torsdag den 22. december 2011

KrudtØglen, dag mange

Øglen har været børnehavebarn i 22 dage nu. Og hun er smaddergod til det. Af og til græder hun, når hun bliver afleveret, men de søde pædagoger forsikrer Bekymrede Mor om, at det går over, så snart jeg er ude af døren. Hendes sprog udvikler sig med rekordfart, og sætningens bliver længere, mere sammenhængende og stort set fejlfri. Og københavnske. Hun taler helt vildt københavnsk, mand. Og jaja, jeg ved jo godt, vi bor i København, men alligevel... Jeg er jo jyde, så det skurrer lidt i ørerne. (Må hellere lære hende at sige "træls", "det kommer sig ikke så nøje" og "jowjow" her i juleferien).

Det lader til, at hun så småt er begyndt at lege med andre børn end N - der indgår i hvert fald flere og flere navne i hendes sniksnak om dagen i børnehaven. Men der er ingen tvivl om, at ingen når N til sokkeholderne. I går fik han en kæmpekrammer, inden Øglen ville ud af døren, hvilket gjorde mig endnu blødere om hjertet end normalt. Personalet siger pæne ting om Øglen (og tilføjer så et "hun er godt nok en bestemt dame, hva'?!"), og generelt virker det bare som om, hun er faldet rigtig godt til derovre.

Men intet er jo så godt, at det ikke er skidt for noget. (Eller hvad det nu er, man siger). For der er da også ting ved det nye børnehaveliv, der ikke er så nemme, når man bare er en lille Øgle. Fx at man ikke længere er den ældste, men i stedet den absolut yngste. Og er så stædig / fuld af gåpåmod / dumdristig, at man vil kunne det samme som de store. Med dertilhørende frustrationer. At man fra den ene dag til den anden droppede sin middagslur. At man nogle gange er så udmattet over tempoet i børnehaven, at ord ikke helt rækker til at udtrykke sig, og man derfor tyer til at daske til mor og/eller far, når man får nej til en is til morgenmad eller andre ting, der ikke lige passer en. At der ikke er så mange voksne pr barn i børnehaven, så en lidt tryghedssøgende Øgle bliver ked af det, når hun ikke lige kan få øje på en af dem på legepladsen.

Så det er ikke bare sjov og ballade det hele. Og selv om Øglen har et godt sprog, har hun jo ikke abstraktionsniveau nok til at vide, at hun reagerer, som hun gør, fordi hun er udmattet / frustreret / utryg over alt det nye. Og det er så her, at HDD og jeg kommer ind i billedet. Og skal huske hinanden på, at hun ikke (kun) er fræk, men at det også er en reaktion på alt det nye. Og der er da også blevet slækket en del på nogle principper hjemme os reptil-familien. Sutten har fx fået en renæssance. Nu må man godt få den lilla sut, når man kommer hjem fra børner og ikke har lyst til andet end at se lidt Nissebanden eller Vinden i Piletræerne (som er det nye hit? But why? Det er jo meeeegakedeligt!) og sidde i arm med sin konstant ammende mor. Hvis man da ikke helst vil sidde alene i sofaen, og mor får besked på at gå ud igen. "Men IKKE lukke døren! Gå UD i køkkenet, mor! NU! Så sidder jeg lige her og ser Muldvarper."

Et andet princip, der også er blevet slækket på, er tv-kigningen. Tidligere var der ingen tv efter aftensmaden, og kun et enkelt afsnit et eller andet før. Men nu må jeg tilstå, at der om ikke er fri tv-kigning, så er der i hvert fald mere tv-kigning. For Øglen orker simpelthen ikke andet end bare at sidde og stene, når hun kommer hjem. Og Optimistiske Mor her kan godt pakke sammen med sine "Kommer du ikke ud og hjælper mor med maden?", "I DAG skal vi lave nisser af piberensere og karton!" (godt hun sagde blankt nej til dét, for det ved jeg faktisk ikke, hvordan man gør), "Kom, vi går ind og leger på dit værelse" og forskellige varianter af "Nu finder vi puslespillene frem, og SÅ skal vi hygge".

Hun vil allerhelst være lidt i fred, og det skal hun jo så have lov til. Jeg satser (håber) på, at det bare er en fase (som med alt muligt andet), og at hun, når alt det nye ikke længere er så nyt, får lidt mere energi om eftermiddagen. Men indtil det sker, skal hun have det frirum, hun behøver. Indenfor rimelighedens grænser, altså. For de mængder tv, hun kan rumme, er ikke i småtingsafdelingen. Ligesom hun ikke ville være til at komme i kontakt med, hvis hun fik ubegrænset adgang til iPad'en. Den kommer derfor kun frem ved særlige lejligheder. Og i weekenden, hvis man spørger Øglen. For da yndlingspædagogen til Samling i fredags havde spurgt alle børnene efter tur, hvad de skulle lave i weekenden, havde Øglen glædesstrålende sagt "Lege med min iPad". Ved ikke lige, hvor dét kom fra, eftersom vi jo ikke render rundt hele ugen og siger "I WEEKENDEN må du lege med iPad'en" (der i parentes bemærket er MIN iPad og ikke Øglens, som hun synes at tro). Men så fik hun da lige signaleret til børnehaven, at HDD og jeg er sådan nogen, der parkerer vores unger foran en gadget og aldrig tager dem med ud og opleve noget. Og at vi i øvrigt er sådan nogen, der køber psychodyre gadgets TIL vores unger, for netop at kunne parkere dem. Charming.

