torsdag den 28. januar 2010

Autoritetstro eller ej?

Jeg er autoritetstro. Ret meget, faktisk. Hvis jeg ser en politibil, når jeg er ude og køre, begynder jeg konsekvent at småsvede og tjekke sikkerhedsseler, sidespejle og speedometer. Hvis min chef giver mig besked på noget, gør jeg det som regel uden at kny, og hvis lægen fortæller mig, at jeg skal gøre dette eller hint for at blive en mavepine el. lign. kvit, retter jeg mig efter det.

Men med Øglen er det dog en lidt anden sag. Hun kan jo i sagens natur ikke træffe sine egne beslutninger (endnu), og derfor må jeg optræde som en form for filter mellem Øglen og autoriteten. Hidtil er det en ret begrænset mængde autoriteter, hun er rendt ind i - præst, læge og Over-pædagog er dem, jeg lige kan komme i tanker om (mm. bedsteforældre tæller med...). Og mens jeg er en kende bange (autoritetstro?) for Over-pædagogen og utrolig godt kunne lide præsten, er jeg blevet lidt loren ved lægen. Bevares, hun er sød og dygtig, og hun kan stadig få Øglen til at grine på trods af, at hun har stukket hende med en nål op til flere gange nu.

Men! (Kunne I godt fornemme, at der var et "men" på vej dér?!)

Forleden var HDD hos lægen med Øglen, fordi hun var blevet ringet hjem fra vuggeren og alt det der. Der blev lyttet og mærket og kigget og spurgt, og konklusionen var, at der ikke var noget som helst at høre på lungerne. Hoste, ja. Snotnæse og massiv forkølelse, ja. Feber, nej. Mislyd på lungerne, nej! Øglen har imidlertid hostet længe (vi taler en måned, tror jeg), og det meddelte HDD så lægen. Hun tænkte lidt og udstyrede så Øglen med en maske (eller - et maske-lignende aggregat af en art) og en recept på noget binyrebarkhormons-astmamedicin (nøj, et langt ord). Som en "bagklogskabs-diagnose", sagde hun. Hvad det så end er.

Da HDD ringede til mig og fortalte, hvordan lægebesøget var gået, tænkte jeg først "Nåja, jamen, hvis det er dét, lægen siger, såeh...". Men så syntes (og synes) jeg faktisk, at det lød lidt voldsomt. Astmamedicin. Til sådan et lille pus. Hvis lunger lyder helt, som de skal? Hvis der havde været bare skyggen af vejrtrækningsproblemer, var der jo ikke noget at rafle om. Så skulle hun da by all means have et pift binyrebark morgen og aften. Men i min verden er binyrebarkhormon ikke noget, man bare lige tager, så jeg synes måske, det er lidt meget at skulle give det til så lille et barn.

Så vi har ikke givet hende det. Jeg (vi) har trodset lægens anbefalinger og ladet medicinen ligge uåbnet ved siden af den uafprøvede maske. I stedet har vi hævet hovedgærdet på hendes seng og givet hende lidt kamillete og et par ekstra strømper på. I nat var der ingen hosten overhovedet. Det kan selvfølgelig være rent held. Men autoritetstroen er om ikke andet smidt ud med badevandet i det her tilfælde. Indtil videre i hvert fald. Hvad ville I have gjort?

Sidste nye 'oprør' mod autoriteter er, at Over-pædagogen påtalte, at Øglen sidder meget på knæene. (Hun sidder faktisk kun på knæene - efter hun har lært det, gider hun ikke sidde på rumpen mere). Men det må hun åbenbart ikke - i hvert fald skal vi øve med hende at sidde 'rigtigt' på gulvet. Øve, ligefrem? Det kommer vi nok ikke lige til...

mandag den 25. januar 2010

Dusør gives

Hvis der er nogen, der render ind i et par kinder derude i kulden, så er det mine. Frøs dem af i morges på vej på arbejde.

Særlige kendetegn: Store og blege. Findes formentlig et sted på strækningen Nørreport-Lergravsparken.

Og så er der godt lige nogen, der må tænde for den store varmelampe, tak. Nu HAR vi set, at Søerne kan bundfryse, og at det kan sne i en måned. Global opvarmning min bare...

Øglen er i øvrigt syg igen. En hel halv dag i vuggestue blev det til. Føler sig jo ingenlunde som en dårlig forælder, når man kan læse det her i dagens udgave af MetroXpress...

lørdag den 23. januar 2010

Mig mig mig

Fordelen ved at have en blog er, at man kan (og må!) skrive om lige nøjagtigt, hvad man vil. Det er fedt. Dagens indlæg skal derfor handle om… mig. (Til uendelig stor forskel fra alle de andre dage, hvor den jo handler om… mig…?!)


