mandag den 23. maj 2011

Sssschhhh!

HDD vandt puttetjansen i dag, mens jeg handlede (nemlig.com, I ved) og vaskede op. Gnæggede lidt i skægget over dén arbejdsfordeling, eftersom jeg i går brugte den bedste del af en time på at synge samtlige børnesange fra Øglens Shufflebook, læse historier og forsikre hende om, at "mor står lige uden for døren" sådan ca. 58.000 gange.

Og fordi jeg er et dårligt menneske, så synes jeg, at det er mest rimeligt, hvis Øglen så giver HDD samme behandling, når det er ham, der putter. Men der gik lige nøjagtigt 4 minutter (arj, ok - det kan også være, der gik 5), og så var HDD tilbage. Gæt selv, hvor meget af opvasken jeg havde nået at tage på dét tidspunkt. Ikke én sang havde han fået lov at synge. Til gengæld havde Øglen overtalt ham til at få sit elskede (temmelig u-steinerske) klaver med i seng. Så nu - tre kvarter efter puttetid - er der et sandt potpourri af buttede barnehænders klaverklimpren, dyrelyde (oh yes - det kan det nemlig også sige) og Bjældeklang-medleys.

Det er sådan en svend, vi snakker om. Køn, ikke? Hapset herfra.

Altså, det er da selvfølgelig dejligt for både HDD og jeg, at vi ikke behøver at rende ind og ud af hendes værelse hele tiden, fordi hun kalder (i går "tabte" hun meget belejligt alle sine Shufflebook-kort ud af sengen omkring 4.900 gange, og fordi hun ikke er så kvik er så umanerligt godt opdraget, stod hun ikke ud af sin seng og hentede dem selv. Men så kaldte hun jo bare på mig i stedet. Suuuuk).

Nu kalder hun overhovedet ikke. Hun klimprer bare. I stor stil. Og hver gang, der så småt er ved at blive ro derinde, så gør klaveret lige opmærksom på, at det jo altså ligger lige dér og er tændt (skod-funktion - opfinderen har tydeligvis ikke børn selv). Og SÅ går det løs igen.

Egentlig er det ret sjovt. Og temmelig gakket. Men der kommer et tidspunkt i enhver mors liv, hvor man bare ikke KAN holde til at høre mere Bjældeklang. Jeg tror, det tidspunkt er ved at være oprandt for mit vedkommende.

5 kommentarer:

  1. Hehe.... hvor er det synd for dig. Og umanerlig god underholdning for resten af os :-)

    SvarSlet
  2. Den med shuffle-kortene er også brugt her! griner... de er snu de kære små...
    griner lidt her bag skærmen

    SvarSlet
  3. Jeg troede kun det var trætte mødre der kunne falde i søvn til hvad som helst (også klimprende plim plim klaverer). Håber den lille øgle også kunne sove...

    SvarSlet
  4. Åh, sikke et skønt og upædagogisk legetøjsklaver. Håber (virkelig ikke) at Spunken får sådan et !!!

    SvarSlet
  5. @Mette: I aim to please. Godt, at klaverkoncerten kunne bidrage med andet end min mentae ustabilitet...

    @Christina: Ja, det er sjovt med de kort dér. Man burde næsten foreslå Shufflebook-folket, at de tilføjede "spredning af kortene ud over meget stort areal" som en af anvendelsesmulighederne.

    @Karoline: Hun faldt i søvn. Efter 1,5 time eller deromkring. I aften fik hun det ikke med i seng...

    @Therese: Det er yndigt, ikke? Og det værste er næsten, at vi selv har købt det til Øglen. Fordi hun - sin Steiner-vugger og vores forkærlighed for pænt legetøj til trods - ELSKER plastic-dims og -dut. Og kan det sige noget, er det bare bonus. Så vi var i BR en dag for snart længe siden og vælge noget, der ikke fyldte hele lejligheden, men som samtidig kunne sige en hel masse. Det må man sige, at vi har fået...

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...