torsdag den 30. september 2010

Leg!

Det der med at lege, ik'å'? Det er jeg godt nok ikke særlig god til. For nu at sige det pænt. Jeg mangler fantasi, jeg mangler gejst og jeg mangler gode idéer.

Og det er så her, min nyerhvervelse kommer ind i billedet.

Denne her gamle sag er lige dumpet ind i min postkasse. Børnenes legebog af Jørgen Clevin. Så bliver det næppe mere old-school. Den har både fantasi, gejst og - fremfor alt - gode idéer i overflod. Se selv:


Alene det, at der er en opskrift på, hvordan man laver en 'rumsterstang' (jeg ved ikke, hvad det er, men ordet er fanTAStisk), gør, at jeg glæder mig monster-meget til Øglen bliver bare lidt større, så hun ikke krøller alting sammen, æder farvekridtene eller - som hun gjorde i dag, da bogen kom ud af sin kuvert - hev fat i den, vadede rundt med den slæbende mellem fødderne og rev til sidst en side halvt over. Som HDD siger, så er der dem, der bygger op, og dem, der bryder ned. Gæt selv, hvilken type Øglen er...

Nå. Men legebogen. Skøn bog fra dengang mor var dreng. Men børn skal nok som sagt være lidt større end Øglen. Der er 'opskrifter' på sporlege og skattelege. Sang- og musiklege. Hemmelig skrift. Dramatiklege, cykellege og 'tal og tændstikker' (huh?). Og. Så. Videre.

Glæder mig helt vildt til at lege, nu. Og med lidt held når jeg rent faktisk at få kigget lidt i bogen, før Øglen bliver stor nok til at få glæde af den. Og får nogle gode idéer til, hvad vi kan lege, så jeg ikke bliver hende den r*vsyge mor, der ikke kan finde på andet end at sætte Schleich-dyr op ved siden af hinanden og forklare Øglen, at de allesammen siger Waaaaah, Muh eller Vov...

Lykken er...*

at have tid, lyst og overskud til at gå hjem fra vuggeren med Øglen. Bruge 5 kvarter på at gå 3,5 km, samle kastanjer langs Søerne (eller - de sørgelige rester, nok nærmere; der må være en kastanje-mafia, der har ribbet strækningen for kastanjer), fodre svaner til de begynder at hvæse og nyde en smuk smuk efterårsdag.

Lykken er også at dele en banan (Øglen var så ikke enig - hun ville have det hele selv), snakke om dagen i vuggestuen (mest mig) og blæse på, om klapvognsselen er spændt, så Øglen kunne vride og vende sig, som hun lystede. (Hvis der er nogle sikkerheds-typer derude, så må I ikke slå mig ihjel - jeg havde nogenlunde styr på det, og Øglen og jeg havde slået en handel af, der hed, at hvis hun skulle have lov til at være u-spændt, så skulle hun også love ikke at kaste sig ud af klapvognen. Og det overholdt hun næsten).


Kloge hoveder vil muligvis foreslå mig at vende klapvogns-kassen om, så Øglen automatisk kommer til at sidde forlæns-vendt, men metoden ER afprøvet. Uden succes. Må vist bare erkende, at min datter er en rigtig lille Rasmus Modsat.

Og når vi er ved det der med lykke, så er det egentlig heller ikke så tosset med en hjemmearbejdsdag, hvor der er tid til at drikke masser af latte med mig selv, sætte vaske over (meget tiltrængt - bemærk flertals-endelsen), vade rundt og være grim og - nåh ja - arbejde, sæføli.

Så er det som om, det ikke betyder heeelt så meget (men alligevel lidt), at Øglen vågnede storgrædende kl. 03.52 (!!!) og først ville falde tilnærmelsesvist til ro, da hun kom ind i smørhullet. Og med "falde til ro" menes her utallige spark i hhv. mave (min), ansigt (mit) og skulderparti (mit), flåen dynen af mig omtrent en trilliard gange og så - selvfølgelig - dødlignende søvn i det sekund vækkeuret ringede, og jeg skulle op... 

