Happy dance!

Prø' li' å gæt, hvad posten havde med i dag (ud over lokalavisen og et takkekort fra et bryllup, altså)?! Min vandrejournal! Og scanningsbillederne af Varanen! Og den der seddel om, hvordan fødslen forløb! ALT det, som jeg opdagede forleden, var blevet væk, og som jeg tudede øjnene ud over. (Arj, ok - der mangler sådan et lille tillykke-kort fra Rigshospitalet med stempel på, men det overlever jeg nok)

 

Juhuuu - hej, papirer (som jeg ikke helt ved, hvad jeg skal bruge til, men som jeg ikke desto mindre har planer om at gemme for evigt)

Der var simpelthen sket det, at jeg havde glemt papirerne på det dersens barselsambulatorium, hvor vi var til hælprøve og hørescreening i lørdags. Og så havde de sendt papirerne til en, der hed noget, der i mistænkelig grad kunne minde om mit navn. Som også havde født d. 22. september. Og som nu har været så sød at eftersende papirerne til mig. Hurra, altså - nogle mennesker er bare enormt søde! (Og så har man måske en fornemmelse af, hvor meget sådan nogle papirer kan betyde, hvis man selv lige har født og er fyldt med hormoner).

Så jeg har danset happy dance i dag (efter jeg havde hormon-tudet lidt af glæde). Lige altså indtil HDD stak af for at reparere familieslæden og jeg dermed fik min debut som "alenemor" til begge reptiler. Så var der ikke tid til at danse mere. Men jeg er stadig glad!

(Og nu skal jeg så finde på en anden undskyldning (med mindre "hormoner" er undskyldning nok) for at tude i tide og utide)

Sundhedstjek

'Min' sundhedsplejerske har været forbi i dag. For at sige hej og tillykke, måle/veje Varanen og generelt bare høre, hvordan det går, og om jeg havde nogle spørgsmål.

Varanen var mildest talt ikke begejstret for at blive klædt af og proppet ind i en stofble for derefter at blive hængt op i en vakkelvornt udseende vægt, men det kan jeg egentlig ikke bebrejde ham. Det der med at ligge på maven syntes han heller ikke var the shizzle, men han bliver jo nok glad for at kunne det i længden, tænker jeg. Og alt i alt tog de dele, han ikke brød sig om, ikke særlig lang tid. Resten af seancen - den, hvor Sunderen og jeg drak kaffe og sludrede, mens Varanen fik mad - syntes han sjovt nok noget bedre om.

Varan-puppen

Det var et hyggeligt besøg, og min Sunder virker vældig sød og kompetent. På ingen måde ligeså "ekstrem", som min sidste Sunder (og det var altså en af hendes kolleger, der kaldte hende det; selv ville jeg måske bare have anvendt ordene 'emsig' og 'lidt uhyggelig'), men derimod meget menneskelig og nede på jorden. Det kan selvfølgelig også skyldes, at Varanen er barn nr. 2, og jeg derfor ikke på samme måde har haft en fornemmelse af at skulle 'eksamineres', som jeg havde med Øglen, men anywhooooo, så var det en god oplevelse.

Varanen vejer nu 4300g og har dermed opnået sin fødselsvægt +50g (eller 48g, hvis man er Varanens mor og går op i den slags petitesser). Og så er han 55cm lang (mod 52cm ved fødslen, så jeg tænker, at nogen har målt bare en my forkert), så der er ikke noget at sige til, at han ligner Sidney Lee lidt (tænk dyb t-shirt-udskæring fremfor underlig brun-orange farve), når han har sine str. 50 body'er på. Dommen var, at han trives og virker enormt vågen og opmærksom af sin alder, og som kirsebærret på toppen kunne han da lige levere en kæmpe remoulade-ble, mens Sunderen kiggede på, så hun kunne konstatere, at han i dén grad får mad indenbords. Jowjow.

 

Varanens sutte-debut lidt tidligere i dag

Udover vejningen og målingen havde jeg ikke voldsomt mange spørgsmål (erindrer noget om, at jeg til første sundhedsplejerske-besøg med Øglen havde en hel post-it fyldt med spørgsmål til hende). Ikke til Varanen, i hvert fald. Til gengæld spurgte jeg en hel del til Øglen. Altså til hendes opførsel i disse dage og til, hvordan vi kan gøre overgangen til søster-heden lettere for hende. Og - vigtigst lige nu - hvordan vi kan mindske hendes gener ved den blist, der har bosat sig på hendes tunge og er omtrent samme størrelse som Angola. Hun havde en række gode råd, som vi skal have afprøvet (nogen, der ved, hvordan man nemmest får fyret et skud Aftamed i munden på genstridig 2,5-årig?) og mht. det der med søster-heden, så sagde hun - ligesom alle I kloge læsere - at det bliver bedre hen ad vejen. Men indtil da, så foreslog hun rimelig enkle, men alligevel viise (synes jeg) ting, vi kunne gøre. Fx lade hende have de samme grænser som før. Her har HDD og jeg nok været liiige kompenserende nok, siden vi kom hjem med Varanen, men det skaber tilsyneladende mere utryghed end det modsatte, hvis vi lige pludselig bare er helt "jaja, lille skat, du må gerne ødelægge X, male på Y og spise Z", hvis hun normalt ikke må.

 

Lille store Øgle

Derudover er det åbenbart vigtigt ikke at udstråle nogen form for "det er synd for Øglen"-hed. For som Sunderen sagde, så kunne vi være helt sikre på, at hvis det er den tilgang, vi havde til det, så vil Øglen opsnappe det på et splitsekund og synes, at det er endnu mere synd for hende. Og sidst, men ikke mindst, så skal vi holde igen med valgmulighederne. Ikke noget "vil du have X, Y, Z, Æ, Ø eller Å til aftensmad, nu du har ondt i munden, lille Øgle?". Allerhøjst et "vil du have X eller Y?" eller - helst - et "nu får du X til aftensmad - det gør ikke ondt i munden. Værsågod".

Måske ikke ligefrem raketvidenskab, men er der ikke også noget med, at det ofte er det simple, der virker? Under alle omstændigheder skal det have en chance. For hende Øglen fortjener altså også snart at få sin kendte hverdag tilbage (hun har været hjemme fra vugger igen i dag).

Sunderen kommer igen om en måned, og så må vi se, om bøtten er vendt og jeg til den tid har flere spørgsmål om Varanen end om Øglen. Nu må vi se. Under alle omstændigheder synes jeg, det er dejligt at have fået en sød og forstående Sunder, som ikke havde noget imod, at jeg plaprede løs. Og som i øvrigt syntes, at Varanen var så fin og sød. Men det er han jo også, såeh...

Min lille store Øgle

Det har været nogle begivenhedsrige dage for Øglen på det sidste. Ud over at være blevet storesøster, har der været masser af besøg, masser af gaver og så også lige en klat feber oveni. Dertil kan vi så tilføje en kæmpe blist på hendes tunge, så hver gang hun indtager noget, der ikke er is og chokolademælk, så græder hun og fortæller, hvor ondt det gør.

Og så - for at føje spot til skade - så er hun jo bare 2,5 år på godt og ondt og synes bestemt ikke altid (læs: aldrig), at vi skal have vores vilje. Ting skal allerhelst gå efter hendes hoved, og i de sidste par dage har vi set resultatet af ligningen nybagt storesøster + (feber x blist) : 2,5-årig².

 

Slatten storesøster

Oh dear, siger jeg bare. Altså, hun er stadig ellevild med Varanen, men det er tydeligt, at det ikke passer hende, når han tager tid fra hende med fx amning, bleskift eller nussepusning. Det passer hende heller ikke så godt, når hun får nej til at se "samsyn" i 9 timer i rap, og det er tilsyneladende også totalt ufedt ikke bare selv at måtte "kigge i skuffarna og se, om der er noget spændende" (= noget med et sukkerindhold på over 90%). I det hele taget er der en del, der ikke passer det lille store reptil i disse dage, så det er lidt af en balanceakt at opretholde god ro og orden altid. Især når søvnen er så usammenhængende, som den nødvendigvis er med baby-Varan in da house. Så min lunte er heller ikke lige så lang, som jeg gerne så den, og det er svært at forstå, når man bare er en lille Øgle. Og svært at acceptere, når man er mig.

