onsdag den 24. marts 2010

Og så vil jeg gerne takke Skattevæsenet...

... Der har været noget rod med min årsopgørelse (eller selvangivelse eller forskudsopgørelse eller hvad det nu var, man kunne gå ind og rette i for nylig og som ved et trylleslag få at vide, om man fik lidt ekstra at snolle for, eller om man skulle trælle i marken fra nu og i evig tid for at betale sin gæld), men nu er det i orden, og det har resulteret i en håndfuld guldmønter til undertegnede. Ikke nok til at tage på ferie for, men for meget til at klatte væk, så jeg har investeret. I et nyt medlem til husstanden, som ikke kan bidrage med noget som helst andet end at være pæn. Men, uden anden sammenligning overhovedet, så har hun fat i noget, hende der vampen fra Love Actually, da hun siger "I don't want something i need - I want something I want".

Nå, men hils i hvert fald på Sophie - en af Botkiers mange taske-døtre:

Billede fra purseblog.com

Vi har ikke kendt hinanden så længe, men jeg har en idé om, at vi nok skal komme fint ud af det med hinanden. Hun udmærker sig fx allerede nu ved at være meget omgængelig, og så er det jo heller ikke så dårligt, at hun er næsten ligeså blød som Øglen...

mandag den 22. marts 2010

Om bryllupper

Min bror og svigerinde er ikke længere kærester. De har været sammen en menneskealder, har en lille pige på 3 og en mere på vej. De overvejer at købe bolig sammen, og de er bare SÅ rigtige sammen. Og det synes de heldigvis også selv, så i lørdags besluttede de sig for at droppe kæreste-prædikatet og i stedet gå over til betegnelsen 'mand og kone'.
Brormand ringede lørdag eftermiddag for at fortælle den gode nyhed, da trioen (med lillesøster i en af maverne) var på vej hinsidans for at fejre sig selv og hinanden, og jeg blev naturligvis superglad! Spurgte og spurgte og fik endda en lille tåre i øjenkrogen (som jeg dog holdt for mig selv - man skal vel være lidt cool ;-)). Min bror fortalte og svarede pligtskyldigst på alle spørgsmål, og da jeg var færdig med at rable, begyndte han at forklare, hvorfor de havde valgt at blive gift i stilhed - uden nogen som helst venner og familie. Jeg havde ikke behøvet en forklaring, men jeg kunne mærke, at han gerne ville gøre rede for sine bevæggrunde, så det skulle han naturligvis have lov til.

Billedet er nappet på aalholmkirke.dk. Sig til, hvis jeg skal fjerne det, så gør jeg det hurtigere, end I kan sige 'Aalhom kirke'

Hverken min bror eller svigerinde er 'det store skrud'-typerne. Hverken min bror eller svigerinde er specielt traditionsbundne. Hverken min bror eller svigerinde havde lyst til en hel dag, hvor de var i centrum. Begge havde de derimod lyst til en dag, der udelukkende handlede om dem og deres lille familie. Og senere holder de så en fest, hvor alle, der blev snydt for brylluppet, bliver inviteret. For de ved jo godt, at det er sådan, folk vil have det. At de vil føle sig snydt for brylluppet. De havde tænkt, så det knagede, og de havde overvejet for og imod at invitere begges forældre. Men som med så mange andre ting, man inviterer til, tager den ene invitation som regel den anden. Så hvis det ene forældrepar skulle med, skulle det andet naturligvis også. Det var 4 mand. Og hvis forældrene skulle med, skulle begges søstre også. Og deres kærester. Og måske børn. Vupti - 6 mand mere. Og hvad så med den bedste ven? Og hvem ER den bedste ven i det hele taget? Og før, de havde set sig om, var listen på inviterede oppe omkring de 20. Altså 17 mere end det antal, der skulle være, for at de kunne få lige præcis den dag, de godt kunne tænke sig. Så valget faldt på alene-modellen.

Som sagt, så forstår jeg dem godt. Jeg er ikke sur, skuffet, ked eller andet. Jeg er bare glad på deres vegne. Selvfølgelig ville jeg gerne have været med til at fejre dem, men nu var der jo ikke et forum at fejre dem i, så dén giver ligesom sig selv. Men jeg kunne mærke på ham, at det lå ham meget på sinde at forklare, at det ikke var et fravalg af nogen, men derimod et tilvalg af, hvad DE havde lyst til. Og det respekterer jeg højt.

