søndag den 29. august 2010

Natteløberi

Så var det i går, det der Midnatsløb på Frederiksberg løb af stabelen. 10K kl. 22 en lørdag aften. Den, der har fundet på dét, kan jo ikke være helt vel forvaret. Jeg syntes, at det lød som en vældig god idé, da jeg meldte mig til for 1000 år siden, men efterhånden som dagen (aftenen) nærmede sig, syntes jeg lige pludselig sagtens, at jeg kunne finde på rætti mange andre ting at bruge min lørdag aften på. Se Barnaby, fx. Sove på sofaen (savlende og med åben mund). Spise nogle af de Polly-chokolader, min bror havde med til mig forleden. Se maling tørre. Et eller andet. Bare ikke løbe...

Men. Jeg havde jo meldt mig til. Og havde en aftale med mig selv. Og havde i øvrigt også skrydet lige rigeligt om at "løbe inde i Zoologisk Have midt om natten, ik'å?" til mine kolleger. Så syntes ligesom, at jeg blev nødt til at gennemføre. Eller i det mindste prøve på det.








Så kl. 21.15 i går, spændte jeg cykelhjelmen og satte af sted fra Østerbro mod Frederiksberg, og på vejen smuldrede de sidste forbehold, jeg havde. For aftenen var lun (-agtig), månen var fremme, og København viste sig fra sin allersmukkeste, tysteste side. Jeg kommer desværre ikke ud tit nok efter mørkets frembrud længere (skyder skylden på Øglen), og da slet ikke på cykel. Så jeg nød det virkelig i fulde drag og fik nok engang bekræftet, hvor dejlig en by København er.






















Overlevelsespakke til Midnatsløbet - 3 nøgler, banan, chokolade (iChoc?!?! - nåede ikke at spise det), armholder, høretelefoner og grim orange pose (matchende til grim orange t-shirt)

På Frederiksberg var der lagt op til fest for galningene i de virkelig grimme orange løbstrøjer. Mig selv inklusive. Sambadansere, højhøj musik, god stemning og en snert af utålmodighed - som varede ved de første 2 km af løbet, hvor man på det nærmeste løb i kø. Det var lidt ærgerligt (og jeg giver det skylden for, at jeg ikke nåede samme tid, som sidst jeg løb 10 km ;-)), men på den anden side var det meget rart at nappe Roskildevej i adstadigt tempo. Er ikke så vant til stigninger fra min sædvanlige løbetræning (damn you, Valby Bakke), men jeg synes, at de første 7 km gik nemt. Nåede faktisk lige at tænke "piece of cake", før den sidste stigning kom og var ved at gøre det af med mig. Nemesis til mig, thank you very much. Men jeg nåede i mål - 1 time rent - og har det vældig godt med at have gennemført. Næste løb bliver FriLøbet i september - så må jeg se, om jeg kan forbedre tiden lidt dér. Og hvis ikke, så går det nok også.

Desværre var der ingen, der havde fortalt Øglen, at mor var lidt træt her til morgen pga. natteløberi, så hun vågnede ufortrødent kl. 7 og ville underholdes. HDD havde selv været ude at løbe 10km i går ("sympatiløb", som han kaldte det), så ham var der heller ikke megen hjælp (eller ynk, for den sags skyld) at hente hos. Så op med mig. Og på legepladsen. Og vade det halve Østerbro rundt med overtræt Øgle (hvad er HUN blevet så træt af?!). Og til frokost hos venner med bitteny baby. Og og og.

Men nu! Nu sover Øglen, jeg sidder i gyngestolen, og der er muffins i køkkenet. Er der ikke noget med, at det man indtager dagen efter et natteløb, ikke sætter sig?! I think so. Så jeg skal nok have to. Eller tre...

lørdag den 28. august 2010

Om at gå i små sko...

