søndag den 28. februar 2010

Middagslur og fødselsdag

Vi sover ikke så godt herhjemme for tiden. Og med 'vi' mener jeg Øglen. Som jo så er så venlig at vække HDD og jeg. MANGE gange. I nat var vi vist oppe og runde de 8 gange. Og så besluttede hun sig for at holde fest fra omkring kl. 06. Jeg ved godt, at det i manges øjne ikke er specielt tidligt. Men vi har jo været velsignede med en Øgle, der i den sidste lange tid har sovet mere eller mindre igennem fra kl. 18.30-06.30/07. Så vi er vågnet op (i bogstaveligste forstand) til en helt ny virkelighed.

Men det Øglen ikke sover om natten, indhenter hun så om dagen. I skrivende stund har hun sovet middagslur i 3 timer. Det er meget usædvanligt, for nu at sige det pænt. Hun står nede i gården i sin klapper og snårksover (og ja - jeg HAR tjekket, at jeg har husket at tænde babyalarmen!), og hverken legende børn eller klaprende skraldespandslåg lyder til at genere hende. Men hun må jo trænge til det, det lille pus.

Kan jo også være, at hun rent faktisk hørte efter, da jeg forklarede hende, at heat to af Operation Øgle-fødselsdag (heat et blev afviklet i går) løber af stabelen her til eftermiddag, så måske hun vil være høflig og sørge for at være veludhvilet, når diverse legeonkler og -tanter indtager lejligheden. Det ville ikke være så tosset.

I går havde vi også hytten fyldt med gæster, og vi kopierer så konceptet i dag. Eller. Lagkagerne kopierer vi i hvert fald. Fandt ud af i går, at det ikke var helt så nemt og ligetil at bikse en kæmpegryde chili sammen, mens lejligheden myldrede med mennesker, så i dag udnytter vi det fastfood-mekka, der befinder sig lige uden for vores gadedør. Der bliver heller ingen kagedame i dag. Desværre. Der er kun et par meget små bidder tilbage af gårsdagens (og dem vil jeg selv have), som Øglens mormor medbragte. Og den smagte simpelthen så godt, at jeg ikke vil være bekendt at prøve at gøre hende kunsten efter. Så gæsterne i dag må nøjes med lagkage, boller og pizza. Basta! Det skal bare lige laves, men jeg mente, at jeg trængte til en pause ved Macbooken. (Har jeg i øvrigt fortalt, at jeg har fået sådan en?! For det er da klart værd at nævne, synes jeg nok...)

Har i sagens natur aldrig prøvet at holde børnefødselsdag før, men det er da helt vildt sjovt. Og hyggeligt. Og travlt. Fantastisk at se, hvor meget en et-årig trods alt fatter, og hvor glad Øglen blev for alle sine gaver. Hun har gøglet rundt med pegebøger, snurretoppe, dukker og så videre hele morgenen, og generelt været i højt humør. Gad godt, at jeg kunne være helt lige så frisk og entusiastisk efter at være blevet vækket non-stop hele natten, men det hjælper faktisk en hel del på trætheden at se, at hun er så glad. Ikke mindst fordi hun jo har været ret så pylret og bange, efter vi er flyttet.

Nå, nu er der lyd i babyalarmen. Finally. Så begynder det store ædegilde. Mon ikke, der falder lidt lagkage af igen i dag?!

fredag den 26. februar 2010

Når svensken flytter ind

Vi er blevet invaderet i den nye lejlighed. Af en hulens masse svenskere. Der lyder navne som Fillsta, Plök, Bestå, Vara, Omar og Kvart. Lige så langsomt i løbet af den sidste uge er der kommet flere og flere af de svenske venner til, og nu fylder de og deres pap-frakker stort set hele lejligheden.

Vi har jo selv inviteret dem, kan man sige. Og det fortryder vi da heller ikke. De er jo både pæne, praktiske, rummelige og billige. Vi skal bare liiiiige finde ud af, hvor de skal stå henne. Og hvad vi skal bruge dem til.

Det er jo selvfølgelig IKEA-møbler, jeg taler om her. HDD har haft ferie i denne uge (og jeg har jo ferie i tre uger, juhu!), og vi har benyttet os af arbejdsfriheden til at... arbejde. I lejligheden. Faktisk har vi ikke siddet stille et sekund, mens Øglen har været i vuggestue - vi har slæbt kasser, ryddet op, gjort rent, malet, handlet og indrettet. Og så har vi altså også været i IKEA. Mange gange! Ham Den Dejlige har været den heldige vinder af fire ture i IKEA på fire dage, mens jeg har 'nøjedes' med tre ture på ligeså mange dage. Og nu må det altså gerne snart stoppe!

Normalt er jeg egentlig ret pjattet med at dimse rundt i IKEAs afdeling for ting og sager, man ikke anede, man ikke kunne leve uden, og jeg må da også tilstå, at jeg har fået min del af underligheder med hjem fra mine tre besøg. Kartoffelmos-presseren, den gule lampe og de 20 (tyve) opbevaringsglas stod fx ikke allerøverst på listen over must-haves. Ligesom de 10 (hvad sker der for de absurde antal?) kulørte rammer til Øglens værelse heller ikke gjorde det. Men jeg har vist nået målet for, hvor meget IKEA jeg egentlig kan rumme.

