Onkel-humor

HDD er sjov sådan generelt. Og han synes for det meste også, at jeg er sjov. Af og til synes han dog, at humoren når under lavmålet i min familie og plejer at henvise til mig og mit ophav, når han støder på et særligt dårligt ordspil (helt ærligt - hvor længe skal man straffes for at synes, at ens brors "Hvem ka' - doktor Hauschka!"-vending var (ok - er!) ret sjov?!) Altså, det er da ikke mig, der griner HVER gang, den der Tulip-krokodille-reklame er på tv, vel, så måske nogen lige skulle feje for sin egen dør...

Nå. I det store hele er vi enige om, at hinanden er sjove. Men for HDD's vedkommende er det altså begyndt at gå kraftigt ned ad bakke med humoren i den sidste tid. Jeg ved godt, at Øglen ikke er til sofistikerede (ja - ovenstående humor er enormt sofistikeret, hvis I skulle være i tvivl) ordspil, og at hendes humor stadig er en smule... ... simpel... men jeg begynder efterhånden at blive bekymret for, om hendes humor nogensinde udvikler sig til det bedre med den stimulans, HDD giver hende.

 Gang i den på legeren

Han har nemlig udviklet onkel-humor. ONKEL-humor, I tell you. Den værste humor over dem alle. Tøhø-humoren, hvor alle grinesmiler anstrengt, men ingen i virkeligheden synes, det er sjovt. Ud over onklen, selvfølgelig. Og nu BOR jeg sammen med sådan en onkel-prankster. Som i tide og utide belemrer Øglen med sit nyeste påfund (et af kendetegnene ved onkel-humoren er i øvrigt, at repertoiret er utrolig sparsomt. Der er en meget lille palette af 'sjov' at tage af. Det, der er, bliver til gengæld gentaget ud i evigheden. Så tit faktisk, at selv det anstrengte grinesmil kommer på en alvorlig prøve fra tid til anden).

Det første påfund er den klassiske "nu tager jeg din næse" (og lader som om, at en lille haps af tommelfingeren er næsen, I ved). Til stor stor stor morskab for Øglen gennem flere uger/måneder. Ikke helt så sjovt for mig, men det er ok, når nu Øglen så åbenlyst havde en fest.

Nyeste påfund er så at stjæle Øglens navle. Nogen vil mene, at idéen i dén grad er planket af "nu tager jeg din næse"-tricket, men lad nu den ligge... Øglen er nemlig i den seneste måneds tid eller to blevet meget optaget af sin navle. Går rundt og kigger på den, nynne-synger "kravle-navle-navle-kravle" i tide og utide og skal også liiiige tjekke, at den nu er der, hvis hendes trøje ryger op, eller hun på anden vis får blottet maven. Hun synes også, at det er ret skægt, at både jeg og HDD har en navle, og hun er temmelig overbevist om, at Varanen kommer ud af navlen, når han engang ikke skal være inde i maven længere. (Gad vide, hvor hun har den idé fra?! *uskyldig smiley med et "jeg orkede ikke at tage den noget mere komplicerede forklaring og på den vis af vanvare komme til at lære papegøje-Øglen (papegØglen?) nye, spændende ord og kropsdele, som hun kan dele ud af i Steiner-vuggeren"-udtryk i fjæset*).

Lidt sjov er han nu, ham HDD, hvis man spørger Øglen. Her har han fx lavet en hule til hende. Dét er sjauw!

Men altså. Navlen. Meget spændende dims, synes Øglen. Og derfor kan HDD da heller ikke lade være med at drille hende. Med at stjæle den, selvfølgelig (til interesserede onkler in spe kan jeg berette, at det foregår på NØJAGTIGT samme måde som at stjæle næsen - bare uden tommelfinger-detaljen). Lidt på samme måde, som at Øglen ikke deler sin mad med nogen, synes hun så heller ikke, at det er spor sjovt at få stjålet sin navle. Overhovedet ikke, faktisk. Så hun bliver STIKtosset og råber og skriger "Nejjjjj far - ikke stjæle navløh. Gå VÆK, far. Gi' navløh tilbage. På igen!" og videre i den dur. Mens HDD triller rundt af grin. Og mens jeg trillede med de første par gange, så er vi nu nået forbi det anstrengte grinesmil og direkte til "Giv hende nu bare navlen, HDD. Hun gider jo ikke!" (Hvis jeg havde haft en top ti over sætninger, jeg ikke havde regnet med nogensinde at skulle sige, så må det med navlen have været en af dem). Det preller totalt af. Han stjæler videre. Og morer sig kongeligt hver gang.

Klar, parat, pak! (Umiddelbart inden ferien). Og man behøver slet ikke få stjålet navler for at more sig - det klarer man fint selv.

Nu kunne jeg skrive noget om små hjerner og små fornøjelser og sådan noget. Men det vil jeg lade være med. Og i stedet for bare lade humor-diskussionen hvile her.