søndag den 29. august 2010

Natteløberi

Så var det i går, det der Midnatsløb på Frederiksberg løb af stabelen. 10K kl. 22 en lørdag aften. Den, der har fundet på dét, kan jo ikke være helt vel forvaret. Jeg syntes, at det lød som en vældig god idé, da jeg meldte mig til for 1000 år siden, men efterhånden som dagen (aftenen) nærmede sig, syntes jeg lige pludselig sagtens, at jeg kunne finde på rætti mange andre ting at bruge min lørdag aften på. Se Barnaby, fx. Sove på sofaen (savlende og med åben mund). Spise nogle af de Polly-chokolader, min bror havde med til mig forleden. Se maling tørre. Et eller andet. Bare ikke løbe...

Men. Jeg havde jo meldt mig til. Og havde en aftale med mig selv. Og havde i øvrigt også skrydet lige rigeligt om at "løbe inde i Zoologisk Have midt om natten, ik'å?" til mine kolleger. Så syntes ligesom, at jeg blev nødt til at gennemføre. Eller i det mindste prøve på det.








Så kl. 21.15 i går, spændte jeg cykelhjelmen og satte af sted fra Østerbro mod Frederiksberg, og på vejen smuldrede de sidste forbehold, jeg havde. For aftenen var lun (-agtig), månen var fremme, og København viste sig fra sin allersmukkeste, tysteste side. Jeg kommer desværre ikke ud tit nok efter mørkets frembrud længere (skyder skylden på Øglen), og da slet ikke på cykel. Så jeg nød det virkelig i fulde drag og fik nok engang bekræftet, hvor dejlig en by København er.






















Overlevelsespakke til Midnatsløbet - 3 nøgler, banan, chokolade (iChoc?!?! - nåede ikke at spise det), armholder, høretelefoner og grim orange pose (matchende til grim orange t-shirt)

På Frederiksberg var der lagt op til fest for galningene i de virkelig grimme orange løbstrøjer. Mig selv inklusive. Sambadansere, højhøj musik, god stemning og en snert af utålmodighed - som varede ved de første 2 km af løbet, hvor man på det nærmeste løb i kø. Det var lidt ærgerligt (og jeg giver det skylden for, at jeg ikke nåede samme tid, som sidst jeg løb 10 km ;-)), men på den anden side var det meget rart at nappe Roskildevej i adstadigt tempo. Er ikke så vant til stigninger fra min sædvanlige løbetræning (damn you, Valby Bakke), men jeg synes, at de første 7 km gik nemt. Nåede faktisk lige at tænke "piece of cake", før den sidste stigning kom og var ved at gøre det af med mig. Nemesis til mig, thank you very much. Men jeg nåede i mål - 1 time rent - og har det vældig godt med at have gennemført. Næste løb bliver FriLøbet i september - så må jeg se, om jeg kan forbedre tiden lidt dér. Og hvis ikke, så går det nok også.

Desværre var der ingen, der havde fortalt Øglen, at mor var lidt træt her til morgen pga. natteløberi, så hun vågnede ufortrødent kl. 7 og ville underholdes. HDD havde selv været ude at løbe 10km i går ("sympatiløb", som han kaldte det), så ham var der heller ikke megen hjælp (eller ynk, for den sags skyld) at hente hos. Så op med mig. Og på legepladsen. Og vade det halve Østerbro rundt med overtræt Øgle (hvad er HUN blevet så træt af?!). Og til frokost hos venner med bitteny baby. Og og og.

Men nu! Nu sover Øglen, jeg sidder i gyngestolen, og der er muffins i køkkenet. Er der ikke noget med, at det man indtager dagen efter et natteløb, ikke sætter sig?! I think so. Så jeg skal nok have to. Eller tre...

5 kommentarer:

  1. Ajmen du er bare så sej! Hurrraaaaaaaaaa for dig! (baaaaaaahh, som Krabbe ville have sagt hvis han var vågen)

    SvarSlet
  2. Næææh, hvor er du sej altså!
    Godt gået og jeg er altså ret imponeret over hvor vedholdende du er i forhold til løbetræning (helt modsat mig selv i øjeblikket...)

    SvarSlet
  3. Godt løbet! Du er helt sikkert ikke "hende med rumpen". Jeg har jo set et billede af dig minus hoved :-)

    Hmmm Friløbet, siger du...? Jeg tænker måske Dyrehaven, men det er vist udsolgt. Og nu skal jeg vist heller ikke blive for kæk...!

    SvarSlet
  4. @Husmoder: Tak for både hurra og baaaahhh! ('Kæft, hvor er det sødt, at han kan sige det :-))

    @AC: Taktak. Eneste grund til, at jeg er så vedholdende er vist, at jeg har meldt mig til et par løb histo og pist. Så har jeg noget, jeg SKAL være i form til, og det har vist sig at virke. (Det, og så det at fortælle alle, der gider høre på det (+ andre) om, at jeg skal løbe et eller andet løb. Så fanger bordet...)

    @Vevika: Ved faktisk ikke, om Eremitageløbet er udsolgt. Men jeg kan ikke den dag alligevel, så den springer jeg over (skulle også være RET kuperet, har jeg ladet mig fortælle). FriLøbet glæder jeg mig til. Man skal løbe igennem Tivoli. Og det er om morgenen, så i modsætning til Zoo, burde der være mulighed for at se noget :-)

    SvarSlet
  5. Det er bare så sejt!
    Jeg tror ikke der findes begynder-løb nok her i det jyske til at holde mig til ilden med det der løberi. Jeg synes simpelthen det er noget af det mest kedelige...

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...