt! Og så var det jo, at jeg kom til at tænke lidt. (Hvilket jeg i øvrigt ikke tror, er meningen med programmet). Og, hvor ynkeligt det så end må være, så gik (går) det mig lidt på, for det rammer direkte ned i min helt store kæphest, nemlig manglen på en drøm/et mål/en vej.

Det er ikke ofte, jeg finder mig selv misunde hjemmegående husmødre fra USA (faktisk tror jeg godt, jeg tør vove pelsen og sige, at det aldrig er sket før), men i dette tilfælde gør jeg det. For de havde et job, de brændte for og var gode til, og de får så muligheden for at prøve kræfter med det igen og derfra træffe et til- eller fravalg.

I min situation gik jeg på barsel fra et job, jeg var semi-glad for og kom tilbage til et job, som jeg virkelig ikke bryder mig om (selv om det er ét og samme job). Lad os nu antage, at jeg havde valgt at blive hjemmegående husmor (neeever gonna happen, men rent hypotetisk), og der kom en dilettant-agtig vært fra et pseudo-reality show og tilbød mig at prøve kræfter med jobbet, jeg forlod, så jeg kunne vælge, om jeg ville tilbage på arbejdsmarkedet, så ville jeg løbe skrigende væk over stepperne (og ikke kun, fordi jeg ikke vil på tv). For jeg brænder ikke for mit job. Og selv om jeg er ok god til det, jeg laver, så er det underligt ’u-målbart’. Forstået på den måde, at hvis man er designer eller kok (tilfældigvis de to eksempler, jeg har set i tv-programmet), så skaber man noget. Man designer en kjole eller kreerer en ret, men hvis man laver det, jeg gør, så producerer man i bedste fald en masse papir.

Og hvis der er noget, jeg har fundet ud af, mens jeg har været på barsel, så er det, at jeg har behov for at kunne måle det, jeg laver. Nok derfor havde jeg så svært ved at vænne mig til livet på barsel (jeg kom heldigvis efter det), fordi dagene jo bare fløj af sted, uden jeg havde et hjemmestrikket tørklæde, en bog om livet som mor, et abstrakt maleri eller 10 tons kager til at bevise det. Lidt ligesådan er det på jobbet. Jeg har ingen projekter, jeg kan tage ejerskab over, og de få flueben, jeg kan sætte, er ved temmelig ligegyldige ting. ”Det er ikke på nogen måde forretningskritisk, og det er f*cking utilfredsstillende”, som en god kollega (med de samme job-træthedssymptomer som jeg) sagde tidligere i dag.

Jeg har ingen ambitioner om at blive sådan en totalt uundværlig type, der skal sove med telefonen under hovedpuden og det ene øje på klem, hvis nu der var brug for mig på arbejde. Jeg vil bare have en stilling, hvor det ville gøre bare en lille forskel, hvis jeg nu ikke kunne komme en dag. Og så kunne jeg egentlig godt bare tænke mig at skifte hest. Til hvilken ved jeg dog ikke, da jeg, efter 12 måneder på barsel, faktisk er ret usikker på, hvad det nu lige er, jeg kan. Tænk engang; 5 år på CBS, og jeg står stadig med følelsen af, at jeg ikke kan noget videre. Men jeg læser jobannoncer i ét væk, og får præstationsangst på forhånd. Alligevel søger jeg et par stillinger, når der er nogen, der virker nogenlunde inden for rækkevidde, men jeg har også fået afslag på dem. Med hhv. 295 og 275 ansøgninger til jobbet, var jeg ikke kommet i betragtning. Og det er jo ok. Men det kan ikke undgå at pirke til usikkerheden på, om jeg så NOGENSINDE får et nyt job. (jojo, når krisen er overstået, kan det da godt være, at der er nogen, der vil brødføde mig, men det er NU, jeg gerne vil have et nyt job, for jeg er seriøst ved at være færdig med det her på alle måder.

