onsdag den 13. oktober 2010

Flash back

Var i Gammelby forleden. For at besøge en af verdens tre sjoveste. Kørte hjemmefra lige, da det var begyndt at blive mørkt. Det var køligt, jeg havde vinterjakken trukket godt op om ørerne, og bilens blæser blev skruet godt op. Tina Dickow på anlægget (eller, ok - 'anlæg' er måske en tilsnigelse) og så ellers af sted nordpå.

For ret præcist et år siden kørte jeg den selvsamme tur. Med den samme musik på "anlægget", den samme temperatur udenfor og formentlig også iført næsten det samme tøj (mit klædeskab er virkelig kummerligt!). Men humøret var væsensforskelligt fra humøret medio oktober 2009. For dengang græd jeg mine modige tårer, mens jeg trillede af sted. Ikke kun fordi Tina D. er lidt af en tudeprinsesse, men fordi jeg dengang var på vej hjemmefra. Fra mit elskede København, som mit hjerte ikke havde sagt ordentligt farvel til. På vej til at flytte ind i en lejlighed, der var blevet fremlejet i al hast. I et område, der kunne have været federe. Med mennesker, der kunne have været yngre (og sikkert også var det engang ... Tilbage i 1930'erne. Eller 1920'erne, måske ...). Faste læsere vil vide, at flirten med Forstaden var kort, men til gengæld var den frustrerende. Der er blevet brugt mange kræfter på at træffe 'det rigtige valg', og der er spildt tårer på at begræde det, der kunne have været. På at komme overens med den beslutning, der nu engang var truffet og på at komme overens med, at den beslutning, der nu engang var truffet, alligevel ikke var den rigtige.

Jeg er stædig af natur. Og en anelse perfektionistisk. Forstået på den måde, at jeg gerne vil gøre tingene rigtigt første gang. Især når det er store, livsomvæltende ting som at flytte. Kommune, ovenikøbet. Men her måtte jeg sluge en kamel. Og alle dens venner. For flirten med Forstaden var ikke rigtig. Endnu. Konklusionen blev derfor, at der er en tid for alting, og vores tid for at flytte ud af byen tilsyneladende lod vente på sig.

Turen til Forstaden forleden var en nostalgisk affære. Har jo været der utallige gange i det forgangne år, men fordi årsdagen snart oprinder, var det noget særligt. Jeg elsker at være ude af byen. Jeg elsker roen, at himlen er mørk (og ikke lilla). At der bliver koldt nok på en oktoberaften til, at rimen lægger sig på biltaget. At vasketøjet står udenfor og tørrer. At der er plads, og at der føles trygt. Og jeg tænker, at jeg nok selv havner der. Engang. Men ikke endnu. For selv om jeg elsker at være uden for byen, elsker jeg byen højere. Endnu. Byen er tryg for mig. Og jeg føler mig tryg der sammen med Øglen. Og HDD. Endnu. Nøgleordet er nok 'endnu' (sikkert også derfor jeg har brugt det omkring 18 gange i det her indlæg indtil videre). For på et eller andet tidspunkt tror jeg, at min - vores - tid kommer for at flytte. Men så er jeg også klar til det. Tror jeg nok ...

5 kommentarer:

  1. Åh ja, hvornår, om nogen sinde, er man klar til at forlade byen? Don't know. Jeg var i hvert fald ikke klar, da vi rykkede teltpælene op for 1½ år siden, og jeg har ved gud haft mine kriser og kvababbelser over projektet undervejs. Men pludselig en dag overgav jeg mig til provinsen med hud og hår og holdt op med at dagdrømme om vores gamle lejlighed på Nørrebro, caféerne, butikkerne og at kunne gå ud uden at se en eneste midaldrende dame med frisk korthårsfrisure og kulørte modebriller. Jeg tror, at det der har gjort tricket for mig, er en kombination af den fysiske afstand til det gamle liv i byen (man kommer lissom ikke bare lige forbi), tid og netværk, netværk, netværk. Det var en befrielse at opdage, at provinsen også rummer interessante mennesker, og ja, jeg ved godt, at det er københavneri af værste skuffe, at jeg ikke var i stand til at forestille mig det på forhånd.

