lørdag den 1. januar 2011

Vudde og Båss

Det er gået giga-hurtigt med Øglens sprog de sidste par måneder. Det er som om, hun har milliondoblet (ahhhhr, ok så) hendes ordforråd, siden vi var på Bornholm, og jeg undres dagligt over, hvem det er, der har nappet min lille baby og efterladt en lille pige i stedet.
Ord som "kaffe", "juhuuuu" (ytret på puslebordet i morges, da jeg fortalte hende, at HDD var ude i køkkenet?!), "male", "trøje" m.fl. er blot få af de ord, der er kommet til bare i dag, og der dukker flere op for hver dag. I dag har vi fået introduceret et par ord fra Disney Pixar (på tide, at vi fik noget kommercielt merchandise på ord-listen), så hvad kan man ønske sig mere?! Et par sammenstykkede sætninger, måske?! Lige nu kører hun hårdt på med enkeltstående ord, telegrafist-style, men det kan jo være, at telegrafist-tjansen står overfor et comeback. Man kan aldrig vide...

En af Øglens julegaver var et Duplotog med et par Toy Story-figurer. (Ikke, at jeg erindrer, at der er et tog i en ørken med kaktusser i nogle af Toy Story-filmene, men lad nu det ligge). Det er hun riiiiimelig vild med. Kører af sted med togvognene, mens hun siger "fut fut fut" og slæber de der Woody, Buzz Lightyear og Jessie (!?), der fulgte med, rundt i hele lejligheden, når hun ikke lige putter dem under de elskede putteklude.

Den formastelige Vuddi, lige ved siden af sin æske (og sin kaktus). Båss er blevet væk igen i skrivende stund. 
Ved ikke, hvordan hun bærer sig ad med at smide så meget væk så tit, hende Øglen.

I dag var Woody og Buzz blevet væk (oh gru), og jeg var hele lejligheden igennem for at finde dem. Vi skulle nemlig på besøg hos Øglens (tr)Oldemor, og toget inkl. indhold garanterer Øglefred i en kop kaffes tid eller to. Spurgte Øglen (optimistisk), om hun mon vidste, hvor de var blevet af, hvortil hun gik hen til Duplo-kassen, pegede på Woody og Buzz og sagde "Havarti". (Det betyder så "der var de" herhjemme, bare lige så'n for the record). Det kunne hun selvfølgelig have ret i, men jeg manglede jo fi-gu-rer-ne, eggå, så jeg ledte videre, og før jeg så mig om, drønede Øglen rundt i hele hytten og råbte "Vuddeeee?" og "Båssss?" ind i skabe, skuffer og værelser. Det synes jeg egentlig var ret sødt, men det hjalp desværre ikke, så vi blev nødt til at tage af sted uden figurerne. Besøget gik heldigvis glimrende alligevel - måske fordi jeg havde et par figenstænger med til at bestikke damen med, og fordi Oldemor placerede en lille skål pebernødder på niveau med Øglens næse. Hapshapshaps, og så var der ro en stund. Hvis man altså betragter gumle- og knaselyde som ro.

I øvrigt er jeg stadig forkølet, men hovedet føles ikke længere, som om det er på størrelse med sækkestol (bare, hvis nu du sidder derude og er bekymret...). Så med brandhyggelig familie-nytårsaften i går, kransekage til morgenmad og fantastisk vejr hele dagen, så tegner 2011 egentlig meget godt. Tænker dog, at ejerne af de to - 2! - biler nede på gaden, der har fået smadret hhv. forrude og tag pga. faldende istapper, ikke er heeeelt så begejstrede for solskinnet og tø-vejret, som jeg er... 

Håber, I alle kom godt og sikkert ind i det nye år, og at tømmermændende ikke er alt for slemme. Her er de ikke-eksisterende *pudser lige glorien*, men derfor har grillkylling med fritter og remoulade jo aldrig gjort nogen noget, vel?!

7 kommentarer:

  1. Ej hvor et fantastisk billede: Jer to der løber rundt og kalder på Vudde og Båss. Hahhahaha!

    SvarSlet
  2. Bonusinfo fra mor til tre drenge kommer her:
    Jessie dukker først op i Toy Story 2. Hun er Woody's makker fra det hedengangne tv-show Woodys Round Up.
    Scenen med toget udspiler sig i begyndelsen af film nummer tre.
    Tag en Toy Story marathon på sofaen i morgen. Det er god underholdning. Selv for semi-voksne som os.
    Knus

    SvarSlet
  3. Godt nytår! Og ohh ja - vi har snart alt inden for Toy Story, men det er en (tre!) af de tegnefilm, vi faktisk også selv synes er helt ok. Som i supersøde :) Så vi har Wuuudder og Bååzz som dukker, bilen og en tøjdino, der gør det meget godt ud for ham den rigtige, samt den nde Dr. Flæskesteg - dog også i look-alike bamseformat. Og så det der tog, du skriver om. Hvor jeg også studsede lidt over tilsætningen af ting, jeg heller ikke erindrer fra filmene. Men de har jo været noget cowboy-noget engang før filmene starter. Så derfor, velsagtens.
    Og ARGH! - på vegne af dem med bilerne. Godt nok surt show! ;)

    SvarSlet
  4. Håber du er kommet på højkant - nu truer hverdagen snart. Godt nytår
    Kh. Birgitte

    SvarSlet
  5. Totalt pinligt at du ikke kan dit Toy Story, der! 3eren er genial (om end ikke helt så egnet for små børn som de andre to)

    SvarSlet
  6. @Husmoder: Ja, det må have set ømt ud. Godt, der ikke var nogen, der filmede det. Eller at jeg ikke er med i the Tuman Show. Eller...

    @Malene: Jessie kender jeg godt. Var bare ikke helt sikker på, at det nu også VAR Jessie, hun hed :-) Har set alle tre Toy Story-film og elsker dem, men jeg har åbenbart ikke været alt for opmærksom i begyndelsen af 3'eren, for jeg kan sletter ikke huske ørken-halløjet. Må se den igen!

    @Kort/lang: Åh-åh - hvor kan man få MEGET af det der merchandise. Kan godt være, at Øglen ikke behøver at se det lige foreløbig; synes hun har så mange ting :-) (Ja, surt med dem med bilerne. Har set én af ejerne nu, og han så sjovt nok noget sammenbidt ud, da han hilste og ønskede godt nytår...)

    @Birgitte: Også godt nytår til dig. Er desværre ikke helt ovenpå endnu, så har haft en hjemmedag, men i morgen truer virkeligheden. Forstår slet ikke, hvor juleferien blev af.

    @Konen: Ja, det er faktisk lidt pinligt. Især fordi jeg jo har set dem alle. Er i øvrigt enig i, at 3'eren ikke er så børnet, som de andre.

    SvarSlet
  7. Jeg overvejer faktisk nogle gange: Hvordan kan du VIDE, at du ikke er med i Truman show? Han vidste det jo heller ikke.... Og kan da godt være, at det bare er en film, eller er det?

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...