*Kan I huske de der Lykken er-plakater? Fra InWear var det vist. Sådan nogle sort-hvide nogen med smukke mennesker og cheesy citater? Jeg havde en del af dem oppe og hænge på mit værelse... ahem...

mandag den 27. september 2010

Tillykke med mig!

Veeeerden ku' bli' så smaddersjov, hvis du vil - der er jo NOK af ting at glæde sig til! ALLE FØDSELSDAGE, DET ER GLADE DAGE - tralalalalaaah *mumlemumle* og et TILLYKKE MED MIG!

(Er jeg den eneste, der kan huske det helt igennem fantastiske tv-program fra 80'erne engang, som handlede om børnefødselsdage? Man kunne få en idé-bog til, hvad man kunne lave til fødselsdage, og der var også et sanghæfte med. Ovenstående brudstykke af sang er desværre det eneste, jeg kan huske sådan næsten helt i detaljen; melodien er up-tempo og temmelig kæk, og så skal den helst råbe-synges).

Nå. Fødselsdag. Min. I lørdags. Jeg blev 25. Eller noget. *Fløjter uskyldigt*

Men age is just a number, don't you STOP having fåååååån, som New Kids on the Block sang engang i 90'erne. Så hvor gammel jeg blev i weekenden, er ikke det vigtige. Det vigtige er, at ham her flyttede ind!


Helloouwww, siger jeg bare! Længe leve verdens sødeste kæreste, der i stedet for at håne en for at skrive fuldstændigt ublu ønske på ønskesedlen, går ned og køber det. I like!

Hillier Hobo flyttede ind sammen med en masse andre lækre sager, og jeg kan slet ikke vente med at tage det hele i brug (faktisk har jeg et nyt, skønt tørklæde på i dag - curtesy of min mor (og far. Men jeg tvivler på, at han har valgt det). Og en Essie-neglelak i en fin gråbrun. Læææænge siden, jeg har haft tid til at tage neglelak på). Nu skal jeg bare forvisse mig om, at nyankomne Hillier og de to gamle kendinge Sophie og Bayswater kan enes. Men mon ikke. Også selv om de jo er vidt forskellige. Den ene sort, den anden lys og den tredje midt i mellem. Så bliver det vist ikke mere politisk korrekt.

I øvrigt vil jeg gerne plædere for, at man har fødselsdag noget oftere. Ikke kun fordi man får stakke af gode gaver, men fordi man får lov til at tilbringe time- og dagevis i selskab med familie og gode venner. Og spise kage. Masser af kage! Bagte en særligt uartig en af slagsen til begivenheden, og jeg kan kun sige, at det burde alle unde sig selv - fødselsdag eller ej.

Håber, I alle har haft en dejlig weekend!

onsdag den 22. september 2010

Brok brok brok

Ja, altså ikke som i ”en unormal fremtrængen af et organ eller dele deraf gennem væggen af en legemshule”. Men som i ”en lang og kedelig klagesang”. Så er I advaret…

Jeg arbejder hjemme i dag. Har haft en hård nat, hvor jeg har været meget vågen (og Øglen har sovet som en sten – det er totalt den omvendte verden?), og det har påvirket både fysikken og humøret. Er træt og radbrækket, og jeg er ikke ligefrem i mit muntre hjørne. Så det blev til en hjemmearbejdsdag. Længe leve fleksible arbejdspladser og forstående chefer.

Nå. Men i dag er det jo så onsdag (betragt det som service-info, hvis I ikke vidste det på forhånd). Og om onsdagen har vi besøg af vores husalf, som på magisk vis får støv, fnuller, fedtede Øgle-aftryk på spejle, ovn og køleskab og den pose rosmarin, som Øglen spredte ud over køkkenet forleden (og som jeg ikke liiiiige fik fejet op) til at forsvinde som dug for solen.

