mandag den 17. januar 2011

Pletfjerner ønskes

Øglen er blevet plettet. På det ene ben, den anden arm og på maven. Det klør lidt, lader det til, men ellers er hun på ingen måde påvirket. Hun har været plettet siden nytår nu, og til at begynde med slog jeg det bare hen. Jeg har smurt hende med forskellige variationer af 'fed creme', hvilket Øglen er HELT klar på. "Kwæm", råber hun, når hun ser en af de mange tuber og bøtter, og slår sig på maven. "Kwæm. Mave. Arme. Bene" (hun kandiderer stadig til telegrafist-job).

Det har bare ikke hjulpet noget, det der kwæm. Tværtimod, faktisk, og i løbet af den sidste uge har det spredt sig og blevet lidt mere rødt i det. Så jeg havde hende med hos lægen i dag. Dét var en fest. Der var legetøj, bøger og en reception, man kunne tæske rundt i og gjalde "wheeeeeee", og inde hos lægen var der endnu mere legetøj. Hun (Øglen) ænsede nærmest ikke, at jeg vrikkede tøjet af hende, og det var lige alt det, at jeg overhovedet kunne få hende med ud på cyklen og ned i vuggeren.

Her kan man se nogle af de hersens pletter. Som sagt klør de ikke specielt meget (lader det til), men der ser da mystifystisk ud...

Øglen hyggede sig altså, men jeg gik derfra uden at være blevet meget klogere. 'Børneeksem af en art' lød diagnosen på. 'Så bare fortsæt med den fede creme'. Hm. Alternativt kunne jeg få en recept på noget hormoncreme, men det vil jeg gerne slippe for. Synes, de er ret gavmilde med deres binyrebarkhormon nede hos min læge. For omkring et år siden var Øglen dernede, fordi hun hostede ret voldsomt og havde gjort det længe. Hun blev lyttet på og gjort ved, men lægen kunne ikke høre noget på lungerne (heldigvis da).

Alligevel gik vi derfra med en inhalator og en recept på noget binyrebarkhormons-halløj, for 'det kunne jo være, at det kunne hjælpe'. Øhm. Ja, det kan da godt være. Men jeg synes alligevel ikke lige, at jeg vil give mit barn den slags medicin på så spinkelt et grundlag. Så inhalatoren - og medicinen - forblev ubrugt, og hosten gik i sig selv. Håber, det samme er tilfældet med pletterne. Ellers må jeg have fat i en af pædagogerne i vuggestuen, der forleden tilbød, at en af hendes kinesiologi-venner kunne kigge på det. Ved dårligt nok, hvad kinesiologi er for noget, men det lyder ret urte-erna'et, så hvis det kan virke, så be my guest. Men i første omgang må jeg i gang med kwæmen. Intensivt.

Pga. lægebesøget, der lå lige midt i det hele, har jeg nappet mig en halv fridag. Som så småt er ved at rinde ud. Herefter følger en halv arbejdsdag. Hjemmefra. Lige til at holde til - ikke mindst fordi, der står arbejdsopgaver på programmet, der kræver ro og fordybelse. Hvilket alt andet lige er nemmere hjemme end i storrumskontoret - til trods for hørebøffer og musik.

Er der nogen, der har nogle gode fif til børneeksem (angiveligt), så sig lige til, ing'? Indtil videre er det zinksalve, babycreme, stødpudesalve (sådan noget de brugere i vuggeren til bleudslæt) og kopattesalve, der er afprøvet. Forslag til andre - gerne effektive - cremer modtages gerne...

18 kommentarer:

  1. Exomega fra A-DERMA - fra apoteket er den bedste creme, jeg har prøvet til dato. Jeg er en af de "heldige", der har beholdt børneeksemet også som voksen.

    Randi

    SvarSlet
  2. For ikke så længe siden var jeg også hos lægen af to omgange først den ene, så den anden pga. eksemlignende røde prikker.

    Binyrebarkhormon, sagde de - men det hjalp altså ikke.

    Så vi smører med creme hver dag og kommer olie i vandet og det gik i sig selv igen, så jeg har stillet diagnosen, at det nok var pga. vejret, at deres hud reagerede.

    Jeg smører så ikke med fed creme, kun i ansigtet - til gengæld er jeg heller ikke nærig med den almindelige lotion, som er Derma (fås i de fleste supermarkeder).

    Jeg håber, at det snart går over.

    SvarSlet
  3. Jeg får selv nogle pletter af og til, som jeg smører med Traumeel.

    Det går ikke helt væk, men det hjælper.
    Det er symptombehandling, og jeg ved godt at hvis jeg vil være de tørre pletter kvit, skal jeg helt droppe mælkeprodukter....det gider jeg ikke helt, så jeg lever med at der i perioder kommer tørre/røde pletter, og smører så med Traumeel.