 

Øglen og Varanen

I dag er vi så overgået til en form for hverdag. Hvilket vil sige, at Øglen har været feberfri og ovre hos sine elskede 'Bitter. Og HDD og jeg har været hjemme i babyboblen. Med tid til at mulme Varanen, lade ham sove på os i stedet for i liften og i det hele taget give ham al den opmærksomhed, som efter vuggestuens fyraften skal deles ud på to (her har Varanen så været så diplomatisk at sove non-stop i dag, men dén bliver nok ikke ved med at gå). Det er på én gang dejligt og lidt trist - dejligt, fordi en lillebitte ny har krav på udelt opmærksomhed, trist fordi det unægteligt pirker til min latente dårlige samvittighed, der irriterende nok har vist sig at kunne vokse lige så proportionalt som kærligheden.

For at bruge en god gammel kliché, så bløder mit hjerte for Øglen, når hun med store øjne står og ser på, at jeg ikke kan dette eller hint, fordi jeg lige skal made eller skifte Varanen. Eller når hun ikke kan ligge præcis, som hun gerne vil, når hun kommer trissende ind i dobbeltsengen midt om natten, fordi hun så kan risikere at lægge sig på Varanen. Eller eller eller. Og jeg ved godt, at hun ikke tager skade af at dele lidt. At hun måske i virkeligheden er bedst tjent med at finde ud af fra en tidlig alder, at alting ikke kun kan dreje sig om hendes behov. Men hun er bare så lille. Og samtidig så stor. Vi gør, hvad vi kan for ikke at gøre hende større, end hun er, og stadig anerkende hendes behov (måske endda i overdreven grad), men som HDD sagde forleden, så kan hun jo godt mærke, at hun er gået fra en 100% situation til en 50% situation. Derudover synes jeg også, at det er lidt synd for Varanen, at der ikke er 4000% fokus på ham, som der var med Øglen, da hun var bittelille. Det der med at valse rundt til Åh Abe-musik (selv om han muligvis helst er fri?!) og sidde og stirre forelsket ind i de dybblå øjne - det er der bare ikke samme tid til denne gang.

Og det hele har hormonella-mutti her ret svært ved at kapere. Jeg ville så gerne kunne være der 150% for hvert reptil (lige indtil jeg altså brækker mig af enten træthed eller kedsomhed), men jeg ved jo godt, rent fornuftsmæssigt, at det ikke er praktisk ladesiggørligt.

 

Arjmen altså - jeg siger jer; han er SÅ sød, den lille Varan

Men jeg skal nu ikke brokke mig. Varanen sover som en drøm om dagen (indtil videre), spiser godt og fylder indtil flere bleer. Amningen kører, og ud over at jeg ligner en (godt nok temmelig træt og udslidt) pornostjerne med mine gigantiske mælkekasser, er der ingenting at klage over dér. Mælken løb for alvor til lørdag/søndag, og i går clashede mælkehormoner på vej ind og gravid-hormoner på vej ud så i et gigantisk slag, hvor jeg tudbrølede. Over alting og ingenting, men en katalysator skal man jo have, så den blev, at jeg tilsyneladende har smidt min vandrejournal - sammen med scanningsbilleder, tillykkekort fra hospitalet, brochurer om hælprøve og alle mulige andre memorabilia - væk. Jeg aner simpelthen ikke, hvor den kan være blevet af, og efter at have endevendt hele lejligheden gjorde jeg, hvad enhver anden nybagt mor med galopperende søvnunderskud og hormoner i hele kroppen (forhåbentlig) ville have gjort: jeg satte mig ned og tudede. Til mine øjne næsten faldt ud. (Ikke, at papirerne dukkede op af den grund). Nogle (HDD, fx) ville måske mene, at den reaktion trods alt var en kende overdrevet, men man kan desværre ikke ræsonnere med hormoner, har jeg måttet erkende.

Øglen forstod selvfølgelig ingenting af, hvorfor jeg græd, men hun kunne godt se, at jeg var ked af det. Så hun blev også mere ked af det. Og græd og græd og græd til hendes øjne næsten faldt ud. Jowjow - vi var et yndigt par, men heldigvis faldt vi begge ned igen efter tudeturen.

Og når alt kommer til alt, så er det måske ikke så underligt, at der lige er en form for indkøringsproces. Vi skal jo allesammen øve os i det her flerbørns-familienoget, og tudeture og obsternasighed til trods, så er jeg ret fortrøstningsfuld. Det skal sq nok gå - vi skal bare lige allesammen finde vores nye ben at stå på. (Og så må hormonerne gerne lægge sig lidt, så jeg ikke er helt så tudevorn og dårlig samvittigheds-agtig. Måske lidt chokolade kan hjælpe på dén sag?!)

Gæt et reptil

Varanen er 2,5 dage gammel nu. Og (selvfølgelig) skøn skøn, skøn! Han knirker som en gammel, hyggelig dør (eller 'Han virker lidt, mor!', som Øglen siger), når han er tilfreds, skriger som en måge, når han er sulten og sover så'n nogenlunde hæderligt (og hermed har jeg sikkert jinxet det totalt, så han fremover kun sover i 7 minutters intervaller). Derudover er jeg sikker på, at han har smilet til mig op til flere gange, så han er altså også ganske fremmelig (hvilket ikke kan undre med de forældre. Tøhø).

Han har stadig masser af mørkt hår (så vi burde måske have holdt fast i, at han skulle hedde Elvis), og han har HDD's øjne og mine ører. Lige nu, i hvert fald. Øglen ligner han til gengæld ikke så meget, blev HDD og jeg hurtigt enige om - altså lige indtil vi smuttede en tur ned ad den visuelle Memory Lane, som billedfilerne på min computer udgør. Vi kunne konstatere, at vores hukommelse ikke er knivskarp, for se lige her (ovenikøbet i samme tøj und alles):

Øglen eller Varanen?

 

Varanen eller Øglen?

Og apropos Øglen, så er jeg virkelig imponeret over, hvordan hun har taget imod Lillebror (og den styrtregn af storesøstergaver, der har været i hans kølvand). Lige fra hun kom ind ad døren fra "ferie hos farmor" og så Varanen i sin lift, har hun været totalt forelsket. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, hun har sagt "Awwww, hvor ER han SØD, mor og far!" og været ovre og ae og klappe. Hun har sunget improviserede godnatsange for ham og vil gerne dele sine nusseklude med ham. (At hun så også strækker sin gavmildhed til at omfatte tvangsfodring med hhv. rejechips og frosne majs, er en biting...) Dog skal der ikke helt så meget til, før filmen knækker for hende, men indtil videre har det ikke været alarmerende. Og kan, for så vidt, også skyldes, at hun skranter lidt med snot og hæshed.

 

Ehm... undskyld mig, men hvad er det her for en kørepose-ting? Og klæder huen mig overhovedet?!

Vi gør, hvad vi kan, for at hun ikke skal føle sig overset, og indtil videre har hun og jeg haft 'alene-tid' ved at være ovre og handle (ja, det elsker hun altså), nede og lege i gården og hygge os over aftenbadet. Og i dag hyggede hende og HDD, mens Varanen og jeg var til hørescreening og hælprøve (Varanens debut i (dobbelt-)klapvognen gik i øvrigt fortræffeligt - han sov begge veje og brokkede sig kun over at skulle have skiftet tøj ovre hos jordemoderen. Jeg har stadig ikke heeelt styr på, hvordan man tæmmer én cm tissetrold, som gerne vil tisse alle andre steder end indenfor bleens grænser).

 

Ae-aeeee

Desuden nyder hun i fulde drag, at familien kommer væltende. I torsdags var det Farmor og Faster. I går var det Mårmor og Mårfar. I dag var det Farfar, og i morgen kommer de så allesammen på samme tid (plus dem, der ikke har været her endnu), fordi undertegnede bliver et helt år ældre. Så det skorter i hvert fald ikke på opmærksomhed. Og måske er det i virkeligheden meget godt, at hverdagen begynder igen med vuggestue og sædvanlig rytme (og måske knap så mange chokoladekiks) på mandag, så hun kan pejle efter sine kendte holdepunkter.

