fredag den 31. december 2010

Gåt nyddår

Egentlig havde vi ikke rigtig nogen planer for det her nytår. Indtil for en uges tid siden. Hvor vi aftalte med en fra mødregruppen og et af deres vennepar, at vi skulle holde børnevenligt nytår i noget nybyg i Hvidovre. Så det havde vi glædet os til.

Men. Så er det, at vejret og kulden kommer ind i billedet. For jeg er jo blevet forkølet. Og det er ikke aftaget i løbet af de sidste par dage. Tværtimod. Hoster og sprutter og har en fornemmelse af, at mit hovede er ligeså stort som den røde dronnings i Alice i Eventyrland. Trods forsikringer fra Hvidovre om, at jeg bare skal komme, uanset søllehedsniveau (de er sq så søde), så orker jeg bare næsten ikke at sidde og hænge og forsøge at være bare lidt festlig. Derfor har vi meldt afbud og bliver hjemme. Ikke så festligt, men lige, hvad jeg kan overskue.

HDD er på nuværende tidspunkt trillet til 2650 med noget af desserten (som vi står for) og skulle efter sigende få en portion hovedret med tilbage (nævnte jeg, hvor søde,de er?!). Totalt meals on wheels.

Men selvom der nok ikke bliver så meget fest og glimmer og skøre hatte over nytåret for mig i år, så skal det nok blive en dejlig aften. Jeg er jo sammen med HDD. Og Øglen. Et ubegrænset forråd af pebermynte-te og Panodil. Og en stor portion af Paul Cunninghams lakrids-is med tørrede oliven og mørke bær, som jeg kreerede i al møjsommelighed igår, da jeg stadig troede, vi skulle til Hvidovre. HDD kan ikke lide lakrids-is, så han kreerede mere klassisk is; marcipan, chokolade og nødder (og det er så den, han er ude og aflevere nu, staklen). Så det skal nok blive en god aften :)

Rigtig godt nytår til jer alle derude i Blogland. Tak fordi I læser med og kommenterer fra tid til anden. Det er en fornøjelse at have besøg af jer, så kom endelig forbi så ofte I orker. Vi 'ses' i 2011.
Published with Blogger-droid v1.6.5

onsdag den 29. december 2010

Køkken og snot

Det kan godt være, at julen er hjerternes fest, men det har virkelig også været gavernes fest, når man ser på alle de gode sager, Øglen har indkasseret. Alt lige fra en hjemmelavet dukke (med tøj), en hjemmehæklet abe, et Glückskäfer dukkehus, et Duplotog, en bondegård, et stable-ur, en hue, modellervoks (bivoks-halløj, som er så øko-agtigt, at man an spise det uden problemer, men som til gengæld er så stenhårdt, at man skal have Hulken til at ælte det en times tid inden brug), Stockmar-farvekridt, et par bøger og et legekøkken. Plus en lille efter-julegave i form af en pakke jumbo-tuscher, der er magen til dem, den store kusine fik i mandelgave, og som Øglen var helt ekset med.

Egentlig ikke dårligt, når man ikke engang er fyldt to.

Der bliver leget og grinet og hvinet og tegnet og hygget og slappet. Helt fantastisk. For så er der tid til, at jeg kan være snotforkølet i fred. Pt foregår det med pebermynte-te og et lag af en Anton Berg-chokoladeæske. Det må da kunne gøre mig frisk igen. For man kan da ikke være syg nytårsaften, vel?!

video

Øglen arrangerer og regerer i sit nye køkken. Og byder sin forkølede mor, der plaprer snøvlende, på kage.

mandag den 27. december 2010

Julemarinade

Man tager et juletræ (to faktisk, for der er også et på terrassen) og en hel del pynt. Tilsætter stearinlys, ild i pejsen, mad i lange baner og alt i hele verden, der indeholder sukker. På et givent tidspunkt propper man en hel del gaver og en enkelt julemand i puljen, og til sidst drysser man rundhåndet med sne. Når alt det er klaret, hopper Øglen og Øglens mor op i karret, og nu - efter fire dage - kan jeg vist roligt sige, at vi er et par stykker, der er godt og grundigt julemarinerede.

Juleidyl på terrassen

Og det mener jeg skam ikke på nogen dårlig måde. Vi er bare så indsukrede og nede i gear, at jeg er lidt bekymret for, hvordan vi nogensinde kan vende tilbage til hverdagen. Med grøntsager, regelmæssig motion  og faste sove- og stå op-tider.

Øglen og jeg er stadig hos mormor og morfar, hvor vi har tilbragt julen. HDD vendte næsen mod 2100 Spelt i går (gad vide, om han blev lukket ind - jeg kan garantere for, at der ikke er blevet spist så meget som en enkelt speltkerne hen over julen), fordi han er en af dem, der skal arbejde mellem jul og nytår. Jeg er derimod en af dem, der underligt nok har absurd meget ferie tilbage, som jeg skal nå at have holdt, så jeg holder fri. Og Øglen holder fri sammen med mig.

Jule-legestue. Læg mærke til stablen på trappen i baggrunden. Det er slik. Og det er spist nu.

"Kåååååååålt"

Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at vi ikke laver noget som helst. Ingenting, nada, de rien, nichts. Feder den foran pejsen, leger med Duplo-tog, klapper husets labrador. Spiser lidt mad engang imellem. Og utrolig meget chokolade (de voksne. Øglen må nøjes med kiks og appelsiner, det stakkels barn). Der er allerede blevet tømt 2 dåser Quality Street, som var kommet i goody bag box fra Tyskland. Og 1½ kasse med små chokoladejulemænd, som egentlig ikke smager specielt godt, men hey - de er af chokolade. Og 2 poser Twist. Plus alt det løse. Er ude en gang (max 2!) om dagen. Leger lidt med Øglen, som helst vil være oppe hos mig, fordi sneen er "kåååååållt". Slæden, som vi fik fat i efter en længere jagt, er totalt yt. Øglen nægter at nærme sig den, endsige sidde i den, så det var da sandelig godt, at vi sørgede for at få den købt. Og så har mormor og jeg også lige bevæget os ned i byen efter friske forsyninger...

