søndag den 3. juli 2011

Ude godt - hjemme vådt

Altså. Man kan da heller ikke vende ryggen til så meget som et øjeblik, før vejret téer sig fuldstændig tosset. Slap da lige off med det der skybrud! Ikke, at der var så meget tilbage af det, da vi ankom til Østerbronx tidligere i dag - ud over lidt generel jordslåethed og små-vandpytter kunne man jo foranlediges til at tro, at der bare havde været lidt rask vandkamp i gang mellem postnummerets borgere.

 Øglen med sin 'kandevande' på terrassen i Pastaland

Men diverse nyhedstjenester (vi siger tak til ubegrænset dataforbrug i udlandet-mobiler) kunne jo berette noget ganske andet, og så var der jo også liiiige alle de der stakler, der var i gang med at tømme kælderrum og/eller lave stuelejligheder for meget våde ting. Vi følte os rimelig home safe - bor trods alt på fjerde, ing'?! - men da vi kom hjem, blev vi mødt af masser af håndklæder og gryder i vindueskarmene, hvor det havde regnet ind ad vores pilrådne skal-snart-skiftes-vi-har-bare-ikke-lige-fået-det-gjort-endnu vinduer. Takket være forsynet havde vi udstyret vores underbo med ikke bare en nøgle til postkassen, men også en til lejligheden "i tilfælde af, at der skulle springe et vandrør eller gå hul på en gasledning, tøhø" ( indsæt selv yderligere enormt livrem og seler-agtige snusfornuftige kommentarer), så hun havde simpelthen været overskudsagtig nok til at vådrumssikre vores lejlighed på bedste beskub, så vi slap for at komme hjem til et soppebassin. Dét kalder jeg godt naboskab - og det udløste da også fluks en bøtte hjembragt pesto og en flaske rotwein (som hun selvfølgelig havde fået alligevel, menalser...)

 Charter-Øglen parat til endnu en omgang is/legeplads/sight-seeing/juice/you name it

Øglen nyder at være hjemme, lader det til, selv om hun taler meget om at køre i hhv. bil og rødt futtog (har vi jo så også kun brugt de sidste 30 timer på at gøre, så det er nok meget naturligt). Hun har holdt festligt gensyn med det meste af sit legetøj og har set "sommersyn" (som fjernsyn af uransagelige årsager er blevet døbt). Hun har spist hofretten lyst brød med Philadelphia (som stort set også var det eneste, hun spiste i Pastaland, det lille skarn, undtagen når hun kunne få fingrene i pasta med kværnet peber?!). Så i det store hele er Hjemme vist godtaget.

Hun n æ g t e d e dog at sove, og i løbet af den time, vi skulle bruge på at dysse fuldstændig hystella Øgle ned, må jeg da tilstå, at min zen-agtige ferietilstand kom på lidt af en prøve. Men bruger jeg fornuften lidt (og undlader at bruge den del af hjernen, der bare trænger til at smide mig som en selvdød hval på sofaen og tage stilling til lige nøjagtigt ingen andre end mig selv og Varanen), så er det jo forståeligt nok, at hun er ked og forvirret. Der ER sket meget - både i de sidste 14 dage og i de sidste halvandet døgn. I går morges tjekkede vi ud fra hotellet, tilbagelagde en pæn biltur gennem 'Talien og Schweiz, hang ud i sydtysk jernbaneby, hoppede på bil-sove-toget i går aftes, blev transporteret til Hamburg natten over, og i dag har vi så kørt fra Hamburg og hjem. Kan godt være, at det ikke er det mest actionpacked program nogensinde, men er man 2 og snart et halvt år gammel, skal der såmænd nok være oplevelser nok dér at fordøje. Hell - jeg er træt. Og jeg er en del ældre end de 2,5...

I morgen banker hverdagen så højt og insisterende på døren. Jeg har nemlig - modsat HDD - ikke været så smart at tage en ekstra fridag (jeg må jo være dum eller noget - ALLE ved jo, at man har brug for lidt ferie ovenpå en ferie), så jeg skal tilbage til kontormiljø og to do-lister fra morgenstunden. Håber at kunne bibeholde den zen-agtige tilstand længe nok til ikke at begynde at stresse over alle de ting, jeg helst skal nå - for der er jo noget med, at der kun er 4 uger tilbage, før friheden (eller hvad man nu kalder den tilværelse, man går i møde som højgravid med kuglerunde fødder) kalder.

