onsdag den 25. august 2010

Prokrastinering

Jeg har travlt på arbejdet i øjeblikket. På den dér måde, hvor man spiser frokosten foran computeren eller til møder, drikker for meget kaffe, får ondt i maven (kan også hænge sammen med de 5 reklamebolcher, jeg åd på et kvart sekund) og ikke har tid til de vigtige ting i livet såsom at smutte forbi Engby Barnevogne med kalechen på vores &#¤!/#-klapvogn, som for alvor har besluttet sig for at opgive ævred (hvem har også bestemt, at vogn-værkstedet kun har åbent mellem 10 og 16 tirsdage og torsdage, hva'?! Mødre, der ikke længere er på barsel, har altså også børne-køretøjer, der går i stykker, at I ved det!)

Nå. Arbejde. Travlt. Så travlt, at jeg ikke kan overskue det, så jeg overspringshandler til den store guldmedalje. Og lader som om, jeg ikke godt ved, at papirbunker og deadlines nok skal overfalde mig inden for nær nær fremtid.

En af overspringshandlingerne er selvfølgelig Blogland. Og som så ofte før, fører dén overspringshandling flere af slagsen med sig. I denne her omgang i form af indkøb af pakkekalender-pakker til Øglen. Det er Lisbeth, der med sit overskud og væren i god tid-hed gav mig idéen, så jeg begav mig fast besluttet på besøg hos By Neel. Og endte med at få købt næsten alle Øglens kalendergaver. Hva'ba'?! Jeg forestiller mig derfor, at jeg kommer til at gå december i møde med zen-agtig ro, for nu er der i hvert fald styr på Øglen. (Og jaja, jeg ved godt, at jeg er i ret god tid, men der var helt vildt meget tilbud, mkay?!)

Så lader jeg bare som om, jeg har glemt alt om konceptet hjemmelavet jul, som vi tænkte var verdens bedste idé, da den blev vedtaget forrige jul, men som - nu, hvor den nærmer sig - begynder at stresse lidt. Så meget for zen-agtig ro...

Og det var så arbejdet, jeg kom fra. Må hellere gøre noget (andet end at købe ting på nettet). Ellers kommer mine arbejdsopgaver til at strække sig fra nu af og ud i evigheden, og så kan jeg for alvor skyde en hvid pind (pil? Gider ikke google det) efter zennen.

4 kommentarer:

  1. Håber du når at geare ned i weekenden!
    Herremange vilde håndtegn for de der kalendergaver! (Kæft jeg er ung, mand! Word!)

    SvarSlet
  2. Det er en hvid pil, man skyder efter ting... ;)

    Og shit, bliver det også jul i år?!? Er SLET ikke zen-agtig...

    SvarSlet
  3. Pakkekalender?! Nu? Aldrig har jeg da hørt så galt.

    Men sejt. Tænk på al den novembertid, du kan bruge på noget andet end at fare rundt og købe dimser.

    SvarSlet
  4. @Husmoder: Du er SÅ ung, mand. Word herfra også!

    @Ria: Tak :-) Ja, der er nogen, der siger, at det også bliver jul i år. Men det er først om laaaang tid...

    @Flo: Jep. Burde faktisk begynde at finde på ting at lave i november allerede. Får jo herremeget tid til overs :-)

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...