Der bliver lagt puslespil, bygget med klodser og hærget juletræ (Øglen har lige lært at sige "tromme", så hun fræser rundt og hiver alle de små pynte-trommer ned, mens hun gjalder "tråmmøh"). Omkring kl. 19 går hun totalt omkuld, og vi voksne kan trække os tilbage og fortsætte med at lave ingenting.

Hækle hækle spise hækle spise spise hækle se tv

Mmmm. Så blev man lige 80 år gammel

Duplo-toget og puslespillene bliver byttet ud med Irish Coffee og hæklerier, og inden jeg skal hjem i morgenaften, har min mor truet mig med, at jeg skal have opfrisket, hvordan man laver korssting. For det er som om, jeg har glemt de smarte korsstings-moves, siden jeg broderede en hestepude og en Andersine-ditto i 4. klasse i folkeren. Muligvis skal jeg også prøve at åbne æsken til den symaskine, jeg kom til at købe i Føtex i dag. (Ved ikke, hvad der skete. Jeg kan ikke sy. Heller ikke selv om jeg har symaskine-kørekort). Og så skal vi jo også lige spise. Mere chokolade. Og andet, som Øglen ikke må få.

En af de hjemmelavede gaver. Til HDD. Han er jo sneaker-freaker, så min bror og svigerinde kreerede da lige det vilde Hama-perle-billede til ham. Måskeeeee burde det have været mig, der havde lavet det, menøh... det gjorde jeg så ikke. Jeg købte noget i stedet. Som ikke havde noget med sko at gøre. Dååårlig kæreste....

Øglen julemorgen. Med Bjørnebande-hue og bondegård i pakken

Julestemningen har haft svært ved at indfinde sig i år, men den nåede heldigvis at dukke op lige omkring det tidspunkt, hvor julemanden gjorde sin entré. Sammen med familiesamvær, hygge, fred og gode gaver. Nogle hjemmelavede, andre hjemmekøbte. Så jeg synes egentlig, at det her jul holder hele vejen. Nu skal jeg bare lige finde ud af at stoppe tiden, så den ikke forsvinder så "#&/# hurtigt mellem fingrene på mig...

Håber, I alle har haft en dejlig jul, og at I får et brag af en nytårsaften. Om ikke før, så blogges vi ved i det nye år.

onsdag den 22. december 2010

Julestress

Undskyld, men hvordan f***** blev det lige den 22. december? Der er to - TO - dage til jul, ved I godt det?

I morgen drager vi mod juleland, men inden da er der lige en masse hjemmelavede gaver, der lige skal pakkes ind og pakkes ned i svigermors bil, der i øvrigt lige skal hentes først. Fordi den (i modsætning til vores egen) har vinterdæk på, og når man skal forcere Sjælland og uanede mængder sne med hjemmegjorte gaver og dyrebar Øgle i bilen, så er det jo vigtigt, at man kan stå bare nogenlunde fast.

Og nåh ja - så skal både HDD og jeg da også lige på arbejde. Årrrk - ingen problemer i at nå det hele (!) Men lige så snart alle de der praktikaliteter er overstået, SÅ er det jul. Hjem til mormor og morfar (Øglens), der har så meget sne, at man ikke kan komme op ad deres indkørsel. Og som har en kuperet have, hvor Øglen kan prøvekøre sin nye kælk (og vi siger tak til Legekæden i Lyngby for tilsyneladende at være den eneste fysiske butik i hele Storkøbenhavn, der stadig havde en kælk). Der skal hygges igennem - spises bjerge af god mad, udveksles gaver og slappes af foran pejsen. Det er tiltrængt, kan jeg godt afsløre; der er tryk på på arbejdet. Men med lidt held kan jeg få afsluttet det mest presserende i morgen, så jeg rent faktisk kan holde ferie mellem jul og nytår. *Håbe håbe* Det vil i så fald blive til hele 10 skønne dage, hvor jeg kan garantere for, at mail-synkroniseringen på min telefon bliver slukket noget så eftertrykkeligt.

Håber, I andre så småt har ladet julefreden dale over jer, og at I får nogle skønne juledage. Vi 'ses' på den anden side.

mandag den 20. december 2010

Spøjelser?

Nåm', den der forretningsfrokost gik fint. Jeg nævnte ikke slimhånden med ét ord (havde heller ikke taget den med), og jeg sagde kun "min datter" én eneste gang. På et tidspunkt, hvor det rent faktisk passede ind i samtalen. Drak espresso, der var sort som natten og toppede op med et par stykker slik - ikke 30 håndfulde, som jeg muligvis ville have gjort, hvis det var veninder, jeg lånsjede med og ikke forretningsforbindelser. Afslog høfligt et tilbud om en taxa og gik i stedet hjem (kunne have løbet på hænderne med hovedet drejet 160 grader Exorcisten-style efter den hardcore espresso, men det ville nok have været for meget for de gode østerbro-borgere). Så alt i alt en succes. Håber jeg.

Resten af arbejdsdagen har budt på hjemmearbejde, hvor der har været tid til at forberede mig lidt på, at der kommer sjove mennesker til middag. Syntes, at jeg ville bage et eller andet, nu hvor jeg jo er flyttet i surdejs-lokaler, så jeg har netop haft Balleruppen til at røre en dej til arabiske fladbrød, mens jeg har siddet og overspringshandlet lidt.






Røremaskinen, som vel bedst kan beskrives som 60'ernes bud på en Kitchen Aid er en regulær arbejdshest. Det er dog ikke derfor, at den lille grønne dåse er placeret på den - det er en tilfældighed. Men det kunne nu godt ligne en tanke, eftersom dåsen er sådan en af de der irriterende anordninger, der siger en dyrelyd, når man trykker på den. Dengang jeg var lille, havde jeg en dåse (som godt nok var lidt større, men same-same), der sagde MUH, når man vendte den på hovedet. Denne her vrinsker. Når man trykker på den. Dåsehest, arbejdshest. Get it?! (Nå, ikke...)

