mandag den 8. august 2011

Når en Øglemor hun bager

♫ ... bager Römertopfe-kager, ta'r hun først en mægtig gryde og et kilo smør omtrent. Og hvis gryden ikke vælter, blandes smørret mens det smelter, med et kilo puddersukker, til det lugter brunt og brændt ... ♫

Eller nåwet. Jeg er ikke madblogger, men nu er der hele to, der har spurgt efter opskriften på de brød, jeg ikke kan lade være med at bage for tiden, så for at tækkes masserne (ahem), poster jeg altså lige opskriften her. Har alligevel ikke andet at lave (eller jo, men jeg gider ikke rigtigt lave andet), for jeg har første alene-dag på barsel i dag - HDD er tilbage på pinden, og jeg tuller rundt i en umanérligt hyggelig boble herhjemme. Burde jo egentlig gøre rent, sortere babytøj og rydde op, men som sagt, så gider jeg ikke. I stedet har jeg snydt mig til en halv time ekstra i sengen med iPad'en efter at have sendt HDD og Øgle af sted, og nu spiser jeg 5-grynsgrød med æblemos og drikker te, mens jeg stener på computeren. Sådan noget barsel (evt. uden baby) rawks!

Dagens brød - med rugmel, hvedemel og 5-gryn, men uden øl

Nåmn, det der brød. Det er altså virkelig lækkert og tager ingen tid at lave (hvis man fraregner hæve-tiden, men det er ikke et krav, at man står og kigger på, at dejen hæver). Jeg må dog lige skynde mig at indskyde, at  opskriften (desværre) ikke er min, men derimod Jim Laheys (er det nørdet gerne at ville møde en bager, bare fordi han er sej?!). Jeg har efterhånden bagt brødet 10 gange, tror jeg, med forskellige typer mel og væske, men jeg skal nok lade jer slippe for alle 10 varianter og i stedet nøjes med en enkelt opskrift, hvor det så er op til jeres eget temperament, hvad I vil putte i.
  • 2 dl vand
  • 1-1,5 dl øl (jeg brugte IPA, fordi det lige var det, vi havde, men en mørk øl tror jeg vil være fantastisk)
  • Økologisk gær, mængde svarende til en ært
  • 400 g mel (fx 150 g hvedemel, 100 g speltmel, 150 g rugmel og en sjat 5-gryn)
  • 10-15 g salt (alt efter smag. Den oprindelige opskrift siger 8 g, men det synes jeg personligt er for lidt)
  • Römertopf eller ovnfast gryde med låg
Gæren røres ud i vandet, og mel og salt kommes i. Det hele vendes sammen med en ske - der skal ikke æltes; bare sørg for, at al mel er blevet vådt. Skålen overdækkes med plasticfilm og efterlades på køkkenbordet i min. 12 timer.

 Brødet fra forleden med øl, rugmel og 5-gryn

1-2 timer før brødet skal bages, rører jeg dejen sammen med en anelse mel. Jeg lader den bare blive nede i skålen (mest fordi jeg er doven og ikke gider have dej på fingrene, hvis jeg kan undgå det) og nærmest 'folder' den sammen om lidt mel med en ske.

Ovnen varmes op til 250 grader med en Römertopf eller ovnfast gryde indeni. Når ovn og Römertopf/gryde er varme, hældes dejen i (skal formentlig skrabes ud af skålen med ske eller dejskraber), låget kommer på, og brødet bages i 30 minutter. Jeg plejer at drysse med lidt mel eller gryn, inden jeg hælder dejen i, men det er mest for synets og smagens skyld. Efter de 30 minutter i ovnen, skal låget tages af Römertopfen/gryden, ovnen skrues ned til 230 grader, og brødet bages yderligere 15 minutter. Herefter vendes det ud på en rist, og når det er kølet nok af til at holde på det/skære i det, er det bare om at gå i gang med at spise. Velbekomme :-)

PS: Fik jeg nævnt, at vi er begyndt at spise alt alt for meget brød herhjemme, efter jeg har opdaget den her opskrift? Det har taget totalt overhånd, men der ER bare ikke meget, der er lækrere end nybagt brød. Og da slet ikke, når det nybagte brød tager omkring 2 minutter at klaske sammen...

