fredag den 12. marts 2010

Velkommen til - now please leave (verdens længste indlæg)

Der er ikke meget tid til at skrive for tiden. Oppe i hovedet bliver der skrevet en masse, men det kniber med at få tid til at kanalisere ordene ud gennem fingrene. Vi har nemlig fået besøg i vores lille famile. Af en af den slags eksistenser, der kan være virkelig inspirerende og sjov at være sammen med, men som også kan være både drænende og svært irriterende. Han larmer ikke, men han roder, og han ser det tilsyneladende som sin fornemste opgave at få HDD, Øglen og jeg til at falde over hinanden i vores forsøg på at gøre ham (og hinanden) tilfredse. Når vi går ham på klingen og spørger, hvornår han mon har tænkt sig at forlade matriklen, læner han sig selvtilfreds tilbage, klapper sig på maven og løfter øjenbrynet på en måde, så vi bare VED, at det ikke kommer til at ske. Som i aldrig. Nogensinde. Dog måske lige i påsken (hvor han har bedyret, at han skal genere nogle andre) og i øvrige ferier, men derefter er han tilbage.

Han har kun været i lejligheden i tre dage indtil videre, men han er tung at danse med, og der har været tidspunkter allerede, hvor jeg har fundet de grimme ord frem til at beskrive ham. Hvilket jeg ikke har det så godt med, for man skal jo behandle sine gæster pænt - særligt når man selv har inviteret dem - men jeg vidste tydeligvis ikke, hvad jeg gik ind til, da jeg åbnede døren for ham onsdag morgen kl. 06.30.

Jeg har en mistanke om, at vores hjem ikke er det første, den navnkundige gæst har voldgæstet gennem tiden. Han har en sær evne til at være flere steder på én gang, og jeg er sikker på, at mange af d'damer også har mødt ham. Nogle kendetegn kommer her:
  • Utrolig attraktiv set på afstand
  • En lille smule scruffy og intimiderende, når han kommer tættere på
  • Altid charmerende - på sin egen unikke måde
  • Kaotisk, rodet, hektisk og drænende
  • Inspirerende, sjov og livgivende
Altså en eksistens fyldt med modsætninger, men jeg tænker, at det er det, der gør, at mange er så fascineret og draget af ham? Og derfor gang på gang inviterer ham hjem i privaten?


Billedet er hapset fra information.dk - sig til, hvis jeg skal fjerne det, så gør jeg det i en ruf

Det er naturligvis Det Virkelige Liv™, jeg taler om her. Hr. DVL i egen høje person. Han har for alvor fået udmanøvreret barselsbobler og lange ferier hjemme hos os, og nu står jeg så midt i suppedasen. Jeg kan ikke længere 'nøjes med' at være kæreste med HDD, mor til Øglen, veninde til tøserne og malermester iBaby - nu skal hattene "medarbejder i arbejds-biksen" og "kollega til… ja… kollegerne" også luftes. I 37 timer om ugen. Mindst. For ikke at snakke om de ca. 45 min. cykeltur, jeg har til og fra arbejde, hvis aflevering eller afhentning af Øglen også skal indregnes (og det skal det). Jeg er en hat (argh - endnu en hat!) til matematik, men jeg kan godt regne ud, at 1-1½ times transporttid + en 7½ timers arbejdsdag ikke rimer på korte dage for Øglen i vuggeren. Men (og det har jeg harceleret over før) jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre ved det. HDD og jeg har begge mulighed for at flekse, men det lader sig jo også kun gøre i en vist omfang, så det ender nok med at blive til 8 timer i vugger for Øglen. Heldigvis er hun glad for at være der, og jeg er tryg ved stedet og pædagogerne, men jeg synes altså, at 8 timer er lang tid.

Jeg ved godt, at det her indlæg lyder som om, jeg lige har haft første dag på arbejde i en milliard år og er vågnet op til en helt ny virkelighed, selv om faktum er, at jeg jo nåede at være på arbejde i 1½ måned, før jeg gik på verdens længste Jeg Skal Flytte-ferie. Forskellen er bare, at jeg i den 1½ måned var i en afdeling, hvor der var så lidt at lave, at jeg mere eller mindre kunne komme og gå, som jeg ville, og desuden arbejde en hel masse hjemme. Derudover boede vi stadig i Gammelby, hvilket jeg vidste, var på lånt tid, så i det store hele føltes det bare som 'noget vi legede'.

