mandag den 5. december 2011

KrudtØglen, dag 3

Det der børnehave-noget, iggå?! Det kører (bank under bordet, salt over skulderen, 7-9-13 og alt det der)!

I dag skulle Øglen være i børneren uden mig for første gang, og det var da med en vis pessimisme, jeg i går forberedte hende på, at jeg jo altså ikke ville være der i dag, fordi jeg "skulle ud og gå en tur og give Varanen mad" (synes, det lød tilpas kedeligt til, at hun ikke ville føle sig fristet til at komme med. Ingen grund til at fortælle om gåtur med efterfølgende barselskaffe på café, mens Varanen snorkboblede i vognen). Men jeg havde ikke behøvet at være hverken betænkelig eller pessimistisk, for Øglen startede dagen med at råbe "jubiiii!", da jeg sagde, at hun skulle i børnehave. Og fortsatte med et "mor skal ikke med. Hun skal gå en tur og give Varanen mad. Så bliver jeg lidt ked af det, men så siger jeg det til en voksen!" Godt så - så fik vi da i hvert fald på det rene, at det, vi talte om i går, var trængt ind. Mere eller mindre ordret.

Ovre i børneren havde hun dårligt nok tid til at tage sin flyverdragt af, fordi hun fik øje på bedstevennen, og før jeg kunne nå at blive sentimental, var hun videre. Jeg fik lige et hurtigt kram og et glimt af en grinende Øgle i vinke-vinduet, men det var dét.

Man ved selvfølgelig ikke, om glæden varer ved, eller om hun 'bare' er på et seriøst trip Nyhedens Interesse (det tror jeg hun er, hvad madpakker angår, for det er ikke normalt at være SÅ begejstret over rugbrødsmadder, frosne majs, agurkeskiver og lidt rosiner/tranebær/grovkiks). Men for nu lader det til, at hun trives. Hun var glad - og meget mudret - da jeg kom og hentede hende, havde leget med N hele dagen, ikke grædt en eneste gang, og hun havde stukket en hånd i sin ret fyldte ble under frokosten og stillet 1000 kroners-spørgsmålet "Hva' deeeeet?!", da hun hev hånden op igen. Så om ikke andet, kan vi da vist godt konstatere, at hun føler sig hjemme...

2 kommentarer:

  1. Hurra for god indkøring, N og barselskaffe med sovende Varan!

    Og så døde jeg lidt af grin over 1000 kr-spørgsmålet... hehehe

    SvarSlet
  2. Ja, det er simpelthen så fedt, at indkøringen (indtil videre) går godt. Og så er det jo bare ren luksus, at børneren er så tæt på, at det ikke kommer sig så nøje, om det er mig, der skal aflevere eller ej, så vi nyder nogle gode, hyggelige morgener for tiden :-)

    Ang. 1000 kr-spørgsmålet, så håber jeg virkelig, at hun nøjes med at stille det ovre i børnehaven :-)

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...