Nå. Det var mig, vi kom fra. Jeg har vundet noget af nogen. Og fået noget af en anden. Og begge dele er bare så fine og gode, at man ikke kan andet end at blive glad i låget! Og glad-i-låget-hed er tiltrængt her, hvor Øglens feber dog heldigvis er overstået, men hvor hosteriet er ved at nå nye højder, og hvor der sendes kaskader af snot ud over samtlige overflader i hjemmet med jævne mellemrum.

Marianne udloddede verdens fedeste give away, og gæt lige, hvem der vandt?! MIG! Me. Moi (og der er ovenikøbet en video, der beviser det her). Det er jeg über-glad for, for Marianne tager fantastiske billeder, og jeg glæder mig meget til at få foreviget Øglen (professionelt) endnu engang.

Og så har Louise givet mig denne her sammen med nogle søde ord.




Det er smaddersødt af hende, ikke mindst fordi, at hvis der er noget, jeg ikke er, så er det kreativ. Men inden hun kan nå at trække prisen tilbage, vil jeg skynde mig at fortælle syv ting om mig selv, for så fanger bordet, og prisen er min. MINE, I tell you! Gnæg gnæg. Så hold på hat og briller, for nu går det løs!

Undertegnede:

1. … lærte at læse som 4-årig. Det var min bror, der lærte mig det, og han fortrød det hurtigt, eftersom jeg i bedste irriterende-lillesøster-stil blev ved med at fortælle ham, at jeg var den af os, der læste bedst. Indledte min læse-karriere med ”De 5 i fedtefadet”, og måske derfor er jeg svært begejstret for Enid Blyton.

2. … er vild med lousy mad som Cup Noodles og ovnpomfritter. Men nu er jeg jo MOR, så jeg bliver nødt til at lave rigtig mad. Med grøntsager og alt muligt. Grrr…

3. … har to fornavne. Pigefornavne (meget heldigt). Men hvis min bror havde haft noget at skulle have sagt i en alder af to, havde jeg heddet jeg Anders. Eller Basviola (?!?). Selv ville jeg, som 7-årig, bare gerne hedde Tina. (Det hedder jeg dog ikke)

4. … har eksperimenteret en del med ”personlig fremtoning”. Således har jeg haft langt, lyst hår, kort, sort hår, postkasserødt hår, orange hår, lilla hår (ok, det var en fejl!), osv. Ligeledes har jeg haft masser af øreringe i det ene øre (meget mærkeligt, i grunden) og ring i næsen. I dag ser jeg vist bare helt almindelig ud.

5. … er en frossenpind ud over det sædvanlige. Faktisk fryser jeg mere eller mindre konstant fra september til maj. Ret belastende – ikke mindst nu, hvor klimaet er gået helt bersærk og det bare er koldt koldt koldt.

6. … har boet i udlandet i længere tid af tre omgange. Først London. Så Cape Town. Og til sidst i Nice. Fede tider, men meget forskellige. Og med fare for at blive stemplet som kedelig og mega anti-globetrotter-agtig, så er jeg nu ret vild med Kbh.

7. … er bange for klovner. Og gøglere. Og edderkopper. (Same shit, different name…)

8. (Bonus) … havde boet i Forstaden i tre (3) dage, da det blev besluttet, at vi skulle tilbage til byen, fordi det der Forstads-noget ikke lige var os. (Endnu, i hvert fald). Der gik så yderligere 7 dage, og så havde vi besluttet os for at købe en lejlighed på Østerbro. Som vi flytter ind i om tre uger. JUHUU!

Det var dét. iBaby unplugged. Og før jeg ryster endnu flere mystiske iBaby-facts ud af ærmet (for jeg er on a roll nu), skynder jeg mig at give prisen videre til 7 andre bloggere. Kan jo fornemme, at begrebet ’kreativ’ er under forandring, så jeg fortsætter med den brede fortolkning. Ligeledes vælger jeg at give prisen til (nogen af) dem, jeg synes, fortjener den – uagtet, at de måtte have fået den tidligere eller måske oven i købet var den, der gav prisen til mig i første omgang. Det er faktisk svært kun at vælge 7. Og jeg håber ikke, at mit udvalg giver anledning til sure miner rundt om i blogland, og/eller at jeg lige pludselig ikke kan komme ind på alle jeres dejlige blogs, fordi I i surhed har blokeret min IP-adresse. Er vild med blogland, jo!!!