Øglen har fået dåsehesten i sin pakkekalender-sok, og hun er megabange for den. Forstår jeg egentlig godt, for den vrinsker virkelig højt! Til at begynde med syntes hun, den var meget sjov, men nu bliver hun bange, bare hun ser den. Så den er blevet gemt nødtørftigt af vejen - tilsyneladende bag Mastermixerens store stålarm.

Opdagede ingenting, da jeg tændte for maskinen, og til at begynde med tog jeg da heller ikke notits af larmen. For en Ballerup Mastermixer larmer rimelig meget. Men i dag lød det grangiveligt som om den vrinskede. Det plejer den trods alt ikke. Og sandelig om ikke Dåsehesten stod ved siden af den skrumlende maskine og brægede løs? Den stoppede, så snart jeg kom derhen (nice try - du ER opdaget, hest!), men hver gang jeg fjernede mig, gik den i gang igen. Meget mærkeligt. Især fordi man skal trykke på den, for at få den til at vrinske. Prøvede at ryste den voldsomt (må have set åndssvagt ud), for at se, om jeg kunne få lyd ud af den på den måde, men nej.

Så nu konkluderer jeg (måske lidt hastigt?), at vi har spøgelser ("spøjelser", som min kære farmor ville have sagt). Som vrinsker. Det kunne være værre, men hvis de holder sig til at vrinske, når Mastermixeren er tændt, går det nok. Især hvis Øglen ikke er hjemme. Eftersom hun også er bange for Mastermixeren (hun er egentlig lidt pivet?), ville det nok være en ret dårlig kombi...

Just another day at the office

Kæft, jeg burde snart gå på juleferie, altså. Min hjerne er fyldt med pebernødder (bagte dem her forleden, godt nok med frisk ingefær og sort peber, men det blev de ikke dårligere af), hjemmelavede julegaver og indpakningspapir og desværre ikke med de kampagner, forretningsfrokoster og lange to do-lister, som den burde flyde over med.

Heldigvis er jeg vist ikke den eneste af kollegerne, der har det sådan. I hvert fald er vi nogle stykker, der netop har fået 10 minutter til at gå med at fange post-its, brochurer og alt muligt andet, der ikke vejer så meget, med den magiske slimhånd, jeg var så heldig (?!) at vinde til sidste uges meget seriøse afdelingsdags-pakkeleg. Et hurtigt mobil-snapshot af (et udsnit af) mit skrivebord ser nu sådan her ud:

Slimhånd, ½års Øgle og 1-års Øgle

Og nu er der så dømt lånsj ude i byen. Hvor jeg skal fremstå skarp og vittig. På forretningsmåden, tænker jeg. Ikke på slimhånds-måden. Eller Øgle-måden. Bliver spændende at se, hvordan jeg klarer dén...

lørdag den 18. december 2010

Julegaver, sne og flyverdragter

Har efterhånden nævnt det nogle gange, men jeg gør det da gerne igen - vi skal holde hjemmelavet jul i år. Så jeg slipper for at mase mig rundt i butikkerne med verdens længste huskeseddel. Til gengæld får jeg lov til at sidde hjemme og bande og svovle over at have 10 tommelfingre, når nu man så gerne ville være lidt hittepåsom. Nogle ville sikkert langt foretrække det første, mens jeg (trods banden og svovlen) rent faktisk hygger mig enormt med det hjemmenørklede. Det bliver ikke kønt, men det bliver lavet med hjertet. Sgu.

Alligevel - selv om jeg ikke skal købe (så mange) gaver, var jeg i Frederiksberg Centeret i dag. Blandt sure og stressede julegaveindkøbere, som skubbede og gik i vejen. Og blandt verdens mest uhyggelige orkester bestående af mekaniske pingviner. Øglen syntes, de var sjove, men det var til gengæld også det eneste i centeret, hun syntes var sjovt. Lige bortset fra, da hun stak af og tonsede ind gennem en skobutik (Dope, måske? Undskyld, i hvert fald) og videre ind i Vero Moda, hvor hun hærgede et tøjstativ (endnu mere undskyld). Butikker uden lukkede døre holder SIMpelthen ikke, når man har 85cm Øgle, der efterhånden kan løbe hurtigere end Kipketer, med sig.

Med let lidende ansigtsudtryk. 
Måske fordi hun ser Pingu? Måske fordi hun godt ved, at hun skal til at i seng?


Visitten kom sig af, at HDD manglede at købe gaver til hele sin familie, og så havde jeg lovet at tage med. Så kunne det være, at vi også kunne købe den flyverdragt, vuggeren til samtalen nævnte, at det nok var en god idé, vi købte*. Normalt frekventerer vi Lyngby Storcenter, når vi skal være center-rotter (HDD er ikke fra Nordsjælland for ingenting), men det blev Fbr i dag, fordi vi gerne ville købe en gave til Ønsketræet. Det viste sig så bare, at der slet ikke var flere kort at vælge imellem, så det var jo lidt ærgerligt. Eller, nej - det er jo i virkeligheden rigtig glædeligt, at der er stor opbakning til sådan et initiativ. Men så blev vores penge bare kanaliseret i julegaveregn i stedet. Det skal ikke komme an på det.

Hvad mener du med, at jeg ikke skal kravle op på/ned fra/hen over sofabordet?