HDD og jeg har talt en del om alt det her bryllups-noget, faktisk. HDD er ikke specielt meget til idéen (med en far, der har været gift 4 gange, tænker jeg, at man bliver en kende desillusioneret), og jeg er ikke typen, der har en scrapbog med titlen "Mit bryllup", som har fulgt mig siden barndommen. Jeg kunne godt tænke mig at blive gift engang, men det er ikke noget must. (Det er dog et must for mig at få sikret Øglen bedst muligt, hvilket jeg også har nævnt et par gange eller 12, men eftersom det ikke har udløst en ring endnu, så bliver det nok advokatvejen, vi går. Og det er fint med mig). Vi har været til rigtig mange bryllupper sammen, HDD og jeg, og hvert bryllup har været smukt, romantisk og traditionspræget. Bruden har lignet en drøm, og dagen har været et skoleeksempel på lykke. Men til alle de bryllupper, vi har været til (undtagen et enkelt, hvor der var inviteret 140 gæster), har jeg haft lange snakke med bruden om gæstelisten. Alle som en har brudene haft søvnløse nætter og hyperventilerende adfærd omkring datoen for udsendelse af invitationer, for tænk nu, hvis nogle af dem, der efter mange hovedbrud ikke blev inviteret, blev sure!?

Og så er det, jeg bliver lidt træt, altså. Come on. Hvis dag er det, den der bryllupsdag? Nemlig. Brudeparrets! Hvis behov er det, der skal tilgodeses? Rigtigt igen. Brudeparrets! Hvem er det, der skal bestemme, om brylluppet skal være småt, stort eller gigantisk? I gætter det aldrig, men… Brudeparret! Jeg ved godt, at jeg sagtens kan sidde og kloge den, nu når jeg ikke selv har haft brudeskoene til at klemme om mine buttede tæer, og jeg ved da også, at jeg, hvis dagen nogensinde kommer, hvor jeg skal giftes, vil gøre mig nøjagtigt de samme overvejelser. Jeg HADER at gøre folk sure og/eller kede af det, og i reglen strækker jeg mig meget langt for at undgå det. Også selv om det af og til betyder, at jeg fraviger det, jeg egentlig helst selv vil. Det er ok i mange tilfælde, men skal jeg engang giftes, håber jeg VIRKELIG, at jeg kan mønstre mandsmod nok til at gøre, hvad jeg (og HDD, sæføli) har allermest lyst til. Og så håber jeg, at folk vil kunne forstå, hvorfor jeg (vi) vælger, som jeg (vi) gør.

Skulle jeg giftes lige nu, ville jeg elske at have en dag som den, min bror og svigerinde stjal sig til. Med en fest senere hen med alle dem, jeg holder af. Måske får jeg med tiden lyst til the big thing med marengskjole og orgelbrus. Det er ikke til at sige, og det behøver jeg jo heldigvis ikke tage stilling til lige nu. Men jeg håber bare, at jeg vil være tro mod mig selv, og det JEG (og HDD) har lyst til - uagtet, at nogen vil føle sig snydt.

Men jeg ved ikke, om det bare er mig, der er egoistisk? Er det for tarveligt at 'snyde' familie og venner for en af de største mærkedage i ens liv? Også selv om alternativet måske havde været, at man slet ikke blev gift? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg synes, at min bror og svigerinde er lidt seje, og at jeg er mærkeligt stolt af dem. Fordi de har valgt hinanden, og fordi de har valgt at gøre det på deres betingelser...

lørdag den 20. marts 2010

Wheeee(kend)

Nåmmen, ham der DVL, ik'å?! Han spøger stadig. Når vi står op, når vi kommer hjem, når vi laver mad, når vi børster tænder. Hele tiden. (Nasserøv!) Men lidt ligesom man kan vænne sig til en blå negl eller markant nedsat hørelse, så kan man faktisk også vænne sig til DVL.

