søndag den 31. oktober 2010

Alene hjemme

Disclaimer: Dette indlæg har ikke noget at gøre med filmen med ham der barnestjernen med det underlige navn, vel. Ham der Macalakula Malukaly Macaulay Culkin. Hårhåhhr, jeg syntes, jeg var sej til det der English, da jeg lærte at sige hans navn [Makå:læi Kålkin], dengang i 1990, hvor Alene hjemme var det nye sort. Det har derimod noget at gøre med aftenens status på 210Ø.

HDD er nemlig skredet. Til noget med noget Niels Skousen (og før nogen spørger, så er HDD ikke 419 år gammel. Selv om man skulle tro det. Han fylder godt nok år i morgen, men han påstår, at han kun bliver 32). På Loppen. Sammen med en ven, der heller ikke er 419 år gammel. Selv om man også kunne foranlediges til at tro dét nogle gange. Som fx i aften. Men så er det jo godt, at morfar og morfar har hinanden.

Øglen og jeg er altså alene hjemme. Og Øglen sover, hvilket hun har gjort siden omkring 18.30, hvor hun iført perlekæde, natdragt og gummistøvler vadede gennem lejligheden ind på sit værelse, mumlende "hejhejjjj dag". Så er man træt. Når man ikke engang gider brokke sig over, at man skal i seng.

Men jeg har så haft tid til at lave... ingenting. Overhovedet. Ud over lige at pakke HDD's fødselsdagsgaver ind. Så den har stået på sofa, De Unge Mødre, computertid (i sofaen. Tihi-fnis - det må man nemlig ikke, når HDD er hjemme, eftersom vi i fællesskab har indført computerfri stue. Så jeg er totalt renegade regelbryder. Eller nåwet) og drikken urte-te. Fordi vi ikke har mere kaffe. !€%/+€# Hvad sker der for dét?! Det er da ikke cool overHOvedet at løbe tør for kaffe. Slet ikke fordi vi har sådan en Nespresso-sag og derfor bliver nødt til at købe de særlige Nespresso-dimser i den særlige Nespresso-biks. Som jeg ikke lige kan se mig selv komme forbi foreløbig. Grrrrr. Nå.

Urte-te it is, så. Og 2 skaldede stykker 80% chokolade. Fordi vi også er løbet tør for guf. Grrrrr igen! (Og inden nogen går igang med at være Helse-Elsede, så ER 80% chokolade bare ikke det samme som Marabou med daim. Uanset hvordan man vender og drejer den. Den er bedre for mig, ingen tvivl om det, og i morgen vil jeg sikkert føle mig voldsomt frelst (og måske endda RET tynd), men det er som bekendt nuet, der tæller, og i nuet giver 80%'en mig ikke andet end en øget trang til snacks, der er dårlige for mig). Den her alene hjemme-aften kunne SÅ meget have været planlagt bedre.

Apropos absolut intet, så har I her et billede af en meget dedikeret Øgle, der synes, at Alphababy, som Camsen gjorde mig opmærksom på eksistensen af, er et kæmpe hit. Og fordi jeg nu lige var i gang med billederne, så er der også et af et øjebliks zen fra tidligere i dag, hvor Øglen sov i klapperen, og jeg var ude at gå i noget natur. Ahhhh.


Der har i øvrigt ikke været så meget som et eneste lillebitte "twig or tweet" i vores liv i dag. Eller græskar. Eller uhyggeligt pynt. Udover det vi gik forbi på (u)hyggelige villaveje ude i naturen. Er man så en dårlig mor, når man ikke er gået amok med plasticedderkopper, syntetisk spindelvæv, hjemmesømmede trækors med afrevne 'hænder' under (really!) og orange mad? Og når man i øvrigt ingen planer har om at gøre det? Som i nogensinde?

fredag den 29. oktober 2010

Diktatoren befaler: Underhold!

Vi underholder gerne Øglen i tide og utide. For eksempel i stedet for at rydde op (som det vil fremgå med al tydelighed i klippet). HDD er særligt dygtig til at få hende til at grine. På den let uhyggelige måde. Og det er s*u så hyggeligt, altså. Også selv om hun bliver lettere diktatorisk og i situationen bestemte sig for, at hun nu lige pludselig også kan føje "derop" til sit ordforråd. Lille bestemmerfrans.