Således kan jeg næsten ikke overskue, at vi stadig har en enkelt tur (i hvert fald) til IKEA til gode. Den værste tur af dem alle, hvis man spørger mig, for det er turen, hvor vi skal erhverve os et klædeskab. Af den allerslemmeste saml-selv-slags. Jeg VED bare, at det kommer til at tage for evigt. Og at lynet slår ned i hjemtransport-folkene lige præcis den dag, vi vælger at købe skabet, og så står vi dér med vores millionmilliard dumme æsker og kasser. Såååk! Så. Hvis der er nogen, der er helt vild med at købe klædeskabe i IKEA, så kunne jeg sagtens overtales til at blive hjemme. Anyone?

Det bliver dog ikke aktuelt at købe klædeskab, før resten af lejligheden er rimelig ryddelig. Måske der faktisk er en idé i at forhale dén proces, men på den anden side får vi hele familien på besøg til Øgle-fødselsdag i morgen, så det er jo også i vores (og deres) interesse, at det er til at komme til. Det bliver også så bøvlet, hvis nogen brækker et ben eller andet, fordi de skvatter i Kläfts' indpakning. Hm. Må hellere komme i gang med at rydde lidt op...

I øvrigt er Øglen sluppet for samtlige ture til IKEA. Heldige asen...

onsdag den 24. februar 2010

Fødselsdag

Nåmmen, så blev Øglen lige pludselig et helt år?! Synes jo lige, at jeg har ligget på barselsgangen på Rigshospitalet og drukket oceaner af rød saft og slet slet ikke kunne forstå, at det lille knirkende væsen ved siden af mig var mit (og HDD's), og at vi rent faktisk måtte tage hende med hjem, når jeg var færdig med at føle, at jeg var blevet kørt over af et godstog, og når amningen fungerede...


Men kalenderen siger altså, at der er gået et helt år, så det må jeg jo tro på. Og når jeg kigger godt efter, kan jeg jo godt se, at der er sket noget siden sidste år...





Synes altså, at det er noget helt specielt, sådan lige pludselig at være mor til en et-årig. Nu er Øglen lige pludselig et barn og ikke længere en baby. Hun kan stå og kravle og pludre og har helt klart fundet sin egen vilje frem. Og hun er ikke længere helt så afhængig af mig, som hun har været. Det er både fantastisk og vemodigt, for man vil jo så gerne være uundværlig - samtidig med, at man gerne vil have, at ens børn bliver små, selvstændige individer...

Øglens første fødselsdag har dog været præget af sygdom (Øglens). Hun var i vugger nogle timer, men blev ringet hjem pga. øjenbetændelsen, og oveni hatten havde hun så lige fået feber. Fed fødselsdagsgave (!) Men indtil hun blev ringet hjem, havde hun haft en fest med muffins (sukker-politikken i vuggeren var ikke strengere, end at pædagogerne havde foreslået mig at bage kage, hvis jeg ville have noget med til Øglens fødselsdag, så jeg havde lavet gulerodskage-muffins), lys og en hjemmestrikket kat.

På hjemmefronten skrider det efterhånden fremad mht. at få flyttet vores ting på plads i den nye lejlighed, og i dag, mens Øglen var i vugger, fik vi skik på stuen. Øglen elsker bøger, så da hun kom hjem og så den nye bogreol fyldt med bøger, lod hun hjemmestrikket kat være hjemmestrikket kat og gik i gang med at hærge. Forudser, at der kommer til at være en del oprydning i at have bøgerne så tæt på gulvet...


Og hvis lidt bogreol-hærgen betyder, at Øglen pludselig godt tør opholde sig på gulvet, so be it. Det begynder nemlig at være lidt tungt at slæbe rundt på hende hele tiden, fordi hun er bange for flyttekasserne. Også selv om lægen konstaterede til et-års-undersøgelsen i dag, at hun kun vejer 8,94 kg...

Nå. Nu vil jeg gå ind og kigge lidt på min sovende Øgle og (igen) tænke på, hvor fantastisk hun er, og hvor meget, hun har forandret mit liv. På kun et år. Det er lidt vildt, synes jeg. Og dejligt! Hav en god aften derude - husk at se De Unge Mødre ;-)

mandag den 22. februar 2010

Efterlysning af Øglen

Øglen: Smuk, sød, sjov, selvstændig baby. Har let til grin, er nysgerrig, altædende og kærlig.

Baby, der foregiver at være Øglen: Sur, pylret og usikker baby. Griner stort set ikke, græder, når hun bliver sat på gulvet, græder, når hun sidder på armen, og er fuldstændig rædselsslagen, når hun skal i bad. Med det resultat, at hun nu kun er blevet klatvasket i en hel uge, for jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at tvinge hende ned i karret.