Jeg ved ikke, hvordan han gør det, men jeg tænker, at det involverer en støvsuger, en klud, en spand vand og noget sæbe. Men jeg skal ikke kunne sige det, for jeg gider ikke være hjemme, når han er der. Heller ikke i dag, så da han ankom (halvanden time for tidligt – grrr), forføjede jeg mig pænt. Ned på nærmeste café (arj, det er så løgn – Café Nordlys ligger tættere på, men jeg har været dernede så mange gange, at jeg nærmest er ved at være ligeså fast inventar som Ole Ernst, så nu er det på tide at prøve noget nyt). Begge steder er gode, men Kaffeladen er lige lidt ekstra hyggelig, og så er personalet simpelthen så søde. (Måske fordi de gav et gratis stykke cheesecake, første gang jeg var der – er totalt til fals for gratis ting med sukker i. Hvilket Nemlig.com vist har fundet ud af, for jeg fik også gratis chokolade i gårsdagens levering).



Menalser – så sidder jeg så lige så fredeligt (se lige, hvor fint der er!) her og forsøger at arbejde, da jeg spotter (eller, nej – løgn igen; jeg hører) to damemennesker sidde og sludre. Det må de gerne, om end de sludrer meget højt. Nogle ville måske sige, at de RÅBTE, men nu er det jo mig, der har sovet dårligt, så jeg er måske bare lidt lydfølsom i dag. Og det er jo ikke deres skyld, at jeg har en husalf på besøg og ikke gider kan være hjemme.

De her to damer (på barsel) snævrer videre, og de hopper og springer ud ad døren, hvor de har deres afkom liggende i hver sin barnevogn. Først vågner den ene, så vågner den anden, så bliver de begge lagt tilbage, og så starter det hele forfra. Nå. Tilsidst opgiver den ene dame at få barnet til at sove, så hun henter den, piller overtøjet af den, og så starter balladen ellers. Babyen (ca. 6 mdr., vil jeg tro), begynder at græde, men det gør egentlig ikke så meget. Det er jeg jo vant til fra Øglen, kan man sige. Det gør heller ikke noget, at barnemoderen forsøger at trøste den lille, men det er en kende irriterende, at det hele skal foregå i lydstyrke sindssyg.

"NÅÅÅÅRRRHHH, LILLE PUS. HVORFOR ER DU SÅ KED AF DET OG GRÆDER HELE TIDEN?!" (Well – måske fordi mor råber dig lige ind i øret?! Bare et forslag.) Og da den søde betjeningsmand kommer med en lille bamse, der stilner lillens gråd lidt, får mor brølet ”DEEEEEEN TROR JEG, HUN VIL SYNES ER HELT VILD SJOV, IKKE OGSÅ LILLE XXXX?!?”, hvorpå babyen sætter i et hyl igen. Sådan fortsætter det så frem og tilbage en stund, og til sidst kapitulerer mødrene og bliver råbende enige om, "AT DE SMÅ DA MÅ HAVE EN UTROOOLIG DÅRLIG DAG, OG DET ER DA OGSÅ EN SKAM, AT MAN IKKE KAN SIDDE OG DRIKKE KAFFE STILLE OG ROLIGT".
 
Og så smutter de*. Og på trods af Lambada i højttalerne og utrolig mange andre gæster, er der nu en velsignet ro til at arbejde (læs: brokke-blogge).

Jeg ved godt, at det er mig, der er sippet. Og sur**. Og jeg vil vædde med, at jeg var nøjagtig ligesådan, da jeg selv var på barsel (får det lige til at lyde som om, det er 100 år siden, m’kay?). Sad på café med mødregruppe-veninderne, drak kaffe, sludrede og sladrede (sikkert også ret højt, kunne jeg forestille mig). Og så videre. Hell, jeg gik endda i den samme ’uniform’ af spraglede pyjamasbukser, kort jakke, stort tørklæde, mm. Østerbro-uniform, tænker jeg. Eller barsels-uniform generelt, måske? Og tøjet er jo egentlig meget pænt. I hvert fald noget pænere end mit hjemmearbejds-tøj, der kan selvantænde af grimhed, hvert øjeblik det skulle være. Så i virkeligheden brokker jeg mig bare for at brokke mig. Men det er nu også meget rart engang imellem. Ikke særlig sympatisk, men meget rart…

*Hvis du er en af de højtråbende barselsdamer fra i dag, så skal du bare vide, at jeg ikke er irriteret på dig. Bare på din stemme-volumen...

