mandag den 28. november 2011

Noget om måger

Når nu man er velsignet med en baby, der spiser Helt. Utrolig. Meget (og tit), så sidder man rimelig meget ned. Og eftersom man allerede har set så mange afsnit af "Bargain Hunt" og "Antiques Roadshow", at man er ude for allerede at have set dagens afsnit, og i øvrigt har været så kløgtig at nedgradere til Grundpakken lige inden barslen, så må man jo lave noget andet, mens man ammer.

Være på nettet, fx. Følge lidt med i Blogland, selv blogge lidt, læse nyheder og shoppe lidt (selv om det aldrig må blive ligeså slemt som i forrige barsel, hvor jeg seriøst købte alt, jeg så). Prøve at finde ud af, hvad reptilerne skal have i julegave (nogen forslag? HDD mener, at Varanen bare skal have mælk, men det er lige fesent nok, synes jeg), spekulere over, hvad Øglen skal have med på madpakken i børnehaven (hun begynder på torsdag, mand!) og stresse over, at de der strygemærkater med navn til Øglens tøj, jeg har investeret i, ikke stryger sig selv...

Ok, han spiser ikke hele tiden. Nogle gange sover han også. Og når nu mutti er sløj (og mangler noget af ansigtet), kan man da lige nappe en lur på sofaen sammen...

Og så kan man jo også tænke over de virkelig vigtige ting her i tilværelsen. Som hvor irriterende det er, at ens 'porcelæn' fra IKEA er ved at begå kollektivt selvmord og smider om sig med skår og revner. Og om, hvorvidt man i en alder af 33 burde være sådan en, der havde samlet sig et helt stel. Eller i det mindste bare én stel-agtig tallerken. Og så lige tænke lidt mere over de der tallerken-mandagsmodeller fra IKEA (livet er begivenhedsrigt på barsel, kan I nok høre). Og når man så har tænkt længe nok over de skårede tallerkener, så kan man begynde at overveje alternativer. Skal man køre i IKEA og skifte hele l*rtet ud? Skal man begynde at samle på et eller andet crazy dyrt stel og så håbe, at man har et komplet sæt tallerkener omkring år 2049? (Og hvad gør man så i mellemtiden?) Eller skal man beslutte sig for at gå på dba.dk og se, hvad de kan på tallerkenfronten?

Måwe-tallerkener

Blandet måwe-halløj i den ene kasse

Det blev sidstnævnte mulighed, der vandt. Og igen - når man har en baby, der spiser konstant, har man god tid til at afsøge tallerkenmarkedet. Og resultatet af den afsøgning kom i dag (hvor HDD og jeg i øvrigt begge har været nede pga. ondsindet omgangssyge. Der er ikke noget så værdigt som at være i gang med at skifte Varanen og så blive nødt til at holde pause for at kaste op i Øglens potte. Men så bliver den da i det mindste brugt til ét eller andet - Øglen gider den jo overhovedet ikke). Flinker fyr kom anstigende med intet mindre end to proppede flyttekasser med mågestel, så nu har vi porcelæn nok til at lege det muntre køkken. Egentlig ville jeg bare have tallerkenerne, men når der er et godt tilbud, må man jo slå til, og derfor har vi nu også både askebægre, terriner, fade og kander. Føler nærmest akut behov for at lave gammeldags oksesteg og brun sovs...

HDD mener, at der er lige lovlig meget sommerhus over det, og jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Men nu prøver vi at se, om vi monstro kunne være sådan nogen, der har et stel med måger på. Og hvis vi ikke er, jamen så sælger vi det bare igen. Så ved jeg også, hvad jeg skal lave under amning #54.679...

7 kommentarer:

  1. Hm, kender kun alt for godt det med at få tiden til at gå mens man ammer! Og der er blevet forbandet nemt at shoppe imens efter at have fået en i-phone! I dag kom bankmanden (som også er ægtemanden) igen hjem med kommentaren; og hvad er det så du har købt i dag? Forbandede fælleskonto;0)

    SvarSlet
  2. Lige nu er jeg vældig glad for, at jeg ikke på noget tidspunkt har skrevet om mine overvejelser ud i det bemågede stel - ellers havde jeg jo bare risikeret at friste dig. Igen ;-)

    Ej, synes faktisk, det er lidt cool, at jeg ikke er den eneste, som synes, at mågestellet er skægt. Desværre er min kæreste slet slet ikke enig. Suk.

    Men altså... Hvis det nu er, at du fortryder, så ved du, hvor du kan henvende dig!

    SvarSlet
  3. Jeg sad og læste i et aller andet magasin, eller var det i en bog? Nåmmen aaaanyways, der stod, at under barslen havde man jo også masser af tid til at vinduesshoppe, når man var på tur med barnevognen. Men det er jo ikke vinduesshopping, som er sjovt, vel!?

    SvarSlet
  4. Ej, jeg har opgivet det der stel. Har også noget hvidt (billigt) fra IKEA. Men har til gengæld arvet 4.000 glas (eller noget i den retning) fra min farmor.
    Oh forresten, højremenuen virker igen hos mig :-) juhu!

    SvarSlet
  5. Hvor ER det bare et fantastisk billede af dig og Varanen! Så cute og kodak-agtigt, som det kan blive. (I øvrigt noget af en reklame, Kodak fik lavet dengang. Jeg håber den, der fandt på det slogan er blevet fyrsteligt belønnet!)

    Også et fint mågestel. Det er vist magen til min stedmors - det fine stel, vel at mærke.
    Jeg har nu heller ikke samlet på noget stel eller noget. Vi købte en stor kasse i Kvickly engang for mange år siden, og ja, det er fuld af skår, og vi har kun fem dybe tallerkner tilbage, men det fungerer endnu. :D

    SvarSlet
  6. Måger rocks!! Min deko-tallerkenrække i køkkenet har også 1 stk. :-D

    SvarSlet
  7. Jeg synes, at dit nye stel er fint. Og lidt sommerhus stemning i midtbyen er vel også helt fint?

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...