Type 2-dårlig samvittighed

Ligesom der er noget, der hedder Type 2-diabetes, er jeg blevet af den faste overbevisning, at der er noget, der hedder Type 2-dårlig samvittighed. Og jeg er ret sikker på, at jeg lider af den. Type 1 har jeg været igennem - det er alt det der med Det Virkelige Liv, logistik-puslespil fra helvede og konstant underskud på overskudskontoen. Har endnu ikke fundet en kur mod den, men de værste symptomer kan holdes nede med fleks-tid på arbejde, rengøringshjælp og udbringning fra SuperBest (især sidstnævnte har vist sig at være helt alvorligt tidsbesparende).

Type 2-dårlig samvittighed er så den onde tvilling, der er kommet snigende, ligesom jeg troede mig sikker i mit forhold til Type 1. Da den er meget ny i mit liv, har jeg ikke fundet ud af, hvad jeg skal stille op med den, men hvis en af jer kloge damer har et råd, må I meget gerne smide det min vej.

Type 2-dårlig samvittighed er kendetegnet ved, at den dukker op, når man har det godt på arbejde. Når man har travlt med inspirerende opgaver og viljen til at yde noget ekstra. Når klokken nærmer sig 15.30, og man ved, at man bliver nødt til at gå NU for at kunne hente Øglen i tide, men at man altså virkelig godt lige kunne tænke sig at blive en time ekstra, så man kunne færdiggøre dette og hint. WHAM! (ikke bandet med George Michael ...) Så slår den til! Den svælger i to overordnede - konfliktende - tanker; at man ikke er en særlig god mor, når man ikke styrter ud af døren i det sekund ens kontraktmæssige 7 timer og 24 minutter er oprundne, og at man ikke er en særlig  god medarbejder, når man ikke liiige kan vente lidt på at smutte ud af døren, for så kan man nå en deadline (mere), og Øglen dør jo heller ikke af at blive i vuggeren en halv time ekstra?! Og den trives ved, at man farer mere og mere vild i krydsfeltet mellem tjenstvillighed over for ens chef og kolleger, og forpligtelsen og lysten til at være sammen med ens barn.

Øglen vinder tanke-tovtrækningen til hver en tid. Det skal der ikke herske tvivl om. Men der skal heller ikke herske tvivl om, at den dårlige samvittighed lusker rundt som en såret ulv - knurrende og snappende - lige uden for fyraftenens porte. For kunne jeg ikke lige have nået opgave X? Eller omprioriteret opgave Y og Z, så jeg også kunne være gået i gang med opgave Æ? Telefonen gør ikke samvittigheden bedre, for den er nemlig meget dygtig til at pushe mails. Smart, men voldsomt upraktisk. For den minder jo bare konstant en om, at arbejdet ikke stopper med at eksistere, bare fordi man næsten, i hvert fald har stemplet mentalt ud. Kommer der så en vigtig mail, så begynder tankerne at rotere, og så holder jeg jo reelt ikke længere helt fri. Og når jeg ikke holder helt fri 'after hours', så får jeg dårlig samvittighed over, at jeg ikke er 140% til stede sammen med Øglen.

Argh.

Det er jo fantastisk, at jeg er blevet glad for mit job. Det er også fantastisk (eller - 'rart' kan måske dække det), at jeg har lyst til at gå den ekstra mil (elsker at hade fordanskede udtryk) for at gøre det godt. Men det er hverken rart eller fantastisk, at det giver mig dårlig samvittighed. Jeg håber, at det bare er en fase. Indtil jeg vænner mig til at have et job, jeg er glad for, så jeg forhåbentlig bliver bedre til at jonglere arbejde og privatliv, uden at de to skal karambolere alt for mere.

Og i mellemtiden vil jeg nyde, at det er weekend. Og forsøge at undlade at tænke på, hvor meget min Type 2-dårlige samvittighed kommer til at gå amok i næste uge, hvor vuggestuen sådan lige henkastet har spurgt, om vi ikke kan komme og hente Øglen inden hendes middagslur - hele ugen, tak. Fordi der er noget med noget facade på nabobygningen, der skal pudses, og det kommer til at larme og dermed genere børnene - især, når de skal sove, og det er jo synd, så hvis vi kunne være så venlige. For BØRNENES skyld, forstås. Sagde jeg, at det var hele ugen?! Helt ærligt; hvad har de tænkt sig?! Der er da ingen (!!!), som kan gå fra arbejde kl. 11.15. Og så i en hel uge. Eller hvad? Enlighten me.

Nå, men det sagde jeg jo så (pænt) til en af pædagogerne i dag. Og det kunne han sagtens forstå. "Vi fortæller det bare, som det er", sagde han. "Og det er jo også bare fordi, vi tænker på, at det bliver så højt og ubehageligt for de små ører". Men vi skulle jo bare aflevere og hente hende som normalt, når vi nu ikke har mulighed for at holde hende hjemme.

Cue: Dårlig samvittighed! På forhånd! Tilsat kniv i hjertet med salt og citron.

Den dårlige samvittighed er primært over for Øglen. Men også over for jobbet, der jo nok ikke kan undgå at komme til at lide lidt under det, hvis jeg skal gå hjem kl. 11.15 hver dag. Heller ikke, selv om jeg kan arbejde hjemme. For det får man jo alligevel ikke rigtig gjort, når man har ét stk. 16 mdr. reptil fræsende rundt om fødderne, vel?!

Nå, det var weekenden, jeg kom fra. Have a good one, alle mand (kvinder). Og husk nu at sige til, hvis der er nogen, der har en idé til at komme den dårlige samvittighed til livs, ikke? (Jeg har fundet ud af, at det hjælper kortvarigt at spise enorme mængder chokolade, men jeg kunne godt tænke mig et middel, der ikke nødvendigvis får mig til at tage mere på).