**Måske er jeg misundelig - jeg vil også være overgearet og have en masse tid til at drikke kaffe uden at skulle arbejde, når jeg en sjælden gang er på café.

søndag den 19. september 2010

Søndags-stemning

I dag skulle HDD og jeg have været ude og se på ny bil. Og prøvekøre og sådan noget. (Noget med noget tilbagekøbs-noget på den gamle, der snart udløber... Zzz... Smasksmask... Zzzz). Og Øglen skulle have været passet imens. Men da jeg vågnede kl. 8 (!?!) ved, at solen skinnede, og Øglen sad og raspede sin sut frem og tilbage på tremmerne i sengen, mens hun sang 'duhhhh darrrhhh duhhhh darrrrrrh' og råbte 'hejhejjjjjjjjjåh', syntes jeg egentlig ikke, at jeg havde lyst til, at hun skulle passes. Eller, at jeg skulle bruge dagen hos diverser sælger-Helger, for den sags skyld. Jeg ville meget hellere bruge tiden sammen med HDD og Øgle, så vi aflyste bil-aftaler og pasning og tog i Zoo i stedet.

Vi er jo blevet sådan nogen med årskort, og det er egentlig meget rart. For vi har jo næsten glemt, at vi overhovedet har betalt for årskortet. Så nu er det lidt som at komme gratis i Zoo. PLUS man kommer hurtigere ind end alle de andre, der skal stå i kø for at købe billetter. Derudover (stopper fordelene aldrig?!?!?) gør det heller ikke så meget, at Øglen bliver træt efter kun en time. For man er jo kommet gratis billigt-agtigt ind.

Sjovt nok var vi ikke de eneste, der havde besluttet at tage i Zoo sådan en dejlig solskins-september-søndag. Men der var da alligevel plads til at komme rundt. Og Øglen nåede at besøge gederne (denne gang slog hun ingen af dem), at løbe ivrigt rundt og at æde et æble, før vi godt kunne fornemme, at en lur vist var temmelig tiltrængt.

Nåede hjem på Øbro, drak kaffe i solen (men lad jer ikke narre - på trods af sol var det p*ssekoldt. Også selv om jeg har fundet efterårsjakken frem) og var på loppemarked (hvor der nærmest var endnu flere mennesker end i Zoo), og da Øglen vågnede, trillede vi hjem og legede. Med klodser, tøjdyr, suppe (Øglen legede, jeg skar tænder), vasketøj og borddækning (vildt, at en halvanden-årig rent faktisk synes, at det er sjovt at dække bord og tage ud af opvaskemaskinen). Ren og skær søndagshygge. Hvor vi bare har lavet det, vi havde lyst til (lige bortset fra suppe-situationen). Og på trods af aflyste bil-aftaler, fik vi alligevel talt lidt bil med ungt par udenfor Zoo. Ikke, at jeg ved noget som helst om biler. Men HDD virkede tilfreds med de forskellige tip, som parret (ok, mest manden) kunne give. Så nu lader det til, at der er kommet endnu en bil på listen over biler, der skal prøvekøres engang. Yay. Eller noget...

Ged går intetanende rundt

Øglen spotter ged

Øglen løber efter ged (som flygter - hvem har sagt, at geder er dumme?)

