torsdag den 10. november 2011

Noget om sundhed

Ja, det er jo ikke fordi, den her blog emmer af ruccola, koldpressede olier og absolut fravær af mælkeprodukter. Derfor kan det også undre, at jeg, qua denne blog, er blevet inviteret til et seminar om lige netop sundhed. I familien. Eller måske er det et vink med en vognstang, som jeg i givet fald ikke helt har fanget.

Jeg bliver ellers aldrig inviteret til noget som helst (ynke-ynk), så jeg ville da egentlig gerne have været med (behøvede jo ikke at høre efter, vel? Kunne jo bare nøjes med at sidde og kigge lidt langt efter ham der Christian Bitz, som er one fine man, hvis man spørger mig), men det ramlede i dén grad sammen med Varanens ankomst, så det gik ikke.

Senere viser det sig så, at seminaret er blevet aflyst, men de flinke mennesker, der inviterede mig i første omgang ville da bare lige høre, om jeg ikke kunne tænke mig en af de goodybags, der skulle have været uddelt til seminaret. Om? But of course! For ikke nok med, at jeg aldrig bliver inviteret til noget, så får jeg heller aldrig noget (mere ynke-ynk; jeg er jo ikke en af de der indviede, der får lov til at prøve alle mulige skøre produkter), så når chancen byder sig, SÅ springer jeg til!

Og den der goodybag, den kom så med posten i dag. En fin Reisenthel-termotaske (som Øglen straks forelskede sig i - måske fordi den ligner Rasmus Klumps bukser?!) fyldt med vitaminpiller (ignorerer bare, at der er et glas 50+ vitaminer i tasken. Nok føler jeg mig gammel grundet søvnmangel, meeeen...) og en kogebog med Mr. Bitz. (Forstår ikke helt titlen "Bitz dit køkken", men måske der er en skjult betydning, jeg ikke fatter? Enlighten me!) Det er da en okay goodybag, hvis man spørger mig. Så skal jeg bare lige huske at æde nogen af alle de der vitaminer. Måske jeg skal stille dem i samme skab, hvor jeg gemmer forskellige afarter af slik? Og så skal jeg nok også prøve at læse i - og lave mad fra - Bitz-bogen. Før det der sundhedsnoget sådan for alvor batter herhjemme.

Nogen, der har taget Rasmus Klumps bukser, syet en taske af dem...

... og fyldt dem med vitaminer...

... og Christian Bitz?  

Men nu er det jo ikke sådan, at jeg er usund HELE tiden. Vel. Forleden var jeg fx på den der 42 Raw. Og fik nogle "thainudler" af squash og gulerod med noget lækker sauce. Det smagte glimrende, men nudler?! I don't think so. Stik mig et mandolinjern, så skal jeg også skamsnitte squash og gulerødder, kalde dem nudler og forlange kassen for dem. og det der rå mad skulle jo være så sundt, at jeg næsten ikke har dårlig samvittighed over, at jeg dagen forinden spiste det her til frokost:
Latte og træstamme fra Lagkagehuset. Jamen, er I KLAR over, hvor godt sådan en smager? Den er alle 19 kroner værd! Tak til Nye Mødregruppe-mor for at have ledt mig på sporet af dem...

Raw food. Med noget jordbær/æble/ingefær-saft. Nam. Fik ikke taget billeder af teen, men den var også god. Og helt klart varmere end 42 grader...

9 kommentarer:

  1. Bare du ikke afslutter alle dine telefonbeskeder med "... og det var Mor", så er jeg glad.
    Og Bitz.... Mmmm.....

    SvarSlet
  2. Jeg har ammehjerne og sover max 2,5 timer i streg om natten, så tilgiv mig - men jeg forstår ikke det der med telefonbeskederne. Hvad har jeg overset?

    SvarSlet
  3. Jeg er vild med Rasmus klump køletasken.

    Den må klart kunne deltage i nogle hyggelige ture i parken eller på legepladsen.