For ret skal være ret. Selv om han som udgangspunkt er jordens største snylter, så ER det jo ham, der giver os brød på bordet. Og han giver faktisk også en hel del mere. 17 km på cykel hver dag, fx. Og en helt særlig målrettethed på jobbet, eftersom 2 timers overarbejde ikke rigtig er en mulighed. Og så giver han et helt nyt perspektiv på begrebet weekender.

For heldigvis er der weekenderne. TAK til den, der har opfundet dem! DVL kender trods alt sin besøgstid, så i weekenderne træder han lidt i baggrunden og lader HDD, Øglen og jeg være sammen (eller hver for sig) i vores eget tempo. Således har jeg indtil videre denne weekend været til tøsehygge i Gammelby, vasket to vaske, hængt dem op og endda overvejet, om jeg skulle sætte en tredje i gang, læst et kapitel i min bog og været på biblioteket med Øglen. Vil altså godt lige slå et slag for biblioteker, hvis man er løbet lidt tør for idéer til, hvad man kan lave med de små på en regnfuld dag som i dag. Øglen havde en FEST, og jeg havde nær ikke fået hende med hjem, fordi hun havde forelsket sig i alle de andre børn, alle bøgerne og de små stole, som hun kunne skubbe rundt med og derved stå oprejst. Nu snorksover hun ude i regnen (må de egentlig godt det, de små? Altså, der er selvfølgelig regnslag på vognen, men blev s*u helt i tvivl. Nænnede dog ikke at vække hende, så håber ikke, det er noget, der giver varige mén), og jeg sidder med en Cup Noodle (don't ask) og er ved at købe mig fattig på nettet. Og vi er ikke engang halvvejs i weekenden endnu. Hvor fantastisk er dét?! (Og bare lige for god ordens skyld vil jeg meddele, at jeg ikke er blevet alenemor, siden jeg skrev sidst - HDD er bare ude og være mandet til Biler i Bella).

Så til trods for DVL's aggressive fremturen i sidste uge, synes jeg egentlig, at det kører meget godt. Og det kan jeg jo ikke være andet end glad for! God weekend til alle jer!

fredag den 12. marts 2010

Velkommen til - now please leave (verdens længste indlæg)

Der er ikke meget tid til at skrive for tiden. Oppe i hovedet bliver der skrevet en masse, men det kniber med at få tid til at kanalisere ordene ud gennem fingrene. Vi har nemlig fået besøg i vores lille famile. Af en af den slags eksistenser, der kan være virkelig inspirerende og sjov at være sammen med, men som også kan være både drænende og svært irriterende. Han larmer ikke, men han roder, og han ser det tilsyneladende som sin fornemste opgave at få HDD, Øglen og jeg til at falde over hinanden i vores forsøg på at gøre ham (og hinanden) tilfredse. Når vi går ham på klingen og spørger, hvornår han mon har tænkt sig at forlade matriklen, læner han sig selvtilfreds tilbage, klapper sig på maven og løfter øjenbrynet på en måde, så vi bare VED, at det ikke kommer til at ske. Som i aldrig. Nogensinde. Dog måske lige i påsken (hvor han har bedyret, at han skal genere nogle andre) og i øvrige ferier, men derefter er han tilbage.

Han har kun været i lejligheden i tre dage indtil videre, men han er tung at danse med, og der har været tidspunkter allerede, hvor jeg har fundet de grimme ord frem til at beskrive ham. Hvilket jeg ikke har det så godt med, for man skal jo behandle sine gæster pænt - særligt når man selv har inviteret dem - men jeg vidste tydeligvis ikke, hvad jeg gik ind til, da jeg åbnede døren for ham onsdag morgen kl. 06.30.

Jeg har en mistanke om, at vores hjem ikke er det første, den navnkundige gæst har voldgæstet gennem tiden. Han har en sær evne til at være flere steder på én gang, og jeg er sikker på, at mange af d'damer også har mødt ham. Nogle kendetegn kommer her:
  • Utrolig attraktiv set på afstand
  • En lille smule scruffy og intimiderende, når han kommer tættere på
  • Altid charmerende - på sin egen unikke måde
  • Kaotisk, rodet, hektisk og drænende
  • Inspirerende, sjov og livgivende
Altså en eksistens fyldt med modsætninger, men jeg tænker, at det er det, der gør, at mange er så fascineret og draget af ham? Og derfor gang på gang inviterer ham hjem i privaten?


