fredag den 22. juli 2011

Mmmm... ftalater smager godt!

Øglens sprog udvikler sig med lynets hast herhjemme. Synes, der kommer nye ord til dagligt, og på det seneste er hun også begyndt at sætte sætninger sammen. Ikke voldsomt lange og komplicerede konstruktioner, men ikke desto mindre nogenlunde forståelige sætninger. Det er ret hyggeligt - som nu til aften, hvor HDD kom hjem med pizza-mad (jep - vi er sådan nogle mennesker, der til trods for min sprogfascisme fornedrer sproget og siger 'pizza-mad', 'zebra-hest' og 'futtog'), og Øglen lykkeligt begyndte at flå i pizzaæsken og udbrød "Uhhh, hvor lækkert, far!" (hvorefter hun hoppede ned fra sin stol, tog en lille kuffert fra Søstrene Grenes og gjaldede "hejhejjjj - går lige på arbejd". Gad vide, hvor hun har hørt dét...)

Nogle gange går det bedre med udtalen end andre. 'Hækbrø' skal man nok være rimelig nært beslægtet med Øglen for at vide, at det betyder knækbrød. Ligesom man måske skal tænke en ekstra gang over, hvad hun mon kan mene med 'mindvølle'. Og den dag hun kom rendende og råbte 'TAMMENAM' i en lind strøm, var jeg ret taknemmelig over, at hun havde en træ-champignon i hånden, for ellers kunne jeg sidde og gætte på endnu, hvad hun mon mente.

Mary Poppins i klapvogn

Og så er der de ord, hvor det bare er et enkelt bogstav eller tre, der glipper. Som hendes nye bedste ven 'paraflyen'. Og ftalaterne*. Der tilsyneladende smager rigtig godt...


Mmmm... ftalater smager godt! (Se venligst bort fra gulvspand og moppe, der blev brugt på i al hast at vaske sporene fra eksploderet Cola-dåse op i går. Lige inden jeg skulle på arbejde. Puuurfect timing... (!) )

*Hvis nogen skulle være i tvivl, kan 'ftalater' oversættes så'n rimelig direkte til 'salat'

4 kommentarer:

  1. Nåååårhhh, hvor er hun altså stor og utrolig sød.

    SvarSlet
  2. Der er ikke noget mere fantastisk end et barns sproglige udvikling.. De siger de skønneste ting.

    Og hvor sjovt, Johannes kan (heller ikke) lide ftalat. Dét ord kan han bare ikke få styr på...

    Og hov, jeg kan altså ikke se det ene billede.

    SvarSlet
  3. @Malene: Helt enig ;-) Hun bliver kæmpe. Forstår ikke, hvor tiden bliver af..

    @Vevika: Mærkeligt med billederne. Men måske er det fordi det nederste 'billede' (det med ftalat) er en video, og du er på fra din iPad (gætter bare)? Der er noget med iPad og flash-kompatibilitet, der ikke helt spiller...

    Sjovt, at Johannes heller ikke kan sige det. Man skulle jo egentlig ikke synes, at det er så svært, men det kan være, at det bare lyder som 'ftalat' i deres ører... :-)

    SvarSlet
  4. Nåårh, hvor sødt at girafferne skal dele. Og herligt at giraffen uden sammenhæng med resten af legen lige skal sove lidt i hendes hånd. Nogle gange gad jeg godt vide hvad der helt præcist foregår inde i sådan et lille hoved

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...