Ged drejer om hjørne og falder i kløerne på andet barn

Øglen mister dog ikke modet af den grund og udser sig straks ny ged

Ae-aeeee, ged

Kom, mor - nu har jeg set geder nok 
(billede er udelukket indsat, fordi jeg er svært begejstret for, hvor høj jeg ser ud. Burde jo ALTID følges med nogen-og-80-cm minion)

onsdag den 15. september 2010

MIR

"Mir. Mir. Mir. Miiiiiiir!" Det er det gennemgående ord, der smadrer ind i vores trommehinder hjemme på matriklen for tiden. Og med mindre jeg har taget helt fejl og slet ikke har opdaget, at Øglen er en russisk astronaut i forklædning, så betyder det "MIN!" (Håber for hende, at hun på et tidspunkt urer forskellen på "r" og "n", for ellers forudser jeg forståelsesproblemer for hende senere hen...)

Vidste jo godt, at vi næppe slap uden om "min"-fælden, men oh my g*d, det kan være belastende. Hvis Øglen er i ondt lune, er det ALT, der er "MIR!" - lige fra opvaskebørsten (be my guest, men så du også vaske op, altså) til alle! spisebordsstolene.

Fair nok, at hendes putteklude (plenum - har anskaffet et par backup-klude efterhånden) og yndlingsdukke er Øgle-territorium. Man behøver trods alt ikke dele alting. Men frygter virkelig, at hun bliver sådan en lille bestemmerfrans, som ingen gider lege med. (Hun er i øvrigt også begyndt at løfte pegefingeren, når jeg gør noget, jeg ikke må - iflg. Øglen, altså. Guderne må vide, hvor hun har dét fra, for sådan gør hverken HDD eller jeg, så vidt jeg ved).

Så på bedste pædagogiske vis er vi gået i gang med at forklare hende, at hun altså skal dele hhv. legetøj / spisebordsstole / opvaskebørste / mm. Det virker ikke en sk*d. Men måske en dag...

tirsdag den 14. september 2010

Nemlig!

Jeg har været Superbest utro. Med nemlig.com, og jeg har overhovedet ikke dårlig samvittighed. Jeg tror faktisk, at det kan udvikle sig til noget varigt. Det var ovre ved Husmoder, jeg fik idéen til at søge andre græsgange, og første date foregik her til aften. Daten ankom til tiden og til døren - båret af to prustende stakler, der vist godt kunne have tænkt sig, at vi boede i stueetagen i stedet for på 4. "Men det skal bringes helt til døren", prustede den ene. "Ellers går idéen jo af det". "Nemlig", kunne man så fristes til at sige...

Varerne var der allesammen. Lige bortset fra det økologiske rødkål, som jeg var blevet ringet op om tidligere i dag. De kunne desværre ikke skaffe det, sagde damen. Selv om de havde forsøgt sig 4 steder. Ok, så. Så klarer vi os uden. Men god service, dér.

De har også billige bleer. 75 kr. for 50 Pampers. Det er da billigt, er det ikke? Og det bedste af det hele var, at der var en plade Marabou-chokolade med i kassen. Som gave fra nemlig.com. De ved da LIGE, hvilke knapper, de skal trykke på.

Så Superbest: Det var hyggeligt. Tak for den tid, vi nåede at have sammen. Det var hyggeligt. Men nu er du blevet udskiftet med en yngre model. Som ovenikøbet er billigere og har mere at byde på. Tak til Husmoder for at facilitere bekendtskabet...

mandag den 13. september 2010

Safri Solo

Hun er et naturtalent, hende Øglen. Jeg siger det bare. Hun skal nok blive til noget stort. Måske de der Uffe og Morten kunne bruge et medlem mere i gruppen? Safri Trio lyder da også ok, gør det ikke?!

Alenetid

Jeg var til barnedåb i går. På Fyn. Alene. (Eller – der var også andre gæster, men HDD og Øglen var hjemme pga. snot). Fordi der er lidt langt til Fyn, og fordi jeg synes, det er herrekedeligt at køre i bil alene, valgte jeg at tage toget. Det er 100000 år siden (mindst), jeg sidst har kørt i tog, og på trods af utidige køreplaner, irriterende medpassagerer og defekte klimaanlæg (f*ck, det var koldt), er det nu (næsten) altid lidt hyggeligt.

