søndag den 3. oktober 2010

Sagde du svin?!

Hængebugsvin, altså? Hvis du gjorde, er det vældig pudsigt, for sådan et har jeg set i dag. Og næsten klappet. Men det gad Øglen overhovedet ikke være med til, så jeg nøjedes med at tage et billede af det.


Det var naturligvis ikke på 2100 Østerbro, vi lige vadede ind i hængebugsvinet. Selv om det ellers ville have været vældig hyggeligt. Næh, familien Øgle var taget på besøgsbondegård. Her. Sammen med resten af Østerbro og en pæn del af Nordsjælland generelt. Men hold nu k*ft, hvor var det hyggeligt! (Også selv om min bror tørt bemærkede, at Nordsjælland da må være det eneste sted i landet, hvor man gider betale for at besøge en bondegård. Og det strider da bestemt også lidt mod de jyske rødder, men what to do, når man IKKE lige er i Jylland og kan crashe bondegårde gratis?!)

Ud over hængebugsvinet var der gæs i massevis, heste, køer (man kunne prøve at malke en af dem, hvis man ville, men det ville man ikke, når man er Øglen og en kende bange for dyr, der er større end en labrador), får, katte og hunde. Og så var der æbler, der blev mostet (er det et verbum?), en legeplads, masser af kastanjer (underligt nok - når nu klientellet primært så ud til at bestå af Østerbro-borgere, så skulle man tro, at de ville kaste sig over dem og tage dem med hjem. Men de har selvfølgelig nok allerede lommerne fyldte efter at have raidet strækningen langs Søerne).


Oveni hatten var der så også hjemmebagt brød en masse med hjemmeslynget honning (oh, så autentisk!) og syltetøj, kaffe, saft og æblemost. Og gårdens helt private orgel-Allan. Som i øvrigt også spillede på harmonika. Bim-bam-busse, Se min kjole og alle mulige andre børnesange, som alle i laden skrålede med på i et anfald af kollektivt vanvid.

Øglen havde en fest, men var også noget betuttet. Tror, hun primært glædede sig over, at der var syltetøj ad libitum. Og så var gruset på gårdspladsen også Helt. Vildt. Sjovt.


Kastanjerne var også sjove. Især da vi kom hjem. I de 10 minutter, hun nåede at have dem, inden Onde Mor konfiskerede dem. De var nemlig primært sjove at proppe i munden, lod det til. Og det holder mine nerver simpelthen ikke til. Så nu ligger de helt udenfor synsvidde for smållinger på et par og firs centimeter... Måske kommer de frem igen, når der er tid til konstant overvågning, men måske vi bare må vente til næste år. (Og så skal jeg prøve på at sørge for, at vi kommer ned til Søerne før kastanje-mafiaen)... 

  ## 
Her skulle have været et kastanje-billede, 
men blogspot har tilsyneladende noget imod kastanjer, så I må undvære...
##


Når man nu er lidt bange for de der store dyr, så er det jo dejligt trygt at komme hjem og herske hårdt over de små Schleich-dyr. Der er så'n lidt Gulliver i Lilliput-land over hende, synes jeg...

Men altså. Summasummarum. En lang historie kort. Og alt det der. Besøgsbondegårde holder. Rætti god weekend-underholdning. Bare lidt ærgerligt, at lige netop denne her lukker for vinteren nu. Men så må vi bare finde på noget andet. Naturcenter Amager skulle være meget godt, hm? Og hvis alt andet glipper, så er der jo altid Zoologisk Have. Vi er jo nogen, der har årskort...

6 kommentarer:

  1. Ej, hvor det ser hyggeligt ud. Det er lige mig sådan noget bondegårdstur, men indtil de åbner igen, så skal vi have et årskort nu. Det er afgjort og jeg tror det bliver såååå hyggeligt. Godt tip med Amager Naturcenter også, takker :)

    SvarSlet
  2. Nu slap navnet på øglen fra dig igen. Var det mon med vilje? ;)

    SvarSlet
  3. @AC: Jaaaah! Køb et årskort. Det er så hyggeligt i Zoo.

    @GG: Nix, det var bestemt ikke med vilje. Jeg må bare indse, at jeg ikke kan multitaske (læs: se 'Et sikkert hit', skrive blogindlæg og bande over blogger.com) på samme tid. Tak for adviseringen - det er rettet nu :-)

    SvarSlet
  4. Hun er fandme smuk, hende der Øglen.
    NVA holder max. Det er natur i beherskede mængder. Sådan som os med stenbros-børn kan lide det!

    SvarSlet
  5. Hvor ser det bare hyggeligt ud. Dejligt at i viser Øglen lidt af det virkelige liv, som da mor var dreng i Jylland. ;)
    Vi får de søde fra Roskilde til brunch på søndag. Hvis i skulle få lyst til en rask tur til Jylland er i mere end velkomne!
    Møs

    SvarSlet
  6. @Husmoder: Du er sød at kalde Øglen smuk. Med syltetøj i hele fjæset og det hele.

    @Malene: OH, det kunne være hyggeligt! Men vi har muttis fødselsdag i weekenden, så vi er anderswo engagiert, desværre. Men en ANDEN gang! Vil se jeres nye hus!!!

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...