Jaja, jeg ved godt, at billedet vender forkert, men jeg er en spade til videoredigeringsprogrammer
(måske fordi jeg ikke har et?!), så jeg kan ikke vende det...

tirsdag den 26. oktober 2010

Madglad

Jeg slipper ikke æblet, mor. Jeg gør det ikke!

Hvis nu jeg ser lidt underlig og uhyggelig ud,
kan det være, at du ikke tør tage æblet?!

Hov, hvor blev det af?

Nå, dér. Nammenam!

Bade-snacks holder.

... Ja, hun har det ikke fra fremmede, hende Øglen. Jeg spiser også hele tiden. Men trækker dog alligevel grænsen ved badet ...

mandag den 25. oktober 2010

Hverdags-matematik

Lige kommet tilbage på pinden efter 10 dages ferie
+
Træt efter at have lukket et brag af et bryllup i lørdags (er blevet for gammel til det pjat)
=
Usandsynlig lav arbejdsproduktivitet

Jeg vil tilbage til Bornholm. Og spise karameller (slentrepinden er svært god - og ikke kun pga. dens fantastiske navn), samle kul på stranden, putte med Øglen og læse bøger højt. Pege på alle mulige mærkelige ting og høre Øglen forsøge at udtale navnene på dem (sædvanligvis ikke succesfuldt, men hun skal næsten have points for at prøve). Jeg vil sove længe (-agtigt), have tid til at bage boller hver morgen og ikke have andet at nå end en gåtur i skoven og en balje to baljer kaffe, der skal drikkes.

Alternativt vil jeg fryse tiden fast omkring kl. 02 lørdag nat, hvor bruden, undertegnede og en håndfuld veninder fræsede rundt på dansegulvet, mens vi skrålede (og jeg mener virkelig s k r å l e d e) med på Nik & Jay + Alphabeat. På "jeg er 16 og totalt nede med det her danseshit"-måden. Og rent faktisk glemte for en stund, at vi alle er cirka det dobbelte af 16 og nogle af os (eller i hvert fald jeg selv) ikke ejer rytme. Men efter en halv snes tranebær specials kan man bilde sig selv meget ind - også, at man er en regulær Ginger Rogers.

Under alle omstændigheder vil jeg gerne være et andet sted end lige midt i hverdagen. Som allerede har vist sig fra sin mest praktiske (læs: irriterende) side i den forstand, at
  • Det var sort som natten (sjovt nok ...), da vækkeuret ringede,
  • Øglen skulle vækkes og slet slet ikke kunne vågne (der er noget meget naturstridigt over at vække et sovende barn)
  • HDD havde et møde kl. p*s og derfor blev nødt til at tage af sted midt i havregryn, døsigt barn og megatræt mor
  • Alt Øgle-overtøjet - regntøj, termotøj, gummistøvler, varm ude-bluse, hue og handsker - skulle transporteres sammen med mig og Øglen på cyklen, fordi vi ikke er sådan nogen, der har to af alting og derfor har haft alt med hjemme fra vuggeren, så vi også kunne have glæde af det på ferien
  • Der ikke var mere mælk til kaffen på arbejde (og nej - jeg kunne ikke bare løbe ned og købe noget, for dels gad jeg ikke, dels ekesisterer der ikke skyggen af mælke-indkøbsmuligheder i nærheden af kontoret)
  • Osv.
  • Osv.
Det var ALDRIG sket på Bornholm. Jeg siger det bare. (Og ja, det hænger muligvis sammen med, at der var noget med noget mormor med på Solskinsøen, som ikke glemmer ikke at købe mælk. Basta).