Vi kom af sted fra Fbr Centeret med en træt Øgle (som nu er vild med rulletrapper) og en hel del gaver og remedier til hjemmelavet jul (måske jeg snart skulle gå i gang med at lave noget, i stedet for bare at købe ind til det?). Men uden flyverdragt. Så den var vi i den lokale Sportmaster og købe, mens Øglen sov, og vi havde forceret bjerge og atter bjerge af sne. (Er det ikke VILDT, så meget det sner? Det er virkelig hyggeligt, synes jeg). Det endte med en Reima flyverdragt. Som så... flyverdragt-agtig ud (ved intet om flyverdragter. Ud over, at det åbenbart ikke er helt ligegyldigt, hvilken en man køber. Om Reima er god, ved jeg ikke. Men den er ok pæn. Og hvis prisen har noget at skulle have sagt, så er den RET god). Den er kæmpestor! Men det er selvfølgelig også en størrelse 92. Fordi de ikke havde en størrelse 86. Som i virkeligheden nok ville have været bedre. Men det må jo komme an på en prøve. Indtil videre har Øglen nægtet at nærme sig den. Råber bare "nejnej - VÆK!", når vi (jeg) med forskellige rollespils-agtige tiltag forsøger at overbevise hende om, at flyverdragten er hendes ven. Men nå - vi (jeg) må prøve igen i morgen.

I øvrigt - er der nogen, der ved, hvor man kan få nallerne i en kælk/slæde/plastic-tingest, man kan trække gennem sneen? Helst på Østerbro. Der er jo udsolgt alle vegne, mand. Hvad sker der for det? Man skulle jo tro, vi skrev 1998, at der var storkonflikt, og at det var gær, og ikke en kælk, jeg skulle bruge...

*Det er ikke fordi, Øglen ikke har haft vintertøj indtil nu, vil jeg gerne lige indskyde. Hendes vintertøj er bare todelt. Så'n skibukser og jakke, mkay? Men det er åbenbart lidt bøvlet for hende at tage på selv, hvor en flyverdragt alt andet lige kan være lidt nemmere. Så flyverdragt it is.

fredag den 17. december 2010

Stolthed og fordom

Vi var jo til samtale i vuggeren i går. Sådan en, vi selv havde bedt om. Fordi Øglen efterhånden har gået i vuggeren et år (et ÅR?!?). Og trods alt tilbringer pænt meget af sin tid dernede. På det seneste er hun begyndt at ligge op remse alle pædagogernes navne op, når hun bliver lagt i seng om aftenen, ligesom hun bliver mere end almindelig lykkelig, når vi fatter, hvad det er for en sang, hun gerne vil have os til at synge (indtil videre er det kun lykkedes os at identificere "Hjulene på bussen", fordi hun sidder og hjuler rundt med armene og siger "rong-rong-rong").

 Fascineret af tv'et

Så vi tænkte, at det måske kunne være lidt fedt at vide, hvad de synger nede i vuggeren. Hvad de laver sådan mere overordnet. Og hvordan hun egentlig sådan går og har det, i de der 7-8 timer hun er dernede om dagen. For alt andet lige er det temmelig begrænset, hvor meget vi når at få at vide, når vi henter og bringer.

Er ikke sikker på, at de er helt vilde med sådan nogle samtaler i vuggeren. I hvert fald har de et temmelig lille tidsrum, man kan komme i (forudsat, at man har booket tid i forvejen) - nemlig torsdag ml. 12.30 og 13.30. Rimelig svært lige at finde tid til at nappe en halv dag fra arbejde (begge to), men det gik (måske også fordi vi bookede mødet for 5-6 uger siden).

Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde forventet. En form for eksamen, måske. Hvor jeg ville føle mig vendt og vurderet som forælder. Hvor jeg skulle sidde og have (endnu mere) dårlig samvittighed over, at HDD og jeg er sådan nogen, der har valgt at arbejde fuldtid og dermed parkere vores stakkels, forhutlede barn i en ond institution. Men sådan var det bare slet ikke. (Igen; det ville også være tarveligt at holde samtalen i Eventyrrummet, hvis de bare skulle sidde og være onde og sure).

For det første tror jeg, at de troede, at vi var kommet for at brokke os over et eller andet. Så de så helt perplekse (og en anelse lettede?) ud over, at vi 'bare' var kommet for at høre, hvordan (de synes), Øglen har det. Så de fortalte os om, hvordan dagen forløber. Om hvordan Øglen gebærder sig i forhold til mad, putning, de andre børn, leg, sang, musik, historiefortælling og leg udenfor. Hvordan hun agerer politimand over for dem, der bryder rytmen (Steiner-esque vugger, fyldt med rytme og rutine), hvordan hun 'påtaler' det for pædagogerne, hvis de synger en sang med færre/andre rekvisitter end sædvanligt. Hvordan hun elsker genkendeligheden i vuggestuens mønster.

De fortalte om en lille pige, der er meget selvstændig og ikke angler efter de voksnes opmærksomhed hele tiden. Men som i den grad siger fra, hvis tingene ikke bliver gjort, som hun gerne vil. Som har temperament, men som ikke er hysterisk. De fortalte også om en lille pige, der taler enormt meget, er enormt opmærksom på sine omgivelser, og som hader at gå glip af noget (og derfor heller ikke er så vild med at blive puttet derovre). Om en lille pige, der er helt fremme i bussen med store, strålende øjne, når der bliver fortalt eventyr. Og endelig om en lille pige, der er forud for sin tid i forhold til at mærke sine behov (vil ud og lege, vil være i fred, vil have opmærksomhed, etc.) De kunne generelt fortælle en masse ting og ikke så mange dårlige, så moderdyret kunne ikke sige sig fri fra at blive lidt stolt.

Rockstar-attitude

Hov. Og så kunne de selvfølgelig også berette om en lille pige, der er riiiiimelig vild med mad. Som næsten ikke kan sidde stille, når der bliver serveret. Heller ikke selv om overpædagogen noget optimistisk har fortalt hende om Herman Hesse og hans tese om, at hvis man vil blive til noget her i livet, så må man være tålmodig, faste og bede... Nice try. Øglen kommer sandsynligvis aldrig til at mestre nogen af delene...

