fredag den 25. februar 2011

I går var det Øglens fødselsdag

- hurra. Hurra. Hurraaaaahhhh!


Mens jeg blinkede, var der nogen, der stak af med tiden. Og erstattede lillebitte-babyen med en lidt større en af slagsen.
Og da jeg så blinkede igen, var hun blevet skiftet ud en gang til...


Så nu tror jeg altså snart, at jeg holder op med det blinkeri. Og bliver totalt stirre-frans i stedet. Kan jo ikke risikere, at hun bliver ENDNU større, uden at jeg helt fatter, hvor tiden bliver af.

Øglen blev fejret fra morgenstunden med god tid til at stå op, bygge en hule, lege lidt med sin bondegård og så ellers løbe ud i køkkenet, hvor der i dagens anledning var pyntet op med fødselsdags-karavane, lys og flag. "Nejjjjjjjj!", lød hendes begejstrede udbrud, og undertegnede glæder sig over, hvor stor entusiasme sådan et lille væsen kan udvise over for ikke så meget. Har en idé om, at det bliver væsentligt sværere, jo ældre hun bliver - og så bliver jeg vel nødt til at gøre lidt mere end at stikke nogle juletræslys i et trætog... Nå, den tid, den glæde...




Sukkerpolitikken i vuggeren er om ikke ikke-eksisterende, så noget slap i det, så jeg havde bagt bananmuffins til de små krapyler. Havde egentlig købt ind til noget rigtig snasket jordbær-frosting (måske ikke helt fair, når 12 stk. mundmotorisk udfordrede 2-årige skulle fedte rundt med det), men da jeg hørte, at det var Øglen, der skulle dele kagerne ud til de andre fra en lille kurv, forbarmede jeg mig over kurven, Øglen og (især) pædagogerne og lavede i stedet noget vældig grøn glasur, der kunne stivne. Kagerne blev ret grimme, men de smagte udmærket.

Efter vuggeren kørte HDD Øglen og jeg en tur i laddet på vores nye ride. (Som jeg prøvede at argumentere for, egentlig - også - var Øglens fødselsdagsgave. Det mente HDD ikke helt; han bliver hårdnakket ved med at påstå, at vi primært har købt den for min skyld. Kan jeg ikke forstå overhovedet...) Så bliver det vist heller ikke mere Østerbro-agtigt - heller ikke selv om vi manglede både negene og de flagrende gevandter, men de kan komme, når jeg finder noget spelt, der trænger til at blive høstet, og når det bliver så varmt, at man kan lægge vinterjakken uden at risikere at komme til at fryse indtil flere lemmer af.

Udsigt fra Christianiacykel-laddet

Ad sti af sted på Classensgade - Øglens gule cykelhjelmo i forgrunden 
Lille Triangel. Ligner totalt sådan et billede, man kan møde til en teoriprøve. Minus cykelhjelmen...

Da HDD's ben ikke magtede at fragte os rundt længere (han påstod, at der mindst måtte være 125 kg vægt foran - når man havde trukket kassen fra. Hrmpf!), satte vi kursen hjemover. Bestilte pizzaer (bagt på spelt og pastinak, selvfølgelig. Ahem...) og fik besøg af Øglens mormor og morfar. Som havde et Duplo-dukkehus med. (Tak til Gravidgrahvad for at gøre opmærksom på, at der eksisterer sådan noget). Og en cd med en eller anden type historier på. Ved stadig ikke helt, hvad det er for nogle, for jeg må ikke holde den længe nok til at se efter. Der er nemlig et billede af Handy Manny udenpå, og Øglen er helt solgt. Det må klart være hendes første crush. (Super - lille Sidney Lee-handyman-type med den bedrevidende kasket på. Som taler med sit værktøj. Enhver svigermors drøm. Eller noget).

Mormor blev i Kbh, og hun er stadig på besøg. Øglen forguder hende (og vice versa), så det er bare så hyggeligt. (Og heller ikke så dårligt bare at kunne tusse rundt for sig selv, mens man har folk til at klare putningen og så'n). Nu er HDD i gang med at bage lagkagebunde (!?), og mormor går snart i gang med kagemanden. Der er nemlig dømt familiefødselsdag i morgen. Og mig? Jeg laver ingenting. Det er lige til at holde til. Lige om lidt laver mit alien hand syndrome muligvis et move, der gør, at jeg tænder for X Traktor. Selv om jeg egentlig hellere vil se dyster film noir eller temaaften om 2. verdenskrig (som om).