Nu leger vi ingenting mere, hvad angår arbejde. Jeg er begyndt i en ny afdeling, hvor der rent faktisk ser ud til at være en del at tage fat på (mere om det senere - det er totalt angstprovokerende på den faglige måde, noget af det jeg skal lave), og der er det hverken kutyme at gå tidligt eller arbejde hjemme. Desuden er vi nu flyttet ind i det hjem, hvor vi forhåbentlig skal bo i mange år endnu, så den lange cykeltur til og fra arbejde + aflevering/afhentning i vuggestue er bare sådan det er nu. Der er ikke noget "det ændrer sig om en måned, fordi…" over det, så det skal bare spille. Og det skal jeg lige forstå, kan jeg mærke. Jeg synes, det er svært at acceptere, at jeg, de dage jeg skal hente, skal ud af døren kl. 7.30 (senest) for at være på arbejde (storsvedende - stupide tunge møgcykel) kl. 8 og gå - snigende langs panelerne (svært i et storrumskontor) - kl. 15.30 for at hente kl. 16. Hvor Øglen så er den næstsidste eller den allerallersidste af de små Trolde.

De dage, jeg afleverer, kan jeg så vente med at køre hjemmefra til kl. 8, og hvis det hele klapper, kan jeg så være på job kl. 8.45. Men lad os sige kl. 9 for alle tilfældes skyld. Så kan jeg i teorien gå kl. 16.30, og er så hjemme omkring kl. 17. Øglen går stadig i seng omkring kl. 18.30, så det levner 1½ time sammen med hende - hvor der skal mades, bades, leges og puttes. Halvanden time?! Altså helt ærligt. Det er jo i n g e n t i n g!

Jeg ved godt, at jeg hverken er den første eller den sidste, der frustreres over tid og logistik i forhold til work-life-children-balancen, men det er mig en kilde til evig undren, hvordan andre får det til at hænge sammen uden at implodere af savn, frustration og underskud på alle konti. Måske er det de input, man får på en arbejdsplads, der gør, at det hele giver lidt mere mening. Jeg kan da allerede nu mærke, at det giver mig rigtig meget at være sammen med voksne mennesker med nogenlunde samme fagområde, som jeg kan sparre med og lære at kende, samtidig med, at noget af baby-laget oppe i hjernen bliver skrællet lidt af. For jeg trænger til at være andet og mere end mor til Øglen. Synes bare, at Hr. DVL er lige lovlig skrap. Så selv om han har været længe ventet og kan være en svir at hænge ud med, ønsker jeg ham af og til hen, hvor peberet gror.

Er jeg mon den eneste, der drømmer om en vildt spændende stilling med god løn - på 25 timer?! Sig lige til, hvis I finder den, ikke?! Så skal den nemlig SÅ meget søges (sammen med de andre ansøgninger til job tættere på hjemmet jeg har ude at flagre)...

9 kommentarer:

  1. Hehe, græsset er vist altid grønnere på den anden side. Godt at du kan sætte nogle ord på alt det belastende ved den tilværelse jeg lige nu savner. Det må være incitament for at begynde at nyde dagdriver-tilværelsen lidt mere.
    :)

    SvarSlet
  2. Åh A. Det er hårdt og jeg forstår dig alt for godt. Hverdagene føles nogengange som en lang uendelig ørkenvandring.
    På søndag skal vi til kaffe hos Kirsten og Nanna, ungerne og jeg skal i biografen og se Disneys nyeste skud på stammen. Nej, hvor jeg glæder mig. Kan du mon beame dig herover for et par timer?? Bare du kunne.
    Knus M

    SvarSlet
  3. Øv bøv ! Det er bare så sur røv når ham Hr.DVL flytter ind med sin overdrevent selvfede attitude :o( Og chokket er måske i virkeligheden nok det værste. Og den der "skal resten af mit liv være sådan her" tanke er bare ikke til at holde ud.
    Men den ringe trøst jeg kan give dig herfra, må være at 1: Man lærer næsten at vænne sig til ham Hr. DVL og kan næsten ignorere ham.
    2: Ting ændrer sig hurtigt. Selvom det føles som om det går for langsomt, når man håber på det, så ændrer det sig bare hurtigt.

    Og ellers må du gribe det halmstrå, jeg selv holdt krampagtigt fast i, da Hr. DVL flyttede ind hos os. Nemlig " vi skal da have et barn mere på et tidspunkt, så jeg får da lov at holde barsel en gang mere" halmstrået. Tror det er en klassiker for mange mødre-til-en, der starter på job igen. Men har desværre ingen anelse om hvilket halmstrå man snupper, når man ved det har været den sidste barsel ??
    Pension bliver ligesom lidt for abstrakt, ikke ??