Billedet er hapset fra information.dk - sig til, hvis jeg skal fjerne det, så gør jeg det i en ruf

Det er naturligvis Det Virkelige Liv™, jeg taler om her. Hr. DVL i egen høje person. Han har for alvor fået udmanøvreret barselsbobler og lange ferier hjemme hos os, og nu står jeg så midt i suppedasen. Jeg kan ikke længere 'nøjes med' at være kæreste med HDD, mor til Øglen, veninde til tøserne og malermester iBaby - nu skal hattene "medarbejder i arbejds-biksen" og "kollega til… ja… kollegerne" også luftes. I 37 timer om ugen. Mindst. For ikke at snakke om de ca. 45 min. cykeltur, jeg har til og fra arbejde, hvis aflevering eller afhentning af Øglen også skal indregnes (og det skal det). Jeg er en hat (argh - endnu en hat!) til matematik, men jeg kan godt regne ud, at 1-1½ times transporttid + en 7½ timers arbejdsdag ikke rimer på korte dage for Øglen i vuggeren. Men (og det har jeg harceleret over før) jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre ved det. HDD og jeg har begge mulighed for at flekse, men det lader sig jo også kun gøre i en vist omfang, så det ender nok med at blive til 8 timer i vugger for Øglen. Heldigvis er hun glad for at være der, og jeg er tryg ved stedet og pædagogerne, men jeg synes altså, at 8 timer er lang tid.

Jeg ved godt, at det her indlæg lyder som om, jeg lige har haft første dag på arbejde i en milliard år og er vågnet op til en helt ny virkelighed, selv om faktum er, at jeg jo nåede at være på arbejde i 1½ måned, før jeg gik på verdens længste Jeg Skal Flytte-ferie. Forskellen er bare, at jeg i den 1½ måned var i en afdeling, hvor der var så lidt at lave, at jeg mere eller mindre kunne komme og gå, som jeg ville, og desuden arbejde en hel masse hjemme. Derudover boede vi stadig i Gammelby, hvilket jeg vidste, var på lånt tid, så i det store hele føltes det bare som 'noget vi legede'.

Nu leger vi ingenting mere, hvad angår arbejde. Jeg er begyndt i en ny afdeling, hvor der rent faktisk ser ud til at være en del at tage fat på (mere om det senere - det er totalt angstprovokerende på den faglige måde, noget af det jeg skal lave), og der er det hverken kutyme at gå tidligt eller arbejde hjemme. Desuden er vi nu flyttet ind i det hjem, hvor vi forhåbentlig skal bo i mange år endnu, så den lange cykeltur til og fra arbejde + aflevering/afhentning i vuggestue er bare sådan det er nu. Der er ikke noget "det ændrer sig om en måned, fordi…" over det, så det skal bare spille. Og det skal jeg lige forstå, kan jeg mærke. Jeg synes, det er svært at acceptere, at jeg, de dage jeg skal hente, skal ud af døren kl. 7.30 (senest) for at være på arbejde (storsvedende - stupide tunge møgcykel) kl. 8 og gå - snigende langs panelerne (svært i et storrumskontor) - kl. 15.30 for at hente kl. 16. Hvor Øglen så er den næstsidste eller den allerallersidste af de små Trolde.

De dage, jeg afleverer, kan jeg så vente med at køre hjemmefra til kl. 8, og hvis det hele klapper, kan jeg så være på job kl. 8.45. Men lad os sige kl. 9 for alle tilfældes skyld. Så kan jeg i teorien gå kl. 16.30, og er så hjemme omkring kl. 17. Øglen går stadig i seng omkring kl. 18.30, så det levner 1½ time sammen med hende - hvor der skal mades, bades, leges og puttes. Halvanden time?! Altså helt ærligt. Det er jo i n g e n t i n g!