Men det jeg egentlig bare ville sige (med utrolig mange ord), er, at livet som familie på 4 indtil videre holder max! Og i øvrigt tusind tak for alle jeres dejlige kommentarer på mit seneste indlæg. De varmer og er blevet læst mere end en enkelt gang!

Hej Varan!

Jeg ved ikke, om det var Lykkes Faxe Kondi-og-hindbærsnitte-kombo, der virkede. Eller om det var den Half-baked (bemærk ironien i at æde noget, der hedder half-baked, når man er gået 5 dage over tid) Ben & Jerry's HDD hentede i 7-Eleven. Eller om det bare var de højere magter, der a) syntes, det var synd for mig, b) ikke længere gad høre på mit utålmodighedsbrok.

Lige meget - så længe, der bare var en af delene, der virkede. Og det var der. For her har vi Varanen i egen lave person. 52 cm, 4252 gram og født kl. 06.51 i morges.

 

Varanen i løvedragt og folkevognsdyne - 6 timer gammel

Han er helt helt perfekt - har masser af mørkt hår (også på ryggen - det må være fra HDD's familie), de sødeste ører, en lille fin mund og en god portvinsnæse (igen - det må være fra HDD's familie). Elastikker på arme og ben er der også et par stykker af allerede, og generelt er han bare lige til at spise!

Vi fik lov til at blive var på Rigshospitalet til omkring 10.30, hvor jeg var blevet trykket på maven et irriterende antal gange af forskellige jordemødre, været i bad, haft Varanen lagt til, undret mig over, hvordan i al verden det nu lige kan gå til, at man kan gå rundt og være tyk i 9 måneder (plus det løse bagefter, 'ing?!) og så pludselig have produceret en baby, igen hilst på fornemmelsen af, hvordan det må føles, når der har kørt et IC3-tog direkte igennem ens skræv, beundret vidunderet sammen med HDD, spist fødselsdagsbordet (eller det, der var på det), osv. osv. Kort sagt; været så hyper, som man faktisk kun kan være, når adrenalinen suser gennem årerne, og man til trods for massiv søvnmangel ved, at man ikke kan sove foreløbig!

Nu er vi hjemme, og Øglen er lige på trapperne. Glæder mig SÅ meget til at introducere hende for Lillebror (og er kun lettere bekymret over - indtil videre - hvor længe hun mon bliver ved med at tale til min mave, som på ingen måde er blevet mindre til trods for, at Varanen nu ligger i liften). Storesøstergaverne er linet op, og HDD har været i Netto for at købe en familiekasse med is til at formilde eventuelle opkørte gemytter. Men mon dog, at vi må ty til bestikkelse... Varanen snorksover - er blevet totalt mælkedopet af de halvanden dråbe råmælk, han tilsyneladende kunne suge ud af mig.

Måske jeg skulle benytte freden og roen til at få en lille lur, men jeg er stadig lidt hyper (og prøver i øvrigt at tackle alle efterveers moder - hvorfor er der ikke nogen, der sådan rigtigt har fortalt, hvor nas det gør med efterveer som flergangsfødende?!), så det bliver næppe lige med det første. Men jeg ville bare lige give jer et heads up på, at Varanen nu er in da house. Og tak for al jeres hepperi - kan jo også være, at det er det, der virkede!

Så Vevika - du fik ret. Han kom ud til os torsdag. Hvis du nogensinde kommer i bekneb for job, burde du starte sådan en spåkone-gesjæft...

Drastiske midler

... Ja, når han ikke kommer frivilligt, ham Varanen, så må man jo tage de drastiske midler i brug. Derfor var jeg forbi 7-Eleven på vej hjem fra Øgle-afhentning for at købe Faxe Kondi og en hindbærsnitte. Det virkede for Lykke, så nu skal det stå sin prøve hos mig også. (Og når det endelig skal være, så er det jo ikke det allerværste, man kunne indtage).

 

Det er dog ved at være en del timer siden, at kombo'en blev indtaget, og der er ikke tegn på noget som helst endnu. Måske fordi jeg ikke har drukket al Faxe Kondi'en? Måske fordi jeg delte snitten med Øglen? Det må være derfor - jeg har simpelthen ikke fået sukker nok! Så nu er HDD sendt i kiosken efter Ben & Jerry's. Absurde mængder sukker må være lige det, der skal til, for at lokke Los Varanos frem...

Og ja - Øglen er naturligvis blevet puttet. Det skal jo ikke gå ud over hende, at jeg i ren og skær desperation vælger at svælge i sukker, vel?! *Ahem*

Mens vi venter, #2

Om jeg føder? Om jeg har født? Om jeg har veer? Om... Næh nej - han lader vente på sig, ham Varanen.

I stedet har jeg så haft mulighed for at deltage i familie-fødselsdagsbrunch i går (gæt selv, hvor mange gange, der blev spurgt, om jeg ikke snart skulle føde), bage brød, hækle Varan-vesten færdig sammen med nogle virkelig skæve paddehatte, spise frokost med veninde på Pixie, handle, cykle ind til Vuggeren efter Øglen (og i øvrigt konstatere, at det er vanskeligt, men ikke umuligt, at komme frem i cykel-VM-land på ladcykel) og lege i gården med Øglen (ok, mit bidrag til legen bestod primært i at fodre Øglen med chokoladekiks, men vi hyggede).

Ingen af tingene har imidlertid været spændende nok til, at Varanen gad komme ud og være med, så jeg må finde på noget andet i morgen. Med mindre, det altså bliver i aften/nat, der sker noget. Der er jo nok ikke så meget andet for end at vente i gru spænding.

 

Øglen og Kastanjerne (i posen). Tvunget i en af de hjemmehæklede...

I øvrigt er den zen-agtige ro så småt ved at være på retræte. Gider snart ikke det her slæberi / plukkeve-halløj / leven i limbo / find selv på flere mere. Og vi skriver altså 40+4 i dag. Ikke, at jeg tæller. Eller nåwet...

Mens vi venter på Varanen

Ja, jeg har så ikke født endnu. Overhovedet ikke. Til gengæld har jeg vist fået noget feber-noget, som sammen med min yderst insisterende spritter-hoste får hele mit kadaver til at føles noget til rotterne. Eneste lyspunkter i dén sag er, at det tilsyneladende kan slåes så'n nogenlunde ned med Pamoler, og at der er en lillebitte sandsynlighed for, at Varanen måske kan blive hostet ud i stedet for at skulle ud den anden vej...

Men det er ikke ynk det hele. Har på mystisk vis slået mig til tåls med, at Varanen jo først kommer, når han selv synes, så nu har jeg besluttet at få det bedste ud af det (kan være, at jeg tjekker ind igen i morgen med en GANSKE anden holdning, men lige for nu er det altså sådan, landet ligger). Så udover, at jeg brugte det meste af dagen igår på at sove, være til jordemoder og så lige få en forsmag på, hvor belastende det bliver at få fragtet Øglen til og fra vugger med det offentlige i næste uge pga cykelmyg-løb, så har det faktisk været nogle rætti hyggelige dage (arj, ok - i går var faktisk ikkes så hyggelig, fordi jeg var så g*ddamn træt, men i dag har været hyggelig).

 

"Ikke ud, mor. Det er koldt og det blæser. Blive i Store Cykle!"

