tirsdag den 27. september 2011

Min lille store Øgle

Det har været nogle begivenhedsrige dage for Øglen på det sidste. Ud over at være blevet storesøster, har der været masser af besøg, masser af gaver og så også lige en klat feber oveni. Dertil kan vi så tilføje en kæmpe blist på hendes tunge, så hver gang hun indtager noget, der ikke er is og chokolademælk, så græder hun og fortæller, hvor ondt det gør.

Og så - for at føje spot til skade - så er hun jo bare 2,5 år på godt og ondt og synes bestemt ikke altid (læs: aldrig), at vi skal have vores vilje. Ting skal allerhelst gå efter hendes hoved, og i de sidste par dage har vi set resultatet af ligningen nybagt storesøster + (feber x blist) : 2,5-årig².

Slatten storesøster

Oh dear, siger jeg bare. Altså, hun er stadig ellevild med Varanen, men det er tydeligt, at det ikke passer hende, når han tager tid fra hende med fx amning, bleskift eller nussepusning. Det passer hende heller ikke så godt, når hun får nej til at se "samsyn" i 9 timer i rap, og det er tilsyneladende også totalt ufedt ikke bare selv at måtte "kigge i skuffarna og se, om der er noget spændende" (= noget med et sukkerindhold på over 90%). I det hele taget er der en del, der ikke passer det lille store reptil i disse dage, så det er lidt af en balanceakt at opretholde god ro og orden altid. Især når søvnen er så usammenhængende, som den nødvendigvis er med baby-Varan in da house. Så min lunte er heller ikke lige så lang, som jeg gerne så den, og det er svært at forstå, når man bare er en lille Øgle. Og svært at acceptere, når man er mig.

Øglen og Varanen

I dag er vi så overgået til en form for hverdag. Hvilket vil sige, at Øglen har været feberfri og ovre hos sine elskede 'Bitter. Og HDD og jeg har været hjemme i babyboblen. Med tid til at mulme Varanen, lade ham sove på os i stedet for i liften og i det hele taget give ham al den opmærksomhed, som efter vuggestuens fyraften skal deles ud på to (her har Varanen så været så diplomatisk at sove non-stop i dag, men dén bliver nok ikke ved med at gå). Det er på én gang dejligt og lidt trist - dejligt, fordi en lillebitte ny har krav på udelt opmærksomhed, trist fordi det unægteligt pirker til min latente dårlige samvittighed, der irriterende nok har vist sig at kunne vokse lige så proportionalt som kærligheden.

For at bruge en god gammel kliché, så bløder mit hjerte for Øglen, når hun med store øjne står og ser på, at jeg ikke kan dette eller hint, fordi jeg lige skal made eller skifte Varanen. Eller når hun ikke kan ligge præcis, som hun gerne vil, når hun kommer trissende ind i dobbeltsengen midt om natten, fordi hun så kan risikere at lægge sig på Varanen. Eller eller eller. Og jeg ved godt, at hun ikke tager skade af at dele lidt. At hun måske i virkeligheden er bedst tjent med at finde ud af fra en tidlig alder, at alting ikke kun kan dreje sig om hendes behov. Men hun er bare så lille. Og samtidig så stor. Vi gør, hvad vi kan for ikke at gøre hende større, end hun er, og stadig anerkende hendes behov (måske endda i overdreven grad), men som HDD sagde forleden, så kan hun jo godt mærke, at hun er gået fra en 100% situation til en 50% situation. Derudover synes jeg også, at det er lidt synd for Varanen, at der ikke er 4000% fokus på ham, som der var med Øglen, da hun var bittelille. Det der med at valse rundt til Åh Abe-musik (selv om han muligvis helst er fri?!) og sidde og stirre forelsket ind i de dybblå øjne - det er der bare ikke samme tid til denne gang.

Og det hele har hormonella-mutti her ret svært ved at kapere. Jeg ville så gerne kunne være der 150% for hvert reptil (lige indtil jeg altså brækker mig af enten træthed eller kedsomhed), men jeg ved jo godt, rent fornuftsmæssigt, at det ikke er praktisk ladesiggørligt.