Såehm... Nu har joken stået på længe nok. Det var sjovt fundet på (haha!) at bytte Øglen ud med fremmed, pylret klon, men nu vil jeg faktisk gerne have den rigtige Øgle tilbage!


...


Nå, nu har jeg lige været inde og tjekke Øgle-klonen, og det viser sig sandelig, at det ER den rigtige Øgle, der ligger i sin seng. Med en alvorlig personlighedsændring. En eller anden - vær sød at fortælle mig, at det bare er en fase, og at det går over?! Please!??! (bemærk, at desperationen udtrykkes i ustyrligt forbrug af udråbstegn og spørgsmålstegn) For jeg er da godt nok kommet på arbejde her...*

Oveni det hele er vi desuden så heldige, at Øglen havde fået øjenbetændelse (øglebetændelse?), da hun blev hentet i vuggestuen. Så sent, at lægen selvfølgelig havde lukket. Har derfor stiftet bekendtskab med en af de der vagtlæger. Må sige, at jeg ikke var imponeret over hans engagement og priser mig lykkelig for, at jeg 'bare' skulle bede ham om en recept på nogen øgledråber. Er glad for, at Maminka har skrevet det her indlæg, så jeg ved, hvor jeg skal henvende mig, hvis det engang bliver rigtig alvorligt.

Men nok brok for nu. Man skal huske at glæde sig over de gode ting, og en af dem er, at HDD og jeg har haft en fantastisk weekend (uden Øgle. Hæhæ), der bød på et bryllup hos en fra mødregruppen. Øjjjj, det var hyggeligt. Og sjovt. Og ret underligt (men fedt, faktisk) at være af sted uden Øglen. Til gengæld var det også fedt at hente hende hos farmor, da festivitassen var overstået...

*Flytningen kan muligvis have noget at sige. Det hele er vendt lidt på hovedet i øjeblikket, men jeg kan ikke tro, at det har al skylden. Eller hvad?

fredag den 19. februar 2010

Nemesis

Jeg ved ikke, hvornår jeg lærer det. Nemesis. Læser. Med. På. Bloggen. Han (det MÅ være hankøn, ikke?!) læste med, da jeg skrev forleden, at Øglen sover igennem.  Og han læste med i morges, hvor jeg åbenbart var lidt for kæk på jeg-er-snart-færdig-med-at-male-måden. Nåede ned i Flügger, fik købt min yderst kostbare maling (måske det er så dyrt, fordi man får en alenlang malings-prædiken med af farvehandleren? Helt ærligt  - det er MALING! Hvor svært kan det være?!), og fik slæbt det hjem på 4. sal. Er allerede ved at få second thought ang. det der 4. sal. Men satser på, at det giver mig de onde lår- og ballemuskler. På den tonede måde. Fik også grundet en halv hylde (fandt lige noget fyrretræ i lejligheden, som i dén grad trængte til at skifte farve. Men gør alt fyrretræ ikke det?!) Hvorefter telefonen ringede.

"Vuggestuen", stod der på displayet, og så ved man jo godt, hvad klokken er slået. Det er jo ikke fordi, de plejer at ringe for lige at sludre lidt, vel? Og ganske rigtigt: "Øglen har en temperatur", lød det i røret, og selv om det jo i sig selv er ganske glædeligt, vidste jeg inderst inde godt, at de ikke ringede bare for at meddele mig det åbenlyse, og at de prøvede at fortælle mig, at Øglen havde feber. Så af sted med mig og klapvognen i S-toget. (Sjovt, som folk kigger mærkeligt, når man har proppet taske, regnslag og andet ned der, hvor barnet normalt ligger i en klapvogn. Har overvejet at sige "Ligger du godt nedenunder alle mors ting, lille skat?", mens jeg linder lidt på min tunge håndtaske, men det er jo sket før, at jeg er blevet misforstået, så ind til videre dropper jeg det...)

Fik hentet Øglen og transporteret hende hjem i klapperen i silende regn. Som var forklædt som sne, men det VAR jo regn. Det var i hvert fald lige så vådt som regn. Og så har der ellers været dømt Mission Underhold Ualmindeligt Gnaven Øgle resten af dagen. Ikke så meget som en kvadratcentimeter har jeg fået malet siden i morges kl. 9.58. Og jeg er sikker på, at det udelukkende skyldes, at jeg var så kæk i morges. Hrmpf. Heldigvis har HDD fået malet lidt. Og han overtog også Øglen i eftermiddag, hvor jeg havde en tid hos frisøren. Som har klippet alt mit hår af. Det ved jeg ikke lige, hvad jeg skal sige til, men jeg vænner mig forhåbentlig til det på et eller andet tidspunkt. Gerne inden i morgen, hvor jeg skal til bryllup og helst se lidt pæn ud. Men nå. Alle malerstænkene er i hvert fald væk nu. Sammen med håret. Og det er jo godt nok...

Nu er der X-Traktor, så jeg smutter ind i sofaen. Sammen med resten af Danmark. Med mindre Øglen vågner. Og det gør hun jo nok...

