søndag den 6. november 2011

Update på soveshow

Jeg ved, at I sidder derude og tænker "Klarede hun det nu i fredags, da hun skulle være alene hjemme med søvn-fornægtende Øgle og den milde Varan, hende Øglemor?!", så tænkte, at jeg hellere måtte give en lille update.

For jeg overlevede. Endda i fin stil. Hyggede max med Øglen i løbet af aftenen (godt nok med sugemalle-Varan spændt på et bryst stort set hele tiden, men efter 6 uger er jeg efterhånden blevet ganske ferm til at multitaske under amning) med dyner i sofaen og guf i skålen. Øglen skulle lige overbevises om, at æblebåde, rosiner, riskiks og tre små brunkager kvalificerede som guf ("Hvor er guffet henne, moar?!"), men det røg da lige ned i løgneren, så helt galt kan det ikke have været. Hun syntes, at Disney Sjov var for uhyggeligt, så det blev Mickeys Klubhus fra harddisken, der reddede sofahyggen. Og da klokken nærmede sig 20.30, manede jeg til sengetid. Havde egentlig bestemt mig for, at hun bare skulle have lov til at være oppe, så længe hun ville, fordi den der stoleleg er lidt besværlig med semisovende Varan, men jeg ombestemte mig, da hun begyndte at gnide øjne og gabe. Og da jeg simpelthen ikke magtede mere Mickey Mouse slash Anders Bircow.

Og faktisk gik putningen uden problemer. Vi børstede tænder, læste historie og hørte om 'Øglens dag' (måske i virkeligheden hendes favorithistorie over dem alle), og jeg satte mig i gyngestolen (alle kamp-intentioner var udsat til en dag, hvor HDD kunne assistere). Og - lord behold! - hun sov efter ca. 15 minutter. WTF?! Jeg blev dog siddende væsentlig længere - skulle jo ikke risikere noget - men den var god nok; hun snorksov! Det betød et par timers børnefri til mig - noget, jeg slet ikke havde turdet kalkulere med. Så måske derfor føltes det ekstra rart.

Putningen i går var værre end nogensinde (jeg vil skyde på, at det alt i alt tog 4 timer *smiler syrligt*), men der var mange skøre omstændigheder, der gjorde, at vi ikke gik i gang med Operation Sæt Hårdt Mod Hårdt i går. Men i dag...

Man skulle ikke tro, at hende her kan blive SÅ vred og ulykkelig ved puttetid, vel?!
  
Varanen skal nu også tids nok give os grå hår... Men lige nu er han for det meste mild og god

Næh, vent lidt... I dag ER der slet ingen Øgle at putte. For hun er nemlig skredet på miniferie hos Mårmor og Mårfar. Under store begejstringshyl, glædesdans, hjemmelavet "Øglen skal til Kal-len-borg"-sang og lykkelige "DU skal ikke med! Kun Øglen, Mårmor og Mårfar skal med!"-udsagn til skiftevis HDD, Varanen og jeg. Så jeg havde slet ikke behøvet at være bekymret for, hvorvidt hun ville føle sig 'sendt bort' og udenfor det Reptilske Fællesskab, for det passede hende tilsyneladende strålende at komme lidt hjemmefra. Og ved nærmere eftertanke kan jeg da også godt forstå det. At det må være en fest for hende at komme et sted hen, hvor det kun drejer sig om hende. Hvor der ikke er nogen, der liiiiiige skal give Varanen mad, lægge Varanen på maven, give Varanen sutten, skifte Varanens ble, osv. osv.

Øglen inkl. Mår-forældre er netop kørt, og lejligheden er underligt stille. Varanen sover på tredje time, og der er ikke nogen, der hamrer tomme colaflasker ned i gulvet og nonchalent kommenterer, at "det er så dejligt at spille på gulvet, mor og far". Eller insisterer på at se "samsyn". Eller laver alt muligt andet gak og gøgl, der larmer. Meget meget underligt. Og sikkert også ganske rart, når man lige vænner sig til det, men jeg glæder mig nu allerede til på tirsdag, når hun kommer hjem igen.

Indtil da må HDD og undertegnede se, om vi kan huske, hvordan det nu lige er, man opfører sig, når man har en hel aften sammen - i samme rum. (Med mindre altså Varanen beslutter sig for at være kropumulig og nægter at gå til ro ved 20-21-tiden, som han plejer). Eller om det ender med, at en af os sætter os ud i gangen i gyngestolen. Man sidder jo egentlig meget godt, såeh...

5 kommentarer:

  1. Jamen altså - sikke et par guldklumper :-) Hvor ER det et par skønne børn, du har!

    Randi

    SvarSlet
  2. Det var godt. Kunne du ikke godt mærke, at jeg sendte dig gode tanker fredag aften?
    Det lyder egentlig ret dejligt med et par dage som et-barns familie. Men kan nu godt forstå at du savner... Selvom de der 2-årige nogle gange er billigt til salg

    SvarSlet
  3. Hvor ser de bare dejlige ud begge to!

    SvarSlet
  4. Godt klaret fredag aften. Har heldigvis glemt de helvedes-aftener vi var igennem en gang for 100 år siden. Og jeg satser på at de ikke kommer igen med 2'eren. Eller vender tilbage, Gud forbyde det!

    Og søde søde børn. Og en lyshåret og mørkhåret, lige som her. Gad vide om det bliver ved med at være sådan?

    SvarSlet
  5. @Randi: Tak for de søde ord om afkommet. Jeg synes jo også, at de er skønne, men det skader bestemt ikke, at andre også synes det ;-)

    @Husmoder: Det var da totalt meget dine gode tanker, der hjalp mig i fredags. Jeg takker og bukker. Og ja, det er faktisk meget dejligt med et par dage med kun ét barn (selv om det jo reelt ikke er mere end 6 uger siden, vi var det så'n hele tiden), men samtidig også underligt, når man så ringer til Mårmor og Mårfar og Øglen overhovedet ikke gider snakke, fordi hun har travlt med alt muligt andet. Så det er vist envejs-savn, lader det til :-)

    @Sequence: Tak :-) Og det er de også, kan du tro. For det meste, i hvert fald. Har i øvrigt fået dig tilføjet din nye adresse i min blogrulle ude til højre. Troede jeg, at jeg havde fået gjort, men ammehjernen må have glemt at trykke opdatér eller sådan noget. Men NU skulle den være god nok. Vil jo gerne have besked, når du skribler noget nyt :-)

    @Jep, det er spændende, om Varanen fortsætter med at være mørk (løbet er vist kørt med Øglen - hendes blå øjne bliver næppe en anden farve nu :-)). Hun startede faktisk ud med ligeså mørkt hår som Varanen, men da babyhåret faldt af, og det rigtige hår voksede ud, var det helt lyst. Varanen kan jo godt nå at få lyst hår, men hans øjne ser ud til at blive ret brune. Nu må vi se :-)

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...