    Men altså, man SKAL jo ikke partout forlade byen, bare fordi man har rundet de 30 og har fået børn. Kan I ikke bare blive for evigt, hvis det er det, der virker bedst for jer?

    SvarSlet
  2. Jeg er enig med Lykke. Man SKAL altså ikke forlade et sted, man er glad for og føler sig tryg, som du skriver, bare fordi en eller anden konvention siger at det er bedst for barnet at have halmstrå mellem tæerne og pløjemuld bag ørene.
    Man skal kun gøre det, hvis man selv gerne vil det.

    Jeg bor jo "ude på landet", men jeg er overbevist om, at jeg ikke har lyst til at lade mit barn vokse op sådan et sted. Før eller siden vil jeg til en større by, for hvis trolden slægter sine forældre blot det mindste på, så kommer hun hverken til at elske sport eller spejder, og det er de muligheder for fritidsaktiviteter, der er her. Desuden må hun gerne vokse op med bevidstheden om, at mennesker kommer i mange hudfarver, og at det ikke nødvendigvis er en eksotisk/skræmmende oplevelse at se en kvinde bære tørklæde. :)

    SvarSlet
  3. Jeg ved præcis hvad du mener, for jeg har det på helt samme måde. Vi var også en tur ud af byen før vi kom tilbage igen. Og planen er også at vi skal videre på et tidspunkt. Men hvor tidspunktet kommer ved jeg ikke... Men jeg ved at det kommer :)

    SvarSlet
  4. Jeg har altid troet, at når jeg fik børn skulle jeg have hus og have. Det har jeg aldrig selv haft og en græsplæne var lig lykke hos mig. Jeg avr altså også lykkelig uden den græsplæne.

    Men så flyttede jeg ind i vores fantastiske lejlighed i Sydhavnen. Og jeg elsker det!Indrømmet, jeg savner en have, så jeg bare kan åbne døren og lade JoJo komme ud i det fri. Jeg kan jo ikke slippe ham løs nede i gården, imens jeg sidder på 5. sal og slapper af... Det er også det eneste minus. Vi får helt sikker H&H en dag, men ikke lige nu.

    Jeg ELSKER min lejlighed i byen, ja ok 5-6 km væk fra centrum, but you know what I mean.

    SvarSlet
  5. Vi havde kigget på huse i ca. 3 år, da vi lige pludselig fandt os selv med en underskrevet købsaftale i hånden. HJÆÆÆÆLP, det var jo bare noget vi legede. Kan man overhovedet bo i lillebyen uden for byen? Efter et par måneder overtog vi huset, og efter 3 måneder mere flyttede vi ind. I al den tid gik jeg og panikkede over, om jeg ville kunne undvære at bo lige midt i byen. Men tænk en gang. Det var bare meget værre i tankerne end i virkeligheden. Jeg mangler ikke 3. sal. Og jeg mangler ikke at være klemt inde på 70 m². Til gengæld elsker jeg at have tre stuer, soveafdeling ovenpå, dejlig have og kæææmpe baghus, som vi endnu ikke ved, hvad vi skal bruge til. Og jeg elsker, at Den to-årige nyder både huset og haven, og at hun kan gå til skole på fem minutter ... altså, når hun bli'r lidt mere end to-årig. Samtidig elsker jeg, at byen er næsten lige ved siden af, så jeg ikke får helt lilleby-kuller.

    Men jeg kan også nogle gange drømme om at være familie i byen. Det er dog bare en flygtig tanke, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg ... eller vi ... er, hvor vi skal være. Og det er nok bare det, det handler om. At finde det sted, man trives bedst og så bare holde godt fast i det.

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...