11 kommentarer:

  1. Sætter lige et bogmærke ved denne opskrift!
    Kender du Meyers bageri? Altså bogen. Har hørt meget godt om den, og nu køwer jeg den. (evt sammen med røremaskinen...)

    SvarSlet
  2. Bogmærk alt, hvad du vil :-) Brødet er også Øgle-afprøvet med stor succes - dog bliver skorpen måske lige hård nok til små Øgle-tænder, men så kan man jo altid sidde og pyggenygge 'indmaden' ud :-)

    Kender godt Meyers bageri. Har ovenikøbet været på Meyers bagekursus (http://ibaby.smartlog.dk/en-l-rdag-alene-post196179), og det var dét, der overbeviste mig om, at jeg ikke kunne leve uden en røremaskine. Nu går denne her Römertopf-opskrift jo godt nok konceptet røremaskine lidt i bedene, eftersom dejen slet ikke skal æltes, men til stort set alt andet brød, ville jeg aldrig undvære en maskine...

    SvarSlet
  3. Jeg bruger brød opskriften fra Christian Bitch's bog, men har aldrig prøvet at bage i min Römertopf... Jeg bager aldrig madbrød, hvor man skal ælte mere. Kun de gode opskrifter, hvor man ikke skal røre ved dejen ;-)
    Og ja, ville osse spørge: Hvad gør I med al det brød? Synes ikke det bliver helt godt at fryse...

    SvarSlet
  4. Tusind tak! Vil straks prøve når flytningen tilbage til Østerbro er overstået næste uge... Så har vi biet længe nok i Sønderborg :-).

    SvarSlet
  5. Det brød skal da prøves. Tak for opskriften

    SvarSlet
  6. Åh, jeg gad bare så godt på det der bagekursus noget. Må lære Skrubben at ligge i vikle hurtigst muligt, så vi kan komme afsted, her i barselsland..

    SvarSlet
  7. @Birgitte: Jamn, vi spiser det, gør vi. Altså, brødene bliver ikke så store, men de ryger lige ned i løgneren. Og det, der bliver tilovers, fryser jeg i skiver, og så er planen engang at tage det op og lave rasp af det. (Eller fodre ænder - alt efter dagens ambitionsniveau ;-))

    @Cille: Fra Sønderborg til Østerbro - det er noget af en tur. Men jeg kan ikke bebrejde dig, at du gerne vil tilbage til 2100 - HDD og jeg prøvede at flytte væk forrige år, og det holdt kun 4 måneder, før vi havde byabstinenser igen :-)

    @DIY: Selv tak og velbekomme :-)

    @Husmoder: Det er et heldagskursus, det der Meyer-noget, jeg var på, så han skal blive seriøst interesseret i viklen, ham Skrubbe, hvis han skal orke det :-) Men hvis du kan overbevise Manden om at husere i området med Skrubbe, mens du er på kursus, så kan du lige smutte ud og amme engang imellem. Totalt win-win for dig :-)

    SvarSlet
  8. Lækkert brød. Endnu lækrere tegnoversigt, der har leveret noderne - eller? ;)

    SvarSlet
  9. Hehe; faktisk er det ikke tegnoversigten, der har leveret noder. Kunne ikke finde dem i den ellers meget lækre (og omfattende) oversigt. De her er blevet til vha. lidt googling og noget copy/paste. Sad but true... :-)

    SvarSlet
  10. Googling er godt! Google er min ven! Derfor har jeg også set mig aldeles sur på den skrækkelige t-shirt, der p.t. præger bybilledet i Kbh, på hvilken der er skrevet "F*ck Google - ask me". Det er godt nok de færreste, jeg ville spørge før Google ...

    Men min kommentar om tegnoversigten - det var egentlig blot en lille indforståethed ;)

    SvarSlet
  11. Oh dear - har slet ikke set de t-shirts. Så lidt kommer jeg åbenbart ud...

    Fangede godt indforståetheden, og jeg har også fundet dig og tilføjet dig blogrullen. Det vil jeg skam ikke gå glip af ;-)

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...