torsdag den 7. april 2011

Den konstante følgesvend

... Jeg ved ikke, hvad der er med den der samvittighed, altså. Har vist egentlig altid haft den som fast makker igennem min opvækst. Og af og til også i en grad, hvor jeg har tænkt, om jeg mon var forbyttet katolik. For nogle gange går jeg totalt i 'Catholic guilt'-mode.

Menmen. Eftersom jeg har haft det sådan, så længe jeg kan huske, så har jeg jo også lært at leve med det. Det overrasker mig dog til stadighed, hvor meget sådan et 'samvittigheds-anfald' kan fylde. (Ja, for den dårlige samvittighed er jo sjovt nok ikke kommet til at fylde mindre, efter jeg har fået Øglen...)

Tag nu i morges, fx. Som sædvanlig var jeg først oppe, gik i bad og forsøgte at gøre mig klar til dagens dont (irriterende ord, egentlig. Og bruger man det nogensinde alene? Altså uden "dagens" foran?). Hørte Øglen rumstere lidt på sit værelse, så jeg listede ind og kiggede til hende, og så hende sidde på kanten af sin seng - helt pjusket og søvndrukken, men alligevel med spilopper malet i hele ansigtet. (Hun har nemlig STADIG ikke helt forstået, at man - når man er kommet i juniorseng - godt selv kan/må stå op, så når hun en sjælden gang drister sig til at gøre det, tror hun, at hun er seriøst på afveje).

Hun blev ellevild, da hun så mig - måske fordi jeg ikke var der, da hun skulle puttes i går (var til über-spændende (!) generalforsamling) - og skulle straks op og sidde hos mig, putte lidt med dynen og have læst Barbapapa. Fordi vi for en gangs skyld havde god tid, fik vi bare verdens bedste morgen. Med gak og gøgl og tid til ikke at blive irriteret over, at Øglen inisterede på at få "båmble" og flippede, fordi Dumme Mor ikke forstod, at det selvfølgelig (!) betyder blomme. Og tid til ikke at blive irriteret over, at der skulle løbes rundt omkring 15 gange, før hun til sidst syntes, det alligevel var ok at få tøj på. Og tid til at snakke, lege og ikke mindst lytte. Altså - en rigtig god morgen, hvor vi bare manglede Rynkeby-juicen, en solstråle ind ad vinduet og klassisk musik i baggrunden, for at vi kunne bruges i en reklame for overskud.

Det overskud stoppede så brat, da vi ankom til vuggeren. Hvor Øglen ikke ville have sine støvler af. Hvor vi 'jagtede' hinanden i sjov (her var overskuddet stadig til stede). Og hvor jeg så hapser Øglen for at tage støvlerne af hende, med det resultat, at hun vælter og hamrer hovedet ned i en kant på garderoben. Dér stoppede overskuddet for Øglens vedkommende. Og mit overskud blev brat afløst af Den Dårlige Samvittighed™.

Fik trøstet Øglen, kysset den kommende bule og troede egentlig også, at hun var blevet i godt humør igen, men da jeg forsøgte at overlevere hende til Overpædagogen, fandt jeg ud af, at det ikke lige var tilfældet. Hun skreg og græd og hagede sig fast i mig, mens tårerne sprøjtede ud af hovedet på hende, og hun hulkede "mo-ahr-hahr-hahrrrr". Jeg forsøgte lige så stille at pille hende af, lokke med æble, lokke med legekammerater, lokke med ALT - og intet hjalp. Så til sidst måtte jeg gå fra stuen, mens tårerne stadig sprøjtede, og Øglen strakte sine små, buttede hænder frem mod mig og så ud som om, jeg havde overladt hende i Gaddafis varetægt.

Det blev Den Dårlige Samvittighed ikke bedre af, skal jeg lige hilse og sige. Og det var kun på et hængende hår, at jeg selv kunne holde tårerne tilbage. Heldigvis kunne jeg konstatere - efter at have ventet i rundt regnet 1½ sekund uden for døren - at gråden stilnede af, og roen på stuen blev genoprettet. Men for f**** da. Hele dagen har billedet af min grådkvalte Øgle forfulgt mig - hånd i hånd med Den Dårlige Samvittighed™.

Jeg ved godt, at det ikke er et usædvanligt scenarie, at børn græder, når de bliver afleveret i institutionen. Men jeg er bare ikke vant til det. Fordi Øglen elsker sin vugger og pædagogerne derovre. Hun har måske grædt sammenlagt 10 gange, når vi har afleveret - og hun har altså gået der i næsten 1½ år. Så dagens oplevelse er ikke sædvane. Og måske netop også derfor slog den mig så meget ud.

Desværre (elelr måske heldigvis) er der hverken plads eller tid til alt for mange samvittighedskvaler på jobbet, så jeg må tvinge tankerne ind i andre baner. Og bare glæde mig til om nogle timer, hvor jeg har fri og kan hente den lille Øgle (som formentlig har glemt alt om morgenens drama). Så vil jeg kysse den bule, der nok er blomstret frem på hendes tinding og glæde mig til weekenden, der nu er lige om hjørnet. Og vinke venligt, men bestemt, til Den Dårlige Samvittighed™, som bare har at holde sig væk. I hvert fald ind til næste gang...

4 kommentarer:

  1. Ej, men seriøst, man har da kronisk dårlig samvittighed. Og jeg har sgu gået tudende fra vuggestuen op til flere gang, øv. Men den er heller ikke helt så steiner-dejlig, som jeres er...

    SvarSlet
  2. Kunne ikke havde skrevet det bedre selv. Jeg hader DDS, men der ligger der og lurer hele tiden.

    Pt. har jeg jo alt tid i verden til Johannes, alligevel ender vores morgener med lidt "kom nuuu", "hør nu efter", "gør så som mor siger". Og vi har omkring to timer til at hygge, gøre klar, komme ud af døren og ankomme i børnehaven. Alligevel kommer vi i sidste øjeblik og jeg har stresssved på overlæben OG dårlig samvittighed over, at jeg ikke formår at få en morgen til at fungere stille, roligt og hyggeligt. Men vi prøver igen i morgen...

    SvarSlet
  3. øv øv øv....kan godt forstå at det var lige før du selv fik tårer i øjnene. Håber at hun trods alt har haft en god dag den lille Øgle.

    SvarSlet
  4. Æv altså - men glæd dig i det mindste over, at I inden da havde haft en skøn morgen sammen - og nu er det weekend lige om et øjeblik, heldigvis!

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...