    SvarSlet
  4. Det er fra livols tv-reklame. Der er en vildt irri mormor som blander sig helt vildt, og køber vitaminer til sin familie. Hun afslutter tlfbeskeder sådan.

    SvarSlet
  5. Nåmenaltså så kan jeg sidde her og være vildt fornærmet. Jeg blev også inviteret til det dersens seminar, men meldte fra, fordi jeg syntes en tur til Ishøj for en eftermiddag om vitaminpiller var en lille smule spild af tid. Men ikke om jeg har hørt noget om tilsendte goodiebags eller noget. Er det fordi jeg er jyde?! Diskrimination siger jeg bare!

    :D

    I virkeligheden vil jeg hellere have din latte med tilhørende træstamme...

    SvarSlet
  6. Uh, ham Bitz er altså go - på flere måder ;o)
    Vi har hans bog "Bitz din sundhed" og der er mange lækre opskrifter i. Det eneste minus er, at mange af tingene er relativt tidskrævende og derfor ikke så "mor-og-far-arbejder-fuld-tid-og-aftensmaden-skal-helst-være-klar-kl.18" venligt. Men måske du kan forberede lidt når Varanen sover, hvis det er....
    Men han er jo sund på den gode måde, hvor der også er plads til lidt fløde og smør, nam nam....
    Manden herhjemme gik i Bitz-mode sidste år og tabte 8 kilo på 2 måneder - uden at gøre noget særligt udover at følge de grundlæggende principper.

    Det der rå-mad - det fatter jeg så til gengæld ikke.... Men hvis det smager godt, så er det jo fjong :o) Er nok personligt mere til træstammen fra Lagkagehuset, hi hi.......

    Kh Maibritt

    P.S. Noget nyt om sove-Øglen? Eller anti-sove Øglen, som hun vel egentlig skulle kaldes......

    SvarSlet
  7. Ej, hvordan bliver I inviteret til sådan noget (sker sgu aldrig for mig)...
    Men Bitz er god - jeg laver tit opskriften på brød (har den første bog, som hedder 'Bitz din sundhed')
    God weekend :-)

    SvarSlet
  8. @Sequence: Jep, jeg tror også, at Rasmus Klumps bukser kommer til at gøre lykke på en tur eller to. Også selvom årstiden måske ikke ligefrem er til at ønske, at tingene bliver holdt kolde :-)

    @Husmoder: Ach so - så forstår jeg bedre. På magisk vis er det lykkedes mig at gå glip af den reklame. Måske fordi jeg kun ser BBC Lifestyle for tiden? Er blevet 100 år gammel...

    @GG: For dårligt! Men ja - det må klart være fordi, du er jyde ;-) (Men hey - det er jeg jo også. Det har de nok bare ikke opdaget...) Hvis du spørger pænt, må du gerne få mine 50+-vitaminer :-) (Men træstammen giver jeg ikke godvilligt fra mig)

    @Maibritt: 8 kilo på 2 måneder, siger du. Hm - måske jeg skulle begynde at lytte lidt til, hvad manden siger, i stedet for bare at kigge på ham :-)
    Jeg fatter heller ikke rigtig det der raw food - er nok for meget jyde - men jeg blev inviteret, og jeg var nysgerrig. Og nu er det prøvet - helt uden, at jeg er gået i selvsving og har købt mig fattig i forskellige bøger om emnet. Med mindre der selvfølgelig findes en bog, der handler om raw food-træstammer; så kan det være, at jeg er på ;-)

    PS: Anti-soveøglen er still going strong. Er for træt til at lave et indlæg omkring det lige nu, men skal nok følge op. Og nye tiltag (læs; trusler) ER på tapetet...

    @Birgitte: Aner det ikke. Tilfældigheder, tænker jeg?! Hm... et Bitz-brød. Må jeg lige tjekke ud, om der er en opskrift på i min nye kogebog...
    Også god weekend til dig!

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...