Malermester iBaby - the sequel

Jeg maler stadig. Stuen mangler nu ét lag for at blive rigtig pæn (den gamle, jordfarvede maling skinner på nuværende tidspunkt igennem den nye, råhvide, og det er ikke så fikst). Og når dét er gjort, er det "kun" køkkenet, der mangler. Det bliver bare ikke lige nu, for pt. er det i køkkenet, at alt vores skrammel er stuvet hen, så det ville være noget af et klatre-arbejde at få malet derude. Desuden har jeg skumle planer om, at det bliver HDD, som får køkken-tjansen.

Da stuen havde fået første gang i går, løb jeg "desværre" tør for maling, så nu bliver jeg nødt til at vente på, at butikkerne åbner, så jeg kan begive mig ned i Flügger og lægge en billion for en spand maling. (Hvad sker der for prisen på maling?! Kunne jo hyre en hel stabel polakker for det, det koster at købe 20 L "superduperhyper-dækkende maling").

Men så var det jo, jeg tænkte, at jeg ville bruge tiden på noget fornuftigt. Nemlig at gøre opmærksom på OPERATION PÅSKEGLAD.


Reglerne kan læses her, så skynd dig at klikke derover, hvis du vil lege med. (Det er da næsten for god en idé til ikke at gide lege med, er det ikke?! Det synes jeg i hvert fald....)

Og så må jeg vist hellere komme i gang med dagens dont. Tænker, at der er nogle flyttekasser, som gerne vil tømmes. En vask, der gerne vil sættes over. Noget tøj, der gerne vil lægges sammen. Et gulv, der gerne vil skrubbes. Eller en hel del pap, som gerne vil slæbes ned i gården. Mulighederne er uendelige...

Rigtig god dag allesammen.

onsdag den 17. februar 2010

Malermester iBaby

Vi lever stadig. Nu på Østerbro. I ny lejlighed. Og med en milliard (ok, kun 90, but still) flyttekasser. Heldigvis havde vi hyret nogle 3x34'ere til at slæbe, så det slap vi for. Men man slipper jo alligevel aldrig helt, vel?! For de der flyttemænd bliver jo ikke og venter på, at man i sit vægelsind alligevel hellere ville have haft kommoden ind i soveværelset og skænken ind til Øglen og en ret stor andel af kasserne videre op på loftet.

Så det er dét, jeg laver, siden jeg nu ikke blogger for tiden. Og så maler jeg. Sådan ca. en hel lejlighed. Vi havde ellers regnet med (læs: håbet), at lejligheden ikke skulle males, for i erindringens skarpe halogen-belysning, var væggene så godt som nymalede. Det var de så desværre bare ikke, da vi flyttede ind i weekenden. De var nærmest det modsatte (er der noget, der hedder 'gammel-malede'?!), og så var (er) de ovenikøbet i rigtig trælse farver varieret over temaet 'jord'. På den trælse, gulnede måde.

Nå, men det er heldigvis ikke noget, 10.000 liter råhvid maling, knofedt og et abnormt antal arbejdstimer kan lave om på. 2 værelser er færdige på nuværende tidspunkt, og hvis energien kommer over mig i morgen (igen), tager jeg fat på endnu et rum. (Gider ikke, men der kommer jo ikke nogen og gør det for mig. Eller hvad?! Hint-hint).

Øglens værelse var det rum, der blev malet færdigt først. Så i dag har jeg - ud over at male - nusset rundt derinde, indrettet og gjort det lidt hyggeligt for den bette størrelse, der bare har klaret flytningen så flot! Lidt mere pylret end vanligt, når hun kommer hjem fra vuggestue, og hun går lidt tidligere i seng, men hun sover igennem (må man godt skrive dét? Eller kommer nemesis så og ødelægger det hele?), og hun var helt klart over-glad for at se alt sit legetøj på sit nye værelse i dag, efter det har været pakket i kasser. I går var hun i et farligt humør efter vuggeren, hvor hun græd, og jeg græd, og det gjorde, at jeg lige nåede at tænke, at vi var de ondeste forældre i verden, når vi lod Øglen opleve endnu en flytning i hende korte liv, men i dag var hun glad (jvf. legetøjs-episoden), så jeg krydser fingre og tæer og håber, at vores lille, glade Øgle snart er tilbage for fuld kraft.

Jeg har jo ferie i disse dage (uger), og det er virkelig fedt! Ikke bare fordi, jeg så har masser af tid til at dimse rundt i de nye omgivelser og vente på alle de ting, der bliver leveret, men også fordi, at jeg slipper for den drænende aktivitet, det er, at spekulere over et job, der virkelig ikke gør mig glad. Der er stadig ingen gevinst på jobsøgnings-fronten, men jeg er fortrøstningsfuld... Eneste minus ved ikke at være på arbejde er, at jeg ikke har så mange timer foran computeren hver dag, og dermed ikke kan følge helt så godt med i blogland, som jeg plejer. Det savner jeg lidt, for man (jeg!) bliver nærmest lidt afhængig, men det virkelige liv ER nu heller ikke sådan at kimse af :-)

Og som et ps kan jeg da lige blære mig med, at jeg, da jeg besøgte blogland i en snig-pause i dag, fandt ud af, at jeg havde vundet et gavekort på 500,- til Purløg & Persille ovre hos Anette og en surprise-præmie hos den anden Anette. Det er da totalt nice (som de unge ville sige...)

lørdag den 13. februar 2010

Flytterod

Øglen sover (for første gang i rundt regnet 8 måneder har jeg fået hende til at sove ved at nusse hende - hun må være meget træt), og jeg burde overhovedet ikke sidde her med min kop te og skrive blog-indlæg og lytte til Mads & Monopolet.

