tirsdag den 27. juli 2010

Honey, I'm hooooome!

Så er jeg hjemme fra det der Sverige. Landet, der flyder med elge, blåbær, uforudsigelige mobilsignaler (hvis overhovedet nogen) og solskin en masse. Og muligvis også en skoldkop eller 50, efter vi har været der - kan ikke love, at Øglen ikke tabte et par stykker i Lund, da vi pitstoppede på vej hjem.















Ørj mand, hvor har det bare været fedt. Eller fedddd, som vi siger, os der er fra Jylland. Det gør altså et eller andet ved sjælen at være så langt væk fra alting og bare have tid til at nyde hinanden og være sammen på en måde, som hverdagen sjældent levner tid til i samme grad.

Selv om det er to år siden, vi sidst var i ødegården, var der ikke meget, der havde ændret sig, sådan rent facilitetsmæssigt. Altså, der var kommet indendørs toilet. Men med en lidt fesen størrelse brønd, så bliver man lidt nærig med vandet, og når man ved, at et skyl 'koster' 7 liter, så kunne man jo bruge muld-dasset engang imellem. Og da brønden så løb tør et par dage, før vi skulle hjem, blev 'engang imellem' ændret til 'hele tiden'.

Nå. Der var også blevet bygget en indendørs bruser. Uden vand i, indtil videre, så udendørs-bruseren blev brugt, så længe der var vand til dén slags pjank. Meget kan man sige, men det har altså sin charme at tage bad udenfor med en aldeles pragtfuld udsigt over eng og skov og alt det jazz. Og når gennemsnitstemperaturen de fleste dage lå på omkring de 90 grader, så var der ikke noget med at fryse heller. Dejligt, for en på ingen måde outdoorsy type som jeg.






















Men ud over toilettet og den defekte bruser, var der ikke sket de store ændringer. Der er stadig ingen tv. Eller internet. Eller mobildækning. Undtagen på en lille bakke ude i haven - dér var der fuldt signal. Mærkeligt. Min ellers så smarte telefon, der kan gå på nettet og opdatere mig om ting, jeg ikke anede, jeg gerne ville være opdateret på, måtte give op - selv i områder med mere signal end signal-pletten på bakken i haven (*nynner: signalet på pletten, pletten på bakken, bakken i haven - huset ligger laaaaaangt ud' i skoven*) kunne den ikke komme på nettet. Så jeg er ganz unopdatiert, og verden er blevet forskånet for overskudsagtige, røvirriterende statusser fra mig, som "A laver syltetøj af vilde blåbær", "A har løbet en tur blandt traner og blåbær og badet i udendørsbruseren med udsigt over engen", og så videre.















Til gengæld var der indkøbt et spil Scrabble (sidste gang havde vi vores eget med), og det blev spillet flittigt. 20 spil, tror jeg, vi nåede at spille. (Jeg vandt mere end halvdelen. Jeg SIGER det bare...) Og jeg fik læst en bog. Havets Katedral af Ildefonso Falcones. (Helt ærligt - det MÅ være et købenavn. Der er da ingen, der seriøst hedder Ildefonso, er der? Hvar?) Goddd bog. Ret Jordens Søjler-agtig. Ved ikke, hvad det er med mig og langelange bøger om katedral-byggeri. Som udganspunkt lyder det jo pret-ty lame, men prøvvvv det!

Så man kan ikke prale af, at der var sket epokegørende forandringer i de smålandske skove. Og alligevel var ferien helt anderledes, end nogen anden ferie, jeg har været på. For vi havde nemlig en Epokegørende Forandring med os hjemmefra. Fastspændt i sin Römer-stol (der nu er dækket af et lag kiksekrummer på tykkelse med Eyjafjallajokulls aske-spytteri) ankom den Epokegørende Forandring i fin stil til ødemarken. Og jeg skal da lige love for, at sådan en kan gøre op med ens hidtidige måde at holde ferie på. Farvel til timelange seancer med bøger/spil/gåture/blåbærplukkeri/middagslure/videre i samme dur. Og goddag til timelange seancer med lege/made/bade/underholde/nyde/grine/frustreres/putte/videre i samme dur. Man er godt nok meget 'på', med sådan en 10-kilos Epokegørende Forandring. Som ikke er stor nok til at få noget ud af forlystelsesparker mv., men som er FOR stor til bare at underholde sig selv. Så legekasketten er blevet brugt flittigt. Og det har været fedt! (Og til tider lidt af en prøvelse. Af og til legede vi lidt med tanken om at sende hende ud og lege med elgene i en dags tid eller to, men så blev vi s*u også lidt nervøse for, om vi kunne finde hende igen, og om det så endte med at blive helt Nell-agtigt, Jodie Foster-style)
