For ikke så længe siden, fik Øglen sine første, rigtige sko. Det var før, hun sådan kunne gå for alvor, og de har altså måttet lægge snude til en del kravleri. Og det kan ses! Der er slidt hul på begge sko-snuder, og efter hun er begyndt at spæne rundt, lægger man jo ekstra meget mærke til det. Desuden var str. 19 efterhånden ved at være lige det mindste til hende, så det var jo hele to gode anledninger til at shoppe lidt sko.

Nu er det sådan, her på matriklen, at jeg ikke er den eneste, der er interesseret i sko. HDD er også ret vild med fodtøj - så vild faktisk, at han vist er ved at have overhalet mig i antallet af sko. Fordelen er, at han sagtens kan forstå, når jeg igen bare MÅ eje et par sko - ulempen er, at der er mange sko til at kæmpe om den forholdsvis sparsomme plads i lejligheden. Dog er HDD's sko allesammen mere eller mindre ens - han samler nemlig på PUMA-sneaks - så de kan 'stables'; det er straks lidt sværere med ukurante sko som stilletter, sandaler, støvler, m.fl.

Nå. Men HDD. Interesseret i sko. Derfor gav jeg ham til opgave at finde et par sko til Øglen. Havde bare to krav: de skulle være i str. 20, og der skulle være plads til en lille, buttet øglefod. Og vips, ankom dette par til adressen for en uges tid siden:


















Øglen er allerede forelsket i dem, og den første dag nægtede hun at tage dem af. Det vil hun dog gerne nu, for et par senere ankom de her med posten:


















HDD var lige 'kommet til' at købe et par mere - fordi de simpelthen er for søde, som han sagde. Og det kan jeg egentlig kun give ham ret i. Støvlerne er dog købt i en str. 21, så Øglen har noget at 'vokse ind i', men det forhindrer hende ikke i stolt at spankulere rundt i lejligheden med dem på.

Så fra kun at have ét par - slidte - bittesmå sko, ser det ud til, at Øglen er ved at starte en lille samling. Måske hun en dag når op på siden af sin far, når det kommer til antal sko. I så fald bliver vi nødt til at flytte, for så er lejligheden simpelthen ikke stor nok...

fredag den 27. august 2010

Nammenam!

Prøliå se, hvad Øglen fik af sin søde tante i går. Serveret i kageæske fra bager og det hele. Mmmmm.

Det er min svigerindes søster, der har hæklet dem, og hvis jeg kender hende ret, er det foregået efter gehør. Hvem, der bare var kvart så krea. (Og ja, jeg har lyst til kage nu... Selv om jeg lige har spist noget til morgenmøde på arbejde... Man kan aldrig få kage nok...)

torsdag den 26. august 2010

Prokrastinering #2

Stadig travlt på arbejde. Så jeg drikker stadig meget kaffe, spiser reklamekarameller og overspringshandler. Nu er kalendergaverne købt, så blev i sagens natur nødt til at finde på noget andet at overspringshandle med. Og valget er faldt på at fundere over, hvordan den chef, jeg lige har været til laaaangt møde med, har formået at have været gravid for 11 måneder siden og på nuværende tidspunkt have en talje med ca. samme omkreds som min ene ankel?! I don't GET it! Altså, ok - jeg ved godt, at reklamekarameller nok ikke hjælper på rejsen mod en smallere talje, men det her er jo virkelig helt vildt.

Vidste godt, at hun var kommet tilbage fra barsel for nylig, men havde lidt håbet, at hun var sådan en, der havde holdt barsel i 18 år og havde haft al tid i hele verden til at få sin krop tilbage, men næh nej. Mødte hende nemlig i Øglens vuggestue forleden, hvor hun kunne fortælle, at hendes øgle netop var blevet 11 måneder. Hm. Der kan man bare se.

*Spiser en karamel og kigger undrende ud af vinduet*

Selvsamme vuggestue kunne i øvrigt i morges berette, at Øglen tilsyneladende har en 'meget styrende adfærd' på de dage, hvor hun ikke er helt på toppen:

Pædagog: Ja, jeg tænkte nok, at hun havde sovet dårligt den anden dag. Hun VAR jo meget pylret. Og jeg tænker, at hun også styrer rigtig meget derhjemme, ja?!