    Du kan købe salven i helsekostforretninger, eller på nettet. :-)

    SvarSlet
  4. @Therese: Traumeel. Tjek. Det bliver næste skridt, hvis olie og alm. lotion ikke virker. Jeg spurgte faktisk lægen, om han mente, det kunne skyldes noget allergi af en art (tænkte faktisk også på mælke-intolerance, som hun havde en snert af, da hun var helt lille), men han sagde, at det helt bestemt lignede børneeksem. Så indtil andet er bevist går jeg til pletterne udefra :-)

    SvarSlet
  5. Hov - og resten af min besvarelse forsvandt så...

    @Bedste: Exomega - hvordan kunne jeg glemme det. Smurte min mave ind i det hele tiden, da jeg var gravid. Og fik ikke et eneste strækmærke. Ved selvfølgelig ikke, om det har noget med cremen at gøre, men god, det er den.

    @Frederikke: Tak for info om, at binyrebarkhormon ikke virkede. Så gider jeg ikke have dårlig samvittighed over, at jeg takkede nej til recepten.

    Vil prøve at putte lidt olie i vandet og vil også prøve noget almindeligt bodylotion. Og så se, om det ikke har en effekt. Den babycreme, jeg bruger, er fra Derma - kan rigtig godt lide deres produkter, og så er de jo bestemt til at betale også :-)

    SvarSlet
  6. Jeg er også en af de heldige der stadig har børneeksem og desværre har den bette arvet det.. Den creme jeg har haft mest succes med er locobase repair fra matas eller apoteket.. jeg slår desværre ud af A-DERMA, men man er nødt til at gøre sig sine helt egne erfaringer...

    SvarSlet
  7. Svesken har også den slags pletter. Vi har fået og benyttet os af hormoncremen, som virkede fint og effektiv. Men jeg synes ikke det er spor fedt og er derfor i gang med at finde alternativer. Vi smører hende med Dermalog creme fra apoteket, den ser ud til at holde det nede. Desuden har vi en aftale med en zoneterapeut, jeg har fået hende anbefalet af nogle, hvis barn blev fikset af hende.
    Det er åbenbart sådan i zoneterapiland, at huden hænger sammen med tarmene, og at man slår ud, hvis der er noget i tarmen der ikke er godt. Så nu prøver vi det, det er i hvertfald bedre end hormoner. Jeg skal nok melde tilbage og det dur.

    SvarSlet
  8. Der er altså også noget plet-værk som følger en virus. Det er bare sådan noget som kommer og går væk - lissom snot.
    Men ellers havde min mor en "tryllecreme" da jeg var barn. Mener at den hedder Nardosept - men er ikke sikker. Den er god til alt, men jeg aner ikke hvad der er i..

    SvarSlet
  9. Hmm...har prøvet at kigge på billedet af Øglen. Det er lidt svært at se. Er de sådan lidt hvide i midten de dér pletter? Det ligner ikke eksem...
    Jeg synes at du skal vente med hormonen og så prøve Brentan creme, som kan fås i håndkøb (det er 2%). Min lille Frederikke blev også mistænkt for børneeksem og ingen fed creme hjalp, men brentan i 2-3 uger og så gik hendes pletter væk. Det er mit bedste bud, men du skal huske at være lidt tålmodig med brentan. Det tager gerne 2 uger førend det virker, og skal helst smøres 2-3 gange dagligt...
    Pøj-pøj

    SvarSlet
  10. @Stine: Ja, der er nok ikke andet for, end at gøre sig sine egne erfaringer. Vildt, at du slår ud af A-DERMA. Troede nærmest ikke, at der var noget som helst i, der kunne genere :-)

    @FF: Har også overvejet zoneterapi. Det har Øglen fået en enkelt gang, da hun var bittelille og havde bøvl med maven. Og det hjalp. Siger du lige til, om det hjælper på Svesken?

    @Husmoder: Lægen var helt sikker på, at det ikke var et virus-udslæt, selv om jeg lidt synes, de pletter, der er på maven, ligner dem, hun fik i forbindelse med 3-dages feber. Men hun har ikke haft feber. Hmmm...

    @Lotte B: Ja, billedet er ikke så godt. Men altså - pletterne er ikke hvide i midten - udslættet er bare sådan lidt blegt i det og så lidt 'plamaget'. Og så føles det tørt.
    Må på spoteket og kigge efter Brentan. Og så ellers se, om det kan tage det...

    SvarSlet
  11. Hmm...Frederikkes var heller ikke sådan hvide i midten som en bums, men mere sådan utydelig hvid, som om det kunne minde om død hud. Og så også ret tør og lidt skallet (uden at skalle af).
    Jeg prøvede al fed creme af og valgte til sidst at prøve brentan. Der står at det er til svamp, og jeg ringede til vores børnelæge på Riget, og han sagde at det var skam helt OK at prøve det af i 4 ugers tid når det kun var 2%, og det virker også mod andet end svamp. Hvis det forsvandt, så forsvandt det jo...og hvis ikke kunne vi komme op og få lavet en allergitest. Og det forsvandt. Og jeg ved ikke hvorfor, og jeg tror heller ikke at det var svamp. Et forsøg værd.

