torsdag den 15. september 2011

Må man være utålmodig nu?

40+0. Termin. (Og valg, men man må jo have prioriteterne i orden. Desuden har jeg brevstemt. Nå). Og nu vil jeg gerne have lov til at være utålmodig. Sådan for alvor. Utålmodigheden begyndte godt nok at murre allerede for en uge siden, men nogle kloge blogger-damer fortalte mig, at man ikke må være alt for utålmodig før sin termin. Men nu har jeg altså ramt terminen og har derfor besluttet mig for, at jeg gerne må. Så full-on utålmodig coming right up!

BarbaStribe - 40+0. 
Synes, maven er sunket lidt, men det er måske bare ønsketænkning... 

En lille status ser sådan her ud:
  • Antal uger, et andet væsen har boet i min krop: 40 (FYRRE, mand!)
  • Antal hosteanfald på spritter-/Cecil-måden inden for den sidste uge: 631 (damn you, efterårs-agtige vejr!)
  • Antal ekstra kilo på sidebenene: Ca. 2000. (Og eftersom nok 'kun' omkring 4 af dem, er baby, kan matematikkyndige så begynde at regne ud, hvor mange af kiloene, jeg har spist mig til...)
  • Antal babyer i maven: Én (til trods for omverdenens forsøg på at fortælle mig noget andet, fordi jeg "er så koloenormt stor")
  • Antal ligegyldige jordemoderbesøg tilbage: 2. Ud over en eventuel igangsættelsessamtale om 100 år. Og jeg har termin i dag. Something doesn't add up!
  • Antal dage, hvor Kbhs gader og stræder bliver spærret af pga. imbecilt cykelløb: 10
  • Antal gange, jeg har tænkt på det uhensigtsmæssige i at spærre byen af lige oven i min termin: 9.586 (fordi Øgle-sitterne naturligvis allesammen er bosiddende på den anden side af alle afspærringerne)
  • Antal historier om fødsler i taxaer/elevatorer/på entrégulv, bedrevet af andegangs-fødende, der har født hurtigt første gang, fortalt af velmenende venner: Mange (men ok - de er noget bedre end de historier, folk valgte at dele med mig, før min første fødsel)
  • Antal samvittighedskvaler over for Øglen, fordi der unægteligt kommer til at gå tid fra hende, når Varanen kommer: 50 trillioner
  • Antal gange, hvor jeg har været i tvivl om, hvorvidt særligt slemme plukkeveer mon var optakt til noget større: 2
  • Antal gange, hvor jeg er blevet liiiidt betænkelig ved at skulle føde igen - det gjorde nemlig pænt nas sidst: 15
  • Osv. 
Jeg gider ikke tilføje flere ting på listen, men jo længere tid jeg kommer til at gå over termin, jo flere ting vil der unægteligt blive at brokke sig over kommentere. Men selv om det måske ikke umiddelbart virker sådan, så prøver jeg rent faktisk at tage det lidt, som det kommer. Jeg prøver at fylde mine dage med hyggelige ting (selv om det er lidt svært, eftersom mit energiniveau virkelig skraber bunden, så afhentning af Øglen er egentlig alt rigelig aktivitet for en dag), og hver aften har jeg en sært splittet følelse af "Øv, så blev det ikke i dag" og "Så blev det heller ikke i dag - det er nok meget godt".