Som sagt ved jeg ikke rigtig, hvad jeg havde forventet af samtalen. Men jeg gik derfra rigtig rigtig glad. Fordi det, pædagogerne fortalte, stemmer så fint overens med, hvordan Øglen også er derhjemme. Fordi de fortalte om hende med smil og varme i stemmerne. Fordi det bare virker som den helt rigtige vugger for Øglen. Og alle mine idéer - fordomme, om man vil - om, hvordan det måske ville forløbe, blev gjort til skamme. Det er der jo også en læring i, kan man sige. I bund og grund er det vel også lige meget, om jeg trives i vuggeren? Så længe Øglen gør...

torsdag den 16. december 2010

Deja-vu

For ret præcis et år siden var jeg stadig på barsel. Og var ved at køre Øglen ind i vuggestuen. Det var en langtrukken affære. Og kold. Det var midt i klimakonferencen, og der var sne og is over det hele (global opvarmning, tsssch). Ligesom idag.

Havde en daglig rutine, der bestod i, at Øglen og jeg fulgtes med HDD til Østerbro om morgenen, hvorefter jeg gik med klapvogn + Øgle til vuggeren i Indre By. Så fik Øglen sin morgenlur, og jeg fik lidt motion. Og forfrysninger i tæerne.

Øglen var så i vuggestue, mens jeg stod standby. Hun var der præcis så kort tid, at det ikke kunne svare sig at tage tilbage til Gammelby, og præcis for længe til, at det var fedt bare at vade rundt. (Det stod trods alt på i små tre uger). Bevares - en gang imellem lykkedes det mig at lave aftaler med andre barslende, så jeg ikke døde af kedsomhed (og overforbrug), og en enkelt dag var jeg snu nok til at lægge et frisørbesøg i indkøringstidsrummet, men i det store hele brugte jeg MEGAmeget tid i Indre By. På at ose, shoppe (holllld nu kæft, jeg brugte mange penge) og drikke kaffe. Man skulle jo ellers tro, at der var en grænse for, hvor meget latte, man kan hælde indenbords, men nej...

Nå. Det var dengang. December anno 2010 er (desværre) ikke præget af masser af tid til danderen. Tværtimod. Og kommer jeg endelig ind i en rigtig butik (foretrækker jo det der internet), er det ikke i Indre By. Bortset fra idag, altså. Idag er anderledes. I hvert fald fra de øvrige 2010-decemberdage. 2009-decemberdagene ligner den derimod til forveksling.

Ikke, at vi er ved at re-indkøre Øglen. Men fordi jeg lige nu sidder på café i Indre By (og blogger fra mobilen - ikke optimalt) og drikker kaffe. Efter at have købt halvdelen af Tiger. Og lidt af HDD's julegave. Venter på, at klokken bliver så mange, at jeg kan hente Øglen uden at afbryde vuggestuens eftermiddagsritual.

Sagen er nemlig den, at HDD og jeg har været til samtale i vuggestuen. En vi selv har bedt om, fordi vi gerne vil høre, hvordan det egentlig går med Øglen. Nu har hun trods alt været der et år. Samtalen blev fastsat til at være idag på det arbejdsfjendtlige tidspunkt 12.30-13.30, så jeg har haft en halv hjemmearbejdsdag og en halv fridag. For det der med at nå hjem efter 13.30 for at hente omkring 15.30 - det gad jeg altså ikke.

Så jeg hygger mig, gør jeg. Og gad da egentlig godt at have tre uger med sådan nogle dage. Især,,hvis nogen lige gad give mig en stor pose penge at shoppe for...

Inden længe går turen så hjemad i snevejret (krydser fingre for, at sneen ikke igen er kommet bag på DSB) og i aften skal vi på ny-agtig børnerestaurant på Østerbronx. Idag holder s*u egentlig meget godt, synes jeg.

Samtalen i vuggeren? Jo tak, den gik glimrende. (Når den finder sted i 'Eventyrrummet' er det vel også det mindste, man kan forlange?). Men den får altså et indlæg for sig selv, for det ER lidt bøvlet at skrive så meget på telefonen.

Hav en dejlig dag i snevejret!
Published with Blogger-droid v1.6.5

tirsdag den 14. december 2010

Velkommen. Bienvenue. Welcome.

Hej.

Velkommen til de nye lokaler. Hvor noget af brødet er hjemmebagt, hvor al julepynten (det lidt, der er) er i tvivlsom kvalitet og formentlig lavet af små børn i Peru. Ikke af Øglen. Hvor der ikke findes ladcykler eller hjemmesyede patchworktæpper - mest fordi jeg ikke har råd (ladcykel), og fordi jeg ikke, hvor gerne jeg end ville, er kreativ (patchwork). Som i overhovedet ikke kreativ. I over et år har jeg talt om at købe/låne/på anden vis anskaffe en symaskine. Eller at lave dimser ud af andre dimser. Som jeg indkøber til formålet. Og som så bliver liggende i dimse-skuffen. For som med så meget andet med mig (fx slankekure), så bliver det der krea-noget ved snakken...

Til trods for mangel på spelt, ladcykler og kreativitet, så håber jeg, at I vil føle jer hjemme. Jeg byder i hvert fald på et glas gammelt vin i nye flasker, og et lille stykke med surdej. Og lover at behandle jer rigtig pænt!

Gamle (skarpsindige) læsere vil bemærke, at 'Hverdagens surdej' er ny tag-line. Ikke fordi det her skal være en bageblog (hell no). Men fordi interiøret i de nye lokaler ret beset er samme surdej som det i de gamle lokaler. Så selv om den rette definition af begrebet "samme surdej" iflg. ordnet.dk er nedsættende, så vil jeg gerne slå et slag (i bolledejen, tøhø) for, at surdej ikke er nogen dårlig dej. Faktisk er den jo nærmest fundamentet i de fleste gode brød. Den, der giver smag og struktur. At I ved det. Og jeg har engang været på bagekursus, så jeg burde jo vide det...

