mandag den 1. august 2011

Effektivität

En eller anden klog type har engang sagt noget om, at ingen er så effektiv som en småbørnsmor, der er børnefri et par timer. Det har jeg ikke rigtig tænkt så meget over før, men efter i dag er jeg tilbøjelig til at give den kloge type ret.

Øglen har været i vugger i dag. Det havde hun dæleme glædet sig til. Og at dømme efter de mængder sand, hun havde på samtlige kvadratcentimeter bar hud, da hun blev hentet, så havde hun hygget sig RET så meget. Hun kunne dog alligevel nedlade sig til at give mig en stor krammer og være helt 'det er min mooooor'-agtig til pædagogen, men derudover var hun helt væk i vuggestueland. Dejligt.

I fuldt firspring inde under et eller andet kunst-noget på Louisiana

Nu er det jo sådan, at jeg har barsel. Og HDD har ferie. Egentlig skulle vi have været i Sverige hele denne uge, men det er pludselig gået op for os, at de der ting, vi gerne vil have styr på i lejligheden, ikke laver sig selv, så et par dage herhjemme, hvor vi begge har fri, ville kunne gøre noget seriøst ved dén sag. Så Sverige er udsat et par dage - ødegården render jo ingen vegne...

Men altså. Regnestykket lyder således:

Mig på barsel + HDD på ferie (+/- Øglen i vugger) = Voksentid. Og effektivitet. Og det er faktisk slet ikke så tosset.

Måske ikke det fineste trick i bogen at sende afkommet i institution, mens mor og far ikke ligefrem laver livsnødvendige ting, men på den anden side slap Øglen for en tur i IKEA og et sæt forældre i projektmode.

Og jeg må sige, at jeg synes, at vi har nået en hel del i dag. Selv om der også har været tid til at hygge og nyde, at vi kun behøvede at tage vare på os selv og ikke også en balstyrisk 2,5-årig, der kan løbe hurtigere end Kipketer, når det lige stikker hende.

Lagde ud med fælles cykeltur ind til vuggestuen, og da Øglen var blevet deponeret, satte HDD og jeg os på Riccos med en dobbelt latte og en nybagt, varm chokoladecroissant. Mmmmm. HDD kastede sig over avisen, jeg over det nye eksemplar af Fit Living (oh the irony at sidde med den slags lekture sammen med en overvægt på 15-20 kg og et 'måltid', hvis kalorieindhold vel ret beset ville kunne holde mig kørende resten af dagen ugen).

Da vi ikke gad sidde på Riccos længere (fik I dén?! Da vi ikke GAD sidde der mere! Ikke noget med, at vi blev nødt til at gå, fordi Øglen væltede et bord / bed en kunde / smagte på interiøret / andet?!) cyklede vi hjem. Og blev ret effektive. Jeg nævner i flæng:

- Oprydning i genstridigt køkkenskab #1
- Brødbagning (langtidshævet)
- Leverance af friskbagt brød til venner i Forstæderne med feber-baby
- Besøg i IKEA
- Milkshake i McD drive through (dog uden medfølgende læsning af Fit Living)
- Opslæbning af IKEA-ting til lejlighed (mest HDD)
- Mere brødbagning (kom i tanker om, at det nok egentlig var en dårlig idé at have givet alt det nybagte brød væk, så prøvede igen med mystifystisk sodabrød)
- Oprydning i genstridigt køkkenskab #2 (nu med IKEA-ting)
- Indkøb af søskendevogn til Øglen og Varanen (på nættøt, iggå?!). Den var ikke spor billig, så lad os håbe, at vi får lige så meget brug for den, som jeg har overbevist både mig selv og HDD om...
- Generel oprydning af køkken

Sodabrød med Indian Pale Ale (nøjjj, jeg havde lyst til at drikke dén øl i stedet for at smide den i dejen). Lidt blegt i betrækket, og jeg havde også fået det æltet lige længe nok, men smagen fejlede ingenting...

Sam-cyklede ind til vuggeren efter ét stk. glad Øgle ('kæft, det er hyggeligt og par-agtigt sådan at cykle side om side og have masssser af tid til at hente), og så hjem igen efter en smuttur i Tiger, der bød på nogle kurve til mig og nogle opbevaringsdimser (som i øvrigt er vældig gode til at have vitaminpiller eller andet småtterei i, hvis hun på et tidspunkt skulle blive træt af at dreje dem fra hinanden og sætte dem sammen igen) til insisterende Øgle.

