onsdag den 29. december 2010

Køkken og snot

Det kan godt være, at julen er hjerternes fest, men det har virkelig også været gavernes fest, når man ser på alle de gode sager, Øglen har indkasseret. Alt lige fra en hjemmelavet dukke (med tøj), en hjemmehæklet abe, et Glückskäfer dukkehus, et Duplotog, en bondegård, et stable-ur, en hue, modellervoks (bivoks-halløj, som er så øko-agtigt, at man an spise det uden problemer, men som til gengæld er så stenhårdt, at man skal have Hulken til at ælte det en times tid inden brug), Stockmar-farvekridt, et par bøger og et legekøkken. Plus en lille efter-julegave i form af en pakke jumbo-tuscher, der er magen til dem, den store kusine fik i mandelgave, og som Øglen var helt ekset med.

Egentlig ikke dårligt, når man ikke engang er fyldt to.

Der bliver leget og grinet og hvinet og tegnet og hygget og slappet. Helt fantastisk. For så er der tid til, at jeg kan være snotforkølet i fred. Pt foregår det med pebermynte-te og et lag af en Anton Berg-chokoladeæske. Det må da kunne gøre mig frisk igen. For man kan da ikke være syg nytårsaften, vel?!


Øglen arrangerer og regerer i sit nye køkken. Og byder sin forkølede mor, der plaprer snøvlende, på kage.

6 kommentarer:

  1. Nej, det kan man nemlig ikke! Jeg har kæmpet samme kamp som dig de seneste dage, og ikke engang fået kommenteret på din forrige, julehyggelige blogpost - er ellers vildt imponeret over de seje perleplade-sneaks! Sikke en tålmodighed & flid, din bror og svigerinde har udvist!

    Dumme, virale infektioner, der lægger én brak - sidder p.t. med en kop "Förkylningste" (grøn te fra Sverige med eukalyptus, pebermynte og honning). Men sygdom skal ikke få lov at ødelægge nytåret for os - skal vi ikke fluks lave en frisk aftale om at blive helt raske til bobler & kalas på fredag? =)

    SvarSlet
  2. Søde øgle - og flot køkken i baggrunden!

    SvarSlet
  3. En kommende husmor med oprydningssans. Skøn video.
    Apropos nytårsforkølelse: Man tager et krus stærk te og hælder en lille squeeze hjemmelavet snaps med honning og ingefær i! Uhm.
    God bedring til os alle.

    SvarSlet
  4. Øv med snot! Men dejligt med chokolade - og var det lige det toplækre nye køkken man lige fik et glimt af i baggrunden på videoen? Altså JERES nye toplækre køkken. Men Øglens er altså også fint.

    Hos os blev en dukkevogn uden tvivl Årets Julegave for Trolden. Hun havde slet ikke tid til at pakke andre gaver op efter hun så den fine vogn, og nu er den dukke, hun ikke har værdiget et blik eller en leg siden hun fik den, pludselig blevet hovedingrediensen i en masse rollelege, som jeg aldrig har set ungen lege før. Så hyggeligt!

    SvarSlet
  5. Nåårjj hun er sød hende Øglen og sikke nogle seje sneaks hun har på og top lækkert køkken hun har fået sig der (hvor er det fra?? :)
    Rigtig gooood bedring og godt nytår!!

    SvarSlet
  6. Tak for god bedringer (og søde ord om Øglen). Tror, det har hjulpet - synes i hvert fald ikke, at det er helt så slemt i dag.

    Til de opmærksomme læsere, så ja - det er det nye køkken, der ses i baggrunden. Skal nok komme med nogle ordentlige billeder, når det er helt færdigt. Men som skrevet sidst, så har det pludselig grebet om sig, og vi venter nu ikke længere kun på at få tapetseret og malet - nu skal gangen også lige fikses i mellemtiden, og den nye spisebordslampe, som der er 1 måneds leveringstid på, skal ankomme. (Vi bliver aldrig færdige. Suk).

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...