onsdag den 5. maj 2010

Waiting for that one clear moment

Jeg har været til koncert med manden, jeg skal giftes med. (HDD ved det godt. Og han er okay med det. Så længe han har lov til at stikke af med Szchzirley, hvis lejligheden byder sig).

Koncerten var helt uovertruffen - et åndehul på ca. halvanden time, hvor der var plads til at synge lidt med, putte sig ind til HDD, falde i svime over de skønne musikere, fælde en tåre (jaja - man har vel lettere til tåre her post-Øgle, men prøliå forestil jer "One day you'll dance for me New York City" live i et stopfuldt Vega). I kan høre sangen lige her (kan ikke finde ud af at proppe YouTube-klip ind på bloggen). Hør den, og græd! (Eller... bare hør den...)


 Her er han så. Den norske sangfugl. Mmm. Billedet har jeg selv taget, så ikke noget rettighedsbøvl dér.

Thomas Dybdahls nyeste album hedder Waiting for that one clear moment, og selv om jeg ikke er så vild med det, som fx The October Trilogy, kan jeg faktisk vældig godt lide titlen. Måske fordi den minder mig om, hvor jeg er henne (mentalt, altså - fysisk er jeg i allerhøjeste grad til stede på min arbejds-pind) lige nu.

Igennem et stykke tid har jeg haft det lidt underligt. Jeg har haft en mærkelig fornemmelse af ikke helt at være 'til stede', (især) når jeg er på jobbet, og det er som om, tiden smuldrer mellem fingrene på mig. Gennem hele ugen glæder jeg mig helt vildt til weekenden, og når den så kommer, så nyder jeg den selvfølgelig, men det er som om, den bliver overskygget af, at jeg skal tilbage på jobbet om mandagen, hvorefter jeg så kan gå i gang med at glæde mig til næste weekend... Hvis jeg så ikke kunne fordrage mit arbejde, så ville det give nogenlunde mening, men jeg er faktisk forbavsende glad for det. Det havde jeg egentlig ikke regnet med, da jeg begyndte for små 2 måneder siden, men jeg kan ret godt lide at være der. Så jeg ser ingen grund til at ønske mig væk fra det.

Forleden skrev jeg en mail til en veninde, og da jeg lige skimmede den inden afsendelse, så jeg, at jeg (åbenbart) havde skrevet, at jeg havde det fint, men at "jeg render rundt og har det som om, jeg venter på et eller andet. Jeg ved bare ikke helt, hvad det er, så indtil dét kommer for en dag, må jeg jo bare ræse rundt i hamsterhjulet ligesom alle kollegerne". Det sad jeg så og funderede over og har gjort det lige siden, for det er præCIS sådan, jeg har det: Jeg har det som om, jeg venter på noget, men jeg ved ikke, hvad det er. Og det er ret frustrerende, for det gør, at jeg ikke kan 'committe'* mig sådan rigtigt på arbejde. Fordi jeg hele tiden tænker, at der må være en anden - større - mening med tingene, end at aflevere Øglen i vugger hver morgen, tage på arbejde, knokle, hente Øglen i vuggeren, underholde/rydde op/vaske tøj/lave mad, spise aftensmad, bade Øglen, putte Øglen, kollapse i sofaen med samme tv-repertoire aften ud og aften ind (indsæt selv en løbetur på et eller andet tidspunkt mellem de andre gøremål).

Måske er det fordi, jeg har en skarp bagkant på min ansættelse. Måske ikke. Måske har det slet ikke noget med jobbet at gøre. Måske er det pollenallergiens skyld. Eller svenskernes. (Er det ikke altid svenskernes skyld?). Uanset hvad, så er det bare rætti træls at vente på noget, man ikke ved, hvad er og hvornår - hvis nogensinde - kommer.

Giver det overhovedet nogen mening? Formentlig ikke. Forstår det heller ikke helt selv. Men mens jeg forsøger at finde hoved og hale i det, vil jeg lytte lidt (mere) til "Waiting for that one clear moment". For måske er det i virkeligheden 'bare' sådan et, jeg venter på? Et øjeblik, hvor alting er helt klart. Er det for meget forlangt?!

*Et af de mange hade-agtige fordanskede buzz-words (ahem. bullshit-bingo. ahem), som vi er meget glade for inde på kontoret.