 

HDD's og min kastanjefangst (som Øglen naturligvis har taget ejerskab over)

For det første har vi indført et nyt aftenritual herhjemme med Øglen. Primært forårsaget af, at hun i den sidste uges tid har nægtet at gå i seng og har vekslet mellem gråd og tænders gnidsel og total bandit-opførsel, der består i at tæske rundt i lejligheden og slæbe alt slæbebart legetøj med i seng - afbrudt af enkelte, ret uhyggelige, muhahahah-grin inde fra hendes værelse. Altsammen meget sødt og sjovt, hvis det ikke lige var fordi, det enkelte aftener har stået på i ikke bare en eller to timeer, men op til tre af slagsen. Suk. Så der måtte nye boller på suppen, og nu får vi simpelthen aften-te alle tre. Øglen får en god, mælket variant, og HDD og jeg får den rigtige slags. Hvis man er en sulten Øgle, får man også en riskiks eller lignende, og så kan vi sludre lidt om dagen (eller høre på totalt langt ude røverhistorier fra Øglen, der som regel handler om 'John og Poul', vores karismatiske, men lidt uhyggelige - i hvert fald, hvis man er Øglen - beboere på det store maleri i køkkenet). Synes ikke, det bidrager specielt positivt til Øglens nattesøvn (endnu), men det er smadderhyggeligt, og så betyder det mindre, at hendes natble forleden morgen var så tung, at indholdet var emigreret ud på madrassen. Og dynen. Og et bredt udvalg af tøjdyr.

I dag lod Øglen os sove til kl. 9 (!?), fraregnet de 10 min. i nat, hvor hun kom ind til os for at sove, og hvor jeg liiiige skulle ind og hjælpe hende med at finde hendes sut, og derefter har vi bare storhygget. Samlet kastanjer ved Søerne (eller ok - HDD og jeg samlede kastanjer, mens Øglen sad i ladcyklen og beklagede sig over, at det blæste), tjekket planter (og brosten og blishøns og stisystemer) ud i Botanisk Have (det var et HIT at være derovre med Øglen - gad vide, hvorfor vi ikke har været derovre før) og drukket 'varm kao' på Café Citron. Øglen opførte sig eksemplarisk og var vist lidt benovet over at få en hel kop kakao for sig selv.

 Meget fascineret af sovende and (som mesterfotografen her naturligvis ikke har fået med på billedet)

   

Stor bro, lille Øgle

Senere tog Øglen og jeg en lur sammen i dobbeltsengen, og mens Øglen sov videre (i 2,5 timer!?), spiste jeg muffins på Kaffeladen med en gammel kollega. Og nu er det aften. Uden det mindste tegn på Varan. Men så kan jeg måske nå at få hæklet den meget skæve Varan-vest færdig, som jeg gik i gang med i går.

 

Mmmm. Varm 'kao! 

Summasumarum: jeg er stadig utålmodig, men der er også en masse ting, der sagtens kan lade sig gøre (og som måske endda er lidt nemmere) uden Varanen, og som faktisk er ret hyggelige. Såeh - intet er så skidt, at det ikke er godt for noget...

- Postet fra Padden

Må man være utålmodig nu?

40+0. Termin. (Og valg, men man må jo have prioriteterne i orden. Desuden har jeg brevstemt. Nå). Og nu vil jeg gerne have lov til at være utålmodig. Sådan for alvor. Utålmodigheden begyndte godt nok at murre allerede for en uge siden, men nogle kloge blogger-damer fortalte mig, at man ikke må være alt for utålmodig før sin termin. Men nu har jeg altså ramt terminen og har derfor besluttet mig for, at jeg gerne må. Så full-on utålmodig coming right up!

 

BarbaStribe - 40+0. 

Synes, maven er sunket lidt, men det er måske bare ønsketænkning... 

En lille status ser sådan her ud:

• Antal uger, et andet væsen har boet i min krop: 40 (FYRRE, mand!)
  
• Antal hosteanfald på spritter-/Cecil-måden inden for den sidste uge: 631 (damn you, efterårs-agtige vejr!)

• Antal ekstra kilo på sidebenene: Ca. 2000. (Og eftersom nok 'kun' omkring 4 af dem, er baby, kan matematikkyndige så begynde at regne ud, hvor mange af kiloene, jeg har spist mig til...)

• Antal babyer i maven: Én (til trods for omverdenens forsøg på at fortælle mig noget andet, fordi jeg "er så koloenormt stor")

• Antal ligegyldige jordemoderbesøg tilbage: 2. Ud over en eventuel igangsættelsessamtale om 100 år. Og jeg har termin i dag. Something doesn't add up!

• Antal dage, hvor Kbhs gader og stræder bliver spærret af pga. imbecilt cykelløb: 10

• Antal gange, jeg har tænkt på det uhensigtsmæssige i at spærre byen af lige oven i min termin: 9.586 (fordi Øgle-sitterne naturligvis allesammen er bosiddende på den anden side af alle afspærringerne)

• Antal historier om fødsler i taxaer/elevatorer/på entrégulv, bedrevet af andegangs-fødende, der har født hurtigt første gang, fortalt af velmenende venner: Mange (men ok - de er noget bedre end de historier, folk valgte at dele med mig, før min første fødsel)

• Antal samvittighedskvaler over for Øglen, fordi der unægteligt kommer til at gå tid fra hende, når Varanen kommer: 50 trillioner

• Antal gange, hvor jeg har været i tvivl om, hvorvidt særligt slemme plukkeveer mon var optakt til noget større: 2
  
• Antal gange, hvor jeg er blevet liiiidt betænkelig ved at skulle føde igen - det gjorde nemlig pænt nas sidst: 15
  
• Osv. 

Jeg gider ikke tilføje flere ting på listen, men jo længere tid jeg kommer til at gå over termin, jo flere ting vil der unægteligt blive at brokke sig over kommentere. Men selv om det måske ikke umiddelbart virker sådan, så prøver jeg rent faktisk at tage det lidt, som det kommer. Jeg prøver at fylde mine dage med hyggelige ting (selv om det er lidt svært, eftersom mit energiniveau virkelig skraber bunden, så afhentning af Øglen er egentlig alt rigelig aktivitet for en dag), og hver aften har jeg en sært splittet følelse af "Øv, så blev det ikke i dag" og "Så blev det heller ikke i dag - det er nok meget godt".

For hvor gerne jeg end vil have Varanen ud, så kan jeg ikke lade være med at spekulere på, hvad familieforøgelsen vil gøre for den hverdag, vi har og har haft herhjemme de sidste 2,5 år. Det er naturligvis især Øglens reaktion på det nye familiemedlem, jeg er lidt bekymret for. Det er altsammen meget vel, at hun taler med maven, krammer den og beordrer den i bad (der satte jeg så alligevel grænsen forleden - kunne ikke lige se mig selv liggende på alle fire med den tykke mave stikkende ned i Øglens badekar). Og at hun på eget initiativ hiver op i min bluse, så hun kan vinke til Lillebror gennem navlen (mere passende på nogle tidspunkter end andre) og spørger, om han ikke snart kommer ud til hende. Men hun har nok alligevel ikke helt styr på, hvor meget tid, der kommer til at gå fra hende, når Lillebror så rent faktisk kommer ud. Hvor mange ting Tykke Mor ikke lige kan, fordi Varanen skal have mad / en ren ble / en lur / fred og ro. Og hvor træt Tykke Mor også bliver. Ikke, at jeg ikke er træt nu, men jeg forestiller mig, at jeg bliver det på et helt nyt niveau.

Tanker har jeg i hvert fald nok af, så hvis nogen har brug for et læs brugte, temmelig dystre af slagsen, siger I bare til - så sender jeg. Jeg skal nok stå for portoen.

Men det var utålmodigheden, vi kom fra. Kom nu UD, Varan. Så jeg kan lægge alle tankerne fra mig og se, hvor skøn du er, og så du kan gøre alle mine bekymringer til skamme. (Og om det navn, vi næsten har valgt til dig, passer lige så godt, som vi tror, det gør...) Godt valg til jer alle. Og når I alligevel sidder og hepper på rød eller blå, gider I så ikke også heppe bare en lille smule på Varanen?

Øglemor og symaskinen

... et langt og kedeligt eventyr, måske/måske-ikke i flere afsnit...

Jeg har vist skrevet om det tidligere, men jeg er jo sådan en, der har købt en symaskine. Sidste jul. Og den har stået så fint i sin kasse i vores viktualierum lige siden. Altså lige indtil jeg gik på barsel. For så fik jeg flyttet den ind i køkkenet. Hvor den stod en uges tid, før jeg fik den pakket ud af æsken. Så stod den et stykke tid på bordet og fyldte og gav dårlig samvittighed, og jeg gik og skulede lidt til den, fordi det pludselig gik op for mig, at jeg nok blev nødt til at læse manualen, hvis jeg skulle gøre mig nogle forhåbninger om nogensinde at komme til at bruge den.

