lørdag den 19. marts 2011

A farewell to jeans

- i hvert fald de 'skinny' af slagsen. Må bare er kende, at hverken hofter eller mave længere bryder sig om at være spærret inde i uTROlig stramt denimstof. I hvert fald ikke, hvis jeg IKKE går efter at tage begrebet muffin top til et helt nyt niveau. Hvilket jeg egentlig ingen planer har om, nu hvor jeg tænker over det.

Ved ikke, hvad der sker, altså. Eller jo - jeg ved jo godt, at jeg er gravid. Men med mindre jeg er en eller anden form for medicinsk mirakel (hvilket hverken læge eller scanningsdame har udtrykt noget om, de gange jeg har mødt dem), er jeg jo altså ikke gravid på hofterne. Og er der ikke også noget med, at man får en fin, rund mave, når man er gravid?! Det mener jeg at kunne huske fra dengang, jeg ventede Øglen. Lige nu ligner jeg bare en, der er gået alvorligt amok i en kage-buffet og skyllet efter med friture-olie. (Det har jeg så også næsten, men alligevel...) Og nu har mine strammere jeans altså besluttet sig for, at de ikke gider lege med mere. Så jeg har kigget dem dybt i lommerne og er blevet enig med dem om, at vi ses igen - om en baby og en amnings tid. Indtil da må de nyde et midlertidigt otium på loftet - sammen med de bluser, jeg om et par kvadratcentimeter maveskind (læs; flæsk) mere ikke vil kunne trække ned over mavsen.

Indtil det ventetøj, jeg har investeret i (og de få stykker tøj, der overlevede fra sidste graviditet) for alvor får sin berettigelse (bliver jo nødt til at tro på, at jeg på et tidspunkt får en rund(ere) dunk), må jeg så ty til de almindelige jeans, der trods alt stadig kan knappes. Men som ikke er mere end en enkelt bøtte Ben & Jerry's fra også at opgive ævred (pis os' - har nemlig lige set, at der åbner en en & Jerry's isbar på trianglen lige om lidt). Ellers er der jo altid kjoler. Eller en presenning.

Har købt 4 tørklæder i dag. Ja, fire! Fordi jeg syntes, jeg manglede. Og så ikke lige kunne stoppe, da jeg kom i gang. Men tørklæder kan man altid passe. Og så indgår de jo som uundværligt accessory til amme-uniformen. Så man ikke blotter mere end de absolut nødvendige kvadratmeter bleg, udstrukket hud. Der var derfor tale om en langtidsinvestering i dag, kan I nok se, og så er det helt i orden!

Og nu vil jeg spise nogle af de chokoladekiks, som mit alien hand syndrome rev ned fra hylden i Superbrugsen i dag. Mens Øglen lå og grinede nede på gulvet. Efter hun havde flået en hel del poser chips ned fra deres respektive plads. Og råbt "NØJJJJJJ" henne ved påskeæggene og kigget på dem, som var de en værdig konkurrent til Handy Manny. Hun ved heldigvis ikke, hvad der er indeni den glitrende indpakning, for så er jeg overbevist om, at hun ville være ovre i Brugsen endnu. Er temmelig glad for, at vi sædvanligvis handler på nettet.

Jeg vil også fortsætte med det hæklede tæppe, der har ligget uberørt hen i et par måneder. Og der er jo ikke noget, der giver blod på tanden som at skulle trevle halvdelen op, fordi nogen (ikke mig, selvfølgelig. Ahem) har lavet en ikke helt ubetydelig fejl. Grrrr.

Egentlig burde jeg jo smide beviser på enten kage-mave eller tørklædeindkøb. Men jeg kan jo godt lide jer, så jeg vil ikke ødelægge jeres øjne med et billede af maven, og jeg gider ikke pakke tørklæderne ud for at fotografere dem lige nu. Så I får et par billeder af Øglen i stedet. De første er fra i går, hvor hun blev ringet syg hjem fra vuggeren (synes I ikke også bare, hun ser herresyg ud?!?). De sidste fra Zoo i dag, hvor det allerfedeste var at spise sne. Yum!





11 kommentarer:

  1. Du kan jo bruge graviditet som undskyldning - jeg er bare nødt til at indrømme at jeg har en svag karakter og æder for meget chokolade.
    Ha en god hæklesøndag.
    Klem MARIANNE

    SvarSlet
  2. B&J-isbar! Jeg er flyttet. NU!

    Hehe, fede Oscar-billeder af Øgle-bøgle:)

    SvarSlet
  3. Du må finde nogle labre gravid-jeans. Hva' med dem fra "Enula 9" ?

    Jeg læste i går om Levis' nye jeanskollektion. "Curve ID". Jeg tænker jeg sikkert kan finde et par af dem, til efter-gravid jeand (og så ellers mindre og mindre størrelser, efterhånden som der ammes - pleease).

    B&J isbar - shit. Godt jeg kun er ved Trianglen, når jeg skal til læge eller tandlæge... ;-)

    SvarSlet
  4. Du må finde nogle labre gravid-jeans. Hva' med dem fra "Enula 9" ?

    Jeg læste i går om Levis' nye jeanskollektion. "Curve ID". Jeg tænker jeg sikkert kan finde et par af dem, til efter-gravid jeand (og så ellers mindre og mindre størrelser, efterhånden som der ammes - pleease).