... Nå ja, og så er Varanen 3 måneder i dag. Som tiden dog flyver...

Sådan! En velplaceret hånd - mangler bare en dåseøl og en netundertrøje, så er Onslow-looket hjemme...

9 kommentarer:

  1. Mht. det der fjernsyn, så har vi her haft ret frie rammer for hvor meget, man måtte se. Og i vores tilfælde er gevinsten, at hun nu ofte selv vælger at lave andre ting i stedet for.

    SvarSlet
  2. Vinden i piletræerne er også skide uhyggeligt!
    Kan i øvrigt fortælle at Svesken er præcis ligeså træt efter en dag i vugger som Øglen er efter en dag i børnehaven.

    God jul og god wordfeud

    SvarSlet
  3. Hvor er det dejligt at Øglen har N i børnehaven. Vi har lige fået at vide at magnus' bedste legekammerat/kæreste har fået plads i den anden børnehave, og det gør helt ondt i morhjertet, at han skal skilles fra den første rigtig ven han har fået!
    Her har vi også lige fået i-pad, og han mener bestemt det er hans... Eneste plus er at jeg er fået min i-phone Igen!

    SvarSlet
  4. Åh ipad!! Ludvig (3 mdr næste uge) er i øvrigt dybt forelsket i min iphone. Mon den er lidt for meget i min hånd under amning?

    SvarSlet
  5. Altså med de der smukke øjne og bløde kinder er der altså et stykke vej til Onslow-looket ;)

    Og ja, børnehave er altså hårdt! Trolden er også pænt træt og ofte også ret tvær, når hun kommer hjem, så mange eftermiddage bliver altså også primært brugt foran skærmen (om det så er iPhone-skærm, iPad-skærm, computer-skærm eller tv-skærm kommer sig ikke så nøje ;) )
    Og jeg har faktisk ikke spor dårlig samvittighed over det, for det er det hun trænger til - ro og fred og en lille bitte verden at lukke sig inde i. Nogle gange, hvis jeg kan få lov for Rumpenissen, sætter vi os og ser et eller andet sammen. Så føles det mere som en aktivitet end passiv børnepasning, og som regel kan vi finde noget, som jeg faktisk også synes er lidt hyggeligt at se.

    Men godt at det også går godt, og dejligt at hun har en bedste ven derovre. Det har Trolden ikke, men hun lader nu til at klare sig fint alligevel. :)

    SvarSlet
  6. Hold dog kæft en sød knægt!!

    Jeg skræmmes ved at læse om reaktionerne på børnehave start. Det er min tur om 3,5 mdr, og det er virkelig ikke noget jeg har lyst til! Jeg sys' han er aaaaalt for lille ;-(

    Iøvrigt kender jeg godt den der type forældre du omtaler- med placering foran gadgets! Har os hørt de er rigtig gode til at bortforklare hvis det slipper ud ;-)

    SvarSlet
  7. Arh, der er altså også sket meget i hendes lille liv på kort tid. Blive storesøster, starte børnehave, julen mv. Forståeligt nok at hun reagerer på en eller anden måde...

    SvarSlet
  8. Årh - hvor er han dejlig! Så slog de brune øjne endelig igennem... (selvom Øglen selvfølgelig også er dejlig med sine blå)

    SvarSlet
  9. @GiSP: det var selvfølgelig en meget smart strategi. Er dog lidt bekymret for, om Øglen ville kunne styre det :-)

    @FF: ja, det er vildt uhyggeligt. OG kedeligt! Også god jul til dig. Og god wordfeud lige over ;-)

    @Karen: mit moderhjerte har godt nok også gjort ondt, til trods for,at bedstevennen er der. For de er jo så små. Og alle de andre børn virker kæmpestore...

    @Alice: haha, hvor er han sej. Varanen er heldigvis ligeglad med ipad'en indtil videre. Og den er ellers rimelig fast inventar under amning :-)

    @GG: enig - tror også, at ungerne har brug for lidt passiv underholdning/etf frirum af og til. Ligesom os voksne. Får bare lidt dårlig samvittighed, hvis hun sidder for meget alene ved skærmen, men hvis jeg kan være der, og vi kan tale om programmet, så synes jeg, det er fint nok. Selv om jeg ville blive dødirriteret, hvis nogen insisterede på at snakke mig igennem alle mine yndlingsprogrammer :-)

    @Julie: Tak :-) Ang. børnehave, så kommer det til at gå fint! Og vores små unger bliver bare kæmpestore efter et splitsekund i børnehaven. Både godt og skidt, synes jeg... :-)

    @Birgitte: du har ret. Der sker rigtig meget for hende i øjeblikket. Og det skal jeg bare lige huske at minde mig selv om engang imellem....

    @Rie: Jep, der var de brune øjne (ville sqda også have været for mærkeligt, hvis vi havde fået endnu et blåøjet barn :-))

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...