Mig: Øhbøh, altså, jo, hun vil jo gerne bestemme, men det troede jeg var meget normalt i den alder? Og vi forsøger jo så vidt muligt, at hun ikke altid får sin vilje. Men lige netop den anden dag, var der alt muligt galt - sovet dårligt, ville ikke spise, mv. (Har vist sagt det før, men jeg plaprer, når jeg er usikker)

Pædagog: *Kigger sigende på mig* Joh...´

Mig: Men synes nu ellers, at hun plejer at være meget god til at forstå, når der er noget, der ikke er helt rimeligt. Altså, at vi ikke hopper og springer for hende altid.

Pædagog: Joh... Hun styrer bare meget med sin gråd, synes jeg. Indtil hun får greb om sproget. Sådan "bwahbwah, tag mig ned fra stolen nu"-agtigt. Og "buhuahhhhr, nejnejnej", når der er noget, der ikke lige passer damen. 

Mig: Øhbøh, tjoh, altså...

Pædagog: Nå. Kan du vinke til mor, Øgle?!

Mig: Øhhhhhh, nåmn, så hejhej, lille skat (til Øglen, ikke til pædagogen)

Og så stod jeg lige pludselig ude på gaden og spekulerede på, hvad der lige var blevet sagt. På cykelturen fra vugger til arbejde (lang tur i strid modvind er ikke lig med grobund for milde og lyse tanker), tænkte jeg lidt over, hvad pædagogen egentlig havde sagt. Jeg er stadig ikke helt sikker på det, og det er meget muligt, at jeg nu kommer til at lyde lidt nærtagende, men jeg tror, at hun lige kritiserede vores opdragelse (eller mangel på samme, tilsyneladende) af Øglen. Hvis nu hun havde sagt et eller andet med, at det var en semi-almindelig ting hos børn på 1½, og at det kunne afhjælpes med xxx, så ville der jo have været et eller andet, jeg kunne gøre. Men der var ingen gode råd at hente. Bare en konstatering. Nå.

Jeg er helt på det rene med, at Øglen kan være en lille dominerende stædigper. Som helst vil bestemme alting, men som bestemt ikke altid får lov til det. Og jeg vil hjertens gerne bøje mig, når jeg mener, at folk har ret - også selv om det ikke nødvendigvis falder ud til min opdragelses fordel. Men jeg vil omvendt også have lov til at brokke mig, når jeg mener, at pædagogerne fælder dom lige hurtigt nok. Om ikke andre steder, så her i Blogland. Måske jeg skulle besøge pågældende pædagog en dag, hvor jeg har sovet vildt dårligt og er lidt sløj. Så skal hun se løjer, hvad angår pjevset og urimelig opførsel...

Nå. Så gik der tid med det (som Tøsedrengene sang engang), og i mellemtiden er der sjovt nok kommet lidt mere arbejde ind i indbakken. Ah well. Må jeg kigge på i aften. Lige nu har jeg travlt med at spise karameller, tænke over opdragelse og undre mig over, at min talje aldrig bliver lige så tynd som min ankel...

onsdag den 25. august 2010

Prokrastinering

Jeg har travlt på arbejdet i øjeblikket. På den dér måde, hvor man spiser frokosten foran computeren eller til møder, drikker for meget kaffe, får ondt i maven (kan også hænge sammen med de 5 reklamebolcher, jeg åd på et kvart sekund) og ikke har tid til de vigtige ting i livet såsom at smutte forbi Engby Barnevogne med kalechen på vores &#¤!/#-klapvogn, som for alvor har besluttet sig for at opgive ævred (hvem har også bestemt, at vogn-værkstedet kun har åbent mellem 10 og 16 tirsdage og torsdage, hva'?! Mødre, der ikke længere er på barsel, har altså også børne-køretøjer, der går i stykker, at I ved det!)

Nå. Arbejde. Travlt. Så travlt, at jeg ikke kan overskue det, så jeg overspringshandler til den store guldmedalje. Og lader som om, jeg ikke godt ved, at papirbunker og deadlines nok skal overfalde mig inden for nær nær fremtid.

