fredag den 15. april 2011

Kan I høre det?

Påskeferien kalder. Højt og vedvarende. Den står lige uden for døren her på kontoret og råber, og jeg glææææder mig til, at jeg om 3 timer kan lukke computeren ned og galoppere ud i armene på 10 dages frihed.

Der har været tryk på på det seneste. Også for meget tryk. Selv om humøret har holdt skansen, er det gået ud over energien, nærværet og ikke mindst samvittigheden. Jeg har haft en stadigt tilbagevendende følelse af ikke at slå til der, hvor jeg allerhelst ville slå til, og mens det kan gå an i en periode, så kommer der et tidspunkt, hvor man trænger til at trække stikket. Det tidspunkt er kommet nu og falder meget belejligt sammen med overskydende fridage og påske. Jeg kan slet ikke få armene ned. 10 dage, mand. Rigelig tid til at få ladet batterierne op og måske endda også få et i reserve.

Så når Øglen er blevet hentet i vuggeren, er vi en tre stykker (og ½ sparkende en i mavsen), der skrider til Sverige. Til ødegården, hvor der hverken er tv eller radio - eller mobilsignal, for den sags skyld. Så der skal offlines. Spilles Scrabble, gåes ture i granskoven, leges udenfor til den helt store guldmedalje (vi hepper på godt vejr!), hækles og læses. Og fremfor alt skal jeg nyde, at jeg har tid til at lave ingenting. Og være sammen med mine to yndlingspersoner.

Ferie er nu ikke sådan at kimse af. Også selv om jeg holder meget af hverdagen. Engang imellem er det bare meget rart at skifte den ud med mere tid og endnu mere nærvær.

Håber, I allesammen får en skøn påske. Vi blogges ved, når jeg er tilbage i civilisationen.

6 kommentarer:

  1. Årh fantastisk! Jeg vil også ha' en ødegård at flygte ud i! Men jeg har så ikke ferie endnu - men weekend er nu også meget rar!

    SvarSlet
  2. God tur! Det lyder fanbloodytastic! Ønsker jer masser af godt vejr til udendørs leg og friskluft-samvær :-)

    SvarSlet
  3. Det lyder godt nok dejligt. Jeg kan blive helt ærgerlig over, at vi har internet i sommerhuset. Tænk at være nødt til at koble fra en hel uge. Det må bare være skønt.

    SvarSlet
  4. Det lyder skønt. Goood tur! Vi skrider også i sommerhus, JEG GLÆDER MIG!

    SvarSlet
  5. God ferie - vi andre holder hjulene i gang og glæder os på jeres vegne ;-) ... bare det snart var torsdag!

    SvarSlet
  6. Tak for kommentar (den godkendes når iphone vil samarbejde)!
    Er 17+0 i morgen - termin 27. Februar, så du har ganz ret!

    I øvrigt spiser jeg også en del - vægten er heldigvis ikke så slem endnu (+ knap 1 kg) - er dybt forelsket i is og jordbær! Kan ikke stege kød på panden og planlægge madplan - med ellers er appetittet ganske godt fungerende ;)

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...