For hvor gerne jeg end vil have Varanen ud, så kan jeg ikke lade være med at spekulere på, hvad familieforøgelsen vil gøre for den hverdag, vi har og har haft herhjemme de sidste 2,5 år. Det er naturligvis især Øglens reaktion på det nye familiemedlem, jeg er lidt bekymret for. Det er altsammen meget vel, at hun taler med maven, krammer den og beordrer den i bad (der satte jeg så alligevel grænsen forleden - kunne ikke lige se mig selv liggende på alle fire med den tykke mave stikkende ned i Øglens badekar). Og at hun på eget initiativ hiver op i min bluse, så hun kan vinke til Lillebror gennem navlen (mere passende på nogle tidspunkter end andre) og spørger, om han ikke snart kommer ud til hende. Men hun har nok alligevel ikke helt styr på, hvor meget tid, der kommer til at gå fra hende, når Lillebror så rent faktisk kommer ud. Hvor mange ting Tykke Mor ikke lige kan, fordi Varanen skal have mad / en ren ble / en lur / fred og ro. Og hvor træt Tykke Mor også bliver. Ikke, at jeg ikke er træt nu, men jeg forestiller mig, at jeg bliver det på et helt nyt niveau.

Tanker har jeg i hvert fald nok af, så hvis nogen har brug for et læs brugte, temmelig dystre af slagsen, siger I bare til - så sender jeg. Jeg skal nok stå for portoen.

Men det var utålmodigheden, vi kom fra. Kom nu UD, Varan. Så jeg kan lægge alle tankerne fra mig og se, hvor skøn du er, og så du kan gøre alle mine bekymringer til skamme. (Og om det navn, vi næsten har valgt til dig, passer lige så godt, som vi tror, det gør...) Godt valg til jer alle. Og når I alligevel sidder og hepper på rød eller blå, gider I så ikke også heppe bare en lille smule på Varanen?

21 kommentarer:

  1. Tillykke med at nå terminen!
    Her er der 14 dage igen... Er ikke utålmodig, men hey - jeg ved også at jeg sættes igan på dagen. Det hjælper nok lidt!

    SvarSlet
  2. Jeg hepper på dig og Varanen!

    Let's do it! Vi deler sgu dagen. Ej, jeg har stadig to dage tilbage før jeg må åbne for utålmodighedssluserne endnu. Så jeg hepper mest på dig.

    SvarSlet
  3. Hep-hep til varanen fra mig. For næsten præcis 25 år siden, nemlig 14. september 1986 havde jeg termin. Dengang vidste jeg ikke, at det var en lille dreng, der gemte sig i maven. Dengang måtte man jo bare vente og se, om det var en dreng eller en pige, der kom. Jeg havde to drenge i forvejen og ønskede mig endnu en. Det fik jeg også - men først d. 28. Så jeg forstår din utålmodighed. Det er ikke så sjovt, at gå over tiden - men så meget som to uger, får man vist ikke lov til at gå over i vore dage. Jeg kan godt huske det der tomrum, hvor man hver morgen tænker. "Bare det bliver i dag." Og så kan jeg huske, at jeg alligevel - da veerne kom godt i gang - tænkte: "Det kan altså godt vente bare en enkelt dag endnu." :-)
    Jeg håber, at du får en rigtig god fødsel - snart. Så når jeg sætter mit kryds på stemmesedlen i dag, så krydser jeg lige samtidig fingre for en god og snarlig fødsel til dig og den lille varan!

    SvarSlet
  4. All in på utålmodighed - det er fuldstændig lovligt fra nu af!
    Jeg hepper på, at du ikke skal gå så længe endnu.

    Jeg kan ikke så godt give dig nogle råd ift. dine tanker (er nok egentlig heller ikke det, du fisker så vildt meget efter), for jeg har ingen erfaring med to børn. MEN! lige mht. det med vægten, så siger man jo, at en graviditet vejer 12 kg (gjorde man i hvert fald for 2 år siden - meget kan jo været forandret siden sidst). Såh, som (ikke-)matematikkyndig er det jo ikke helt så slem en vægtstigning som først antaget ;)

    Held og lykke med det hele!

    SvarSlet
  5. Jep! Kom nu ud, Varan. Vi glæder os i den grad til at byde dig velkommen i familien.