En af overspringshandlingerne er selvfølgelig Blogland. Og som så ofte før, fører dén overspringshandling flere af slagsen med sig. I denne her omgang i form af indkøb af pakkekalender-pakker til Øglen. Det er Lisbeth, der med sit overskud og væren i god tid-hed gav mig idéen, så jeg begav mig fast besluttet på besøg hos By Neel. Og endte med at få købt næsten alle Øglens kalendergaver. Hva'ba'?! Jeg forestiller mig derfor, at jeg kommer til at gå december i møde med zen-agtig ro, for nu er der i hvert fald styr på Øglen. (Og jaja, jeg ved godt, at jeg er i ret god tid, men der var helt vildt meget tilbud, mkay?!)

Så lader jeg bare som om, jeg har glemt alt om konceptet hjemmelavet jul, som vi tænkte var verdens bedste idé, da den blev vedtaget forrige jul, men som - nu, hvor den nærmer sig - begynder at stresse lidt. Så meget for zen-agtig ro...

Og det var så arbejdet, jeg kom fra. Må hellere gøre noget (andet end at købe ting på nettet). Ellers kommer mine arbejdsopgaver til at strække sig fra nu af og ud i evigheden, og så kan jeg for alvor skyde en hvid pind (pil? Gider ikke google det) efter zennen.

søndag den 22. august 2010

Thank you for the music

Var til bryllup i går. Hos min skønne skønne veninde. Der blev danset og grinet, sunget, skålet og grædt. Der var gensyn med dejlige veninder, som jeg ser alt for sjældent, og der var dikkedikken af lille ny baby, som jeg har glædet mig til at se, fra hun kom til verden for små to måneder siden.

Bruden var smuk! En drøm i tyl på den moderne måde og så lykkelig, at det fik tårerne frem allerede i kirken. Og hvis man ikke snøftede lidt i kirken, så gjorde man det i hvert fald, da hun sang 'I'm yours' til sin mand til festen om aftenen.

Kunne heller ikke holde bevægelsen ude af stemmen, da jeg skulle holde min tale til bruden, men det gik så fint alligevel, og hvis man ikke må være bevæget til bryllupper, så ved jeg snart ikke. (Og trods alt blev jeg ikke lige så bevæget som en af min brors venners kæreste, der græder så meget til bryllupper, at hun ofte må eskorteres udenfor og trøstes af nogle af de forsamlede...)

Nu sidder jeg i sofaen - træt (og stadig lidt tudevorn) - og venter på, at HDD kommer retur fra farmor med ét stk. Øgle. Som skal have så meget opmærksomhed, hun orker. Synes, det strider lidt mod alting sådan at få hende passet en stor bid af weekenden - der jo burde være det tidspunkt, hvor vi for alvor har tid til at lege og være sammen som familie - men nogen gange er det bare nødvendigt at få hende passet. Og jeg synes egentlig, at brylluppet i går var en rigtig god grund.

 Nu med kjole-outfit, specielt til dig, Louise :-)

Til daglig har jeg både hoved og fødder, men hovedet har jeg beskåret af (længe leve semi-anonymiteten), og fødderne kom af en eller anden grund ikke med på billedet. Kan berette, at jeg havde karamel-farvede Gardenia-stilletter på, selv om jeg egentlig havde indkøbt et par Pedro Garcia-satinstilletter specielt til lejligheden. Nænnede dog ikke at udsætte dem for et havebryllup, da jeg så vejrudsigten, så de må komme på en anden gang.


fredag den 20. august 2010

Efter stormens pisken kommer solen frem

... Det sang Anne Linnet engang, og selv om hun måske ikke er indehaver af de vises sten, så har hun alligevel fat i noget dér.

