fredag den 19. februar 2010

Nemesis

Jeg ved ikke, hvornår jeg lærer det. Nemesis. Læser. Med. På. Bloggen. Han (det MÅ være hankøn, ikke?!) læste med, da jeg skrev forleden, at Øglen sover igennem.  Og han læste med i morges, hvor jeg åbenbart var lidt for kæk på jeg-er-snart-færdig-med-at-male-måden. Nåede ned i Flügger, fik købt min yderst kostbare maling (måske det er så dyrt, fordi man får en alenlang malings-prædiken med af farvehandleren? Helt ærligt  - det er MALING! Hvor svært kan det være?!), og fik slæbt det hjem på 4. sal. Er allerede ved at få second thought ang. det der 4. sal. Men satser på, at det giver mig de onde lår- og ballemuskler. På den tonede måde. Fik også grundet en halv hylde (fandt lige noget fyrretræ i lejligheden, som i dén grad trængte til at skifte farve. Men gør alt fyrretræ ikke det?!) Hvorefter telefonen ringede.

"Vuggestuen", stod der på displayet, og så ved man jo godt, hvad klokken er slået. Det er jo ikke fordi, de plejer at ringe for lige at sludre lidt, vel? Og ganske rigtigt: "Øglen har en temperatur", lød det i røret, og selv om det jo i sig selv er ganske glædeligt, vidste jeg inderst inde godt, at de ikke ringede bare for at meddele mig det åbenlyse, og at de prøvede at fortælle mig, at Øglen havde feber. Så af sted med mig og klapvognen i S-toget. (Sjovt, som folk kigger mærkeligt, når man har proppet taske, regnslag og andet ned der, hvor barnet normalt ligger i en klapvogn. Har overvejet at sige "Ligger du godt nedenunder alle mors ting, lille skat?", mens jeg linder lidt på min tunge håndtaske, men det er jo sket før, at jeg er blevet misforstået, så ind til videre dropper jeg det...)

Fik hentet Øglen og transporteret hende hjem i klapperen i silende regn. Som var forklædt som sne, men det VAR jo regn. Det var i hvert fald lige så vådt som regn. Og så har der ellers været dømt Mission Underhold Ualmindeligt Gnaven Øgle resten af dagen. Ikke så meget som en kvadratcentimeter har jeg fået malet siden i morges kl. 9.58. Og jeg er sikker på, at det udelukkende skyldes, at jeg var så kæk i morges. Hrmpf. Heldigvis har HDD fået malet lidt. Og han overtog også Øglen i eftermiddag, hvor jeg havde en tid hos frisøren. Som har klippet alt mit hår af. Det ved jeg ikke lige, hvad jeg skal sige til, men jeg vænner mig forhåbentlig til det på et eller andet tidspunkt. Gerne inden i morgen, hvor jeg skal til bryllup og helst se lidt pæn ud. Men nå. Alle malerstænkene er i hvert fald væk nu. Sammen med håret. Og det er jo godt nok...

Nu er der X-Traktor, så jeg smutter ind i sofaen. Sammen med resten af Danmark. Med mindre Øglen vågner. Og det gør hun jo nok...

5 kommentarer:

  1. Åh jo, pliiiissss tal til håndtasken i klapvognen en dag. Jeg vil SÅ gerne høre hvad folk siger og gør. Evt i toget til Hellerup..*fnis*

    SvarSlet
  2. Vågnede Øglen så?
    Og ja, jeg hepper også på at du tager en sludder med taskerne...

    SvarSlet
  3. Er du mon gået fra langt hår til virkelig kort eller? Har du vænnet dig til det nu - by sunday?? ;o)

    SvarSlet
  4. Øglen vågnede heldigvis ikke. Eller... skrev jeg lige "heldigvis"?! Det ville jo nærmest have været en lise at blive kaldt væk fra det der X-Factor. Nogen må prøve at forklare mig, hvorfor det er, at jeg bliver ved med at se det.

    Ok, så - jeg tager en sludder med taskerne (dem i vognen!) en dag.

    @Anette: Fra mellemlang page til ganske kort i nakken og lidt længere foran. Hvilket lyder temmelig 90'er-agtigt, nu når jeg beskriver det, men det er det egentlig ikke. Faktisk. Eller ER det?! *Gys*
    MANGE tak for surprise-gaven, i øvrigt. Den kom med posten i går, og var lige nøjagtigt det, der manglede for at gøre mit bryllups-outfit helt perfekt (ikke mit eget bryllup, altså). Så lipgloss'en er indviet og godkendt, og Bobbi Brown skal indvies snarest muligt! :-)

    SvarSlet
  5. Nøj hvor jeg glæder mig til at læse det indlæg om "talen med taskerne". Og helt ærligtså kunne det da være så sjovt, hvis det ikke kun var dem i klapvognen du tog en sludder med i toget, men også de andre "tasker". Hahaha, kan lige se det for mig :o)
    Og maling er dyrt fordi der er mega fortjeneste på den slags. It's that simple - desværre :o(

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...