Ahem. Prisuddelingen begynder nu. And the award goes to:

Marianne. Aka Cirkusprinsessen. Aka Små Øjeblikke. Fordi du er en tryllekunstner med et kamera og bare helt vild sej!

Flødebollen. Fordi du skriver dejlige, beskrivende indlæg om jeres dagligdag med sjove og søde billeder. Nogle gange tror jeg lidt, at jeg kender jer (men bare rolig – jeg er for doven til at være stalker-agtig, så du behøver ikke være bekymret :-))

Szabo. Fordi du er sk*desjov. Både som mor-blogger og egoist-blogger. Og fordi du, samtidig med det sjove, også tør skrive om de dybe følelser og det store ansvar, der følger med det at være mor.

GravidgraHVAD. Fordi du, som Louise også skrev, tør sætte ord på følelser, som jeg tror, rigtig mange går med, men ikke tør sige højt. Og fordi du ofte rammer lige på kornet.

Mama Med Mere. Fordi du skriver sjovt og rammende og om de små store ting, man oplever og tumler med i livet som mor.

Maminka. Fordi I har banket en skøn blog op, som er nærværende og vedkommende. Som jeg har lyst til at følge med i. Og som jeg ofte nikker genkendende til. (Tæller det egentlig som to priser?! Hm. Arj, vi siger bare, at det er én, ikke? Så kan jeg nemlig give prisen til en mere...)

Hende. Fordi du, trods barske oplevelser, har styrken og viljen til at være der for dine drenge – og fordi du tør skrive om alle slags følelser; både de store og små, de gode og de dårlige. Det er beundrings- og misundelsesværdigt.

Og så tror jeg også, at min taletid er ved at være brugt for i dag. Jeg har en date med Inspector Barnaby og en kop te. Goodnight all.

fredag den 22. januar 2010

Syg Øgle #2

Kæft, hvor er jeg træt. Det geni, der fandt på, at småfolk uden sprog (ud over "tak", og det bliver der sjovt nok ikke sagt så meget i disse dage) kan få feber og i det hele taget blive syge og slatne, skulle have nogle tæv. Med en brugt ble og noget legetøj. I træ eller hårdt plastic, så det kommer til at gøre rigtig ondt!

Vi har haft en rætti slem nat med meget lidt søvn, og selv om feberen er faldet, er Øglen stadig sløj. Jeg har langt om længe fået hende til at tage sig en lur i sin seng (er også hjemme hos hende i dag - det er fordelen ved et job, hvor der ikke just er travlt), men det holdt hårdt og lykkedes udelukkende fordi hun fik sin jakke på. Hun faldt simpelthen i søvn i troen på, at hun nu skulle ud og trille i sin elskede barnevogn. Totalt snyde-mor...

Nu sidder jeg så og kigger lidt tomt ud i luften. Og forsøger at skrive mere end én sammenhængende sætning i et dokument, der skal blive til en jobansøgning (mere). Burde sove lidt, men Øglen snøfter og pruster og spytter sutten ud og klynker, så jeg er i fast rutefart mellem computer og Øgle-værelse hele tiden. Så luren udsætter vi. Til engang om lang tid. I morgen, måske. Da er HDD i det mindste hjemme. Nå men. Jobansøgning. Better get on with it. Fik afslag på en anden jobansøgning i går. De takkede mig for ansøgningen, men de havde været så heldige at få 295 ansøgninger, og jeg var desværre ikke blandt de 9 (!!), de havde taget til samtale. Ok så. I orden. Men 295?! Det er jo helt åndssvagt. Hvis jeg kunne noget med tal, kunne jeg sikkert regne ud, hvor store mine chancer for overhovedet at komme til samtale inden år 2034 er, men for en gangs skyld er jeg faktisk glad for, at jeg er tal-debil. For jeg er ret sikker på, at resultatet ville deprimere mig.

Nå, Øglen klynker. Kan være, hun har opdaget, at hun ikke ligger i sin barnevogn...

torsdag den 21. januar 2010

Syg Øgle, Træt Mor








Har været i gang med et indlæg til bloggen i lang tid nu, men det ville ikke, som jeg ville, så jeg blev irriteret og slettede det hele. Og proppede 4 billeder ind i stedet. Af min syge Øgle. Som har feber (39-komma-noget) for første gang. Her gik jeg lige og troede, at jeg efter 11 måneder så småt var ved at være nede med det der mor-noget, og så kommer der sådan noget sygdoms-l*rt og rører rundt i usikkerheds-gryden. Irriterende. Har hun nu for meget tøj på? For lidt? Skal hun have Panodil, når hun 'bare' har feber? Hvor meget? Hvor tit? Og hvor meget feber, må hun have, før man skal blive bekymret?