Det har været en stormfuld tid på det sidste. Mest i overført betydning. Efter vi fik meldingen om, at min mor (for det er hende, det er), havde fået konstateret kræft (l*rtesygdom!) med spredning, har der været følelsesmæssigt stormvejr hos alle 'implicerede'. Det har været et forløb med lange ventetider (eller i hvert fald ventetider, der har føltes lange), og hele tiden har vi pejlet frem mod den dag, hvor lægerne skulle beslutte, om der skulle gives den ene eller den anden piv-giftige behandling. I går blev hun scannet (igen), og i dag skulle hun have foretaget en biopsi, og SÅ skulle der være klar besked.

Og nu har min mor lige haft ringet. Hun har snakket med lægen, og hun skal ikke have foretaget nogen biopsi, sagde han. Eller havde den kemo, som de havde hat oppe og vende. For de nye scanningsbilleder viste, at canceren er (blevet?) inaktiv. Så nu kan hun egentlig bare tage hjem. Og smutte på den ferie, min far og hende har været nødt til at udskyde så længe.

Hvis ikke dét er en solskinshistorie, så ved jeg snart ikke. En raskmelding ville naturligvis være det allerbedste, men nu skal man jo heller ikke blive grådig, og en 2. plads er absolut heller ikke at foragte.

Har netop siddet på tagterrassen med en kop kaffe (ja, jeg er hjemme i dag) og nydt solen - i både direkte og overført betydning. Og jeg tænker, at der skal en hel del til for at gøre i dag til en dårlig dag...


 




















The druuuugs! Enhver burde unde sig selv sådan en Nespresso-dims. Laver god kaffe og er så nem at betjene, at jeg tror, at selv Øglen ville kunne finde ud af det...

mandag den 16. august 2010

Tredje person

Jeg er lidt en detaljerytter, når det kommer til sprog og grammatik og så'n. Der skal ikke frygteligt meget til, for at det skurrer i mine ører, og derfor bliver jeg vældig irriteret på mig selv, når jeg får en ny sproglig 'grille'. Som at sætte "fætter" bag på alting, fx (det var rent faktisk smart i 90'erne), at sige "ik'å'?" hele tiden (godt, jeg er stoppet med det, for jeg ville sikkert blive skudt for at sige dét i Kbh. Her siger man "ik'åss?", hvis man siger noget, har jeg fundet ud af), eller at krydre alting med engelske ord (noget jeg tilsyneladende ikke kan gøre noget ved - de bliver VED med at snige sig ind, men jeg skyder skylden på mit studium og bøjer ellers nakken; man skal vælge sine kampe med omhu og alt det dér).

Jeg har haft mange sproglige griller gennem tiden og har dem stadig - nogle mindre graverende end andre. Én husker jeg dog i særdeleshed, selv om det (også) var i mine unge teenage-år. Det var den med, at jeg omtalte mig selv i tredje person. Hele tiden. "Ja, ok - szå szagde hende her ogzå lige, at...", "Prøliåhør, hvad A sagde den anden dag..." og videre i dén dur. Det har sikkert været smart (for jeg tvivler på, at jeg var den eneste, der gjorde det - eller havde fundet på det, for den sags skyld), men det er altså PÆNT irriterende. Og grunden til, at jeg harcelerer over det nu, er, at jeg har bemærket, at det er kommet tilbage!

Cirka 14.576 gange dagligt hører jeg mig selv sige "Kom ud til mor, lille skat", "Hørte du ikke, hvad mor sagde?!", "Mor sagde nej, lille Øgle" og 14.573 andre varianter af samme budskab. Og cirka 14.576 gange dagligt tænker jeg "Så hold dog OP med at omtale dig selv i tredje person!".

Jeg ved godt, at jeg ikke er den eneste, der gør det. Og fred være med alle andre, der gør det. Men hvorfor kan jeg tilsyneladende ikke stoppe med det? Er det fordi, Øglen ikke forstår mig, hvis jeg erstatter samtlige "mor" med "jeg"? Er det fordi, jeg tror, at Øglen ikke forstår mig, hvis jeg erstatter samtlige "mor" med "jeg"? Er det fordi, jeg er blevet invaderet af et særligt tredje persons-hormon, der har taget bolig i min krop og først forsvinder, når Øglen bliver 18? Eller hvad? Hvis der er nogen, der har nogle råd til, hvordan jeg holder op med det, så modtager jeg dem gerne.

