Det har været nogle begivenhedsrige dage for Øglen på det sidste. Ud over at være blevet storesøster, har der været masser af besøg, masser af gaver og så også lige en klat feber oveni. Dertil kan vi så tilføje en kæmpe blist på hendes tunge, så hver gang hun indtager noget,
der ikke er is og chokolademælk, så græder hun og fortæller, hvor ondt det gør.
Og så - for at føje spot til skade - så er hun jo bare 2,5 år på godt og ondt og synes bestemt ikke altid (
læs: aldrig), at vi skal have vores vilje. Ting skal allerhelst gå efter hendes hoved, og i de sidste par dage har vi set resultatet af ligningen
nybagt storesøster + (feber x blist) : 2,5-årig².
Slatten storesøster
Oh dear, siger jeg bare. Altså, hun er stadig ellevild med Varanen, men det er tydeligt, at det ikke passer hende, når han tager tid fra hende med fx amning, bleskift eller nussepusning. Det passer hende heller ikke så godt, når hun får nej til at se "samsyn" i 9 timer i rap, og det er tilsyneladende også totalt ufedt ikke bare selv at måtte "kigge i skuffarna og se, om der er noget spændende" (
= noget med et sukkerindhold på over 90%). I det hele taget er der en del, der ikke passer det lille store reptil i disse dage, så det er lidt af en balanceakt at opretholde god ro og orden altid. Især når søvnen er så usammenhængende, som den nødvendigvis er med baby-Varan in da house. Så min lunte er heller ikke lige så lang, som jeg gerne så den, og det er svært at forstå, når man bare er en lille Øgle. Og svært at acceptere, når man er mig.
Øglen og Varanen
I dag er vi så overgået til en form for hverdag. Hvilket vil sige, at Øglen har været feberfri og ovre hos sine elskede 'Bitter. Og HDD og jeg har været hjemme i babyboblen. Med tid til at mulme Varanen, lade ham sove på os i stedet for i liften og i det hele taget give ham al den opmærksomhed, som efter vuggestuens fyraften skal deles ud på to (
her har Varanen så været så diplomatisk at sove non-stop i dag, men dén bliver nok ikke ved med at gå). Det er på én gang dejligt og lidt trist - dejligt, fordi en lillebitte ny har krav på udelt opmærksomhed, trist fordi det unægteligt pirker til min latente dårlige samvittighed, der irriterende nok har vist sig at kunne vokse lige så proportionalt som kærligheden.
For at bruge en god gammel kliché, så bløder mit hjerte for Øglen, når hun med store øjne står og ser på, at jeg ikke kan dette eller hint, fordi jeg lige skal made eller skifte Varanen. Eller når hun ikke kan ligge præcis, som hun gerne vil, når hun kommer trissende ind i dobbeltsengen midt om natten, fordi hun så kan risikere at lægge sig på Varanen. Eller eller eller. Og jeg ved godt, at hun ikke tager skade af at dele lidt. At hun måske i virkeligheden er bedst tjent med at finde ud af fra en tidlig alder, at alting ikke kun kan dreje sig om hendes behov. Men hun er bare så lille. Og samtidig så stor. Vi gør, hvad vi kan for ikke at gøre hende større, end hun er, og stadig anerkende hendes behov (måske endda i overdreven grad), men som HDD sagde forleden, så kan hun jo godt mærke, at hun er gået fra en 100% situation til en 50% situation. Derudover synes jeg også, at det er lidt synd for Varanen, at der ikke er 4000% fokus på ham, som der var med Øglen, da hun var bittelille. Det der med at valse rundt til Åh Abe-musik (
selv om han muligvis helst er fri?!) og sidde og stirre forelsket ind i de dybblå øjne - det er der bare ikke samme tid til denne gang.
Og det hele har hormonella-mutti her ret svært ved at kapere. Jeg ville så gerne kunne være der 150% for hvert reptil (
lige indtil jeg altså brækker mig af enten træthed eller kedsomhed), men jeg ved jo godt, rent fornuftsmæssigt, at det ikke er praktisk ladesiggørligt.
Arjmen altså - jeg siger jer; han er SÅ sød, den lille Varan
Men jeg skal nu ikke brokke
mig. Varanen sover som en drøm om dagen (indtil videre), spiser godt og
fylder indtil flere bleer. Amningen kører, og ud over at jeg ligner en
(
godt nok temmelig træt og udslidt) pornostjerne med mine gigantiske mælkekasser, er der
ingenting at klage over dér. Mælken løb for alvor til lørdag/søndag, og i
går clashede mælkehormoner på vej ind og gravid-hormoner på vej ud så i
et gigantisk slag, hvor jeg tudbrølede. Over alting og
ingenting, men en katalysator skal man jo have, så den blev, at jeg
tilsyneladende har smidt min vandrejournal - sammen med
scanningsbilleder, tillykkekort fra hospitalet, brochurer om hælprøve og
alle mulige andre memorabilia - væk. Jeg aner simpelthen ikke, hvor den kan
være blevet af, og efter at have endevendt hele lejligheden gjorde jeg,
hvad enhver anden nybagt mor med galopperende søvnunderskud og hormoner i
hele kroppen (forhåbentlig) ville have gjort: jeg satte mig ned og
tudede. Til mine øjne næsten faldt ud. (Ikke, at papirerne dukkede op af den grund). Nogle (
HDD, fx) ville måske mene, at den reaktion trods alt var en kende overdrevet, men man kan desværre ikke ræsonnere med hormoner, har jeg måttet erkende.
Øglen forstod
selvfølgelig ingenting af, hvorfor jeg græd, men hun kunne godt se, at
jeg var ked af det. Så hun blev også
mere ked af det. Og græd og græd og græd
til
hendes øjne næsten faldt ud. Jowjow - vi var et yndigt par, men heldigvis faldt vi begge ned igen efter tudeturen.
Og når alt kommer til alt, så er det måske ikke så underligt, at der lige er en form for indkøringsproces. Vi skal jo allesammen øve os i det her flerbørns-familienoget, og tudeture og obsternasighed til trods, så er jeg ret fortrøstningsfuld. Det skal sq nok gå - vi skal bare lige allesammen finde vores nye ben at stå på. (
Og så må hormonerne gerne lægge sig lidt, så jeg ikke er helt så tudevorn og dårlig samvittigheds-agtig. Måske lidt chokolade kan hjælpe på dén sag?!)