Hav en god weekend, allesammen.

16 kommentarer:

  1. Tillykke med den store lille. Det lyder, som om I har haft en rigtig dejlig dag. Håber i morgen bliver af samme slags.

    SvarSlet
  2. Tillykke med hende :-) Hjemmelavede lagkage-bunde, hvor overskudsagtigt!
    Håber I får en dejlig dag...

    SvarSlet
  3. Kæmpe Stort Tillykke med hende og jeg forstår så udemærket du er gået over til stirre metoden i håbet om at tiden går en anelse langsommere...

    SvarSlet
  4. Kæmpe stort tillykke med hende. Det går nemlig pludseligt så stærkt og tillykke med familiecyklen :)

    SvarSlet
  5. Tillykke med hende søde. Og med cyklen.
    Knus

    SvarSlet
  6. Tillykke med Øglen. Og sikke en fin cykeltur i har været på, bliver mere og mere ærgerlig over alle bakkerne herovre :) God weekend til jer også.

    SvarSlet
  7. Det går bare så stærkt altså!

    Stort tillykke med den skønne, smukke og søde øgle. Håber snart hun kan lege igen - det er også snart forår og legepladsvejr.

    SvarSlet
  8. Et forsinket, men stort tillykke med Øglen. Hun er fiseme sød at se på - og kagerne ser da også lækre ud! ;)

    SvarSlet
  9. Et stort tillykke med din lille store pige - tænk at tiden går så stærkt!

    Jeg har også proklameret for Trutten, at han altså skal huske at tage de piller, der stopper ham i at vokse så hurtigt - hvorefter han grinende udbryder: eeeeej mor (S)TOP!

    Det lyder som en perfekt fødselsdagsfejring - sådan vil jeg i hvert fald gerne selv tilbringe min fødselsdag.

    SvarSlet
  10. Stort tillykke til både øgle og øglemor. Hvis du finder ud af hvor der er en slowmotion-knap eller lignende til at sætte tiden lidt ned i fart, så vil jeg gerne skyde lidt jyske dollars i din ladcykel, hvis du deler info med mig :)

    SvarSlet
  11. Et forsinket tillykke. To år, tiden går alt for stærkt og der sker så utrolig meget. Babyen er væk og en stor skøn pige er pludselig dukket op.

    SvarSlet
  12. Tak for alle tillykkerne. Jeg har ikke fundet slowmo-knappen endnu, men ligeså snart jeg hitter den, lægger jeg den ud på www, så alle småbørnsmødre kan få glæde af den.

    @Birgitte: Ja, jeg ved heller ikke, hvd der gik af ham. Han endte med at lave både alm. lagkagebunde, makronbunde og nøddebunde. Burde jeg mon være bekymret?

    @Husmoder: Jojo. For real. Det er også min alien hand, der får mig til at spise slik og kager hele tiden. Og se Paradise Hotel. Pwomise.

    @AC: Ungerne skal helt sikkert snart lege igen. Denne her weekend er booket, men resten af marts (weekender) ser fornuftig ud.

    @Mama Måslet: Velkommen til :-) Jyske dollars, siger du? Det er noget, der batter, så jeg leder lige lidt ekstra efter stop-tiden-knappen...

    SvarSlet
  13. Og jeg er så ikke lige så hurtig vel, men STORT tillykke fra flødebollernes mor også, selvfølgelig! Tænk, at Øglen er hele to runde år. Fanfuckingtastic!

    SvarSlet
  14. Til lykke med hende - det lyder som en rigtig dejlig dag. Er lidt skuffet over mig selv - jeg burde jo bestemt have været den, der foreslog Duplo dukkehuset. Går ofte i personalebutikken og kigger længselfuldt på det og Duplo-toget... Men tøsen må vist gerne blive et halvt års tid ældre, inden jeg slæber det med hjem. Håber hun bliver rigtigt glad for det :)

    SvarSlet
  15. Tillykke!!

    (Bedre sent end aldrig ;))

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...