Jeg ved godt, at jeg hverken er den første eller den sidste, der frustreres over tid og logistik i forhold til work-life-children-balancen, men det er mig en kilde til evig undren, hvordan andre får det til at hænge sammen uden at implodere af savn, frustration og underskud på alle konti. Måske er det de input, man får på en arbejdsplads, der gør, at det hele giver lidt mere mening. Jeg kan da allerede nu mærke, at det giver mig rigtig meget at være sammen med voksne mennesker med nogenlunde samme fagområde, som jeg kan sparre med og lære at kende, samtidig med, at noget af baby-laget oppe i hjernen bliver skrællet lidt af. For jeg trænger til at være andet og mere end mor til Øglen. Synes bare, at Hr. DVL er lige lovlig skrap. Så selv om han har været længe ventet og kan være en svir at hænge ud med, ønsker jeg ham af og til hen, hvor peberet gror.

Er jeg mon den eneste, der drømmer om en vildt spændende stilling med god løn - på 25 timer?! Sig lige til, hvis I finder den, ikke?! Så skal den nemlig SÅ meget søges (sammen med de andre ansøgninger til job tættere på hjemmet jeg har ude at flagre)...

søndag den 7. marts 2010

Osteklokke #2

Er stadig syg. Kan ikke høre noget. Som i nogetsomhelst. Popper Pinex og penicillin, som var det slik, og laver en Maude (fra Matador, that is) hvert andet øjeblik.

Kæft, hvor er jeg stakkels. Og megaTRÆT af at være stakkels, faktisk. Vil gerne være frisk, rask og hørende så hurtigt som muligt. Nu har det her show varet en uge (mellemørebetændelsen har dog 'kun' været hos mig i 4 dage. Og tak for dét!), og jeg har ikke fået lavet halvdelen af det, jeg gerne ville i lejligheden. Køkkenet står fx stadig og griner af mig med sine gusten-beige vægge. Og billederne til Øglens værelse råber på søm og en hammer. Og soveværelset kalder højt og insisterende på... en bulldozer? Skadeservice? Eller måske bare et klædeskab?

Vi var faktisk ude og købe det i går, klædeskabet. Sammen med resten af Danmark, vovede vi os i IKEA - og vi var så nogle af de eneste, der ikke vidste/havde fortrængt, at det var tossedag derude. Det kan betyde mange ting - og nogle vil mene, at det altid er tossedag i IKEA - men i går betød det Duk Op I Din Pyjamas, Og Så Får Du En Gratis Dyne Og Pude Med Hjem. Overraskende, hvor mange mennesker, der lige står og godt kan bruge en gratis dyne og pude. Og som tilsyneladende intet problem har med at vade rundt i fuld offentlighed i pyjamas. (Undskylder ærbødigst, hvis nogle af jer, der læser med, var i IKEA Gentofte i går i jeres fineste satin-pyjamas. I er ikke tosser. Det er bare alle de andre, der er...)

Klædeskabet viste sig at blive en noget mere omsiggribende affære, end vi havde regnet med, så da vi havde proppet 3 vogne til randen med pap-pakker og været ved at erhverve os en hel serie diskusprolapser, besluttede vi os for at tilkalde hjemkørselsservice (eller hvad de nu hedder, de der coolies, man kan betale for at køre alt sit IKEA-l*rt hjem). Så kan andre brække ryggen - vi gider ikke. Klædeskabet ankommer på matriklen i morgen. Hurra!

IKEA hev alle de kræfter, jeg ikke havde i forvejen, ud af mig, og resten af lørdagen blev brugt i en penicillindøs. I dag har været en kende bedre - og jeg har endda kunnet overskue at bage rugbrød; hvad siger I så?! - men jeg hepper på, at hørelsen kommer tilbage i morgen. Og ikke om en måned (EN MÅNED?!?!), som svigermor sagde, at det godt kunne vare, sådan noget øre-gejl.

