onsdag den 20. april 2011

Det der med at have fri

- sådan mange dage i træk, iggå?! hvorfor har man ikke det noget oftere? Det holder jo MAX (som de unge ville sige).

Vi er hjemme i civilisationen igen efter at have tilbragt nogle skønne, solbeskinnede dage i Sveriges-land. Vi havde 18 grader, sædvanen tro kun et ganske beskedent mobilsignal, og masser af tid til at læse, hækle (og trævle det hele op igen, fordi jeg er en krea-spade, der bør lade være med at lave noget som helst med garn) og ikke mindst lege med Øglen. Som i øvrigt brillerede ved at være herre-cranky både fredag og lørdag, og så lige nægte at sove om natten. Så vi var pænt brugte, da vi nåede mandag. Hvor Mormor og Morfar heldigvis kom forbi til kaffe (fordi de lige var i området?!) og kunne agere lege-onkler. Og vi kunne læne os lidt tilbage og mærke, hvor trætte vi egentlig var. Og beslutte at tage hjem mandag i stedet for tirsdag. Fordi vi helt ærligt ikke orkede endnu en nat uden søvn.

"Arj, mor. Ikke spise kogle". Præcis, min Øgle. Præcis.

Mormor og Morfar på jagt efter Øglen

Står med Kiks

Virkede som om, Øglen var helt enig. I hvert fald brokkede hun sig ikke det mindste over at skulle køre i varm bil i halvanden time, før vi nåede færgen. Men ok - det kan selvfølgelig også hænge sammen med, at hun havde en iPad som underholdning (har jeg fortalt, at jeg har købt sådan en? Hva' hva' hva'? Godt nok kun en 1'er - man er vel second mover - men alligevel. Den er for sej, og Øglen er nærmest allerede bedre til at betjene den end mig). Og selv om man godt kan blive liiiiiiidt sindssyg af at høre Rasmus Klump-melodien (eller i hvert fald den, de bruger i Rasmus Klump-app'en) ca. 40 gange, men hvis Øglen har det fint med at se den samme stump film 40 gange og dermed ikke brokker sig, så er lidt sindssyge vel værd at tage med?!

Og nu er vi så hjemme igen. For en kort bemærkning, før vi smutter hjem til Mormor og Morfar og bliver der nogle dage. Det var skønt at være i Sverige, søvnmanglen til trods, men det er nu også meget rart at have nogle fridage i byen. HDD har arbejdet i dag, så Øglen og jeg har hængt ud. Cyklet ind til byen for at finde Øglens elskede "Dyrene på landet" (rygtet ville vide, at de havde den i Tiger på Kultorvet) - uden held. Helt super, når nu jeg havde lovet hende den. Men udover, at hun har sagt "Dyrene å æ land (hendes jyske ophav fornægter sig ikke) er i stykker. Mor ikke finde ny" omkring 94 gange i dag, så har hun faktisk taget det meget pænt. Men hvis en af jer lige falder over den famøse dvd, så giv lige et praj, ikke?

Det er denne her dvd, der har fået mig til at tæske rundt i diverse Tiger-butikker. Øglens eksemplar er nemlig blevet så ridset, at det er svært at få meget mening ud af historierne, så optimistiske Øglemor har lovet afkommet en ny dvd. Men så nemt skulle det åbenbart ikke være... Billede lånt her

Nåmmen, bortset fra forgæves cykeltur (som faktisk var rætti hyggelig), så har vi plantet græs (hvem siger, at man ikke kan have en have, selv om man bor på 4. sal?), charmeret gamle damer i den lokale genbrugsbutik (arj, ok - det var Øglen, der charmerede. Jeg snakkede bare) og været et smut på legepladsen. Hygget derhjemme og nydt, at der ikke var noget, vi skulle nå. Og så har jeg begrædt et par gange, at jeg var helt så ivrig med saksen i går, som jeg var, for Øglen har fået totalt grydefrisure. Heldigvis virker det ikke som om, hun har noget imod sit nye look. Og det vokser vel ud igen, tænker jeg. HÅBER jeg.

Projekt Indendørs Have. Nu med græsfrø over det hele. Håber, de gider vokse op og blive til et fint grønt tæppe, for det er altså LIDT sjovere at kigge på end en plantekasse fyldt med jord. 

Den skam-klippede Øgle (men til mit forsvar vil jeg lige sige, at pandehåret ikke er skævt i virkeligheden. Det sad bare lidt mystisk lige her). Ahem.

Nu har jeg netop hevet en kage ud af ovnen, så jeg har tænkt mig at bruge resten af aftenen på at sidde på mine hænder. Må nemlig ikke spise noget af kagen, der er til i morgen hos Momor og Morfar. Øglens yngste kusine fylder 1, og så skal der jo kage på bordet...

Alt i alt har det været en fantastisk fridag herhjemme, og jeg ser frem til flere af samme kaliber de kommende dage. Håber, I får en dejlig påske allesammen.