Surdej hapset fra rogilds.dk

Jeg bliver glad for alle kommentarer og synes naturligvis, at I allesammen skal melde jer som faste læsere og/eller putte mig på jeres blogrolls. Eller noget. Hvis I ellers synes om, hvad jeg skriver. Desværre er jeg for doven/magelig/indsæt selv lignende adjektiv til at honorere faste læsere med give aways og deslige (har sagt det tidligere og gør det gerne igen - Jeg. Er. Ikke. Krea), så med andre ord: Der er ingen præmier, hvis I bliver faste læsere. Det står helt for egen regning. Måske - men kun måske - udlodder jeg en dag en surdej (ohhhh - dér fangede jeg jeres opmærksomhed, hva'?!). Eller et stykke af det gamle køkken. Så stay tuned! Det bliver hæsblæsende actionpacked, det her!

lørdag den 11. december 2010

Parkinsonhænder?

HDD er jo ved at lave køkken her på matriklen. Det startede egentlig ud med, at det bare var alle fronterne, der skulle skiftes. Men så var der også noget med et 'knæk' på bordpladen, vi var trætte af. Og et underligt lille skuffemodul. Så det skulle væk. Det var nemt nok at få væk. Og smide ned i det magiske storskraldsrum.

Det var rart at få knækket væk, men så duede bordpladen ikke mere - der manglede jo et stykke, og desuden så den gamle bordplade ret cheap-o ud ved siden af alt det nye sorte højglans-halløj. Så vi fik bestilt en ny bordplade. Som ankom i etaper, men som nu ligger fint og glimter i al sin stålhed.

Så var det opvaskemaskinen, der stak i øjnene. Alle de andre fronter var sorte, men opvaskemaskinen var bare hvid. Og gammel. Og muligvis årsag til et ret stort vandforbrug. "Arjmn, skal vi så ikke skifte den til sådan en indbygnings-én?" "Jo, dét er en god idé". Sælge sælge gammel maskine på dba, købekøbe ny maskine på Whiteaway. Smække sort front på. SÅ fint!

Og så skulle man jo tro, at det hellige køkken var velforvaret.

Men.

Så er der nogen, der engang har lavet noget mærkeligt med noget rørføring oppe over vores overskabe. Som de har kapslet ind i noget grimt, træt, hvidt noget. Så det burde næsten males. Bare for at gøre det lidt pænere. Og så er der jo lige et lille udestående, der hvor det lille underlige skuffemodul (med tilhørende overskab) var. Der mangler fx lidt tapet. Som vi har bestilt, men ikke liiiiige fået op endnu.

Og mens vi (HDD) er i gang, kan vi (HDD) jo lige så godt få malet hele køkkenet. Det fik vi jo aldrig gjort, da vi flyttede ind, og der trænger virkelig...

Et hurtigt overblik over alt det, der allerede ER lavet i køkkenet, afslører, at jeg har lavet lige præcis intet af det. Som i overhovedet intet. Med mindre det tæller at bære lidt storskrald ned i ny og næ. Og så var det jo, jeg tænkte, at jeg nok hellere måtte tilbyde at male. (Suk!) Jeg foreslog det sådan rimelig halvhjertet (for jeg gider jo ikke at male, vel?!), og sandelig om HDD ikke sagde nej tak?! Med begrundelsen, at nu havde han jo lavet det hele indtil videre, og så ville han egentlig også gerne gøre det færdigt. Hm? Ikke helt sikker på, at jeg ville have det ligesådan (prøv med "nu har jeg #/("€( lavet det hele, og så kunne du #%€/# godt give bare et LILLE nap med. Capice?!"). Men ingen maling til mig, siger du? Sounds good to me.

Men så blev jeg alligevel lidt mistænksom, iggå? Maling er jo keeedeligt. Og har reelt ikke noget med køkkenet at gøre. Så forleden, da jeg havde en veninde på besøg, og HDD og jeg underholdt hende med køkkentilblivelsens genvordigheder (ja, vi er noget af en fest at være sammen med, kan jeg godt afsløre. Sjove, stimulerende og VILDT interessante), og jeg nåede til delen om, at HDD gerne ville færdiggøre køkkenet selv, blandede han sig i samtalen og sagde, at det måske i virkeligheden havde lidt mindre at gøre med koceptet "jeg har selv lavet det" og noget mere at gøre med, at jeg (åbenbart?) har parkinsonhænder*, når jeg skal male.

Der var også en her, der ikke har haft en helt sikker malerhånd... 
Billede snatchet fra Berlingske. Jeg flytter det, hvis I bliver sure over, at jeg bruger det her.

Nå. Ser man det?! Det er ganske nyt for mig. Synes overhovedet ikke, at jeg ryster på hænderne, når jeg maler, men det kan jo være, at han mener, at mit lille uheld med den sorte maling i vores ellers ganske hvide gang, har dannet præcedens for fremtidige malerseancer? Bare fordi jeg ikke fik tapet HELT nøjagtigt af. Men det er alligevel i garderoben, så der er innnngen, der lægger mærke til det. Bortset fra HDD, altså.

Indrømmet - jeg er ikke så stor en detaljerytter som HDD. Overhovedet ikke, faktisk. Men parkinsonhænder, ligefrem?! Det synes jeg faktisk er lidt strengt. Så det surmulede jeg over. Lige indtil det gik op for mig, hvilke muligheder det vil give mig til fremtidige lejlighedsprojekter.

"Vi skal også have sat en kæmpefotostat op i soveværelset, skat. Og du har jo sagt, at jeg ikke duer til sådan noget...", "Male radiatorer, siger du? Jamn, dét kan jeg ikke. Tænk, hvis jeg maler udenfor radiatoren. Så kommer det til at se farligt ud", "Ska-aaaat?! Gider du ikke hænge den her ny-nørklede adventskrans (bedre sent end aldrig) op? Jeg ryster jo nok lidt for meget på hænderne", osv. Endeløse muligheder, I tell you. Så jeg har lagt surmuleriet på hylden og glæder mig i stedet over (åbenbart) at være megadårlig til at male...