Jeg burde derimod fare rundt og pakke flyttekasser, for det forventer de der 3x34-mænd, der kommer i morgen tidlig, nok er ordnet. Desværre (!) er vi løbet tør for flyttekasser, så mens HDD er kørt af sted efter nogle, så kan jeg jo ikke pakke. Altså slapper jeg af i stedet. Selv om det faktisk er lidt svært at finde plads til, eftersom hver eneste kvadratcentimeter af lejligheden er dækket af kasser, legetøj, madrester (primært under Øglens stol) og andet godt. Jeg er blevet lidt laissez-faire her i flytterodet og må nægte at begynde at rydde op, før det rent faktisk giver lidt mening. Og det er ikke lige nu.

Men jeg ville også bare lige sige, at det her bliver det sidste indlæg fra Gammelby. I aften overtager vi vores Østerbro-bo, og i morgen kan vi igen kalde os københavnere. Prøv at gætte, om vi glæder os...















Jeg har ikke puttet Øglen i en flyttekasse (endnu) i denne her ombæring, så I må nøjes med et billede fra sidste gang, vi flyttede. For 4 måneder siden. Moderen har lidt dårlig samvittighed over at skulle flytte Øglen ud af sine vante rammer så hurtigt igen, men krydser alle sine fingre for, at det også går fint denne gang...

onsdag den 10. februar 2010

Genbrugs-guld

Der kan siges meget om Forstaden og dens mangler (men mest om gennemsnitsalderen, der sniger sig faretruende op imod de 400 - det er jo ikke for sjov, vi kalder det Gammelby, vel?!), men ret skal være ret, så når der er noget, der fungerer, så skal det også roses.

Så jeg roser hermed genbrugsbutikken! Det er en rigtig genner - sådan en, der lugter lidt hengemt og har s i n d s s y g t mange ting proppet ind på ingen plads, og så koster tingene ingenting. Ikke ligesom de københavnske genbrugsbutikker, der er overbeviste om, at deres tøj er vægten værd i diamanter og derfor helt uden at blinke forlanger 400 kroner for et par seriøst udtrådte sko. Hrmpf.

Nå, men genneren. I Gammelby. SÅ god og billig. Jeg har været derinde en håndfuld gange på de 4 måneder, vi har boet i byen, og selv om der ofte er langt mellem snapsene i gennere, har jeg været heldig med noget tøj. 50 kroner for et par jeans og en bouclé-jakke. Godt nok 'kun' fra H&M, men alligevel.

I går var jeg så i genneren igen. For lige at se, om de kunne noget på stof-fronten. Ikke, at jeg kan sy, men jeg drømmer om at lære det, og første skridt, har jeg besluttet mig for, er noget stof. (Symaskinen må så komme senere...)

















Det her stof fik jeg for sølle 30 kroner. Det er 3 dynebetræk, et mindre stykke lilla stof og et kæmpestykke turkist stof. Nærmest en dug, tænker jeg - i sådan noget uldent stof (nærmere kan sy-imbecilla her desværre ikke komme det).

Da jeg dimsede rundt og hev stof ned fra hylderne, kom jeg også lige til at gramse på et par tallerkener. Besluttede mig dog for lige at få grønt lys fra HDD, inden jeg berigede vores kummerlige porcelæn-samling med dem, så jeg nøjedes med stoffet i går. HDD udviste hverken foragt eller nogen særlig begejstring for tallerkenerne (hvad er der med mænd?!), og det tog jeg som accept, så i dag var jeg nede og hente dem. De er rimelig brune, men ret fine, synes jeg.












11 af de øverste og 5 af de nederste. 40 kr. Helt ærligt. Det er 3 kroner mere end en café latte grande på Baresso. For 16 tallerkener. Wild! Og nu jeg var i gang kom jeg også lige til at købe to tekopper og to kaffekopper med tilhørende underkopper i noget sødt, sommerhus-agtigt porcelæn. Og en lille gråspurv. Alt i alt kom jeg af med 110 kr. Og har samtidig støttet et godt formål.













Og SÅ er det også slut med at købe flere ting, før vi flytter (påsøndagpåsøndagpåsøndag). Det fylder jo altsammen. Og VEJER! Men fordi det er til lejligheden, falder det ikke ind under mit shoppestop. Så min samvittighed er lige så hvid (gul?) som sneen herude i Forstaden.