Øglen elskede at være på ferie. Og hun var god til det. Lagde ud med at være totalt bybarn, der ikke ville træde på græsset med bare tæer, men det krævede bare et par dage (og et helv*des hyr med at finde et par sandaler i str. 19), så jernede hun rundt i haven, som havde hun aldrig lavet andet. Hun kastede i dén grad sin kærlighed på skovens blå- og hindbær (og den stormende forelskelse fik vi så glæde af i bilen på vej hjem (og et par gange inden da), hvor hun leverede en meget... kreativ... ble), var vild med blomsterne, som alle fik et 'hej' med på vejen og elskede tydeligvis sin nye tilværelse som nøgenbaby. Før hun blev fortrolig med det kuperede underlag, der var beklædt med den anstødelige gevækst græs, krabbede hun sig hen over det på hænder og fødder, så hun havde en foruroligende lighed med Gollum. Men det aftog heldigvis i løbet af ferien. Den var blevet svær at forklare i vuggestuen, hvis de fik et gråligt, let slimet barn tilbage, som kravlede underligt og konstant hvæsede "my precious"...

Hjemme igen er hun ikke helt vild med at have tøj på (det arbejder vi lige på inden vuggestuestart på mandag), og hun synes at mene, at vi skal stå på pinde for hende konstant. Hun har udviklet noget af et ferie-temperament, den lille dame, men det kan muligvis også hænge sammen med de skoldkopper, hun ragede til sig, lige inden vi tog hjem. Det vil tiden vise.

Under alle omstændigheder er det luksus at have ferie en lille uge endnu. Den skal bruges på (mere) afslapning, (mere) sam- og nærvær og besøg hos mormor og morfar. Så selv om jeg er tilbage i civilisationen er jeg ikke helt tilbage i cyberspace endnu. Men om ikke før, så på mandag. Og så skal jeg læse op på alle bloglands genvordigheder. (Er der ikke noget med, at man ikke kan/skal/må lave noget seriøst på første arbejdsdag efter ferien?)

5 kommentarer:

  1. Hakket= ha tjekket. m´kay?!..

    SvarSlet
  2. Velkommen hjem! Det lyder rigtig dejlig med udendørsbrus og blåbær. Krabbe krabbede også rundt på hænder og fødder på det væææmmelige græs. heheh, kom til at tænke på den der familie som nogen fandt for nogle år siden som havde en gen(?)fejl og derfor gik på den måde.... Skal nok lige hakket om han er heelt normal for han går stadig sådan når turen er hen over skum-gulvet..hm..

    SvarSlet
  3. Ej det lyder som en fantastisk ferie!
    Apropos Jordens Søjler, har du så set den er lavet som tv-serie? Har jeg *øhm* set på internettet hvor man vist også kan finde den..

    SvarSlet
  4. Hva' er det med de der bybørn og græs?! Johannes nægter at tage hans sko af og vi har altså en kæmpe græsplæne 5 etager under os. Hmmm... Men så igen en fynbo og bornholmer blanding født i Lux giver åbentbart den største københavnersnude! Nok om det.
    Velkommen tilbage til civilasationen. Nyd den sidste uge af ferien. Og selvfølgelig skal man starte forsigtigt op på sin første arbejdsdag, man skulle jo nødig blive stresset oven på alt det ferieri :-)

    SvarSlet
  5. Det lyder da godt nok skønt. Håber I er kommet godt igang med hverdagen nu, og at skoldkopperne er forduftet sammen med Øglens nudist-tendenser.
    ;)

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...