I går var jeg vildt ked af hele job-situationen. Syntes, at det hele tårnede sig op, og at det bare var gråt (det var det så også). Men i dag er jeg bare træt af pis. (Ja, undskyld mit franske) Og selv om det ikke er holdbart i længden, så er det trods alt noget mere konstruktivt end tristesse, for i sidstnævnte tilstand, er man (jeg) bare ikke vildt produktiv. Tværtimod. I dag har jeg i stedet fundet endnu et job, jeg skal have søgt, og selv om det ikke giver mig evner til at sy, strikke, male eller skrive en bog, så er det da et skridt på vejen. Må prøve at udholde tiden indtil på fredag, hvor jeg går på ferie (HURRA!), og bruge al den tid, mine ikke-eksisterende arbejdsopgaver giver mig, til at søge flere job. OG til at finde ud af, hvor det er, jeg gerne vil hen. Hvordan jeg kan kombinere mine uudtalte arbejds-ambitioner med familielivet.

Og så må jeg jo glæde mig over, at selv om jeg ikke har skabt ret meget, så har jeg trods alt skabt halvdelen af hende her:

















Og det er jeg egentlig ganske godt tilfreds med, hvis jeg selv skal sige det... :-)

11 kommentarer:

  1. Nogle gange tænker jeg på, at alt det Krabbe kan, er noget jeg har lært ham. Og jeg synes faktisk der er noget om det. Altså selvfølgelig er det barnets udvikling, men at han er fremme i skoene og alt det der jazz. Det er mig.
    Lighedstegn for dig og Øglen

    SvarSlet
  2. Du er så fantastisk. Og jeg ved faktisk hvad jeg snakker om! Og det er jeres lille øgle også.
    Undervisning kan varmt anbefales. Det fører til noget og du kan se resultater af det du laver. På det punkt ved jeg også hvad jeg snakker om (sikke meget jeg ved, hva'?)
    Kh. Malene

    SvarSlet
  3. Jeg misunder faktisk jævnligt de hjemmegående mødre. Fordi de lever jo også en drøm ud og har et mål: nemlig at være der for deres familie og skabe et godt fundament. Og der er ikke noget, der skal stå i vejen for at de kan nå dette mål, så de har droppet arbejdet. Det synes jeg faktisk er ret sejt.
    Nu ville jeg selv blive sindssyg (helt bogstaveligt!), hvis jeg skulle gå hjemme hele tiden, men det gør bare respekten for disse kvinder endnu større. Tænk at de kan! Tænk at de orker! Tænk at de gør det!

    Men nå, jeg håber, at Det Perfekte Job må falde ned i din turban, og at du må se lyset i en eller anden retning.

    SvarSlet
  4. Hun er da bare SÅ sød! Godt gået, dér :)

    (Og psssst, jeg så også godt det med hende designermoren, ved en ren tilfældighed selvfølgelig...)
    Jeg ønsker dig rigtig meget held og lykke med jobsøgningen og jobretningen. Det skal nok lykkedes, ting tager bare lidt tid nogengange...

    SvarSlet
  5. I know what you are talking about!!!
    Jeg nåede faktisk at få et nyt job, men opdagede at jeg var gravid 2 dage før jeg skulle sige op. Så sidder med "lorten" endnu - men jeg drømmer stadig om et nyt job.
    Men, men, men...måske du kan bruge min erfaring. Da jeg kom tilbage var jeg også ret utilfreds. Jeg blev personlighedstestet da jeg blev ansat, og jeg tog fat i HR for at spørge om jeg måtte få den test udleveret og se hvad jeg egentlig er for en størrelse (hvad er jeg gør til, hvad motiverer mig, etc.). Den brugte jeg til at lære mig selv lidt bedre at kende - og til at søge jobs med.
    Jeg fik faktisk også lokket dem til at give mig en ekstra test med fokus på talent og motivation, da jeg nævnte at jeg var på vej væk. Den test viste sjovt nok, at jeg har talent og bliver motiveret for noget andet end det, som jeg sidder med nu. Aha...!!!
    Når jeg er færdig med at være gravid og på barsel II, så er jeg ikke i tvivl om at test og de samtaler, som jeg har haft med vores HR afdeling er noget, som jeg kan bruge (og også bruger i dag).
    Jeps - det kræver måske en god kontaktperson i HR, men prøv...Det kan hjælpe dig lidt på vej, vil jeg tro...

