mandag den 21. februar 2011

Et æble om dagen...

Dengang jeg var på barsel, havde jeg styr på alt det der baby-shizzle. Hvornår baby måtte begynde at spise fast(ere) føde. Hvornår baby måtte få gluten. Hvornår det var tid til at få besøg af sundhedsplejersken. Hvornår der var sundhedsplejerske-åbent hus i nærliggende kirke. Og - ikke mindst - hvornår der var lægeundersøgelser. Det har jeg så ikke rigtigt styr på mere. Således vidste jeg først for ganske kort tid siden, at der er noget, der hedder 2-års undersøgelse. Men nå. Nu ved jeg det. Og nu har jeg været til den (sammen med Øglen, altså).

Det gik SÅÅÅÅ godt. Øglen var samarbejdsvillig, sød og velafrettet, og hun gjorde ALT, hvad Lægen ("Lææænøh", som Øglen blev ved med at kalde hende) sagde.

Eller. Nååååååh nej! Det var i den skønne parallelverden nevernever-land, at lægebesøget udspillede sig sådan. I den pivkolde grå februar-morgen på Østerbro, så scenariet noget anderledes ud.
Hjemme over havregrynen besluttede jeg i min visdom, at jeg på allerbedste pædagogiske vis ville indvi Øglen i dagens strabadser.

Mig: "Først skal du have tøj på, så din dragt, så skal vi over til lægen, som skal kigge lidt på dig, og SÅ skal vi over i vuggeren til alle dine venner" *indsæt selv arm-fægten og voldsom entusiasme hos undertegnede*. Øglen: "NEJ" (spiser videre)
Mig: "Jo jo, skat - det bliver smaddersjovt. Du ved - ovre ved lægen har de masser af sjovt legetøj - du kan da godt huske det fra sidste gang, ikke? - så det bliver en fest" *indsæt yderligere entusiasme*.
Øglen: "Hrm"

Hun lod sig dog give tøj på (noget af en kamp for tiden, ellers), efter hun var gået totalt amok over, at hun havde en Bob-ble (buksebleer med Byggemand Bob) på i stedet for en Elmo-ble (almindelige bleer - med eller uden Sesam Strasse-figurer). Hvilket kom sig af, at hun igen igen igen I-f*cking-GEN havde taget sin ble af i går aftes efter puttetid, flået sin (Elmo-)ble af og tisset i hele sengen, da jeg kom ind til hende, så hun fik altså en bukseble på, som hun har sværere ved at få af.


Øglen - motorbølle in spe - fyrede den af i stærkt lyserød bil på biblioteket her i weekenden

Hun kom også i flyverdragten uden den store ståhej, og hun var i et vældigt humør, da hun allernådigst lod sig slæbe op ad trapperne hos Lææænøh. Legetøjet VAR ganske rigtigt en fest, og der var da absolut heller ingen problemer i de 10 minutter, vi ventede, før det blev vores tur. Og så begyndte showet ellers.

Først ville hun ikke af med sutten, da lægen ville høre, hvor fint hun talte. Ok så. Ingen katastrofe. Hun (Øglen) lod sig formilde lidt af noget legetøj og lagde lidt af sin skepsis på hylden, mens Lææænøh forsøgte at vinde hendes tillid, men da undersøgelsen skulle i gang, snuppede hun al skepsissen - plus hele dens familie - tilbage igen og nægtede at gøre noget som helst. Først var det måleriet, hun ikke gad. Heller ikke, selv om Lææænøh (og jeg) forsøgte at overbevise hende om, at det var fedt nok at stå op ad en væg og få skrevet sit navn, der hvor man gik til. No way, José.

Derefter var det vægten, hun skyede som den onde selv. Ikke tale om, at hun ville sætte sin str. 23 op på sådan en dims. Heller ikke selv om Lææænøh lokkede med Kaj og Andrea-bog. Til sidst skulle hun lyttes på, og SÅ startede sirenen ellers. Hun skreg og hulkede og skreg så lige lidt højere og uanset, hvor tålmodig jeg var, og hvor meget jeg forsøgte at berolige hende og nynne for hende, larmede hun så meget (og udgød så mange tårer), at lytteriet også måtte opgives. Pænt sløjt udkomme af lægebesøg, dér.