Ikke mindst fordi togturene betød alenetid (dvs.: den ene gjorde - på hjemturen fik jeg nemlig selskab af gode venner og et spil r*vhul). Fra familie og forpligtelser, that is. Ingen Øgle, der vil smage mit vand / min morgenmad / mit æble / min deodorant, ingen Øgle, der vil krølle min avis / min bog / kogebogen / mit tøj, og ingen Øgle, der nægter at lade mig lukke øjnene i et par minutter, hvis det er det, jeg har lyst til*.
 
Og hvad brugte jeg så min dyrebare alenetid på, tænker I nok nu med tilbageholdt åndedræt?! Jo, ser I! Jeg havde, snarrådig, som jeg er, taget Søndagsavisen og Netto-reklamen med fra postkassen, da jeg luskede af sted kl. 8 i går morges. Så den spændende lekture blev gennemgået, og jeg kunne konstatere, at der ikke var noget som helst at komme efter overhovedet.

Derudover spiste jeg et æble, lyttede til to ældre damers meget fortørnede snakken om en formodentlig også ældre dame, plus jeg – på udturen - funderede over det hjemlige i at sidde i et tog med Esbjerg som destination (ret mange jyder, I tell you).

Jowjow – dem, der siger, at der ikke er action i det virkelige liv, de ved slet ikke, hvad de taler om.

Barnedåben var RÆDDI hyggelig. Og trods skuffede miner fra et par af gæsterne, der havde glædet sig til at møde Øglen (de har ikke set hende endnu; ups!), så endte det faktisk med at passe mig storartet ikke at have Øglen at holde styr på. Især da jeg så, hvor hårdt arbejde nogle af forældrene var på under den halvanden time lange gudstjeneste...

Ingen Øgle var også lig med masser af nærvær, sludren med gamle venner, der går alt for længe imellem, at jeg ser. Og masser af mad, ikke at forglemme. 

Jeg var hjemme igen ca. 13 timer efter, jeg tog af sted. Mæt af mad, snak og hygge. Træt, men tilfreds. Og heldigvis ret godt opladet til endnu en sygedag med Øglen i dag…

*Inden nogen melder mig til de sociale myndigheder for manglende interesse for mit barn, vil jeg lige skynde mig at sige, at jeg sædvanligvis finder alt ovenstående vældig hyggeligt. (Ok, lige bortset fra det der med at lukke øjnene, måske. Og det der med at krølle ting…)

lørdag den 11. september 2010

Arbejdsdag

Andelsforeningen har holdt arbejdsdag i dag. Fra 10-19, sådan cirkus. Med én frokostpause og to kaffepauser. Og nu sidder de flittige sjæle så og mæsker sig i lammesteg og 'en tung, lækker dessertkage' (hvad det så end dækker over, men det lyder helt ok for mig) ovre hos en af de andre i foreningen. HDD er der også.

Og mig? Ja, jeg sidder så her. Og blogger, mens jeg ser en genudsendelse af noget CSI (men i virkeligheden venter jeg bare på, at klokken bliver 21.30, så jeg kan se Barnaby på DR1). Har lige spist en tallerken frosne grøntsager (ja, altså - jeg varmede dem først, ing'?!) fordi jeg er tyk, selv om jeg meget hellere ville have lam. Og så bilder jeg mig selv ind, at jeg kan dufte den (gode) mad, de andre spiser.

Årsagen til, at jeg er her og ikke ovre ved lammestegen er, at jeg ikke har deltaget i arbejdsdagen. Jow altså - jeg har bagt en balje muffins til en af kaffepauserne, og så har jeg sniksnakket lidt med nogle af de hårdtarbejdende mennesker i foreningen* (seriøst - de har nået at slibe, grunde og male alt træværket på TO bagtrapper. Synes, de er rimelig hurtige). Men rent formelt har jeg ikke deltaget i arbejdsdagen. Fordi der jo lissom skal være en til at passe Øglen. Og det blev mig. Hvilket egentlig passede mig meget fint, da arbejdskagen blev skåret i morges, eftersom min trang til at slibe, grunde og male typisk - og også i dag - er temmelig lille.