    B&J isbar - shit. Godt jeg kun er ved Trianglen, når jeg skal til læge eller tandlæge... ;-)

    SvarSlet
  5. Sjovt du skriver det om mavens form.. for ja hvad sker der lige for at første gang jeg var gravid fik jeg en fin rund mave.. og denne gang lignede jeg meget længe en som bare var lidt for chokoladeglad (okay det var/er jeg måske også)..

    SvarSlet
  6. Uha, det gjorde også lidt ondt på mig da jeg pakkede mine jeans væk. Jeg frygter, at de ikke kommer frem igen! Det gjorde de sidste gang - de fleste par, men der var et par enkelte som simpelthen ikke kunne nå rundt om livet igen tiltrods for at vægten var tilbage...

    Jeg vil gerne lige anbefale Strut på Fælledvej (lige ved Skt. Hans Torv og alt andet lige ikke så langt væk fra dig). De har nogle super fede slimfit jeans, som jeg har boet i det meste af min graviditet. Eneste minus er at nu er elastikken er begyndt at glide ned under maven, men det er vel næppe buksernes skyld...!

    SvarSlet
  7. Jeg mener, at der faktisk er et eller andet om, at hofterne udvider sig under en graviditet. Noget med et større bækken eller sådan noget...

    I øvrigt er jeg først krøbet i skinny jeans'ne som gravid. Men det er så den behagelige slags med stor ribkant, der hvor de normale strammer. Er der en ting jeg elsker ved graviditetsbukser, så er det at de modvirker muffin top!!

    :)

    SvarSlet
  8. @Marianne: Ja, du har ret. Men det er også bare lidt 'farligt'. Så ender det med at blive lidt af en sovepude. Men. Det ER nu en god undskyldning :-)

    @Husmoder: Jaaaah! Kom til Østerbro. Ingen grund til at tage til Jylland, når der er god is på Østerbro!

    @Therese: Jeg har faktisk ét par ok graviditetsjeans fra sidst, jeg var gravid. Men de er blevet noget stramme over hofterne, synes jeg, så hvis jeg vokser yderligere dér, så er det slut med dem. Og så må jeg på jagt efter nogle nye. Er dog for nærig til Enula9. Selv om jeg bor rætti tæt på, og de har sindssygt lækre ting.

    @C: Hvornår gik du så over til at se gravid ud denne her gang (for det gør du i hvert fald nu at dømme efter billederne på din blog :-)). I morges sagde HDD til mig, at han syntes, min mave var blevet firkantet?! Hmmmm...

    @Vevika: Tak for tip. Må forbi Strut straks ved lejlighed! Den butik har jeg aldrig set, og det er ALtid fedt med nye shoppemuligheder :-)

    @GG: Jamen - bliver hofterne så mindre igen EFTER graviditeten? For ellers gider jeg ikke være med mere!
    Og du har i øvrigt helt ret - graviditetsbukser holder. Måske man bare skulle gå i dem altid... :-)

    SvarSlet
  9. Hehe - jeg købte også mange tørklæder, da jeg var gravid. 1) man kan altid passe dem 2) min barm nåede en nærmest uhyggeligt størrelse, som tørklæder camouflerede en smule. Og sko kan man også altid passe. Og tasker. Så for alt det tøj, man ikke køber, må man købe ekstra sko, tasker og tørklæder!

    Synes faktisk, at jeg har en tendens til stadig at ty til tørklæder her som post-gravid. Tror det er fordi det tilfredsstiller mit shoppe-gen lidt, når der ikke er tid til at prøve tøj, fordi tøsen er med. Så kan man altid hurtigt hive et tørklæde op til disken, og vupti har man shoppet!

    SvarSlet
  10. Jeg savner virkelig også mine jeans.. jeg aner ikke hvad der er sket i denne her graviditet - jeg kan slet ikke få dem op over hofterne.. så den elastikkant jeg så smart har erhvervet mig er totalt penge ud af vinduet.. med mindre jeg hopper i mandens..

    Jeg håber hofterne skrumper ind igen.. dog har jeg en fornemmelse af, at det er selve skroget, der har ændret sig.. mon det sætter sig på plads igen? I hope so..
    Hvor langt er du?
    Kh C

    SvarSlet
  11. @Rie: Jeg har på fornemmelsen, at dit punkt nr. 2 også kommer til at overgå mig. Totalt Dolly. Så tørklæder it is. Og tasker. Ikke sikker med sko, dog. Fik jo Anna og Lotte-fødder i slutningen af sidste graviditet, hvor jeg nærmest ikke kunne lukke mine Angulus-støvler (som er temmelig fodformede). Så jeg har store planer om at gå i flipflops helt til termin :-)

    @Christina: Åh nej - det er simpelthen hele skroget, der sætter sig, mener du!? Det er jeg da lidt ked af. Skal vi ikke bare aftale, at det falder på plads igen?
    Jeg er kun 15 uger henne, så jeg synes jo, at det er meget for tidligt, at jeg begynder at vokse på hofterne. Men det HAR jo nok noget at gøre med al den kage, jeg spiser... Hvornår er det, du har termin? Det er lige om lidt, ikke?

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...