I desperation over at have spildt ½ time (og omkring en liter væske i form af Øglens tårer), foreslog jeg, at vi jo godt kunne veje hende alligevel. Jeg kunne jo bare stille mig op på vægten - først uden Øglen og så med Øglen. Det var ikke et velovervejet forslag, kunne jeg konstatere, da jeg stod oppe på den skrøbelige glasvægt og kiggede på det ubarmhjertige tal, der bare steg og steg. Vel at mærke UDEN jeg havde Øglen i armene. Jeg havde godt nok både vinterjakke (med luffer, nøgler og andet godt i lommerne) og Bumper-støvler på, men selv jeg - fornægteren over dem alle - ved godt, at de ting ikke vejer 5 kg. Hvis jeg ikke vidste det før (og det gjorde jeg faktisk), så ved jeg da i hvert fald nu, at jeg har taget på. Er godt klar over, at temmelig sukkerholdig kost og ingen motion gør sit til at få vægten til at stige, men nu må jeg lige hanke op i mig selv, altså.

Så lægebesøget var ikke nogen ubetinget succes. Fik ikke rigtig noget konkret at vide om Øglens trivsel ift. kurver og hvad har vi. Men til gengæld fandt jeg ud af, at jeg havde taget mere på end forventet. Great (!) Så ved man bare, at det bliver en god uge... (Og nej - I får ikke at vide, hvad der stod på vægten. Men jeg kan betro jer, at Øglen vejer 13 kg. Så kan jeg bedre forstå, at jeg synes, hun er blevet så tung).

7 kommentarer:

  1. Jeg kan fortælle dig, kva billede, at hun er i fremragende form!

    SvarSlet
  2. hahaha. De skøre unger. Men ÅH Nej ikke vægttricket... Jeg har med vilje aldrig gjort det med vores lille Trut. Selvom alle fra mødregruppen bliver ved med at fise op på vægten med deres små str. 34, og sige "Det er altså super smart Vibeke". Jeg plejer bare at henvise til sundhedsplejerskens snarlige besøg.

    SvarSlet
  3. Jeg har gjort det samme i dag, og konsateret at jeg, og ikke Svesken, har taget 1,5 kg på. Jeg der ellers havde planer om at veje 3,5 kg mindre på maven.

    SvarSlet
  4. Åh de der lægebesøg!
    Vores læge anstrengte sig ikke engang for at vinde noget tillid - det var bare lige på og hårdt. Ikke frugtbart for samarbejdet kan jeg hilse og sige. Og da trolden så (igen igen) skrabede bunden af alle kurver, gav lægen mig et hurtigt elevatorblik og spurgte og faderen var høj og tynd, hvilket jeg kunne bekræfte. Det blev således tilskrevet hans gener, at trolden er så lille som hun er!

    SvarSlet
  5. @Husmoder: Ahr. Så skulle jeg da have haft en aftale med dig i stedet for med lægen. Meget hyggeligere, og du kan se, at Øglen har det fint helt uden at (prøve at) veje og måle hende.

    @Vibeke: Jeg ved da virkelig heller ikke, hvad jeg tænkte på. Havde jeg været ved mine fulde fem, kunne jeg ikke have drømt om at springe på vægten. Men desperate times call for desperate measures. Eller noget. :-)

    @FF: Åh ja. Kender godt de gode intentioner. Dem har jeg haft en masse gange. Men kagerne vinder desværre altid...

    @GG: Din læge lyder egentlig (heller) ikke specielt rar. Totalt tarveligt med elevatorblik. Men I fik trods alt vejet og målt Trolden? Det er da meget godt gået...

    SvarSlet
  6. 2-årsundersøgelse, siger du??
    Kan jeg da ikke huske noget som helst om og Linus bliver jo 2 år om en uge. Tak for reminderen :-)

    SvarSlet
  7. Det kunne være min søn der hos lægen. Til hans 5-års undersøgelse, skulle lægen tjekke synet, hvorpå hun trak pladen med symboler frem. 'Kan du se, hvad det her er for en ting' - 'ja' siger ungen. Lægen forsøger med 'kan du fortælle mig det' - 'nej'. Lægen, nu en smule anstrengt: 'du skal sige, hvad det er du ser på tavlen, kan du det?' - 'ja'...

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...