Tror, Øglen kunne mærke min usikkerhed, og måske derfor kastede hun sig over Vores Børn, som - heldigt nok - har en guide til de mest almindelige sygdomme i denne måneds nummer. (Tak, Louise - det faldt på et tørt sted). Desværre var Øglens tålmodighed ikke til at se Revolutionary Road, som hun ellers indikerer på et af billederne - den trætte mor kunne nemlig godt have brugt en time-out på langs med en god (?) film.

Hvorfor er der aldrig nogen, der har fortalt, hvor hårdt arbejde det er at holde 'Barns første sygedag


tirsdag den 19. januar 2010

Tak!

Taknemmelighed er en god ting. Og høflighed. Synes selv, at både HDD og jeg er i besiddelse af begge dele, og det er Øglen også, har det vist sig. I hvert fald, hvis man skal dømme efter betydningen af hendes første ord*: "Tak".

Meget høflig baby, vil jeg nok mene. Og halvstolt mor (som ellers havde heppet på, at "mor" skulle være det første ord, men som er ganske tilfreds med "tak").

*HDD og jeg røg i øvrigt ud i en definitions-diskussion om, hvorvidt man kan tale om "første ord", når Øglen ikke har helt styr på brugen af ordet? Hun siger fx "tak", både når hun får og giver en ting, når hun tager sin yndlingsbog, og så gentager hun det (nogle gange), når vi siger det. Men vi er jo forældrene, så vi bestemmer - og vi har bestemt, at det kvalificerer som ord.

søndag den 17. januar 2010

Motion - eller mangel på samme

Jeg har aldrig været specielt sporty. Det der med motion er aldrig faldet mig naturligt, og udtalelser som "Jeg kan bare ikke undvære at træne" er bestemt ikke noget, jeg har gjort mig i. Fra tid til anden har jeg frekventeret motionscentre og forsøgt mig med at løbe, men der er bare ikke noget, der har grebet mig nok til, at jeg er fortsat med det.

Jeg befinder mig i virkeligheden nok på grænsen af det forjættede land "Doven", men fra de perioder, hvor det rent faktisk er lykkedes mig at træne regelmæssigt ved jeg, at jeg jo får det bedre af det - mere energi, mere harmonisk kropsfacon og bedre samvittighed over, at jeg af og til kommer til at spise salmiak-bolcher til morgenmad og småkager til frokost (som i dag. Ups.)

Det kunne endda gå, da jeg stadig ammede (verdens bedste slankekur) og vadede gader og stræder tynde med en sovende Øgle, men begge dele er slut nu; madkasserne er tørret ind, og Det Dumme Virkelige Liv har snuppet al den tid, der var til at gå lange ture (i hvert fald til daglig).

Og nu går den så ikke mere. (Den er faktisk ikke gået i et stykke tid, men jeg er mester i overspringshandlinger, så jeg har lige udsat det lidt. Og så lidt mere. Men NU...!) Som jeg sidder i mit lidet flatterende hjemmetøj og har en anelse kvalme over alle de småkager, jeg fik spist sammen med mødregruppen for et par timer siden, er jeg blevet ret træt af den her laissez-faire-livsstil. Jeg taler ikke Kernesund eller triathlon eller noget, bare almindelig sund kost i hverdagen, og så lige lidt motion!

Har funderet over, hvad der kunne være den bedste motionsform for mig, og selv om jeg synes, det er hjernedødt kedeligt (og hårdt!), og jeg tidligere har forsøgt mig, men givet op, er det alligevel løb, som bedst lever op til mine kriterier om, at det skal være nemt at gå til, billigt og uafhængigt af tid og sted. Så... løb it is. I guess.

Men jeg kender mig selv. Og jeg ved, at jeg har brug for en gulerod for at holde træningen ved lige. Så da jeg så, at Alt for Damerne holder Kvindeløb til sommer, tænkte jeg, at dét måske var noget?! Der er noget at træne efter, og jeg binder mig til en aftale - og så er der fem måneder til at træne i. Man kan vælge både 5 og 10 km ruter, og selv om jeg har mest lyst til at vælge 5k, tænker jeg på, om jeg mon ikke vil være mere stemt for at give den gas med træningen, hvis jeg skal op og løbe 10k? Eller hvad siger I (hvis der er nogle løbekyndige out there) - er det helt urealistisk at tro, at jeg kan træne mig op til at løbe 10k på fem måneder, når jeg starter ud som glad begynder (Og i øvrigt har tidsrøveren Øgle at holde styr på)? Og skal jeg i virkeligheden bare være glad, hvis jeg kan gennemføre 5?

