onsdag den 2. marts 2011

Jamen hej

Nå, jamen så døde jeg da lige lidt af travlhed. Men det havde jeg (heldigvis) ikke tid til at blive ved med, så jeg blev nødt til at vågne op og arbejde videre. Ville bare lige stikke næsen forbi Blogland og sige hej. Jeg følger sådan nogenlunde med i, hvad der sker, men er der noget, jeg har overset, beklager jeg meget.

Jeg håber snart at vende sådan rigtigt tilbage. Nogen (chefen) har ladet skinne igennem, at der bliver bedring om et par uger - når hhv. barslende og ferierende kollega er tilbage på pinden. Ah well - et par uger I can manage. Og det er jo egentlig meget sjovt. Selv om jeg bliver lidt forpustet af i bogstaveligste forstand at løbe rundt på kontoret for at nå både at printe, lave en kop te, sende et par mails, cleare en arbejdsgang eller ti og alt muligt andet, inden jeg skal i møde. Seriøst - sidst jeg løb nogen steder, sådan ganske frivilligt og u-motionsagtigt, var i Folkeskolen. Hvor vi ikke måtte løbe på gangene. Men gjorde det alligevel, fordi vi havde så travlt. Med spændende ting som hønseringe, legeaftaler og skolerugbrød. Så er det anderledes… spændende (eller nåwet)… ting, jeg har travlt med for tiden. Kampagner, damage control, almindelige driftsopgaver og generelle hastere. Som der af uransagelige årsager er mere end almindeligt mange af i disse underbemandede dage. Men pyt; jeg spalter mig bare i atomer for at få tiden til at række. Og den arbejdsaften, der er blevet indkaldt til i morgen, må da også gøre noget godt for bunkerne på mit skrivebord. Hvis det stadig ikke er nok, må jeg ty til den der tidsvender, Hermione har i Harry Potter nr. 491. Så det skal nok gå.

Øglen? Hende bliver der heldigvis lidt tid til. Kan stadig ikke forstå, at hun er blevet så stor, men det er ok, har jeg bestemt, så længe hun bare blivere sødere og sjovere for hver dag. Selv om hun i går bestemt gjorde sit for at gøre sig berettiget til Øgle-navnet. Hun belønnede nemlig sin prustende og stønnende mor (cyklede for en gangs skyld, og jeg er pænt ude af træning) med at blive så arrig, som jeg sjældent har set hende, fordi mine armkræfter slap op, og jeg ikke kunne slæbe hende længere end til 3. sal (vi bor på 4.). Så jeg vovede at sætte hende ned.

My G*D, hun flippede. Lige midt i trappeopgangen, som et eller andet geni har gjort til en akustik-oplevelse af dimensioner. Megafon gange en milliard. Smart. (Not!) Og for ligesom at tage forskud på teenageårene (tænker jeg) nægtede hun at tage sin flyverdragt af, da vi endelig kom indenfor. For hun var sur, jo. Og blev absolut kun surere af, at jeg kom til at strejfe (arj, ok - hive lidt i, så) lynlåsen på dragten. Så gik sirenen i gang igen. Og jeg måtte lede efter mine trommehinder, der blev blæst ud over køkkengulvet. Jowjow, det skal nok blive sjovt, når hun kommer i puberteten. For hun har jo tydeligvis ikke noget temperament overhovedet (!)

Men vi tager det hele med. Skrigeri, travlhed og alt muligt andet sjovt. Og også tandlægebesøget senere i dag. Har jeg ikke lyst til. VED bare, at de hiver alle mine tænder ud OG forlanger penge for det. De er onde, sådan nogle tandlæger (taler af erfaring. Fra 6.-9. klasse boede jeg praktisk talt hos skoletandlægen og blev truet med fraser som "togskinner på til du bliver 20", "brækker kæben op på dig og sætter den fast med wirer", "hvad mener du med, at det gør ondt - jeg er nærmest ikke begyndt", osv.) Finder trøst i, at Onkel Anne overlevede sit besøg hos de hvidkitlede. Så kan jeg også. Ikke?

3 kommentarer:

  1. Meget sjovt at læse din blog. Tænker om vi mon har det samme job - synes lige jeg så mig selv løbe rundt på kontor - fuldstændig som du beskriver det.
    Klem MARIANNE

    SvarSlet
  2. Godt at du stadig lever, midt i sumpen af arbejdsomhed.
    Ja, og den der præ-pubertære tilstand, der rammer 2-års ungerne, vil jeg også godt stemme nej til.

    SvarSlet
  3. ja, den med trappeopgangen er klassisk. Er også sket et par 100 gange hos mig. Og sirenen fortsætter bare i en uendelighed, synes man. Kan afsløre at det bliver lidt bedre INDEN teenage-alderen ;-)

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...