Hjemme igen fik jeg på bedste krejler-manér solgt en skænk til en dame, der havde fundet den/mig på dba.dk. Så nu har vi dels plads til en Varan-seng på Øglens værelse, dels råd til at finansiere omkring en fjerdedel af den søskendevogn, jeg købte tidligere på dagen. (Såøh... hvis der er nogen, der har lyst til at købe en Chair One eller et fint Chatboard - eller alt muligt andet dims og dut, som jeg ikke lige har overblikket over endnu, så sig lige til, ikke?! Pengene går ubeskåret til Varanen - og allerhøjst til en enkelt café latte eller to...)

The naked chef i dyb koncentration

Majs-massakren (og nej - Øglen fik ikke lov til at betjene kniven)

Efter et bad til Øglen stoppede arbejdsomheden også for i dag (for mit vedkommende - HDD fes stadig rundt og skruede, savede og borede alle vegne i lejligheden). Øglen blev sat i hårdt arbejde med at pille majs ("jeg ka-ha-haan i-hi-ikke, mor!" og "majs DRILLER"), mens jeg superviserede og coachede på mest irriterende bedste vis. Det lykkedes da også til sidst, og Tykke Mor med de nu meget runde fødder kunne sætte sig ned og smække tænderne i kogt majs.

Intentionen var egentlig at lave modellervoks her til aften, men næh nej. Jeg er plantet solidt i sofaen og kan allerhøjst overskue at hækle videre på Projekt Tæppe #4.569. Og en enkelt suttekæde ovre fra hende her. Modellervoksen må blive en anden dag. Der skal jo også være noget at gå i gang med, når jeg går sådan rigtig på barsel, ikke...

5 kommentarer:

  1. Ammen altså - jeg bliver snart nødt til at få en fridag hvis jeg kan nå bare halvdelen af jeres program. Cool. Og den største majs - det er til mor med de runde fødder ikke?

    SvarSlet
  2. Hold da op, så flittige I har været. Imponerende! Og dejligt, at Øglen er rigtig glad for vuggestuen igen efter ferien. I øvrigt: Tillykke med det nye design, fint og enkelt.

    SvarSlet
  3. @Camp Chaos: Joda - selvfølgelig er den store majs til den Store Mor. Lidt retfærdighed skal der da være til :-)

    @Nonna: Tak for kommentar om det nye design. Det driller lidt med billederne, men jeg lærer det nok engang. Ang. effektiviteten, så er den for kraftigt nedadgående, men vi håber at gøre comeback i morgen :-)

    SvarSlet
  4. Ahva?! LAVE modellervoks?! Kan man det? Og hvordan?

    Det lyder bare som en rigtig fantastisk dag. Det er en skøn følelse at nå noget, og især når man gør det sammen. Så er det både hyggeligt og praktisk på én gang.

    Herhjemme fik vi afrimet fryser i går aftes, fordi jeg simpelthen ikke kunne holde tanken ud om, at jeg måske skulle nå at føde, inden det var gjort. Meget logisk, ikke? Man kan da ikke få et barn, når der ikke er plads til færdigretter i fryseren, vel?!
    Heldigvis var Manden sød og med på mit flip, selvom han egentlig havde noget arbejde, han burde have lavet.

    SvarSlet
  5. @GG: Jup. Lave det. Siger jeg totalt henkastet, selv om jeg ikke har prøvet det endnu. Har fundet en opskrift på nettet - noget med en masse mel og noget olie og noget frugtfarve. Lyder egentlig ret nemt, så det skal have en chance. Poster lige billeder og opskrift, når/hvis det lykkes :-)

    Hvis du føler trang til at afrime flere frysere, så kigger du bare over, ikke? Vores fryser er ikke så stor, men den er til gengæld fyldt med ting. Så hvis vi ikke når at spise det, må jeg kigge langt efter færdigretterne, når Varanen kigger ud.

    God mand, du har dig der, lyder det til. Det er det helt rigtige at gøre at føje sin hjhøj-højgravide kæreste :-)

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...