Arjmen altså - jeg siger jer; han er SÅ sød, den lille Varan

Men jeg skal nu ikke brokke mig. Varanen sover som en drøm om dagen (indtil videre), spiser godt og fylder indtil flere bleer. Amningen kører, og ud over at jeg ligner en (godt nok temmelig træt og udslidt) pornostjerne med mine gigantiske mælkekasser, er der ingenting at klage over dér. Mælken løb for alvor til lørdag/søndag, og i går clashede mælkehormoner på vej ind og gravid-hormoner på vej ud så i et gigantisk slag, hvor jeg tudbrølede. Over alting og ingenting, men en katalysator skal man jo have, så den blev, at jeg tilsyneladende har smidt min vandrejournal - sammen med scanningsbilleder, tillykkekort fra hospitalet, brochurer om hælprøve og alle mulige andre memorabilia - væk. Jeg aner simpelthen ikke, hvor den kan være blevet af, og efter at have endevendt hele lejligheden gjorde jeg, hvad enhver anden nybagt mor med galopperende søvnunderskud og hormoner i hele kroppen (forhåbentlig) ville have gjort: jeg satte mig ned og tudede. Til mine øjne næsten faldt ud. (Ikke, at papirerne dukkede op af den grund). Nogle (HDD, fx) ville måske mene, at den reaktion trods alt var en kende overdrevet, men man kan desværre ikke ræsonnere med hormoner, har jeg måttet erkende.

Øglen forstod selvfølgelig ingenting af, hvorfor jeg græd, men hun kunne godt se, at jeg var ked af det. Så hun blev også mere ked af det. Og græd og græd og græd til hendes øjne næsten faldt ud. Jowjow - vi var et yndigt par, men heldigvis faldt vi begge ned igen efter tudeturen.

Og når alt kommer til alt, så er det måske ikke så underligt, at der lige er en form for indkøringsproces. Vi skal jo allesammen øve os i det her flerbørns-familienoget, og tudeture og obsternasighed til trods, så er jeg ret fortrøstningsfuld. Det skal sq nok gå - vi skal bare lige allesammen finde vores nye ben at stå på. (Og så må hormonerne gerne lægge sig lidt, så jeg ikke er helt så tudevorn og dårlig samvittigheds-agtig. Måske lidt chokolade kan hjælpe på dén sag?!)

11 kommentarer:

  1. Du beskriver lige nøjagtig den frygt jeg har i forbindelse med at få nummer to. Splittelsen mellem ikke at kunne give den første det, hun plejer at få og ikke at kunne give den næste det samme, som den første fik. Åh suk. Jeg håber virkelig, virkelig, at det vil lykkes (igennem alle hormonerne og den monsterdårlige samvittighed) at holde fokus på, at de hver især er en kæmpe gave til hinanden.

    SvarSlet
  2. Åh jeg genkender så meget din beskrivelse for mon lille store pige var også bare sølle 2 år og 4 mdr da konkurrencen om opmærksomheden satte ind!
    Manner jeg har tudet over det og i de aller værste øjeblikke kigget på hende og tænkt, at hun sikkert bliver skadet for livet og at der ikke var noget værre vi kunnet have udsat hende for end at blive storesøster!!!!

    Men så igen kan jeg afsløre at i takt med at hormonerne drosler ned på acceptabelt niveau så stiger stunderne med ren søsterlykke! For der er da ikke noget mere vidunderligt end at have en søster eller bror! Nu et år efter ser hun ud til at have klaret det første år meget godt, men at fordele sol og vind lige er en daglig udfordring:)

    Han ser lækker ud ham lillebror;) og den største reptil du har skal nok klare den;)

    Kh

    SvarSlet
  3. Åh søde, søde Øglemor. Don´t we know it. Den smager hæsligt, den der samvittighed. Jeg har flere gange set på de to havdyr her, og tænkt: arj. Måske var det lidt dumt? ja, altså bare i et dårligt øjeblik, for Krabbe er simpelthen så glad for Skrubben. Han aer ham, giver sut og deler sine ting. Og han ser helst ikke at andre børn leger/aer for meget med ham.
    Så bare rolig, Sonny-boy. Det bliver bedre. Pwomise.
    ps: det armbånd, som Krabben havde på, på barslesgangen, ing? Det har Manden smidt ud. Ja, fordi han ingen hjerne har. Og lidt fordi han ikke er kvinde. Det har jeg godt nok også både tudet og raset over mange gange. Han synes, at jeg overreagerer. Idioten.

    SvarSlet
  4. Chokolade hjælper jo heldigvis på det meste.

    Jeg tænker allerede nu meget på de der dobbeltfølelser, og jeg er ikke engang gravid med nr 2. Jeg er så bange for at Svesken skal bliver alt for trumatiseret. Men Hr. F. siger at det er meget værre ingen søskende at have (han er enebarn hos sin mor, og aldrig boet sammen med sine søskende)

    Han er så fin ham Veranen, men igen det er Øglen jo også!

    SvarSlet
  5. Da jeg skrev om noget lignende for en måneds tid siden, skrev du i din kommentar noget med, at der også kan være fordele ved at være den store. Det er jo også en slags sejt, selvom det også betyder afkald.