En anden type genbrug, jeg har investeret i i disse dage, er en kæmpekasse tøj til Øglen. Vi har nærmest intet tøj i str. 80, og eftersom det er den størrelse, hun er ved at bevæge sig op i, måtte vi jo gøre noget. Vi stod også og manglede en ordentlig flyverdragt, fordi hun efter flytningen (påsøndagpåsøndagpåsøndag) skal til at cykles til og fra vugger, så jeg så hurtigt en ret stor udskrivning foran mig. 


Men nej - lykken (og internettet) smilede til mig, og sør'me om en sødsød dame på Fyn ikke lige stod og skulle af med en farlig masse pigetøj. I str. 80. Inkl. en flyverdragt. Og regntøj, for at det ikke skal være lyw. For 400 kr. Inkl. porto. Haps! Det var selvfølgelig et sats, og jeg kunne risikere, at tøjet var grimmere end arvesynden (som efter sigende skulle være RET grim), men det var SÅ fint. Der er vist kun 3-4 stykker, der ryger ud - og det gør ikke så meget, eftersom der nok har været 40 stykker tøj i kassen. Er ret vild med genbrug, egentlig.

tirsdag den 9. februar 2010

Nu du bange...

Gravidgrahvad har tagget mig. Det er en tagning, der har været vidt omkring i blogland, og den handler om, at man skal fortælle, hvad man er bange for. "Høh", tænkte jeg - "jeg er ikke bange for noget! Ud over lige gøglere og klovner, men eftersom jeg engang fik en skideballe af en gigantisk Fætter BR (damn you, oversized garder-gøgler-bjørn!), og fordi min far kender/kendte Diana Benneweisczchczssch (= nærkontakt med klovner), er der jo en forklaring på den angst, og så er det jo ikke sjovt". PRÆCIS sådan tænkte jeg! Nå

Men så var det jo, at jeg tænkte lidt efter. Og støvede af i et par hjerne-krikelkroge, hvor jeg ikke normalt kommer. Dér stødte jeg på en edderkop - og sådan nogle er også bange for - men jeg fandt også et par dybereliggende fobier, om man vil, som jeg sjældent anerkender eller gør op med. Så det vil jeg da gøre her - også selv om jeg faktisk synes, at det er overraskende personligt at skulle stille sin frygt(er) op sort på hvidt.

Jeg er bange for at forfordele nogen. Og her mener jeg forfordele i ordets traditionelle betydning - at nogen bliver begunstiget i forhold til andre (kunne godt sige en ting eller to om pendul-ord, men eftersom jeg ikke er bange for dem, men udelukkende sur over dem, vil jeg lade det ligge for nu). Det være sig enten med gaver, tid, taknemmelighed, opmærksomhed eller andet. Mit pleaser-gen er beklageligvis på størrelse med et lille land, og selv om jeg arbejder på at få det til at fylde mindre, oplever jeg af og til, at jeg slår knuder på mig selv for at familie og venner skal føle, at jeg deler sol og vind lige.

Jeg er bange for ensomheden. Som af og til - men heldigvis nærmest aldrig, siden jeg har mødt HDD - gnaver et lille hul i min mave, på trods af en skøn omgangskreds og ditto familie.

Sidst, men absolut ikke mindst, er jeg bange for at blive gennemskuet. At der en dag, er en grimmer karl, der kommer hen til mig, løfter mig op i nakkehårene, kigger mig dybt ind i sjælen og konstaterer, at jeg er en ommer - både, hvad angår job, kæreste-status og moderskab.

Tager jeg mine dommedags-briller af (jeg bruger dem faktisk ikke så tit), ved jeg jo godt, at ingen af delene kommer til at ske i det omgang, jeg frygter dem. Men det er jo det, der kendetegner frygten - den er ikke rationel.

Pyh. Det var da lige lidt rask sortsyn og hjernegranskning på en tirsdag, hvor jeg arbejder hjemme (på prokrastinerings-måden). Nu vil jeg lave en kop te*, æde den pose Tyrkisk Peber, jeg har liggende ved siden af mig og på bedste blog-vis give stafetten videre til Mette, Katrine og Malene.

... Nu I bange. Men vi skal længere ind. Helt ind i sjælen. Eller nåwet! ;-)

*Altså, har i smagt den her te? Hvis ikke, så er det bare om at komme af sted til den nærmeste Superbest. Den smager fab - og på ingen måde af traditionelle elevator-te.

fredag den 5. februar 2010

(Hus)mor med et mål?


Jeg har været hjemme to dage i denne uge. Første gang, fordi der var vandskade i vuggeren, anden gang fordi jeg er så privilegeret at have hjemmearbejdsplads og gør brug af den i ny og næ. Og kommer så altså også til at se lidt tv. Bare en lille smule… Bl.a. et (i grunden ret skrækkeligt) program, der vist hedder ”The secret life of a soccer mum”. Det handler om en hjemmegående husmor, der gerne vil vide, hvordan hendes liv ville være, hvis nu hun ikke var 'stay at home mum', men i stedet var tilbage på det job, hun elskede, men som hun forlod til fordel for mand, hjem og børn.