Begynder på job på onsdag (hvor forsvandt mine 3 ugers ferie hen?), og eftersom min første dag er tapetseret med møder, tænker jeg, at det nok er en god idé at kunne høre bare lidt. Det ER trods alt et nyt område, jeg skal sætte mig ind i. Så hvis nogen har nogle gode råd til at få hørelsen igen (øredråber fra apoteket med tilhørende skyller virker ikke, skal jeg lige indskyde - ikke til andet end at gøre mig herre-svimmel, i hvert fald), så hører (høhø) jeg gerne fra jer.

torsdag den 4. marts 2010

Osteklokke

Nåmmen, så er man lige pludselig sådan en, der har fået mellemørebetændelse. Troede kun, at det var sådan noget, små øgler fik, men åbenbart ikke. Så nu render jeg rundt i et lille vakuum, propper mig med penicillin (10 dage - helt ærligt!?) og Pinex, og kan ikke høre noget som helst. (Hvilket selvfølgelig kunne have sine fordele).

Det mest irriterende er, at det gør ondt. Som i rocker-ondt. Også på trods af Pinexerne. Alligevel altid noget, at det var mig, og ikke Øglen, der trak mellemørebetændelsen i bakterie-automaten, for jeg kunne ikke lige overskue, hvordan jeg skulle kunne trøste Øglen, hvis det var hendes ører, der føltes som om, de var ved at falde af.

Hvad skal man i øvrigt også med et mellemøre, hva'? Det er jo ikke som om, man bruger det til noget. Tsk.

onsdag den 3. marts 2010

Et Forstadseventyr

Der var engang 2 personer, der elskede hinanden (det gør de i øvrigt stadig, just for the record). De besluttede sig for at manifestere deres kærlighed i et barn - en lille pige - som kom til verden den første forårsdag i 2009. For nemheds skyld kalder vi hende Øglen.

I takt med, at Øglen voksede inde i moars mave, begyndte hormonerne at pumpe rundt. Særligt ét hormon var dominerende, og det var det, der på fagsprog hedder "nu når vi skal have et barn, skal vi da også have en have"-hormonet. 

Øglen blev født, og hormonet fortsatte med at dominere, så det lykkelige par satte sine lejligheder (pluralis) til salg. Uden at have købt noget andet at bo i, for banken havde sagt, at der var krise, så det var sådan, dén boligkage skulle skæres. Lejlighederne blev solgt meget hurtigt, og pludselig stod vores par næsten uden tag over hovedet. Alle de huse, der havde været til salg i det område, parret havde udset sig, var pludselig væk (altså, husene var der stadig - de var bare ikke på markedet længere!), så parret besluttede sig for at leje en lejlighed i området i stedet.

"Så er vi også tættere på, når vi skal til hus-fremvisninger, plus det jo er herude, vi får en institutionsplads til Øglen", sagde de snusfornuftigt til hinanden. Som sagt så gjort. En lejlighed blev lejet over hals og hoved (for der var nemlig heller ikke ret mange lejeboliger i området), og det var først efter, at lejekontrakten var blevet underskrevet, at parret fandt ud af, at lejligheden var utæt som en si, at der var sindssygt lydt, og at gennemsnitsalderen i lejlighedskomplekset var omkring de 90. (Duften af cerutter og sovs i opgangen burde måske have fået nogle alarmklokker til at ringe, men vores venner havde jo brug for et sted at bo, så sanserne havde vist været noget sløvede). 

Barnemoderen havde stadig barsel, da den lille familie rykkede til Gammelby (som Forstaden hurtigt blev døbt), og det tog ikke mange dage, før hun fandt ud af, at hun ikke trivedes. Hun kedede sig, men sagde til sig selv, at hun jo kun var på barsel nogle måneder endnu, så det kunne hun nok klare. Men da hun et par dage senere skulle til møde på sit arbejde (og aflevere Øglen hos noget familie på vejen), brast den lille "det skal nok gå"-boble. Det tog nemlig lidt over en time at komme frem, og den tur skulle jo tages hver dag, når barslen sluttede. Hver vej! Barnefaderen havde gjort sig de samme observationer, og ret hurtigt blev parret enige om, at siden drømmehuset nu alligevel lod vente på sig, skulle de så ikke vente lidt med Forstads-idyllen og tage et par år mere i byen?! 10 dage efter, at Østerbro var blevet skiftet ud med Forstaden, var vores par tilbage for at ose lejligheder.

