mandag den 31. oktober 2011

Nej-hatte og bristede moderhjerter

Hentede Øglen i vuggeren ved 15-tiden i dag. Business as usual. Pakke pakke hele Cirkus Arli i ladcyklen, cykle cykle ind til vuggeren, pakke pakke hele Cirkus Arli ud igen, hente hente Øgle. Som blev glad for at se mig. Lige indtil vi kom ud i garderoben, altså. Det startede med, at hun overhovedet ikke gad med hjem ("Vil gerne ind til 'bitterne igeeeeen, mor!"). Det gik så over til at blive surmuleri over, at hun ikke måtte vække Varanen, der boblede i sin lift. Derefter nægtede hun at tage overtøj på. Super start på afhentningen.

Udenfor udviklede Øglen så pludselig et akut had til ladcykler (eller i hvert fald vores) og insisterede på at blive kørt i klapvogn hjem. Well... liiiidt svært, eftersom jeg jo var cyklet ind efter hende, og det fortalte jeg så på bedste pædagogiske vis. Hvilket Øglen kvitterede for ved at sætte i løb efter En Anden Vuggestuemor, der netop havde hentet sit afkom... i klapvogn, natürlich... Så holdt mine pædagogiske evner op, for når ens tumling stikker af i løb - ned ad Nørregade, der jo ikke just er nogen utrafikeret markvej - så må man af sted i fukd galop med ganske hævet stemme. Øglen blev indfanget, og jeg vendte tilbage til den uglesete ladcykel med totalt hystella under armen. Heldigvis blev jeg reddet af et par vanter (!?), jeg fandt i flyverdragtens lommer (Øglen har nu i en uge nægtet at tage andet overtøj end flyverdragt på - uagtet, at det fx ikke har været særlig koldt i dag), og de gjorde hende tilsyneladende så tilpas nysgerrig, at hun stoppede med at være rasende. Og gik i stedet over til at være mut, men det larmer da i det mindste ikke ligeså meget som hysteri.

Hjemme igen gad hun ikke med op i lejligheden, men jeg havde bestilt varer til levering, så vi blev nødt til at gå op. Det lykkedes med nogen surmuleri og næsten ingen bestikkelse, og da vi kom hjem, var der så fred i et lille stykke tid. Freden blev dog brudt af en hulkende Øgle, der syntes, at det gjorde ondt i bleen. Det går jo ikke an, så hun blev tjekket og vasket og smurt efter alle kunstens regler, men hun var godt nok ikke særlig glad - heller ikke selv om hun puttede i sofaen med tv'et tændt, mens jeg lavede mad. Da maden var færdig, nægtede hun så at komme og spise noget af den, og da Onde Mor så sagde, at tv'et ville blive slukket nu!, brød hendes verden helt sammen. Hun græd og græd på en måde, der, selv for en øgle, er usædvanlig, så vi var for en gangs skyld lidt lempelige omkring tv vs. mad-regler.

Nu er det så bare sådan med Øglen, at hun kan se tv, til hun segner, hvis hun ellers får lov. Det gør hun bare ikke, og det var heller ikke tilfældet til aften. Hun plejer at blive stiktosset for en meget kort bemærkning, når vi slukker, men i dag... OMG (som de unge ville sige)! Hun flippede skråt, sparkede og skreg og var slet ikke til at nå ind til. Der var altså ikke andet for end at lade hende rase ud og så ellers være der, når hun blev god igen, så vi satte os ned ved siden af hende og ventede. Og ventede. Og til sidst ville hun gerne give HDD et kram. Og op på skødet. Så sad vi der og aede og ssscchh'ede, og til spørgsmålet om, om der var noget, hun var ked af, nikkede hun med tårerne silende ned ad kinderne.

Hun ville (kunne?) ikke svare på hvad, det var, hun var ked af, så vi spurgte til forskellige ting. Om der var sket noget ovre i vuggestuen? Om hun havde slået sig? Om hun havde skændtes med nogen? Osv. Nej til det hele. Men da HDD så spurgte, om det var fordi, hun savnede N, der havde sidste dag i fredags, brød hun ud i krampegråd, hikstede og hulkede og slog sine små arme om HDD. Og jeg sad ved siden af og ammede Varanen, mens mit moderhjerte bristede. Lille store Øgle, altså. Som måske forstår mere, end vi lige troede. Og som alligevel ikke forstår nok til at acceptere, at hun ser N igen om en måned, når Øglen skal i børnehave. Så Øglen græd som pisket, jeg græd, men forsøgte at skjule det, så Øglen ikke skulle blive mere ked af det, og HDD forsøgte at trøste. (Og Varanen spiste bare...) Det var virkelig yndigt altsammen, men det opklarede i det mindste, hvorfor hun i dén grad havde haft nej-hatten på i dag.