Men der er vist et eller andet med, at man skal få det bedste ud af det, man har. Er der ikke? Som jeg har været inde på før, så er ham DVL jo egentlig helt ok. Når man lige har vænnet sig til hans bryske facon. Så et andet regnestykke kunne hedde:

Fødselsdags-kollega-wienerbrød
+
Ikke så mange møder
+
Solen skinner
=
Det er da egentlig helt ok

Så måske det faktisk ikke er så slemt at være tilbage i hverdagen. Også selv om det ikke er på Bornholm. Og selv om jeg gerne vil have nogle karameller ...

fredag den 22. oktober 2010

Halløjtaler

Så er vi nogen, der er hjemme igen. På en eller anden facon lykkedes det for fire dage på Bornholm at føles som omtrent fem minutter. Gad da overhovedet ikke lige hjem, dér. (Havde så også noget at gøre med, at det blæste pænt meget (og husk, jeg er jyde, så når jeg siger 'pænt meget', mener jeg i virkeligheden psykopatoverdrevetfuldstændigkoloenormt meget, iggå!), da vi skulle hjem, men gode gamle Villum Clausen klarede det og fragtede os nogenlunde helskindede over. Nu ved jeg ikke, hvad de der Bornholmstrafikken bruger som succeskriterium for en vellykket sejltur, men hvis det er antallet af brugte brækposer, de går op i, så tør jeg godt sige, at de havde en endog overordentlig succesfuld ride i eftermiddags. HDD, Øglen og jeg bidrog ikke til succesen, vil jeg lige indskyde. Øglen græd dog trøstesløst alle 2,5 timer (for turen var lige udvidet med tre kvarter i dagens anledning), men så fik jeg lov til at kramme hende og synge hende ned i hovedet (måske derfor hun græd?!?!) hele vejen. Så intet er åbentbart så skidt, at det ikke er godt for noget...

Efterårsstemning i skoven 

Se mor. Blad! 

Bornholm er fantastisk. Vidste jeg egentlig godt i forvejen, men det er jo altid rart at blive bekræftet i, at man har ret. Vi har råhygget med familien, og Øglen er både blevet bedre til at se tv og har udvidet sit ordforråd betragteligt. "Åh nej" var hun rimelig god til at sige i forvejen, men hvis man kunne vinde Talent 2010 for at sige det med mest mulig indlevelse, så er hun nu selvskreven som vinder. "Lambar" (betyder vist nok 'lampe' - det er i hvert fald mere sandsynligt, end at det er de første to stavelser af lambada) er nyt i repertoiret, og det er "ikke spise", "ble", "jeg er bange" (det sagde hun så kun én gang på turen hjem, men da mente hun det vist også i dén grad) og "Sigrid" (yngste-kusinen) også. Så vi kan vist roligt konkludere, at Øglen er et sprogligt geni uden sidestykke.

Ahem.

Jeg er ikke sikker på, at jeg har lært nogle nye ord som sådan på turen, men jeg har da fundet ud af, at jeg har en lille bitte bornholmer i maven, som har nydt at udtale by- og produktnavne på hjemmestrikket bornholmsk. Til stor morskab for mig selv. Og vist ikke så mange andre. Men man har jo kun den sjov, man selv laver, og alt det der... Desuden har jeg fundet ud af, at jeg kan rumme omkring 4000 liter kaffe, og at min bagekapacitet er presset, men dog ikke til det yderste, når jeg har bagt omkring 1276 boller. Og - vigtigt - har jeg lært, at man ikke skal ignorere, når man kommer til at røre lidt pizzadej ind i sommerhusets gamle sag af en elpisker. For sådan noget dej, iggå - det hæver. Også selv om det er inde i en elpisker. Så gæt, hvem der skylder DanSommer en ny elpisker. Skulle bare have slæbt min Ballerup Mastermixer med, skulle jeg...

Det var HYGli, altså. Og jeg gider ikke, at det snart er hverdag igen. Familieferie holder, så jeg stemmer for mere af dét. Gerne på Bornholm. Snart, tak!

Dramatisk himmel over Gudhjem 

Kusinerne leger 

Der grovædes pandekager foran flimmeren 

På vej til dragefestival 

Dragefestival over Hammershus

søndag den 17. oktober 2010

Farveller

'Kæft, hvor kunne jeg skrive om meget, mand. Noget med noget polterabend i går for en af verdens tre sjoveste. Noget om riffelskydning og en, der hedder Finn. Noget om sushi i stakkevis og om så meget kage, at jeg blev nødt til at give op (jo, s*u - totalt slapt!).