    SvarSlet
  12. Jeg melder mig lige på banen med min erfaring. Vera har (også!?) børneeksem, hun bliver smurt dagligt med exomega cremen fra A-derma og den holder det nede, hvis der så alligevel kommer knopper eller rødme, af forskellig art, så tager Locoid (hormon) cremen det med det vuns. Min læge (eller den læge der var vikar den dag) sagde endda, at jeg kunne smøre hele Veras krop ind i hormon creme én gang dagligt...det har vi nu aldrig gjort. Held og lykke med hende.

    SvarSlet
  13. Johan var meget plettet og tør af babyeksem sidste vinter, vi var også ved lægen som forslog hormonsalve.
    Eller alternativt fed salve for at se om vi kunne komme det til livs selv.

    Jeg brugte Zenba Babycreme som hele hans krop blev smurt ind i to gange dagligt, og så Zenba Babysalve på alle de tørre og plettede områder2,3,4 gange dagligt eller hvor meget man nu husker og kan nå.
    Babycremen giver optimal fugt og salven beskytter, lindrer og heler huden - en perfekt kombi. På under 14 dage var det helt væk og han har ikke haft noget siden.
    Ja og så er det certificeret økologisk, svanemærket og astma og allergimærket og det allerbedste babymærke i hele verden. hvis man spørger mig.
    Ja, ja jeg sælger det jo så selv men det er altså ikke ren reklame, mere en anbefaling på det varmeste, da vi selv har prøvet det med effektive resultater. :-)

    SvarSlet
  14. Min datter har også børneeksem (er det en fællesbetegnelse for alverdens uidentificerede hud-ting på børn mon?) Hun fik tørre pletter og så nogle knopper som kun kommer, når hun spiser kiwi, citrus og ananas.
    Det hjælper selvsagt at undgå de frugter hun ikke kan tåle, hælde olie i badevandet og smøre med creme..

    God bedring med pletterne!

    SvarSlet
  15. @Lotte B: Det ligner overhovedet ikke svamp, ellers, men det er da et forsøg værd, som du også selv siger.

    @Tanja: Den der Exomega skal købes, tror jeg. Og hvis det ikke virker, kan jeg jo bare smøre mine knastørre ben med den i stedet :-)

    @AC: Tror altså lige, at jeg skal have nallerne i noget Zenba, næste gang vi ses til playdate!

    @Ninapb: Ja, noget kunne tyde på, at de er pænt gavmilde med betegnelsen børneeksem, de der læger :-) Har faktisk selv tænkt på, om der mon var nogle fødevarer, Øglen ikke kan tåle, men har ikke lige fundet noget mønster endnu. Hun får ikke så tit ananas, men appelsiner og mandariner æder hun nærmest dagligt. Især i julen, hvor det begyndte. Det må jeg lige holde øje med.

    Tak for tips og tricks allesammen. Det er virkelig fedt, at I gider dele jeres erfaringer.

    SvarSlet
  16. Zenba er mega-lækkert! både Krabbe og jeg bruger det:)

    SvarSlet
  17. Kære Øglemor

    Jeg vil bare lige give my two cents til kende. For det første, så synes jeg i hvert fald ikke du skal kaste dig ud i at smøre Øgle Junior ind i salver, som du ikke kender indholdsstofferne i - men det kunne du sikkert heller ikke drømme om. Jeg sidder bare og tænker, at en creme ikke er harmløs-og-lige-til-at-spise, fordi den er økologisk og/eller købt på apoteket/i Matas (og tag for himlens skyld ikke imod gode råd fra materialisterne, når det kommer til Øglens sundhed), uden i øvrigt at kende ret meget til de nævnte produkter.

    Derudover, så er det enormt udbredt, at børn får det såkaldte "børneeksem" (atopisk dermatit). De fleste vokser fra det.

    Hvis udslættet klør og generer de små (og det gør det vist her?), så kan man smøre det med en mild hormoncreme (binyrebarkhormon) efter lægens anvisning. Det burde ikke være spor farligt eller unødvendigt, så længe man har lægen med på råd og ikke overdriver brugen. Hvis udslættet imidlertid ikke generer barnet, så behøver man ikke gøre noget ved det - det er i sig selv ufarligt. Selvom det selvfølgelig kan se ret slemt ud set med en mors øjne, forestiller jeg mig (og da også set med mine øjne - nååh, lille Øgle!) ...

    Zoneterapi - well, dér kender du nok min holdning. Og kun fordi netop dette er tilfældet, så vil jeg tillade mig en lille flabethed: Har du læst teorien bag? ;)

    Zoneterapi regner jeg imidlertid ikke for spor skadeligt for børn (som fx en eller anden skummel urtecreme med ukendt indhold ville kunne være det) - tværtimod, så vil de fleste børn nok synes det er rart at blive nusset under fødderne. Så jeg skal bestemt ikke være den, der fratager Øglen en sådan fornøjelse! Det er kun selve de helbredende effekter, som zoneterapi påstås at have, jeg anfægter.

    SvarSlet
  18. Det samme gælder i øvrigt kinesiologi ;)

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...