onsdag den 2. februar 2011

Gå så VÆK, sygdom!

Øglen er stadig syg. Hun er hjemme på tredje dag fra vuggeren, og jeg har vundet sygepasser-tjansen i dag igen*. Meget kan man sige, men sjovt er det ikke. Tv'et kører i dvd-sløjfe med Handy Manny (jeg bliver SINDSSYG), Postmand Per og Pingu, Øglen ligner og lyder som en reumatisk gammel mand med rindende øjne, der har røget for mange Cecil. Men humøret fejler bestemt ingenting. Eller energien, for den sags skyld.

Jeg har ikke det mindste held med at putte hende indendørs (det er HDD's gebet - jeg kan slet ikke knække koden), og jeg vil helst ikke proppe hende i barnevognen, når det er både koldt og fugtigt udenfor. Håber, hun går kold af sig selv. Er stoppet med den intensive nu skal du sove-putning og har overladt scenen til Ragnarok - kunne mærke, at min temperament ikke havde godt af en Øgle, der gang på gang tog bukser og sokker af, hvorefter hun med lille, febersyg stemme klynkede "æbele æbele" (det betyder stadig "hjælp"), fordi hun ville have det på igen. Det stoppede med at være sødt, efter hun havde gjort det 2 gange. De resterende 900 gange var bare irriterende. Så nu tuller hun rundt og leger lidt hist og pist og har netop,  kan jeg høre, tændt for DR Jazz. Måske det kan lulle hende i søvn.

Billede lånt her - sig til, hvis jeg skal fjerne det, så gør jeg det fluks

Jeg kunne godt selv bruge en morfar efter en nat, hvor Øglen har været vågen omkring 14.000 gange. Efter at have sunget, givet ble på (hun er begyndt at tage den af hele tiden, og det er til at blive bims af. Nogen fifs?), sovet lidt, givet sut, givet ble på IGEN, og derefter konstateret, at hun havde nået at tisse i sengen, inden jeg opdagede, at bleen var røget af, gav jeg op og slæbte hende med ind i smørhullet. Hvor hun lå og sparkede og rumsterede i halvanden time (HALVANDEN TIME!), før hun sov. Grrrrr. HDD snorkede derudad og reagerede kun, da han fik et los i ansigtet (af Øglen, skal det lige siges, selv om andre måske godt kunne have været fristede...) 'Kæft jeg gad godt have bare en brøkdel af det der mande-sovehjerte. De kan jo sove fra alt?!


Nå, jeg skal vist genfinde min overskudshat og erkende, at Øglen næppe bliver rask af, at jeg spyer galde ud i cyberspace. Eller vrisser af hende. For hun er jo ikke så stor. Og så er hun jo egentlig også syg, skal jeg lige huske. 39,8 sagde termometeret i går. I dag har jeg ikke fået lov at tage hendes temperatur (endnu), men hun føles ikke nær så varm.

Så ved nærmere eftertanke triller jeg hende lige en tur. Så hun kan få den søvn, hun med al tydelighed trænger til. Flyverdragt, hue, støvler, vanter og stor dyne. Så må feberbarnet vel være dækket ind. Og jeg kan trille ned på en café, som forhåbentlig sælger tålmodighed og overskud som supplement til kaffen...

*Thank g** for en overenskomst, der gør, at man i teorien har barns ubegrænsede sygdom. Inden for rimelighedens grænser, altså. At det i praksis så er sin sag at skulle melde barnet sygt igen-igen, er en anden historie. Som jeg pt prøver at sætte mig lidt ud over. For der er ligesom ikke noget at gøre. Heller ikke selv om det hele brænder lidt på lige netop i dag (typisk). Kender en, der skal være længe på arbejde i morgen... Eller i aften... Hm.

11 kommentarer:

  1. Der er åbenbart gået inflation i syge børn i øjeblikket. Vi har også lige været der ... TO gange i træk. Tænk, at det kan være så hårdt at passe et sygt lille menneske. Og så må jeg altså lige høre, hvad det er for en overenskomst du har. Det lyder, som noget jeg bør vide her i min jobsøgning.

    SvarSlet
  2. Der er bare så meget snot, feber og influenzalignende tilstande overalt lige nu - vi har også været hårdt ramt i 1 1/2 uge - nu må det virkelig gerne snart blive rigtigt forår, så vi kan komme alt dette til livs, ik´

    Rigtig god bedring til Øglen.