Jeg kunne også skrive noget om tandlæger og tandsæt. Om nye ord, der bliver sprøjtet ud hjemme på matriklen (dog ingen nye lande iblandt). Eller om søndagshygge i Roskilde. Om økosamfund, kunstnere og Rasmus Klump-kiks med spelt.

Men jeg vil lade være med at skrive om noget af det. I stedet vil jeg lette r*ven og se at komme i gang med at pakke. For vi er nemlig nogen, der skrider til Bornholm i morgen. På sådan noget ferie. I ved - holde fri, sove længe (nåååh nej, det var præ-Øgle, man gjorde sådan noget), slappe af med hele den pukkelryggede. Plus en hel masse mere. Så håber vi bare, at øen ikke er lukket for sæsonen på Bodie-måden. For jeg har rimelig store forventninger til det der karamelkogeri (som i parantes bemærket er jævnt nærige med deres åbningstider). Og til alt muligt andet på øen, for den sags skyld. Men først skal jeg lige have pakket. Det ser nemlig ikke ud til, at taskerne pakker sig selv (og HDD pakker dem vist heller ikke, er jeg bange for), så better get on with it.

Hav en god efterårsferie. Vi ses på den anden side.

XOXO, Øgle-mor (må stoppe med at se Gossip Girl-trailers. Nu.)

torsdag den 14. oktober 2010

Magnum, min Magnum

Hej. Jeg hedder A. Jeg er afhængig af Magnum-is.

Som nogen muligvis vil have opdaget, handler jeg næsten udelukkende hos de der Nemlig.com. Det er cool. For ikke nok med, at man (jeg) slipper for at slæbe mig en pukkel på, når jeg kæmper mig op på 4. sal - man (jeg) slipper også for at stå ansigt til ansigt med de der røvsure mennesker, man (jeg) kan være så heldig at møde i køen. Engang imellem forvilder jeg mig dog ned i et supermarked alligevel - typisk fordi, vi er løbet tør for et eller andet, eller fordi der er noget, man ikke kan få hos Nemlig. (Det er ikke meget, men det forekommer dog).

Og når jeg sådan skal et smut i Netto, så bliver jeg jo nødt til lige at hilse på alle spotvarerne. Og al slikkeradset. Og alt det der, jeg ikke liiiiige får bestilt hos Nemlig.com, fordi jeg tilfældigvis (ulykkeligvis?) har besluttet mig for at starte et nyt og sundere liv i det sekund, jeg begynder at fylde i min virtuelle indkøbskurv.

Menaltså. Hos Netto har de Magnum-is. Billigt. Sådan en Magnum Mania-pakke indeholder 8 Magnummer, og den koster kun 54,95. Nu er jeg ikke specielt god til tal, men når 1 Magnum koster 20,- i kiosken, og 8 Magnummer koster 54,95 i Netto, så ved jeg godt, hvad der bedst kan betale sig. Kroner og øre-mæssigt, altså. Vægtmæssigt kan det helt klart bedst betale sig at lade både den ene og de otte is ligge, men det er en helt anden snak.


Problemet (eller "udfordringen", som det hedder inde på det der arbejde) er bare, at når man (jeg) har 8 Magnummer liggende i fryseren, så får de ikke lov til at blive der særlig længe. Cirka 4 dage, skyder jeg på, hvis Ham Den Dejlige hjælper til (og det gør han gladeligt).

Gæt lige, om man bliver tynd af at æde en Magnum i snit om dagen.

...

Korrekt. Man bliver IKKE tynd. Man bliver stor og flæsket. Så fra nu af lover jeg højt og helligt, at jeg ikke vil købe Magnum Mania-bokse mere. Eller i hvert fald, at jeg vil prøve at slå hjernen til, så jeg godt kan huske, at jeg spiste en is I GÅR og ikke for 4.018 dage siden, som jeg lynhurtigt kan bilde mig selv ind (selektiv hukommelse har det med at overdrive). For det smarte ved is er jo, at de kan holde sig rimelig længe i en fryser. Hvis man ikke æder dem, forstås.

