mandag den 13. september 2010

Alenetid

Jeg var til barnedåb i går. På Fyn. Alene. (Eller – der var også andre gæster, men HDD og Øglen var hjemme pga. snot). Fordi der er lidt langt til Fyn, og fordi jeg synes, det er herrekedeligt at køre i bil alene, valgte jeg at tage toget. Det er 100000 år siden (mindst), jeg sidst har kørt i tog, og på trods af utidige køreplaner, irriterende medpassagerer og defekte klimaanlæg (f*ck, det var koldt), er det nu (næsten) altid lidt hyggeligt.

Ikke mindst fordi togturene betød alenetid (dvs.: den ene gjorde - på hjemturen fik jeg nemlig selskab af gode venner og et spil r*vhul). Fra familie og forpligtelser, that is. Ingen Øgle, der vil smage mit vand / min morgenmad / mit æble / min deodorant, ingen Øgle, der vil krølle min avis / min bog / kogebogen / mit tøj, og ingen Øgle, der nægter at lade mig lukke øjnene i et par minutter, hvis det er det, jeg har lyst til*.
 
Og hvad brugte jeg så min dyrebare alenetid på, tænker I nok nu med tilbageholdt åndedræt?! Jo, ser I! Jeg havde, snarrådig, som jeg er, taget Søndagsavisen og Netto-reklamen med fra postkassen, da jeg luskede af sted kl. 8 i går morges. Så den spændende lekture blev gennemgået, og jeg kunne konstatere, at der ikke var noget som helst at komme efter overhovedet.

Derudover spiste jeg et æble, lyttede til to ældre damers meget fortørnede snakken om en formodentlig også ældre dame, plus jeg – på udturen - funderede over det hjemlige i at sidde i et tog med Esbjerg som destination (ret mange jyder, I tell you).

Jowjow – dem, der siger, at der ikke er action i det virkelige liv, de ved slet ikke, hvad de taler om.

Barnedåben var RÆDDI hyggelig. Og trods skuffede miner fra et par af gæsterne, der havde glædet sig til at møde Øglen (de har ikke set hende endnu; ups!), så endte det faktisk med at passe mig storartet ikke at have Øglen at holde styr på. Især da jeg så, hvor hårdt arbejde nogle af forældrene var på under den halvanden time lange gudstjeneste...

Ingen Øgle var også lig med masser af nærvær, sludren med gamle venner, der går alt for længe imellem, at jeg ser. Og masser af mad, ikke at forglemme. 

Jeg var hjemme igen ca. 13 timer efter, jeg tog af sted. Mæt af mad, snak og hygge. Træt, men tilfreds. Og heldigvis ret godt opladet til endnu en sygedag med Øglen i dag…

*Inden nogen melder mig til de sociale myndigheder for manglende interesse for mit barn, vil jeg lige skynde mig at sige, at jeg sædvanligvis finder alt ovenstående vældig hyggeligt. (Ok, lige bortset fra det der med at lukke øjnene, måske. Og det der med at krølle ting…)

4 kommentarer:

  1. Du har fuld forståelse herfra!
    Mig - mor til 2, der elsker sine sønner grænseløst, men nyder sin transport til og fra arbejde hver dag. 2 x 45 minutter alenetid i sin bil.

    SvarSlet
  2. Åh alene tid. Det er det vildeste shit. Er kæmpe fan. Og har slet ikke dårlig samvittighed bagefter. Så længe mine unger er i gode hænder imens, er jeg ikke den der piver over savn, og synger lange klagesange af længsel. Niks. Jeg elsker mine børn af helvedes til, og det ved de, men nogen gange skal min hjerne altså lige lades op, og så er det altså alene.
    Dejligt du fik lidt alenetid :-)
    Because yoy're worth it...
    Eller sådan noget!
    :-)

    SvarSlet
  3. Hahaha, hvor skønt... Jeg kan så meget følge dig.... ;-) Lige ned til den med nettoreklamen... hvor er det bare skod.... *ggggg* Totalt charmeforladt... ;-) Jeg lister dem som regel med på job...
    mange hilsenerMAria

    SvarSlet
  4. Åh - godt at høre, at jeg ikke er den eneste, der er vild med min (sparsomme) alenetid.

    Og Maria: Netto-reklamer med på job, siger du? Det var da en ganske udmærket idé. Det må jeg prøve i næste uge... :-)

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...