7 kommentarer:

  1. Jamen, det giver altså 100 % mening for mig! Det du skriver med hamsterhjulet og følelsen af at vente på et eller andet og alt det der. Jeg har haft det på fuldstændig samme måde i meget høj grad - og har det stadig en lille smule.
    Ved ikke lige hvad der sker med det... Tror måske at det for mig er noget med, at jeg ikke har lyst til den der tromtromtrommerum-stressagtige-rutineagtige hverdag, hver evig enste f*cking dag

    SvarSlet
  2. Jeg kan sagtens genkende følelsen. Dog har jeg noget at binde "the clear moment" op på, nemlig tilbage til studiet til september og så færdiguddannet om et års tid. Men jeg er ikke sikker på, at det reelt set ER det jeg venter på. Måske er det følelsen af tilfredshed, af glæde eller lykke jeg afventer. Men indtil den indfinder sig er jeg et rastløst, i-ring-travende individ. Eller en hamster i et hamsterhjul...

    SvarSlet
  3. Tal lige om at ramme hovedet på sømmet, dér! Det er præcis den følelse, jeg tit går rundt med. Tror jeg venter på noget...mening, måske? Eller et kald (ikke på den religiøse måde, forstås!) af en slags. Kan ikke rigtig komme det nærmere, desværre.

    Og åh altså, Thomas Dybdahl live i Vega. Er GRØN af misundelse!

    SvarSlet
  4. Thomas er skøn, men nogle gange bliver jeg lidt depri af at høre ham - måske fordi det minder om en tid som var.

    Læser du nogle gange Anna Skyggebjergs blog? Jeg læser den hvis jeg trænger til at huske på de små ting i hverdagen og være lidt mere til stede.
    Jeg har ikke rigtig selv oplevet den der venten, men jeg oplever den dagligt alligevel på nær hold i form af min kæreste som også venter på et eller andet udefinerbart. Og det eneste kloge jeg kan sige at I er nødt til at stoppe med vente, for så går I jo glip af alt det der sker mens I venter. Og måske kan det der sker der, være det I venter på - fordi I jo ikke ved hvad I venter på.

    Og nu siger jeg ikke 'venter' mere ;-)

    SvarSlet
  5. Er glad for at se at jeg ikke er den eneste der spiller bullshit bingo :-)En fantastisk leg, ikke ?

    Mht den der "venten", så tror jeg desværre først den forsvinder, når du finder glæden i det "kedelige" hverdagsliv. Ikke at det er til megen hjælp for dig :(
    Håber du snart slipper af med den følelse, for det er da spild af dit liv jo, at vente på noget man ikke engang ved hvad er ;-)

    SvarSlet
  6. Jeg kender godt den der følelse. Jeg havde den for ikke så længe siden. Eller jeg tror jeg kender den. Var i hvertfald ved at få et flip over at være på barsel. Det er altså ved at være kedeligt. Ja, det sagde jeg faktisk højt. Jeg glæder mig til at lave noget andet. Jeg glæder mig ikke til at have konstant dårlig samvittighed over at hente Krabbe ALT for sent. Det hjalp at skælde lidt ud over rastløsheden. Hvis nu du spørger dig selv, såen helt ærligt, hvad du helst vil arbejde med, er det så det du laver nu? Og ja, selvfølgelig er der mange andre hensyn som penge, sikkerhed osv. Men alligevel...

    SvarSlet
  7. Det er rart at høre, at jeg giver lidt mening, men selvfølgelig ikke så rart, at der er flere, der går rundt med rastløsheden/vente-tingen.

    @Marianne og Katrine: Jeg læser ikke med hos Anna Skyggebjerg, men måske jeg skulle begynde med det. Og I har helt ret - jeg skal selvfølgelig stoppe med at vente, for det er jo formålsløst; problemet (eller "UDFORDRINGEN", som det hedder i Bullshit binge :-)) er bare, at det ikke er så ligetil endda. Var det det, var jeg jo stoppet for længst

    @Husmoder: Der er ingen tvivl om, at det jeg laver nu, ikke er det, jeg allerhelst vil lave. Omvendt er det heller ikke det, jeg allerNØDIGST vil lave, så indtil drømmejobbet indfinder sig (og den milliard ansøgere, der er til samtlige stillinger inden for mit fag, får et job) synes jeg egentlig, at det er et meget godt kompromis.

    Ang. sikkerhed, penge og sådan noget, så er det selvfølgelig også faktorer, der skal tages i betragtning, men tror egentlig godt, at vi ville kunne klare det økonomisk, hvis jeg sagde op. Tvivler derimod, at jeg ville kunne klare det rent mentalt, så jeg tror, jeg bliver, hvor jeg er for nu... :-)

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...