    SvarSlet
  6. Argh, forstår godt din tålmodighed. Og kan berolige med historie om, at fødsel nr. 2 SLET ikke gik så hurtigt som nr. 1 (øv for mig)... Så der er vist ingen regler, andet end at han kommer på sin fødselsdag og ja, det er super irriterende at vente, vente og vente lidt mere (kan sagtens huske det - og jeg fødte 10 dage efter termin og troede jeg skulle føde før termin, ligesom første gang...

    Og det skal nok gå med Øglen og lillebror, min kusine har lige fået nr. 2 (også en dreng) og storesøster er lige blevet 2 år. Lidt hårdt indrømmer hun, men den store er så glad for den lille - og hun løber jo stadig med en masse opmærksomhed. For mig kom problemet først da min mindste satte større krav, altså med at blive leget med mv.

    Men skal nok heppe på dig ;-) han kommer snart ud!

    SvarSlet
  7. @Alice: Tak for tillykke. Det er lidt vildt, at det lige pludselig bare er blevet termin. Føler, jeg burde markere dagen på en eller anden måde, men det bliver sq nok bare med en lur :-) Hvordan kan det være, at du skal sættes i gang? Er det pga. graviditetssukkersygen?

    @AB: tak for hep! Jeg hepper også på dig - der må være plads til to blogger-babyer i dag, så lad os bare aftale, at vi begge to føder i løbet af i dag.

    @Randi: Jeg takker på forhånd for krydsede fingre. Og håber, at det ikke skal overgå mig at gå 14 dage over tid - så går jeg simpelthen til af utålmodighed, tror jeg. Min jordemoder lader dog til at være typen, der ikke så meget som vil overveje at sætte mig i gang, før der er gået 14 dage, så jeg har både jordemoderbesøg i morgen og næste fredag, som intet har med igangsættelse at gøre. Suuuk.

    @Bettina: Nååårh. Jamen, så skal jeg jo bare tabe mig 8 kg. Det må kunne lade sig gøre (løgn, men jeg bliver i troen lidt endnu). Har fundet et par über-fede jeans, som jeg overvejer lidt at købe i min normale størrelse. Bare for at have et ekstra incitament til at smide kiloene hurtigt. Men det er måske liiiige optimistisk nok. De kan jo nå at have været umoderne længe, når/hvis det rent faktisk lykkes at skrue mig i dem...

    @Nonna: Ja, vi er mange, der glæder os til at møde ham. Synes nu nok, han kunne vise større interesse for at møde os også :-)

    @Birgitte: Ja, han kommer snart ud. Det synes jeg, vi skal aftale. I dag, fx :-) Og du har nok ret i, at der ikke er nogen regler, når det gælder fødsler. Hjernen (min, i hvert fald) har det bare med at gå lidt i overdrive, og så er den ret god til at udtænke rimelig grumme scenarier. Men det kommer til at gå fint. Og ud kommer han jo - om det så bliver på det ene eller det andet tidspunkt eller det ene eller det andet sted.

    Og gisp - det der med, at han også begynder at stille krav om at blive leget med på et tidspunkt, det havde jeg lige glemt. Nå, den tid den glæde :-)

    SvarSlet
  8. Helt klart tid til at være utålmodig ;o).
    Og kan godt genkende den dér: "Øhh er det godt nok (allerede) nu", da veerne gik i gang med nr. 2. Gik faktisk i seng og prøvede lidt at fortrænge det (det er nok plukveer). Med det resultat, at vi pludselig fik meget travlt. Som i M E G E T...held og lykke med det!

    SvarSlet
  9. Jeg havde mange af de samme tanker som dig i forhold til, hvordan Trutten mon ville reagere på lige pludselig at skulle dele sin Mor og Far med et helt ukendt og højtråbende væsen.

    Alle tanker er dog blevet gjort til skamme - vi har absolut intet negativt oplevet i den forbindelse, men til gengæld har de to allerede nu så stærkt et bånd, at man bliver varm helt ind i hjertet at se på dem.

    Trutten skal altid gøre fremmede opmærksom på, at det altså er HANS lillesøster - og henne i vuggestuen stråler han, når de andre børn kommer hen for at kigge på hende.