På nuværende tidspunkt har jeg været is-fri i 5 dage. Selv om der vist nok ligger 2 Magnum Classic i fryseren. Men det er også de kedeligste. Hvis nu det havde været Double Caramel, havde det muligvis været en anden historie ...

onsdag den 13. oktober 2010

Flash back

Var i Gammelby forleden. For at besøge en af verdens tre sjoveste. Kørte hjemmefra lige, da det var begyndt at blive mørkt. Det var køligt, jeg havde vinterjakken trukket godt op om ørerne, og bilens blæser blev skruet godt op. Tina Dickow på anlægget (eller, ok - 'anlæg' er måske en tilsnigelse) og så ellers af sted nordpå.

For ret præcist et år siden kørte jeg den selvsamme tur. Med den samme musik på "anlægget", den samme temperatur udenfor og formentlig også iført næsten det samme tøj (mit klædeskab er virkelig kummerligt!). Men humøret var væsensforskelligt fra humøret medio oktober 2009. For dengang græd jeg mine modige tårer, mens jeg trillede af sted. Ikke kun fordi Tina D. er lidt af en tudeprinsesse, men fordi jeg dengang var på vej hjemmefra. Fra mit elskede København, som mit hjerte ikke havde sagt ordentligt farvel til. På vej til at flytte ind i en lejlighed, der var blevet fremlejet i al hast. I et område, der kunne have været federe. Med mennesker, der kunne have været yngre (og sikkert også var det engang ... Tilbage i 1930'erne. Eller 1920'erne, måske ...). Faste læsere vil vide, at flirten med Forstaden var kort, men til gengæld var den frustrerende. Der er blevet brugt mange kræfter på at træffe 'det rigtige valg', og der er spildt tårer på at begræde det, der kunne have været. På at komme overens med den beslutning, der nu engang var truffet og på at komme overens med, at den beslutning, der nu engang var truffet, alligevel ikke var den rigtige.

Jeg er stædig af natur. Og en anelse perfektionistisk. Forstået på den måde, at jeg gerne vil gøre tingene rigtigt første gang. Især når det er store, livsomvæltende ting som at flytte. Kommune, ovenikøbet. Men her måtte jeg sluge en kamel. Og alle dens venner. For flirten med Forstaden var ikke rigtig. Endnu. Konklusionen blev derfor, at der er en tid for alting, og vores tid for at flytte ud af byen tilsyneladende lod vente på sig.

Turen til Forstaden forleden var en nostalgisk affære. Har jo været der utallige gange i det forgangne år, men fordi årsdagen snart oprinder, var det noget særligt. Jeg elsker at være ude af byen. Jeg elsker roen, at himlen er mørk (og ikke lilla). At der bliver koldt nok på en oktoberaften til, at rimen lægger sig på biltaget. At vasketøjet står udenfor og tørrer. At der er plads, og at der føles trygt. Og jeg tænker, at jeg nok selv havner der. Engang. Men ikke endnu. For selv om jeg elsker at være uden for byen, elsker jeg byen højere. Endnu. Byen er tryg for mig. Og jeg føler mig tryg der sammen med Øglen. Og HDD. Endnu. Nøgleordet er nok 'endnu' (sikkert også derfor jeg har brugt det omkring 18 gange i det her indlæg indtil videre). For på et eller andet tidspunkt tror jeg, at min - vores - tid kommer for at flytte. Men så er jeg også klar til det. Tror jeg nok ...

mandag den 11. oktober 2010

Søndags-snaps

Altså. "Snaps" som i snapshots. Ikke som i spirituøs drik, der som regel indtages til sild - gerne i overdreven grad omkring jul og påske...

Ahhh. Øglen og jeg har været på forlænget weekend. Mormor fyldte rundt, og det er blevet fejret efter alle kunstens regler. Med familiemiddag, dame-frokost (hvor HDD også var inviteret, men udelukkende for at agere anstandsdamemand for Øglen) og rendyrket hygge. Øglen har boltret sig i opmærksomhed og leg med sine små kusiner, og det hele har været skønt. Lige bortset fra torsdag aften, hvor Øglen pure nægtede at lægge sig til at sove, og jeg pure nægtede at bruge hele min mors fødselsdagsmiddag på at tvinge hende, så klokken blev 22.15, før hun gik omkuld. Det var jo så også kun 3½ time senere, end hun plejer, såeh...