Nogen, der har set det? Eller. Spurgt på en anden måde: Nogen, der vil INDRØMME, at de har set det?!

Ahem. Nå. Jeg har altså set det. To gange. Pinligt! Og så var det jo, at jeg kom til at tænke lidt. (Hvilket jeg i øvrigt ikke tror, er meningen med programmet). Og, hvor ynkeligt det så end må være, så gik (går) det mig lidt på, for det rammer direkte ned i min helt store kæphest, nemlig manglen på en drøm/et mål/en vej.

Det er ikke ofte, jeg finder mig selv misunde hjemmegående husmødre fra USA (faktisk tror jeg godt, jeg tør vove pelsen og sige, at det aldrig er sket før), men i dette tilfælde gør jeg det. For de havde et job, de brændte for og var gode til, og de får så muligheden for at prøve kræfter med det igen og derfra træffe et til- eller fravalg.

I min situation gik jeg på barsel fra et job, jeg var semi-glad for og kom tilbage til et job, som jeg virkelig ikke bryder mig om (selv om det er ét og samme job). Lad os nu antage, at jeg havde valgt at blive hjemmegående husmor (neeever gonna happen, men rent hypotetisk), og der kom en dilettant-agtig vært fra et pseudo-reality show og tilbød mig at prøve kræfter med jobbet, jeg forlod, så jeg kunne vælge, om jeg ville tilbage på arbejdsmarkedet, så ville jeg løbe skrigende væk over stepperne (og ikke kun, fordi jeg ikke vil på tv). For jeg brænder ikke for mit job. Og selv om jeg er ok god til det, jeg laver, så er det underligt ’u-målbart’. Forstået på den måde, at hvis man er designer eller kok (tilfældigvis de to eksempler, jeg har set i tv-programmet), så skaber man noget. Man designer en kjole eller kreerer en ret, men hvis man laver det, jeg gør, så producerer man i bedste fald en masse papir.

Og hvis der er noget, jeg har fundet ud af, mens jeg har været på barsel, så er det, at jeg har behov for at kunne måle det, jeg laver. Nok derfor havde jeg så svært ved at vænne mig til livet på barsel (jeg kom heldigvis efter det), fordi dagene jo bare fløj af sted, uden jeg havde et hjemmestrikket tørklæde, en bog om livet som mor, et abstrakt maleri eller 10 tons kager til at bevise det. Lidt ligesådan er det på jobbet. Jeg har ingen projekter, jeg kan tage ejerskab over, og de få flueben, jeg kan sætte, er ved temmelig ligegyldige ting. ”Det er ikke på nogen måde forretningskritisk, og det er f*cking utilfredsstillende”, som en god kollega (med de samme job-træthedssymptomer som jeg) sagde tidligere i dag.

Jeg har ingen ambitioner om at blive sådan en totalt uundværlig type, der skal sove med telefonen under hovedpuden og det ene øje på klem, hvis nu der var brug for mig på arbejde. Jeg vil bare have en stilling, hvor det ville gøre bare en lille forskel, hvis jeg nu ikke kunne komme en dag. Og så kunne jeg egentlig godt bare tænke mig at skifte hest. Til hvilken ved jeg dog ikke, da jeg, efter 12 måneder på barsel, faktisk er ret usikker på, hvad det nu lige er, jeg kan. Tænk engang; 5 år på CBS, og jeg står stadig med følelsen af, at jeg ikke kan noget videre. Men jeg læser jobannoncer i ét væk, og får præstationsangst på forhånd. Alligevel søger jeg et par stillinger, når der er nogen, der virker nogenlunde inden for rækkevidde, men jeg har også fået afslag på dem. Med hhv. 295 og 275 ansøgninger til jobbet, var jeg ikke kommet i betragtning. Og det er jo ok. Men det kan ikke undgå at pirke til usikkerheden på, om jeg så NOGENSINDE får et nyt job. (jojo, når krisen er overstået, kan det da godt være, at der er nogen, der vil brødføde mig, men det er NU, jeg gerne vil have et nyt job, for jeg er seriøst ved at være færdig med det her på alle måder.

I går var jeg vildt ked af hele job-situationen. Syntes, at det hele tårnede sig op, og at det bare var gråt (det var det så også). Men i dag er jeg bare træt af pis. (Ja, undskyld mit franske) Og selv om det ikke er holdbart i længden, så er det trods alt noget mere konstruktivt end tristesse, for i sidstnævnte tilstand, er man (jeg) bare ikke vildt produktiv. Tværtimod. I dag har jeg i stedet fundet endnu et job, jeg skal have søgt, og selv om det ikke giver mig evner til at sy, strikke, male eller skrive en bog, så er det da et skridt på vejen. Må prøve at udholde tiden indtil på fredag, hvor jeg går på ferie (HURRA!), og bruge al den tid, mine ikke-eksisterende arbejdsopgaver giver mig, til at søge flere job. OG til at finde ud af, hvor det er, jeg gerne vil hen. Hvordan jeg kan kombinere mine uudtalte arbejds-ambitioner med familielivet.