Hvor irriterende det end er, er det dog som om, det har virket, det der med at sige "mor" hele tiden. Øglen er nemlig begyndt at sige det klart og tydeligt. Tit. Det er sødt. Og (også) lidt irriterende. For det gør det væsentligt sværere at ignorere, synes jeg. "Nåhrrrr, kaldte du på mor, lille skat?! Hvor er du dygtig!", "Mor kommer nu, Øgle", "Mor er på vej". Argh - here we go again...

fredag den 13. august 2010

Ikke spor underligt

Nu er jeg jo efterhånden ved at være lidt af en connaiseur, når det kommer til legepladser i mit hood. Forstået på den måde, at Øglen har prøve-gravet en hel del sandkasser (pt. den absolut eneste legeplads-aktivitet, der har vundet indpas hos frøkenen) på og omkring Østerbro. Særligt én legeplads har fundet nåde for hendes kritiske sans, og det er - meget belejligt, og måske også grundet en del favoriseren fra mødrene side - den, der ligger tættest på der, hvor vi bor.

Så den har vi frekventeret en del. Derfor faldt det mig heller ikke særlig svært at genkende den, da Ann-Christine postede billeder af sine skønne tvillinger for nylig. På bedste cyber-stalker-manér fik jeg smidt en lummer "kommer I her tit"-kommentar, men det blev hun ikke skræmt af, så pludselig havde Øglen og tvillingerne en halv playdate på den lokale. Den blev ført ud i livet i går, og det (hvis jeg må bestemme egenrådigt, altså) bliver ikke den sidste. For det var da bare rætti hyggeligt. Og slet ikke underligt (syntes jeg). Og alligevel underligt, at det ikke er underligt, nu når man ikke kender hinanden. Men det gør man jo lidt alligevel. Synes altså, at konceptet Blogland holder.

...

Øh ja. Og Øglen hyggede sig forresten også. Tror jeg. Var generelt noget betuttet. Åd en del sand og sendte tvillingerne skeptiske blikke. Gav Ann-Christine en af tvillingernes sand-lege-ting. (Meget gavmildt barn, jeg har (!)) Skubbede lidt rundt med en plastic-bil og forsøgte at bryde ud af legepladsen. (Længe leve indhegninger). Mens hendes moar bare sad og sludrede. Hen mod slutningen tøede hun dog så meget op, at hun råbte "hejhejjjåh" (ved ikke lige, hvorfor hun er begyndt at putte et "jåh" bagpå "hejhejj"). Så jeg vurderer, at hun hyggede sig. Det gjorde jeg i hvert fald ...

onsdag den 4. august 2010

Nedsmeltning

Jeg burde måske nok have ofret bare én tanke mere, end jeg gjorde i går, på muligheden for, at Øglen gik bersærk, når hun skulle transporteres hjem fra vuggeren i sin Croozer. Hvis jeg havde gjort det, så havde jeg nemlig nok haft taske og lommer fyldte med sutter, kiks, rosiner og andet godt til at pacificere med. Men. Jeg havde IKKE tænkt mig om, så derfor var en banan alt, hvad jeg kunne svinge det op til. Desværre havde jeg (også) lige glemt at tænke på, at Øglen, aka Makulatoren, kan fræse sig igennem sådan en på 1½ minut. Max. Så den rakte sådan ca. 20 meter. Og når der nu er 3-3,5 km hjem, så manglede der brændstof til en hel del af turen, for nu at sige det pænt.

Til at begynde med kunne jeg godt ignorere råberiet bagi. Kender man ikke Øglen, ville man måske foranlediges til at tro, at hun bare sad og snakkede lidt (højt). Men da vi så drejede ud på Øster Søgade og begyndte at trille derudaf, så skulle man altså have været mere end almindeligt døv for ikke at identificere skrigeriet som arrigskab og let hysteri. Da lydniveauet lå på omtrentlig højde med luftsignalerne 1. maj, tænkte jeg, at det nok var smart at bikse cykel + trailer ind på fortovet. Det tog lidt tid, eftersom det var min første tur med cykeltraileren bagpå, og vi ikke sådan er helt dus endnu, og det passede IKKE Øgle-poltergeisten i vognen.

