Pause-Poul

Mig og Øglen holder pause. Fra den der hverdag (som i virkeligheden ikke er så hård, hvis man er mig og på barsel, men som straks er lidt mere actionpacked, hvis man er Øglen og går på stue med 12 andre hårdkogte Hobbitter). I går morges pakkede vi Familie-slæden (som jeg kører alt alt for lidt i, og som jeg derfor er ved at udvikle en bil-fobi overfor) og drog vestover til Mormor og Morfar (Øglens, altså).

Selv om jeg næppe nogensinde bliver perlevenner med morgentrafikken og vejarbejdet i København, så gik turen glimrende, og Øglen brillerede ved at sidde på bagsædet og synge 'Lille Peter Edderkop', kommentere landskabet og bekymre sig over, hvorvidt 'mindvøllerne' mon var i stykker, når de ikke drejede rundt. Når hun altså ikke kom med små besserwisser-udbrud som "Du kører ALT for hurtigt, mor". Hvilket jeg faktisk ikke gjorde *pudse-pudse glorie*, men jeg blev nødt til at smække bremserne i, fordi ham, der kørte foran mig, lavede en ualmindeligt underlig manøvre.

Øglen havde glædet sig som en lille dreng til at komme over til Mårmor og Mårfar, så hun har faktisk ikke været synderligt øglet, siden vi ankom. Tværtimod. Hun snakker, griner, uddeler krammere, som stillede hun op til valg på det, og har spurtet Mårfar i møde, når han er kommet hjem fra arbejde, sprunget op på skødet af ham og krammet til på "Awwww-måden". Lutter idyl, og vi mangler sådan set bare underlægningsmusikken til Det Lille Hus På Prærien (eller måske endda 7th Heaven?) for at gøre idyllen komplet. Det er meget muligt, at vi ikke ses til dagligt, men det bliver tilknytningsforholdet generationerne imellem tydeligvis ikke mindre af, og det synes jeg egentlig er temmelig priviligeret.

My preciousssss... Brombær-rov med Mårfar

Jeg får lov til at crashe på sofaen, læse dameblade og spise kage. Masser af kage. Bl.a. min mors f a n t a s t i s k e cheesecake. Med brombær plukket af Øglen og Mårfar, da de var ude at gå i går. Uden klapvogn, men på de buttede Øgle-ben, skam. Den var ikke gået (tøhø) hjemme i Kbh, men når man hænger ud med Mårfar, er man åbenbart lidt mere street, end man er sammen med mor og far. Jeg fik da også strenge formaninger om ikke at komme med: "NEJ, mor. Dig skal ikke med. Øglen og MÅRfar går tur!" Nånå. Bevares. Og skål i kage og sofa-crashning!

Nu er Øglen og Mårfar ude at plukke flere bær. Mårmor har tålmodigt forsøgt at forklare mig strikkekunstens mysterier, og jeg tror nok, at jeg kan strikke retstrik nu. Måske ikke noget, der vinder mig nogle krea-præmier, men man skal jo starte et sted. Og alene det, at jeg kan jonglere med to pinde ad gangen uden at stikke nogen ned, er succes nok for mig.

Cheesecaken før...

Det er altså ikke aktivitetsniveauet, der udmatter mig, her i Pauseland. Selv om jeg da må indrømme, at jeg er en anelse stolt af mig selv over i dag at have ringet og lavet aftaler med ikke bare en eller to, men hele TRE børnehaver, jeg skal ud og inspicere i næste uge. Så må vi se, hvor fresh jeg er, når jeg rent faktisk skal dukke op til aftalerne og rende rundt og stille spørgsmål til frokostordninger, pædagogiske visioner og lukkedage. Velvidende, at chancen for, at Øglen får en plads i en af de pågældende børnehaver, er cirka lige så stor, som at jeg smider alle mine graviditetskilo 10 minutter efter fødslen og bliver tyndere end nogensinde.

Cheesecaken efter...

Men som en af børnehave-damerne var så opmuntrende at sige til mig, da jeg ringede i formiddags: "Jeg kan lige så godt sige det, som det er: Vi har allertidligst pladser til sommer igen, men det er jo selvfølgelig ikke forbudt at håbe på mirakler". Nix. Det er det nemlig ikke. Så det vil jeg gøre. Og mens jeg gør det, tror jeg da lige, at jeg lægger mig på sofaen sammen med cheesecaken et dameblad...