Humøret blev heldigvis mærkbart bedre inden sengetid, og Øglen blev endda glad nok til at omdøbe os allesammen (huh?). Så fremover hedder familien Øgle åbenbart hhv. Kamilla (mig), Kamel (HDD), Olie (Øglen) og Tæppe (Varanen). Øglen Børn ER sære! Nu er HDD ved at putte Øglen, og Varanen og jeg ser BBC Lifestyle. Er spændt på, hvordan Øglens humør er i morgen. For ligeså underlige børn kan være, ligeså demente kan de være. Så hun kan meget vel have glemt alt om N, når vi når til afleveringstid i morgen. Det kan man jo håbe på. Bare hun kommer i tanker om ham igen umiddelbart inden børnehavestart, tak. Vi har jo planer om, at hans blotte tilstedeværelse skal lette indkøringen for os...

11 kommentarer:

  1. Nååår stakkels Øgle, jeg blev også helt ked af det. Er ikke engang hormonel eller noget, og sidder alligevel med tårer i øjnene. Det må være månen og tidevandet og den slags.

    SvarSlet
  2. Nåårr, kan godt forstå at dit moderhjerte bristede. Stakkels lille øgle (og mor). Håber dagen imorgen bliver bedre og at den næste måned kommer til at flyve afsted.

    SvarSlet
  3. Puha, det holder jeg slet ikke til. Stakkels øgle :(

    SvarSlet
  4. Hulk! Der kan man da lige på et øjeblik gå fra total frustration og til at ønske, at man kunne tage alle de smås sorger på sig. Og tænk engang, hvordan moderhjertet skal klare sig senere, når der f.eks. kommer kærestesorger på banen.

    SvarSlet
  5. Åh, nej, stakkels lille Øgle.... Hvor var det dejligt, at HDD fik stillet nøglespørgsmålet, så kilden til alt det dumme kom frem.
    Sidder med mega-tårer i øjnene (og forsøger desperat at skjule det for omkringsiddende kolleger, der nok vil synes, at jeg er lidt sær, hvis de opdager, at jeg små-græder over en blog, he he)- min dreng er 4-5 måneder yngre end Øglen, så det varer ikke længe før han skal sige farvel til de venner, der er lidt ældre og rykker i børnehave lige om lidt. Jeg tror slet ikke jeg kan klare det - blir helt dårlig bare ved tanken.......
    Åh, håber SÅ meget, at glæden ved at gense N om en måned opvejer alle de mange tårer.....

    SvarSlet
  6. Nårh, det lille øgle-barn! Hvor må det bare være svært at have så store følelser og så små ord.

    SvarSlet
  7. Stakkels øgle, men heldige dig. Kamilla er bare et så meget pænere navn end Kamel eller Tæppe(?)

    SvarSlet
  8. Kunne pludselig huske hvordan det er, at have et barn i trodsalderen. Som laver flitsbue med kroppen, når verden ikke vil indordne sig.

    Håber ikke, at teenager trodsalderen bliver lige så frustrerende...

    SvarSlet
  9. Nåårh. Ae ae Øgla. Måske kan i tage med over for at hente N i børneren en dag? Og lege lidt på legeren...

    Sys i øvrigt at Tæppe er et knaldgodt navn. Meget michael jacksonsk.

    SvarSlet
  10. Tænk engang, hvor svært det må være at rumme en masse følelser og ikke kunne sætte ord på dem! Det eneste vi kan gøre, er jo at støtte vores unger og prøve at hjælpe dem :-) og det synes jeg du/I gjorde rigtig fint - jeg var nok selv gået lidt amok allerede inde i vuggestuens garderobe ;-)

    SvarSlet
  11. Hun er stadig ked af det, det lille myr. Med tilhørende trods-opførsel (grrr!) Så november må gerne gå hurtigt, hvis børnehavestart betyder, at jeg får min medgørlige, glade Øgle tilbage :-)

    Men det ER svært at se på ens lille pige have så ondt indeni. Man vil så gerne gøre det hele godt, men det lader sig jo desværre ikke altid gøre...

    (@Birgitte: Tro mig - det krævede opbydelsen af alle mine kræfter ikke at gå amok, da Øglen galopperede ned ad Nørregade. Hvilket hun i øvrigt gjorde igen i dag. Grrrr igen)

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...