    SvarSlet
  4. Husk en skiftetrøje hvis du møder storsvedende op på arbejde. Cykl evt afsted i en svedtransporterende trøje - ja det lyder usexet, men det er fandme rart at bare kunne skifte til en tør trøje når man når frem og ikke skal bekymre sig om der er fugtige pletter på tøjet ;-)

    Men den eneste måde at slippe af med DVL er vel en barsel mere? ;-)

    SvarSlet
  5. Mit bedste bud er også, at du får en ny øgle at holde barsel med – det er den løsning, jeg selv har brugt. Men det er lidt som at tisse i bukserne for at holde sig varm, ik’ ...

    Jeg klarer det KUN, fordi vi har bedster til at hende to-tre gange om ugen. Jeg kommer nemlig aldrig til at affinde mig med at være væk fra mit barn så mange timer hver dag, det virker simpelthen unaturligt. Og nu har jeg været i gamet snart to år, og det er altså ikke blevet bedre. Men selv om JEG ikke ser ham, hjælper det alligevel at vide, at nogen – der elsker ham – henter ham allerede 14.30. Hader de dage, hvor den bliver 16 eller lidt over, og han er næstsidste flødebolle i vuggeren.

    Med andre ord: Har I ikke nogen, der kan hente på fast basis? Ellers ville jeg helt sikkert hyre en barnepige af en art, det er den løsning, mange af mine kolleger bruger, og som de er glade for.

    Men fuck, DVL er bare en skidt fyr at bide skeer med nogle gange ...

    SvarSlet
  6. Altså, med fare for at lyde helt banal, så er det vel et spørgsmål om at prioritere. For der FINDES jo deltidsstillinger derude, og nogle af dem ER spændende, selvom det ikke er på jeg-kan-ikke-leve-uden-at-gøre-den-her-opgave-færdig.
    Balance er jo ikke at have 37 timer på spændende arbejde OG have 8 timer om dagen med baby OG have mindst to timers kæreste-tid hver aften. For det balancerer lissom ikke med den der faktor der hedder "24 timer"
    Undskyld hvis det lyder hårdt sagt, det er slet ikke sådan ment - jeg tror bare det godt kan betale sig at bruge lidt tid på at mærke efter hvad man virkelig bare ikke vil undvære, og så gå på kompromis :)

    SvarSlet
  7. Faktisk er jeg enig med Konen.
    Det er jo rigtigt, at det er et spørgsmål om prioriteringer. Her har trolden også som regel 8 timers dage i dagpleje, men når vi begge to har over en time hver vej, kan det ikke rigtig lade sig gøre anderledes. I så fald skulle vi flytte, men vi er rigtig glade for det sted vi bor og vil blive her så længe, som vi kan få enderne til at mødes - også selvom det betyder lang transport-tid for os begge og lange dage til trolden.

    Måske handler det bare om at se, at man lige nu har den løsning som giver een det meste af det man gerne vil have og så øve sig i at være tilfreds?!

    (okay, det kan virkelig godt lyde kliche og plat, men det er ikke ment sådan.)

    SvarSlet
  8. Tusind tak for input, allesammen. Jeg tænker stadig så det knager - og det har jeg ekstra tid til i dag, fordi jeg er hjemme med en slatten Øgle. Har stadig ikke knækket DVL-koden og gør det formentlig ikke, men jeg glæder mig til den dag, hvor jeg (måske) kommer til at acceptere tingenes tilstand.

    Jeg ved godt, at det i det store hele handler om prioriteter, men jeg er så egoistisk indrettet, at jeg gerne vil prioritere BÅDE Øglen og mig selv. Og sidstnævnte prioriteres nu engang bedst ved at arbejde. Fuld tid (eftersom min branche desværre ikke bugner af deltidsjob). Jovist - jeg kunne sagtens kvitte det og lade mig hyre deltid et eller andet sted, som ikke har noget med min uddannelse at gøre, men det har jeg heller ikke lyst til. Allerhelst vil jeg vist bare blæse og have mel i munden.

    Ang. barnepige, så er det da noget, jeg vil overveje, men jeg ville bare så gerne kunne få det til at hænge sammen uden hjælp fra tredjepart. Jeg kan ikke forstå, hvis alle fuldtidsarbejdende forældre enten har barnepige eller kronisk dårlig samvittighed. Men måske jeg bare skulle stoppe med at skrive nu (verdens længste indlæg kræver verdens længste kommentar, ing'?) og så pakke stædigheden sammen og i det mindste lufte for farmor (som bor tæt på-agtigt), at vi godt kunne bruge en fast henter...

    Og Marianne: Tak for tippet om svedtransporterende trøje. Det skal helt sikkert prøves i morgen!

    SvarSlet
  9. GODT ide med farmor. Jeg har en veninde, hvor farmoren nærmest er blevet en fast del af den helt nære familie. Hun laver mad og hjælper med lektier (det er så lidt større børn ;o) - men alle parter er gladere.

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...