Pastaland? Jamen, det var fantastisk. Har ikke rigtigt lavet noget andet end det, jeg skrev sidst. Antallet af is er steget lidt, og vi har måttet give alvorligt køb på vores syn på Ustyrligt Grimme Ting Til Børn, efter Øglen kastede sin kærlighed på en knaldgul havestol med Woody på ryglænet (den stod på et gelateria, så måske hun forbandt den med noget godt...) Fordi vi er push-overs og elsker at se vores afkom tæt på lykkeligt, købte vi naturligvis en stol magen til, da vi var ude at handle en dag. Og fordi Øglen kan være er så sød, fik hun da også lige en abe-bamse, som hun fik øje på som noget af det første. Den er grim. Den er VIRkelig grim. Og nok sådan cirka så syntetisk, som syntetisk materiale nu engang kan blive. Men barnet er glad. Putter den med sin Yndlings Soveklud i Hele Verden. Går rundt med den på skuldrene. Synger for den. Osv. Så hvad gør det, at HDD og jeg bliver nødt til at vaske vores øjne med ståluld pga. dens blotte tilstedeværelse?!

 Øglen napper lige en grillwurst mit Brot und Ketchup på forsædet, mens vi venter på at kunne gå ombord på toget

Nåmn, derudover tror jeg egentlig ikke, at der er sket så meget. Vi har badet lidt mere, været lidt mere på legeplads, gået lidt flere ture, spist lidt flere is, læst lidt flere bøger (eller, nej - HDD har læst flere bøger - jeg løb tør, så jeg har hæklet i stedet. Det er varmt i den italienske sol, at I ved det) og leget lidt mere. Og virkelig virkelig nydt det. Så jeg vil ikke have, at hverdagen begynder igen, og at jeg ikke længere skal vide alt om, hvad Øglen foretager sig på alle tidspunkter af dagen. Men eftersom Øglen glæder sig som en lille vild til at komme op til 'Bitterne og spise havregrød (!?), så er det nok mutti her, der skal arbejde på sin separationsangst. Og i stedet nyde de vågne timer, jeg så trods alt får sammen med hende. Og kun tænke en lillebitte smule på, hvor drønhyggeligt det var at ligge kilet ind i alt for lille tog-seng sammen med hende i nat med en buttet arm om halsen og en umiskendelig ånde af grillwürstchen mod min kind...

7 kommentarer:

  1. Det lyder fantastisk. Som en virkelig dejlig ferie, selv om jeg nu godt kunne unde dig en fridag eller 5 mere, så lurer friheden allerede om 4 uger, det bliver skisme da fedt! Der er sommeren jo stadig først lige begyndt, ik´

    SvarSlet
  2. VELKOMMEN HJEM!!!!!! Dejlige ferie-billeder ellers. Jeg er altså vild med Øglens worldclass henslængthed til det meste (og grill-wurst..)
    Første dage tilbage på job forventer ingen, at man laver noget.

    SvarSlet
  3. Ciao - er det ikke det man siger i støvlelandet? Og velkommen hjem. Hvem der bare havde en grillwurst :)

    SvarSlet
  4. Jeg vil oss' på ferie! Det lyder fantastisk. Tænk at du kun har fire uger tilbage på jobbet. Tiden flyver jo...

    SvarSlet
  5. Næh, er I allerede hjemme? Hvor blev de 14 dage lige af?

    Det lyder bare alt for skønt med ferie og -snart- barsel. Heldigvis nærmer begge dele sig også for mig.

    I øvrigt er Øglen da ren modeblogger på det du kalder charter-looket. De solbriller der sætter lige prikken over i'et i coolness!

    SvarSlet
  6. Lyder som om I har haft en helt formidabel ferie :-) Skønt.

    SvarSlet
  7. @AC: Jo, du har ret - sommeren begynder først rigtigt i august. Så jeg napper lige et par arbejdsuger i juli, og SÅ går det løs med friheden :-)

    @Husmoder: Hun er totalt henslængt i al almindelighed. Og mega-vild med grillpølser. Passer også fint til attituden...

    @Camp Chaos: Tak. Og jo - 'ciao' bruger de en del i støvlelandet. Også meget nemmere at sige en 'arrividerzi'...

    @Vevika: Ja, det er ret vildt, så hurtigt denne her graviditet er gået. Forstår heller ikke helt, at jeg allerede kan gå fra om 4 uger. Men det er dejligt.

    @GG: Ja, de gik RET hurtigt, de der 14 dage. Hepper på, at dine sidste dage før ferie og barsel går lige så hurtigt.
    Hendes solbriller blev fast indslag i hendes påklædning dernede - de sarte Øgle-øjne var åbenbart ikke så gode til Rivieraens skarpe sollys. Men det var mine egentlig heller ikke, såeh...

    @Anne Lotte: Jaaaah! Det VAR skønt! Glæder mig allerede til næste ferie, som godt nok 'bare' går til Sverige, men det kan skam også være dejligt...

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...