Forsøgte at trøste en nu rødbedefarvet Øgle, men det blev der ikke sat pris på. Som i Overhovedet. Ikke. De første spæde tegn på stress-sved (hos mig) begyndte at vise sig, og jeg gennemrodede febrilsk min taske op til flere gange i forsøget på at finde en sut eller noget spiseligt. No such luck, så jeg ledte videre i cykelvognen, som heller ikke indeholdt noget brugbart. Til gengæld fandt jeg en pegebog, der var ved at gå i opløsning af regnvand, en muggen pakke rosiner og en smattet kiks, men det gad Øglen sjovt nok ikke have noget med at gøre (og fik i øvrigt heller ikke buddet). Hun skreg videre, og stress-niveauet hos mig antog helt nye højder. Ergo ringede jeg hele tre gange til HDD, og da jeg endelig fik fat i ham, fik jeg omdirigeret ham fra sin sædvanlige hjem fra arbejde-rute til Øster Søgade. (Tror, at den besked, jeg fik lagt til ham, hvor Øglen skreg som en, der var ved at blive savet over med en sløv kædesav, var rimelig udslagsgivende). Mens vi ventede på redningsmanden, fik jeg pillet Øglen op af vognen og trøstet hende en smule, mens jeg vekslede mellem at have lyst til at kyle hende i Søerne, tude i afmagt og have lyst til at knuge og kramme hende, fordi jeg inderst inde godt vidste (ved), at hun jo ikke gør det for at genere mig. Men holddddd nu kæft, hvor var jeg presset.

Humøret hos Øglen blev kun bedre meget kortvarigt, da hun så HDD, og det ændrede i øvrigt ikke på, at hun nægtede at sidde i vognen. Så jeg måtte slæbe Øglen hjem, mens HDD trak begge cykler. Og som om det ikke var nok, så havde jeg sko på, der gnavede, så jeg var ikke i godt lune, da vi kom hjem. Heldigvis havde jeg flyttet fokus for min arrigskab fra Øglen til Croozeren, så jeg kunne dramatisk love (og holde), at jeg ikke vil have noget at gøre med den "f*cking l*rtevogn" på daglig basis. (Det ville straks have været sværere at love, hvis det var Øglen, jeg havde været sur på). Så alle vores planer om at bruge Croozeren som transport til og fra vuggestue, så jeg kunne slippe for at have barnesæde bagpå min nye cykel, og så HDD kunne bruge sin racercykel uden barnesæde, har jeg nu lagt endegyldigt i graven. Og as we speak er der en cykel-Åge, der er ved at spænde et vældig fint, nyt barnesæde på min vældig fine, nye cykel. Har jeg fortalt, at jeg har fået ny cykel? Nåmn, det har jeg. Den er grøn. Og fin. Og nu har den også et barnesæde lige om lidt…

Det tog mig et stykke tid at falde ned. Og en økologisk Rasmus Klump-speltkiks (?!). Øglen var glad nok (selv om hun havde fået endnu et flip på en villavej, fordi hun ikke måtte løbe ud foran en bil), og jeg tror ikke, at hun har nogen holdning til, hvorvidt det bliver Croozeren eller barnesædet, der bliver hendes primære transportmiddel fremover. Sålænge jeg bare husker at have en sut eller 30, masser af mad og en lille gøglertrup i tasken, går det nok alt sammen.

I dag ser alting lidt lysere ud, og selv om jeg stadig nægter at bruge Croozeren som primært transportmiddel, så har det ikke længere helt så meget med gårsdagens nedsmeltning at gøre, som med det faktum, at den er lidt bøvlet at få ind og ud af gården og endnu mere bøvlet at parkere ved vuggeren. Så den er indtil videre degraderet til tur- og (måske) løbevogn...





