*Det var det, han kaldte det. Han har ikke uddybet yderligere (og jeg har ikke spurgt), men jeg går ud fra, at det henviser til en usikker hånd. Og når det er sagt, har hverken HDD eller jeg noget som helst imod Parkinsonsyge. Så jeg håber ikke, jeg (HDD) har fornærmet nogen.

torsdag den 9. december 2010

Så blev jeg da så klog

- Man bør ikke udsætte sin mobil for frugt (hørte du det, Øgle? Ikke flere bananfingre på mors telefon, tak!), og der findes rent faktisk noget så klamt som bacon-popcorn. "From the makers of baconnaise", som pakken blærer sig med.

Nogle gange hader jeg altså Mac. Prøvede at lave en rød markering rundt om det med, at man skal holde mobilen fri for frugt, men det lykkedes så ikke specielt godt, kan man mene...


  Gæt, hvor godt sådan nogle lugter, når de tilberedes i (storrums)kontorets mikroovn...

Er alene hjemme i aften, så jeg ser De Unge Mødre, hækler en grim og skæv flagranke (hold nu kæft, det er udfordrende for min tålmodighed) og drikker Nespresso med vanillesmag. Mmmm. Og poster jo så altså også blogindlæg om livsnødvendig information. Men jeg pønser også på at lave om på bloggen. På flyttemåden. (For sidste gang - så skal jeg nok lade være med at flytte mere) Det var noget af en cliffhanger, dér, hva'?! Pønsepønse. (Tak til Flo for at genintroducere ordet 'pøns' i mit ordforråd).

mandag den 6. december 2010

Ahem...

... Fik jeg forøvrigt sagt, at jeg skal til koncert med dem her til sommer?

Har tyvstjålet fra bbc's hjemmeside. I. Will. Remove. It. If. You. Want. Me. To.

Det ved jeg ikke helt, hvad jeg skal sige til, faktisk. Var til deres koncert (uden ham der Wobbie) i 2008. Og det var sjovt. Blev totalt teenage-agtig igen (selv om jeg egentlig ikke var specielt vild med dem, da jeg var teenager). Meeeen - 2 gange på 2½ år. Bliver det ikke for meget af det gode?

Så kan man lære ikke at give et åndsfraværende "jowjow" som svar på venindes telefonforespørgsel, mens man belæsset med gaver, råbende Øgle og al for lidt tid suser af sted gennem byen til børnefødselsdag...

Til gengæld skal jeg til koncert med ham her i marts:

Tyvekoster fra livexs.nl.

Han hedder José Gonzalez, hvis nogen skulle være i tvivl. Og en koncert med ham MÅ simpelthen være balsam for sjælen. Så kan det være, at jeg bedre kan holde til TT nogle måneder senere. Eller også kan jeg sælge min billet...

søndag den 5. december 2010

Ombestemmelse

Havde egentlig tænkt mig at skrive et indlæg om den her vuggestue-polemik. Om barnets tarv, når det bliver afleveret, før det fylder to. Om separationsangst. Og mest af alt om dårlig samvittighed. Med dårlig samvittighed på. Om det rimelige i at fyre sådan en svada af sted i et samfund, der ikke er gearet til to års barsel. Und so weiter.

Men jeg blev ærlig talt træt på forhånd. Så jeg ombestemte mig. Det her indlæg kommer ikke til at handle om børnepsykologer og Megafon-målinger. I stedet kommer det til at handle om verdens bedste søndag med tid, sne, hygge, maling, byggerod og god, gedigen hygge. I billeder. God søndag aften alle mand kvinder.

Snemand in da hood

Ad sti af sted

No penguin left behind

Lille og stor

Picasso?

 Vil vædde med, at Picasso også smagte på maler-vandet engang imellem

Male-male

Det' sjauw, som det halv-jyske barn siger.

Sjov med Ikea-kasse.

fredag den 3. december 2010

Kom an, jul!

Ok, jeg var i rimelig god tid med Øglens pakkekalender, men derudover må jeg tilstå, at det har været lidt småt med juleriet herhjemme. Har godt nok hentet julekassen på loftet (lavede den sidste år og følte mig rimelig voksen. JULEkasse! Hva'ba'?!), men har ikke lige fået brugt den til så meget andet end at bande over, når jeg igen var ved at falde over den.

Forleden smækkede jeg et par julehjerter op hist og pist, satte et par stearinlys i adventskransen og pyntede en aflægger af den temmelig pricey troldhassel med nogle hæklede hjerter, som hende her har lavet en fin DIY til. Men det var også alt. Ikke specielt julet. End ikke et kalenderlys havde jeg fået købt.

Men nu er der sket noget. I dag har vi nemlig fået købt et kalenderlys. Som er megagrimt, men alle de pæne var udsolgt. Pudsigt nok. Og et juletræ. Og en lyskæde til juletræet. Og Øglen og jeg har pyntet træet (eller - jeg pyntede, mens Øglen hærgede. Først julekassen, så træet). Og vi har fået æbleskiver til aftensmad. Så nu kan julen (og de sociale myndigheder) bare komme an, kan den!





Ja, hun kom i bad bagefter...

torsdag den 2. december 2010

Jeg - en stalker

Hvis nu jeg ikke var det, jeg var - så tror jeg sq næsten, jeg skulle have været detektiv. For jeg synes, det er lidt sjovt at stalke folk. Ikke på skæg og blå briller-måden, hvor jeg ligger på lur i en busk og tager kompromitterende billeder / blotter mig / roder i folks skrald for at se, hvad de spiser. Bare på den der 'jeg skal nok finde ud af, hvem du er'-måde.