Fredag sov hun helt til kl. 9.15, men kvitterede til gengæld med ikke at ville sove til middag. Som i overhovedet ikke. Til trods for gentagne forsøg på at trille hende i søvn i klapperen. Nix bix - der skulle ikke soves. Der skulle leges. Og det blev der (selv om mutti skulle arbejde, men så var der jo heldigvis en mormor, en tante og to kusiner, der kunne aflede hende lidt). Og om aftenen var hun så smadret, at hun blev lagt til sædvanlig tid - næsten uden brok.

I går havde vi så en stille dag. Bare Øglen, HDD og jeg. Som skulle foregå helt på Øglens præmisser. Vi tog på Statens Museum for Kunst for at se, om de havde nogle udstillinger for smållinger. Det havde de ikke, men de havde (og har garantrisser stadig) uendeligt meget plads, hvor man kan løbe lykkelig frem og tilbage, når man er 1½ år og synes, at løb er det fedeste i verden. Og bagefter kunne man løbe lykkelig rundt i Fælledparken, lege med visne, våde blade og drikke sødmælk af den samme slags kop, som mor og far drak kaffe af. Man kunne fodre fugle, råbe "vov vov" efter alt, der bevægede sig og grine manisk af alting. Mens mor og far kunne nyde det skønne skønne vejr, vi har haft i weekenden (og tilsyneladende har igen i dag) og blive enige om, hvor fantastisk Øglen er. (Det er sjovt nok altid ret nemt at blive enige om, synes jeg).

Det var ikke actionpacked, men det var et mentalt pusterum. Og dem burde man have mange mange flere af.

Øglen - lettere betuttet over antallet af trin på Statens Museum for Kunst

Øglen hænger ud

 
Lettere utilfreds

Så bunder vi

Ej, er det RIGTIGT, mor?! 

Efterskrift: Øglen siger stadig Norge. Rigtig meget. Og hun har ikke udvidet til andre lande (endnu). Tror nok, jeg hørte hende sige Nørrebro forleden, men det var vist en engangsting. Nu bor vi jo også på Østerbro, så deeeeet...

onsdag den 6. oktober 2010

Norge?

Øglen snakker helt vildt. Det har hun gjort længe. Desværre forstår vi bare ingenting af det, hun siger - heller ikke selv om hun er meget insisterende ud, når hun ytrer sig og også gerne gentager sig selv. Flere gange. Og øger lydstyrken i takt med antallet af gentagelser. (Lidt ligesom nogle ældre mennesker gør, når de taler dansk til en udlænding, der ikke forstår et kvæk dansk. De begynder bare at tale højere. Meget mærkeligt fænomen).

Problemet er, at Øglen taler klingon. Eller kantonesisk. Ikke dansk, i hvert fald. Kun nogle få ord. Tak, fx. Og MIR! Sove, op, hej, hva' deeet, nej (stor fan af ordet nej!) og andre småord er også på tapetet. Og nu er hun så begyndt at sige Norge. Ret tit, faktisk.

Mig: Hvad laver du, Øgle?
Øglen: Norge
Mig: Nåda, dét lyder spændende. Hvad er det for noget?
Øglen: Norge
Mig: Er det RIGtigt?
Øglen: Norge-norge. *vader ud af rummet, mens hun nynner norgenorgenorgenorge*

eller

Mig: Vil du have mælk på havregrynene?
Øglen: Nejjjj (mener tydeligvis ja) - Norge.
Mig: Okay? Så flyt lige ansigtet fra skålen.
Øglen: Norge

Get the drift? Aner ikke, hvad det betyder. Ud over at Norge er et land, altså. Men det kan selvfølgelig være, at hun synes, at jeg skal skride til Norge lidt. Eller stikke af med Thomas Dybdahl.

...