Et mørkt billede af Øglen (nej, det er ikke Elton John). Kan godt være, hun ser sød ud, men lad jer ikke narre - inden i det lille væsen gemmer der sig en stemmepragt fra en anden verden...

tirsdag den 3. august 2010

Hverdag på godt og ondt

Så er ferien slut. 3 uger gik der lige med dagdriveriet. Og nu er det da i sandhed slut med Smålands-idyl, café-slabberads og legen sig selv i smadder. Sidder på pinden med udsigt over et meget trafikeret kryds i en af Københavns mindst charmerende bydele og drømmer om blåbær, solskin og all the time in the world.

Men Det Virkelige Liv, der jo, som vi alle ved, er en insisterende personage, kan som regel kun holdes stangen i et begrænset tidsrum. Og det er måske meget godt, eftersom man så sætter så meget desto mere pris på det, når han skrider igen (og så prøver vi lige at lade være med at spekulere på, hvor lang tid, der er til dén glædelige begivenhed). Lige i øjeblikket har jeg dog en særlig god grund til at ønske Hr. DVL hen, hvor peberet gror (siger man overhovedet det mere, eller er det en long lost frase fra et gammelt Anders And-blad?), eftersom han er kommet tilbage med en barsk besked om alvorlig sygdom i den nærmeste familie. Beskeden har været et stykke tid undervejs, og vi håbede, at den var mere positiv, end den viste sig at være. Men hvis man skal se på de lyse sider (og det skal man), så kunne beskeden have været endnu værre, og jeg trøster mig med, at lægekundskaben i dag er så langt fremme i bussen, at de nok skal få styr på det. Det er der heldigvis udbredt tro på - også hos patienten - så det skal nok gå alt sammen. Eller som min mormor, som jeg desværre aldrig nåede at lære rigtigt at kende, sagde: Det lægger sig til rette. Hun var en klog dame!

Til trods for positive tanker og troen på, at det hele nok skal gå, kan nyhederne dog ikke helt undgås at påvirke humøret. Men når man selv har en lille familie, der skal passes, så er det af og til så som så med muligheden for at tænke alt for meget. Og det er nok både godt og skidt. Langt hen ad vejen tror jeg på den der med, at man bliver gladere af at plastre et smil på sit ansigt (og dermed ikke på nogen måde være sagt, at Latterklubben har nogen eksistensberettigelse overhovedet), men det er lidt af en balancegang. Man skal passe på med ikke at undertrykke de triste følelser, for de er jo ikke farlige. De er bare… triste...

Men det er jo desværre hverdagen på godt og ondt. Der er gode ting, og der er dårlige ting. Der er sjove ting, og der er hårde ting. Og langt hen ad vejen er det vel de hårde ting, der får os til at værdsætte de gode ting. Selv om det ikke er alting, der virker lige meningsfuldt, så er jeg sikker på, at min mormor havde ret - det lægger sig til rette. Videre ad den tangent kan jeg så citere min svigerinde, som for nylig sagde til mig (og hun ved, hvad hun snakker om), at vi ikke får større opgaver eller udfordringer her i livet, end vi kan overkomme. Hun er også en klog dame.

Og nu vil jeg - med tanker i hovedet, der spænder lige fra sygdom til, hvorvidt Øglen flipper over at blive spændt i sin Croozer, når jeg henter hende (selv om de i virkeligheden nok burde handle om arbejde) - se, om jeg kan komme til bunds i min indbakke. Min lille arbejdsverden ligner nemlig sig selv, og således er den ganske upåvirket af, at jeg vader rundt i post-ferie tilstand og overhovedet ikke kan komme op i gear. Min chef købte i øvrigt ikke min undskyldning om, at jeg desværre ikke kan lave noget, eftersom jeg har været offline så længe, at jeg nærmest ikke ved, hvordan man betjener en computer. Hun er sikker på, at den viden nok skal komme tilbage til mig snarest. Og det har hun jo nok ret i...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...