... og øndig ser hun ud

Inspireret af gårsdagens indlæg hos Camp Chaos, kom jeg til at tænke på dengang, jeg var gravid med Øglen, og HDD og jeg ikke anede, hvad vi gik ind til mht. børn. Ligesom Rikke skriver, så var vi også ude i alt sådan noget med, at "så meget behøver vi jo heller ikke ændre vores vaner", "vores barn skal være sådan et, der kan sove hvorsomhelst", "man behøver jo heller ikke overholde spise- og sovetider hver dag - det er, hvad man gør det til", osv.
Hihi. Fnis. Sådan gik det så ikke. Men det er en anden historie.

Ud over ovennævnte utopiske forestillinger om Livet Med Børn, talte vi (selvfølgelig) også om, hvordan mon det lille kræ ville se ud. Og jeg kan huske, at jeg tænkte en del over, om vi ikke selv ville kunne se det, hvis nu vi fik et barn, der ikke var så kønt. Og i stedet insistere på, at vi havde produceret en Miss Universe-kandidat. Til trods for snot-ellevetaller, grød i hele hovedet og ubestemmelige røde knopper. For det syndrom er jo set hos forældre, hvis afkom måske ikke ligefrem er klassiske skønheder. Jeg aftalte endda med en af mine veninder (omend hun vist aldrig samtykkede helt, men trods alt var klog nok til at gå med på en gravid kvindes luner), at hun skulle sige det, hvis nu Øglen så lidt sjov ud. Så jeg i det mindste vidste det og kunne forvalte den viden efter bedste evne.

Men det blev heldigvis aldrig relevant. For Øglen viste sig jo selvfølgelig at være det smukkeste barn i hele verden (med de forældre ville det have været et under andet. Tøhø). Slet ikke trykket, alien-agtig, med Gary Sinise-agtige puffede øjne eller andre ting, man af og til ser hos nyfødte. Syntes jeg og min tydeligt endorfin-ramte hjerne. Men billederne fra de spæde dage/uger fortæller noget lidt andet. Altså, ingen tvivl om, at jeg stadig synes, at hun både er og var smuk. Men HELT så lydefri (må man godt bruge det ord, når man er yngre end 367 år gammel?!), som jeg/vi først syntes, var hun altså ikke.

Det er hun derimod nu, hvor hun er vokset fra det trykkede, har fået hår i stedet for skimmel, øjnene er blevet mindre puffede og alt muligt andet. Faktisk kan jeg slet ikke komme i tanker om nogen børn, der er ligeså yndige som Øglen. Indtil jeg lige gennemgik et par snapshots fra i går. Og nok engang må erkende, at min hjerne stadig er fyldt med endorfiner, og jeg dermed er faldet direkte i "forælder, der er blind over for afkoms... udfordringer..."-fælden. Og min veninde har ikke sagt noget. Shame on her! Se her - og bedøm selv...

 

Det begyndte ellers meget godt - Kilkenny-style - da Øglen nægtede at stå ud af ladcyklen, fordi det blæste meget. Stadig yndig. Synes moderen.

 

Og så gik det ellers ned ad bakke derfra...

 

Og endnu længere ned.

Hele vejen til rock bottom...

Bliver spændende at se, om Varanen slægter sin søster på, hvad angår udseende. I givet fald håber vi, at han får en vindende personlighed. Helt ligesom Øglen. Og under alle omstændigheder vil HDD og jeg i hvert fald næsten altid synes, at han er smukkere end smuk...

(Og ret skal være ret - har taget nogle ret fine billeder af Øglen i ZOO i dag. Eller. De var i hvert fald fine, da jeg tog dem. Kan være, at det ser helt anderledes ud, når de kommer over på computeren. Man ved aldrig med sådan noget...)