    Hver morgen, når han vågner, så maser han sig hen over mig for at ligge og ae hende lige så stille over håret - og hvis de ligger ved siden af hinanden i sengen, så har de altid en hånd på dens anden hovede.

    Fidusen er uden tvivl Truttens største fan - de blikke hun kan sende ham - dem er der ingen andre, der får.
    De få gange, det indtil nu er lykkedes hende at trille rundt, så har det uden undtagelse været for at komme hen og kunne røre ved Trutten.

    Så jeg håber, det går på samme måde hos jer - og så håber jeg også, at han snart kommer ud!!

    SvarSlet
  10. awwww, dejligt indlæg og søde kommentarer. Jeg hepper på dig idag - glæder mig sådan til at følge med i jeres nye liv med 4 mennesker/øgler/varaner i husstanden :-)
    Og så er jeg meget misundelig på at du er så langt... 30+1 hedder det for mig nu, men jeg er allerede alt for utålmodig :-)

    SvarSlet
  11. HEP HEP HEP Varan! (Og rød stue, nu vi er igang med at heppe;-))

    SvarSlet
  12. Det er så spændende med den forestående varan-fødsel! Glæder mig til at læse, at han kom, så og sejrede over alle jeres hjerter på nul-komma-fem :)

    SvarSlet
  13. Nu må du gerne være utålmodig. Og hvis du mangler en god nyhed, kan du tænke på, at man nu igangsætter allerede efter ti dage. Det passer jo lige med cykkelløbet. Så skal du heller ikke bekymre dig om det.

    Nå, det kunne du vist ikke bruge til så meget. Det er jo bare ikke sjovt at vente. Jeg spiste en flødekage hver dag, fra jeg ramte termin og til starutten tittede frem 17 dage senere. Det hjalp lidt på utålmodigheden at gennemsøge København for at finde den allerbedste konditor.

    SvarSlet
  14. Hep hep hep. Det sker i nat...tror du ikk? :-) held og lykke!

    SvarSlet
  15. Tillykke med terminen og full blown utålmodighed! Ja, nu må du gerne ;)
    Det bliver virkelig spændende, hvornår han lander!

    Mht hvordan Øglen vil tage det, så var jeg faktisk lidt forundret over at Trolden nærmest slet ikke "tog det". Jo, hun kiggede lidt på Rumpenissen da vi kom med ham, men det var meget sådan "nå er du der? Nu går jeg ind og leger."
    Men jeg er siden kommet til at tænke på, at det jo kun er os voksne, der ved hvilken livsomstyrtende begivenhed det er for den førstefødte, at der kommer en til. Det kan de jo slet ikke rumme konsekvensen af - endnu! For jeg tænker også at det nok kommer, når de små kan bevæge sig rundt efter de store - men til den tid kan de store formentlig ikke huske, at de nogensinde har været selv uden søskende.

    Så hvad jeg egentlig prøver at sige er, at det skal nok gå alt sammen!

    Kram til dig!

    SvarSlet
  16. @Hulebo: Uh, kunne også godt forestille mig, at jeg bliver lidt fornægtende omkring det hele, når det på et eller andet tidspunkt vælger at gå i gang. Men det er selvfølgelig heller ikke fedt at få ALT for travlt for at nå på hospitalet til tiden...

    @Lisbeth: Åh, det var en dejlig kommentar, der gjorde mig lidt mere rolig omkring alt det her med, hvordan Øglen vil tage det. Jeg håber jo sådan, at hun også bliver glad og stolt, men man ved jo aldrig. Det er dog dejligt at høre, at det KAN lade sig gøre :-)

    @Karoline: Ja, kommentarerne er så søde - det er dejligt. Og jeg kan nu godt forstå, at du er utålmodig nu også. Det blev jeg vist også deromkring. Sjovt, som det for mig hang sammen med, at min bevægelsesfrihed blev betragteligt indskrænket pga. mave, der bare voksede og voksede... Men 10 uger endnu hos dig. Hold ud! Og jeg glæder mig også til at følge med hos jer!