Tror da faktisk, at det er det, hun mener. Det vil jeg spørge hende om, når jeg kommer hjem. Forestiller mig, at samtalen kommer til at forløbe nogenlunde sådan her:

Mig: Hvad siger du til det, Øgle - synes du, at mor skal tage på ferie?
Øglen: Norge
Mig: Hvor synes du så, mor skal tage hen?
Øglen: Norge
Mig: Det var da en god idé. Thomas Dybdahl er jo i øvrigt fra Bergen. Ved du, hvor Bergen ligger, Øgle?
Øglen: Norge
Mig: Korrekt! Synes du, jeg skal tage af sted, så?
Øglen: Norge

Sådan skal den ged barberes. Norge it is. Nu skal jeg bare lære hende at sige Sydfrankrig. Eller et andet lunt sted.

tirsdag den 5. oktober 2010

Po, Dipsy, Tinky-Winky, Laa-Laa*

Øglen gider ikke at se tv. Hvis nu hun var teenager og kunne underholde sig selv, ville det ikke genere mig det fjerneste. Men nu er hun jo kun halvandet-og-en-sjat, og det der med at underholde sig selv, er ikke noget, hun gør sindssygt meget i. Særligt længe ad gangen altså.

Så Onde Mor synes, at Øglen gerne må begynde at interessere sig bare lidt for mediet. Er s*u da det mindste hun kan gøre, når både mor og far er i branchen. Helt early. Så jeg har prøvet en hel del.

Pingu. Bondegårdsdyr. Vilde dyr. Svampebob Firkant. Ramasjang. Overvejede CSI i et kort sekund, men blev enig med mig selv om, at det nok var for hård kost. Magnus & Myggen. Every-f*cking-thing. Undtagen Teletubbies. Jeg har en eller anden indre modstand mod Teletubbies. Jeg synes, de er grimme, latterlige, irriterende og opfører sig lidt på coke-agtigt (undskyld, børn!).


Arjmen SE dem lige. De er jo mega-uhyggelige...

Men så var det, at en kollega i går fortalte mig, at hendes søn begyndte at blive hooked på tv'et allerede som et-årig. Og han ser Teletubbies. "Hmmmm", tænkte jeg (jeg tænker kloge ting, kan I nok høre). Og strøg af sted til Fona efter arbejde. Og købte en Teletubbies-boks, en Sigurd Barrett-boks og en Pingu-boks. Man skal aldrig gå ned på udstyr, jo, så selv om Øglen på ingen måde har vist interesse for Pingu, planlægger jeg at tvængsindlægge hende til at se det på et eller andet tidspunkt. Om ikke andet fordi jeg synes, det er meget hyggeligt.

Og nu har vi så prøvekørt både Pingu (couldn't care less) og Teletubbies. Det er meget muligt, at jeg synes, at Telebæsterne er noget af det mest idiotiske, verden har set, og det kan godt være, at producenterne har røget lige så meget pot som dem, der har fundet på 'Bamse på Månen', men børn er tilsyneladende ligeglade og labber det i sig. Eller - Øglen gør, i hvert fald. Efter hun havde dimset lidt med dvd-kassetterne og så'n, satte hun sig ned (det i sig selv er ret vildt) og kiggede intenst på skærmen. I et par minutter i hvert fald. Og i stedet for at behandle tv'et som kold kold luft eller alternativt et mærkeligt væsen fra det ydre rum (hendes sædvanlige tilgang til det) grinede og vinkede hun til skærmen. Indtil hun begyndte at stå helt paralyseret. Og bare stirre. Indtil jeg slukkede, fordi vi skulle spise.


Verdens sejeste børne-udsendelse. Og sikkert også den mest mærkelige...

Jeg tror godt, vi kan konkludere, at det var en succes. Og nu ved jeg ikke helt, om jeg skal grine eller græde, for jeg ville jo gerne have hende til at kunne se lidt tv. Bare engang imellem**. Men jeg ville jo helst ikke have hende til at se Teletubbies. Hellere noget sejere. Som Pingu (han er af modellervoks, mand. Dét er sejt). Eller noget med dyr. Men det gider hun jo ikke.

Så nu må jeg vist bare gøre op med mig selv, om jeg ønsker lidt fred omkring madlavningstid så meget, at jeg vil lade afkommet se på hypnotiserende små latterligheder med tv i maven, eller om jeg hellere vil sidde på gulvet i timevis og lægge stemmer til alle Scleich-dyrene. Udfordringen er bare, at jeg - nærmest lige siden Øglen blev født - har glædet mig til at kunne smide mig på sofaen med Øgle, dyne og snacks og så bare kunne hygge igennem. Og det er som om, det er rykket lidt tættere på, efter Teletubbiernes er rykket ind på matriklen.