Men lige nu ved jeg egentlig ikke, hvem af HDD og jeg, der tog det mest anstrengende stykke af arbejdskagen. Ikke så meget på grund af maden (jeg overlever nok), men fordi det egentlig er ret hårdt at have Øgle-tjansen sådan en regnvejrs-lørdag, hvor hun ovenikøbet er syg. Hun har hostet og spruttet igennem en uges tid, men i går var det så slemt, at vi holdt hende hjemme fra vuggestuen, hvilket hun kvitterede for med en tretimers lur og en nattesøvn på 13 timer. Hun må have trængt til det... Og i dag var hun så stadig sløj. Ondt i halsen, tror vi. Og muligvis også ondt i ørerne. Eller i hvert fald det ene. Hoster og snotter og ser mega-klattet ud. Men er i højt humør og totalt ude på spilopper. Så ikke noget med at putte sig ind til mor i sofaen og sove lidt. Næh nej. Der har været fuld fart på hele dagen, og da jeg e n d e l i g havde fået hende puttet, vågnede hun op og græd og græd og græd, hvorefter den stod på nusning, Panodil og syngen sange i en rum tid.

Nu sover hun (7-9-13), men jeg er på spring. For det er jo synd for hende, det lille pus. Det er også lidt synd for mig (især, hvis hun vågner), men det er som om, man har mistet "det er synd for mig"-retten, efter der kom børn ind i billedet, er det ikke? Nå. Jeg vil i hvert fald nyde, at hun sover lige nu. Og krydse fingre for, at hun kommer til at sove hele natten. Evt. 13 timer igen, tak.  Og så vil jeg i øvrigt også nyde, at jeg til trods for sygdom og spilopper har haft en hel dag sammen med min datter. Uden andre aftaler end med Postmand Per-cd'en og klapvognen. Det er - trods alt - luksustid, er det.


*Vi forsøgte at produktudvikle Øglen lidt, så hun (og jeg) kan deltage i næste arbejdsdag. Så overboen syer en heldragt i loddenfleece og jeg finder på en rulle, vi kan spænde hende (Øglen, ikke overboen) fast til, og vupti! Så har vi en glimrende malerrulle.

mandag den 6. september 2010

Børnepasning en masse

HDD og jeg har været børnepassere i weekenden. Mere end vi plejer, forståes. Vi havde nemlig fået overdraget HDD's nevøer på 7 og 9 et døgns tid, så bevæbnet med en taske fuld af Wii, Øgle og endeløs tålmodighed rykkede vi til Forstæderne, hvor der er lys, luft og lidt mere albuerum end i lejligheden på 4.

Det var superdejligt for HDD, Øglen og undertegnede. For vejret har jo været PRAGTFULDT (som Øglens (tr)oldemor ville have råbt), men nevøerne kunne ikke have været mere ligeglade. De ville have kunnet trivedes i vores viktualierum på bagtrappen, hvis altså vi lige havde bugseret et tv og en Wii derud. Fra vi fik drengene i vores varetægt til de gik i seng (for at se "Slå først Frede"?!!?) gik der 7 timer. Og jeg overdriver på ingen måde, når jeg skyder på, at de nok spillede Wii i de 6 af dem. Forskellige spil, godt nok, men ja...