    @Cecilie: Tak for hepperi! (Dog ikke på den røde stue, selv om dét tilsyneladende hjalp. Synes nu også, at Varanen skulle have hørt efter :-))

    @Camp Chaos: Du kan også tro, at jeg glæder mig til at kunne skrive, at han endelig er kommet ud. Men reelt kan der jo gå næsten 2 uger endnu, som den rare jordemoder netop har fortalt mig. Suk...

    @Mille: Hvad nu, hvis man allerede har spist kage hver dag (eller noget kagelignende, i det mindste) de sidste mange uger? Hvad skal man så vælge at gå på jagt efter i de dage, man går over tid? :-)

    @Tak for hep og held og lykke. Der skete desværre ikke noget i nat, men han kommer vel ud på ET eller andet tidspunkt...

    @GG: Det var en klog (og trøstende) kommentar. Tak for den. For jo, du har jo ret i, at det er os voksne, der gør det til et 'problem' at få søskende. Og så længe man bare husker, at den store egentlig stadig er lidt lille og har brug for moar og faar, så skal det hele jo nok gå. Hvad angår senere, hvor drillerier og legescenarier kan få det hele til at gå op i hat og briller, så må vi krydse den bro, når vi kommer til den. I første omgang skal Varanen bare lige 'køres ind' i familien og Øglen skal hilse på. (Ja, og i ALLERførste omgang skal Varanen jo så også lige UD)... :-)

    SvarSlet
  17. Selvfølgelig må du være utålmodig - for Søren, det er spændende (skal han mon hedde dét? ;))! Jeg ville være bristet at lutter spænding for længe siden, hvis jeg var dig -men måske sådan en nysgerrighedsbristning er den nemmest mulige og hurtigst overståede fødsel!? ;)

    Jeg håber, at Varanen indenfor de nærmeste dage banker på og gerne vil ud og glæder mig ligesom d'damer MEGET til at høre om ham! En dejlig, lille dreng - hvor er I dog heldige! :)

    Mange tanker & gode ønsker til den-dér-proces-der-bare-lige-skal-overståes-så-er-vidunderet-i-jeres-arme!

    SvarSlet
  18. Hej Øgle-og varanmor.
    Har læst med LÆNGE uden at ytre noget:_)
    Men mon ikke Varanen er kommet til verden nu, siden der ikke har været et indlæg siden termins- dagen?!

    Pøj pøj med det hele.

    SvarSlet
  19. @Juliette: Det er ellers et godt bud på et navn til Varanen, men jeg må skuffe dig; han skal ikke hedde Søren :-)

    Tak for tanker og gode ønsker - tror, jeg får brug for dem.

    @Mortil5: Først og fremmest velkommen til i kommentarfeltet - altid hyggeligt at høre fra nogen, der læser med :-)
    Dernæst; gid det var så vel, at stilheden skyldtes en Varan-fødsel, men ak - det er bare sygdom og det virkelige liv, der har taget lidt ekstra tid de sidste par dage. Men jeg håber snart, at der sker noget, kan du tro!

    SvarSlet
  20. Han må være der lige snart. Men hold op hvor ser du godt super. Smækker lækker mave du render rundt med. Krydser dog fingre for at han lige venter et par dage, så du selv er på toppen når han melder sin ankomst.
    Kh V

    SvarSlet
  21. Kan godt følge dine tanker - og tak fordi jeg ikke er den eneste der render rundt med sådanne tanker og kronisk dårlig samvittighed allerede :) Jeg er selv ½-vejs i min anden graviditet og allerede nu spekulerer jeg som en gal. Vil både gerne beholde det jeg har nu og så prøve alt det nye.

    Og tak til GG for de kloge ord - de hjalp også mig :)

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...