Ja, der er ingen, der siger, det skal være nemt at være mor.

*Eller hvad de nu hedder

**Nej, jeg har ikke planer om at sætte hende foran tv'et og så gå ned og handle / gå ind og sove / drikke mig i hegnet / på anden måde være fraværende. Kunne bare godt tænke mig en måde at time-out'e på engang imellem. I et afsnits tid, oder so... Så ingen behøver at ringe til Børneværnet. Endnu.

søndag den 3. oktober 2010

Sagde du svin?!

Hængebugsvin, altså? Hvis du gjorde, er det vældig pudsigt, for sådan et har jeg set i dag. Og næsten klappet. Men det gad Øglen overhovedet ikke være med til, så jeg nøjedes med at tage et billede af det.


Det var naturligvis ikke på 2100 Østerbro, vi lige vadede ind i hængebugsvinet. Selv om det ellers ville have været vældig hyggeligt. Næh, familien Øgle var taget på besøgsbondegård. Her. Sammen med resten af Østerbro og en pæn del af Nordsjælland generelt. Men hold nu k*ft, hvor var det hyggeligt! (Også selv om min bror tørt bemærkede, at Nordsjælland da må være det eneste sted i landet, hvor man gider betale for at besøge en bondegård. Og det strider da bestemt også lidt mod de jyske rødder, men what to do, når man IKKE lige er i Jylland og kan crashe bondegårde gratis?!)

Ud over hængebugsvinet var der gæs i massevis, heste, køer (man kunne prøve at malke en af dem, hvis man ville, men det ville man ikke, når man er Øglen og en kende bange for dyr, der er større end en labrador), får, katte og hunde. Og så var der æbler, der blev mostet (er det et verbum?), en legeplads, masser af kastanjer (underligt nok - når nu klientellet primært så ud til at bestå af Østerbro-borgere, så skulle man tro, at de ville kaste sig over dem og tage dem med hjem. Men de har selvfølgelig nok allerede lommerne fyldte efter at have raidet strækningen langs Søerne).


Oveni hatten var der så også hjemmebagt brød en masse med hjemmeslynget honning (oh, så autentisk!) og syltetøj, kaffe, saft og æblemost. Og gårdens helt private orgel-Allan. Som i øvrigt også spillede på harmonika. Bim-bam-busse, Se min kjole og alle mulige andre børnesange, som alle i laden skrålede med på i et anfald af kollektivt vanvid.

Øglen havde en fest, men var også noget betuttet. Tror, hun primært glædede sig over, at der var syltetøj ad libitum. Og så var gruset på gårdspladsen også Helt. Vildt. Sjovt.


Kastanjerne var også sjove. Især da vi kom hjem. I de 10 minutter, hun nåede at have dem, inden Onde Mor konfiskerede dem. De var nemlig primært sjove at proppe i munden, lod det til. Og det holder mine nerver simpelthen ikke til. Så nu ligger de helt udenfor synsvidde for smållinger på et par og firs centimeter... Måske kommer de frem igen, når der er tid til konstant overvågning, men måske vi bare må vente til næste år. (Og så skal jeg prøve på at sørge for, at vi kommer ned til Søerne før kastanje-mafiaen)... 

  ## 
Her skulle have været et kastanje-billede, 
men blogspot har tilsyneladende noget imod kastanjer, så I må undvære...
##


Når man nu er lidt bange for de der store dyr, så er det jo dejligt trygt at komme hjem og herske hårdt over de små Schleich-dyr. Der er så'n lidt Gulliver i Lilliput-land over hende, synes jeg...

Men altså. Summasummarum. En lang historie kort. Og alt det der. Besøgsbondegårde holder. Rætti god weekend-underholdning. Bare lidt ærgerligt, at lige netop denne her lukker for vinteren nu. Men så må vi bare finde på noget andet. Naturcenter Amager skulle være meget godt, hm? Og hvis alt andet glipper, så er der jo altid Zoologisk Have. Vi er jo nogen, der har årskort...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...