Den rigtige lejlighed dukkede hurtigt op, og for 2 uger siden flyttede den lille familie ind i de nye rammer. Rygtet vil vide, at de er MEGET glade for at være tilbage i byen, og selv om de synes, det er hårdt arbejde at flytte (igen) med en lille baby, synes de, at det er det hele værd. De savner på ingen måde, den lejlighed de kom fra, men de taler af og til om, at det var synd, at det gik, som det gjorde. For Gammelby er i grunden et dejligt sted. Hvis man havde et lille hus, man kunne nørkle med. Og hvis man havde været helt færdige med bylivet. Og hvis bare en af parterne havde et job på den 'rigtige' side af storbyen i forhold til Forstaden. Og ikke, som det er i dag, at begge parter skal hele vejen gennem byen sammen med en million milliard andre pendlere.

Men det kommer måske en dag? Indtil da vil det unge (ahem!) par udnytte, at de har både familie og venner i Forstaden (og andre steder med græs, strand og skov), og i mellemtiden vil de nyde livet på 4. sal med unge (yngre end 90, i hvert fald) i bebyggelsen... 

tirsdag den 2. marts 2010

Or'n'lig syg ferie

Så er hverdagen begyndt igen. For Øglen, that is. Mutti her har nemlig stadig ferie. Og den bruger jeg så på at være sløj og slatten. Yay (!)

Det begyndte i går morges med ondt i halsen og hovedet. Og kulminerede i går aftes med ondt i samtlige led. Hell, det gjorde endda ondt at holde om det glas vand, jeg skulle bruge for at få slugt mine trofaste Pinex. Følte mig virkelig sølle - og temmelig taknemmelig over, at Øglen var i vuggestue. Cykelturen ind til vuggeren og tilbage igen tog da også voldsomt hårdt på mig - så hårdt, at jeg gik omkuld og sov i to timer, da jeg kom hjem. En sjælden, men tiltrængt, luksus.

Heldigvis er jeg ved at blive lidt friskere, og jeg har endda præsteret at være en smule aktiv i lejligheden (som stadig mangler en hel del for at være helt oppe og køre). Således har jeg samlet 6 stks. 'Omar' (det er så IKEA, der spøger, igen engang) og er så småt begyndt at indrette viktualierummet. (For sådan et hører der nemlig med til lejligheden. Ude på bagtrappen. Ca. 2 kvadratmeter, hvor jeg har store planer om at lave forrådskammer, rengørings-halløj og andet praktisk) Og så har jeg haft besøg af højgravid veninde. Der var ude at tisse 4 gange på de 2 timer, hun var på besøg. Oh, hvor jeg husker fornemmelsen af at have en intern baby hoppende på blæren...

Vi har spist kaffeboller og kanelsnegle, og vi har snakket og hygget og drukket café latte til den helt store guldmedalje. Må altså nok sige, at jeg er glad for, at HDD og jeg bare lukkede øjnene og sagde 'på beløbet' i Elgiganten i sidste uge, og købte sådan en svend her. For den laver altså supergod kaffe. Og veninden lod sig ikke mærke med, at jeg ligner noget, der er løgn (det der med smart hår og lækkert tøj kniber det lidt med, når jeg holder mig kørende på Pinex og Cola), og sandelig om hun ikke også lige mente, at jeg havde tabt mig 'helt vildt'. Det har jeg overhovedet ikke - tværtimod - men det var da sødt at hende alligevel...


Nu burde jeg gå i gang med at male et par hylder, inden jeg skal hente Øglen i vuggeren, men jeg gider ikke. Jeg gider heller ikke flytte yderligere ind i viktualierummet. Og jeg gider SLET ikke dække køkkenet af, så det kan blive malet. Heller ikke selv om det er det eneste rum, vi mangler. Så i stedet for, tror jeg, at jeg vil tage hue og handsker (og jakke) på og begive mig ud i 'forårs'vejret. Og under påskud af at skulle købe modermælkserstatning* til Øglen, vil jeg vandre ned ad Nordre Frihavnsgade og måske komme til at shoppe lidt til mig selv. Mmmm. Shopping...

*Det er i øvrigt et indlæg helt for sig selv, det der med erstatning. For nu er Øglen jo blevet et år, og så burde man jo stoppe med flasken. Eller hvad?

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...