Efter yderligere en uges tid, fik jeg trådet symaskinen. Og så gik der lige en uge mere, før jeg tog mig sammen til at finde ud af, hvordan det nu liiiiiige er, man får snurret tråd på de der små irriterende undertrådsspoler. Men til sidst havde jeg lavet alle de indledende manøvrer. Jeg havde endda fundet noget stof, som til HDD's store irritation hele tiden dukkede op forskellige steder i lejligheden (lige bortset fra der, hvor det egentlig burde være; nemlig ved symaskinen).

Og det bringer os så hen til i dag. Eller... i forgårs, faktisk. Hvor jeg tog tyren ved hornene, kiggede symaskinen dybt i trykfoden og satte den til strømstikket. Phew. Det var også dagen, hvor jeg tog stoffet med hen til symaskinen, introducerede de to for hinanden og smed en stor saks ind i bekendtskabet. Og tog en dyb indånding og begyndte at klippe i det bemeldte stof. Jeg døde en lille smule af kedsomhed, mens jeg klippede (har slet slet slet ikke tålmodighed til sådan noget), men det lykkedes da at klippe sådan nogenlunde lige. Og så skete det vilde: Jeg satte mig hen til symaskinen. Sammen med stoffet. Og saksen. Og tråden. Og så syede jeg! Godt nok kun et pudebetræk, men vi har altså at gøre med mig - damen, der ikke har betjent en symaskine, siden det, uvist af hvilken grund, lykkedes mig at rekvirere mit symaskinekørekort i folkeren.

 

Jaja, øvelse gør mester, ved vi jo nok...

Det blev ikke særligt lige. Det blev heller ikke særligt pænt. Der var også noget med, at lukningen nok kan laves smartere. Men jeg SYEDE! Og hvis jeg af og til kunne være i tvivl om, hvorfor det nu lige er, man sætter børn i verden, så ved jeg nu, at det er for at stive sit eget ego af. For der er jo ikke et øje tørt, når man giver en vind og skæv pude i sindssygt travlt kirsebærret stof til en 2,5-årig, der lige er kommet hjem fra vuggestuen og siger "Værsågod, Øgle - en ny pude", og afkommet så svarer med et "Nejjjj, mange TAK mor. Den har du købt til MIG!". Og når hun så ovenikøbet sætter sig ind i sofaen, ovenpå puden, og insisterer på, at den skal se HandyManny sammen med hende, så er det er jo lige før, jeg får mod på at lave flere puder til det stakkels barn...

 

Nyeste veste-skud på stammen. Som jo ligner den sidste vest enooormt meget (bortset fra, at denne her rent faktisk er sort)

(Men de hæklede veste - som jeg nu har lavet tre af - nægter hun stadig at have noget med at gøre. Narrede hende i en af dem i morges før vuggestue, og da hun gik ud til spejlet for lige at se, hvordan hun så ud, kom hun tilbage, hivende og flående i vesten, mens hun halvgræd "Kan slet ikke LIIII' den, moar. Tag den af. Nu!" Det var kun pga. pude-episoden, at hun klarede frisag oven på dén lille kommentar...)

Attilio og Birgit

Til alle jer, der er nysgerrige: Det er Øglen, der hedder Birgit, og Varanen skal så hedde Attilio. There!

...

Nej, det er selvfølgelig bare gas. Ikke, at der er noget galt med navnene (ud over, at man måske kunne argumentere for, at de ikke helt lever op til vores krav om, at de gerne må passe bare en lille smule sammen), men Øglen hedder ikke Birgit, og Varanen skal ikke hedde Attilio. (At vi så er ved at lande på et navn til Varanen er en helt anden sag. About bloody time!) Attilio og Birgit er derimod hhv. illustratoren og forfatteren bag den skønne bog med det utrolig høje lix-tal Ællebælle Går En Tur.

Sidst Øglen og jeg var på besøg hos Mårmor og Mårfar, var jeg så heldig, at Øglen i et anfald af akut "jeg nægter at sove og vil hellere læse i ALLE de sjove børnebøger, som jeg tilfældigvis kan nå fra min weekendseng" fik fat i Ællebælle-bogen. Og kom til at splitte den en lille smule ad. Den var vist på ved ned ad forgængelighedens lange vej - med 1971 som udgivelsesår har den formentlig stiftet bekendtskab med flere hærgende øgler end über-Øglen - men Øglen gav den altså nådesstødet. Hvilket resulterede i en hel masse løse sider og et uskyldigt "håååuuv!" fra Øglen. Og et "HAPS!" fra mig.

 

Åh ja - det var tider, dengang man kunne rekvirere en børnebog for 4,85 kr.

For det, der er med Ællebælle-bogen (og de andre 11 bøger i Læse-selv-serien), er, at den har de fineste illustrationer. Såre simple, men ret dekorative, hvis man spørger mig. Så jeg plagede min moar og fik lov til at tage den nu destruerede Ællebælle-bog med hjem. Hvor den har ligget tålmodigt i et skab (uden for Øgle-rækkevidde) og ventet på, at jeg fandt nogle rammer i den rigtige størrelse. Det skulle vise sig at være sværere, end jeg lige havde regnet med, men i går faldt jeg over nogen i Søstrene Grene. Var dog en anelse i tvivl om størrelsen, og selv om de kun kostede et par og 30 kr. stykket, syntes jeg alligevel ikke, at jeg ville købe 5-7 af dem, uden at være helt sikker. Så jeg købte to. Og kom hjem og konstaterede, at de var som skræddersyede. Gæt, hvem der skal besøge Søstrene igen snart...

Øglens (og Varanens) værelse er nu blevet den glade indehaver af to Attilio-illustrationer, og der kommer flere op på væggen i det sekund, jeg har købt flere rammer. Øglen kan godt lide dem "Anden og såmmårfuglen er sødddde, mor!", så jeg må tro på, at hun ikke nedlægger veto mod endnu flere billeder på væggen. (Og hvis hun gør, siger jeg bare til hende, at hun ikke kan bestemme over Varanens side af værelset. Ha).

Det ville selvfølgelig være dejligt også at have illustrationer med andre motiver end Ællebælle, men det kræver jo destruktion af flere bøger, og det er faktisk synd, synes jeg. Så jeg lever med de løse sider, jeg har, og glæder mig over, at min mor kunne fortælle, at de ligger inde med bogen om Hunden, Koen, Musen og Kyllingen. Som efter sigende skulle være i ok stand, så de kan bruges til at læse i i stedet for 'bare' at hænge op.

Jeg ville vildt gerne have hele serien, men de er helt umulige at opdrive. Så nu tilspørger jeg jer, kære Blogland - er der nogen, der har bøgerne, og - hvad vigtigere er - er der nogen, der gerne vil sælge dem til reptil-familien på Østerbro? Så sig endelig til! Jeg lover, at vi nok skal passe godt på dem og bruge dem til deres rette formål - til at læse i...

Sæt X

Hvis nogen ikke skulle have opdaget det, så er der valg lige om lidt. På min termin, faktisk. Ikke, at jeg tror, at det kan lokke Varanen ud - hvis jeg var Varanen ville valget faktisk være en medvirkende faktor til, at jeg ville blive inde i maven så længe som muligt. Eller i hvert fald til al virakken havde lagt sig.

Men man kan jo aldrig vide, om Varanen er sådan en, der synes, at politik er the shizzle. Som gerne vil ud lige midt i det hele; i stemmeboksen, i køen til stemmeboksen, i valgflæsken, i vægelsindetheden. Så jeg føler, at jeg bliver nødt til at tage mine forholdsregler og brevstemme. Hvis I ikke siger det til nogen, så havde jeg faktisk lidt overvejet slet ikke at stemme, men min indre moralisør påbyder mig at bruge min demokratiske ret, så selv om jeg denne gang synes, det er lidt som at vælge mellem pest eller kolera, så skal jeg nok. Det lover jeg!

