fredag den 17. december 2010

Stolthed og fordom

Vi var jo til samtale i vuggeren i går. Sådan en, vi selv havde bedt om. Fordi Øglen efterhånden har gået i vuggeren et år (et ÅR?!?). Og trods alt tilbringer pænt meget af sin tid dernede. På det seneste er hun begyndt at ligge op remse alle pædagogernes navne op, når hun bliver lagt i seng om aftenen, ligesom hun bliver mere end almindelig lykkelig, når vi fatter, hvad det er for en sang, hun gerne vil have os til at synge (indtil videre er det kun lykkedes os at identificere "Hjulene på bussen", fordi hun sidder og hjuler rundt med armene og siger "rong-rong-rong").

 Fascineret af tv'et

Så vi tænkte, at det måske kunne være lidt fedt at vide, hvad de synger nede i vuggeren. Hvad de laver sådan mere overordnet. Og hvordan hun egentlig sådan går og har det, i de der 7-8 timer hun er dernede om dagen. For alt andet lige er det temmelig begrænset, hvor meget vi når at få at vide, når vi henter og bringer.

Er ikke sikker på, at de er helt vilde med sådan nogle samtaler i vuggeren. I hvert fald har de et temmelig lille tidsrum, man kan komme i (forudsat, at man har booket tid i forvejen) - nemlig torsdag ml. 12.30 og 13.30. Rimelig svært lige at finde tid til at nappe en halv dag fra arbejde (begge to), men det gik (måske også fordi vi bookede mødet for 5-6 uger siden).

Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde forventet. En form for eksamen, måske. Hvor jeg ville føle mig vendt og vurderet som forælder. Hvor jeg skulle sidde og have (endnu mere) dårlig samvittighed over, at HDD og jeg er sådan nogen, der har valgt at arbejde fuldtid og dermed parkere vores stakkels, forhutlede barn i en ond institution. Men sådan var det bare slet ikke. (Igen; det ville også være tarveligt at holde samtalen i Eventyrrummet, hvis de bare skulle sidde og være onde og sure).

For det første tror jeg, at de troede, at vi var kommet for at brokke os over et eller andet. Så de så helt perplekse (og en anelse lettede?) ud over, at vi 'bare' var kommet for at høre, hvordan (de synes), Øglen har det. Så de fortalte os om, hvordan dagen forløber. Om hvordan Øglen gebærder sig i forhold til mad, putning, de andre børn, leg, sang, musik, historiefortælling og leg udenfor. Hvordan hun agerer politimand over for dem, der bryder rytmen (Steiner-esque vugger, fyldt med rytme og rutine), hvordan hun 'påtaler' det for pædagogerne, hvis de synger en sang med færre/andre rekvisitter end sædvanligt. Hvordan hun elsker genkendeligheden i vuggestuens mønster.

De fortalte om en lille pige, der er meget selvstændig og ikke angler efter de voksnes opmærksomhed hele tiden. Men som i den grad siger fra, hvis tingene ikke bliver gjort, som hun gerne vil. Som har temperament, men som ikke er hysterisk. De fortalte også om en lille pige, der taler enormt meget, er enormt opmærksom på sine omgivelser, og som hader at gå glip af noget (og derfor heller ikke er så vild med at blive puttet derovre). Om en lille pige, der er helt fremme i bussen med store, strålende øjne, når der bliver fortalt eventyr. Og endelig om en lille pige, der er forud for sin tid i forhold til at mærke sine behov (vil ud og lege, vil være i fred, vil have opmærksomhed, etc.) De kunne generelt fortælle en masse ting og ikke så mange dårlige, så moderdyret kunne ikke sige sig fri fra at blive lidt stolt.

Rockstar-attitude

Hov. Og så kunne de selvfølgelig også berette om en lille pige, der er riiiiimelig vild med mad. Som næsten ikke kan sidde stille, når der bliver serveret. Heller ikke selv om overpædagogen noget optimistisk har fortalt hende om Herman Hesse og hans tese om, at hvis man vil blive til noget her i livet, så må man være tålmodig, faste og bede... Nice try. Øglen kommer sandsynligvis aldrig til at mestre nogen af delene...

Som sagt ved jeg ikke rigtig, hvad jeg havde forventet af samtalen. Men jeg gik derfra rigtig rigtig glad. Fordi det, pædagogerne fortalte, stemmer så fint overens med, hvordan Øglen også er derhjemme. Fordi de fortalte om hende med smil og varme i stemmerne. Fordi det bare virker som den helt rigtige vugger for Øglen. Og alle mine idéer - fordomme, om man vil - om, hvordan det måske ville forløbe, blev gjort til skamme. Det er der jo også en læring i, kan man sige. I bund og grund er det vel også lige meget, om jeg trives i vuggeren? Så længe Øglen gør...

5 kommentarer:

  1. Hvor er det dejligt at læse. Øglen trives da bare rigtig godt, og det må være skønt som forældre at få det at vide.

    SvarSlet
  2. Hold op hvor skønt, det er eddermame vigtigt, at ens barn har det godt i sin institution. Kan godt forstå at du er stolt, hun lyder skøn din lille datter. Jeg har lige fået plads til min datter og jeg er SÅ spændt på hvordan det kommer til at gå, men har lige været inde og læse om institutionen og det lyder som et super sted, så jeg er virkelig spændt.

    SvarSlet
  3. Sikke et dejligt møde. Jeg kan godt selv blive lidt flov over, hvor stolt jeg kan blive, når nogen roser min datter -jeg mener, det er jo begrænset hvor meget der er MIN fortjeneste, det er for det meste hendes egen. Men altså, der skal ikke mange søde ord om trolden til, at mit hjerte svulmer. :)

    SvarSlet
  4. det er da smadder-dejligt. Og godt at hun lige holder dem i ørerne mht rutiner og rytmer. Man kan ikke bare sådan gå og lave om:)

    ps: Havde ikke lige set, at du var flyttet. Men " her har du mig tilbage!"

    SvarSlet
  5. PPS: vi fik tilbudt sådan en samtale, så jeg troede, at det var kotume..men nej? Blev også smadder-stolt over, at de sagde, at han var meget empatisk i fht sin alder... Nåårrhh, søde Krabbe:)

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...