    SvarSlet
  3. Puha, hvor en dag (og nat) I har haft. Vera er tilbage i vuggeren efter en uges sygdom....der kommer dagligt sedler op dernede, om nye sygdomme der er opstået, RS-virus, Skarlagensfeber og jeg skal komme efter dig, så jeg går nærmest bare og venter på, at hun bliver syg igen, suk. Og ja, hvad er det da lige for en overenskomst du har der, det lyder da ikk dårligt :)
    God bedring til Øglen.

    SvarSlet
  4. Nåh, det stakkels, lille pus! Men det lyder som om hun har alletiders sygepasser (som dog også er lidt stakkels), og det er da en trøst!

    Kunne ikke lade være med at grine ved tanken om et imaginært, men velplaceret spark midt i din kærestes ansigt, fordi han tillod sig at snorke sig vellystigt gennem et - for andre! - særdeles vågent og anstrengende tidspunkt. Jeg ved godt, det er ondt, men ... hehehe, hvor morsomt, altså ... :D

    SvarSlet
  5. Åh søde lille Øgle. Du skal ikke rende med røven bar, for så blir din mor sindssyg, og ender med at lave dig et kyskhedsbælte af gaffer-tape uden på bleen. (??)
    Overskudskrammere herfra (ikke at vi har så meget..)

    SvarSlet
  6. @GiSP: Åh dog - håber virkelig, at I er ovre det nu. Og ja - det er virkelig hårdt at skulle opvarte sådan en (to for dit vedkommende, argh!) undermålere.
    Ang. overenskomst, så er jeg AC'er. Ved ikke, om det er en generel ting i AC-overenskomsten, det der med barns ubegrænset sygdom, eller om jeg bare er heldig. Når det er sagt, så kræves det så også, at jeg arbejder det, der er muligt - når patienten sover, ser tv eller er lagt i seng om aftenen. Så mine opgaver stadig er holdt nogenlunde nede, for der er jo desværre ingen, der kommer og laver dem for mig, mens jeg er væk... :-)

    @AC: Ja - forår NU, tak!

    @Tanja: Vuggestuer er vitterligt bakteriernes legeplads. Er det ikke den ene form for sygdom, er det den anden. Har netop ringet til Øglens vugger for at melde hende syg ENDNU en dag, og fik at vide, at der florerer feber, forkølelse, lungebetændelse og maveonde dernede i øjeblikket. Velbekomme!

    @Du er velkommen til at grine af min slet skjulte ondskab i omtalen af velplaceret los i HDD's ansigt. Det kunne nemlig have været ret sjovt. Nok primært for mig ;-)

    @Husmoder: Gaffertape! Har jeg slet ikke tænkt på! Hvis de nyindkøbte buksebleer (som hun så skreg bloody murder over at skulle have på?!) ikke virker, så er gaffertape næste skridt. Kyskhedsbælte skal jeg også huske, når hun bliver lidt ældre...
    Er I også nede med sygdom hjemme hos jer?

    SvarSlet
  7. Åh hvor lyder det altså hårdt - men RIGTIG god bedring til verdens smukkeste øgle - jeg håber godt nok snart, hun er på højkant igen.

    SvarSlet
  8. Åh, det ville ellers være rigtig skønt med en overenskomst, der også inkluderede, at andre lavede arbejdet, mens man var væk.

    (Og så lige en lille retteles: ikke to syge børn, men såmænd bare to gange sygdom på samme barn.)

    SvarSlet
  9. Rigtig god bedring. Vi brugte så weekenden på sygdom, og mens både manden og trolden er raske og igang igen, vil det ikke helt slippe sit tag i mig.
    Jeg stemmer på hvilken som helst politiker, der vil indføre ubetinget vinterhi til alle børnefamilier!

    SvarSlet
  10. Det kyder som en hård omgang. Jeg håber, at du fik en god portion overskud til kaffen og at øglen har fået det bedre.

    SvarSlet
  11. @Lisbeth: Tak. Håber virkelig også snart, det går det rigtige vej.

    @GiSP: Hvis du hører om sådan en overenskomst, giver du så ikke lige lyd? :-) Og ja, selvfølgelig - ét barn, TO omgange sygdom. Ikke omvendt. Sowwy; det gik lidt stærkt før.

    @GG: Hørt. Vinterhi er det, vi vil have! Rigtig god bedring til dig. SÅ unfair, at de små skal smitte deres mødre.

    @Mille: Der var lidt overskud med til kaffen, heldigvis, men det er brugt igen. Satser dog på, at sygdommen forsvinder inden for de næste par dage. Det SKAL den simpelthen :-)

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...