    Og det med at lillebror ikke kan få udelt opmærksomhed, har jeg tacklet ved at tænke, at det er MIN sorg, for lillebror har aldrig kendt til andet end at skulle dele, og derfor er det ikke synd for ham.

    Han er i øvrigt godt nok en lækkerhaps, den lille Varan!

    SvarSlet
  6. Endnu engang tillykke med ham. Og jeg vil sige som de andre, det bliver bedre. Det hele! Og den store (lille) øgle tager ikke skade (selv om jeg også tænkte at min den store ville blive mærket for livet)... Uh, det er en svær tid. Jeg sender kram og gode tanker.
    PS. Total lækker baby, holder max! ;-)

    SvarSlet
  7. Smukke unger :-)
    Uha - frygter selv øjeblikket, hvor hormonbomben springer og alting flyder over... Men der er jo stadig noget tid til for mit vedkommende. Fint at læse dine tanker - på den måde kan man måske forberede sig en lille smule på det...
    Knus

    SvarSlet
  8. Gid man kunne forberede sig bare en smule på alle de følelser, der kaprer ens sind, når man har født...

    I klarer det alle fire og om meget kort tid har Øglen med garanti glemt at hun nogensinde var enebarn. Det er svært at dele sig selv mellem to børn man elsker og bleerne skal jo skiftes og sulten skal stilles. Er hun ikke interesseret i at "hjælpe til"? Vi havde en skammel ved siden af puslebordet, så Miriam kunne se med når babyerne havde "lawet låååårt" (tak vuggestue for dejlig jargon), som hun sagde på syngende århusiansk. Og så fik hun en ble til sine egne dukker, som hun øvede sig flittigt og længe på at give dem på hovedet og andre steder. Nogle gange var jeg ved at blive skør af at "inkludere" hende i praktiske gøremål med de små, men det tog toppen af de store, bedende øjne og morens sorte samvittighed :)

    SvarSlet
  9. Kære Øgle- og Varanmor.
    Andre har sagt det, men jeg siger det også. Det bliver bedre.
    Tudeturen har vi vist alle. Søvn- underskuddet og den korte lunte har vi vist nok også.
    Men den dårlige samvittighed har jeg nu smidt på porten. Er alene (efter eget ønske) med mine fem unger, hvor af den mindste er 2 mdr. Så her kan der ikke bruges dårlig samvittighed.
    Så hellere omrokere damvittigheden og hive den næstmindste af mine unger ind i nogle af de ting, hun normalt ellers ikek ville være med til. Fex borddækning eller lægge tøj i vaskemaskinen.. så længe det er sammen med moar, så bliver det kvali- tid.

    Og så kaldes der på mig fra liften<3

    SvarSlet
  10. Mange tak for alle jeres kommentarer. Det lyder jo lovende, at det bliver bedre, og hvis jeg forsøger at løfte det gardin af hormoner, der hænger ned foran mine øjne (og hjerne) for tiden, så tænker jeg da også, at det nok skal gå. Men lige nu trækker det godt nok lidt tænder ud...

    @Husmoder: Der er så meget mænd ikke forstår. Varanen fik i øvrigt aldrig et armbånd på Riget - det gjorde jeg derimod. Med en QR-kode?! Meget mærkeligt, men det har jeg gemt. Og jeg tror, at HDD er ret godt med på, at der falder brænde ned, hvis han vover at smide det væk... (Ikke, at jeg ved, hvad jeg skal bruge det til, men... you know...)

    @GG: God pointe med, at det er din sorg, det der med, at nr. 2 ikke kan få lige så meget opmærksomhed. Den låner jeg lige :-) (og ang. det jeg skrev i en kommentar ovre hos dig, så har jeg måttet sande, at det bare ER nemmere at være klog, når man ikke selv står med begge ben midt i 2-børns-land :-))

    @Camp Chaos: Har forsøgt at få Øglen til at "hjælpe til", og det gider hun godt et stykke hen ad vejen. Hun vil fx gerne give mig en stofble eller hente et tæppe til Lillebror, men ikke tale om, at hun gider være med til at skifte ham eller noget som helst i den dur. Endnu, i hvert fald. Håber, det kommer.

    @Mortil5: Pyh... 5 børn. Så stikker jeg vist bare piben ind :-) Arj, det er nok bare en sund holdning, det der med, at dårlig samvittighed ikke kan bruges. Og min sundhedsplejerske sagde faktisk lige i dag, at så længe HDD og jeg har den holdning, at det hele er lidt synd for Øglen, så vil hun med garanti synes det samme. Så nu skal der andre boller på suppen, tror jeg.

    SvarSlet
  11. Lån løs!
    Og det lyder som en klog sundhedsplejerske. Jeg låner lige hendes kommentar til gengæld. :)

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...