12 kommentarer:

  1. Hun er da yndig med det korte hår, total Audrey Hepburn.

    SvarSlet
  2. Orj ja du har været flittig i dag! Her kan jeg kun prale af to stk. "homemade" pizza (pizzamel tilsat vand og tørgær) og koldskål - godt nok ikke færdigkøbt, men den nemme med ymer, kærnemælk og vanille.

    Til gengæld har jeg siddet på fortovskanten og set 2*J gør bilen klar til vaskehallen, kigget ind i vaskehallen, købt is og gået aftentur på 20 minutter.

    Og i morgen går turen til Vestamager Naturpark.

    Rigtig god påske!

    SvarSlet
  3. Det lyder dejligt med sådan en ferie. Om lidt er det vores tur, godt nok ikke til ødegård i Sverige - men ferie i jylland.

    Jeg synes det er ret hyggeligt at I planter græs på altanen :) Var jeg ikke ramt af græspollen havde jeg hapset ideen og sået en potte græs ude på terrassen

    SvarSlet
  4. Velkommen tilbage til civilisationen :-) Det er altid fedt at komme lidt væk hjemmefra, trods søvnmangel.
    Måske var den nye øgle frisure din hjerne der ubevidst tog lidt hævn for det der natteroderi, hahaha...

    SvarSlet
  5. Hahaha, jeg har også lige lavet tricket med den grydefrisure på den ældste herhjemme. Nøøj, min mand var tosset. Oops!

    Lyder som om I, trods søvnmangel, har haft en dejlig påske.

    Knus fra Anne Lotte

    SvarSlet
  6. Dejlig med påskeferie, har I så fået sovet?
    Vi er lige kommet hjem fra sommerhus og Vera har også nægtet at sove hele ugen...nu er vi hjemme og vi håbede på, at det blot var en sommerhus-ting....men vi blev klogere...suk. Har brugt en time her til aften på at få hende til at sove, gaaab!

    SvarSlet
  7. Og forresten...min kæreste har også købt en ipad (dog 2'eren...han kan ikke "nøjes" ;-) som vi havde med på tur....er der mon en særlig dårlig sove-energi i så'n nogle ipads?

    SvarSlet
  8. Skønt med det meste, bortset fra den manglende nattesøvn!

    Jeg vil gerne kigge efter dvd'en i en jysk tiger-butik for dig, hvis du stadig ikke har fundet den. Giv et praj, hvis det er.

    Og ja, iPad/iPhone er også et meget stort hit her, især efter trolden opdagede youtube-app'en som desværre ikke kan slettes. Tror hun bruger enorme mængder datatrafik, når vi kører bil. :)

    SvarSlet
  9. Vi har filmen liggende - og sønnen er ikke særligt interesseret i den, så den må I gerne få. Send mig en mail på pernillew @ Yahoo.com

    SvarSlet
  10. @FF: Audrey Hepburn - dét er fint med mig. Hende må Øglen gerne ligne :-)

    @Vevika: Synes bestemt også, det tæller som en aktivitet at se andre arbejde :-) Amager Naturcenter er skønt - jeg har desværre først lige opdaget det for nyligt. Håber, I havde en god tur derud.

    @AC: Håber, I har haft en god ferie i Jylland. Ang. græs og pollenallergi, så skulle jeg måske lige have konsulteret min allergi, før jeg begyndte at plante løs indendørs, men jeg håber på, at det er overstået inden så længe.

    @Birgitte: Haha, ja, det er da totalt lillehjernen, der har taget over, da jeg klippede Øglen. Hævn-klip er det nye sort :-)

    @Anne Lotte: Godt at høre, at jeg ikke er den eneste, der kommer til at grydeklippe afkommet. Her er det dog heldigvis næsten lykkedes mig at overbevise HDD om, at den nye frisure er sød til Øglen. Han tror efterhånden nogenlunde på det :-)

    @Tanja: Du siger noget! Det er da iPads, der får afkommet til at sove dårligt :-) Håber, Vera er tilbage til sit normale sovemønster. Her hjalp det heldigvis 'bare' at tage hjem fra Sverige. Nattesøvn gør bare tingene SÅ meget nemmere...

    @GG: Min iPad er heldigvis uden 3G, så Øglen kan kun bruge offline apps, når vi kører. Ellers tror jeg, hun kunne fyre seriøse mængder datatrafik af...
    Ang. Dyrene på landet, så må du da meget gerne holde øjnene åbne, hvis du alligevel er i Tiger. Men det er altså ikke noget, du behøver gå målrettet efter.

    @Pernille: Really? Det ville da være fantastisk! Jeg sender dig lige en mail.

    SvarSlet
  11. Heeeej. Den der fine hvide plantekasse, som er på næst-nederste billede, hvor er den købt henne? Står og mangler lige nøjagtig sådan en :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Ulf. Den er hjemmelavet. Flikket sammen af mdf-plader, så den passede til vindueskarmen og derefter malet hvid. Og så en pressenning ned i...

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...