Gider ikke begynde at tale for og imod de forskellige politikere. For jeg Er. Så. Træt. Af. Valg. (Og forstår i øvrigt ikke den taktik, S kører, hvor de hænger 25 ens plakater af Helle Thorning op LIGE ved siden af hinanden. Altså, jeg ved godt, at gentagelse er et ret magtfuldt kommunikationsmiddel, men 25 plakater? Lige ved siden af hinanden? Hm).

 

Radicool Øgle

Man skulle være Øglen, skulle man. Dels slap man for at tage stilling, dels kunne man lade sig lokke/narre (bestem selv) af, at en smilende dame havde en lyserød ballon, som man måtte få. Kvit og frit. Så Øglen har valgt. Hun stemmer på dem med de lyserøde balloner...

Sidste øjebliks-overskud?

Det er lidt underligt, altså. Jeg er tyk, tung, træt og utålmodig og allerhelst ville jeg egentlig bare gerne ligge på en divan og blive viftet med bananblade og fodret med chokoladeskildpadder vindruer. Men alligevel kan jeg slet ikke finde ro. I den forstand, at jeg føler, jeg skal lave noget hele tiden. Holde mig igang. Ikke på "jeg spurter rundt"-måden, men på "shit, jeg bliver nødt til at nå dét og dét og dét og dét, inden Varanen kommer"-måden.

Desværre er det bare som om, min dispositionssans er forsvundet i takt med, at min hjerne så småt begynder at lukke ned for at hellige sig Babyland. Så det er ikke nyttige ting som at lave mad til fryseren, bage arsenaler af barselskage, gøre grundigt hovedrent eller andet i dén dur, jeg bruger mine kræfter på. Næh, jeg nørkler. Små nøgleringe/-kæder, veste til Øglen (jep - veste. I flertal. Selv om jeg endnu ikke har haft held til at lokke hende i en af de to, hun allerede har, er jeg halvvejs igennem en tredje) og huer. Ligeledes i flertal. Har hæklet to i denne her weekend, og jeg har garn til to mere, når jeg ellers lige får trevlet mit første, spæde strikkeforsøg - hørte du det, mor; STRIK! - op.

 

Endnu en vest. Som mutti her synes er noget så sød (og som ville passe perfekt til Øglens nye kjole), men som Øglen nægter så meget som at prøve på

 

Nøglesnore med inspiration fra Camsen. Hendes er dog langt finere og drejer tilsyneladende ikke om sig selv en milliard gange som mine gør

 

Øglen som hue-model, til trods for, at begge huer er i voksenstørrelse

 

Øgle med attitude

Øglen vil også 'strikke' og render gladeligt rundt og fægter med hæklenåle i alskens størrelser. Det er også en fest at splitte garnnøgler ad og smide dem besyndelige steder i lejligheden. Men i dag blev vi enige om, at vi ikke gad strikke mere. Så vi har perlet. Lavet et hjerteophæng (som vist ikke får lov til at blive hængt op, eftersom Øglen helst vil bruge det som armbånd) af maxi-perler og en perlehalskæde til Øglen. Som hun aldrig blev færdig med, fordi konceptet "rør rundt i skål med perler og flyt derefter perler fra skål til dørslag og tilbage igen et uendeligt antal gange" vandt kampen om opmærksomheden. Men hun hyggede sig (og det gjorde jeg også, for der blev fortalt mange røverhistorier undervejs - hovedsageligt om bænkebidere og bondemænd?!), og det er vel hovedsagen.

 

Hjerteophæng af maxi-perler. Øglen har perlet og dikteret farvesammensætning

 

Der kræves dyb koncentration for at røre i skålen med perler

Derudover har vi været i Danmarks Akvarium i dag efter en dag med lidt for meget tv-kigning (for Øglens vedkommende - har opgivet at rationere mit eget forbrug) i går. Dét var en fest - også selv om Øglen klart var mest optaget af de 'kedelige' fisk som makreller og aborrer. Hun var decideret bange for søanemonerne (som til hendes forsvar også så lidt onde ud med underbid og tænderlignende tentakler), men til gengæld var det tilsyneladende ret sjovt at løbe rundt og rundt og rundt og rundt inde ved det store akvarium med piratfisk og skildpadder og alt det der.

Vi nåede også ned for at røre ved havdyr, men det var primært HDD og jeg, der rørte, og Øglen, der pjaskede med vand. Og vist også smagte på noget af det (adr!). Krabberne kunne hun bestemt ikke lide, og søanemonerne m/venner var jo så heller ikke noget hit, men rødspætterne (eller hvad de nu hedder, de der små, flade nogen, man også må pille ved) var sjove. Alt i alt et hit at være derude, og stedet har også en overskuelig størrelse for plukkeve-ramt Tykke Mor.

 

"Se, mig pjasker med vand, far!" 

 

I'm gonna get ya, små, flade fisk

Det bedste af det hele var næsten, at Øglen var så smadret efter en formiddag med perler og fisk, at hun sov næsten to timer til middag. To timer?! Det er jo ikke sket siden... siden... ja, det er i hvert fald LÆNGE siden, og HDD og jeg benyttede os af chancen til at nyde solskinnet, hinandens selskab og en portion nachos på en café. (I øvrigt fantastisk koncept, de der nachos. Det er den eneste måde, hvor man legalt må kværne en pose chips. Ovenikøbet med smeltet ost, guacamole og alt muligt andet smat på).
Nu slapper vi af derhjemme, efter jeg har lavet ostemadder i stjerneform til Øglen ('kæft, hun kunne spise mange små stjerner - hvis hun æder så meget, hver gang jeg har skåret hendes mad ud i sjove former, skal jeg vist til at gøre det noget oftere). Øglen flytter (igen) perler fra skål til dørslag til skål til dørslag, HDD stener, og jeg blogger. Søndag holder.

Men det kunne nu være meget fedt, hvis den energi jeg tilsyneladende har til at perle, hækle og skære mad ud i sjove former, kunne kanaliseres over i lidt mere anvendelige ting. For jeg tror da, at jeg alt andet lige vil foretrække perling, hækling og skæring, når Varanen er (forhåbentligt vel)-ankommet, frem for at lave mad til fryseren, bage og gøre rent. Det kan selvfølgelig være, at jeg tager fejl, men jeg tvivler. Ret så meget, faktisk...

Bør man være bekymret

- når undermåleren under hvad jeg i hvert fald troede var hyggelig leg på værelset med både mor og far, kigger udfordrende på os hver især og udbryder "Hvor er min kniv?"

Og i øvrigt lader til at have udvidet sit for min smag lige lovligt velekviperede bandeords-forråd med et "for hælvød"?

Det bliver da den rene svir, når der er hele to krapyler, der skal holdes styr på... (!)

Kom så!

39+0. Kom nu ud, Varan! Tykke Mor er... ja, først og fremmest tyk, men også træt og efterhånden en kende utålmodig. Læg dertil et vist mål erindring à la "hey - var der ikke noget med, at det gjorde HERREnas at have veer?" og et enkelt "kan man mon nå at ombestemme sig, så man faktisk overhovedet ikke behøver at føde - eller kan man alternativt blive lagt i fuld narkose fra omkring nu, til Varanen er her?!" - så er vi ved at have summen af min hjerne i disse dage.

Når det er sagt, så må Varanen egentlig godt hænge på aftenen ud. Er nemlig alene hjemme med Øglen, eftersom HDD er på herretur. Noget med en restaurant og nogle gode venner. Men uden helt så mange øl, som der først var lagt op til. Ikke, at det er mig, der har været Mutter Skrap, men HDD har helt af sig selv ræsonneret sig frem til, at han egentlig helst vil være ædru, hvis nu Varanen skulle finde på at komme ud og sige hej (man ved bare, at jeg kommer til at gå 3 uger over tid...). Men jeg under ham nu en aften uden kæreste, barn og/eller fødsler, så: bare til i morgen, ik' lille Varan?!

 

Øglen og Varanen. Godt nok i sidste uge, men jeg er ikke blevet mindre siden...