Åhr, se nu. Det er besværligt allerede. Jeg snupper lige et bolche. For de gode intentioner gælder jo (som altid) først fra i morgen...

lørdag den 16. januar 2010

Give away

Altså ikke min egen, vel?! Jeg kan nemlig ikke rigtig noget, ergo ville det være lidt nitten for jer at deltage i sådan én.

Men en, der til gengæld kan noget - MEGET - med et kamera (og vist også med noget yoga?!) er Marianne. I sommer åbnede hun sin egen butik, og jeg (Øglen) havde æren af at være den første kunde i biksen. Det kom der rigtig mange fantastiske billeder ud af bl.a. det her), og jeg har faktisk i et stykke tid gået og pønset lidt på, om man skulle bestille endnu en foto-session.

Men nu er det så, at Marianne udlodder en halv times fotografering til en heldig kartoffel ovre på Små Øjeblikke. Så man skal bare klikke sig derover og melde sig til, hvis man kunne tænke sig at få foreviget noget.

Eller... Lad være med det, i øvrigt. Jeg vil nemlig gerne selv vinde, og mange deltagere forpurrer mine chancer. Nå!

:-)

fredag den 15. januar 2010

Snart weekend

Når vejret er gråt gråt gråt, og man sidder på jobbet og keder sig, så ER det da fantastisk at tænke på, at Øglen bliver hentet tidligt af hjemmearbejdende HDD, at det snart er weekend, og at man skal drikke bobler og se X-Faktor (indrømmede jeg lige det!?) med mødregruppe-veninde i aften.

Jeg har bestemt mig for, at Øglen skal gå omkuld med sin aftenflaske ligesom hun plejer, for oveni boblerne skal mødregruppe-veninde og jeg nemlig give hinanden gode råd og vejledninger til, hvordan vi skal tackle Det Virkelige Liv efter endt barsel, hvordan vi lettest får et nyt, spændende og udfordrende job (hvor man kan møde sent, gå tidligt, blive betalt godt og måske nå at blogge lidt indimellem*) og hvordan work/life-balancen bliver opretholdt så godt som muligt.

Åhja, det bliver dybt. Vi finder De Vises Sten (ikke den fra Harry Potter. Den er fundet. Den anden. I ved). Det ved jeg bare. (Og hvis ikke, så gætter jeg på, at vi kommer til at hygge os. Med mindre Øglen altså ikke er med på min plan om, at hun skal snorksove hele aftenen. Så skal vi være lege-tanter).


*Hey, wait a minute. Det er da mit nuværende job. Eller... Nåh nej - det er det der "spændende og udfordrende", som ikke er opfyldt.

torsdag den 14. januar 2010

Flyttedag

Ok, here's the deal. Jeg glæder mig SÅ meget til at flytte fra Forstaden og ind til civilisationen, at jeg næsten ikke kan sidde stille. Jeg har lyst til at pakke alting ned og bare sidde og stirre på flyttekasserne, indtil der kommer to hærdebrede mænd fra 3x34 og slæber dem væk. Men det går jo ikke (siger HDD). Der ER trods alt små 5 uger til. Og måske er det i virkeligheden heller ikke så skægt i længden at sidde og glo på flyttekasser.

Men noget må der ske! Og da jeg desværre ikke kan regne med, at mit job kan fjerne fokus fra de endeløse uger, der ligger forude, så må jeg jo finde på noget andet. Jeg hækler helt vildt. Men nu er jeg løbet tør for gult garn, så nu kan jeg ikke komme videre. (Hvis nogen har et nøgle solgult Hjertegarn, Mississippi no. 8 liggende, så betaler jeg gerne for garn og porto). Så hækling er ude.

Jeg kan også skrive jobansøgninger. Og gør det også. Men SÅ mange job er der heller ikke at søge. Så den er også ude.

Madlavning. Har jeg også kastet mig over. Men utroligt nok er der grænser for, hvor meget mad, jeg kan spise, før jeg a) bliver mæt, b) buler (endnu mere) ud i taljen. U d e.

Og så var det jo, jeg tænkte, at jeg kunne flytte. Domæne, altså. Farvel til Smartlog, utidige oppetider og begrænset mængde billeder. Goddag til international udbyder, mere struktur, mange flere muligheder og (forhåbentlig) mere oppetid.

Så velkommen i de nye rummelige lokaler. Her skal lige males, tapetseres og møbleres endeligt, men det kommer hen ad vejen. Håber, I føler jer hjemme - det gør jeg i hvert fald allerede.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...