Og så må jeg jo glæde mig over, at selv om jeg ikke har skabt ret meget, så har jeg trods alt skabt halvdelen af hende her:

















Og det er jeg egentlig ganske godt tilfreds med, hvis jeg selv skal sige det... :-)

tirsdag den 2. februar 2010

Begrænsningens kunst?

Nu har jeg alle dage haft lidt svært ved at begrænse mig. Det kommer typisk til udtryk, når der står en skål med slik foran mig, at jeg får store problemer, for jeg vil have det hele, og jeg helmer ikke, før skålen er tom.

Men nu viser det sig, at jeg også har svært ved at begrænse mig, når det drejer sig om give aways, der involverer noget med noget fotografi. Man skulle jo tro, at den hellige gral var velforvaret, nu jeg var så privilegeret at vinde Mariannes give away, men nej! For jeg har lige set, at Maminka har udloddet en fotografi-session, og ligesom det er umuligt for mig ikke at tømme slikskålen, uanset hvor kvalm jeg måtte være, var det ikke en mulighed IKKE at deltage!

Grådig? Sikkert. Ekshibitionistisk (staveplade)? Måske. Vild efter at få så mange professionelle billeder af Øglen som muligt? Helt sikkert! Så jeg vil hermed opfordre folk til at LADE VÆRE med at klikke over til Louise for at deltage i konkurrencen, for så har jeg endnu større chancer for at vinde... ;-)

mandag den 1. februar 2010

Force majeure

... der er vist ikke anden betegnelse for det, når man som sædvanligt på en mandag morgen står op kl. aaalt for tidligt, vækker Øglen (der er noget ganske unaturligt over konceptet "væk en baby"), får hende i tøjet, fodret af, ned i bilen og fragtet hende (og undertegnede + HDD) hele vejen til Kbh i sneramt morgentrafik, og så - i sekundet inden man pakker Øglen ud af autostolen - får en opringning fra Over-pædagogen om, at vuggeren er fyldt med vand, og om man kan holde Øglen hjemme i dag?

Her har man så to valg. Man kan sige "nej, det passer ikke så godt i dag" og så sende sit afkom ind i koldt og klamt lokale, hvor op til flere vvs'ere står og hamrer og banker, eller man kan skrue op for et (falsk) smil og sige "ok, vi holder hende hjemme", velvidende at man så misser et møde på arbejde, som man helst skulle have været til, men at man til gengæld slipper for den nagende samvittighed ved at have sendt Øglen ind i vandskadet institution.

HDD og jeg valgte mulighed 2 - den med at holde hende hjemme. Fordi det er mig, der ikke har noget at lave på det der arbejde (bortset lige fra mødet), var det mig, der vandt passe-tjansen, men det var til gengæld HDD, der vandt chauffør-tjansen, som gik ud på at fragte Øglen og Øglens mutti tilbage til Forstaden gennem sneramt morgentrafik. Noget for noget.

Det er klart hyggeligere at have en rask Øgle hjemme sådan en helt almindelig hverdag, end en syg en af slagsen, men hold nu kæft, hvor det da også stiller krav til ens hittepåsomhed, snakketøj og overskud. Jeg har bygget med klodser, tumlet, haft hende med ude i sneen for første gang (dåååårlig mor!), hvilket i øvrigt ikke var noget hit, fodret, sunget og sikkert en hel masse mere. For det der med at putte under dynen og få læst bog, det kan man da glemme alt om, når 10 kg Øgle drøner hærgende gennem lejligheden, kyler laksefrikadeller på gulvet, smadrer vandglasset (fyldt) ned i bordet, så der er vand over det hele, splitter stuen ad og generelt bare har fuldt drøn på.

Men selv en Øgle har sine begrænsninger, så omkring middag blev hun træt. Men ikke om hun ville sove. Det ville (vil!) jeg til gengæld gerne, men sådan fungerer det vist ikke. Prøvede alt - synge, læse historier, være kedelig, gå ud fra værelset, tysse og nusse og hvad ved jeg, men der var ikke noget, der virkede. Så jeg må krybe til korset og indrømme, at jeg - igen (tsktsk) - tyede (hedder det dét i datid?) til den nemme løsning: flasken. Jeg ved godt, at det ikke holder. Flasken er kun til om aftenen, og sådan har det været i lang tid nu. Og selv den skal vi så småt til at have udfaset. Men jeg var (er) bare så træt. Og jeg magtede ikke lige tanken om at vade op og ned ad Forstadens gader med Øglen i barnevognen. Slet ikke fordi Forstaden pt. er én stor snedrive. Og når nu jeg ved, at flasken virker, så...

Håber, hun sover rigtig længe. Så jeg kan nå en kop te og smække fødderne op. Og gøre klar til næste heat i Operation Underhold Øglen. Den her latente træthed jeg har kørende måtte bare gerne skride. Sammen med den ømhed jeg har i nakke og skuldre. Og sneen. Ville vist egne mig glimrende som bjørn - har nemlig svært meget lyst til at gå i hi...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...