    SvarSlet
  6. Kender alt for godt det der med ikke at have en drøm eller et mål - det får mig til at føle mig enormt talentløs og pinlig, at jeg ikke har en plan for mit liv :o(
    Til August har jeg 10 års jubilæum på mit job, og det skræmmer mig helt vildt. Jeg har lavet flere forskellige ting og haft forskellige titler i løbet af de 10 år, but still !
    Jeg er egentlig ok glad for det, men det giver mig ligesom ikke følelsen af at gøre en forskel - og nu tror jeg faktisk at jeg har affundet mig med det. Også fordi jeg får HYREN for det, og jeg ved godt at den slags handler om prioritering osv osv, men synes heller ikke jeg har lyst til at ruinere os vel ?
    I forbindelse med en stresssygemelding jeg var ude i i efteråret har jeg haft nogen samtaler med en psykolog, og hun har hjulpet mig med at se at det måske også er ok at man skruer ambitionerne lidt ned mens man har små børn - så skal man nok nå det fede job bagefter.
    Ellers kan man jo også finde noget indhold og udfordringer andre steder end på sit job - foreninger und so weiter. Kan anbefale JCI som er en stor legeplads, hvor man virkelig kan få lov at udfordre sig selv både fagligt og personligt og blive lidt klogere på HVAD det egentlig er man har lyst til at bruge sig liv på - Hvis man altså tør ;o)
    Held og lykke med jobsøgning - og undskyld den ALT for lange kommentar !

    SvarSlet
  7. Nogle gange ville jeg ønske vi havde tv så jeg kunne se sådan nogle programmer - DR online sender bare ikke sådan noget spændende TV :-(

    Jeg ville ønske jeg kunne sige noget klogt om job - men lige nu ville jeg ønske jeg havde poppet en unge i sommer, sådan jeg i det mindste ikke nu sad og bare gloede og søgte jobs som jeg egentlig ikke aner om jeg har lyst til at bestride, fordi jeg vitterligt ikke aner hvad jeg lyst at arbejde som/med. Så jeg søger de gængse stillinger indenfor mit felt og håber en dag at få noget spiseligt også derfra finde min vej frem.

    Jeg synes Lottes forslag lyder ret godt - gid jeg havde en HR-afdeling..

    SvarSlet
  8. Hmm...nu er jeg en af dem, hvor børnene er liiidt større - men har været der, hvor jeg konstant følte mig fanget i dilemmaet mellem karriere og familietrivsel.
    Mit valg var at gå meget hjemme, da børnene var helt små. Uh hvor har jeg med skræk set spændende jobs og faglig udvikling fare forbi. Og måske også følt at jeg ofrede mig lidt!
    Men altså...nu er børnene "store", 7 og 10, og jeg har garanteret mindst 25 års arbejde foran mig. Tiden med dem ville jeg ikke bytte for noget i verden, og i dag kan jeg jo arbejde en vis legemsdel ud af bukserne igen...uden at have følelsen af at forsømme nogen..

    SvarSlet
  9. Fuldstændig uden sammenhæng med resten af dette kommentarspor, vil jeg lige sige, at jeg har tagget dig:
    http://gravidgrahvad.urbanblog.dk/2010/02/06/med-frygt-og-bæven/

    SvarSlet
  10. Bortset fra, at jeg (desværre) ikke har set det program endsige skabt halvdelen af Øglen, så har jeg det PRÆCIS, som du beskriver. Og jeg er vildt frustreret over kombinationen af vægelsind og utålmodighed. Og du har også al mulig grund til at være tilfreds med Øglen. Hun er fannarme skøn!

    SvarSlet
  11. Tak for jeres kommentarer, allesammen. De varmer!

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...