Nogen vil sikkert mene, at vi som de voksne (hihi, fnis - føler mig stadig overHOVEDET ikke voksen) skulle have klippet ledningen og gennet nevøerne ud i efterårssolen. Tvunget dem til at spise næsten modne æbler med mig og Øglen. Spillet bold, smurt ansigtet ind i brombær (mest Øglen) og leget gemmeleg mellem de parkerede biler (igen mest Øglen). Men vi valgte den nemme løsning. Den der "I får ret, og vi får fred"-løsning. Og vi FIK fred! Til at komme helt ned i gear. Plet-sove i en solstråle, tumle med Øglen, bygge Duplo-tårne (mest mig) og rive dem ned igen (mest Øglen). Vise bybarnet, at æbler rent faktisk kommer fra (æble)træerne, og at brombær ikke vokser i en papbakke. Og generelt bare nyde at være sammen uden computer, kedeligt vasketøj (som sært nok ikke havde vaske sig selv, da vi kom hjem) og en masse 'skal også liiiige'r.


Øglen på græs

Så drengene fik lov til det, de allerhelst ville. Og det var at spille Wii. Og spise franske kartofler. Og få pizza til aftensmad. Og spise resterne til morgenmad (hvis de lovede ikke at fortælle deres forældre noget + at de bildte dem ind, at de havde været ude at løbe 20 gange rundt om huset for at hylde sundheden. Hvilket de rent faktisk gjorde (bildte forældrene det ind, altså), men forældrene troede sjovt nok hverken på dem eller os). Så alle var glade og tilfredse, da ungerne (minus Øglen) blev afhentet i går eftermiddag, og familien Øgle tog tilbage mod byen.

Jeg har derfor konkluderet, at det er verdens nemmeste tjans at passe børn. Og den læring får jeg vist hårdt brug for i aften, hvor vi igen skal være barnepiger. Denne gang for en jævnaldrende Øgle. Som vist ikke kan spises af med pizza og Wii...

onsdag den 1. september 2010

Mundgodt

Ovre (Omme? Henne? Hjemme?) hos skønne Anette er der lækkerier til læberne til de hurtige (og dem med en printer). Så af sted med jer - først over (om? hen? hjem?) til Anette, og så i Magasin. Allez!

Anette, jeg har lånt dit billede. Sig til, hvis jeg skal fjerne det.

Så stopper det!

Jeg lover hermed, at jeg ikke blogger mere om løb (eller anden fysisk aktivitet) i den næste måned. Det ER jo ikke en sports-blog det her. Det er bare så nyt for mig at være aktiv, at jeg slet ikke kan lade være med at skrive om det (læs: blære mig).

Men nu er der ikke flere løb i en måned. Træningsture, jowjow, men ikke løb-løb. Var til det lillebitte undselige DHL-halløj i Fælledparken i går. Der var jo ikke særlig mange mennesker. Eller... vent lige lidt...


















Der blev løbet og hygget og spist (men hvad skete der for al den hønsesalat, der var i DHL-kasserne?!), og jeg overlevede. Til trods for ret så ømme stænger efter natteroderiet forleden. Af uransagelige årsager føltes de 5 km i går som femTUSIND km, mens de 10 km forleden var til at holde ud. Ved ikke, hvad der var galt (måske det grønne filttæppe man skulle løbe på gennem meget af parken?), men jeg troede, at jeg skulle dø et par gange undervejs på ruten. Klarede det dog uden at standse og endte også med en tid på 26,21 - det hurtigste jeg nogensinde kommer til at løbe, er jeg bange for. Ikke ligesom den hurtigste på et af firmaets øvrige hold, der da lige løb på 20.59. Det er jo ikke menneskeligt... (Eller også er jeg bare misundelig)

Farmor passede Øglen, mens der var løb. HDD og jeg er nemlig nogle af de der typer, der arbejder samme sted, så vi skulle begge to ud og svede. Til en anden gang ville jeg nok have nogle andre forslag til, hvad vi skulle lave på en børnefri aften, men én gang om året går det nok at have motions-date sammen med utrolig mange kolleger.

Men nu. Nu stopper jeg som sagt med at ævle om løb. Kan ikke love, at der ikke kommer et lille blære-indlæg i slutningen af september, hvor jeg skal løbe FriLøbet. Men derudover bliver der tyst som i graven, hvad angår løb. Promise.

Zip.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...