Det er stadig hyggeligt at være på barsel uden baby, men som sagt er jeg ved at være så tung og træt, at det trods alt har mistet lidt af sin appel. Skal dog ikke brokke mig over, at det var muligt at hente Øglen tidligt fra Vuggeren i dag. Øglens stue har nemlig været på tur i Dyrehaven, og derfor var der venligt - men bestemt - blevet opfordret til, at man kom og hentede sit afkom "omkring kl. 13". Allernådigst kunne man komme og hente efter den i dagens anledning forskubbede middagslur, men opslaget lod kraftigt skinne igennem, at det klart var i barnets tarv, at det blev hentet "omkring kl. 13". (Eftersom jeg er på barsel, og det ikke var noget problem for mig at hente tidligt i dag, har jeg ikke hidset mig synderligt op over opslaget, men jeg kan altså ikke lade være med at tænke på alle dem, der ikke lige kan tage en halv fridag for at komme og hente afkom, og som derfor - godt nok indirekte, men alligevel - kan føle sig stemplede som Dårlige Forældre...)

Jeg var tidligt på den - har lidt svært ved at bedømme, hvor lang tid jeg skal bruge på at komme fra A til B for tiden - men det viste sig, at Dyrehave-delegationen netop var ankommet, så jeg kunne bare skovle Øglen op i klapvognen og begive mig i Nespresso-butikken. Derefter syntes jeg, det var en knaldgod idé at gå til Østerbro, men omkring Botanisk Have nægtede min krop at bevæge sig mere, så vi nappede en bus. Ikke, at Øglen opdagede noget - hun var gået ud som et lys - men så var der tid til en croissant og en hindbærsaft (er der ikke noget med, at hindbær skulle være ve-fremkaldende?!) i mit hood, inden turen gik op til 4. sal.

Resten af dagen er gået med at hygge med Øglen. Hun blev lokket i bad, mens jeg fik gjort badeværelset semirent, og efter aftensmaden (hvor hun heldigvis bare forlangte en ostemad, så jeg slap for at kokkerere) har vi i fællesskab lagt an til AC's gulerodsboller, som så bare skal i ovnen i morgen tidlig. Nammenam. Og så har vi lavet puslespil. Dét er et aktivitetsniveau, der passer Tykke Mor, skulle jeg lige hilse og sige...

 

Dyb dyb koncentration

 

Næsten færdig

Nu ligger Øglen i sin seng med et glas mælk, et stykke "hækbrø" og Den Store Pippi-bog, og jeg hvaler den på sofaen. Og kigger surt på den store pose garn, jeg kom til at bestille i morges (og som min garnpusher simpelthen kom og afleverede - in persona - små tre timer senere. Dét er da service). Bare fordi jeg manglede ét garnnøgle i én bestemt farve. Og så greb det pludselig om sig, og pludselig har jeg forpligtet mig (heldigvis kun over for mig selv) til at hækle veste og huer til jeg segner. Så jeg gentager: kom ud, lille Varan! I morgen - så kan jeg nemlig se "For lækker til love" - min nye yndlingsaversion - i aften...

Held i uheld

Nåm', de der nemlig.com var forbi i går med en god, blandet landhandel af varer. Det er jo altid dejligt at få fyldt op i skabe og skuffer - ovenikøbet uden at skulle slæbe.

Men se nu her, hvad der lå sammen med de danske æbler, det økologiske mel, alle bleerne og de andre kedelige ting:

 

Altså, jeg ved godt, at jeg ikke selv er helt uforskyldt i slik-leverancen. Men jeg købte altså kun 4 poser (tilbud, I ved). Ikke 7 (hvoraf 3 af dem er Tyrkisk Peber). Ikke desto mindre stod der 7 poser slik på fakturaen, så den må jo være god nok. Hjemmesiden var altså også lidt træg i det, da jeg bestilte varer forleden. Og da jeg er en kende utålmodigt anlagt, kan jeg jo nok godt være kommet til at klikke en gang eller tre i arrigskab, før den registrerede... ja, tre... poser Tyrkisk Peber.

Altid noget, at det var ved slikket, at trægheden satte ind. Ville have været svært kedeligt, hvis det var den frosne spinat, der var kommet mange pakker af.

 

 Noget af slikket er netop blevet fortæret. (igen: det ER mærkeligt, at jeg har fået en ekstra røv!)  Men bemærk venligst æblet også...

De små ting

38+5, og utålmodigheden er ved at snige sig indenfor hjemme hos os. Eller i hvert fald hos mig. Synes, at det er begyndt at blive mere end almindeligt besværligt at være mig, og en hurtig liste viser da også, at der er nogle punkter, som klart kunne trænge til forbedring:

• Jeg sover ikke særlig godt om natten - hverken når Øglen kommer snigende, eller når hun bliver inde hos sig selv
• Der skal ikke ret meget til at gøre mig træt
• Jeg kan simpelthen ikke få mit korpus bugseret op og ned fra gulvet for at lege med Øglen
• Jeg sover ikke særlig godt
• Der skal ikke ret meget til at gøre mig træt
• Jeg sover ikke særlig godt
• Get the drift?!

Derudover kunne nogle af de billeder, der blev taget af mig bagfra forleden, afsløre, at jeg har fået en ekstra r*v! Stoffet i mine tidligere så relativt løse preggie-pants må nu kæmpe for førligheden ved at klynge sig fast til min bagside på højst uelegant vis. Og ja, de +18 kg skal jo sidde et eller andet sted, og nej, godt nok har jeg aldrig hørt til dem med den mindste po-po, men det her er da helt vildt. Så Varanen må godt komme ud meget snart, så jeg kan få nattesøvnen og en normal røvstørrelse tilbage. S'il-vous-plaît!

Men selv om jeg klynker, er det jo ikke helt skidt det hele. Har selvfølgelig været inde på lyksalighederne ved konceptet Barsel Uden Baby tidligere, men der er kommet flere gode ting til alene i dag. Lad mig nævne i flæng:

• Solen skinner!
• Øglen gik hele vejen til og fra hhv. tog og vuggestue, da jeg afleverede hende i morges. Helt uden klapvogn
• Øglen sang en (selvopfunden) togsang, meget højt, i den tid, vi befandt os på Nordhavn Station (primært indeholdende ordene "jajahhh", "futtog" og "HURRAAHH"). Men man skal nok være nær slægtning for rigtigt at sætte pris på barnesang i det offentlige rum
• Flinker mand rejste sig fra sin plads i overfyldt tog og tilbød den til højgravide mig med Øglen på armen. Galanteriet er ikke dødt endnu!
• Øglen fik en ret stor del af S-togs-passagererne til at trække på smilebåndet, da hun konstaterede: "Kan godt lide at køre i tog mor. ELSKER det. Krammer toget. Og kysser det. Ahhhhhh!" og igen, da vi kørte ind på Nørreport Station og hun med klar barnerøst proklamerede, at NU skulle vi ud til Verden!
• Ovnen er ved at bage et brød (ja, det er sandelig underligt, at jeg har fået en ekstra r*v, hva'?!)
• Får sød veninde med afkom på besøg lige om lidt
• Nemlig.com slæber mine varer op på 4. sal - også lige om lidt
• Har aftale med 3 ret så sjove mennesker i aften om at spise bøf og bearnaise ude i byen (jeg gentager: det er VIRKELIG underligt, at jeg har fået en ekstra røv...)

Så jeg har det egentlig meget godt, når det kommer til stykket. Graviditets-generne kunne være meget værre, og når jeg kigger i min (meget udførlige?!) dagbog fra da jeg ventede Øglen, kan jeg se, at jeg døjede med karpaltunnelsyndrom, decideret søvnløshed og et alvorligt tilfælde af kedsomhed på nuværende tidspunkt i graviditeten. Det er der heldigvis ingenting af endnu (7-9-13 igen-igen), så jeg stikker vist bare piben ind og nyder de sidste dage (uger?), før det går løs i Babyland...

Regnvejr?

Jo altså - det regner da pænt meget her på Østerbro. Og har gjort det, lige siden jeg slog øjnene op for et par timer siden. Det er også megagråt og kedeligt og slet slet ikke noget, jeg har lyst til at bevæge mig ud i.