Det er ikke for ingenting, jeg blev kaldt Google-meister på studiet, og jeg vælger også at tro på, at min barndoms fascination af "Detektivspil", som vi kaldte det i min familie, har spillet ind. (Og så ikke et ord om, at min gymnasiekæreste døde af grin, da han hørte, vi kalder det "Detektivspil". For det hedder (åbenbart) Cluedo. Well, excuuuuuse me!) Jeg har ikke tal på, hvor mange gange Lektor Blomme eller nogle af de andre rødder har begået en forbrydelse. I køkkenet. Med en svensknøgle.

Ikke, at det er den slags krimi-agtig stalking, jeg udfører. Næh, bevares. Det her er den mere fredelige slags. Som udspringer af ubærlig nysgerrighed. Husmoder har prøvet det på egen krop, og hun kan (forhåbentlig) berette, at der ikke skete nogen personskade overhovedet. Og at der ikke var svensknøgler involveret. Tværtimod endte det med en øl, og det så i det mindste ud som om, hun hyggede sig. Selv om hun var blevet stalket.

Og nu har jeg så gjort det igen. (Stalket. Ikke drukket øl). Stadig på den fredelige måde, hvor ingen er kommet til skade. Objektet for stalkingen er end ikke blevet adviseret. Og bliver det nok heller ikke. Men jeg har fået stillet min nysgerrighed.

 Stalker-billede lånt fra sao-nacht.ch. Fjerner det fluks, hvis nogen bliver sure og/eller fornærmede

Det hele kom sig af, at jeg i de sidste par dage har afleveret Øglen samtidig med, at en Anden Vuggestue-Mor netop har afleveret og er på vej videre. Hver gang har hun hilst hjerteligt - ja, nogen ville nok kalde det overstrømmende - på mig, og jeg har naturligvis hilst igen. Muligvis lidt mere forbeholden. Og så har jeg spekuleret over, hvem i al verden hun dog kunne være. Veninde, jeg havde midlertidigt glemt? Nej. Nær kollega? Nej. Familiemedlem? Nej. Osv. Og til sidst er jeg nået frem til, at hun nok bare er en af de Vuggestue-Forældre, der er rigtig gode til det sociale nede i vuggestuen (og som i virkeligheden gør det en LILLE smule svært for os andre, der gerne bare vil hente og bringe og derudover passe os selv...)

Men så rendte jeg ind i hende igen i morges, hvor hun var på vej ud, og jeg var i gang med at wrestle med Øglen, der ikke ville have sine støvler af. Da Øglen så hende, strøg hun ud af mit åbenbart ikke helt så jernagtige greb, stillede sig udfordrende op foran den Anden Vuggestue-Mor og gjaldede "HEJ". Den Anden Vuggestue-Mor kvitterede med et "hej" (intet unormalt dér), men fortsatte så med et "neeeeejjj! Har du fået nye STØVLER, Øgle!? (arj, ok - hun brugte hendes rigtige navn. Men ja - Øglen har fået nye-agtige støvler). Hvor ER de flotte". Osv. osv. Derefter hilste hun overstrømmende på mig, og så var hun væk.

Hm. Hun var altså også sådan en, der kunne huske navne, så. Lidt stress, eftersom jeg allerbedst kan huske børnenes navne, hvis de står henne omkring deres garderobeplads (hvor der er navn på). Men nå. Kunne dog ikke dy mig for at spørge en af pædagogerne om, hvem det nu liiiiiige var, hende, der netop var smuttet, egentlig var mor til (lod som om jeg havde det lige på tungen, men bare havde svedt det ud, see?), da jeg afleverede Øglen. Svaret gjorde mig bare på ingen måde klogere, så jeg kunne gå derfra med uforrettet sag.

Nu kunne jeg jo have stillet mig tilfreds med, at hun bare er en af de Vuggestue-Forældre, der er rigtig gode til det sociale nede i vuggestuen, OG som kan huske børnenes navne, OG hvilke støvler de plejer at have på, men jeg er for nysgerrig. Og da HDD (som holdt i bilen lige udenfor og ventede på mig) kunne berette, at den Anden Vuggestue-Mor havde vinket og hilst og smilet over hele femøren, da hun så ham, blev jeg jo ikke mindre nysgerrig. Så der var ikke andet for end en god portion stalking.

Skæbnen vil det således, at der er et par stykker fra min arbejdsplads, der har børn i Øglens vugger. Men da jeg arbejder et ret stort sted, er det ikke nødvendigvis alle, man kender eller har set før. Så der var jo ikke meget at gå efter. Ud over et navn fra en underskriftindsamling i vuggeren fra noget tid siden. Som jeg syntes, jeg havde set før, men kunne ikke komme i tanker om hvor. Men i dag fandt jeg så ud af, at det navn (og personen bag) arbejder i samme biks som mig. "A-ha!", tænkte jeg. Måske vi har fat i den rigtige.

Jeg kunne imidlertid ikke finde noget billede af hende, så jeg fik fat i en gammel kollega, som kender alle i hele biksen, og fik et signalement af hende, jeg havde på fornemmelsen var den Anden Vuggestue-Mor. Som passede fint. Fik også et billede. Som overhovedet ikke lignede. Men nu havde jeg også gjort min gamle kollega nysgerrig, så hun kontaktede en anden gammel kollega, som hun ved, er venner med den (måske) Anden Vuggestue-Mor på Facebook (nu bliver det tricky, kan I godt se). Så gammel kollega nummer to kunne tjekke, hvad den Anden Vuggestue-Mors barn hedder. Og sør'me om navnene ikke passede sammen. Så nu er jeg 99% sikker på, hvem den Anden Vuggestue-Mor er.

Nu skal jeg så bare lige finde ud af, hvorfor hun kender mig. Om det vitterligt 'bare' er fordi, hun ER den her totalt oveskuds-agtige har styr på det hele-type (ud over at virke sød er hun også pæn. Og tynd), eller om hun selv har udført lidt stalking, så hun (også) ved, at vi arbejder i samme firma. Hmmm. Den kan jeg så tænke lidt over. Og undersøge nærmere, når der igen bliver tid til lidt frisk stalking...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...