onsdag den 23. marts 2011

Opmærksomhed

I de sidste par dage har jeg - ud over at være på arbejde, selvfølgelig - hængt ud med skønne veninder fra gamle dage, den enes store mave og den andens lille datter. Anledningen til det fine besøg var lidt tung, men alle er heldigvis ok, så vi tror på, at alt nok skal ordne sig. Andet er ligesom ikke en mulighed. I går sov veninde og lille baby inde i vores stue, og Øglen kunne slet ikke finde ud af, at der pludselig var en baby i huset. Faktisk var hun lidt bange for babyen, tror jeg (jaja, der er jo aldrig nogen, der har sagt, at det er en modig lille Øgle, vi har), så jeg er da egentlig lidt spændt på, hvordan hun klarer det, når der fra og med september er en i huset 24-7.

Nå, men jeg må jo med skam indrømme, at veninderne har haft et lidt større fokus de sidste par dage end Øglen. Og HDD var der jo, så han vandt tjansen med at holde øje med hende, lave mad og generelt gå til hånde, mens vi tre tanter forsøgte at få styr på verdenssituationen. Umiddelbart efter aftensmaden syntes jeg, at der spredte sig en liflig lugt af brugt ble i køkkenet, men adspurgt om der var noget i bleen, sagde Øglen bare 'nej nejjjj' og valsede ind i stuen. Det er sådan lidt fifty-fifty, om hun lyver eller siger sandheden, når hun får stillet lige netop dét spørgsmål, og hånden på hjertet så vidste jeg jo nok godt, at hun løj lige dér.

Kaldte lidt halvhjertet på hende, men hun var optaget af hypnose-kanalen Playhouse Disney inde i stuen, og HDD forsikrede mig om, at det var ok - at hun nok skulle komme, når hun gerne ville have en ny ble på.

M-hm.

Så siger vi det.

Altså, lad mig bare sige det sådan, at det ikke var det, der skete. Forestil jer i stedet for en raspende lyd inde fra de tilstødende gemakker (sådan lidt som tape, der bliver revet af papir. Eller SNIPPER, DER BLIVER FLÅET AF BLE), efterfulgt af et "houvvvvvv! Hva' deeeeeeet?!". Og forestil jer så en Øgle, der kommer spankulerende ud i køkkenet med opknappet body og bar r*v med en temmelig overfyldt ble i hånden og undrende kigger fra ble til os, mens hun stolt gjalder et "Seeeeeeeeee!" ud i rummet.

Der var instant action, må jeg sige. Veninderne måtte lige klare sig selv (de var alligevel i gang med at grine sig selv ihjel), og HDD og jeg delte med militaristisk præcision opgaverne imellem os: "Du tager stuen - jeg tager Øglen" (gad godt jeg havde brugt bare lige ét sekund på at overveje dén arbejdsfordeling).

Men ok - jeg tog Øglen. Som ikke gad i bad. Men som til gengæld gerne ville sætte sig ned (med mildest talt ikke-ren bagdel) så mange steder på badeværelset som muligt. Hun var heller ikke ligefrem vild med den vaskeklud, jeg insisterede på at skrubbe hende med, så derfor rendte hun ud og ind af badeværelset (ser nu - i bagklogskabens halogenbelysning - at jeg nok skulle have lukket døren bag os). Og satte et fint punktum ved at tisse på puslepuden. Hvorefter hun stillede sig op - nu med tis under fødderne - pegede anklagende på den lille pøl og råbte "pruuuuUUUUT?"

...

Jamen, altså. Der er da ikke noget at sige til, at vi vil have en Øgle mere, vel?! For hvis der er noget, der er noget, der er sjovt at beskæftige sig med, så er det da afføring. Eller noget.

Men det skal hun have, Øglen. Det var en effektiv måde at få opmærksomhed på. Og så kan jeg lære det: Jeg skal ikke tro, at det går an at flytte fokus fra verdens omdrejningspunkt i så meget som et enkelt sekund. For hvis hun ikke får opmærksomhed, tager hun den da bare selv.

10 kommentarer:

  1. Kommer pludselig i tanke om, hvorfor det er så skønt, ikke at have ble-børn længere...

    SvarSlet
  2. HA HA HA, kan lige se hende for mig, med bar røv og prop fyldt ble i hånden, fnis. Jeg skal ALDRIG vise Vera hvordan man tager bleen af ;-)

    SvarSlet
  3. århh, ha hahahahaha

    Hun er da alletiders :-D

    SvarSlet
  4. Åh jeg døde af grin og blev samtidig MEGET taknemmelig for, at trolden ikke har luret den med selv at tage bleen af.
    I øvrigt synes jeg, at det er lidt sejt gået, at hun selv har fået knappet bodyen op. Den må da være lidt svær at komme til, ville jeg tro...

    SvarSlet
  5. So FUNNY!!! Jeg forbereder mig på lignende scenarie engang hjemme i stuen. Det må være noget vi alle sammen skal igennem. Nu ved jeg det kommer :-) Tak :-)

    SvarSlet
  6. Haha, der døde jeg en lille smule af grin. Har du forretsen hørt om gaffatape? Det burde findes i ethvert småbørnshjem.

    SvarSlet
  7. HooouUUUUVVV!

    Åh Øgle, You crack me up!
    ...Gaffertape...

    SvarSlet
  8. Ha ha ha, jeg elsker altså at læse om jeres hverdags-øgle. Samtidig gruer jeg for Spunk og ble... hi hi.

    SvarSlet
  9. Hahaha - tak for et skønt grin her midt i specialeskriveriet :D

    Nu er jeg endnu mere glad for, at Trutten er ovre det der med ble :D

    Jeg håber, at både du og dine veninder er ok :)

    SvarSlet
  10. Lort er bare så skidelækkert! ;-)

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...