tirsdag den 9. februar 2010

Nu du bange...

Gravidgrahvad har tagget mig. Det er en tagning, der har været vidt omkring i blogland, og den handler om, at man skal fortælle, hvad man er bange for. "Høh", tænkte jeg - "jeg er ikke bange for noget! Ud over lige gøglere og klovner, men eftersom jeg engang fik en skideballe af en gigantisk Fætter BR (damn you, oversized garder-gøgler-bjørn!), og fordi min far kender/kendte Diana Benneweisczchczssch (= nærkontakt med klovner), er der jo en forklaring på den angst, og så er det jo ikke sjovt". PRÆCIS sådan tænkte jeg! Nå

Men så var det jo, at jeg tænkte lidt efter. Og støvede af i et par hjerne-krikelkroge, hvor jeg ikke normalt kommer. Dér stødte jeg på en edderkop - og sådan nogle er også bange for - men jeg fandt også et par dybereliggende fobier, om man vil, som jeg sjældent anerkender eller gør op med. Så det vil jeg da gøre her - også selv om jeg faktisk synes, at det er overraskende personligt at skulle stille sin frygt(er) op sort på hvidt.

Jeg er bange for at forfordele nogen. Og her mener jeg forfordele i ordets traditionelle betydning - at nogen bliver begunstiget i forhold til andre (kunne godt sige en ting eller to om pendul-ord, men eftersom jeg ikke er bange for dem, men udelukkende sur over dem, vil jeg lade det ligge for nu). Det være sig enten med gaver, tid, taknemmelighed, opmærksomhed eller andet. Mit pleaser-gen er beklageligvis på størrelse med et lille land, og selv om jeg arbejder på at få det til at fylde mindre, oplever jeg af og til, at jeg slår knuder på mig selv for at familie og venner skal føle, at jeg deler sol og vind lige.

Jeg er bange for ensomheden. Som af og til - men heldigvis nærmest aldrig, siden jeg har mødt HDD - gnaver et lille hul i min mave, på trods af en skøn omgangskreds og ditto familie.

Sidst, men absolut ikke mindst, er jeg bange for at blive gennemskuet. At der en dag, er en grimmer karl, der kommer hen til mig, løfter mig op i nakkehårene, kigger mig dybt ind i sjælen og konstaterer, at jeg er en ommer - både, hvad angår job, kæreste-status og moderskab.

Tager jeg mine dommedags-briller af (jeg bruger dem faktisk ikke så tit), ved jeg jo godt, at ingen af delene kommer til at ske i det omgang, jeg frygter dem. Men det er jo det, der kendetegner frygten - den er ikke rationel.

Pyh. Det var da lige lidt rask sortsyn og hjernegranskning på en tirsdag, hvor jeg arbejder hjemme (på prokrastinerings-måden). Nu vil jeg lave en kop te*, æde den pose Tyrkisk Peber, jeg har liggende ved siden af mig og på bedste blog-vis give stafetten videre til Mette, Katrine og Malene.

... Nu I bange. Men vi skal længere ind. Helt ind i sjælen. Eller nåwet! ;-)

*Altså, har i smagt den her te? Hvis ikke, så er det bare om at komme af sted til den nærmeste Superbest. Den smager fab - og på ingen måde af traditionelle elevator-te.

3 kommentarer:

  1. Nu er jeg bange !!!
    For der er nemlig sket noget idag som har pustet ret så meget til en stor frygt jeg har - og så tagger du mig om den slags.
    Så nu er jeg bange - og vil slet ikke længere ind ;o)

    SvarSlet
  2. Okay, du bad selv om det, men jeg er altså skrækslagen af natur ;) Værsgo at komme og læse mit laange indlæg ;)

    SvarSlet
  3. Fedt at du turde grave et spadestik dybere end de "normale" fobier - og tak for anbefaling af the! Den må jeg bestemt prøve.

    :)

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...