Men når man så finder ud af, at man har været tjotaaaalt heldig og vundet en masse lækkerier ovre hos søde Anette, så er det som om, det ikke gør så meget med det der vejr...

 

Billede hapset ovre hos Anette

Hav en god dag, allesammen. Krydser fingre for tørvejr til alle, der bliver nødt til at gå ud i øsregnen.

Lige kæk nok

Kan man mon cykle en baby ud før dens termin?! For hvis man kan, så er der vist gode chancer for, at Varanen kommer til verden snart. Har været liiiige kæk nok på cykel-måden i dag, kan jeg godt mærke, og det hævner sig i form af de lede plukkeveer og halsbranden fra helvede. (Arj, ok - halsbranden skyldes måske nærmere den latte, jeg indtog tidligere i dag. Eller de chips, jeg lige har kastet ned i svælget, men man kan aldrig vide, jo...)

I går havde vi totalt laid back dag med afslapning i Farmors sofa (mig), læsning af lørdagsaviser (mig og HDD) og fri leg i haven (Øglen og Farmor), så i dag befandt jeg mig simpelthen i en efterhånden temmelig sjælden tilstand af Ret Så Frisk. Tilnærmelsesvist udhvilet, kan man vist kalde det (sjovt som en nat, hvor Øglen ikke kommer listende midt i det hele og vil putte - hvor hyggeligt det så end er - kan gøre underværker på søvnkontoen).

Så i dag skulle vi lave noget, besluttede jeg måske en anelse hyper over morgengrøden. Vi kogte muligheden af destinationer ned til enten Danmarks Akvarium eller Amager Strand, og eftersom ingen af os kunne bestemme os, syntes HDD, at Øglen skulle bestemme.

HDD: Øgle, hvad skal vi lave i dag, synes du?
Øglen: Ost? Kiks? (hun tænker næsten lige så meget på mad, som jeg gør...)
HDD: Nej, altså - vil du køre i Store Cykle (Christianiacyklen) ud og se på fisk, eller vil du køre i bil ud til stranden?
Øglen: Køre i Store Cykle til stranden!
HDD: D'oh!

Den ordudveksling havde jeg temmelig meget sjov ud af - altså lige indtil det gik op for mig, at det jo så også indebar, at jeg cyklede til stranden. Godt nok ikke på Store Cykle, men inkl. mega-korpus kan vægten på hhv. Batavus og Christianiacyklen vist komme ud på det samme. Prøvede at snige et "Vi kan også bare tage ud til vores egen strand" (læs: Svanemøllen strand, som ligger væsentlig tættere på) ind, men nej, åbenbart. Nu var det besluttet, at vi skulle til Amager Strand. I Store Cykle. Så af sted med os. I totalt skønno vejr, dog med en del blæst, som HDD påpegede en del gange. Måske primært fordi 1. gear på Store Cykle er i stykker, så man lægger ekstra mærke til vindmodstand...

HDD og Øgle i fuld galop mod vandet, før Øglen havde opdaget præcist, hvor meget det blæste.

 

Øglen har nu opdaget, at det blæser ret meget, og nægter både at dyppe tæerne og at tage sin hue af.

 

På Madmanifesten. Efter en god dosis øko-gingerale kunne man overtales til at tage huen af...

Ude på stranden lagde især Øglen kraftigt mærke til vindmodstanden. Faktisk så meget, at hun overhovedet ikke gad være derude. Hun ville bare "tilbage i Store Cykle og hjem". Nånå, lille utaknemmelige inde-Øgle. Dog kunne hun overtales til brunch og dragefrugtjuice (huh?) på Madmanifesten, før turen gik tilbage tværs gennem byen. 16,5 km, mine damer og herrer. Ekskl. det, vi trods alt fik gået ude på stranden. Derefter sov nogen en lur i vognen, mens undertegnede og HDD gik lidt rundt, før vi skulle drikke kaffe med Øglens farfar, som er i byen for en kort bemærkning. Så hjem og krejle lidt mere (tak til dba.dk - og vores loft - for at finansiere vores latte-forbrug) og nå til bunds i vasketøjsbjerget. Og rydde op i mit ene klædeskab (er der egentlig nogen under 80, der kalder det et klædeskab mere?! Og hvis ikke, hvad hedder det så?). Og bade Øglen. Og SÅ gik gassen også af ballonen, skal jeg lige love for. Nu er jeg så træt og plukkeve-ramt, at jeg ikke gider lave aftensmad. Men så er det jo godt, at jeg har en pose Taffelchips i str. XL inden for rækkevidde.

Jordemoderen, som jeg besøgte i fredags, regnede i øvrigt ikke med, at Varanen ville komme til verden anytime soon, sagde hun. Eller - i hvert fald ikke før min termin. Baseret på min sidste fødsel, hvor jeg gik 5 dage over tid. Ved ikke, om fødsler ligner hinanden på den måde, men for min skyld behøver der altså ikke gå lidt over to uger endnu. (Hørte du det, Varan? Bare kom ud snart. Efter på tirsdag, hvor jeg skal ud og spise med sjove mennesker, altså).

Nyt fra Barselsland

Øglen og jeg er alene hjemme i de her dage. HDD er på noget med noget kursus (vist nok synonymt med masser af god mad, voksent, relativt intelligent, selskab, og lidt fagligt indhold af en art). Derfor har jeg full-on Øgletjans, og mens jeg må tilstå, at jeg havde frygtet lidt, at mit oppustede korpus skulle fragte Øglen både til og fra vuggestue - 14 km i alt, vil jeg tro - er det gået glimrende.

Indrømmet; jeg var træt, da jeg havde hentet Øglen i går. Men det var hun heldigvis også (den slags falder normalt ellers aldrig sammen), så kl. 18.30 (huh?!) proklamerede hun, at hun ville gå ind og sige hej-hej til dagen (=rulle ned for sit gardin), og derefter gik hun i seng. Med en bog og et lille glas mælk, og så lå hun ellers og hyggesang/-snakkede i en times tid, før hun faldt i søvn. Og jeg spiste chips inde i stuen og stenede Grundpakke-tv (seriøst; der er jo INGENting i fjerneren, når man ikke har flere kanaler...) Helt ok arbejdsfordeling, hvis man spørger mig.

Her til morgen vågnede jeg før Øglen og kunne lige nå at komme til mig selv, før hun kom dappende og ville op og putte lidt. Fik lidt morgen-kvalitid, overlod så Øglen til sig selv og en bog, og jeg fik et bad. Godt nok med døren åben, så Øglen kunne høre mig, men et bad nonetheless. Så morgenmad, en Øgle der for en gangs skyld ikke gjorde vrøvl over at skulle have tøj på (bare der altså var noget lyserødt på både kjole og strømpebukser, så 'mig være en pinsæsse, mor') og derefter en cykeltur ind til vuggestuen i lækkert efterårs-agtigt solskin. Øglen sang stort set hele vejen, og nede i vuggestuen var der heller ingen problemer overhovedet. faktisk var jeg lidt overflødig, for bedstevennen N kom samtidig, så hun ænsede mig ikke. Det gjorde N derimod og ville gerne holde i hånd. Nårh.

Og nu sidder jeg så på Baresso med en kop Cafe Latte Grande. Venter på, at klokken bliver 10, så jeg kan komme på ugens anden børnehaverundvisning. Derefter skal jeg mødes med en veninde og drikke mere kaffe. Og når jeg så kommer hjem derfra, er jeg måske så heldig, at HDD er kommet hjem, så han kan hente Øglen. Og jeg kan spise nogle flere chips!? Det her barsel uden baby holder altså max. Og der er jo nok at se til, såeh...

Hvis nu bare nogen kunne garantere mig, at Øglen fortsat ville opføre sig, som om hun var blevet tabt i gryden med fromhed, når Varanen ankommer, så ville der jo ikke være et øje tørt. Men et eller andet siger mig, at Nemesis står på lur lige omkring det næste hjørne, så jeg forsøger at være beredt. Det er jo heller ikke naturligt, at Øglen opfører sig som fuldgyldigt medlem af familien i 7th Heaven... Så der stikker nok et eller andet under...


- Postet fra Padden på det der Baresso